J'avais surmonté le pire,cette fois encore ;je mangeais chaque jour,mon courage grandissait,et je mettais un à un les fersau feu.J'avais trois ou quatre traitésen chantierqui pillaient mon pauvre cerveaude la moindre étincelle,de la moindre penséequi y naissait,et il me semblaitque les choses allaient mieux qu'auparavant.Le dernier article,pour lequel j'avais tant couruet sur lequel j'avais fondé tant d'espoir,m'avait déjà été retournépar le rédacteur en chef,et je l'avais anéanti sur-le-champ,furieux,offensé,sans même le relire.Pour l'avenir, je tenterais ma chanceauprès d'un autre journal,afin de m'ouvrir de nouvelles voies.Dans le pire des cas,si cela non plus ne m'aidait pas,il me restait les navires ;le « Nonnen » était prêt à appareilleren bas, sur le quai,et peut-être pourrais-je y trouver un emploi pour la traverséejusqu'à Arkhangelskou je ne sais oùil devait se rendre.Les perspectives ne manquaientdonc pas.
La dernière crise m'avaitquelque peu malmené ;je commençais à perdre mes cheveux en grande quantité,les maux de tête étaient également très pénibles,surtout le matin,et ma nervosité ne voulait pas s'apaiser.La journée, j'écrivaisles mains enveloppées dans des chiffons,simplement parce que je ne supportais pasmon propre souffle contre elles.Quand Jens Olaj claquait violemment la porte de l'écurieen dessous de moi,ou qu'un chien entrait dans l'arrière-couret se mettait à aboyer,cela me traversait jusqu'à la moelle,comme des coups de poignard glacésqui m'atteignaient de toutes parts.J'étais passablement délabré.
Jour après jour, je peinais sur mon travail,m'accordant à peine le tempsd'avaler ma nourritureavant de me remettre à écrire.En ce temps-là, mon litet mon petit bureau chancelant étaient tous deuxinondés de noteset de feuilles noircies,sur lesquelles je travaillais tour à tour,ajoutant les nouvelles idéesqui pouvaient me venir au fil de la journée,biffant,ravivant les passages sans vied'un mot coloré çà et là,avançant péniblement phrase après phraseavec la plus grande difficulté.Un après-midi,l'un de mes articles fut enfin terminé ;heureux et joyeux, je le glissai dans ma pocheet me rendis chez le « Commandant ».Il était grand tempsque je prisse des dispositions pour avoir à nouveau un peu d'argent ;il ne me restait plus grand-chose.
Le « Commandant » me pria de m'asseoir un instant,il en aurait tout de suite pour...et il continua d'écrire.
Je jetai un coup d'œil autour du petit bureau :des bustes,des lithographies,des coupures de presse,une corbeille à papier démesuréequi paraissait capable d'engloutir un homme,chair et os.Je me sentis envahi de tristesseà la vue de cette gueule monstrueuse,cette mâchoire de dragontoujours ouverte,toujours prête à recevoirde nouveaux travaux rejetés—de nouveaux espoirs anéantis.
« Quelle est la date aujourd'hui ? »dit soudain le « Commandant »depuis sa table.
« Le 28 »,répondis-je,heureux de pouvoir lui être utile.
« Le 28. »Et il poursuivit son écriture.Finalement, il mit quelques lettres sous enveloppe,jeta quelques papiers dans la corbeilleet posa sa plume.Puis il pivota sur sa chaiseet me regarda.Remarquantque j'étais toujours debout près de la porte,il fit de la mainun signe mi-sérieux, mi-plaisanten direction d'une chaise.
Je me détournaipour qu'il ne vît pasque je n'avais pas de giletlorsque j'ouvrirais ma redingotepour sortir le manuscrit de ma poche.
« Ce n'est qu'une petite étudesur le Corrège,dis-je,mais elle n'est sans doute pas écrite,hélas,de manière à... »
Il me prit les feuillets des mainset se mit à les parcourir.Il tourna son visage vers moi.
Voilà donc à quoi il ressemblaitde près,cet homme,dont j'entendais le nomdepuis ma plus tendre jeunesseet dont le journal avait exercésur moi la plus grande influenceau fil des ans.Ses cheveux étaient boucléset ses beaux yeux brunsun peu inquiets ;il avait l'habitudede renifler légèrement de temps à autre.Un pasteur écossais n'aurait pu avoir l'air plus douxque ce redoutable écrivain,dont les mots avaient toujours laissé des zébrures sanglantes,là où ils tombaient.Un étrange sentimentde crainte et d'admirationm'envahit face à cet homme,j'étais sur le point d'avoir les larmes aux yeux,et je fis involontairement un pas en avantpour lui direà quel point je l'aimaispour toutce qu'il m'avait appris,et le supplier de ne pas me faire de mal ;je n'étais qu'un pauvre diablequi avait déjà bien assez de misère...
Il leva les yeuxet replia lentement mon manuscrit,tout en réfléchissant.Pour lui faciliter la tâche de me donnerune réponse négative,je tendis légèrement la mainet dis :
« Oh, non,ce n'est évidemment pas utilisable ? »Et je souris,pour donner l'impression de le prendre à la légère.
« Tout ce que nous pouvons utiliser doit être très populaire,répondit-il ;vous savezquel genre de publicnous avons.Mais ne pourriez-vous pas le rendreun peu plus simple ?Ou trouver quelque chose d'autre,que les gens comprendraient mieux ? »
Sa prévenance m'étonne.Je comprendsque mon article est rejeté,et pourtant je n'aurais pu recevoirrefus plus élégant.Pour ne pas le retenir davantage,je réponds :
« Si, bien sûr,je peux le faire. »
Je me dirigeai vers la porte.Hum.Il devait m'excuserde l'avoir importuné avec cela...Je m'inclinai et saisis la poignée.
« Si vous en avez besoin, »dit-il,« vous pouvez aussi avoir une petite avance.Vous pourrez toujours écrire pour la rembourser. »
Maintenant qu'il avait vuque j'étais incapable d'écrire,son offre m'humilia quelque peu,et je répondis :
« Non, merci,je tiendrai bien encore quelque temps.Merci beaucoup, néanmoins.Au revoir ! »
« Au revoir ! »répondit le « Commandant »en se retournantvers son bureau.
Il m'avait tout de même traitéavec une bienveillance imméritée,et je lui en étais reconnaissant ;je saurais l'apprécier.Je me promis de ne pas retourner le voiravant de pouvoir lui apporter un travaildont je serais pleinement satisfait,un travail qui pourrait surprendre un peu le « Commandant »et le pousser à m'allouer dix couronnessans un instant d'hésitation.Et je rentrai chez moipour me remettre à l'écriture.
Les soirs suivants,lorsque huit heures sonnaientet que le gaz était déjà allumé,il m'arriva régulièrement ceci :
Au moment où je sortais de mon porche,pour m'élancer dans une promenadeà travers les ruesaprès les peines et les labeurs de la journée,une dame vêtue de noir se tenaitprès du bec de gaz, juste devant la porte,le visage tourné vers moi,me suivant des yeuxtandis que je passais devant elle.Je remarquaiqu'elle portait toujours la même tenue,le même voile épaisqui dissimulait son visageet tombait sur sa poitrine,et tenait à la main un petit parapluieavec un anneau d'ivoire à la poignée.
C'était déjà le troisième soirque je la voyais là,toujours au même endroit ;dès que je l'avais dépassée,elle se retournait lentementet s'éloignait dans la rue,à l'opposé de moi.
Mon cerveau fiévreux lança ses antennes,et j'eus aussitôt le pressentiment déraisonnableque c'était à moique s'adressait sa visite.J'étais finalement sur le point del'aborder,de lui demandersi elle cherchait quelqu'un,si elle avait besoin de mon aide pour quelque chose,si je pouvais la raccompagner chez elle,si mal vêtu que je fusse hélas,la protéger dans les rues sombres ;mais j'avais la crainte vagueque cela pût me coûter quelque chose,un verre de vin,une course en voiture,et je n'avais plus d'argent du tout ;mes poches désespérément videsavaient un effet trop décourageant sur moi,et je n'avais même pas le couragede la regarder avec un peu d'insistanceen la croisant.La faim avait de nouveau commencé à me tenailler ;je n'avais rien mangédepuis la veille au soir ;ce n'était pas une longue période,j'avais souvent pu tenir plusieurs jours ;mais j'avais commencé à décliner dangereusement,je ne supportais plus aussi bien la faim qu'auparavant,un seul jour pouvait maintenant presque me donner le vertige,et je souffrais de vomissements continuelsdès que je buvais de l'eau.À cela s'ajoutaitque je gelais la nuit,couché tout habillécomme j'étais le jour,et je grelottais,glacé chaque soirpar les frissonset engourdi pendant mon sommeil.La vieille couverturene parvenait pas à me protéger des courants d'air,et je me réveillais le matinle nez bouchépar l'air âcre et givréqui s'infiltrait jusqu'à moi.
J'arpente les ruesen songeant àla manière detenir le coup,jusqu'à ce que mon prochain article soit terminé.Si seulement j'avais une chandelle,j'essaierais de trimer toute la nuit ;cela prendrait quelques heures,une fois que j'aurais trouvé mon rythme ;demain, je pourrais alors de nouveau me présenterau « Commandant ».
J'entre sans plus de cérémonie au café Oplandskeet cherche ma jeune connaissance de la banque,afin d'obtenir dix øre pour une chandelle.On me laissa traverser toutes les salles sans encombre ;je passai devant une douzaine de tablesoù des clients paisibles mangeaient et buvaient,je pénétrai jusqu'au fond du café,dans le Salon Rouge,sans trouver mon homme.Confus et en colère, je me traînai de nouveau dans la rueet me mis en marcheen direction du Palais.
N'était-ce pas un coupdu diable,un coup éternel et brûlant,que mes tribulationsne connussent jamais de fin !À longuesenjambées furieuses,le col de ma redingote brutalement relevé sur la nuqueet les poings serrés dans les poches de mon pantalon,je maudissaisma malheureuse étoile tout le long du chemin.Pas un seul instant de véritable insoucianceen sept,huit mois,pas de quoi manger à ma faimune petite semaine durant,avant que la misère ne me mette à nouveau à genoux.Et en plus, j'étais restéhonnête au milieu de cette détresse,hé-hé,honnête jusqu'au bout des ongles !Dieu me garde,comme j'avais été stupide !Et je me mis à me racontercomment j'avais mêmeeu mauvaise conscience,le jour où j'avais portéla couverture de Hans Pauli chez le prêteur sur gages.Je ris avec mépris de ma tendre probité,crachai avec dédain dans la rueet ne trouvai pas de mots assez fortspour me moquer de moipour ma bêtise.Ah, si seulement c'était maintenant !Si je trouvais à cet instantdans la rue les économies d'une écolière,le dernier sou d'une pauvre veuve,je le ramasseraiset le glisserais dans ma poche,je le volerais de propos délibéréet dormirais ensuite tranquillement comme une pierretoute la nuit.Ce n'était tout de même pas pour rienque j'avais tant souffert,ma patience était à bout,j'étais prêt à tout.
Je fis le tour du Palaistrois,quatre fois,puis pris la décision de rentrer,fis encore un petit détour par le parcet redescendis enfin Karl Johan.
Il était environ onze heures.La rue était assez sombre,et des gens déambulaient partout,couples silencieux et groupes bruyants mêlés.La grande heure était venue,le temps des amours,où se nouent les intrigues secrèteset où commencent les joyeuses aventures.Froufrous de jupons de filles,un rire brefet sensuel de-ci de-là,des poitrines ondoyantes,des respirationshaletantes et ardentes ;loin en bas, près du Grand Hôtel,une voix qui crie :« Emma ! »La rue entière était un marécaged'où montaient des vapeurs chaudes.
Je fouille machinalement mes pochesen quête de deux couronnes.La passionqui vibre dans chaque mouvement des passants,la lumière obscure des becs de gaz,la nuit silencieuseet lourde,tout cela commençait à m'assaillir,cet airempli de chuchotements,d'étreintes,d'aveux tremblants,de mots à demi prononcés,de petits cris ;quelques chats s'aimaient à grands miaulementssous le porche de Blomqvist.Et je n'avais pas deux couronnes.C'était une pitié,une misère sans pareilled'être si démuni !Quelle humiliation,quel déshonneur !Et je me remis à penserau dernier denier d'une pauvre veuve,que j'aurais volé,à la casquette ou au mouchoir d'un écolier,au sac de nourriture d'un mendiant,que j'aurais sans façonportés chez le chiffonnier pour m'en aller faire la noce.Pour me consoleret me dédommager,je me mis à trouvertoutes sortes de défautsà ces gens joyeuxqui glissaient devant moi ;je haussais les épaules avec colèreet les regardais avec méprisà mesure qu'ils passaient,couple après couple.Ces étudiants frugaux,mâcheurs de sucreries,qui croyaient faire des folies à l'européennequand ils parvenaient à tapoter le ventre d'une couturière !Ces jeunes messieurs,banquiers,grossistes,lions de boulevard,qui ne dédaignaient même pas les femmes de marins,ces épaisses catins du marché aux bestiaux,capables de s'effondrerdans le premier porche venupour une chope de bière !Quelles sirènes !La place à leurs côtés était encore chauded'un pompier ou d'un valet d'écuriede la nuit précédente ;le trône était toujours vacant,toujours grand ouvert,je vous en prie,montez !...Je crachai loin sur le trottoir,sans me soucierque cela pût atteindre quelqu'un,en colère,rempli de mépris pour ces gensqui se frottaient les uns aux autreset s'accouplaient sous mes yeux.Je relevai la têteet sentis en moila bénédiction de pouvoir garder mon chemin pur.
Près de la place du Storting, je croisai une fillequi me dévisagea fixementau moment où j'arrivais à sa hauteur.
« Bonsoir ! »dis-je.
« Bonsoir ! »Elle s'arrêta.
Hum.Était-elle donc sortie si tard ?N'était-ce pas un peu risquépour une jeune dame de se promener sur Karl Johanà cette heure de la nuit ?Non ?Maisalors, ne se faisait-elle jamais aborder,importuner,je veux dire, pour parler sans détour,inviter à la suivre chez elle ?
Elle me regarda, étonnée,scrutant mon visagepour deviner ce que je pouvais bien vouloir dire.Puis, soudain, elle passa sa mainsous mon braset dit :
« Alors, allons-y ! »
Je la suivis.Après avoir fait quelques pasau-delà des fiacres,je m'arrêtai,dégageai mon bras et dis :
« Écoutez, mon amie,je ne possède pas un sou. »Et je me préparai à m'en aller.
Au début, elle ne voulut pas me croire ;mais après avoir fouillétoutes mes pochessans rien trouver,elle se fâcha,hocha la têteet me traita de grand dadais.
« Bonne nuit ! »dis-je.
« Attendez un peu ! »cria-t-elle.« Ce sont des lunettes en orque vous avez ? »
« Non. »
« Alors,allez au diable ! »
Et je partis.
Un peu plus tard, elle accourut derrière moiet m'appela de nouveau.
« Vous pouvez venir avec moi quand même »,dit-elle.
Je me sentis humilié par cette offred'une pauvre fille des rues,et je dis non.Il était d'ailleurs tard dans la nuit,et je devais me rendre quelque part ;elle n'avait pas non plus les moyens de faire de tels sacrifices.
« Si,maintenant je veux que vous veniez. »
« Mais je ne viens pas de cette façon. »
« Vous allez bien sûr en voir une autre »,dit-elle.
« Non »,répondis-je.
Mais j'eus le sentimentd'être dans une position pitoyableface à cette fille singulière,et je décidai de sauver les apparences.
« Comment vous appelez-vous ? »demandai-je.« Marie ?Bien !Écoutez-moi,Marie ! »Et je me mis à lui expliquerma conduite.La fille était de plus en plus étonnée.Avait-elle donc cruque j'étais, moi aussi, l'un de ceuxqui couraient les rues le soirpour racoler les petites filles ?Croyait-elle vraiment quelque chose de si vil de moi ?Lui avais-je dit quelque chose d'inconvenantau début ?Se comportait-on ainsi,comme moi,quand on avait de mauvaises intentions ?Bref,je l'avais abordéeet suivie sur ces quelques paspour voirjusqu'où elle irait.D'ailleurs, mon nom était Untel.Le pasteur Untel.Bonne nuit !Allez, et ne péchez plus !
Sur ce, je m'en allai.
Je me frottai les mains, ravide ma bonne trouvaille,et parlai tout haut avec moi-même.Quelle joie de se promeneret d'accomplir de bonnes actions !J'avais peut-être donné à cette créature déchuel'élan nécessaire à sa rédemption pour toute la vie !L'avais-je sauvée une fois pour toutesde la perdition !Et elle l'apprécierait,une fois qu'elle y aurait réfléchi,elle se souviendrait même de moi à l'heure de sa mort,le cœur plein de gratitude.Ah,cela valait la peine d'être honnête, malgré tout,honnête et intègre !
Mon humeur était absolument radieuse,je me sentais frais et assez courageuxpour n'importe quoi.Si seulement j'avais eu une chandelle,j'aurais peut-être pu terminer mon article !Je marchais en faisant tinter ma nouvelle clé de porte à la main,fredonnant,sifflotantet cherchant un moyen de trouver de la lumière.Il n'y avait pas d'autre solution,je devais descendre mes affaires d'écriture,dans la rue,sous le bec de gaz.J'ouvris le porcheet montai chercher mes papiers.
En redescendant,je fermai le porche à clé de l'extérieuret me plaçai dans le halo du réverbère.Tout était silencieux,je n'entendais que les pas lourds,cliquetants d'un agent de policedans la rue transversale,et au loin,en direction de St.Hanshaugen,un chienqui aboyait.Rienne me dérangeait ;je relevai le col de ma redingote sur mes oreilleset me mis à réfléchir de toutes mes forces.Ce serait une aide immensesi j'avais la chance de réussirla conclusion de ce petit traité.J'étais justement à un point un peu délicat,il fallait une transition tout à fait imperceptiblevers quelque chose de nouveau,puis un finalen sourdine, glissant,un long grondementqui devait s'achever par un climaxaussi abrupt,aussi bouleversant qu'un coup de feu,ou que le son d'une montagnequi s'effondre.Point final.
Mais les mots ne voulaient pas me venir à l'esprit.Je lus tout le textedepuis le début,lisant chaque phrase à voix haute,et je ne parvenais absolument pas à rassembler mes penséespour ce climax flamboyant.Tandis que je m'escrimais ainsi,l'agent de police arrivaet se posta au milieu de la rue,à peu de distance de moi,gâchant toute mon inspiration.En quoi cela le regardait-il,si en cet instant précis j'étaisen train d'écrire un excellent climaxpour un article destiné au « Commandant » ?Mon Dieu,comme il m'était absolument impossiblede me maintenir à flot,quoi que j'essayasse !Je restai là une heure environ,l'agent de police s'en alla,le froid commença à devenir trop vifpour rester immobile.Découragé et abattu par cette nouvelle tentative vaine,j'ouvris enfin de nouveau le porcheet montai dans ma chambre.
Il y faisait froid,et je distinguais à peine ma fenêtredans l'obscurité épaisse.Je tâtonnai jusqu'au lit,ôtai mes souliers et me misà réchauffer mes piedsentre mes mains.Puis je m'allongeai,commeje le faisais depuis longtemps,tel que j'étais,tout habillé.
* * *
Le lendemain matin, je me redressai dans mon lit,dès qu'il fit clair,et je repris mon article.Je restai dans cette position jusqu'à midi,ayant réussi à produireune dizaineou une vingtaine de lignes.Et je n'étais toujours pas arrivé au final.
Je me levai,enfilai mes botteset me mis à arpenterle plancherpour me réchauffer.Il y avait du givre sur les fenêtres ;je regardai dehors,il neigeait,en bas dans l'arrière-cour une épaisse couche de neige recouvraitles pavés et la pompe à eau.
Je m'agitai dans ma chambre,faisant des allers-retours sans but,grattant les murs de mes ongles,posant doucement mon front contre la porte,tapotant le plancher de l'indexet écoutant attentivement,tout cela sans aucune intention,mais calmement et pensivement,comme s'il s'agissait d'une affaire d'importance.Et pendant ce temps, je répétais à voix haute,de sorte que je m'entendais moi-même :Mais,mon Dieu,c'est de la folie !Et je continuaisde la même manière.Après un long moment,peut-être quelques heures,je me ressaisis énergiquement,me mordis la lèvreet me raidisdu mieux que je pus.Il fallait que cela cesse !Je trouvai un copeau à mâcheret me remis résolument à écrire.
Quelques courtes phrases virent le jouravec grande difficulté,une dizaine de mots pauvresque j'arrachai par la force,pour avancer malgré tout.Puis je m'arrêtai,ma tête était vide,je n'en pouvais plus.Et comme je ne parvenais absolument plus à avancer,je me mis à fixerles yeux grands ouverts ces derniers mots,cette page inachevée,à contempler ces lettres étrangeset tremblantesqui se hérissaient sur le papiercomme de petits animaux poilus,et je finis par ne plus rien comprendre à tout cela,je ne pensais plus à rien.
Le temps passait.J'entendais l'agitation de la rue,le bruit des voitures et le martèlement des sabots ;la voix de Jens Olaj montait jusqu'à moi de l'écurie,quand il criait à ses chevaux.J'étais complètement abruti,je claquais un peu la langue,mais ne faisais rien d'autre.Ma poitrine était dans un état pitoyable.
Le crépuscule commençait à tomber,je m'affaissais de plus en plus,fatigué, et je me laissai retomber sur le lit.Pour me réchauffer un peu les mains,je passai mes doigts dans mes cheveux,d'avant en arrière,en tous sens ;de petites touffes venaient avec,des mèches détachéesqui se logeaient entre mes doigtset flottaient sur l'oreiller.Je n'y pensai pas vraiment sur le moment,c'était comme si cela ne me concernait pas,il me restait encore assez de cheveux.J'essayai de nouveau de me secouerde cette étrange torpeurqui glissait dans tous mes membres comme un brouillard ;je me redressai,me tapai les genoux avec le plat de la main,toussai aussi fortque ma poitrine le permettait—et je retombai.Rien n'y faisait ;je m'éteignais sans défense,les yeux ouverts,fixant le plafond.Finalement, je mis mon index dans ma boucheet me mis à le téter.Quelque chose commença à s'agiter dans mon cerveau,une penséequi se frayait un chemin là-dedans,une idée complètement folle :et si je le mordais ?Et sans un instant d'hésitation,je fermai les yeuxet serrai les dents.
Je bondis.J'étais enfin réveillé.Un peu de sang perlait de mon doigt,et je le léchai au fur et à mesure.Cela ne faisait pas très mal,la blessure n'était pas grande non plus ;mais j'avais été ramené à moi-même en un instant ;je secouai la têteet allai à la fenêtre,où je trouvai un chiffonque j'enroulai autour de la blessure.Tandis que je m'affairais ainsi,mes yeux s'emplirent d'eau,je pleurai doucement sur moi-même.Ce doigt maigre,et morduavait l'air si triste.Dieu du ciel,où en étais-je arrivé !
L'obscurité s'épaissit.Il ne serait peut-être pas impossibleque j'écrive mon finaldans la soirée,si seulement j'avais une chandelle.Ma tête était redevenue claire.Les pensées allaient et venaient comme d'habitude,et je ne souffrais pas particulièrement ;je ne sentais même pas la faim aussi cruellementqu'il y a quelques heures,je pouvais bien tenir jusqu'au lendemain.Peut-être pourrais-je obtenir une chandelle à crédit en attendant,si je m'adressais à l'épicerieet expliquais ma situation.J'étais si bien connu là-bas ;aux beaux jours,quand j'en avais encore les moyens,j'avais acheté plus d'un pain dans cette boutique.Il ne faisait aucun douteque j'obtiendrais une chandellesur mon honnête nom.Et pour la première fois depuis longtemps,je me mis à brosser un peu mes vêtements,retirant même les cheveux épars sur le col de ma redingote,autant que faire se pouvait dans le noir ;puis je descendis les escaliers à tâtons.
Quand j'arrivai dans la rue,il me vint à l'espritque je devrais peut-être plutôt demander un pain.Je devins hésitant,m'arrêtai et réfléchis.En aucun cas !me répondis-je enfin.Je n'étais malheureusement pas en étatde supporter la nourriture maintenant ;les mêmes histoires se répéteraientavec des visions, des sensationset des lubies insensées,mon article ne serait jamais terminé,et il fallait que je voie le « Commandant »avant qu'il ne m'oublie à nouveau.Absolument pas !Et je me décidai pour une chandelle.Sur ce, j'entrai dans la boutique.
Une femme est au comptoiren train de faire ses courses ;plusieurs petits paquetsde papiers différents sont posés à côté d'elle.Le commis,qui me connaîtet saitce que j'achète habituellement,quitte la femme et, sans plus de cérémonie,enveloppe un pain dans un journalet me le tend.
« Non—en fait, ce serait une chandelle, ce soir »,dis-je.Je le dis très doucement et humblement,pour ne pas le contrarieret gâcher ma chance d'obtenir la chandelle.
Ma réponse le déconcerte,il est tout embrouillépar mes paroles inattendues ;c'était la première foisque je lui demandais autre chose que du pain.
« Eh bien,il faudra attendre un peu alors »,dit-il enfin,et il se remet à servir la femme.
Elle reçoit ses articles,paie,donne une pièce de cinq couronnessur laquelle on lui rend la monnaie,et s'en va.
Maintenant, le commis et moi sommes seuls.
Il dit :
« Alors,c'était donc une chandelle. »Et il déchire un paquet de chandelleset en prend une pour moi.
Il me regarde,et je le regarde,je ne parviens pas à formulerma requête.
« Ah oui,c'est vrai,vous avez déjà payé »,dit-il soudain.Il dit simplementque j'ai payé ;j'ai entendu chaque mot.Et il se met à compter des pièces d'argent depuis le tiroir,couronne après couronne,des pièces brillanteset lourdes,—il me rend de nouveau la monnaie sur cinq couronnes.
« Voilà ! »dit-il.
Je reste là, à regarder cet argentune seconde,je sensque quelque chose ne va pas,je ne réfléchis pas,je ne pense à rien du tout,je reste simplement pantoisdevant toute cette richessequi brille sous mes yeux.Et, machinalement, je ramasse les pièces.
Je suis là, devant le comptoir,abruti d'étonnement,foudroyé,anéanti ;je fais un pas vers la porteet m'arrête de nouveau.Je fixe mon regardsur un point précis du mur ;il y a là une petite clochesuspendue à un collier de cuir,et en dessousun paquet de ficelle.Et je reste à contempler ces objets.
Le commis,qui penseque je veux engager la conversationpuisque je prends mon temps,dit,en rangeant des papiers d'emballagequi traînent sur le comptoir :
« On dirait bienque l'hiver va arriver. »
« Hum.Oui, »je réponds,« on dirait bienque l'hiver va arriver.On dirait bien. »Et un peu plus tard j'ajoute :« Oh, oui,ce n'est pas trop tôt. »
Je m'entendais parler,mais je percevais chaque motque je disaiscomme s'il venait d'une autre personne ;je parlais de manière tout à fait inconsciente,involontaire,sans le sentir moi-même.
« Oui,vous trouvez vraiment ? »dit le commis.
Je mis la main avec l'argent dans ma poche,saisis la poignéeet sortis ;j'entendisque je disais bonne nuit,et que le commis répondait.
Je m'étais éloigné de quelques pas du perron,quand la porte de la boutique s'ouvrit brusquementet que le commis m'appela.Je me retournai,sans étonnement,sans la moindre trace d'angoisse ;je rassemblai simplement l'argent dans ma mainet me préparai à le rendre.
« Tenez,vous avez oublié votre chandelle »,dit le commis.
Et je repartis dans la rue,portant la chandelle à la main.
Ma première pensée senséeconcerna l'argent.Je m'approchai d'un réverbèreet le recomptai,le soupesai dans ma mainet souris.J'étais donc splendidement tiré d'affaire,magnifiquement,merveilleusement tiré d'affairepour très,très longtemps !Et je remis la mainavec l'argent dans ma pocheet continuai ma route.
Devant une gargote de la Storgade,je m'arrêtai et considérai froidement et calmement,si j'oserais m'offrirun petit souper dès maintenant.J'entendais le cliquetis des assiettes et des couteaux à l'intérieur,et le son de la viandequ'on battait ;cela devint une tentation trop forte,j'entrai.
« Un bifteck ! »dis-je.
« Un bifteck ! »cria la serveuse à travers un passe-plat.
Je m'installaià une petite table pour moi seul,juste à l'entrée,et me mis à attendre.Il faisait un peu sombre là,où j'étais assis,je me sentais assez bien cachéet je commençai à réfléchir.De temps en temps, la serveuse me jetaitdes regards un peu curieux.
Ma première véritable malhonnêteté était commise,mon premier vol,à côté duquel toutes mes fredaines passéesn'étaient rien ;ma première grande chute...Soit !Il n'y avait rien à y faire.D'ailleurs, j'étais libre,je pourrais régler cela avec le commerçant plus tard,ultérieurement,quand j'en aurais une meilleure occasion.Cela n'avait pas besoin d'aller plus loin avec moi ;en outre, je ne m'étais pas engagéà vivre plus honnêtementque tous les autres,ce n'était pas un accord...
« Le bifteck arrive bientôt,vous croyez ? »
« Oui,très bientôt. »La serveuse ouvre le passe-platet regarde dans la cuisine.
Mais si l'affaire venait à se savoir ?Si le commis se mettait à avoir des soupçons,à réfléchir à l'incident du pain,aux cinq couronnesque la femme avait reçues en monnaie ?Il n'était pas impossiblequ'il y pense un jour,peut-être la prochaine foisque j'irais là-bas.Eh bien,mon Dieu !...Je haussai les épaules en cachette.
« Voilà ! »dit la serveuse aimablementet en posant le bifteck sur la table.« Mais ne voulez-vous pas plutôt allerdans une autre salle ?Il fait si sombre ici. »
« Non,merci,laissez-moi ici »,répondis-je.Sa gentillesse m'émeut soudain,je paie le bifteck sur-le-champ,lui donne au hasardce que je trouve au fond de ma poche,et lui referme la main dessus.Elle sourit,et je dis en plaisantant,les larmes aux yeux :« Le reste, vous l'aurezpour vous acheter une ferme...Ah,bon appétit ! »...
Je commençai à manger,devenant de plus en plus avide,avalant de gros morceauxsans les mâcher,me délectant bestialement de chaque bouchée.Je déchirais la viande comme un cannibale.
La serveuse revint vers moi.
« Vous ne voulez rien à boire ? »dit-elle.Et elle se pencha un peu vers moi.
Je la regardai ;elle parlait très bas,presque timidement ;elle baissa les yeux.
« Je veux dire un demi,ou ce que vous voulez...de ma part...en plus...si vous voulez... »
« Non,merci beaucoup ! »répondis-je.« Pas maintenant.Je reviendrai une autre fois. »
Elle se retiraet s'assit derrière le comptoir ;je ne voyais que sa tête.Quelle étrange personne !
Quand j'eus fini,je me dirigeai d'un coup vers la porte,je sentais déjà la nausée.La serveuse se leva.J'avais peur de m'approcher de la lumière,je craignais de trop me montrerà la jeune fillequi ne soupçonnait pas ma misère,et je dis donc rapidement bonne nuit,m'inclinai et sortis.
La nourriture commença à faire son effet,j'en souffris beaucoupet ne la gardai pas longtemps.Je marchai en vidant ma bouchedans chaque recoin sombreque je croisais,luttant pour réprimer cette nauséequi me creusait de nouveau,serrant les poings et m'endurcissant,tapant du pied dans la rueet ravalant furieusementce qui voulait remonter—en vain !Je me précipitai finalement dans un porche,courbé en avant,la tête la première,aveuglé par l'eauqui jaillissait de mes yeux,et je me vidai à nouveau.
L'amertume m'envahit,j'arpentai la rue en pleurant,maudissant les puissances cruelles,quelles qu'elles fussent,qui me persécutaient ainsi,les vouant aux gémonieset aux tourments éternels de l'enfer pour leur bassesse.Il y avait peu de noblesse dans le destin,vraiment très peu de noblesse,devait-on dire !...Je m'approchai d'un hommequi contemplait une vitrine,et lui demandai en toute hâte,ce qu'on devrait, à son avis, donner à un hommequi avait jeûné longtemps.C'était une question de vie ou de mort,dis-je,il ne supportait pas le bifteck.
« J'ai entendu dire,que le lait est bon,du lait bouilli »,répond l'homme, extrêmement surpris.« Pour qui demandez-vous cela,d'ailleurs ? »
« Merci !Merci ! »dis-je.« Il se peutque ce soit assez bon,du lait bouilli... »
Et je m'en vais.
Au premier caféque je rencontrai,j'entrai et demandai du lait bouilli.Je reçus le lait,le bus aussi chaudqu'il était,avalant goulûment chaque goutte,payai et repartis.Je pris le chemin de la maison.
Alors, il se passa quelque chose d'étonnant.Devant mon porche,adossée au réverbèreet en plein dans sa lumière,se tient une personneque j'aperçois de loin,—c'est de nouveau la dame en noir.La même dame en noirdes soirs précédents.Il n'y avait pas à s'y tromper,elle s'était présentée au même endroitpour la quatrième fois.Elle est absolument immobile.
Je trouve cela si étrangeque je ralentis involontairement le pas ;à cet instant, mes pensées sonten bon ordre,mais je suis très excité,mes nerfs sont irrités par le dernier repas.Je passe comme d'habitude juste devant elle,j'arrive presque au porcheet je m'apprête à entrer.Alors je m'arrête.J'ai soudain une inspiration.Sans m'en rendre compte,je me retourneet marche droit vers la dame,je la regarde en faceet la salue :
« Bonsoir,Mademoiselle ! »
« Bonsoir ! »répond-elle.
Excusez-moi,cherchait-elle quelqu'un ?Je l'avais remarquée auparavant ;pouvais-je lui être utilede quelque manière ?Je vous prie de m'excuser, d'ailleurs.
Oui,elle ne savait pas trop...
Personne n'habitait dans ce porche,à part trois,quatre chevaux et moi ;c'était d'ailleurs une écurieet un atelier de ferblantier...Elle s'était certainement trompée,hélas,si elle cherchait quelqu'un ici.
Alors elle détourne le visageet dit :
« Je ne cherche personne,je suis juste là,il m'est venu à l'idée... »
Elle s'interrompit.
Ah,elle était juste là,elle se tenait là soir après soir,juste par fantaisie.C'était un peu étrange ;j'y réfléchiset je fus de plus en plus perplexequant à cette dame.Alors je décidai d'être audacieux.Je fis tinter un peu mon argent dans ma pocheet l'invitai sans plus de cérémonieà prendre un verre de vin quelque part...vu quel'hiver était arrivé,hé-hé...Cela n'avait pas besoin de prendre longtemps...Mais elle ne le voulait sans doute pas ?
Oh,non,merci,ce ne serait pas convenable.Non,elle ne pouvait pas faire ça.Mais si j'étais assez gentilpour l'accompagner un bout de chemin,alors...Le chemin du retour était assez sombre,et cela la gênait de marcher seulesur Karl Johan,maintenant qu'il se faisait si tard.
Nous nous mîmes en marche ;elle marchait à ma droite.Un sentiment étrangeet délicieux m'envahit,la conscience d'être en présence d'une jeune fille.Je marchais en la regardant tout le long du chemin.Le parfum de ses cheveux,la chaleurqui émanait de son corps,cette senteur de femmequi l'enveloppait,la douceur de son souffle chaque foisqu'elle tournait le visage vers moi—tout cela m'inondait,pénétrait irrésistiblement tous mes sens.Je pouvais à peine distinguerun visage plein,un peu pâle, derrière le voile,et une poitrine hautequi bombait sous son manteau.La pensée de toute cette splendeur cachée,que je devinais présentesous le manteau et le voile,me troublait,me rendait idiotement heureux,sans aucune raison valable ;je ne pus le supporter plus longtemps,je la touchai de ma main,tripotai son épauleet souris stupidement.J'entendais mon cœur battre.
« Comme vous êtes étrange ! »dis-je.
Oui,comment ça,au juste ?
Eh bien,pour commencer, elle avait carrément l'habitudede se tenir immobile devant une porte d'écuriesoir après soir,sans la moindre intention,juste parce que l'idée lui en venait...
Bon,elle pouvait avoir ses raisons ;de plus, elle aimait être deboutjusqu'à tard dans la nuit,elle avait toujours beaucoup aimé ça.Est-ce que ça me dérangeait de me coucher avant minuit ?
Moi ?S'il y avait une chose au monde que je détestais,c'était bien de me coucheravant minuit.
Eh bien,voilà !Alors elle faisait cette promenadele soir,quand elle n'avait rien d'autre à faire ;elle habitait sur la place St.Olav...
« Ylajali ! »m'écriai-je.
« Plaît-il ? »
« J'ai juste dit Ylajali...Très bien,continuez ! »
Elle habitait sur la place St.Olav,assez seule,avec sa maman,avec qui il n'était pas possible de parler,parce qu'elle était si sourde.Y avait-il donc quelque chose d'étrangeà ce qu'elle voulût sortir un peu ?
Non,pas du tout !répondis-je.
Eh bien,alors ?Je pouvais entendre à sa voixqu'elle souriait.
N'avait-elle pas une sœur ?
Si,une sœur aînée—comment le savais-je, d'ailleurs ?—Mais elle était partie à Hambourg.
Récemment ?
Oui,il y a cinq semaines.D'où savais-jequ'elle avait une sœur ?
Je ne le savais pas du tout,je demandais juste.
Nous nous tûmes.Un homme passe devant nousavec une paire de souliers sous le bras,sinon la rue est videaussi loinque nous pouvons voir.Là-bas, près de Tivoli, brille une longue rangéede lampes colorées.Il ne neigeait plus,le ciel était clair.
« Mon Dieu,vous n'avez pas froid sans pardessus ? »dit soudain la dameen me regardant.
Devais-je lui direpourquoi je n'avais pas de pardessus ?Lui révéler ma situation sur-le-champet la faire fuirtout de suite ?C'était pourtant si agréable de marcherà ses côtéset de la maintenir dans l'ignoranceencore un petit moment ;je mentis,je répondis :
« Non,absolument pas. »Et pour changer de sujet,je demandai :« Avez-vous vu la ménagerie à Tivoli ? »
« Non »,répondit-elle.« Y a-t-il quelque chose à voir ? »
Et si elle avait l'idée de vouloir y aller ?Dans toute cette lumière,avec tant de monde !Elle serait bien trop gênée,je la ferais fuiravec mes mauvais vêtements,mon visage émaciéque je n'avais même pas lavé depuis deux jours ;elle découvrirait peut-être mêmeque je n'avais pas de gilet...
« Oh,non, »répondis-je donc,« ce n'est sans doute rien à voir. »Et il me vint à l'esprit quelques idées heureusesque j'utilisai aussitôt,quelques mots modestes,restes de mon cerveau exsangue :Que pouvait-on bien attendred'une si petite ménagerie ?De toute façon, cela ne m'intéressait pasde voir des animaux en cage.Ces animaux saventqu'on est là à les regarder ;ils sentent les cent regards curieuxet en sont influencés.Non,je préférais les animauxqui ne savaient pasqu'on les observait,les créatures farouchesqui s'affairent dans leur tanière,couchées avec des yeuxverts et indolents,léchant leurs griffes et pensant.Qu'en dites-vous ?
Oui,j'avais sans doute raison.
C'était l'animal dans toute sa singulière horreuret sa singulière sauvageriequi avait de l'intérêt.Les pas silencieuxet furtifs dans l'obscurité de la nuit,l'inquiétante étrangeté de la forêt,les cris d'un oiseau de passage,le vent,l'odeur du sang,le grondement dans l'espace,en bref, l'esprit du monde sauvageplanant sur la bête sauvage...La poésie de l'inconscient...
Mais j'avais peurque cela ne l'ennuie,et le sentiment de ma grande pauvretéme saisit de nouveauet m'oppressa.Si seulement j'avais étéà peu près bien habillé,j'aurais pu lui faire plaisiravec cette promenade à Tivoli !Je ne comprenais pas cette personne,qui pouvait trouver quelque plaisirà se laisser accompagnertout le long de Karl Johanpar un vagabond à moitié nu.À quoi pensait-elle, au nom de Dieu ?Et pourquoi étais-je làà faire des manièreset à sourire idiotement pour rien ?Avais-je moi-même une raison valablede me laisser tourmenterpar cet oiseau de soiepour une si longue promenade ?Cela ne me coûtait-il peut-être pas d'effort ?Ne sentais-je pas le froid de la mortjusqu'au fond de mon cœurau moindre souffle de ventqui nous effleurait ?Et la folie ne grondait-elle pas déjà dans mon cerveau,simplement par manque de nourriture pendant des mois d'affilée ?Elle m'empêchait même de rentrer chez moipour mettre un peu de lait sur ma langue,une nouvelle cuillerée de laitque je pourrais peut-être garder.Pourquoi ne me tournait-elle pas le dospour me laisser aller au diable ?...
Je fus pris de désespoir ;mon désespoir me poussa à bout,et je dis :
« Vous ne devriez vraiment pas marcher avec moi.Mademoiselle ;je vous prostitue aux yeux de touspar ma seule tenue.Oui,c'est la vérité ;je le pense. »
Elle tressaille.Elle lève rapidement les yeux vers moiet se tait.Puis elle dit :
« Mon Dieu ! »Elle n'en dit pas plus.
« Que voulez-vous dire par là. »demandai-je.
« Fi,non,vous me faites honte...Nous n'avons plus très loin maintenant. »Et elle accéléra un peu le pas.
Nous tournâmes dans la rue de l'Universitéet vîmes déjà les lumièresde la place St.Olav.Alors elle ralentit de nouveau.
« Je ne veux pas être indiscret »dis-je,« mais ne voulez-vous pas me dire votre nom,avant que nous nous séparions ?Et ne voulez-vous pas, juste pour un instant,enlever votre voilepour que je vous voie ?Je vous en serais si reconnaissant. »
Pause.J'attendais.
« Vous m'avez déjà vue »,répond-elle.
« Ylajali ! »dis-je encore.
« Plaît-il ?Vous m'avez suivie une demi-journée,jusqu'à chez moi.Étiez-vous ivre ce jour-là ? »J'entendis de nouveauqu'elle souriait.
« Oui, »dis-je,« oui,hélas,j'étais ivre ce jour-là. »
« C'était laid de votre part ! »
Et j'admis, le cœur brisé,que c'était laid de ma part.
Nous étions arrivés à la fontaine,nous nous arrêtons et levons les yeux versles nombreuses fenêtres éclairées du numéro 2.
« Maintenant, vous ne devez plus m'accompagner »,dit-elle ;« Merci pour ce soir ! »
Je baissai la tête,je n'osai rien dire.J'ôtai mon chapeauet restai tête nue.Allait-elle me tendre la main ?
« Pourquoi ne me demandez-vous pas devous raccompagner un peu ? »dit-elle à voix basse,en regardant le bout de ses souliers.
« Mon Dieu, »répondis-je, hors de moi,« mon Dieu,si vous vouliez bien le faire ! »
« Oui,mais juste un petit bout de chemin. »
Et nous fîmes demi-tour.
J'étais extrêmement confus,je ne savais absolument pascomment marcher ni me tenir ;cette personne bouleversait complètementtout mon raisonnement.J'étais ravi,merveilleusement heureux ;il me semblaitque je périssais délicieusement de bonheur.Elle avait expressément voulu me raccompagner,ce n'était pas mon idée,c'était son propre désir.Je marche en la regardantet deviens de plus en plus hardi,elle m'encourage,m'attire à elle à chaque mot.J'oublie pour un instant ma pauvreté,ma bassesse,toute mon existence pitoyable,je sens le sang courir chaud dans mon corps,comme autrefois,avant ma chute,et je décidai de tâter le terrainpar une petite ruse.
« D'ailleurs, ce n'était pas vousque je suivais ce jour-là, »dis-je ;« c'était votre sœur. »
« C'était ma sœur ? »dit-elle, au plus haut point étonnée.Elle s'arrête,me regarde,attend vraiment une réponse.Elle demandait cela très sérieusement.
« Oui, »répondis-je.« Hum.C'est-à-dire,c'était la plus jeune des deux damesqui marchaient devant moi. »
« La plus jeune,oui ?Oui ?Ah ah ! »Elle éclata de rire,un rire franc,sincère comme celui d'un enfant.« Non,comme vous êtes malin !Vous n'avez dit çaque pour que j'enlève mon voile.N'est-ce pas ?Oui,j'ai compris.Mais vous pouvez toujours courir...pour la peine. »
Nous nous mîmes à rire et à plaisanter,nous parlions sans cesse tout le temps,je ne savais pasce que je disais,j'étais si heureux.Elle me racontaqu'elle m'avait vu une fois auparavant,il y a longtemps,au théâtre.J'avais trois camarades avec moi,et je m'étais comporté comme un fou ;j'avais certainement été ivre ce jour-là aussi,hélas !
Nous approchions de Karl Johan.Elle dit :« Nous n'allons pas plus loin ! »Et nous remontâmes la rue de l'Université.Quand nous arrivâmes de nouveau à la fontaine,je ralentis un peu le pas,je savaisque je n'aurais pas le droit de l'accompagner plus loin.
« Voilà,maintenant vous devez faire demi-tour »,dit-elle en s'arrêtant.
« Oui,je suppose que je dois »,répondis-je.
Mais un peu plus tard, elle estimaque je pouvais bien l'accompagner jusqu'au porche.Mon Dieu,il n'y avait rien de mal à cela.N'est-ce pas ?
« Non »,dis-je.
Mais quand nous fûmes devant le porche,toute ma misère m'envahit de nouveau.Comment pouvait-on garder couragequand on était si brisé ?Je me tenais là, devant une jeune dame,sale,déguenillé,défiguré par la faim,non lavé,à moitié vêtu,—c'était à s'enfoncer sous terre.Je me fis petit,me courbai involontairement et dis :
« Ne pourrai-je plus vous revoir ? »
Je n'avais aucun espoir d'obtenirla permission de la revoir ;je souhaitais presque un non sec,qui pourrait me raffermiret me rendre indifférent.
« Si. »dit-elle à voix basse,presque inaudible.
« Quand ? »
« Je ne sais pas. »
Pause.
« Ne voudriez-vous pas être assez gentillepour enlever votre voilejuste un seul instant »,dis-je,« pour que je voieà qui j'ai parlé.Juste un instant.Car je dois bien voirà qui j'ai parlé. »
Pause.
« Vous pouvez me retrouver ici, dehors,mardi soir »,dit-elle.« Le voulez-vous ? »
« Oui,ma chère,si j'en ai la permission ! »
« À huit heures. »
« Bien. »
Je passai ma main sur son manteau,j'en balayai la neige,juste pour avoir un prétextede la toucher ;c'était pour moi une voluptéd'être si près d'elle.
« Alors, ne pensez pastrop de mal de moi »,dit-elle.Elle sourit de nouveau.
« Non... »
Soudain, elle fit un mouvement résoluet releva son voile sur son front ;nous restâmes à nous regarderune seconde.Ylajali !dis-je.Elle se haussa,passa ses bras autour de mon couet m'embrassa en plein sur la bouche.Une seule fois,rapidement,d'une rapidité déconcertante,en plein sur la bouche.Je sentissa poitrine onduler,elle respirait violemment.
Et aussitôt, elle s'arracha de mes mains,cria bonne nuit,haletante,en chuchotant,se retourna et monta les escaliers en courant,sans rien dire de plus...
La porte du porche se referma.
* * *
Il neigea encore plus le lendemain,une neige lourde,mêlée de pluie,de gros flocons humidesqui tombaient et se transformaient en gadoue.Le temps était âpre et glacial.
Je m'étais réveillé un peu tard,l'esprit étrangement confuspar les émotions de la veille,le cœur enivré par cette belle rencontre.Dans mon ravissement, j'étais restéun moment éveilléà m'imaginer Ylajali à mes côtés ;j'étendis les bras,m'enlaçai moi-mêmeet donnai des baisers dans le vide.Puis je m'étais enfin levéet j'avais pris une nouvelle tasse de laitet, tout de suite après, un bifteck,et je n'avais plus faim ;seuls mes nerfs étaient de nouveau très excités.
Je me rendis aux bazars de vêtements.Il me vint à l'espritque je pourrais peut-être me procurer un gilet d'occasionpour un prix modique,quelque chose à porter sous ma redingote,peu importe quoi.Je montai les escaliers du bazaret mis la main sur un giletque je commençai à examiner.Tandis que je m'affairais à cela,une connaissance passa ;il me fit un signe de tête et m'appela,je laissai le gilet suspenduet descendis le rejoindre.Il était technicienet se rendait au bureau.
« Viens prendre un verre de bière »,dit-il.« Mais dépêche-toi,j'ai peu de temps...Qui était cette dame,avec qui tu te promenais hier soir ? »
« Écoute bien »,dis-je,jaloux de sa simple pensée,« et si c'était ma fiancée ? »
« Mort et damnation ! »dit-il.
« Oui,ça s'est décidé hier. »
Je l'avais cloué sur place,il me crut sans réserve.Je lui racontai des mensongespour me débarrasser de lui ;nous prîmes la bière,bûmes et partîmes.
« Bonjour,alors !...Écoute »,dit-il soudain,« je te dois donc quelques couronnes,et c'est une honteque je ne te les aie pas rembourséesdepuis longtemps.Mais tu les auras très bientôt. »
« Oui,merci »,répondis-je.Mais je savaisqu'il ne me rembourserait jamaisces couronnes.
La bière, hélas, me monta aussitôt à la tête,je devins très fiévreux.La pensée de l'aventure de la veille me submergea,me rendit presque fou.Et si elle ne venait pas mardi !Et si elle commençait à réfléchir,à avoir des soupçons !...Avoir des soupçons sur quoi ?...Ma pensée devint soudain très viveet se mit à s'agiter autour de l'argent.Je pris peur,mortellement effrayé par moi-même.Le vol m'assaillitavec tous ses détails ;je vis la petite boutique,le comptoir,ma main maigrequand je saisis l'argent,et je m'imaginai la procédure de la police,quand elle viendrait m'arrêter.Les fers aux mains et aux pieds,non,seulement aux mains,peut-être seulement à une main ;le tribunal,le registre de l'officier de garde,le son de sa plumequi grattait,peut-être en prendrait-il une nouvelle pour l'occasion ;son regard,son regard dangereux :Alors,MonsieurTangen ?La cellule,l'obscurité éternelle...
Hum.Je serrai violemment les poings,pour me donner du courage,marchai de plus en plus viteet arrivai à la grand-place.Je m'y assis.
Pas d'enfantillages !Comment diable pourrait-on bevise,que j'avais volé ?De plus, le commis n'oserait pas faire de scandale,même s'il venait un jourà se souvenirde comment tout cela s'était passé ;il tenait trop à sa place.Pas de bruit,pas de scènes,s'il vous plaît !
Mais cet argent pesait néanmoinsterriblement dans ma pocheet ne me laissait pas en paix.Je me mis à m'examineret conclus de la manière la plus claireque j'avais été plus heureux avant,à l'époqueoù je souffrais en toute honnêteté.Et Ylajali !N'avais-je pas aussi contribuéà la rabaisserde mes mains pécheresses !Mon Dieu !Seigneur,mon Dieu !Ylajali !
Je me sentis ivre comme un Polonais,me levai d'un bondet allai droit à la marchande de gâteauxprès de la pharmacie de l'Éléphant.Je pouvais encore me relever du déshonneur,il n'était pas trop tard, loin de là,j'allais montrer au monde entierque j'en étais capable !En chemin, je préparai l'argent,tenant chaque sou dans ma main ;je me penchai sur l'étal de la femme,comme si je voulais acheter quelque chose,et lui mis sans plus de cérémoniel'argent dans la main.Je ne dis pas un mot,je partis aussitôt.
Quel goût merveilleuxque d'être de nouveau un honnête homme !Mes poches vides ne pesaient plus,c'était un plaisird'être de nouveau sans le sou.À bien y réfléchir,cet argent m'avait en fait coûtébeaucoup de chagrin secret,j'y avais vraiment pensé avec un frissonà plusieurs reprises ;je n'étais pas une âme endurcie,ma nature honnête s'était révoltéecontre cette action vile.Dieu soit loué,je m'étais élevédans ma propre conscience.Faites-en autant !dis-je en regardant la place grouillante de monde.Faites-en donc autant !J'avais fait plaisir à une vieille,pauvre marchande de gâteaux,et de belle manière ;elle ne savait plus où elle en était.Ce soir, ses enfants n'iraient passe coucher le ventre vide...Je me grisai de ces penséeset trouvaique je m'étais admirablement comporté.Dieu soit loué,l'argent était maintenant hors de mes mains.
Ivre et nerveux, je marchais dans la rueme rengorgeant.La joie de pouvoir aller Ylajalià la rencontre pur et honnêteet de la regarder en face,me transporta complètement ;je n'avais plus de douleurs,ma tête était claire et vide,c'était comme sielle était faite de pure lumière,brillant sur mes épaules.J'eus envie de faire des farces,de commettre des choses étonnantes,de mettre la ville sens dessus dessous et de faire du bruit.Tout le long de Grændsen, je me comportaicomme un fou ;un léger sifflement dans mes oreilles,et dans mon cerveau, l'ivresse battait son plein.Emporté par une audace téméraire, je me mis en têted'aller donner mon âgeà un commissionnaire,qui d'ailleurs ne m'avait pas adressé la parole,de lui prendre la main,de le regarder intensément dans les yeuxet de le quitter,sans aucune explication.Je distinguais les nuancesdans les voix et les rires des passants,observais quelques petits oiseauxqui sautillaient devant moi dans la rue,me mis à étudier l'expression des pavéset y trouvai toutes sortes de signes et de figures étranges.Pendant ce temps, j'étais arrivéà la place du Storting.
Je m'arrête soudainet regarde les fiacres en bas.Les cochers se promènent en discutant,les chevaux sont là, penchés en avantcontre le mauvais temps.Viens !dis-je en me donnant un coup de coude.Je me dirigeai rapidement vers la première voitureet montai.Rue Ullevold, numéro 37 !m'écriai-je.Et nous partîmes.
En chemin, le cocher commença à se retourner,à se pencherpour regarder à l'intérieur de la voiture,où j'étais assis sous la capote.Était-il devenu méfiant ?Il ne faisait aucun douteque ma tenue misérableavait attiré son attention.
« C'est un hommeque je dois voir ! »lui criai-je,pour prendre les devants,et je lui expliquai avec insistanceque je devais absolument voir cet homme.
Nous nous arrêtons devant le 37,je saute à bas,monte les escaliers en courant,jusqu'au troisième étage,saisis une sonnette et tire ;la cloche retentit six,sept fois de manière terrible à l'intérieur.
Une servante vient ouvrir ;je remarquequ'elle a des boucles d'oreilles en oret des boutons de lasting noir sur son corsage gris.Elle me regarde, effrayée.
Je demande après Kierulf,Joachim Kierulf,si je puis dire,un marchand de laine,bref,on ne pouvait pas se tromper...
La servante secoue la tête.
« Il n'y a pas de Kierulf ici »,dit-elle.
Elle me fixe,saisit la porte,prête à se retirer.Elle ne fit aucun effortpour trouver l'homme ;elle semblait vraiment connaître la personneque je cherchais,si seulement elle voulait bien y réfléchir,cette créature paresseuse.Je me mis en colère,lui tournai le doset redescendis les escaliers en courant.
« Il n'était pas là ! »criai-je au cocher.
« Il n'était pas là ? »
« Non.Conduisez-moi rue Tomte, numéro 11. »
J'étais dans un état d'agitation extrêmeet j'en communiquai une partie au cocher ;il crut certainementque c'était une question de vie ou de mort,et il partit sans plus attendre.Il fouetta vigoureusement.
« Comment s'appelle cet homme ? »demanda-t-il en se retournant sur son siège.
« Kierulf,le marchand de laine Kierulf. »
Et le cocher semblait lui aussi penserqu'on ne pouvait pas se tromper sur cet homme.N'avait-il pas l'habitude de porterun manteau clair ?
« Qu'est-ce que c'est que ça ? »m'écriai-je,« un manteau clair ?Êtes-vous fou ?Croyez-vousque je chercheune tasse de thé ? »Ce manteau clair me tombait très mal,il gâchait complètement l'homme pour moi,telque je me l'étais imaginé.
répondis-je,« y a-t-il quelque chose d'étrangeà cela ?Le nom ne fait pas le moine. »
« N'a-t-il pas les cheveux roux ? »
Il se pouvait bienqu'il eût les cheveux roux,et quand le cocher mentionna cette chose,je fus soudain certainqu'il avait raison.Je me sentis reconnaissantenvers ce pauvre cocher et lui disqu'il avait parfaitement cernél'homme ;il en était vraimentcomme il le disait ;ce serait une rareté,dis-je,de voir un tel homme sans cheveux roux.
« Ce doit être celuique j'ai conduit plusieurs fois »,dit le cocher.« Il avait une canne à pommeau noueux ? »
Cela me rendit l'homme plus vivant que jamais,et je dis :
« Hé-hé,personne n'a encore vu cet hommesans une canne à pommeau noueux à la main.Sur ce point, vous pouvez être tranquille,tout à fait tranquille. »
Oui,il était clairque c'était le même hommequ'il avait conduit.Il le reconnaissait...
Et nous roulâmes à toute allure,faisant jaillir des étincelles des fers des chevaux.
Au milieu de cet état d'agitation,je n'avais pas perdu un seul instantma présence d'esprit.Nous passons devant un agent de police,et je remarquequ'il porte le numéro 69.Ce nombre me frappe si cruellement,se plante soudaincomme une écharde dans mon cerveau.69,exactement 69,je ne l'oublierais pas !
Je me penchai en arrière dans la voiture,en proie aux idées les plus folles,me recroquevillai sous la capotepour que personne ne voieque je remuais la bouche,et me mis à converser idiotement avec moi-même.La folie fait rage dans mon cerveau,et je la laisse faire rage,je suis pleinement conscientque je suis soumis à des influencesque je ne maîtrise pas.Je me mis à rire,silencieusement et passionnément,sans la moindre raison,encore joyeux et plein des quelques verres de bièreque j'avais bus.Peu à peu, mon agitation s'apaise,mon calme revient de plus en plus.Je sentis le froid dans mon doigt blessé,et je le glissai sous le col de ma chemise,pour le réchauffer un peu.C'est ainsi que nous arrivâmes rue Tomte.Le cocher s'arrête.
Je descends de la voiture,sans hâte,distraitement,mollement,la tête lourde,J'entre dans le porche,j'arrive dans une arrière-courque je traverse,je heurte une porteque j'ouvre et franchis,et je me trouve dans un couloir,une sorte d'antichambre avec deux fenêtres.Deux malles sont là,l'une sur l'autre,dans un coin,et sur le mur du fond, une vieillebanquette de sofa non peinte,sur laquelle est posée une couverture.À droite,dans la pièce voisine,j'entends des voix et des cris d'enfants,et au-dessus de moi,au deuxième étage,le bruit d'une plaque de fersur laquelle on martèle.Je remarque tout celadès que je suis entré.
Je traverse tranquillement la pièce,vers la porte opposée,sans me presser,sans penser à fuir,j'ouvre aussi celle-ciet je débouche dans la rue des Chariots.Je lève les yeux vers la maisonque je viens de traverser :Auberge & Logement pour Voyageurs.
Il ne me vient pas à l'espritde chercher à m'enfuir,de m'éclipser loin du cocherqui m'attend ;je marche très tranquillement le long de la rue des Chariots,sans crainte et sans avoir consciencede mal faire.Kierulf,ce marchand de lainequi avait si longtemps hanté mon esprit,cet hommeque je croyais existeret que je devais absolument rencontrer,avait disparu de ma pensée,effacé avec d'autres lubies follesqui allaient et venaient à tour de rôle ;je ne me souvenais plus de luique comme d'un pressentiment,un souvenir.
Je dégrisa de plus en plusà mesure que j'avançais,me sentant lourd et laset traînant les pieds.La neige tombait toujoursen grosflocons humides.Finalement, j'arrivai à Grønland,juste devant l'église,où je m'assis pour me reposersur un banc.Tousceux qui passaientme regardaient avec beaucoup d'étonnement.Je tombai dans mes pensées.
Mon Dieu,comme j'étais mal en point maintenant !J'étais si profondément las et fatiguéde toute ma misérable vie,que je ne trouvais plus que cela valût la peinede lutter pour la conserver.L'adversité avait pris le dessus,elle avait été trop rude ;j'étais si étrangement détruit,commel'ombre de ce que j'avais été.Mes épaules s'étaient affaissées,complètement d'un côté,et j'avais pris l'habitudede marcher très penché en avant,pour épargner ma poitrineautantque je le pouvais.J'avais examiné mon corpsquelques jours auparavant,un midi dans ma chambre,et j'étais resté à pleurertout le temps en le regardant.Je portais la même chemisedepuis des semaines,elle était toute raide de vieille sueuret m'avait écorché le nombril ;un peu d'eau sanguinolente suintait de la plaie,mais cela ne faisait pas très mal,seulement c'était si tristed'avoir cette plaie au milieu du ventre.Je n'avais rien pour la soigner,et elle ne voulait pas guérir d'elle-même ;je la lavais,la séchais soigneusementet remettais la même chemise.Il n'y avait rien à faire...
Je suis assis là sur le bancà penser à tout celaet je suis assez triste.Je me dégoûtais moi-même ;même mes mains me paraissaient répugnantes.Cette expression molle,presque impudique sur le dos de mes mainsme tourmente,me cause du malaise ;à la vue de mes doigts maigres, je me sensbrutalement affecté,je hais tout mon corps décharnéet je frissonne de le porter,de le sentir autour de moi.Mon Dieu,si seulement cela pouvait finir maintenant !J'aimerais de tout cœur mourir.
Complètement vaincu,souillé et avilià mes propres yeux,je me levai machinalementet commençai à rentrer chez moi.En chemin, je passai devant un porcheoù l'on pouvait lire ce qui suit :« Linceuls chez Mademoiselle Andersen,à droite dans le porche. »—Vieux souvenirs !dis-je,et je me souvins de mon ancienne chambre à Hammersborg,du petit fauteuil à bascule,du papier journal près de la porte,de l'avis du Directeur des Phareset du pain frais du boulanger Fabian Olsen.Ah,oui,j'allais bien mieuxà l'époque que maintenant ;une nuit, j'avais écrit un feuilletonpour dix couronnes,maintenant je ne pouvais plus rien écrire,je ne pouvais absolument plus rien écrire,ma tête devenait aussitôt videdès que j'essayais.Oui,je voulais en finir maintenant !Et je marchai, et marchai.
À mesure que je m'approchais de plus en plusde l'épicerie,j'avais le sentiment à demi conscientque je m'approchais d'un danger ;mais je tins bon dans ma résolution,je voulais me livrer.Je montai tranquillement les marches,je croisai dans l'embrasure de la porte une petite fillequi portait une tasse à la main,je la laissai passeret fermai la porte.Le commis et moi nous trouvions pour la deuxième foisface à face,seuls.
« Eh bien, »dit-il,« quel temps épouvantable. »
À quoi bon ce détour ?Pourquoi ne m'arrêtait-il pas sur-le-champ ?Je devins furieux et dis :
« Je ne suis pas venu,pour parler du temps qu'il fait. »
Cette véhémence le stupéfie,son petit cerveau d'épicier se bloque ;il ne lui était absolument pas venu à l'espritque je l'avais escroqué de cinq couronnes.
« Ne savez-vous donc pas,que je vous ai roulé ? »dis-je avec impatience,et je souffle bruyamment,je tremble,prêt à employer la force,s'il n'en vient pas immédiatement au fait.
Mais le pauvre homme ne se doute de rien.
Non,grand Dieu,parmi quels imbécilesfallait-il vivre !Je l'insulte,je lui explique point par pointcomment tout cela s'est passé,je lui montreoù j'étais et où il était,quand l'acte a été commis,où l'argent était posé,comment je l'ai ramassé dans ma mainet comment j'ai refermé ma main dessus,—et il comprend tout,mais ne fait pourtant rien contre moi.Il se tourne de ci, de là,écoute les bruits de pas dans la pièce voisine,me fait signe de parler moins fort,et dit enfin :
« C'était assez ignoble de votre part ! »
« Non,attendez un peu ! »m'écriai-je dans mon besoin de le contredire,de l'exciter ;ce n'était pas aussi bas et infâmequ'il se l'imaginaitavec sa misérable tête d'épicier.Je n'avais bien sûr pas gardé l'argent,cela ne me serait jamais venu à l'esprit ;pour ma part, je ne voulais en tireraucun profit,ma nature profondément honnête s'y opposait...
« Qu'en avez-vous fait alors ? »
Je les ai donnés à une vieille,pauvre femme,jusqu'au dernier sou,qu'il le sache ;voilà le genre de personne que j'étais,je n'oubliais pas les pauvres si complètement...
Il reste à réfléchir un petit moment à cela,devient manifestement très hésitant quant à savoirsi je suis un homme honnêteou non.Finalement, il dit :
« N'auriez-vous pas plutôt dûrendre l'argent ? »
« Non,écoutez, »je réponds,« je ne voulais pas vous causer d'ennuis,je voulais vous épargner.Mais voilà la reconnaissanceque l'on a,pour sa noblesse d'âme.Je suis làà tout vous expliquer,et vous n'avez pas honte comme un chien,vous ne faites tout simplement aucune démarchepour régler ce différend avec moi.C'est pourquoi je m'en lave les mains.D'ailleurs, je vous envoie au diable.Au revoir ! »
Je partis en claquant violemment la porte derrière moi.
Mais quand je rentrai dans ma chambre,dans ce trou lamentable,trempé par la neige fondue,les genoux tremblants des pérégrinations de la journée,je perdis instantanément ma superbeet m'effondrai de nouveau.Je regrettai mon agressioncontre le pauvre commis,je pleurai,me saisis à la gorge,pour me punir de ma vile action,et fis un vacarme d'enfer.Il avait bien sûr étédans une peur mortelle pour sa place,n'avait pas osé faire de scandalepour ces cinq couronnesque le commerce avait perdues.Et j'avais profité de sa peur,je l'avais tourmenté de ma voix forte,l'avais transpercé de chaque motque je criais.Et le patron de l'épicerie lui-mêmeétait peut-être assis à l'intérieur dans la piècevoisine et s'était sentià deux doigts d'être obligéde sortir pour voirce qui se passait.Non,il n'y avait plus de limite à ce que je pouvaisfaired'infamies !
Bon,mais pourquoi n'avais-je pas été arrêté ?Cela aurait mis un terme à tout.J'avais pour ainsi diretendu les mains vers les fers.Je n'aurais absolument opposéaucune résistance,j'aurais au contraire aidé.Seigneur du ciel et de la terre,un jour de ma viepour un instant de bonheur à nouveau !Toute ma vie pour un plat de lentilles !Écoute-moi juste cette fois !...
Je m'allongeai dans mes vêtements mouillés ;j'avais la vague idéeque je mourrais peut-être pendant la nuit,et j'utilisai mes dernières forcespour ranger un peu mon lit,afin que tout ait l'air un peu en ordreautour de moi le matin.Je joignis les mainset choisis ma position.
Alors, tout à coup, je me souviens d'Ylajali.Comment avais-je pu l'oublier si complètementtout au long de la soirée !Et la lumière pénètre de nouveautrès faiblement dans mon esprit,un petit rayon de soleilqui me réchauffe si merveilleusement.Et il y a plus de soleil,une lumière douce,fine comme de la soie,qui m'effleure d'une manière si délicieusement enivrante.Et le soleil devient de plus en plus fort,brûle vivement contre mes tempes,bout lourdement et ardemmentdans mon cerveau épuisé.Et finalement flambe devant mes yeuxun brasier insensé de rayons,un ciel et une terre enflammés,des hommes et des animaux de feu,des montagnes de feu,des diables de feu,un abîme,un désert,un univers entier en feu,un jugement dernier fumant.
Et je ne vis ni n'entendis plus rien...
* * *
Je me réveillai en sueur le lendemain,humide sur tout le corps,très humide ;la fièvre m'avait secouéassez violemment.Au début, je n'avais pas une conscience claire dece qui m'était arrivé,je regardais autour de moi avec étonnement,je me sentais totalement changé dans mon être,je ne me reconnaissais plus du tout.Je me tâtailes bras et les jambes,m'étonnaique la fenêtre fût sur ce muret non sur le mur diamétralement opposé,et j'entendais le piétinement des chevaux dans la cour,comme s'il venait d'en haut.J'avais aussi passablement la nausée.
Mes cheveux étaient mouillés et froids sur mon front ;je me soulevai sur un coudeet regardai l'oreiller :des cheveux mouillés y étaient également collés,en petites touffes.Mes pieds avaient enflé dans mes soulierspendant la nuit,mais ils ne me faisaient pas mal,je pouvais seulement à peine bouger les orteils,ils étaient devenus trop raides.
Vers la fin de l'après-midi,alors que le crépuscule commençait à poindre,je me levaiet me mis à m'agiter dans la chambre.J'avançais à petits pasprudents,veillant à garder l'équilibreet épargnant mes pieds autant que possible.Je ne souffrais pas beaucoup,et je ne pleurais pas ;je n'étais pas triste du tout,au contraire, j'étais merveilleusement satisfait ;il ne me venait pas à l'esprit à ce moment-làque les choses pussent être différentesde ce qu'elles étaient.
Puis je sortis.
La seule chosequi me tourmentait un peu,malgré ma nausée à l'idée de mangerc'était tout de même la faim.Je commençai à ressentir un appétit honteux de nouveau,une faim intérieure voracequi ne cessait de s'aggraver.Cela rongeait impitoyablement ma poitrine,un travail silencieux,étrange s'y accomplissait.On aurait dit une vingtaine de toutes petitesbêtes très finesqui penchaient la tête d'un côtéet rongeaient un peu,puis penchaient la tête de l'autre côtéet rongeaient un peu,restaient un instant parfaitement immobiles,recommençaient,se frayant un chemin sans bruitet sans hâteet laissant des étendues vides partoutoù elles passaient...
Je n'étais pas malade,mais las,je commençai à transpirer.Je songeai à me rendre à la grand-place,pour me reposer un peu ;mais le chemin était long et pénible ;finalement, j'y étais presque,je me tenais au coin de la place et de la rue du Marché.La sueur coulait dans mes yeux,embuait mes lunettes et me rendait aveugle,et je venais de m'arrêterpour m'essuyer un peu.Je ne remarquai pasoù je me trouvais,je n'y pensai pas ;le vacarme autour de moi était terrible.
Soudain retentit un cri,un avertissement froid,perçant.J'entends ce cri,je l'entends très bien,et je fais nerveusement un pas de côté,un pas aussi rapideque mes pauvres jambes peuvent le faire.Un monstre de chariot de boulangerme frôleet effleure ma redingote avec sa roue ;si j'avais été un peu plus rapide,je m'en serais tiré indemne.J'aurais peut-être pu être un peu plus rapide,un tout petit peu plus rapide,si je m'étais efforcé ;il n'y avait rien à faire,j'avais mal à un pied,quelques orteils avaient été écrasés ;je sentisqu'ils se recroquevillaient comme à l'intérieur de mon soulier.
Le charretier arrête les chevauxde toutes ses forces ;il se retourne sur son siègeet demande, effrayé,comment ça va.Eh bien,ça aurait pu être bien pire...ce n'était peut-être pas si grave...je ne croyais pasque quelque chose fût cassé...Oh,je vous en prie...
Je me traînai jusqu'à un bancaussi viteque je pus ;cette foule de gensqui s'arrêtaient et me dévisageaientm'avait mis mal à l'aise.En réalité, ce n'était pas un coup mortel,ça s'était relativement bien passé,puisque l'accident devait arriver.Le pire,c'est que mon soulier était écrasé,la semelle arrachée au bout.Je levai le piedet vis du sang dans la déchirure.Bon,ce n'avait été intentionnelde la part de personne,ce n'était pas l'intention de l'hommede me faire plus de mal que je n'en avais ;il avait l'air très peiné.Peut-être que si je lui avais demandéun petit pain de son chariot,je l'aurais eu.Il me l'aurait sans doute donné avec joie.Que Dieu le comble en retour,où qu'il soit !...
J'avais terriblement faim,et je ne savaisque faire de moipour mon appétit impudique.Je me tordais sur le bancet posai ma poitrine tout contre mes genoux ;j'étais presque fou.Quand il fit nuit,je me traînai jusqu'à l'hôtel de ville—Dieu saitcomment j'y arrivai—et m'assis sur le bord de la balustrade.J'arrachai une des poches de ma redingoteet me mis à la mâcher,d'ailleurs sans aucune intention,l'air sombre,les yeux fixés droit devant moi,sans voir.J'entendais quelques enfantsqui jouaient autour de moi,et je percevais instinctivementquand un promeneurpassait à côté de moi ;sinon, je n'observais rien.
Alors, tout à coup, il me vient à l'idéed'aller dans un des bazars en contrebaset de me procurer un morceau de viande crue.Je me lève et traverse la balustrade,jusqu'à l'autre bout du toit du bazar,et je descends.Quand je fus presque arrivéà l'étal du boucher,je criai vers l'ouverture de l'escalieret fis un geste en arrière,comme si je parlais à un chien là-haut,et m'adressai effrontémentau premier boucherque je rencontrai.
« Oh,soyez si gentil de me donnerun os pour mon chien ! »dis-je.« Juste un os ;il n'y a pas besoin qu'il y ait quelque chose dessus ;c'est juste pour qu'il ait quelque chose à porter dans sa gueule. »
Je reçus un os,un magnifique petit os,sur lequel il restait encore un peu de viande,et je le glissai sous ma redingote.Je remerciai l'homme si chaleureusementqu'il me regarda avec étonnement.
« Il n'y a pas de quoi »,dit-il.
« Si,ne dites pas ça »,murmurai-je,« c'est gentil de votre part. »
Et je montai.Mon cœur battait fort.
Je me glissai dans la ruelle des Forgerons,aussi profondémentque je le pus,et m'arrêtai devant un porche délabrémenant à une arrière-cour.Il n'y avait pas une lumière en vue,il faisait une obscurité bénie autour de moi ;je me mis à ronger l'os.
Cela n'avait aucun goût ;une odeur âcre de sangmontait de l'os,et je dus presque immédiatementcommencer à vomir.J'essayai de nouveau ;si seulement je pouvais le garder,cela ferait sans doute son effet ;il s'agissait de le faire rester en bas.Mais je vomis de nouveau.Je me mis en colère,mordis violemment la viande,en arrachai un tout petit peuet l'avalai de force.Et cela ne servit à rien non plus ;dès que les petites miettes de viande s'étaient réchauffées dans mon estomac,elles remontèrent hélas de nouveau.Je serrai les poings comme un fou,me mis à pleurer d'impuissanceet rongeai comme un possédé ;je pleurai,au point que l'os devint mouillé et sale de larmes,je vomis,jurai et rongeai encore,pleurai à fendre l'âmeet vomis de nouveau.Et je maudis à voix hautetoutes les puissances du monde.
Silencieux.Personne autour,pas de lumière,pas de bruit.Je suis dans la plus violente agitation,je souffle lourdement et bruyammentet je pleure à fendre l'âme chaque foisque je dois rendre ces miettes de viande,qui pourraient peut-être me rassasier un peu.Comme rien n'y fait,malgré tous mes efforts,je jette l'os contre le porche,plein de la haine la plus impuissante,ravi de fureur,criant et menaçant violemment le ciel,hurlant le nom de Dieu d'une voix rauque et acharnéeet courbant mes doigts comme des griffes...Je te le dis,toi, saint Ba'al des cieux,tu n'existes pas,mais si tu existais,je te maudirais de telle sorteque ton ciel tremblerait du feu de l'enfer.Je te le dis,je t'ai offert mes services,et tu les as refusés,je te le dis,tu m'as repoussé,et je te tourne le dos pour toujours,car tu n'as pas su reconnaître ton temps de visitation.Je te le dis,je saisque je vais mourir,et je te nargue pourtant,toi, dieu du ciel et Apis,avec la mort juste devant les dents.Je te le dis,je préfère être laquais en enferque libre dans tes demeures ;je te le dis,je suis plein d'un mépris bienheureuxpour ta céleste bassesse,et je choisis l'abîme pour demeure éternelle,où le diable,Judas et Pharaon sont précipités.Je te le dis,ton ciel est plein desidiots les plus grossierset des pauvres d'esprit de toute la terre,je te le dis,tu as rempli ton cieldes grosses,putains bienheureuses d'ici-bas,qui ont piteusement plié le genou devant toià l'heure de leur mort.Je te le dis,tu as usé de la force contre moi,et tu ne sais pas,toi, zéro omniscient,que je ne plie jamais dans l'adversité.Je te le dis,toute ma vie,chaque cellule de mon corps,chaque faculté de mon âmeaspire à te bafouer,toi, rebut miséricordieux des hauteurs.Je te le dis,je voudrais,si je le pouvais,crier cela à voix haute dans ton cielet sur toute la terre,je voudrais,si je le pouvais,l'insuffler dans chaque âme humaine à naître,qui viendra un jour sur terre,chaque fleur,chaque feuille,chaque goutte dans la mer.Je te le dis,je te bafouerai au jour du jugementet je t'arracherai les dents de ma bouche en te maudissantpour l'infinie pitié de ta divinité.Je te le dis,à partir de cet instant, je renonceà toutes tes œuvres et à tout ton être,je maudirai ma pensée,si elle pense encore à toi,et j'arracherai mes lèvres,si elles prononcent encore ton nom.Je te le dis,si tu existes,le dernier mot dans la vie et dans la mort,je te dis adieu pour toujours et à jamais,je te dis adieu de tout mon cœur et de toutes mes entrailles,je te dis le dernier adieu irrévocable,et je me taiset je te tourne le doset je m'en vais...
Silence,
Je tremble d'excitation et d'épuisement,je suis là, au même endroit,murmurant encore des jurons et des insultes,hoquetant après les pleurs violents,brisé et flasqueaprès cet accès de colère insensé.Je reste là peut-être une heureà hoqueter et à murmureren me tenant au porche.Puis j'entends des voix,une conversation entre deux hommesqui entrent dans la ruelle.Je m'écarte du porche,je me traîne le long des murset je rejoins les rues éclairées.Tandis que je descends péniblement la Youngsbakken,mon cerveau commence soudain à fonctionnerd'une manière très étrange.Il me vient à l'espritque les misérables baraquesau bord de la place,les échoppes de matériaux et les vieilles boutiquesde fripes,sont une honte pour l'endroit.Elles gâchent toute l'apparence de la placeet souillent la ville,fi,à bas cette camelote !Et je me mis à calculer dans ma têtece que coûteraitle déménagement du Service Géographique là-bas,ce bel édifice,qui m'avait toujours tant pluchaque foisque j'étais passé devant.Il ne serait peut-être pas possibled'effectuer un tel déménagementpour moins de soixante-dix à soixante-douze mille couronnes,—une jolie somme,devait-on dire,un joli petit pécule,hé-hé,pour commencer,n'est-ce pas ?Et je hochai ma tête videet admisque c'était un assez joli petit péculepour commencer.Je tremblais encorede tout mon corpset hoquetais encore profondémentde temps en tempsaprès mes pleurs.
J'avais le sentimentqu'il ne me restait plus beaucoup de vie,que je chantais en fait mon dernier couplet.Cela m'était aussi assez égal,cela ne m'occupait pas le moins du monde ;je me dirigeais au contraire vers le bas de la ville,vers les quais,de plus en plus loin de ma chambre.J'aurais pu pour cette raisonm'allonger à plat ventre dans la rue,pour y mourir.Les souffrances me rendaient de plus en plus insensible ;mon pied blessé me lançait fortement,j'avais même l'impressionque la douleur se propageait tout le long de ma jambe,et même cela ne me faisait pas particulièrement mal.J'avais enduré des sensations pires.
Je suis donc arrivé au quai de la gare.Il n'y avait pas de circulation,pas de bruit,seulement çà et là une personne à voir,un débardeur ou un marinqui traînait les mains dans les poches.Je remarquai un homme boiteuxqui me regardait fixementtandis que nous nous croisions.Je l'arrêtai instinctivement,portai la main à mon chapeau et demandais'il savait si le « Nonnen » était parti.Et après, je ne pus m'empêcherde claquer une seule fois des doigtsjuste sous le nez de l'homme et de dire :Mort et damnation,le « Nonnen »,oui !Le « Nonnen »,que j'avais complètement oublié !La pensée de ce navire avait pourtant couvéinconsciemment en moi,je l'avais portéesans le savoir.
Oui,ma foi,le « Nonnen » avait bien dû appareiller.
Ne pouvait-il me direoù il était allé ?
L'homme réfléchit,debout sur sa longue jambeet tenant la courte en l'air ;la courte se balance un peu.
« Non »,dit-il.« Savez-vousce qu'il chargeait ici ? »
« Non »,répondis-je.
Mais j'avais déjà oublié le « Nonnen »,et je demandai à l'hommeà quelle distance pouvait bien se trouver Holmestrand,en bonnes,vieilles lieues géographiques.
« Holmestrand ?Je dirais... »
« Ou Væblungsnæs ? »
« Ce que je voulais dire :je supposeque pour Holmestrand... »
« Oh,écoutez,pendant que j'y pense »,l'interrompis-je de nouveau,« ne seriez-vous pas assez gentilpour me donner une petite chique de tabac,juste un tout petit peu ! »
Je reçus le tabac,remerciai l'homme très chaleureusement et m'éloignai.Je n'utilisai pas le tabac,je le mis aussitôt dans ma poche.L'homme continuait de me surveiller,j'avais peut-être éveillé ses soupçonsd'une manière ou d'une autre ;où que je fussej'avais ce regard méfiant après moi,et je n'aimais pasêtre suivi par cet homme.Je fais demi-touret me dirige de nouveau vers lui,le regarde et dis :
« Aiguilles. »
Bare dette Ord:« Aiguilles. »Rien de plus.Je le regarde très fixementen le disant,je sentisque je le dévisageais terriblement ;c'étaitcomme si je le regardais de tout mon corps,au lieu de le faire seulement avec mes yeux.Et je reste un petit moment,après avoir dit ce mot.Puis je remonte péniblement jusqu'à la place de la gare.L'homme ne dit pas un mot,il se contenta de me surveiller.
Aiguilles ?Je m'arrêtai net.Oui,n'était-ce pas ceque j'avais pressenti tout de suite :j'avais déjà rencontré cet infirme.En haut de Grændsen,un matin clair ;j'avais mis mon gilet en gage.Cela me paraissait une éternitédepuis ce jour.
Tandis que je réfléchis à cela —je suis appuyé contre le mur d'une maisonau coin de la place et de la rue du Port —je sursaute soudainet tente de m'écarter en rampant.Comme je n'y parviens pas,je regarde fixement droit devant moiet fais fi de toute honte,il n'y a rien à faire, —je me trouve face à face avec le « Commandant ».
Je deviens d'une audace désinvolte,je fais même un pas en avant, loin du mur,pour attirer son attention.Et je ne le fais pas pour susciter la pitié,mais pour me bafouer moi-même,me mettre au pilori ;j'aurais pu me jeter dans la rueet prier le « Commandant » de me passer dessus,de marcher sur mon visage.Je ne dis même pas bonsoir.
Le « Commandant » devina peut-êtreque quelque chose n'allait pas chez moi,il ralentit un peu le pas,et je dis,pour l'arrêter :
« J'aurais dû vous apporter quelque chose,mais ce n'est pas encore fait. »
« Ah bon ? »répond-il d'un ton interrogateur.« Vous ne l'avez pas terminé,alors ? »
« Non,je ne l'ai pas terminé. »
Mais voilà que mes yeux s'emplissent soudain d'eaudevant la gentillesse du « Commandant »,et je me racle la gorge et tousse avec amertume,pour me donner de la force.Le « Commandant » renifle une fois ;il reste là à me regarder.
« Avez-vous de quoi vivre en attendant,alors ? »dit-il.
« Non »,répondis-je,« je n'ai pas ça non plus.Je n'ai pas encore mangé aujourd'hui,mais... »
« Dieu vous garde,il n'est pas questionque vous restiez là à mourir de faim,mon ami ! »dit-il.Et il met aussitôt la main à sa poche.
Alors le sentiment de honte s'éveille en moi,je titube de nouveau vers le muret m'y agrippe,je regardele « Commandant » fouiller dans son porte-monnaie ;mais je ne dis rien.Et il me tend un billet de dix couronnes.Il ne fait pas plus de manières,il me donne simplement dix couronnes.En même temps, il répètequ'il n'était pas questionque je meure de faim.
Je balbutiai une objectionet ne pris pas le billet tout de suite :C'était honteux de ma part...c'était aussi beaucoup trop...
« Dépêchez-vous maintenant ! »dit-il en regardant sa montre.« J'attendais le train ;mais il arrive,je l'entends. »
Je pris l'argent,j'étais paralysé de joieet ne dis plus un mot,je ne remerciai même pas.
« Il ne faut pas vous gêner pour ça »,dit le « Commandant » enfin ;« vous pourrez toujours écrire pour rembourser,je sais. »
Puis il partit.
Quand il se fut éloigné de quelques pas,je me souvins tout à coupque je n'avais pas remercié le « Commandant »pour cette aide.J'essayai de le rattraper,mais ne pus avancer assez vite,mes jambes flageolaient,et je manquais sans cesse de tomber sur le nez.Il s'éloignait de plus en plus.J'abandonnai ma tentative,songeai à l'appeler,mais n'osai pas,et quand enfin je pris mon courage à deux mainset criai,une fois,deux fois,il était déjà trop loin,ma voix était devenue trop faible.
Je restai sur le trottoirà le regarder,je pleurais tout doucement.Je n'ai jamais vu chose pareille !me dis-je ;il m'a donné dix couronnes !Je retournai sur mes pas et me plaçai làoù il s'était tenu,et j'imitai tous ses gestes.Et je tins le billet de banque devant mes yeux humides,l'examinai des deux côtéset me mis à jurer —à jurer à qui mieux mieuxque c'était bien vraice que je tenais dans ma main,c'était un billet de dix couronnes.
Un moment après —peut-être un très long moment ;car tout était déjà devenu silencieux alentour —je me trouvai,assez curieusement,devant le numéro 11 de la rue Tomte.Après être resté un instant à réfléchiret à m'en étonner,j'entrai pour la deuxième fois dans le porche,droit dans l'Auberge & Logement pour Voyageurs.Là, je demandai l'hospitalitéet obtins aussitôt un lit.
* * *
Mardi.
Soleil et silence,une journée merveilleusement lumineuse.La neige avait disparu ;partout de la vie, de la gaieté et des visages joyeux,des sourires et des rires.Des fontaines, les jets d'eau s'élevaient en arches,dorés par le soleil,bleutés par le ciel bleuté...Vers midi, je sortisde mon logis de la rue Tomte,où je demeurais encore et où j'étais bien,et je me rendis en ville.J'étais de la plus joyeuse humeuret flânai tout l'après-mididans les rues les plus fréquentées, regardant les gens.Avant même que sept heures ne sonnent le soir,je fis un tour jusqu'à la place St. Olavet jetai un coup d'œil furtif aux fenêtres du numéro 2.Dans une heure, je la verrais !Je marchais dans une angoisse légèreet délicieuse tout le temps.Qu'allait-il se passer ?Qu'est-ce que je trouverais à direquand elle descendrait l'escalier ?Bonsoir, Mademoiselle ?Ou simplement sourire ?Je décidai dem'en tenir au sourire.Naturellement, je la saluerais profondément.
Je m'esquivai,un peu honteux d'être sorti si tôt,errai un moment sur Karl Johanet gardai un œil sur l'horloge de l'Université.Quand huit heures sonnèrent,je remontai la rue de l'Université.En chemin, il me vint à l'espritque je pourrais arriver avec quelques minutes de retard,et j'allongeai le pas autantque je le pouvais.Mon pied était très douloureux,sinon il ne me manquait rien.
Je pris position près de la fontaineet repris mon souffle ;je restai là un très long momentà regarder les fenêtres du numéro 2 ;mais elle ne vint pas.Bon,j'attendrais bien,je n'étais pas pressé ;elle avait peut-être des empêchements.Et j'attendis de nouveau.N'aurais-je donc jamais fait que rêver tout cela ?N'aurais-je eu cette première rencontre avec elle qu'en imagination,la nuit oùj'avais eu la fièvre ?Je commençai, perplexe, à y réfléchiret ne me sentis absolutely pas sûr de mon fait.
« Hum ! »fit une voix derrière moi.
J'entendis ce raclement de gorge,j'entendis aussi des pas légers près de moi ;mais je ne me retournai pas,je fixai seulement le grand escalier devant moi.
« Bonsoir ! »dit alors la voix.
J'oublie de sourire,je ne porte même pas tout de suite la main à mon chapeau,je suis si étonné de la voirvenir de cette direction.
« Avez-vous attendu longtemps ? »dit-elle,et elle souffle un peu vite après sa marche.
« Non,absolument pas,je suis arrivé il y a un petit moment »,répondis-je.« Et d'ailleurs,qu'est-ce que cela aurait faitsi j'avais attendu longtemps ?Je pensais d'ailleursque vous viendriez d'une autre direction ? »
« J'ai accompagné Maman chez une famille,Maman sort ce soir. »
« Ah ! »dis-je.
Nous avions involontairement commencé à marcher.Un agent de police se tient au coin de la rueet nous regarde.
« Mais où allons-nous au juste ? »dit-elle en s'arrêtant.
« Oùvous voudrez,n'importe où,pourvu que ce soit où vous voudrez. »
« Fi,oui,mais c'est si ennuyeuxde décider soi-même. »
Pause.
Alors je dis,juste pour dire quelque chose :
« Il fait sombre à vos fenêtres,je vois. »
« Maisoui ! »répond-elle vivement.« La bonne a aussi eu son congé.Je suis donc toute seule à la maison. »
Nous sommes tous les deux à regarder les fenêtres du numéro 2,comme si aucun de nous ne les avait vues auparavant.
« Pouvons-nous monter chez vous,alors ? »dis-je.« Je resterai assis près de la porte tout le temps,si vous voulez... »
Mais alors je tremblai d'émotionet regrettai beaucoupd'avoir été trop hardi.Et si elle se fâchaitet s'en allait ?Et si je ne la revoyais jamais ?Ah,cette tenue misérableque je portais !J'attendis la réponse avec désespoir.
« Vous ne vous assiérez absolument pas près de la porte »,dit-elle.Elle parle d'un ton carrément tendreet dit exactement ces mots :Vous ne vous assiérez absolument pas près de la porte.
Nous montâmes.
Dans le couloir,où il faisait sombre,elle me prit la main et me guida.Je n'avais pas du tout besoin d'être si silencieux,dit-elle,je pouvais bien parler.Et nous entrâmes.Tandis qu'elle allumait une chandelle —ce n'était pas une lampequ'elle allumait,mais une chandelle —tandis qu'elle allumait cette chandelle,elle dit avec un petit rire :
« Mais maintenant, ne me regardez pas.Fi,j'ai honte !Mais je ne le ferai plus jamais. »
« Qu'est-ce que vous ne ferez plus jamais ? »
« Je ne...fi,non.Dieu m'en garde...je ne vous embrasserai plus jamais. »
« Vous ne le ferez pas ? »dis-je,et nous rîmes tous les deux.Je tendis les bras vers elle,et elle glissa sur le côté,s'esquivade l'autre côté de la table.Nous restâmes un petit moment à nous regarder,la chandelle entre nous.
« Essayez de m'attraper ! »dit-elle.
Et sous de grands éclats de rire,j'essayai de l'attraper.Tandis qu'elle courait,elle défit son voileet ôta son chapeau ;ses yeux pétillants restaient fixés sur moiet guettaient mes mouvements.Je fis une nouvelle charge,trébuchai sur le tapis et tombai ;mon pied blessé ne voulait plus me soutenir.Je me relevai, extrêmement confus.
« Oui,je boite peut-être un peu,un tout petit peu d'ailleurs. »
« La dernière fois, vous aviez un doigt blessé,maintenant vous avez un pied blessé ;c'est terrible,tous les maux que vous avez. »
« Oh,oui.— J'ai été un peu renverséil y a quelques jours. »
« Renversé ?Ivre encore ?Non,Dieu me garde,comment vous vivez,jeune homme ! »Elle me menaça de l'indexet se fit sérieuse.« Alors, asseyons-nous ! »dit-elle.« Non,pas là-bas près de la porte ;vous êtes bien trop réservé ;ici, en haut ;vous là et moi ici,voilà !...Fi,c'est assez ennuyeux avec les gens réservés !Il faut tout dire et tout faire soi-même,on n'a aucune aide.Maintenant, par exemple, vous auriez bien pu mettrevotre main sur le dossier de ma chaise,vous auriez bien pu trouver tant de chosespar vous-même,n'est-ce pas.Car si je dis quelque chose comme ça,vous faites des yeux,comme si vous ne croyiez pas vraiment cequi est dit.Oui,c'est la vérité,je l'ai vu plusieurs fois,vous le faites maintenant aussi.Mais ne vous imaginez pasque vous êtes toujours si modeste,quand vous osez seulement vous laisser aller.Vous étiez assez effronté le jouroù vous étiez ivreet que vous m'avez suivie jusqu'à chez moien me tourmentant avec vos traits d'esprit :Vous perdez votre livre,Mademoiselle,vous perdez très certainement votre livre,Mademoiselle !Ha-ha-ha !Fi,c'était vraiment laid de votre part ! »
J'étais assis, perdu, à la regarder.Mon cœur battait fort,le sang me tendait les veines d'une chaleur ardente.Quel merveilleux plaisir !
« Pourquoi ne dites-vous rien ? »
« Non,comme vous êtes adorable ! »dis-je.« Je suis simplement assis iciet je suis profondément captivé par vous,en cet instant, profondément captivé...Il n'y a rien à faire...Vous êtes la personne la plus étrangequi...Parfois, vos yeux brillent d'une telle manière,je n'ai jamais vu chose pareille,on dirait des fleurs...Quoi ?Non-non,peut-être pas des fleurs non plus,mais...Je suis si complètement amoureux de vous,et c'est si déraisonnable...Mon Dieu,bien sûr,cela ne me sert à rien...Comment vous appelez-vous ?Maintenant, vous devez vraiment me direcomment vous vous appelez... »
« Non,comment vous appelez-vous, vous ?Mon Dieu,j'allais presque l'oublier encore !J'y ai pensé toute la journée hier,que je devais vous le demander.Oui,c'est-à-dire pas toute la journée,mais... »
« Savez-vouscomment je vous ai appelée ?Je vous ai appelée Ylajali.Qu'en pensez-vous ?Un son si glissant... »
« Ylajali ? »
« Oui. »
« C'est une langue étrangère ? »
« Hum,non,ce n'est pas ça non plus. »
« Eh bien,ce n'est pas laid... »
Après de longues négociations,nous nous dîmes nos noms.Elle s'assit juste à côté de moi sur le canapéet repoussa la chaise du pied.Et nous recommençâmes à converser.
« Vous vous êtes rasé aussi ce soir »,dit-elle.« Vous avez l'air un peu mieuxque la dernière fois,mais un tout petit peu seulement ;ne vous imaginez pas...Non,la dernière fois, vous étiez vraiment lamentable.Vous portiez même un affreux chiffon autour du doigt.Et dans cet état, vous vouliez absolument entrerquelque part pour boire du vin avec moi.Non,merci ! »
« C'était donc à cause de mon apparence misérableque vous n'avez pas voulu venir, finalement ? »dis-je.
« Non »,répondit-elle en baissant les yeux.« Non,Dieu sait quece n'était pas ça !Je n'y ai même pas pensé. »
« Écoutez »,dis-je,« vous êtes sans doute assise ici dans la croyanceque je peux m'habilleret vivre exactement comme je le souhaite.N'est-ce pas ?Mais je ne le peux pas,je suis très,très pauvre. »
Elle me regarda.
« Vraiment ? »dit-elle.
« Oui,je le suis,hélas. »
Pause.
« Eh bien,mon Dieu,je le suis aussi,moi »,dit-elle avec un mouvement de têteenjoué.
Chacun de ses mots m'enivrait,me frappait au cœur comme des gouttes de vin.Elle me ravissait par cette habitudequ'elle avait de pencher un peu la tête sur le côtéet d'écouter,quand je disais quelque chose.Et je sentais son soufflejuste sur mon visage.
« Savez-vous »,dis-je,« que...Mais ne vous fâchez pas...Quand je me suis couché hier soir,j'ai préparé ce bras pour vous...comme ceci...comme si vous y étiez couchée...et puis je me suis endormi... »
« Vraiment ?C'est charmant ! »Pause.« Mais il faudrait que ce soit à distanceque vous puissiez faire une telle chose ;car sinon... »
« Vous ne croyez pasque je pourrais le faire sinon ? »
« Non,je ne le crois pas. »
« Si,de moi, vous pouvez tout attendre »,dis-je.Et je passai mon bras autour de sa taille.
« Vraiment ? »dit-elle simplement.
Cela m'agaça,me choqua presque,qu'elle me tînt pour si excessivement sage ;je me rengorgeai,pris mon courage à deux mainset saisis sa main.Mais elle la retira tout doucementet s'écarta un peu de moi.Cela anéantit de nouveau mon courage,je devins honteux et regardai vers la fenêtre.J'étais décidément bien trop pitoyable là oùj'étais assis,il ne fallait pas que j'essaie de me faire des illusions.Ç'aurait été une autre affairesi je l'avais rencontrée à l'époqueoù j'avais encore l'air d'un être humain,à mes beaux jours,quand j'avais de quoi me défendre.Et je me sentis très abattu.
« Vous voyez ! »dit-elle,« maintenant vous voyez bien :on peut vous faire basculer d'un simple froncement de sourcils,vous anéantirjuste en s'écartant un peu de vous... »Elle riait d'un air taquin,espiègle,les yeux complètement fermés,comme si elle non plus ne supportait pasd'être regardée.
« Non,mais grand Dieu ! »m'emportai-je,« maintenant vous allez voir ! »Et je passai vivement mes bras autour de ses épaules.J'étais presque offensé.Cette fille était-elle folle !Me prenait-elle pour un novice !Hé,par le diable...Personne ne dirait de moique je restais en arrière en la matière.C'était tout de même une sacrée personne !S'il suffisait d'y aller,alors...
Elle était assise tout à fait calmement,et elle avait toujours les yeux fermés ;aucun de nous ne parlait.Je la serrai fort contre moi,pressai avidement son corps contre ma poitrine,et elle ne dit pas un mot.J'entendais les battements de nos cœurs,le sien et le mien,ils sonnaient comme des martèlements de sabots étouffés.
Je l'embrassai.
Je ne savais plus ce que je faisais,je disais des bêtisesdont elle riait,je lui murmurais des mots doux dans la bouche,lui caressais la joue,l'embrassais de nombreuses fois.J'ouvris un ou deux boutons de son corsage,et j'entrevis ses seins à l'intérieur,des seins blancset ronds,qui pointaient comme deux douces merveillesderrière le lin.
« Laisse-moi voir ! »dis-je,et j'essaie d'ouvrir d'autres boutons,d'agrandir l'ouverture ;mais mon mouvement est trop brusque,je n'arrive à rien avec les boutons du bas,où de plus le corsage est tendu.« Laisse-moi juste voir un peu...un peu... »
Elle passe son bras autour de mon cou,tout doucement,tendrement ;son souffle effleure mon visagedepuis ses narines rougeset frémissantes ;de l'autre main,elle commence elle-même à ouvrir les boutons,un par un.Elle rit, embarrassée,rit brièvement et lève plusieurs fois les yeux vers moi,pour voir si je remarquequ'elle a peur.Elle dénoue les rubans,décroche le corset,ravie et anxieuse.Et je tripote de mes mains grossièresces boutons et ces rubans...
Pour détourner l'attention dece qu'elle fait,elle me caresse de sa main gauchel'épaule et dit :
« Quelle quantité de cheveux épars il y a là ! »
« Oui »,réponds-jeet je veux approcher ma bouche de sa poitrine.Elle est à cet instant les vêtements tout ouverts.Soudain, c'est comme si elle se reprenait,comme si elle trouvait qu'elle était allée trop loin ;elle se recouvre etse redresse un peu.Et pour cacher son embarrasavec ses vêtements ouverts,elle se remet à parlerde la quantité de cheveux tombésqui se trouvaient sur mes épaules.
« Comment se fait-ilque vos cheveux tombent autant ? »
« Je ne sais pas ! »
« Ah,vous buvez sans doute trop,et peut-être —Fi,je ne veux pas le dire !Vous devriez avoir honte !Non,je n'aurais pas cru ça de vous !Que vous,si jeune,perdiez déjà vos cheveux !...Maintenant, vous allez avoir la bonté de me racontercomment vous menez votre vie.Je suis sûreque c'est terrible !Mais seulement la vérité,vous comprenez,pas de faux-fuyants !Je le verrai bien sur vous, de toute façon,si vous voulez cacher quelque chose.Alors,racontez ! »
« Oui,laissez-moi d'abord vous embrasser sur la poitrine,alors. »
« Êtes-vous fou ?Alors,commencez maintenant ! »
« Non,ma chère,laissez-moi d'abord le faire ! »
« Hum.Non,pas d'abord...Plus tard peut-être...Je veux savoirquel genre de personne vous êtes...Oh,je suis sûreque c'est effroyable ! »
Cela me peinait aussiqu'elle crût le pire de moi,j'avais peur de la repousser complètement,et je ne supportais pas le soupçonqu'elle avait sur ma vie.Je voulais me laver à ses yeux,me rendre digne d'elle,lui montrerqu'elle était assise à côté d'une personne presqueangélique.Mon Dieu,je pouvais compter sur les doigts de la mainmes fautes jusqu'à ce jour.
Je racontai,je racontai tout,et je ne racontai que la vérité.Je ne fis rien de pire que ce n'était,ce n'était pas mon intentiond'éveiller sa pitié ;je dis aussique j'avais volé cinq couronnes un soir.
Elle était assise et écoutait, la bouche bée,pâle,effrayée,les yeux brillants complètement bouleversés.Je voulus réparer les choses,dissiper la triste impressionque j'avais faite,et je me redressai :
« C'est fini maintenant ! »dis-je ;« il ne peut plus être question de ce genre de choses ;maintenant je suis sauvé... »
Mais elle était très abattue.« Dieu m'en garde ! »dit-elle simplement, et elle se tut.Elle disait cela à de courts intervalleset se taisait à chaque fois.« Dieu m'en garde ! »
Je me mis à plaisanter,je la pris par la taille,pour la chatouiller,la soulevai contre ma poitrine.Elle avait de nouveau boutonné sa robe ;cela m'agaça un peu,me blessa même.Pourquoi devait-elle boutonner sa robe ?Étais-je à ses yeux plus indigne maintenantque si j'avais été moi-même responsablede la chute de mes cheveux ?M'aurait-elle mieux appréciési je m'étais comporté en débauché ?...Pas de sottises.Il suffisait d'y aller !Et s'il suffisait d'y aller,alors par le diable...
Je l'allongeai,je l'allongeai simplement sur le canapé.Elle se débattit,un tout petit peu d'ailleurs,et parut étonnée.
« Non...que voulez-vous ? »dit-elle.
« Ce que je veux ?! »
Hé,elle demandaitce que je voulais !Y aller,voilà ce que je voulais,y aller franco !Ce n'était pas seulement de loinque j'avais l'habitude d'y aller ;ce n'était pas ma nature ni mon genre.J'étais homme à assumer mes acteset à ne pas me laisser abattre par un froncement de sourcils.Non-non,je n'étais encorejamais revenubredouille d'une telle affaire...
Et j'y allai.
« Non...non,mais... ? »
Si,pensais-je,c'était bien l'intention !
« Non,écoutez ! »cria-t-elle.Et elle ajouta ces mots blessants :« Je ne peux pas être sûreque vous n'êtes pas fou. »
Je m'arrêtai involontairement un instant,et je dis :
« Vous ne le pensez pas ! »
« Si,par Dieu,vous avez l'air si étrange !Et ce matin-là,où vous m'avez suivie, —vous n'étiez donc pas ivre ? »
« Non.Mais ce jour-là, je n'avais pas faim non plus,je venais de manger... »
« Eh bien,c'était d'autant pire. »
« Auriez-vous préféréque je fusse ivre ? »
« Oui...Hou,j'ai peur de vous !Mon Dieu,ne pouvez-vous donc pas me lâcher ! »
J'y réfléchis.Non,je ne pouvais pas la lâcher.Pas de fichues simagréesà une heure tardive sur un canapé !Haut les cœurs !Hé,quelles excuses ne trouvait-on pasà inventer dans un tel moment !Comme si je ne savais pasque tout cela n'était que timidité !Il aurait fallu que je sois bien naïf !Alors, silence maintenant !Pas d'hésitation !Vive le roi et la patrie !...
Elle se débattit étrangement fort,bien trop fort pour ne se débattreque par timidité.Je renversai par inadvertancela chandelle,qui s'éteignit,elle résista désespérément,poussa même un petit gémissement.
« Non,pas ça,pas ça !Si vous voulez, vous pourrez plutôt m'embrassersur la poitrine.Mon cher,mon gentil... »
Je m'arrêtai sur-le-champ.Ses paroles sonnaient si effrayées,si désemparées,que j'en fus profondément frappé.Elle pensait m'offrir un dédommagementen me permettantd'embrasser sa poitrine !Comme c'était beau,beau et simple !J'aurais pu tomber à genoux devant elle.
« Mais,ma chère,ma douce ! »dis-je, complètement confus,« je ne comprends pas...je ne comprends vraiment pasà quel jeu nous jouons... »
Elle se leva et ralluma la chandelled'une main tremblante ;je restai assis sur le canapésans rien faire.Qu'allait-il se passer maintenant ?J'étais au fond très mal à l'aise.
Elle jeta un coup d'œil au mur,vers la pendule,et tressaillit.
« Fi,la bonne va bientôt rentrer ! »dit-elle.Ce fut la première chosequ'elle dit.
Je compris cette allusion et me levai.Elle saisit son manteau,comme pour le mettre,mais se ravisa,le laissaet se dirigea vers la cheminée.Elle était pâleet devenait de plus en plus agitée.Pour que cela n'ait pas l'airqu'elle me mettait à la porte,je dis :
« Votre père était-il militaire ? »et en même temps je me préparai à partir.
Oui,il était militaire.Comment le savais-je ?
Je ne le savais pas,ça m'était juste venu à l'esprit.
C'était étrange !
Oh,oui.Il y avait certains endroitsoù j'allais,où j'avais des pressentiments.Hé-hé,ça faisait partie de ma folie,ça...
Elle leva rapidement les yeux,mais ne répondit pas.Je sentaisque je la tourmentais par ma présence,et je voulus abréger les choses.Je me dirigeai vers la porte.Ne voulait-elle plus m'embrasser maintenant ?Pas même me tendre la main ?Je restai là à attendre.
« Vous partez donc maintenant ? »dit-elle,et elle était toujours immobile près de la cheminée.
Je ne répondis pas.Je restai là, humilié et confus,à la regarder,sans rien dire.Pourquoi ne m'avait-elle donc pas laissé en paix,si rien ne pouvait en résulter ?Que lui arrivait-il en cet instant ?Il ne semblait pas la concernerque je fusse prêt à partir ;elle était soudain complètement perdue pour moi,et je cherchais quelque chose à lui direen guise d'adieu,un mot lourd,profond,qui pourrait l'atteindreet peut-être l'impressionner un peu.Et à l'encontre de ma ferme résolution,blessé,au lieu d'être fier et froid,agité,offensé,je me mis à parlerde futilités ;le mot percutant ne venait pas,je me comportai de manière extrêmement irréfléchie.
Pourquoi ne pouvait-elle pas tout simplement me direclairement et nettementde m'en aller ?demandai-je.Si,si,pourquoi pas ?Il ne fallait pas se gêner.Au lieu de me rappelerque la bonne allait bientôt rentrer,elle aurait aussi pu dire simplement ceci :Maintenant, vous devez disparaître,car je vais aller chercher ma mère,et je ne veux pas de votre compagnie dans la rue.Alors,ce n'était pas à celaqu'elle avait pensé ?Oh,si,c'était bien à celaqu'elle avait pensé ;je l'avais compris tout de suite.Il en fallait si peupour me mettre sur la piste ;rien que la manièredont elle avait saisi son manteauet l'avait de nouveau laissé,m'en avait convaincu sur-le-champ.Comme je l'ai dit,j'avais des pressentiments.Et il n'y avait peut-être pas tant de folieque ça là-dedans, au fond...
« Mais,mon Dieu,pardonnez-moi cette parole !Elle m'a échappé ! »s'écria-t-elle.Mais elle restait immobileet ne s'approchait pas de moi.
J'étais inflexible et continuai.Je restai là à bavarderavec le sentiment pénibleque je l'ennuyais,qu'aucun de mes mots ne faisait mouche,et pourtant je ne m'arrêtai pas :Au fond, on pouvait bien êtred'une nature assez sensible,sans être fou,pensais-je ;il y avait des naturesqui se nourrissaient de bagatelleset mouraient pour une simple parole dure.Et je laissai entendreque j'avais une telle nature.Le fait étaitque ma pauvreté avait à ce pointaiguisé certaines de mes facultésque cela me causait de véritables désagréments,oui,je vous assure, de véritables désagréments,hélas.Mais cela avait aussi ses avantages,cela m'aidait dans certaines situations.L'intelligent pauvre est un observateur bien plus finque l'intelligent riche.Le pauvre regarde autour de lui à chaque pasqu'il fait,écoute avec méfiance chaque parolequ'il entend des gensqu'il rencontre ;chaque pasqu'il fait lui-mêmepose ainsi à ses pensées et à ses sentimentsune tâche,un travail.Il a l'oreille fine et il est sensible,c'est un homme d'expérience,son âme a des cicatrices de brûlures...
Et je parlai longuement de ces cicatrices de brûluresque mon âme portait.Mais plus je parlais,plus elle devenait agitée ;à la fin, elle dit :« Mon Dieu ! »plusieurs fois, avec désespoir,et se tordit les mains.Je voyais bienque je la tourmentais,et je ne voulais pas la tourmenter,mais je le faisais quand même.Finalement, pensant lui avoir diten gros l'essentiel dece que j'avais à dire,je fus saisi par son regard désespéréet m'écriai :
« Je m'en vais !Je m'en vais !Ne voyez-vous pasque j'ai déjà la main sur la poignée ?Au revoir !Au revoir,dis-je !Vous pourriez tout de même me répondre,quand je dis au revoir deux foiset que je suis fin prêt à partir.Je ne demande même pas à vous revoir,car cela vous peinerait ;mais dites-moi :pourquoi ne m'avez-vous pas laissé en paix ?Que vous ai-je fait ?Je ne vous dérangeais pas maintenant ;n'est-ce pas ?Pourquoi vous détournez-vous soudain de moi,comme si vous ne me connaissiez plus du tout ?Maintenant, vous m'avez dépouillé si profondément,vous m'avez rendu encore plus misérableque je ne l'ai jamais été.Mon Dieu,mais je ne suis pas fou,vous savez très bien,si vous voulez y réfléchir,qu'il n'y a rienqui cloche chez moi maintenant.Venez donc me serrer la main !Ou laissez-moi venir à vous !Le voulez-vous ?Je ne vous ferai aucun mal,je veux juste m'agenouiller devant vous un instant,m'agenouiller par terre, là, devant vous,juste un instant ;puis-je ?Non,non,alors je ne le ferai pas,je voisque vous avez peur,je ne le ferai pas,ne le ferai pas,vous entendez.Mon Dieu,pourquoi êtes-vous si effrayée ?Je suis immobile,je ne bouge pas.J'aurais voulu m'agenouiller sur le tapis une minute,juste là,sur la couleur rouge, près de vos pieds.Mais vous avez eu peur,j'ai tout de suite vu à vos yeuxque vous aviez peur,c'est pourquoi je suis resté immobile.Je n'ai pas fait un pasquand je vous l'ai demandé ;n'est-ce pas ?J'étais aussi immobile que maintenant,quand je vous montre l'endroitoù j'aurais voulu m'agenouiller pour vous,là-bas sur la rose rouge du tapis.Je ne pointe même pas du doigt,je ne pointe pas du tout,je laisse tomber,pour ne pas vous effrayer,je hoche juste la tête et je regarde par là,comme ça !Et vous comprenez très biende quelle roseje parle,mais vous ne voulez pas me permettre de m'y agenouiller ;vous avez peur de moiet n'osez pas m'approcher.Je ne comprends pasque vous puissiez avoir le cœurde me traiter de fou.N'est-ce pas,vous ne le croyez plus non plus ?C'était une fois cet été,il y a longtemps,alors j'étais fou ;je travaillais trop duret j'oubliais d'aller dîner à l'heure,quand j'avais beaucoup de choses en tête.Cela arrivait jour après jour ;j'aurais dû m'en souvenir,mais j'oubliais sans cesse.Par Dieu au ciel,c'est vrai !Que Dieu ne me laisse jamais quitter cet endroit vivantsi je mens !Vous voyez,vous me faites du tort.Ce n'était pas par besoinque je le faisais ;j'ai un crédit,un grand crédit,chez Ingebret et Gravesen ;je me promenais aussi souvent avec beaucoup d'argent en pocheet n'achetais quand même pas de nourriture,parce que j'oubliais.Vous entendez !Vous ne dites rien,vous ne répondez pas,vous ne vous éloignez pas du tout de la cheminée,vous attendez simplementque je parte... »
Elle s'approcha rapidement de moiet tendit la main.Je la regardai, plein de méfiance.Le faisait-elle aussi le cœur léger ?Ou le faisait-elle simplementpour se débarrasser de moi ?Elle passa son bras autour de mon cou,elle avait les larmes aux yeux.Je restai là à la regarder.Elle tendit la bouche ;je ne pouvais pas la croire,c'était très certainement un sacrificequ'elle faisait,un moyen d'en finir.
Elle dit quelque chose,qui me parut être :« Je vous aime bien, quand même ! »Elle le dit très bas et indistinctement,peut-être n'ai-je pas bien entendu,peut-être ne dit-elle pas exactement ces mots ;mais elle se jeta violemment à mon cou,garda les deux bras autour de mon cou un petit moment,se hissa même un peu sur la pointe des piedspour bien m'atteindre,et resta ainsi peut-être une minute entière.
J'avais peurqu'elle ne se forçât à montrer cette tendresse,je dis simplement :
« Comme vous êtes belle, maintenant ! »
Je n'en dis pas plus.Je l'enlaçai violemment,reculai,heurtai la porteet sortis à reculons.Et elle était de nouveau là, à l'intérieur.
TREDJE STYKKE
En Uges Tid giki Herlighed og Glæde.
Jeg var over det værsteogså denne Gang,jeg havde Mad hver Dag,mit Mod steg,og jeg stak det ene Jærnefter det andet i Ilden.Jeg havde tre eller fire Afhandlingerunder Arbejde,der plyndred min fattige Hjærnefor hver Gnist,hver Tanke,som opstod i den,og jeg syntes,at det gik bedre end før.Den sidste Artikel,som jeg havde havt så meget Rænd forog sat så meget Håb til,var allerede bleven mig tilbageféveretaf Redaktøren,og jeg havde tilintetgjort den straks,vred,fornærmet,uden at læse den igennem påny.For Eftertiden vilde jeg forsøgemed et andet Blad,forat åbne mig flere Udveje.I værste Fald,hvis heller ikke det hjalp,havde jeg Skibene at tage til;»Nonnen« lå sejlklarnede ved Bryggen,og jeg kunde måske få arbejde mig overpå den til Archangel,eller hvor det nu var,den skulde hen.Så der mangled mig ikke Udsigterpå mange Kanter.
Den sidste Krise havde faretnoget ilde med mig;jeg begyndte at miste Hår i stor Mængde,Hovedpinen var også meget plagsom,især om Morgenen,og Nervøsiteten vilde ikke give sig.Jeg sad om Dagen og skrevmed Hænderne bundet ind i Kluder,blot fordi jeg ikke tåltemit eget Åndedrag imod dem.Når Jens Olaj slog Stalddøren hårdt inedenunder mig,eller en Hund kom ind i Baggårdenog begyndte at gø,gik det mig gennem Marv og Bensom kolde Stik,der traf mig allevegne.Jeg var temmelig forkommen.
Dag efter Dag stræved jeg med mit Arbejde,undte mig knapt Tidtil at sluge min Mad,førend jeg atter satte mig til at skrive.I den Tid var både Sengenog mit lille vaklende Skrivebordoversvømmet med Notiserog beskrevne Blade,som jeg vekselvis arbejded på,føjed til nye Ting,som kunde falde mig ind i Løbet af Dagen,strøg over,frisked op de døde Punktermed et farvefuldt Ord hist og her,sled mig fremad Sætning for Sætningmed den værste Møje.En Eftermiddag var endeligden ene af mine Artikler færdig,og jeg stak den lykkelig og glad i Lommenog begav mig op til »Kommandøren«.Det var på høj Tid,at jeg gjorde Anstalter til lidt Penge igen,jeg havde ikke mange Øre tilbage.
»Kommandøren« bad mig om at sidde et Øjeblik,så skulde han straks . . . .og han skrev videre.
Jeg så mig om i det lille Kontor:Buster,Litografier,Udklip,en umådelig Papirkurv,der så ud til at kunne sluge en Mandmed Hud og Hår.Jeg følte mig trist tilmodeved Synet af dette uhyre Gab,denne Dragekæft,der altid stod åben,altid var færdig til at modtagenye kasserede Arbejder—nye knuste Håb.
»Hvad Dato har vi?«siger pludselig »Kommandøren«borte ved Bordet.
»28de,«svarer jeg,glad over at kunne være ham til Tjeneste.
»28de.«Og han skriver fremdeles.Endelig konvolutterer han et Par Breve,sender nogle Papirer hen i Kurvenog lægger Pennen ned.Så svinger han sig omkring på Stolenog ser på mig.Da han mærker,at jeg endnu står ved Døren,gør han et halvt alvorligt,halvt spøgefuldt Vink med Håndenog peger på en Stol.
Jeg vender mig bort,forat han ikke skal se,at jeg ingen Vest har på,når jeg åbner Frakkenog tager Manuskriptet op af Lommen.
»Det er bare en liden Karakteristikaf Correggio,«siger jeg,»men den er vel ikke skrevet slig,desværre,at . . . .«
Han tager Papirerne ud af min Håndog begynder at blade i dem.Han vender sit Ansigt mod mig.
Således så han da udpå nært Holddenne Mand,hvis Navn jeg hørteallerede i min tidligste Ungdom,og hvis Blad havde havtden største Indflydelse på migop gennem Årene.Hans Hår er krølletog de smukke brune Øjneen Smule urolige;han har for Vaneat støde lidt i Næsen nu og da.En skotsk Præst kunde ikke se mildere udend denne farlige Skribent,hvis Ord altid havde slået blodige Striber,hvor de faldt ned.En ejendommelig Følelseaf Frygt og Beundringbetager mig overfor dette Menneske,jeg er lige ved at få Tårer i Øjnene,og jeg rykker uvilkårlig et Skridt frem,forat sige ham,hvor inderlig jeg holdt af hamfor alt,han havde lært mig,og bede ham om ikke at gøre mig Fortræd;jeg var blot en fattig Stymper,som havde det slemt nok alligevel . . . .
Han så opog lagde mit Manuskript langsomt sammen,mens han sad og tænkte efter.Forat lette ham i at give miget afslående Svar,rækker jeg Hånden lidt fremog siger:
»Å, nej,det er naturligvis ikke brugbart?«Og jeg smiler,forat give Indtryk af at tage det let.
»Det må være så populært alt,som vi kan bruge,«svarer han;»De ved,hvad Slags Publikum vi har.Men kan De ikke tageog gøre det lidt enklere?Eller finde på noget andet,som Folk forstår bedre?«
Hans Hensynsfuldhed forundrer mig.Jeg forstår,at min Artikel er kasseret,og dog kunde jeg ikke fåetet vakkrere Afslag.For ikke at optage ham længer,svarer jeg:
»Jo, da,det kan jeg nok.«
Jeg går til Døren.Hm.Han måtte undskylde,at jeg havde heftet ham bort med dette . . . .Jeg bukker og tager i Dørvrideren.
»Hvis De trænger det,«siger han,»så kan De heller få lidt i Forskud.De kan jo skrive for det.«
Nu havde han jo set,at jeg ikke dued til at skrive,hans Tilbud ydmyged mig derfor lidt,og jeg svared:
»Nej, Tak,jeg klarer mig endda en Stund.Takker ellers så meget.Farvel!«
»Farvel!«svarer »Kommandøren«og vender sig i det sammeind til sit Skrivebord.
Han havde nu alligevel behandlet migufortjent velvilligt,og jeg var ham taknemmelig herfor;jeg skulde også vide at påskønne det.Jeg foresatte mig ikke at gå til ham igen,førend jeg kunde tage med et Arbejde,som jeg var helt tilfreds med,som kunde forbause »Kommandøren« en Smuleog få ham til at anvise mig ti Kroneruden et Øjebliks Betænkning.Og jeg gik hjem igenog tog fat på min Skrivning påny.
I de følgende Aftener,når Klokken blev omkring otteog Gassen allerede var tændt,hændte der mig regelmæssig følgende:
Idet jeg kommer ud af mit Portrum,for efter Dagens Møje og Besværlighederat begive mig ud på en Spadserturomkring i Gaderne,står der en sortklædt Dameved Gaslygten lige udenfor Portenog vender Ansigtet mod mig,følger mig med Øjnene,når jeg passerer hende.Jeg lægger Mærke til,at hun stadig har den samme Dragt på,det samme tætte Slør,der skjuler hendes Ansigtog falder nedad hendes Bryst,og i Hånden en liden Paraplymed Elfenbens Ring i Håndtaget.
Det var allerede tredje Aften,jeg havde set hende der,al tid på selvsamme Sted;såsnart jeg var kommet hende forbi,vender hun sig langsomt omog går nedad Gaden,bort fra mig.
Min nervøse Hjærne skød Følehorn ud,og jeg fik straks den urimelige Anelse,at det var mig,hendes Besøg galdt.Jeg var tilsidst næsten i Begreb medat tiltale hende,spørge hende,om hun søgte efter nogen,om hun trængte min Hjælp til noget,om jeg måtte følge hende hjem,så dårligt antrukken som jeg desværre var,beskytte hende i de mørke Gader;men jeg havde en ubestemt Frygt for,at det kanske vilde komme til at koste noget,et Glas Vin,en Køretur,og jeg havde slet ingen Penge mer;mine trøstesløst tomme Lommervirked altfor nedslående på mig,og jeg havde ikke engang Modtil at se lidt skarpt på hende,når jeg gik hende forbi.Sulten var igen begyndt at hussere med mig,jeg havde ikke havt Mad,siden igåraftes;det var ikke nogen lang Tid,jeg havde ofte kunnet holde ud i flere Dage;men jeg var begyndt at tage betænkeligt af,jeg kunde slet ikke sulte så godt som før,en eneste Dag kunde nu næsten gøre mig fortumlet,og jeg led af idelige Opkastelser,såsnart jeg drak Vand.Dertil kom,at jeg lå og frøs om Nætterne,lå i fulde Klæder,som jeg stod og gik om Dagen,og blåfrøs,ised ned hver Aftenunder Kuldegysningerog stivned til under Søvnen.Det gamle Tæppekunde ikke holde Trækvinden ude,og jeg vågned om Morgenen af,at jeg var bleven tæt i Næsenaf den ramme Rimluft,der trængte ind til mig udenfra.
Jeg går henad Gaderneog tænker på,hvorledes jeg skulde bære mig admed at holde mig oppe,til jeg fik min næste Artikel færdig.Havde jeg blot et Lys,vilde jeg forsøge at kile på udover Natten;det vilde tage et Par Timer,hvis jeg først kom rigtig i Ånde;imorgen kunde jeg så atter henvende migtil »Kommandøren«.
Jeg går uden videre ind i Oplandskeog søger efter min unge Bekendt fra Banken,forat skaffe mig ti Øre til et Lys.Man lod mig uhindret passere alle Værelser;jeg gik forbi et Dusin Borde,hvor passiarende Gæster sad og spiste og drak,jeg trængte lige ind i Bunden af Kaféen,ind i Röda Rummet,uden at finde min Mand.Flau og vred drog jeg mig igen ud på Gadenog gav mig til at gåi Retning af Slottet.
Var det nu ikke også som hede,levende,evige Fan,at det aldrig vilde tage nogen Endemed mine Genvordigheder!Med lange,rasende Skridt,med Frakkekraven brutalt brættet op i Nakkenog med Hænderne knyttet i Bukselommerne,gik jeg og skældte udmin ulykkelige Stjærne hele Vejen.Ikke en rigtig sorgfri Stundpå syv,otte Måneder,ikke Mad til Nødtørften kort Uge tilende,førend Nøden påny brød mig i Knæ.Her havde jeg ovenikøbet gåetog været ærlig midt i Elendigheden,he-he,ærlig i Bund og Grund!Gud bevare mig,hvor jeg havde været naragtig!Og jeg begyndte at fortælle mig selv om,hvorledes jeg endog havde gåetog havt ond Samvittighed,fordi jeg engang havde bragtHans Paulis Tæppe til Pantelåneren.Jeg lo hånligt ad min ømme Retskaffenhed,spytted foragteligt i Gadenog fandt slet ikke Ord stærke noktil at gøre Nar ad migfor min Dumhed.Det skulde bare været nu!Fandt jeg i denne Stunden Skolepiges Spareskillinger på Gaden,en fattig Enkes eneste Øre,jeg skulde plukke den opog stikke den i Lommen,stjæle den med velberåd Huog sove roligt som en Stenhele Natten bagefter.Jeg havde dog ikke for intetlidt så usigelig meget,min Tålmodighed var forbi,jeg var beredt til hvad det skulde være.
Jeg gik rundt Slottettre,fire Gange,tog derpå den Bestemmelse at vende hjem,gjorde endnu en liden Afstikker ind i Parkenog gik endelig tilbage nedad Karl Johan.
Klokken var omkring elleve.Gaden var temmelig mørk,og der vandred Mennesker omkring overalt,stille Par og larmende Klynger om hinanden.Den store Stund var indtrådt,Parringstiden,når den hemmelige Færdsel foregårog de glade Æventyr begynder.Raslende Pigeskørter,en og anden kort,sandselig Latter,bølgende Bryster,heftige,pæsende Åndedrag;langt nede ved Grand en Stemme,som råber:»Emma!«Hele Gaden var en Sump,hvorfra hede Dunster steg op.
Jeg forfarer uvilkårlig mine Lommerefter to Kroner.Den Lidenskab,der dirrer i hver af de forbigåendes Bevægelser,selve Gaslygternes dunkle Lys,den stille,svangre Nat,altsammen har begyndt at angribe mig,denne Luft,der er fyldt af Hvisken,Omfavnelser,skælvende Tilståelser,halvt udtalte Ord,små Hvin;endel Katte elsker med høje Skriginde i Blomqvists Port.Og jeg havde ikke to Kroner.Det var en Jammer,en Elendighed uden Ligeat være så udarmet!Hvilken Ydmygelse,hvilken Vanære!Og jeg kom atter til at tænke påen fattig Enkes sidste Skærv,som jeg vilde have stjålet,en Skoleguts Kasket eller Lommetørklæde,en Betlers Madpose,som jeg uden Omstændighed vilde have bragttil Kludehandleren og sviret op.Forat trøste mig selvog holde mig skadesløsbegyndte jeg at finde opalle mulige Fejlved disse glade Mennesker,som gled mig forbi;jeg trak vredt på Skuldreneog så ringeagtende på dem,efterhvert som de passered,Par for Par.Disse nøjsomme,sukkertøjspisende Studenter,som mente at skeje europæisk ud,når de fik klappe en Sypige på Maven!Disse Ungherrer,Bankmænd,Grosserere,Boulevardløver,som ikke engang slog Vrag på Sjømandskoner,tykke Kutorvets Marihøner,der kunde falde nedi det første det bedste Portrumfor en Sejdel Øl!Hvilke Sirener!Pladsen ved deres Side var endnu varmefter en Brandkonstabel eller en Staldkarlfra sidste Nat;Tronen var altid lige ledig,lige vidåben,værsågod,stig op! . . . .Jeg spytted langt hen ad Fortouget,uden at bekymre mig om,at det kunde træffe nogen,var vred,opfyldt af Foragt for disse Mennesker,der gned sig opad hinandenog parred sig sammen midt for mine Øjne.Jeg løfted mit Hovedog følte med mig selvVelsignelsen af at kunne bevare min Sti ren.
Ved Stortingsplads mødte jeg en Pige,som stirred meget stivt på mig,idet jeg kom på Siden af hende.
»Godaften!«sagde jeg.
»Godaften!«Hun standsed.
Hm.Om hun var ude og gik så sent?Var det nu ikke lidt resikabeltfor en ung Dame at gå på Karl Johanpå denne Tid af Døgnet?Ikke?Ja,men blev hun da aldrig tiltalt,forulempet,jeg mener rent ud sagtbedt om at gå med hjem?
Hun stirred forundret på mig,undersøgte mit Ansigt,hvad jeg vel kunde mene med dette.Så stak hun pludselig Håndenind under min Armog sagde:
»Så gik vi da!«
Jeg fulgte med.Da vi havde gået nogle Skridtforbi Droscherne,standsed jeg op,gjorde min Arm fri og sagde:
»Hør, min Ven,jeg ejer ikke en Øre.«Og jeg belaved mig på at gå min Vej.
I Førstningen vilde hun ikke tro mig;men da hun havde fået føle efteri alle mine Lommerog intet fandt,blev hun ærgerlig,kasted på Hovedetog kaldte mig en Tørfisk.
»Godnat!«sagde jeg.
»Vent lidtl«råbte hun.»Er det Guldbriller,De har?«
»Nej.«
»Ja,så gå Pokker ivold med Dem!«
Og jeg gik.
Lidt efter kom hun løbende efter migog råbte på mig påny.
»De kan være med mig alligevel,«sagde hun.
Jeg følte mig ydmyget af dette Tilbudfra en stakkels Gadetøs,og jeg sagde Nej.Det var desuden sent på Nat,og jeg skulde et Sted hen;hun havde heller ikke Råd til slige Opofrelser.
»Jo,nu vil jeg have Dem med.«
»Men jeg går ikke med på den Måde.«
»De skal naturligvis til en anden,«sagde hun.
»Nej,«svared jeg.
Men jeg havde Følelsen af,at jeg stod i en ynkelig Stillingoverfor denne aparte Tøs,og jeg beslutted mig til at redde Skinnet.
»Hvad hedder De?«spurgte jeg.»Marie?Nå!Hør nu her,Marie!«Og jeg gav mig til at forklaremin Opførsel.Pigen blev mer og mer forundret efterhvert.Om hun altså havde troet,at også jeg var en af dem,som gik på Gaden om Aftenerneog kapred Småpiger?Om hun virkelig troed noget så slet om mig?Havde jeg måske sagt noget uartigt til hendefra Begyndelsen af?Bar man sig slig ad,som jeg,når man havde noget ondt fore?Kort og godt,jeg havde tiltalt hendeog fulgt hende de Par Skridt,forat se,hvor vidt hun vilde drive det.Forresten var mit Navn det og det.Pastor den og den.Godnat!Gå hen og synd ikke mer!
Dermed gik jeg.
Jeg gned mig henrykt i Hænderneover mit gode Påfundog talte højt med mig selv.Hvor det var en Glæde at gå omkringog gøre gode Gærninger!Jeg havde måske givet denne faldne Skabninget Skub til Oprejsning for hele Livet!Frelst hende engang for allefra Fordærvelsen!Og hun vilde påskønne det,når hun fik summet sig på det,endog huske mig i sin Dødsstundmed Hjærtet fuldt af Tak.Å,det lønte sig at være ærlig alligevel,ærlig og retskaffen!
Mit Humør var aldeles strålende,jeg følte mig frisk og modig noktil hvad det skulde være.Om jeg blot havde havt et Lys,så kunde jeg kanske fået min Artikel færdig!Jeg gik og dingled med min nye Portnøgle i Hånden,nynned,plystredog spekulered på en Udvej til Lys.Der blev ingen anden Råd,jeg fik tage mine Skrivesager ned,ud på Gaden,ind under Gaslygten.Og jeg åbned Portenog gik op efter mine Papirer.
Da jeg kom ned igen,lukked jeg Porten ilås udenifraog stilled mig hen i Lygteskinnet.Det var stille overalt,jeg hørte blot de tunge,klirrende Fodtrin af en Konstabelnede i Tværgaden,og langt borte,i Retning af St.Hanshaugen,en Hund,som gøed.Der var intet,som forstyrred mig,jeg trak Frakkekraven op for Øreneog gav mig til at tænke af alle Kræfter.Det vilde hjælpe mig så storartet,om jeg var så heldig at få istandSlutningen af denne lille Afhandling.Jeg stod just på et lidt vanskeligt Punkt,der skulde komme en ganske umærkelig Overgangtil noget nyt,derpå en dæmpet,glidende Finale,en lang Knurren,der tilsidst skulde ende i en Klimaksså stejl,så oprørende som et Skud,eller som Lyden af et Bjærg,der brast.Punktum.
Men Ordene vilde ikke falde mig ind.Jeg læste hele Stykket igennemfra Begyndelsen af,læste højt hver Sætning,og jeg kunde slet ikke samle mine Tankertil denne spragende Klimaks.Mens jeg stod og arbejded med dette,kom ovenikøbet Konstablen gåendeog stilled sig op midt i Gadenet lidet Stykke borte fra migog spolered hele min Stemning.Hvad kom det nu ham ved,om jeg i dette Øjeblik stodog skrev på en udmærket Klimakstil en Artikel for »Kommandøren«?Herregud,hvor det var plat umuligt for migat holde mig oven Vande,hvad jeg end prøved med!Jeg stod der en Times Tid,Konstablen gik sin Vej,Kulden begyndte at blive for stærktil at stå stille i.Modløs og forsagt over det ny spildte Forsøg,åbned jeg endelig atter Portenog gik op på mit Rum.
Det var koldt deroppe,og jeg kunde knapt se mit Vindui det tykke Mørke.Jeg følte mig frem til Sengen,trak Skoene af og satte migtil at varme mine Føddermellem Hænderne.Så lagde jeg mig ned,således,som jeg havde gjort i lang Tid,rund som jeg gik,i fulde Klæder.
* * *
Morgenen efter rejste jeg mig overende i Sengen,såsnart det blev lyst,og tog fat på min Artikel igen.Jeg sad i denne Stilling til Middags,da jeg havde fået istanden ti,tyve Linjer.Og jeg var endda ikke kommet til Finalen.
Jeg stod op,tog Støvlerne påog gav mig til at drivefrem og tilbage på Gulvet,forat blive varm.Der lå Rim på Vinduerne;jeg så ud,det sneed,nede i Baggården lå et tykt Lag af Sneover Brolægningen og Vandposten.
Jeg pusled omkring i mit Værelse,gjorde viljeløse Ture frem og tilbage,skrabed med Neglene i Væggene,lagde min Pande forsigtigt ind mod Døren,banked med Pegefingeren i Gulvetog lytted opmærksomt,altsammen uden nogen Hensigt,men stille og eftertænksomt,som om det var en Sag af Vigtighed,jeg havde fore.Og imens sagde jeg højtGang på Gang,så jeg hørte det selv:Men du gode Gud,dette er jo Vanvid!Og jeg drev på lige galt.Efter en lang Stunds Forløb,kanske et Par Timer,tog jeg mig stærkt sammen,bed mig i Læbenog strammed mig op det bedste,jeg kunde.Der måtte blive en Ende på dette!Jeg fandt mig en Flis at tygge påog satte mig resolut til at skrive igen.
Et Par korte Sætninger kom istandmed stort Besvær,et Snes fattige Ord,som jeg pinte frem med Vold og Magt,for dog at bevæge mig fremad.Da standsed jeg,mit Hoved var tomt,jeg årked ikke mer.Og da jeg slet ikke kunde komme længer,satte jeg mig til at stirremed vidåbne Øjne på disse sidste Ord,dette ufuldførte Ark,glante på disse underlige,skælvende Bogstaver,der stritted op fra Papiretsom små hårede Dyr,og jeg forstod tilsidst ikke noget af det hele,jeg tænkte på ingen Ting.
Tiden gik.Jeg hørte Færdselen på Gaden,Larmen af Vogne og Hovtramp;Jens Olajs Stemme steg op til mig fra Stalden,når han råbte til Hestene.Jeg var aldeles sløv,jeg sad og smatted lidt med Munden,men foretog mig ellers intet.Mit Bryst var i en sørgelig Forfatning.
Det begyndte at skumre,jeg faldt mer og mer sammen,blev træt og lagde mig tilbage på Sengen.Forat varme mine Hænder lidt,strøg jeg Fingrene gennem mit Hår,frem og tilbage,på kryds og tvers;der fulgte små Dotter med,løsnede Tjavser,som lagde sig mellem Fingreneog flød udover Hovedpuden.Jeg tænkte ikke noget over det just da,det var som det ikke kom mig ved,jeg havde også nok af Hår tilbage.Jeg forsøgte atter at ryste mig opaf denne forunderlige Døs,der gled mig gennem alle Lemmer som en Tåge;jeg rejste mig overende,banked mig med flad Hånd over Knæerne,hosted så hårdt,som mit Bryst tillod,—og jeg faldt tilbage påny.Intet hjalp;jeg døde hjælpeløst henmed åbne Øjne,stirrende ret op i Taget.Tilsidst stak jeg Pegefingeren i Mundenog gav mig til at patte på den.Der begyndte at røre sig noget i min Hjærne,en Tanke,der roded sig frem derinde,et splittergalt Påfund:Hvad om jeg bed til?Og uden et Øjebliks Betænkningkneb jeg Øjnene iog slog Tænderne sammen.
Jeg sprang op.Endelig var jeg bleven vågen.Der pibled lidt Blod ud af Fingeren,og jeg slikked det af efterhvert.Det gjorde ikke meget ondt,Såret var heller ikke stort;men jeg var med en Gang bragt til mig selv;jeg rysted på Hovedetog gik hen til Vinduet,hvor jeg fandt mig en Klud,som jeg vikled om Såret.Mens jeg stod og pusled hermed,blev njine Øjne fulde af Vand,jeg græd sagte for mig selv.Denne magre,itubidte Fingerså så sørgelig ud.Gud i Himlen,hvor langt det nu var kommet med mig!
Mørket blev tættere.Det var kanske ikke umuligt,at jeg kunde skrive min Finaleud over Aftenen,hvis jeg bare havde et Lys.Mit Hoved var atter blevet klart.Tanker kom og gik som sædvanligt,og jeg led ikke synderligt;jeg følte ikke engang Sulten så slemt,som for nogle Timer siden,jeg kunde nok holde ud til næste Dag.Måske kunde jeg få et Lys på Kredit sålænge,når jeg henvendte mig i Husholdningshandelenog forklared min Stilling,Jeg var så godt kendt dernede;i de gode Dage,mens jeg endnu havde Råd til det,havde jeg købt mangt et Brød i den Butik.Der var ingen Tvivl om,at jeg vilde få et Lyspå mit ærlige Navn.Og for første Gang i lang Tidtog jeg mig til at børste mine Klæder en Smule,fjærned endog de løse Hår på min Frakkekrave,såvidt det lod sig gøre i Mørket;så famled jeg mig nedad Trapperne.
Da jeg kom ud på Gaden,faldt det mig ind,at jeg kanske heller burde begære et Brød.Jeg blev tvivlrådig,standsed op og tænkte efter.På ingen Måde!svared jeg endelig mig selv.Jeg var desvære ikke i den Tilstand,at jeg tålte Mad nu;de samme Historier vilde da gentage sigmed Syner og Fornemmelserog vanvittige Indfald,min Artikel vilde aldrig blive færdig,og det galdt at komme til »Kommandøren«,inden han glemte mig igen.På ingen mulig Måde!Og jeg bestemte mig for et Lys.Dermed gik jeg ind i Butiken.
En Kone står ved Diskenog gør Indkøb;der ligger flere små Pakkeri forskellige Sorter Papir ved Siden af hende.Betjenten,der kender migog ved,hvad jeg sædvanligvis køber,forlader Konen og pakker uden videreet Brød ind i en Avisog lægger frem til mig.
»Nej—det var egentlig et Lys iaften,«siger jeg.Jeg siger det meget stille og ydmygt,for ikke at gøre ham ærgerligog forspilde min Udsigt til at få Lyset.
Mit Svar forvilder ham,han løber ganske Suri mine uventede Ord;det var første Gang,jeg havde forlangt noget andet end Brød af ham.
»Ja,så får De vente lidt da«,siger han endeligog giver sig atter i Færd med Konen.
Hun får sine Ting,betaler,leverer en Femkrone,som hun får tilbage på,og går.
Nu er Betjenten og jeg alene.
Han siger:
»Ja,så var det altså et Lys.«Og han river op en Pakke Lysog tager ud et til mig.
Han ser på mig,og jeg ser på ham,jeg kan ikke få min Begæringover Læberne.
»Nå ja,det var sandt,De betalte jo,«siger han pludselig.Han siger simpelthen,at jeg havde betalt;jeg hørte hvert Ord.Og han begynder at tælle Sølvpenge op fra Skuffen,Krone efter Krone,blanke,fede Penge,—han giver atter tilbage på fem Kroner.
»Værsågod!«siger han.
Nu står jeg og ser på disse Pengeet Sekund,jeg fornemmer,at det er galt fat med noget,jeg overvejer ikke,tænker slet ikke på nogen Ting,falder blot i Staverover al denne Rigdom,som ligger og lyser foran mine Øjne.Og jeg samler mekanisk Pengene op.
Jeg står der udenfor Disken,dum af Forundring,slagen,tilintetgjort;jeg gør et Skridt hen mod Dørenog standser igen.Jeg retter mit Blikmod et vist Punkt på Væggen;der hænger en liden Bjældei et Læderhalsbånd,og nedenunder denen Bundt Snøre.Og jeg står og stirrer på disse Sager.
Betjenten,som mener,at jeg vil slå af en Passiar,eftersom jeg giver mig så god Tid,siger,idet han ordner endel Indpakningspapir,som flyder om på Disken:
»Det ser ud til,at vi skal få Vinter nu.«
»Hm.Ja,«svarer jeg,»det ser ud tilat vi skal få Vinter nu.Det ser ud til det.«Og lidt efter lægger jeg til:»Å, ja,det er ikke fortidligt.«
Jeg hørte mig selv tale,men opfatted hvert Ord,jeg sagde,som om de kom fra en anden Person;jeg talte ganske ubevidst,ufrivilligt,uden at føle det selv.
»Ja,synes De egentlig det?«siger Betjenten.
Jeg stak Hånden med Pengene i Lommen,tog i Låsenog gik;jeg hørte,at jeg sagde Godnat,og at Betjenten svared.
Jeg var kommet et Par Skridt bort fra Trappen,da Butiksdøren blev revet opog Betjenten råbte efter mig.Jeg vendte mig om,uden Forundring,uden Spor af Angst;jeg samled blot Pengene sammen i Håndenog beredte mig på at give dem tilbage.
»Værsågod,De har glemt Deres Lys,«siger Betjenten.
»Å,Tak!«svarer jeg roligt.»Tak!Tak!«
Og jeg vandred atter nedad Gaden,bærende Lyset i Hånden.
Min første fornuftige Tankegaldt Pengene.Jeg gik hen til en Lygteog talte dem over påny,vejed dem i Håndenog smilte.Så var jeg alligevel herligt hjulpen,storslagent,vidunderligt hjulpenfor lang,lang Tid!Og jeg stak atter Håndenmed Pengene i Lommenog gik.
Udenfor en Madkælder i Storgadenstandsed jeg og overvejed koldt og roligt,om jeg skulde driste mig til at nydeen liden Lunch allerede straks.Jeg horte Klirren af Talærkener og Knive indenfor,og Lyden af Kød,som bankedes;dette blev mig en altfor stærk Fristelse,jeg trådte ind.
»En Bif!«siger jeg.
»En Bif!«råber Jomfruen ud gennem en Luge.
Jeg slog mig nedved et lidet Bord for mig selvlige indenfor Dørenog gav mig til at vente.Det var lidt mørkt der,hvor jeg sad,jeg følte mig nokså godt skjultog satte mig til at tænke.Nu og da så Jomfruen hen på migmed lidt nysgærrige Øjne.
Min første egentlige Uærlighed var begået,mit første Tyveri,mod hvilket alle mine tidligere Stregervar for intet at regne;mit første store Fald . . . .Godt og vel!Der var intet at gøre ved det.Forresten stod det mig frit for,jeg kunde ordne det med Kræmmeren siden,senerehen,når jeg fik bedre Anledning til det.Det behøved ikke at komme videre med mig;desuden havde jeg ikke påtaget migat leve mere ærligtend alle andre Mennesker,det var ingen Aftale . . . .
»Kommer Bifen snart,tror De?«
»Ja,ganske snart.«Jomfruen åbner Lugenog ser ind i Køkkenet.
Men hvis nu Sagen kom for en Dag?Hvis Betjenten kom til at fatte Mistanke,begyndte at tænke over Hændelsen med Brødet,de fem Kroner,som Konen fik tilbage på?Det var ikke umuligt,at han vilde komme på det en Dag,måske næste Gang,når jeg gik derind.Nå ja,Herregud! . . . .Jeg trak i Smug på Skuldrene.
»Værsågod!«siger Jomfruen venligtog sætter Bifen på Bordet.»Men vil De ikke heller gå indi et andet Rum?Her er så mørkt.«
»Nej,Tak,lad mig bare være her,«svarer jeg.Hendes Venlighed gør mig med en Gang bevæget,jeg betaler Bifen straks,giver hende på Slump,hvad jeg får fat i nede i Lommen,og lukker hendes Hånd til.Hun smiler,og jeg siger for Spøg,med Tårer i Øjnene:»Resten skal De haveat købe Dem en Gård for . . . .Å,velbekomme!« . . . .
Jeg begyndte at spise,blev mer og mer grådig efterhvert,slugte store Stykker,uden at tygge dem,gassed mig dyrisk ved hver Mundfuld.Jeg rev i Kødet som en Menneskeæder.
Jomfruen kom igen hen til mig.
»Vil De ikke have noget at drikke?«siger hun.Og hun luder sig lidt ned mod mig.
Jeg så på hende;hun talte meget lavt,næsten undseligt;hun slog Øjnene ned.
»Jeg mener en halv Øl,eller hvad De vil . . . .af mig . . . .atpå . . . .dersom De vil . . . .«
»Nej,mange Tak!«svared jeg.»Ikke nu.Jeg skal komme igen en anden Gang.«
Hun trak sig tilbageog satte sig indenfor Disken;jeg så blot hendes Hoved.Hvilket underligt Menneske!
Da jeg blev færdig,gik jeg med en Gang til Døren,jeg følte allerede Kvalme.Jomfruen rejste sig.Jeg var bange for at komme hen i Lyset,frygted for at vise mig formeget fremfor den unge Pige,som ikke aned min Elendighed,og jeg sagde derfor hurtigt Godnat,bukkede og gik.
Maden begyndte at virke,jeg led meget af denog fik ikke beholde den længe.Jeg gik og tømte min Mund udi hver mørk Krog,som jeg kom forbi,stred med at dæmpe denne Kvalme,som udhuled mig påny,knytted Hænderne og gjorde mig hårdfør,stamped i Gadenog svælged rasende ned igenhvad der vilde op—forgæves!Jeg sprang tilsidst ind i et Portrum,foroverbøjet,med Hovedet foran,blind af Vand,som sprængtes ud i mine Øjne,og tømte mig igen.
Jeg blev forbittret,gik henad Gaden og græd,bandte de grusomme Magter,hvem de end var,som forfulgte mig så,svor dem ned i Helvedes Fordømmelseog evige Kval for deres Usselhed.Der var liden Ridderlighed hos Skæbnen,virkelig nokså liden Ridderlighed,måtte man sige! . . . .Jeg gik hen til en Mand,som stod og glante indad et Butiksvindu,og spurgte ham i største Hast,hvad man efter hans Mening skulde byde en Mand,som havde sultet i lang Tid.Det galdt Livet,sagde jeg,han tålte ikke Bif.
»Jeg har hørt sige,at Mælk skal være bra,kogt Mælk,«svarer Manden yderst forundret.»Hvem er det forresten.De spørger for?«
»Tak!Tak!«siger jeg.»Det kan hænde,at det er nokså bra det,kogt Mælk . . . .«
Og jeg går.
Ved den første Kafé,jeg traf på,gik jeg ind og bad om kogt Mælk.Jeg fik Mælken,drak den ned så hed,som den var,slugte glubsk hver Dråbe,betalte og gik atter.Jeg tog Vejen hjem.
Nu hændte der noget forunderligt.Udenfor min Port,lænet op til Gaslygtenog midt i Lyset fra denne,står et Menneske,som jeg skimter allerede på lang Afstand,—det er den sortklædte Dame igen.Den samme sortklædte Damefra de tidligere Aftener.Det var ikke til at tage fejl af,hun havde mødt op på selvsamme Stedfor fjerde Gang.Hun står aldeles urørlig.
Jeg finder dette så besynderligt,at jeg uvilkårlig sagtner mine Skridt;i dette Øjeblik er mine Tankeri god Orden,men jeg er meget ophidset,mine Nerver er optirrede af det sidste Måltid.Jeg går som sædvanligt lige forbi hende,kommer næsten til Portenog er i Færd med at træde indenfor.Da standser jeg.Jeg får med ét en Indskydelse.Uden at gøre mig nogen Rede for det,vender jeg mig omog går lige hen til Damen,jeg ser hende ind i Ansigtetog hilser:
»Godaften,Frøken!«
»Godaften!«svarer hun.
Undskyld,søgte hun efter nogen?Jeg havde lagt Mærke til hende før;om jeg kunde være hende behjælpeligpå nogen Måde?Beder så meget om Undskyldning forresten.
Ja,hun vidste ikke rigtig . . . .
Der boed ingen ind ad denne Port,foruden en tre,fire Hester og mig;det var forøvrigt en Staldog et Blikkenslagerværksted . . . .Hun var ganske vist på Vildspor,desværre,når hun ledte efter nogen her.
Da vender hun Ansigtet bortog siger:
»Jeg leder ikke efter nogen,jeg bare står her,det faldt mig ind . . . .«
Hun holdt inde.
Jaså,hun stod der bare,stod der sådan Aften efter Aften,bare af at Indfald.Det var lidt rart;jeg tænkte over detog kom mer og mer i Vildredemed Damen.Så beslutted jeg mig til at være dristig.Jeg ringled en Smule med mine Penge i Lommenog bød hende uden videre medpå et Glas Vin et eller andet Sted . . . .i Betragtning af,at Vinteren var kommet,he-he . . . .Det behøved ikke at tage lang Tid . . . .Men det vilde hun vel ikke?
Å,nej,Tak,det gik vel ikke an.Nej,det kunde hun ikke gøre.Men vilde jeg være så snilat følge hende et Stykke,så . . . .Det var nokså mørkt hjemover,og det genered hende at gå aleneopad Karl Johan,efterat det var bleven så sent.
Vi satte os i Bevægelse;hun gik på min højre Side.En ejendommelig,skøn Følelse greb mig,Bevidstheden om at være i en ung Piges Nærhed.Jeg gik og så på hende hele Vejen.Parfumen i hendes Hår,Varmen,der stod ud fra hendes Legeme,denne Duft af Kvinde,der fulgte hende,det søde Åndedrag hver Gang,hun vendte Ansigtet mod mig,—altsammen strømmed ind på mig,trængte mig uregerligt ind i alle mine Sandser.Jeg kunde såvidt skimteet fyldigt,lidt blegt Ansigt bag Sløretog et højt Bryst,der strutted ud mod Kåben.Tanken på al denne skjulte Herlighed,som jeg aned var tilstedeindenfor Kåben og Sløret,forvirred mig,gjorde mig idiotisk lykkelig,uden nogen rimelig Grund;jeg holdt det ikke længer ud,jeg berørte hende med min Hånd,fingred ved hendes Skulderog smilte fjollet.Jeg hørte mit Hjærte slå.
»Hvor De er rar!«sagde jeg.
Ja,hvordan det,egentlig?
Jo,for det første havde hun ligefrem den Vaneat stå stille udenfor en StaldportAften efter Aften,uden nogensomhelst Hensigt,bare fordi det faldt hende ind . . . .
Nå,hun kunde jo have sine Grunde herfor;hun holdt desuden af at være oppetil langt på Nat,det havde hun altid syntes så godt om.Om jeg brød mig om at lægge mig før tolv?
Jeg?Var det nogen Ting i Verden jeg haded,så var det at lægge migfør Klokken tolv om Natten.
Ja,ser De der!Så tog hun altså denne Tursådan om Aftenerne,når hun ikke havde noget at forsømme med det;hun boed oppe på St.Olafs Plads . . . .
»Ylajali!«råbte jeg.
»Hvadbehager?«
»Jeg sagde bare Ylajali . . . .Godt og vel,fortsæt!«
Hun boed oppe på St.Olafs Plads,nokså ensomt,sammen med sin Mama,som det ikke gik an at tale med,fordi hun var så døv.Var der da noget rart i,at hun gærne vilde være lidt ude?
Nej,slet ikke!svared jeg.
Nå ja,hvad så?Jeg kunde høre på hendes Stemme,at hun smilte.
Havde hun ikke en Søster?
Jo,en ældre Søster—hvordan vidste jeg forresten det?—Men hun var rejst til Hamborg.
Nylig?
Ja,for fem Uger siden.Hvor havde jeg det fra,at hun havde en Søster?
Jeg havde det slet ikke,jeg bare spurgte.
Vi taug.En Mand går forbi osmed et Par Sko under Armen,ellers er Gaden tomså langt,vi kan se.Borte ved Tivoli lyser en lang Rækkeaf kulørte Lamper.Det sneed ikke mer,Himlen var klar.
»Gud,fryser De ikke uden Yderfrakke?«siger pludselig Damenog ser på mig.
Skulde jeg fortælle hende,hvorfor jeg ikke havde Yderfrakke?åbenbare min Stilling straksog skræmme hende bortlige så godt først som sidst?Det var dog dejligt at gå herved hendes Sideog holde hende i Uvidenhedendnu en liden Stund;jeg løj,jeg svared:
»Nej,aldeles ikke.«Og forat komme ind på noget andet,spurgte jeg:»Har De set Menageriet på Tivoli?«
»Nej,«svared hun.»Er det noget at se?«
Hvis hun nu fandt på at ville gå derhen?Ind i alt det Lys,sammen med så mange Mennesker!Hun vilde blive altfor flau,jeg vilde jage hende på Dørmed mine dårlige Klæder,mit magre Ansigt,som jeg ikke engang havde vasket i to Dage;hun vilde kanske endog opdage,at jeg ingen Vest havde . . . .
»Å,nej,«svared jeg derfor,»det er vist ikke noget at se.«Og der faldt mig ind endel lykkelige Ting,som jeg straks gjorde Brug af,et Par tarvelige Ord,Rester inde fra min udsugede Hjærne:Hvad kunde man vel venteaf et sådant lidet Menageri?Overhovedet interessered det ikke migat se Dyr i Bur.Disse Dyr ved,at man står og ser på dem;de føler de hundrede nysgærrige Blikkeog påvirkes af dem.Nej,måtte jeg bede om Dyr,som ikke vidste,at man beskued dem,de sky Væsener,der pusler i sit Hi,ligger med dorske,grønne Øjne,slikker sine Klør og tænker.Hvad?
Ja,det havde jeg vist Ret i.
Det var Dyret i al sin sære Forfærdelighedog sære Vildhed,som der var noget ved.De lydløse,listende Skridt i Nattens Mulm og Mørke,Skogens forvittrede Uhygge,Skrigene fra en forbifarende Fugl,Vinden,Blodlugten,Bulderet oppe i Rummet,kortsagt Vilddyrrigets Åndover Vilddyret . . . .Det ubevidstes Poesi . . . .
Men jeg var bange for,at dette trætted hende,og Følelsen af min store Armodgreb mig pånyog knuged mig sammen.Om jeg nu blot havde væretså nogenlunde godt antrukken,kunde jeg have glædet hendemed den Tur i Tivoli!Jeg begreb ikke dette Menneske,som kunde finde nogen Fornøjelse iat lade sig ledsageopad hele Karl Johanaf en halvt nøgen Stodder.Hvad i Guds Navn tænkte hun på?Og hvorfor gik jeg herog skabte mig tilog smilte idiotisk ad ingen Ting?Havde jeg også nogen rimelig Årsag tilat lade mig plage udaf denne fine Silkefugltil så lang en Tur?Koste det mig kanske ikke Anstrængelse?Følte jeg ikke Dødens Isnenlige ind i mit Hjærte,bare ved det sagteste Vindstød,der blæste mod os?Og støjed ikke allerede Vanviddet i min Hjærne,bare af Mangel på Mad i mange Måneder i Træk?Hun hindred mig endog fra at gå hjemog få mig lidt Mælk på Tungen,en ny Skefuld Mælk,som jeg kanske kunde få beholde.Hvorfor vendte hun mig ikke Ryggenog lod mig gå Pokker ivold? . . . .
Jeg blev fortvivlet;min Håbløshed bragte mig til det yderste,og jeg sagde:
»De burde i Grunden ikke gå sammen med mig.Frøken;jeg prostituerer Dem midt for alle Folks Øjnebare ved min Dragt.Ja,det er virkelig sandt;jeg mener det.«
Hun studser.Hun ser hurtigt op på migog tier.Derpå siger hun:
»Herregud dog!«Mer siger hun ikke.
»Hvad mener De med det.«spurgte jeg.
»Uf,nej,De gør mig skamfuld . . . .Nu har vi ikke så langt igen.«Og hun gik lidt hurtigere til.
Vi drejed op Universitetsgadenog så allerede Lygternepå St.Olafs Plads.Da gik hun langsommere igen.
»Jeg vil ikke være indiskret«siger jeg,»men vil De ikke sige mig deres Navn,før vi skilles?Og vil De ikke bare for et Øjebliktage Sløret bort,så jeg får se Dem?Jeg skulde være så taknemmelig.«
Pause.Jeg gik og vented.
»De har set mig før,«svarer hun.
»Ylajali!«siger jeg igen.
»Hvadbehager?De har forfulgt mig en halv Dag,lige hjem.Var De fuld dengang?«Jeg hørte igen,at hun smilte.
»Ja,«sagde jeg,»ja,desværre,jeg var fuld dengang.«
»Det var stygt af Dem!«
Og jeg indrømmed sønderknust,at det var stygt af mig.
Vi var kommet til Fontænen,vi standser og ser opadde mange oplyste Vinduer i Numer 2.
»Nu må De ikke følge med længer,«siger hun;»Tak for iaften!«
Jeg bøjed Hovedet,jeg turde ikke sige nogen Ting.Jeg tog af min Hatog stod barhovedet.Mon hun vilde række mig Hånden?
»Hvorfor beder De mig ikke omat gå med tilbage et Stykke?«siger hun lavt,og hun ser ned på sin Skosnude.
»Herregud,«svarer jeg ude af mig selv,»Herregud,om De vilde gøre det!«
»Ja,men bare et lidet Stykke.«
Og vi vendte om.
Jeg var yderst forvirret,jeg vidste slet ikke,hvordan jeg skulde gå eller stå;dette Menneske vendte fuldstændig op og nedpå hele min Tankegang.Jeg var henrykt,vidunderlig glad;jeg syntes,jeg gik dejligt tilgrunde af Lykke.Hun havde udtrykkelig villet gå med tilbage,det var ikke mit Påfund,det var hendes eget Ønske.Jeg går og ser på hendeog blir mer og mer modig,hun opmuntrer mig,trækker mig til sig ved hvert Ord.Jeg glemmer for et Øjeblik min Armod,min Ringhed,hele min jammerlige Tilværelse,jeg føler Blodet jage mig varmt gennem Kroppen,som i gamle Dage,før jeg faldt sammen,og jeg beslutted at føle mig fremmed et lidet Kneb.
»Forresten var det ikke Dem,jeg forfulgte dengang,«sagde jeg;»det var Deres Søster.«
»Var det min Søster?«siger hun i højeste Grad forbauset.Hun standser,ser på mig,venter virkelig Svar.Hun spurgte for ramme Alvor.
»Ja,«svared jeg.»Hm.Det vil sige,det var altså den yngste af de to Damer,som gik foran mig.«
»Den yngste,ja?Ja?Åhå!«Hun lo med en Gang,højt,inderligt som et Barn.»Nej,hvor De er slu!Det sagde De bare,forat få mig til at tage Sløret af.Ikke?Ja,jeg forstod det.Men det skal De være blå for . . . .til Straf.«
Vi begyndte at le og spase,vi talte ustandseligt hele Tiden,jeg vidste ikke,hvad jeg sagde,jeg var så glad.Hun fortalte,at hun havde set mig engang før,for længe siden,i Teatret.Jeg havde tre Kammerater med,og jeg havde båret mig ad som en gal;jeg havde bestemt været fuld da også,desværre!
Hvorfor troed hun det?
Jo,jeg havde leet så.
Jaså.Å,ja,jeg lo meget dengang.
Men ikke nu længer?
Å,jo,nu også.Det var herligt at være til!
Vi kom ned mod Karl Johan.Hun sagde:»Nu går vi ikke længer!«Og vi gik atter opad Universitetsgaden.Da vi igen kom op til Fontænen,sagtned jeg lidt mine Skridt,jeg vidste,at jeg ikke fik følge med længer.
»Ja,nu må De altså vende om,«sagde hun og standsed.
»Ja,jeg må vel det,«svared jeg.
Men lidt efter mente hun,at jeg nok kunde være med til Porten.Herregud,der var da ikke noget galt i det.Vel?
»Nej,«sagde jeg.
Men da vi stod ved Porten,trængte al min Elendighed igen ind på mig.Hvor kunde man også holde Modet oppe,når man var så knækket sammen?Her stod jeg foran en ung Dame,smudsig,forreven,vansiret af Sult,uvasket,blot halvt påklædt,—det var til at synke i Jorden af.Jeg gjorde mig liden,dukked mig uvilkårlig ned og sagde:
»Må jeg nu ikke træffe Dem mer?«
Jeg havde intet Håb omat få Lov til at møde hende igen;jeg ønsked næsten et skarpt Nej,som kunde stive mig opog gøre mig ligeglad.
»Jo.«sagde hun lavt,næsten uhørligt.
»Hvornår?«
»Jeg ved ikke.«
Pause.
»Vil De ikke være så snilat tage Sløret afbare et eneste Øjeblik,«sagde jeg,»så jeg får se,hvem jeg har talt med.Bare et Øjeblik.For jeg må da se,hvem jeg har talt med.«
Pause.
»De kan møde mig her udenforTirsdag Aften,«siger hun.»Vil De det?«
»Ja,kære,får jeg Lov til det!«
»Klokken otte.«
»Godt.«
Jeg strøg med min Hånd nedad hendes Kåbe,børsted Sneen af den,blot forat få et Påskudtil at røre ved hende;det var mig en Vellystat være hende så nær.
»Så får De ikke troaltfor galt om mig da,«sagde hun.Hun smilte igen.
»Nej . . . .«
Pludselig gjorde hun en resolut Bevægelseog trak Sløret op i Panden;vi stod og så på hinandenet Sekund.Ylajali!sagde jeg.Hun hæved sig op,slog Armene om min Halsog kyssed mig midt på Munden.En eneste Gang,hurtigt,forvirrende hurtigt,midt på Munden.Jeg følte,hvor hendes Bryst bølged,hun pusted voldsomt.
Og øjeblikkelig rev hun sig ud af mine Hænder,råbte Godnat,stakåndet,hviskende,vendte sig og løb opad Trappen,uden at sige mer . . . .
Portdøren faldt i.
* * *
Det sneed end mer den næste Dag,en tung,regnblandet Sne,store våde Dotter,som faldt ned og blev til Søle.Vejret var råt og isnende.
Jeg var vågnet noget sent,underlig fortumlet i Hovedetaf Aftenens Sindsbevægelser,beruset i Hjærtet af det skønne Møde.I min Henrykkelse havde jeg liggeten Stund vågenog tænkt mig Ylajali ved min Side;jeg bredte Armene ud,omfavned mig selvog kyssed ud i Luften.Så havde jeg endelig stået opog fået mig en ny Kop Mælkog straks derpå en Bif,og jeg var ikke længer sulten;blot mine Nerver var stærkt ophidsede igen.
Jeg begav mig ned til Klædesbasarerne.Det faldt mig ind,at jeg kanske kunde få mig en brugt Vestfor en billig Pris,noget at have på under Frakken,lige meget hvad.Jeg gik opad Trappen til Basarenog fik fat på en Vest,som jeg begyndte at undersøge.Mens jeg pusled med dette,kom en Bekendt forbi;han nikked og råbte op til mig,jeg lod Vesten hængeog gik ned til ham.Han var Teknikerog skulde på Kontoret.
»Følg med og tag et Glas Øl,«sagde han.»Men kom fort,jeg har liden Tid . . . .Hvad var det for det for en Dame,De spadsered med igåraftes?«
»Hør nu her,«sagde jeg,skinsyg på hans blotte Tanke,»om det nu var min Kæreste?«
»Død og Pine!«sagde han.
»Ja,det blev afgjort igår.«
Jeg havde slået ham flad,han troed mig ubetinget.Jeg løj ham fuld,forat blive af med ham igen;vi fik Øllet,drak og gik.
»Godmorgen,da! . . . .Hør,«sagde han pludselig,»jeg skylder Dem altså nogle Kroner,og det er Skam,at jeg ikke har betalt dem tilbagefor længe siden.Men nu skal De få dem med det første.«
»Ja,Tak,«svared jeg.Men jeg vidste,at han aldrig vilde betale mig tilbagede Kroner.
Øllet steg mig desværre straks til Hovedet,jeg blev meget hed.Tanken på Aftenens Æventyr overvælded mig,gjorde mig næsten forstyrret.Hvad om hun nu ikke mødte op Tirsdag!Hvad om hun begyndte at tænke over,fatte Mistanke! . . . .Fatte Mistanke til hvad? . . . .Min Tanke blev med ét spillevendeog begyndte at tumle med Pengene.Jeg blev angst,dødelig forfærdet over mig selv.Tyveriet stormed ind på migmed alle dets Detaljer;jeg så den lille Butik,Disken,min magre Hånd,da jeg greb Pengene,og jeg udmaled mig Politiets Fremgangsmåde,når det kom og skulde tage mig.Jærn om Hænder og Fødder,nej,blot om Hænderne,kanske blot på den ene Hånd;Skranken,Vagthavendes Protokol,Lyden af hans Pen,som skrabed,kanske tog han en ny for Anledningen;hans Blik,hans farlige Blik:Nå,Hr.Tangen?Cellen,det evige Mørke . . . .
Hm.Jeg knytted Hænderne heftigt sammen,forat give mig Mod,gik hurtigere og hurtigereog kom til Stortorvet.Her satte jeg mig.
Ingen Barnestreger!Hvor i alverden kunde man bevise,at jeg havde stjålet?Desuden turde ikke Høkergutten gøre Allarm,selv om han en Dagkom til at huske,hvordan det hele var gået til;han havde nok sin Plads for kær.Ingen Larm,ingen Scener,om jeg måtte bede!
Men disse Penge tynged alligevelsyndigt i min Lommeog gav mig ikke Fred.Jeg satte mig til at prøve mig selvog fandt ud på det klareste,at jeg havde været lykkeligere før,dengang,da jeg gik og led i al Ærlighed.Og Ylajali!Havde jeg ikke også gåetog trukket hende nedmed mine syndige Hænder!Herregud!Herre,min Gud!Ylajali!
Jeg følte mig fuld som en Alke,sprang pludselig opog gik lige hen til Kagekonenved Elefantapoteket.Jeg kunde endnu rejse mig fra Vanæren,det var langtfra forsent,jeg skulde vise hele Verden,at jeg var istand til det!Undervejs fik jeg Pengene i Beredskab,holdt hver Øre i Hånden;jeg bukked mig ned over Konens Bord,som om jeg vilde købe noget,og slog hende uden viderePengene i Hånden.Jeg sagde ikke et Ord,jeg gik straks.
Hvor det smagte vidunderligtat være ærligt Menneske igen!Mine tomme Lommer tynged ikke mer,det var mig en Nydelseat være blank påny.Når jeg rigtig tænkte efter,havde disse Penge i Grunden kostet migmegen hemmelig Kummer,jeg havde virkelig tænkt på dem med GysenGang på Gang;jeg var ingen forstokket Sjæl,min ærlige Natur havde oprørt sigmod den lave Gærning.Gudskelov,jeg havde hævet migi min egen Bevidsthed.Gør mig det efter!sagde jeg og så udover det myldrende Torv.Gør mig det bare efter!Jeg havde glædet en gammel,fattig Kagekone,så det havde Skik;hun vidste hverken ud eller ind.Iaften skulde ikke hendes Børngå sultne tilsengs . . . .Jeg gejled mig op med disse Tankerog syntes,at jeg havde båret mig udmærket ad.Gudskelov,Pengene var nu ude af mine Hænder.
Fuld og nervøs gik jeg henad Gadenog aksled mit Skind.Glæden over at kunne gå Ylajaliren og ærlig imødeog se hende ind i Ansigtet,løb ganske af med mig;jeg havde ingen Smærter mer,mit Hoved var klart og tomt,det var som det skulde væreet Hoved af idel Lys,som stod og skinned på mine Skuldre.Jeg fik Lyst til at gøre Skøjerstreger,begå forbausende Ting,sætte Byen på Ende og støje.Opad hele Grændsen opførte jeg migsom en vanvittig Mand;det sused let for mine Øren,og i min Hjærne var Rusen i fuld Gang.Begejstret af Dumdristighed fik jeg i Sindeat gå hen og opgive min Alderfor et Bybud,som forresten ikke havde talt et Ord,tage ham i Hånden,se ham indtrængende ind i Ansigtetog forlade ham igen,uden nogen Forklaring.Jeg skælned Nuancernei de forbigåendes Stemmer og Latter,iagttog nogle Småfugle,som hopped foran mig i Gaden,gav mig til at studere Brostenenes Udtrykog fandt allehånde Tegn og underlige Figurer i dem.Under dette var jeg kommet nedtil Stortingsplads.
Jeg står pludselig stilleog stirrer ned på Droscherne.Kuskene vandrer samtalende omkring,Hestene står og luder forovermod det stygge Vejr.Kom!sagde jeg og puffed til mig selv med Albuen.Jeg gik hurtigt hen til den første Vognog steg op.Ullevoldsvejen Numer 37!råbte jeg.Og vi rulled afsted.
Undervejs begyndte Kusken at se sig tilbage,lægge sig nedog kige ind i Vognen,hvor jeg sad under Kaleschen.Var han bleven mistænksom?Der var ingen Tvivl om,at min usle Påklædninghavde gjort ham opmærksom.
»Det er en Mand,jeg skal træffe!«råbte jeg til ham,forat komme ham i Forkøbet,og jeg forklared ham indstændigt,at jeg absolut måtte træffe denne Mand.
Vi standser udenfor 37,jeg hopper ud,springer opad Trapperne,helt op til tredje Etage,griber en Klokkestræng og rykker til;Bjælden gjorde seks,syv forfærdelige Slag indenfor.
En Pige kommer og lukker op;jeg lægger Mærke til,at hun har Gulddobber i Øreneog sorte Lastingsknapper i det grå Kjoleliv.Hun ser forfærdet på mig.
Jeg spørger efter Kierulf,Joachim Kierulf,om jeg så måtte sige,en Uldhandler,kortsagt,han var ikke til at tage fejl af . . . .
Pigen ryster på Hovedet.
»Bor ingen Kierulf her,«siger hun.
Hun stirrer på mig,tager i Døren,færdig til at trække sig tilbage.Hun gjorde sig ingen Anstrængelsefor at finde Manden;hun så virkelig ud til at kende den Person,jeg spurgte efter,når hun bare vilde tænke sig om,den lade Skabning.Jeg blev vred,vendte hende Ryggenog løb nedad Trapperne igen.
»Han var ikke der!«råbte jeg til Kusken.
»Var han ikke der?«
»Nej.Kør til Tomtegaden Numer 11.«
Jeg var i det heftigste Sindsoprørog meddelte Kusken noget deraf;han troed ganske vist,at det galdt Livet,og han kørte uden videre afsted.Han slog stærkt på.
»Hvad hedder Manden?«spurgte han og vendte sig på Bukken.
»Kierulf,Uldhandler Kierulf.«
Og Kusken syntes nok også,at den Mand ikke var til at tage fejl af.Om han ikke plejed at gåmed en lys Frakke?
»Hvadfor noget?«råbte jeg,»lys Frakke?Er De gal?Tror De,det er en Tékop,jeg spørger efter?«Denne lyse Frakke kom mig meget ubelejligt,spolered hele Manden for mig,således,som jeg havde tænkt mig ham.
»Hvad var det,De sagde,han hedte?Kierulf?«
»Javist,«svared jeg,»er der noget underligt i det?Navnet skæmmer ingen.«
»Har han ikke rødt Hår?«
Nu kunde det gærne være,at han havde rødt Hår,og da Kusken nævnte den Ting,var jeg med engang sikker på,at han havde Ret.Jeg følte mig taknemmeligmod den stakkels Vognmand og sagde ham,at han havde taget Mandenganske på Spiddet;det forholdt sig virkelig,som han sagde;det vilde være et Særsyn,sagde jeg,at se en sådan Mand uden rødt Hår.
»Det må være ham,som jeg har kørt et Par Gange,«sagde Kusken.»Han havde en Knortekæp?«
Dette gjorde Manden lys levende for mig,og jeg sagde:
»He-he,der har vel endnu ingen set den Manduden med en Knortekæp i HåndenForsåvidt så kan De være tryg,ganske tryg.«
Ja,det var klart,at det var samme Mand,som han havde kørt.Han kendte ham igen . . . .
Og vi kørte på,så det gnistred af Hesteskoene.
Midt i denne ophidsede Tilstandhavde jeg ikke et eneste Øjebliktabt Åndsnærværelsen.Vi kommer forbi en Politibetjent,og jeg lægger Mærke til,at han har Numret 69.Dette Tal træffer mig så grusomt nøje,står med en Gangsom en Splint i min Hjærne.69,nøjagtigt 69,jeg skulde ikke glemme det!
Jeg læned mig tilbage i Vognen,et Bytte for de galeste Indfald,krøb sammen derinde under Kaleschen,så ingen skulde se,at jeg rørte Munden,og gav mig til at passiare idiotisk med mig selv.Vanviddet raser mig gennem Hjærnen,og jeg lader det rase,jeg er fuldt bevidst,at jeg ligger under for Indflydelser,som jeg ikke er Herre over.Jeg begyndte at le,tyst og lidenskabeligt,uden Spor af Grund,endnu lystig og fuld af det Par Glas Øl,jeg havde drukket.Lidt efterhvert tager min Ophidselse af,min Ro vender mer og mer tilbage.Jeg følte Kulde i min såre Finger,og jeg stak den ned mellem Halselinningen,forat varme den lidt.Således kom vi ned til Tomtegaden.Kusken holder an.
Jeg stiger ud af Vognen,uden Hast,tankeløst,slapt,tung i Hovedet,Jeg går indad Porten,kommer ind i en Baggård,som jeg går tvers over,støder mod en Dør,som jeg åbner og går indad,og jeg befinder mig i en Gang,et Slags Forværelse med to Vinduer.Der står to Kufferter,den ene ovenpå den anden,i den ene Krog,og på Langvæggen en gammel,umalet Sofabænk,hvori der ligger et Tæppe.Tilhøjre,i næste Værelse,hører jeg Stemmer og Barneskrig,og ovenover mig,i anden Etage,Lyden af en Jærnplade,som der hamres på.Alt dette mærker jeg,såsnart jeg er kommet ind.
Jeg går roligt tvers over Værelset,hen til den modsatte Dør,uden at skynde mig,uden Tanke på Flugt,åbner også denog kommer ud i Vognmandsgaden.Jeg ser opad Huset,som jeg just har passeret igennem:Beværtning & Logi for Rejsende.
Det falder mig ikke indat søge at komme væk,stjæle mig bort fra Kusken,som venter på mig;jeg går meget sindigt udefter Vognmandsgaden,uden Frygt og uden at være mignoget galt bevidst.Kierulf,denne Uldhandler,som havde spøgt så længe i min Hjærne,dette Menneske,som jeg mente var til,og som jeg nødvendigvis måtte træffe,var bleven borte for min Tanke,visket ud sammen med andre gale Påfund,som kom og gik efter Tur;jeg husked ham ikke meruden som en Anelse,et Minde.
Jeg blev mer og mer ædru,efterhvert som jeg vandred frem,følte mig tung og matog slæbte Benene efter mig.Sneen faldt fremdeles nedi store,våde Filler.Tilsidst kom jeg ud på Grønland,lige ud til Kirken,hvor jeg satte mig til at hvilepå en Bænk.Alle,som gik forbi,betragted mig meget forundret.Jeg faldt i Tanker.
Du gode Gud,hvor det var dårligt fat med mig nu!Jeg var så inderlig ked og trætaf hele mit elendige Liv,at jeg fandt det ikke Møjen værdat kæmpe længer,forat beholde det.Modgangen havde taget Overhånd,den havde været for grov;jeg var så mærkelig ødelagt,ganske som en Skygge af,hvad jeg engang var.Mine Skuldre var sunkne ned,helt til den ene Side,og jeg var kommet i Vane medat lude meget forover,når jeg gik,forat spare mit Bryst det lille,jeg kunde.Jeg havde undersøgt min Kropfor et Par Dage siden,en Middagstid oppe på mit Rum,og jeg havde stået og grædthele Tiden over den.Jeg havde gået i den samme Skjortei mange Uger,den var ganske stiv af gammel Svedog havde gnavet min Navle itu;der kom lidt blodigt Vand ud af Såret,men det smærted ikke meget,kun var det så sørgeligtat have dette Sår midt på Maven.Jeg havde ingen Råd med det,og det vilde ikke gro igen af sig selv;jeg vasked det,tørred det omhyggeligt afog trak den samme Skjorte atter på.Der var intet at gøre ved det . . . .
Jeg sidder der på Bænkenog tænker over alt detteog er temmelig trist.Jeg væmmedes ved mig selv;endog mine Hænder forekommer mig modbydelige.Dette slattede,næsten ublufærdige Udtryk i mine Håndbagepiner mig,volder mig Ubehag;jeg føler mig ved Synet af mine magre Fingreråt påvirket,jeg hader hele mit slunkne Legemeog gyser ved at bære på det,føle det om mig.Herregud,om der bare blev en Ende på det nu!Jeg vilde inderlig gærne dø.
Aldeles overvunden,besudlet og nedværdigeti min egen Bevidsthed,rejste jeg mig mekanisk opog begyndte at gå hjemad.Undervejs kom jeg forbi en Port,hvor der stod følgende at læse:»Ligsvøb hos Jomfru Andersen,tilhøjre i Porten.«—Gamle Minder!sagde jeg,og jeg husked mit forrige Rum på Hammersborg,den lille Gyngestol,Avisbetrækket nede ved Døren,Fyrdirektørens Avertissementog Bager Fabian Olsens nybagte Brød.Å,ja,jeg havde jo havt det meget bedredengang end nu;en Nat havde jeg skrevet en Føljetontil ti Kroner,nu kunde jeg ikke skrive noget mer,jeg kunde aldeles ikke skrive noget mer,mit Hoved blev straks tomt,såsnart jeg forsøgte.Ja,jeg vilde have en Ende på det nu!Og jeg gik og gik.
Efterhvert som jeg kom nærmere og nærmereHusholdningshandelen,havde jeg halvt ubevidst Følelsen af,at jeg nærmed mig en Fare;men jeg holdt fast ved mit Forsæt,jeg vilde udlevere mig.Jeg gik roligt opad Trappen,jeg møder i Døren en liden Pige,som bærer en Kop i Hånden,og jeg slipper hende forbiog lukker Døren.Betjenten og jeg står for anden Gangoverfor hinanden,alene.
»Nå,«siger han,»det er et skrækkeligt Vejr.«
Hvad skulde denne Omvej til?Hvorfor tog han mig ikke med en Gang?Jeg blev rasende og sagde:
»Jeg kommer altså ikke,forat prate om Vejret.«
Denne Heftighed forbløffer ham,hans lille Høkerhjærne slår Klik;det havde slet ikke faldt ham ind,at jeg havde bedraget ham for fem Kroner.
»Ved De da ikke,at jeg har snydt Dem?«siger jeg utålmodig,og jeg puster heftigt,skælver,er færdig til at bruge Magt,hvis han ikke straks kommer til Sagen.
Men den stakkels Mand aner ingen Ting.
Nej,du store Verden,hvilke dumme Mennesker,man var nødt til at leve iblandt!Jeg skælder ham ud,forklarer ham Punkt for Punkt,hvorledes det hele var gået til,viser ham,hvor jeg stod og hvor han stod,da Gærningen skete,hvor Pengene havde ligget,hvorledes jeg havde samlet dem ned i min Håndog lukket Hånden sammen om dem,—og han forstår altsammen,men gør alligevel intet ved mig.Han vender sig hid og did,lytter efter Fodtrinnene i Sideværelset,tysser på mig,forat få mig til at tale lavere,og siger tilslut:
»Det var nokså sjofelt gjort af Dem!«
»Nej,vent lidt!«råbte jeg i min Trang til at modsige ham,ægge ham op;det var ikke så lavt og nedrigt,som han med sit elendige Husholdningshovedforestilled sig.Jeg beholdt naturligvis ikke Pengene,det kunde aldrig falde mig ind;jeg for min Part vilde ikke dragenogen Nytte af dem,det bød min bundærlige Natur imod . . . .
»Hvor gjorde De af dem da?«
Jeg gav dem bort til en gammel,fattig Kone,hver Øre,måtte han vide;den Slags Person var jeg,jeg glemte ikke de fattige så aldeles . . . .
Han står og tænker en liden Stund på dette,blir åbenbart meget tvivlrådig om,hvorvidt jeg er en ærlig Mandeller ikke.Endelig siger han:
»Burde De ikke hellerhave leveret Pengene tilbage?«
»Nej,hør her,«svarer jeg,»jeg vilde ikke bringe Dem i Ulejlighed,jeg vilde spare Dem.Men det er Takken,man har,forat man er ædelmodig.Nu står jeg herog forklarer Dem det hele,og De skammer Dem ikke som en Hund,gør simpelthen ingen Anstalter tilat få Striden udjævnet med mig.Derfor vasker jeg mine Hænder.Forresten giver jeg Dem Fan.Farvel!«
Jeg gik og slog Døren hårdt i efter mig.
Men da jeg kom hjem på mit Værelse,ind i dette bedrøvelige Hul,gennemvåd af den bløde Sne,skælvende i Knæerne af Dagens Vandringer,tabte jeg øjeblikkelig min Kæphøjhedog faldt sammen påny.Jeg angred mit Overfaldpå den arme Butiksmand,græd,greb mig i Struben,forat straffe mig for min usle Streg,og holdt et syndigt Hus.Han havde naturligvis væreti den dødeligste Angst for sin Post,havde ikke vovet at gøre nogen Kvalmfor disse fem Kroner,som Forretningen havde tabt.Og jeg havde benyttet mig af hans Frygt,havde pint ham med min højrøstede Tale,spiddet ham med hvert Ord,som jeg råbte ud.Og Høkerchefen selvhavde måske siddet indenfor i Værelsetved Siden af og følt sigpå et hængende Hår opfordret tilat gå ud til os og se,hvad det var,som foregik.Nej,der var ingen Grændse længer for,hvad jeg kunde gøre af nederdrægtige Ting!
Nå,men hvorfor var jeg ikke bleven sat fast?Så var det kommet til en Afslutning.Jeg havde jo sågodtsomrakt Hænderne frem til Jærnene.Jeg vilde aldeles ikke have gjortnogen Modstand,jeg vilde tvertimod have hjulpet til.Himlens og Jordens Herre,en Dag af mit Livfor et lykkeligt Sekund igen!Mit hele Liv for en Ret Linser!Hør mig bare denne Gang! . . . .
Jeg lagde mig i de våde Klæder;jeg havde en uklar Tanke om,at jeg kanske vilde dø om Natten,og jeg brugte min sidste Krafttil at ordne op en Smule i min Seng,så det kunde se lidt ordentlig udomkring mig om Morgenen.Jeg folded Hænderneog valgte min Stilling.
Så med engang husker jeg Ylajali.At jeg havde glemt hende så ganskehele Aftenen udover!Og Lyset trænger ganske svagtind i mit Sind igen,en liden Stråle Sol,der gør mig så velsignet varm.Og der blir mere Sol,et mildt,fint Silkelys,der strejfer mig så bedøvende dejligt.Og Solen blir stærkere og stærkere,brænder skarpt mod mine Tindinger,koger tung og glødendei min udmagrede Hjærne.Og der flammer tilsidst for mine Øjneet vanvittigt Bål af Stråler,en antændt Himmel og Jord,Mennesker og Dyr af Ild,Bjærge af Ild,Djævle af Ild,en Afgrund,en Ørken,en Alverden i Brand,en rygende yderste Dag.
Og jeg så og hørte intet mer . . . .
* * *
Jeg vågned i Sved den næste Dag,fugtig over hele Legemet,meget fugtig;Feberen havde presset migganske voldsomt.I Førstningen havde jeg ingen klar Bevidsthed om,hvad der var foregået med mig,jeg så mig omkring med Forundring,følte mig totalt forbyttet i mit Væsen,kendte mig slet ikke igen.Jeg følte mig efteropad Armene og nedad Benene,faldt i Forbauselse over,at Vinduet stod på den Vægog ikke på den stik modsatte Væg,og jeg hørte Hestenes Trampen nede i Gården,som om den kom ovenfra.Jeg var også temmelig kvalm.
Mit Hår lå vådt og koldt om min Pande;jeg rejste mig på Albuenog så ned på Hovedpuden:vådt Hår lå også igen på den,i små Dotter.Mine Fødder havde hovnet op inde i Skoenei Løbet af Natten,men de smærted ikke,jeg kunde blot ikke røre Tæerne stort,de var blevne for stive.
Da det led ud på Eftermiddagen,og det allerede var begyndt at skumre lidt,stod jeg op af Sengenog begyndte at pusle omkring i Værelset.Jeg prøved mig frem med små,forsigtige Skridt,passed på at holde Ligevægtenog spared så meget som muligt mine Fødder.Jeg led ikke meget,og jeg græd ikke;jeg var i det hele taget ikke trist,jeg var tvertimod velsignet tilfreds;det faldt mig ikke ind netop da,at nogen Ting kunde være anderledesend den var.
Så gik jeg ud.
Det eneste,som plaged mig en Smule,var trods min Kvalme for Madalligevel Sulten.Jeg begyndte at føle en skammelig Appetit igen,en indre glubende Madlyst,som det stadig blev værre og værre med.Det gnaved ubarmhjærtigt i mit Bryst,bedreves et tyst,underligt Arbejde derinde.Det kunde være et Snes bitte små,fine Dyr,som lagde Hovedet på den ene Sideog gnaved lidt,lagde derpå Hovedet på den anden Sideog gnaved lidt,lå et Øjeblik aldeles stille,begyndte igen,bored sig ind uden Støjog uden Hastog efterlod tomme Strækninger overalt,hvor de for frem . . . .
Jeg var ikke syg,men mat,jeg begyndte at svede.Jeg tænkte mig hen på Stortorvet,forat hvile lidt;men Vejen var lang og besværlig;endelig var jeg dog næsten fremme,jeg stod på Hjørnet af Torvet og Torvegaden.Sveden randt ned i mine Øjne,dugged mine Briller og gjorde mig blind,og jeg var netop standset,forat tørre mig af en Smule.Jeg mærked ikke,hvor jeg stod,jeg tænkte ikke over det;Larmen omkring mig var frygtelig.
Pludselig lyder et Råb,et koldt,skarpt Varsko.Jeg hører dette Råb,hører det meget godt,og jeg rykker nervøst til Siden,gor et Skridt så hurtigt,mine dårlige Ben kan bevæge sig.Et Uhyre af en Brødvognstryger mig forbiog strejfer min Frakke med Hjulet;havde jeg været lidt hurtigere,vilde jeg gået aldeles fri.Jeg kunde kanske været lidt hurtigere,ganske lidt hurtigere,hvis jeg havde anstrængt mig;der var ingen Råd med det,det gjorde ondt i min ene Fod,et Par Tæer blev maset;jeg følte,at de ligesom krølled sig sammen inde i Skoen.
Brødkøreren holder Hestene anaf alle Kræfter;han vender sig om på Vognenog spørger forfærdet,hvordan det gik.Jo,det kunde gået langt værre . . . .det var vel kanske ikke så farligt . . . .jeg troed ikke,at der var nogen Ting knust . . . .Å,jeg be’r . . . .
Jeg drev hen til en Bænkdet forteste,jeg kunde;disse mange Mennesker,som standsed op og gloed på mig,havde gjort mig flau.Egentlig var det ikke noget Dødsstød,det var gået forholdsvis heldigt,når Ulykken endelig skulde være ude.Det værste var,at min Sko var trykket istykker,Sålen revet løs på Snuden.Jeg holdt Poden opog så Blod inde i Gabet.Nå,det var ikke med Vilje gjortpå nogen af Siderne,det var ikke Mandens Hensigtat gøre det værre for mig end det var;han så meget bedrøvet ud.Kanske hvis jeg havde bedt hamom et lidet Brød fra Vognen,så havde jeg fået det.Han havde vist givet mig det med Glæde.Gud glæde ham til Gengæld der,han er! . . . .
Jeg sulted hårdt,og jeg vidste ikke,hvor jeg skulde gøre af migfor min ublu Appetit.Jeg vred mig hid og did på Bænkenog lagde Brystet helt ned på mine Knæ;jeg var næsten forstyrret.Da det blev mørkt,rusled jeg bort til Rådstuen—Gud ved,hvordan jeg kom did—og satte mig på Kanten af Ballustraden.Jeg rev den ene Lomme ud af min Frakkeog gav mig til at tygge på den,forresten uden nogen Hensigt,med mørke Miner,med Øjnene stirrende ret frem,uden at se.Jeg hørte endel Småbørn,som legte omkring mig,og fornam instinktsmæssig,når en eller anden spadserendegik mig forbi;ellers iagttog jeg intet.
Så med én Gang falder det mig indat gå ned i en af Basarerne nedenunder migog få et Stykke råt Kød.Jeg rejser mig og går tvers over Ballustraden,hen til den anden Ende af Basartaget,og stiger ned.Da jeg var kommet næsten helt nedtil Kødboden,råbte jeg opad Trappeåbningenog hytted tilbage,som om jeg talte til en Hund deroppe,og henvendte mig frækttil den første Slagter,jeg traf.
»Å,vær så snil at give miget Ben til Hunden min!«sagde jeg.»Bare et Ben;der behøver ikke at være noget på det;den skal bare have noget at bære i Munden.«
Jeg fik et Ben,et prægtigt lidet Ben,hvor der endnu var lidt Kød tilbage,og stak det ind under Frakken.Jeg takked Manden så inderligt,at han så forbauset på mig.
»Ingenting at takke for,«sagde han.
»Jo,sig ikke det,«mumled jeg,»det er snilt gjort af Dem.«
Og jeg gik op.Hjærtet slog stærkt i mig.
Jeg sneg mig ind i Smedgangen,så dybt ind,som jeg kunde komme,og standsed udenfor en forfalden Porttil en Baggård.Der var ikke et Lys at se på nogen Kant,det var velsignet mørkt omkring mig;jeg gav mig til at gnave i mig af Benet.
Det smagte ingenting;en ram Lugt af Blodstod op fra Benet,og jeg måtte ganske straksbegynde at kaste op.Jeg forsøgte igen;hvis jeg bare fik beholde det,vilde det nok gøre sin Virkning;det galdt at få det til at bero dernede.Men jeg kasted atter op.Jeg blev vred,bed heftigt i Kødet,sled af en liten Smuleog svælged det ned med Vold.Og det nytted alligevel ikke;såsnart de små Kødsmuler var blevne varme i Maven,kom de desværre atter op.Jeg knytted vanvittigt Hænderne,stak i at græde af Hjælpeløshedog gnaved som en besat;jeg græd,så Benet blev vådt og skiddent af Tårer,kasted op,banded og gnaved igen,græd som Hjærtet skulde bristeog kasted atter op.Og jeg svor med høj Røstalle Verdens Magter ned i Pinen.
Stille.Ikke et Menneske omkring,intet Lys,ingen Støj.Jeg er i det voldsommeste Sindsoprør,jeg puster tungt og højlydtog græder tænderskærende for hver Gang,jeg må levere disse Kødsmuler,som kanske kunde mætte mig lidt.Da det slet ikke hjælper noget,hvormeget jeg end forsøger,slynger jeg Benet mod Porten,fuld af det afmægtigste Had,henrykt af Raseri,råber og truer voldsomt op mod Himlen,skriger Guds Navn hæst og indædtog krummer mine Fingre som Klør . . . .Jeg siger dig,du Himlens hellige Ba’al,du er ikke til,men hvis du var til,så skulde jeg bande dig slig,at din Himmel skulde dirre af Helvedes Ild.Jeg siger dig,jeg har budt dig min Tjeneste,og du har afvist den,jeg siger dig,du har stødt mig bort,og jeg vender dig for evigt Ryggen,fordi du ikke kendte din Besøgelsestid.Jeg siger dig,jeg ved,at jeg skal dø,og jeg håner dig dog,du Himlens Gud og Apis,med Døden lige for Tænderne.Jeg siger dig,jeg vil heller være Lakej i Helvedeend Fri i dine Boliger;jeg siger dig,jeg er fuld af livsalig Foragtfor din himmelske Usselhed,og jeg vælger mig Afgrunden til evigt Tilhold,hvor Djævelen,Judas og Farao er stødt ned.Jeg siger dig,din Himmel er fuld af alle Jorderigetsmest råhovedede Idioterog fattige i Ånden,jeg siger dig,du har fyldt din Himmelmed de fede,salige Horer hernedefra,som ynkeligen har bøjet Knæ for digi sin Dødsstund.Jeg siger dig,du har brugt Magt mod mig,og du ved ikke,du alvidende Nul,at jeg aldrig bøjer mig i Modgang.Jeg siger dig,hele mit Liv,hver Celle i min Krop,hver Evne i min Sjælgisper efter at håne dig,du nådefulde Afskum i det høje.Jeg siger dig,jeg vilde,om jeg kunde,råbe dette højlydt ind i din Himmelog hen over den hele Jord,jeg vilde,om jeg kunde,ånde det ind i hver ufødt Menneskesjæl,som engang kommer på Jorden,hver Blomst,hvert Blad,hver Dråbe i Havet.Jeg siger dig,jeg vil spotte dig ud på Dommens Dagog bande dig Tændeme ud af min Mundfor din Guddoms endeløse Ynkelighed.Jeg siger dig,jeg vil fra denne Stund forsagealle dine Gærninger og alt dit Væsen,jeg vil forbande min Tanke,om den tænker på dig igen,og rive mine Læber af,om de atter nævner dit Navn.Jeg siger dig,hvis du er til,det sidste Ord i Livet og i Døden,jeg siger dig Farvel for evigt og altid,jeg siger dig Farvel med Hjærte og Nyrer,jeg siger dig det sidste uigenkaldelige Farvel,og jeg tierog vender dig Ryggenog går min Vej . . . .
Stille,
Jeg dirrer af Ophidselse og Forkommenhed,står der på samme Sted,endnu hviskende Eder og Skældsord frem,hikkende efter den heftige Gråd,knækket og slapefter det vanvittige Vredesudbrud.Jeg står der måske en Timeog hikker og hviskerog holder mig fast til Porten.Så hører jeg Røster,en Samtale mellem to Mænd,som kommer gående indad Smedgangen.Jeg slænger bort fra Porten,drager mig frem efter Husvæggeneog kommer atter ud på de lyse Gader.Idet jeg tusler nedad Youngsbakken,begynder min Hjærne pludselig at virkei en højst mærkelig Retning.Det falder mig ind,at de elendige Rønnernede i Kanten af Torvet,Materialboderne og de gamle Bulermed brugte Klæder,dog var en Skændsel for Stedet.De ødelagde hele Torvets Udseendeog pletted Byen,fy,ned med Skramlet!Og jeg gik og slog over i Tankerne,hvad det vel vilde komme til at kosteat flytte Den geografiske Opmåling derned,denne smukke Bygning,som altid havde tiltalt mig så megethver Gang,jeg havde passeret den.Det vilde kanske ikke lade sig gøreat foretage en Flytning af den Artunder sytti a to og sytti tusind Kroner,—en pen Sum,måtte man sige,en nokså net Lommeskilling,he-he,at begynde med,hvad?Og jeg nikked med mit tomme Hovedog indrømmed,at det var en nokså pen Lommeskillingat begynde med.Jeg rysted fremdelesover hele Legemetog hikked nu og daendnu dybt efter Gråden.
Jeg havde Følelsen af,at der ikke var meget Liv igen i mig,at jeg i Grunden sang på det sidste Vers.Det var mig også temmelig ligegyldigt,det beskæftiged mig ikke det mindste;jeg søgte tvertimod nedad Byen,ned til Bryggerne,længer og længer bort fra mit Værelse.Jeg kunde for den Skyldgærne have lagt mig plat ned i Gaden,forat dø.Lidelserne gjorde mig mer og mer ufølsom;det banked stærkt i min såre Fod,jeg havde endog Indtryk af,at Smærten forplanted sig opad hele Læggen,og ikke engang det gjorde synderlig ondt.Jeg havde udstået værre Fornemmelser.
Så kom jeg ned på Jærnbanebryggen.Der var ingen Trafik,ingen Støj,kun hist og her et Menneske at se,en Sjouer eller Sjømand,som drev om med Hænderne i Lommen.Jeg lagde Mærke til en halt Mand,som skeled stivt hen på mig,idet vi passered hinanden.Jeg standsed ham instinktsmæssig,tog til Hatten og spurgte,om han kendte til om »Nonnen« var rejst.Og bagefter kunde jeg ikke lade væreat knipse en eneste Gang i Fingrenelige for Mandens Næse og sige:Død og Pine,»Nonnen«,ja!»Nonnen«,som jeg helt havde glemt!Tanken på den havde alligevel ulmetubevidst i mit Indre,jeg havde båret på den,uden at vide af det selv.
Ja,Kors,»Nonnen« var nok sejlet.
Han kunde ikke sige mig,hvor den var sejlet hen?
Manden tænker sig om,står på det lange Benog holder det korte ivejret;det korte dingler lidt.
»Nej,«siger han.»Ved De,hvad den lå her og lasted?«
»Nej,«svarer jeg.
Men nu havde jeg allerede glemt »Nonnen«,og jeg spurgte Manden,hvor langt det vel kunde være til Holmestrand,regnet i gode,gamle geografiske Mile.
»Å,hør,med det samme jeg husker det,«afbrød jeg ham igen,»De skulde vel ikke ville være så snilat give mig en liden Bid Tobak,bare en bitte liden Smule!«
Jeg fik Tobakken,takked Manden meget varmt og gik bort.Jeg gjorde intet Brug af Tobakken,jeg stak den i Lommen straks.Manden holdt fremdeles Øje med mig,jeg havde kanske vakt hans Mistankepå en eller anden Måde;hvor jeg stod og gikhavde jeg dette mistænksomme Blik efter mig,og jeg syntes ikke omat blive forfulgt af dette Menneske.Jeg vender omog drager mig atter hen til ham,ser på ham og siger:
»Nådler.«
Bare dette Ord:Nådler.Ikke mer.Jeg ser meget stivt på ham,idet jeg siger det,jeg følte,at jeg stirred frygteligt på ham;det var,som om jeg så på ham med hele Kroppen,istedetfor bare med Øjnene.Og jeg står en liden Stund,efterat jeg har sagt dette Ord.Så tusler jeg op til Jærnbanetorvet igen.Manden gav ikke en Lyd fra sig,han bare holdt Øje med mig.
Nådler?Jeg stod med en Gang stille.Ja,var det ikke det,jeg havde Fornemmelsen af allerede straks:jeg havde truffet Krøblingen før.Oppe i Grændsen,en lys Morgen;jeg havde pantsat min Vest.Det forekom mig som en Evighedsiden den Dag.
Mens jeg står og tænker på dette —jeg står og støtter mig til en Husvægpå Hjørnet af Torvet og Havnegaden —farer jeg pludselig sammenog søger at kravle mig væk.Da dette ikke lykkes mig,stirrer jeg forhærdet ret fremog bider Hovedet af al Skam,der var ingen Råd med det, —jeg står Ansigt til Ansigt med »Kommandøren«.
Jeg blir skødesløst fræk,jeg tager endog et Skridt frem fra Husvæggen,forat gøre ham opmærksom på mig.Og jeg gør det ikke forat vække Medlidenhed,men forat håne mig selv,stille mig i Gabestokken;jeg kunde væltet mig ned i Gadenog bedt »Kommandøren« gå over mig,træde på mit Ansigt.Jeg siger ikke engang Godaften.
»Kommandøren« aned måske,at der var noget galt fat med mig,han sagtned sine Skridt en Smule,og jeg siger,forat standse ham:
»Jeg skulde været hos Dem med noget,men det er ikke blevet noget af endda.«
»Ja?«svarer han spørgende.»De har det ikke færdigt,da?«
»Nej,jeg har ikke fået det færdigt.«
Men nu står mine Øjne pludselig i Vandved »Kommandørens« Venlighed,og jeg harker og hoster forbittret,forat gøre mig stærk.»Kommandøren« støder en Gang i Næsen;han står og ser på mig.
»Har De noget at leve af imens,da?«siger han.
»Nej,«svarer jeg,»jeg har ikke det heller.Jeg har ikke spist endda idag,men . . . . . .
»Gud bevare Dem,det går da ikke an,at De går her og sulter ihjæl,Mand!«siger han.Og han tager med en Gang til Lommen.
Nu vågner Skamfølelsen i mig,jeg raver igen bort til Husvæggenog holder mig fast,jeg står og ser på,at »Kommandøren« roder om i sin Pengepung;men jeg siger intet.Og han rækker mig en Tikrone.Han gør ingen flere Omstændigheder med det,han giver mig simpelthen ti Kroner.Med det samme gentager han,at det ikke gik an,at jeg sulted ihjæl.
Jeg stammed en Indvendingog tog ikke Sedlen straks:Det var skammeligt af mig dette . . . .det var også altfor meget . . . .
»Skynd Dem nu!«siger han og ser på sit Ur.»Jeg har ventet på Toget;men nu kommer det,hører jeg.«
Jeg tog Pengene,jeg var lam af Glædeog sagde ikke et Ord mer,jeg takked ikke engang.
»Det er ikke værdt at genere sig for det,«siger »Kommandøren« tilsidst;»De kan jo skrive for det,ved jeg.«
Så gik han.
Da han var kommet nogle Skridt bort,husked jeg med en Gang på,at jeg ikke havde takket »Kommandøren«for denne Hjælp.Jeg forsøgte at indhente ham,men kunde ikke komme fort nok afsted,mine Ben slog Klik,og jeg vilde idelig falde på Næsen.Han fjærned sig mer og mer.Jeg opgav Forsøget,tænkte at råbe efter ham,men turde ikke,og da jeg endelig alligevel tog Mod til migog råbte,en Gang,to Gange,var han allerede forlangt borte,min Stemme var bleven for svag.
Jeg stod tilbage på Fortougetog så efter ham,jeg græd ganske stille.Jeg har aldrig set på Magen!sagde jeg til mig selv;han gav mig ti Kroner!Jeg gik tilbage og stilled mig der,hvor han havde stået,og eftergjorde alle hans Bevægelser.Og jeg holdt Pengesedlen op til mine våde Øjne,beså den på begge Siderog begyndte at bande —bande i vilden Sky på,at det havde sin Rigtighed med det,jeg holdt i Hånden,det var en Tikrone.
En Stund efter —måske en meget lang Stund;ti det var allerede bleven ganske stille overalt —stod jeg besynderligt nokudenfor Tomtegaden Numer 11.Da jeg havde stået og summet mig et Øjeblikog forundret mig herover,gik jeg indad Porten for anden Gang,lige ind i Beværtning & Logi for Rejsende.Her bad jeg om Huslyog fik straks en Seng.
* * *
Tirsdag.
Solskin og Stille,en vidunderlig lys Dag.Sneen var borte;allevegne Liv og Lyst og glade Ansigter,Smil og Latter.Fra Fontænerne steg Vandstrålerne op i Buer,gyldne af Solen,blålige af den blålige Himmel . . . .Ved Middagstid gik jeg udfra mit Logi i Tomtegaden,hvor jeg fremdeles boed og havde det godt,og begav mig ud i Byen.Jeg var i den gladeste Stemningog drev om den ganske Eftermiddagi de mest befærdede Gader og så på Mennesker.Endnu før Klokken blev syv om Aftenen,gjorde jeg mig en Tur op til St. Olafs Pladsog kiged i Smug op til Vinduerne i Numer 2.Om en Time skulde jeg se hende!Jeg gik i en let,dejlig Angst hele Tiden.Hvad vilde der ske?Hvad skulde jeg finde på at sige,når hun kom nedad Trappen?Godaften, Frøken?Eller bare smile?Jeg beslutted mig tilat lade det bero med at smile.Naturligvis vilde jeg hilse dybt på hende.
Jeg lusked bort,lidt skamfuld over at være så tidligt ude,vandred om i Karl Johan en Stundog holdt Øje med Universitetsuret.Da Klokken blev otte,satte jeg atter opad Universitetsgaden.Under vejs faldt det mig ind,at jeg kanske kunde komme et Par Minutter forsent,og jeg strakte ud alt,jeg årked.Min Fod var meget sår,ellers mangled der mig ingenting.
Jeg tog Post ved Fontænenog pusted ud;jeg stod der rigtig længeog så op til Vinduerne i Numer 2;men hun kom ikke.Nå,jeg skulde nok vente,det havde ingen Hast med mig;hun havde kanske Forhindringer.Og jeg vented igen.Jeg skulde da vel aldrig have drømt det hele?Havt det første Møde med hende i Indbildningenden Nat,jeg lå i Feber?Jeg begyndte rådvild at tænke efterog følte mig aldeles ikke sikker i min Sag.
»Hm!«sagde det bag mig.
Jeg hørte denne Harken,jeg hørte også lette Skridt i Nærheden af mig;men jeg vendte mig ikke om,jeg stirred blot op til den store Trappe foran mig.
»Godaften!«siger det så.
Jeg glemmer at smile,jeg tager ikke engang straks til Hatten,jeg blir så forundret over at se hendekomme denne Vej.
»Har De ventet længe?«siger hun,og hun puster lidt hurtigt efter Gangen.
»Nej,aldeles ikke,jeg kom for en liden Stund siden,«svared jeg.»Og desuden,hvad havde det gjort,om jeg havde ventet længe?Jeg tænkte forresten,at De skulde komme fra en anden Kant?«
»Jeg har fulgt Mama til en Familie,Mama skal være ude iaften.«
»Jaså!«sagde jeg.
Nu var vi uvilkårlig begyndt at gå.En Politibetjent står på Gadehjørnetog ser på os.
»Men hvor går vi egentlig hen?«siger hun og standser.
»Did,hvor De vil,bare did,hvor De vil.«
»Uf,ja,men det er så kedeligtat bestemme det selv.«
Pause.
Så siger jeg,bare for at sige noget:
»Det er mørkt i Deres Vinduer,ser jeg.«
»Ja,da!«svarer hun livligt.»Pigen har også fået fri.Så jeg er ganske alene hjemme.«
Vi står begge to og ser opad Vinduerne i Numer 2,som om ingen af os havde set dem før.
»Kan vi gå op til Dem,da?«siger jeg.»Jeg skal sidde nede ved Døren hele Tiden,dersom De vil . . . .«
Men nu skalv jeg af Bevægelseog angred meget,at jeg havde været for fræk.Hvad om hun blev vredog gik bort fra mig?Hvad om jeg aldrig fik se hende igen?Å,det elendige Antræk,jeg havde på!Jeg vented fortvivlet på Svaret.
»De skal aldeles ikke sidde nede ved Døren,«siger hun.Hun taler ligefrem ømtog siger akkurat disse Ord:De skal aldeles ikke sidde nede ved Døren.
Vi gik op.
Ude på Gangen,hvor det var mørkt,tog hun min Hånd og ledte mig frem.Jeg behøved slet ikke at være så stille,sagde hun,jeg kunde godt tale.Og vi kom ind.Mens hun tændte Lys —det var ikke en Lampe,hun tændte,men et Lys —mens hun tændte dette Lys,sagde hun med en liden Latter:
»Men nu får De ikke se på mig.Uf,jeg er skamfuld!Men jeg skal aldrig gøre det mer.«
»Hvad skal De aldrig gøre mer?«
»Jeg skal aldrig . . . .uf,nej.Gud bevare mig . . . .jeg skal aldrig kysse Dem mer.«
»Skal De ikke det?«sagde jeg,og vi lo begge.Jeg strakte Armene ud efter hende,Og hun gled tilside,smutted væk,over på den anden Side af Bordet.Vi stod og så på hinanden en liden Stund,Lyset stod midt imellem os.
»Forsøg at få fat på mig!«sagde hun.
Og under megen Latterforsøgte jeg at få fat på hende.Mens hun sprang omkring,løste hun Sløret opog tog Hatten af;hendes spillende Øjne hang fremdeles ved migog vogted på mine Bevægelser.Jeg gjorde et Udfald påny,snubled i Tæppet og faldt;min såre Fod vilde ikke længer holde mig oppe.Jeg rejste mig yderlig flau.
»Gud,hvor rød De blev!«sagde hun.»Ja,det var også græsselig kejtet.«
»Ja,det var det!«svared jeg.
Og vi begyndte påny at springe omkring.
»Jeg synes,De halter?«
»Ja,jeg halter kanske lidt,bare lidt forresten.«
»Sidst havde De en sår Finger,nu har De en sår Fod;det er svært,så mange Plager De har.«
»Å,ja.— Jeg blev lidt overkørtfor nogle Dage siden.«
»Overkørt?Fuld da igen?Nej,Gud bevare mig,hvordan De lever,unge Mand!«Hun trued med Pegefingerenog gjorde sig alvorlig.»Så sætter vi os da!«sagde hun.»Nej,ikke der nede ved Døren;De er så altfor tilbageholden;her oppe;De der og jeg her,så ja! . . . .Uf,det er nokså kedeligt med tilbageholdne Mennesker!Så må man sige og gøre alt selv,man får ingen Hjælp til noget.Nu kunde De for Eksempel gærne holdeDeres Hånd på min Stolryg,De kunde gærne fundet på så megetaf Dem selv,kunde De.For om jeg siger noget sligt,så sætter De op et Par Øjne,som om De ikke rigtig tror det,som blir sagt.Ja,det er virkelig sandt,jeg har set det flere Gange,De gør det nu også.Men De skal bare ikke indbilde mig,at De er så beskeden altid,når De blot tør dy Dem.De var nokså fræk den Dag,da De var fuldog gik efter mig lige hjemog plaged mig med Deres Åndrigheder:De mister Deres Bog,Frøken,De mister ganske bestemt Deres Bog,Frøken!Ha-ha-ha!Fy,det var virkelig stygt af Dem!«
Jeg sad fortabt og så på hende.Mit Hjærte slog højt,Blodet spændte mig varmt gennem Årene.Hvilken vidunderlig Nydelse!
»Hvorfor siger De ingenting?«
»Nej,hvor De er sød!«sagde jeg.»Jeg sidder simpelthen herog blir inderlig betaget af Dem,her i denne Stund inderlig betaget . . . .Der er ingen Råd med det . . . .De er det besynderligste Menneske,som . . . .Stundom stråler Deres Øjne så,jeg har aldrig set Magen,de ser ud som Blomster . . . .Hvad?Nej-nej,kanske ikke som Blomster heller,men . . . .Jeg er så aldeles forelsket i Dem,og det er så urimeligt . . . .Herregud,naturligvis,det nytter mig ikke det Spor . . . .Hvad hedder De?Nu må De da virkelig sige mig,hvad De hedder . . . .«
»Nej,hvad hedder De?Gud,nu havde jeg nær glemt det igen!Jeg tænkte på det i hele Går,at jeg skulde spørge Dem.Ja,det vil sige ikke i hele Går,men . . . .«
»Ved De,hvad jeg har kaldt Dem?Jeg har kaldt Dem Ylajali.Hvad synes De om det?En sådan glidende Lyd . . . .«
»Ylajali?«
»Ja.«
»Er det fremmede Sprog?«
»Hm,Nej,det er ikke det heller.«
»Ja,det er ikke stygt . . . .«
Efter lange Forhandlingersagde vi hinanden vore Navne.Hun satte sig lige ved Siden af mig i Sofaenog skøv Stolen bort med Foden,Og vi begyndte at passiare påny.
»De har barberet Dem også iaften,«sagde hun.»De ser i det hele tagetlidt bedre ud end sidst,men bare bitte lidt forresten;indbild Dem nu bare ikke . . . .Nej,sidst var De virkelig sjofel da.De gik ovenikøbet med en fæl Klud om Fingeren.Og i den Tilstand vilde De absolut gå indet Sted og drikke Vin med mig.Nej,Tak!«
»Det var altså for mit misserable Udseendes Skyld,at De ikke vilde gå med alligevel da?«sagde jeg.
»Nej,«svared hun og så ned.»Nej,det skal Gud vide,det ikke var!Jeg tænkte ikke på det engang.«
»Hør,«sagde jeg,»De sidder vist her i den Overtro,at jeg kan klæde migog leve akkurat som jeg ønsker.De?Men det kan jeg nok ikke,jeg er meget,meget fattig.«
Hun så på mig.
»Er De det?«sagde hun.
»Ja,jeg er det,desværre.«
Pause.
»Ja,Herregud,det er jeg også,det,«sagde hun med en frejdig Bevægelsemed Hovedet.
Hvert af hendes Ord berused mig,traf mig i Hjærtet som Vindråber.Hun henrykte mig med den Vane,hun havde at lægge sit Hoved lidt på Sidenog lytte,når jeg sagde noget.Og jeg følte hendes Åndedraglige op i mit Ansigt.
»Ved De,«sagde jeg,»at . . . .Men nu må De ikke blive sint . . . .Da jeg gik tilsengs igåraftes,lagde jeg denne Arm tilrette for Dem . . . .således . . . .som om De lå i den . . . .og så sovned jeg ind . . . .«
»Jaså?Det var vakkert!«Pause.»Men det måtte nu også være på Frastand,De kunde gøre sligt noget;for ellers . . . .«
»Tror De ikke,jeg kunde gøre det ellers?«
»Nej,det tror jeg ikke.«
»Jo,af mig kan De vente alt,«sagde jeg.Og jeg lagde Armen om hendes Liv.
»Kan jeg det?«sagde hun bare.
Det ærgred mig,stødte mig næsten,at hun holdt mig for så altfor skikkelig;jeg brysted mig op,skød Hjærtet op i Livetog tog hendes Hånd.Men hun trak den ganske stilfærdigt tilbageog flytted sig lidt bort fra mig.Dette gjorde det atter af med mit Mod,jeg blev skamfuld og så bort mod Vinduet.Jeg var alligevel så altfor ynkelig der,jeg sad,jeg måtte blot ikke prøve at indbilde mig noget.Det havde været en anden Sag,hvis jeg havde truffet hende dengang,da jeg endnu så ud som et Menneske,i mine Velmagtsdage,da jeg havde lidt at redde mig med.Og jeg følte mig meget nedslagen tilmode.
»Der kan De se!«sagde hun,»nu kan De bare se:Man kan vippe Dem blot med en liden Rynke i Panden,gøre Dem så flad,bare ved at flytte sig lidt bort fra Dem . . . .«Hun lo drillende,skøjeragtigt,med aldeles lukkede Øjne,som om heller ikke hun holdt udat blive set på.
»Nej,men du store min!«bused jeg ud,»nu skal De bare se!«Og jeg slog Armene heftigt om hendes Skuldre.Jeg var næsten krænket.Var Pigen fra Forstanden!Tog hun mig for aldeles uerfaren!He,jeg skulde dog ved den levende . . . .Ingen skulde sige om mig,at jeg stod tilbage i dette Stykke.Det var dog Satan til Menneske!Galdt det bare at gå på,så . . . .
Hun sad ganske rolig,og hun havde Øjnene fremdeles lukket;ingen af os talte.Jeg trykked hende hårdt ind til mig,klemte grådigt hendes Krop ind til mit Bryst,og hun sagde ikke et Ord.Jeg hørte vore Hjærteslag,både hendes og mine,de lød som begravede Hovtramp.
Jeg kyssed hende.
Jeg vidste ikke længere af mig selv,jeg sagde noget Nonsens,som hun lo ad,hvisked Kælenavne ind i hendes Mund,klapped hende på Kindet,kyssed hende mange Gange.Jeg åbned en Knap eller to i hendes Liv,og jeg skimted hendes Bryster indenfor,hvide,runde Bryster,der titted frem som to søde Vidunderebag Linnedet.
»Må jeg få se!«siger jeg,og jeg forsøger at åbne flere Knapper,gøre Hullet større;men min Bevægelse er for stærk,jeg kommer ingen Vej med de nederste Knapper,hvor desuden Livet strammer på.»Må jeg bare få se lidt . . . .lidt . . . .«
Hun slår Armen om min Hals,ganske langsomt,ømt;hendes Ånde puster mig lige i Ansigtetfra de røde,dirrende Næsebor;med den anden Håndbegynder hun selv at åbne Knapperne,en for en.Hun ler forlegent,ler kort og ser flere Gange op på mig,om jeg skal mærke,at hun er bange.Hun løser Båndene op,hægter op Korsettet,er henrykt og ængstelig.Og jeg fingrer med mine grove Hænderved disse Knapper og Bånd . . . .
Forat aflede Opmærksomheden fra,hvad hun gor,stryger hun mig med sin venstre Håndover Skulderen og siger:
»Hvilken Mængde løse Hår der ligger!«
»Ja,«svarer jegog vil trænge indtil hendes Bryst med min Mund.Hun ligger i dette Øjeblik med ganske åbne Klæder.Pludselig er det som om hun besinder sig,som om hun synes at have gået for vidt;hun dækker sig atter tilog rejser sig lidt op.Og forat skjule sin Forlegenhedmed de åbne Klæder,giver hun sig atter til at taleom den Mængde affaldne Hår,der lå på mine Skuldre.
»Hvor kan det være,at Håret falder så af Dem?«
»Ved ikke!«
»Å,De drikker naturligvis formeget,og kanske —Fy,jeg vil ikke sige det!De måtte skamme Dem!Nej,det havde jeg ikke troet om Dem!At De,som er så ung,allerede mister Håret! . . . .Nu skal De værsågod fortælle mig,hvorledes De egentlig lever Deres Liv hen.Jeg er sikker på,det er frygteligt!Men bare Sandhed,forstår De,ikke nogen Udflugter!Jeg skal nok forresten se det på Dem,om de vil skjule noget.Så,fortæl nu!«
»Ja,lad mig få kysse Dem på Brystet først,så.«
»Er De gal?Så,begynd nu!«
»Nej,kære,lad mig nu få Lov til det først!«
»Hm.Nej,ikke først . . . .Siden kanske . . . .Jeg vil høre,hvad De er for et Menneske . . . .Å,jeg er sikker på,det er forfærdeligt!«
Det pinte mig også,at hun skulde tro det værste om mig,jeg var bange for at støde hende helt bort,og jeg holdt ikke ud den Mistanke,hun havde om mit Levnet.Jeg vilde rense mig i hendes Øjne,gøre mig værdig til hende,vise hende,at hun sad ved en på det nærmesteengleren Persons Side.Herregud,jeg kunde jo tælle på Fingernemine Fald til Dato.
Jeg fortalte,jeg fortalte alt,og jeg fortalte bare Sandhed.Jeg gjorde intet værre end det var,det var ikke min Agtat vække hendes Medlidenhed;jeg sagde også,at jeg havde stjålet fem Kroner en Aften.
Hun sad og lytted med gabende Mund,bleg,bange,aldeles forstyrret i de blanke Øjne.Jeg vilde gøre det godt igen,sprede det triste Indtryk,jeg havde gjort,og strammed mig op:
»Det er jo over nu!«sagde jeg;»det kan ikke være Tale om sligt noget længer;nu er jeg bjærget . . . .«
Men hun var meget forsagt.»Gud bevare mig!«sagde hun bare og taug.Hun sagde dette med korte Mellemrumog taug hver Gang igen.»Gud bevare mig!«
Jeg begyndte at spøge,tog hende i Siden,forat kildre hende,løfted hende op til mit Bryst.Hun havde atter knappet Kjolen igen;dette ærgred mig en Smule,såred mig ligefrem.Hvorfor skulde hun knappe Kjolen igen?Var jeg i hendes Øjne mer uværdig nu,end om jeg selv havde forskyldt,at mit Hår faldt af?Vilde hun have syntes bedre om mig,hvis jeg havde gjort mig til en Udhaler? . . . .Ikke noget Sludder.Det galdt bare at gå på!Og hvis det bare galdt at gå på,så ved den levende . . . .
Jeg lagde hende ned,lagde hende simpelthen ned i Sofaen.Hun stred imod,ganske lidt forresten,og så forbauset ud.
»Nej . . . .hvad vil De?«sagde hun.
»Hvad jeg vil?!«
He,hun spurgte,hvad jeg vilde!Gå på,vilde jeg,gå lige på!Det var ikke bare på Frastand,jeg havde det med at gå på;det var ikke min Art og Beskaffenhed af Menneske.Jeg gjorde i at være Karl for min Hatog ikke slåes flad af en Rynke i Panden.Nej-nej,san,jeg havde endnu aldrig gåetmed uforrettet Sag fra en sådan Affære . . . .
Og jeg gik på.
»Nej . . . .nej,men . . . .?«
Jo,mente jeg,det var Meningen det!
»Nej,hører De!«råbte hun.Og hun lagde til disse sårende Ord:»Jeg kan jo ikke være tryg for,at De ikke er vanvittig.«
Jeg holdt uvilkårlig lidt inde,og jeg sagde:
»Det mener De ikke!«
»Jo,ved Gud,De ser så rar ud!Og den Formiddag,De forfulgte mig, —De var altså ikke fuld dengang?«
»Nej.Men da var jeg jo ikke sulten heller,jeg havde netop spist . . . .«
»Ja,så meget værre var det.«
»Vilde De heller,at jeg skulde været fuld?«
»Ja . . . .Hu,jeg er bange for Dem!Herregud,kan De nu ikke slippe!«
Jeg tænkte mig om.Nej,jeg kunde ikke slippe.Ikke noget forbandet Pærevæven silde Aftenstund på en Sofa!Op med Flonellen!He,hvilke Udflugter fandt man ikke påat komme med i et sligt Øjeblik!Som om jeg ikke vidste,at det var bare Undselighed altsammen!Da måtte jeg være grøn!Så stille nu!Ikke noget Tøv!Leve Kongen og Fædrelandet! . . . .
Hun stritted besynderlig stærkt imod,altfor stærkt til bare at stritte imodaf Undselighed.Jeg kom som af Vanvaretil at støde Lyset overende,så det slukned,hun gjorde fortvivlet Modstand,udstødte endog et lidet Klynk.
»Nej,ikke det,ikke det!Hvis De vil så skal De heller få kysse migpå Brystet.Kære,snille . . . .«
Jeg standsed øjeblikkelig.Hendes Ord lød så forfærdede,hjælpeløse,jeg blev inderlig slagen.Hun mente at byde mig en Erstatningved at give mig Lov tilat kysse hendes Bryst!Hvor det var skønt,skønt og enfoldigt!Jeg kunde faldt ned og knælet for hende.
»Men,kære,vene!«sagde jeg aldeles forvirret,»jeg forstår ikke . . . .jeg begriber virkelig ikke,hvad dette er for en Slags Spil . . . .«
Hun rejste sig og tændte atter Lysetmed rystende Hænder;jeg sad tilbage på Sofaenog foretog mig ingenting.Hvad vilde nu ske?Jeg var i Grunden meget ilde tilmode.
Hun kasted Øjnene hen på Væggen,hen til Klokken,og for sammen.
»Uf,nu kommer Pigen snart!«sagde hun.Dette var det første,hun sagde.
Jeg forstod denne Hentydning og rejste mig.Hun tog efter Kåben,som forat klæde den på,men betænkte sig,lod den liggeog gik bort til Kaminen.Hun var blegog blev mer og mer urolig.Forat det dog ikke skulde se ud,som om hun viste mig Døren,sagde jeg:
»Var han Militær Deres Far?«og samtidig gjorde jeg mig istand til at gå.
Ja,han var Militær.Hvoraf vidste jeg det?
Jeg vidste det ikke,det faldt mig bare ind.
Det var besynderligt!
Å,ja.Det var enkelte Steder,jeg kom,hvor jeg fik det med Anelser.He-he,det hørte med til mit Vanvid,det . . . .
Hun så hurtig op,men svared ikke.Jeg følte,at jeg pinte hende med min Nærværelse,og vilde gøre kort Proces.Jeg gik til Døren.Vilde hun ikke kysse mig mer nu?Ikke engang række mig Hånden?Jeg stod og vented.
»Skal De gå nu da?«sagde hun,og hun stod endda stille borte ved Kaminen.
Jeg svared ikke.Jeg stod ydmyget og forvirretog så på hende,uden at sige noget.Hvorfor havde hun da ikke ladet mig i Fred,når det ikke kunde blive til noget?Hvad gik der af hende i dette Øjeblik?Det lod ikke til at angå hende,at jeg stod færdig til at gå;hun var på en Gang aldeles tabt for mig,og jeg ledte efter noget at sige hendetil Afsked,et tungt,dybt Ord,som kunde ramme hendeog måske imponere hende lidt.Og stik imod min faste Beslutning,såret,istedetfor stolt og kold,urolig,fornærmet,gav jeg mig ligefrem til at taleom Uvæsentligheder;det rammende Ord kom ikke,jeg bar mig yderst tankeløst ad.
Hvorfor kunde hun ikke lige så godt sigeklart og tydeligt,at jeg skulde gå min Vej?spurgte jeg.Jo,jo,hvorfor ikke?Det var ikke værdt at genere sig.Istedetfor at minde mig om,at Pigen snart vilde komme hjem,kunde hun også simpelthen have sagt følgende:Nu må De forsvinde,for nu skal jeg gå og hente min Mor,og jeg vil ikke have Deres Følge nedad Gaden.Så,det var ikke det,hun havde tænkt på?Å,jo,det var nok alligevel det,hun havde tænkt på;det forstod jeg straks.Der skulde så lidet til,forat sætte mig på Spor;bare den Måden,hvorpå hun havde taget efter Kåbenog atter ladet den ligge,havde overbevist mig med en Gang.Som sagt,jeg havde det med Anelser.Og der var vel kanske ikke så meget Vanvidi det i Grunden . . . .
»Men,Herregud,tilgiv mig nu for det Ord!Det slap mig af Munden!«råbte hun.Men hun stod fremdeles stilleog kom ikke hen til mig.
Jeg var ubøjelig og fortsatte.Jeg stod der og sludred vækmed den pinlige Fornemmelse,at jeg keded hende,at ikke et eneste af mine Ord traf,og alligevel holdt jeg ikke op:I Grunden kunde man jo væreet temmelig ømtåligt Gemyt,om man ikke var gal,mente jeg;der var Naturer,som næred sig af Bagatellerog døde bare for et hårdt Ord.Og jeg lod underforstå,at jeg havde en sådan Natur.Sagen var den,at min Fattigdom havde i den Gradskærpet visse Evner i mig,at det voldte mig ligefrem Ubehageligheder,ja,jeg forsikrer Dem ligefrem Ubehageligheder,desværre.Men det havde også sine Fordele,det hjalp mig i visse Situationer.Den fattige intelligente var langt finere Iagttagerend den rige intelligente.Den fattige ser sig om for hvert Skridt,han tager,lytter mistænksomt til hvert Ord,han hører af de Mennesker,han træffer;hvert Skridt,han selv tager,stiller således hans Tanker og Følelseren Opgave,et Arbejde.Han er lydhør og følsom,han er en erfaren Mand,hans Sjæl har Brandsår . . . .
Og jeg talte rigtig længe om disse Brandsår,som min Sjæl havde.Men jo længer jeg talte,des uroligere blev hun;tilsidst sagde hun:»Herregud!«et Par Gange i Fortvivlelseog vred sine Hænder.Jeg så godt,at jeg plaged hende,og jeg vilde ikke plage hende,men gjorde det alligevel.Endelig mente jeg at have fået sagt hendei grove Træk det nødvendigste af,hvad jeg havde at sige,jeg blev greben af hendes fortvivlede Blikog råbte:
»Nu går jeg!Nu går jeg!Kan De ikke se,at jeg allerede har Hånden på Låsen?Farvel!Farvel,siger jeg!De kunde dog gærne svare mig,når jeg siger Farvel to Gangeog står fiks og færdig til at gå.Jeg beder ikke engang om at få træffe Dem igen,for det vil pine Dem;men sig mig:Hvorfor lod De mig ikke være i Fred?Hvad har jeg gjort Dem?Jeg gik dog ikke ivejen for Dem nu;vel?Hvorfor vender De Dem pludselig bort fra mig,som om De slet ikke kendte mig mer?Nu har De ribbet mig så inderlig blank,gjort mig endda mere usselend jeg var nogensinde.Herregud,men jeg er jo ikke vanvittig,De ved meget godt,når De vil tænke Dem om,at der er ingenting,som fejler mig nu.Kom nu da og ræk mig Hånden!Eller lad mig få Lov til at komme til Dem!Vil De det?Jeg skal ikke gøre Dem noget ondt,jeg vil bare knæle for Dem et Øjeblik,knæle ned på Gulvet der foran Dem,blot et Øjeblik;må jeg?Nej,nej,så skal jeg ikke gøre det,jeg ser,De blir bange,jeg skal ikke,skal ikke gøre det,hører De.Herregud dog,hvorfor blir De så forfærdet?Jeg står jo stille,jeg rører mig ikke.Jeg vilde have knælet ned på Tæppet et Minut,just der,på den røde Farve lige ved deres Fødder.Men De blev bange,jeg kunde straks se det på Deres Øjne,at De blev bange,derfor stod jeg stille.Jeg gjorde ikke et Skridt,da jeg bad Dem derom;vel?Jeg stod lige så urørlig som nu,når jeg viser Dem det Sted,hvor jeg vilde knælet for Dem,der borte på den røde Rose i Tæppet.Jeg peger ikke med Fingeren engang,jeg peger slet ikke,jeg lader det være,for ikke at forskrække Dem,jeg nikker bare og ser derhen,således!Og De forstår meget godt,hvilken Rose,jeg mener,men De vil ikke tillade mig at knæle der;De er bange for migog tør ikke komme mig nær.Jeg begriber ikke,at De kan bringe over Deres Hjærteat kalde mig gal.Ikke sandt,De tror det heller ikke længer?Det var engang i Sommer,for længe siden,da var jeg gal;jeg arbejded for hårdtog glemte at gå til Middags i ret Tid,når jeg havde meget at tænke på.Det hændte Dag efter Dag;jeg burde have husket det,men jeg glemte det stadig væk.Ved Gud i Himlen,det er sandt!Gud lade mig aldrig komme levende fra dette Sted,hvis jeg lyver!Der kan De se,De gør mig Uret.Det var ikke af Trang,jeg gjorde det;jeg har Kredit,stor Kredit,hos Ingebret og Gravesen;jeg gik også ofte med mange Penge i Lommenog købte alligevel ikke Mad,fordi jeg glemte det.Hører De der!De siger ikke noget,De svarer ikke,De går aldeles ikke bort fra Kaminen,De står bare og venter på,at jeg skal gå . . . .«
Hun kom hurtigt henimod migog rakte sin Hånd frem.Jeg så fuld af Mistro på hende.Gjorde hun det også med noget let Hjærte?Eller gjorde hun det blot,forat blive af med mig?Hun lagde sin Arm om min Hals,hun havde Tårer i Øjnene.Jeg stod bare og så på hende.Hun rakte sin Mund frem;jeg kunde ikke tro hende,det var ganske bestemt et Offer,hun bragte,et Middel til at få en Ende på det.
Hun sagde noget,det lød for mig som:»Jeg er glad i Dem alligevel!«Hun sagde det meget lavt og utydeligt,måske hørte jeg ikke rigtig,hun sagde kanske ikke just de Ord;men hun kasted sig heftigt om min Hals,holdt begge Armene om min Hals en liden Stund,strakte sig endog en Smule på Tæerne,forat række godt op,og stod således måske et helt Minut.
Jeg var bange for,at hun tvang sig selv til at vise denne Ømhed,jeg sagde blot:
»Hvor De er dejlig nu!«
Mer sagde jeg ikke.Jeg omfavned hende voldsomt,trådte tilbage,stødte til Dørenog gik baglænds ud.Og hun stod igen derinde.