Vinteren var kommet,en rå og våd Vinter næsten uden Sne,en tåget og mørk evigtvarende Nat,uden et eneste friskt Vindstød,så lang som Ugen var.Gassen brændte næsten hele Dagen i Gaderne,og Folk stødte alligevel på hinanden i Tågen.Alle Lyde,Kirkeklokkernes Klang,Bjælderne fra Droschehestene.Menneskenes Stemmer,Hovslagene,altsammen lød så sprukkent og klirrende i den tykke Luft,der lagde sig ivejen for altingog dæmped alt ned.Uge gik efter Uge,og Vejret var og blev det samme.
Og jeg opholdt mig stadigt nede i Vaterland.
Jeg blev fastere og fastere bunden til denne Beværtning,dette Logihus for Rejsende,hvor jeg havde fået bo,trods min Forkommenhed.Mine Penge var for længe siden opbrugte,og jeg vedblev alligevel at gå og komme på dette Sted,som om jeg havde Ret dertilog hørte hjemme der.Værtinden havde endnu intet sagt;men det pinte mig alligevel,at jeg ikke kunde betale hende.Således forløb tre Uger.
Jeg havde allerede for flere Dage tilbage genoptaget min Skrivning,men det lykkedes mig ikke længer at få til noget,som jeg var tilfreds med;jeg havde slet intet Held med mig mer,om jeg end var meget flittigog forsøgte sent og tidligt;hvad jeg end tog mig til,nytted det ikke,Lykken var borte,og jeg anstrængte mig altid forgæves.
Det var på et Værelse i anden Etage,i det bedste Gæsteværelse,jeg sad og gjorde disse Forsøg.Jeg var forbleven uforstyrret deroppe,siden den første Aften,da jeg havde Penge og kunde klarere for mig.Jeg havde også hele Tiden det Håb,at jeg endelig kunde få istand en Artikel om et eller andet,så jeg kunde få betalt Værelsetog hvad jeg ellers skyldte for;det var derfor,jeg arbejded så ihærdigt.Især havde jeg et påbegyndt Stykke,som jeg vented mig meget af,en Allegori om en Ildebrand i en Boglade,en dybsindig Tanke,som jeg vilde lægge al min Flid på at udarbejdeog bringe »Kommandøren« i Afbetaling.»Kommandøren« skulde dog erfare,at han denne Gang virkelig havde hjulpet et Talent;jeg havde ingen Tvivl om,at han skulde erfare det;det galdt blot at vente til Ånden kom over mig.Og hvorfor skulde ikke Ånden komme over mig?Hvorfor skulde den ikke komme over mig med det allerførste endog?Der var intet ivejen med mig mer;jeg fik lidt Mad hver Dag af min Værtinde,nogle Smørogbrød Morgen og Aften,og min Nervøsitet var næsten forsvunden.Jeg brugte ikke længer Klude om mine Hænder,når jeg skrev,og jeg kunde stirre ned i Gaden fra mine Vinduer i anden Etage,uden at blive svimmel.Det var bleven meget bedre med mig i alle Måder,og det begyndte ligefrem at forundre mig,at jeg ikke allerede havde fået min Allegori færdig.Jeg forstod ikke,hvordan det hang sammen.
En Dag skulde jeg endelig få en Anelse om,hvor svag jeg egentlig var bleven,hvor sløvt og udueligt min Hjærne arbejded.Den Dag kom nemlig min Værtinde op til mig med en Regning,som hun bad mig om at se på;der måtte være noget galt i den Regning,sagde hun,den stemte ikke med hendes egen Bog;men hun havde ikke kunnet finde Fejlen.
Jeg satte mig til at tælle;min Værtinde sad lige overfor migog så på mig.Jeg talte disse tyve Poster,først en Gang nedad,og fandt Summen rigtig,derpå en Gang opad,og kom påny til samme Resultat.Jeg så på Konen,hun sad lige foran mig og vented på mit Ord;jeg lagde med det samme Mærke til,at hun var frugtsommelig,det undgik ikke min Opmærksomhed,og jeg stirred dog ingenlunde undersøgende på hende.
»Summen er rigtig,«sagde jeg.
»Nej,se nu efter for hvert Tal,«svared hun;»det kan ikke være så meget;jeg er sikker på det.«
Og jeg begyndte at revidere hver Post:2 Brød á 25,i Lampeglas 18,Sæbe 20,Smør 32 . . . .Der skulde ikke noget kløgtigt Hoved til,forat gennemgå disse Talrækker,denne lille Høkerregning,hvori der ingen Vidtløftigheder fandtes,og jeg forsøgte redeligt at finde den Fejl,som Konen talte om,men fandt den ikke.Efterat jeg havde tumlet med disse Tal et Par Minutter,følte jeg desværre,at altsammen begyndte at danse rundt i mit Hoved;jeg gjorde ikke længer Forskel på Debet og Kredit,jeg blanded det hele sammen.Endelig stod jeg med ét bom stille ved følgende Post:»3 5/16 Pund Ost á 16«.Min Hjærne klikked fuldstændig,jeg stirred dumt ned på Ostenog kom ingen Vej.
»Det er da også forbandet,så vredent dette er skrevet!«sagde jeg fortvivlet.»Her står Gud hjælpe mig simpelthen fem Sekstendele Ost.He-he,har man hørt Magen!Ja,her kan De se selv!«
»Ja,«svared Madamen,»de plejer at skrive så.Det er Nøgleosten.Jo,det er korrekt!Fem Sekstendele er altså fem Lod«
»Ja,det forstår jeg nok!«atbrød jeg,skønt jeg i Virkeligheden ikke forstod nogen Ting mer.
Jeg forsøgte påny at klare dette lille Regnestykke,som jeg for nogle Måneder siden kunde have talt op på et Minut;jeg sveded stærkt og tænkte over disse gådefulde Tal af alle Kræfter,og jeg blinked eftertænksomt med Øjnene,som om jeg studered rigtig skarpt på denne Sag;men jeg måtte opgive det.Disse fem Lod Ost gjorde det fuldstændigt af med mig;det var som om noget knak over i min Pande.
For dog at give Indtryk af,at jeg fremdeles arbejded med mine Beregninger,bevæged jeg Læberneog nævnte nu og da et Tal højt,alt imens jeg gled længer og længer nedad Regningen,som om jeg stadig gik fremadog nærmed mig Afslutningen.Madamen sad og vented.Endelig sagde jeg:
»Ja,nu har jeg gået den igennem fra først til sidst,og der er virkelig ingen Fejl,såvidt jeg kan se.«
»Ikke det?«svared Konen,»jaså,ikke det?«Men jeg så godt,at hun ikke troed mig.Og pludselig syntes hun på en Gang at antage et lidet Stænk af Ringeagt for mig i sin Tale,en lidt ligegyldig Tone,som jeg ikke tidligere havde hørt hos hende.Hun sagde,at jeg kanske ikke var vant til at regne med Sekstendele;hun sagde også,at hun måtte henvende sig til nogen,som forstod sig på det,forat få Regningen ordentlig gennemset.Alt dette sagde hun ikke på nogen sårende Måde,forat gøre mig tilskamme,men tankefuldt og alvorligt.Da hun var kommet til Dørenog skulde gå,sagde hun,uden at se på mig:
»Undskyld,at jeg har heftet Dem,da!«
Hun gik.
Lidt efter åbnedes Døren påny,og min Værtinde kom atter ind;hun kunde næppe have gået længer end ud på Gangen,før hun vendte om.
»Det er sandt!«sagde hun.»De må ikke tage det ilde op;men jeg har vel lidt tilgode hos Dem nu?Var det ikke tre Uger igår,siden De kom?Ja,jeg mente,det var så.Det er ikke grejt at klare sig med så stor Familje,så jeg kan ikke lade nogen få bo på Kredit,desværre . . . .«
Jeg standsed hende.
»Jeg arbejder på en Artikel,som jeg altså har fortalt Dem om før,«sagde jeg,»og såsnart den blir færdig,skal De få Deres Penge.De kan være ganske rolig.«
»Ja,men De får jo aldrig den Artikel færdig,jo?«
»Tror De det?Ånden kommer muligens over mig imorgen,eller kanske allerede inat;det er slet ikke umuligt,at den kommer over mig engang inat,og da blir min Artikel færdig på et Kvarter højst.Ser De,det er ikke således med mit Arbejde,som med andre Folks;jeg kan ikke sætte mig nedog få istand en vis Mængde om Dag,jeg må bare vente på Øjeblikket.Og der er ingen,som kan sige Dag og Time,på hvilken Ånden kommer over én;det må have sin Gang.«
Min Værtinde gik.Men hendes Tillid til mig var vist meget rokket.
Jeg sprang opog sled mig i Håret at Fortvivlelse,såsnart jeg var bleven alene.Nej,der blev virkelig ingen Redning for mig alligevel,ingen,ingen Redning!Min Hjærne var bankerot!Var jeg da altså bleven helt Idiot,siden jeg ikke længer kunde regne ud Værdien af et lidet Stykke Nøgleost?Men kunde jeg også have tabt min Forstand,når jeg stod og gav mig selv slige Spørgsmål?Havde jeg ikke ovenikøbet midt under mine Anstrængelser med Regningengjort den soleklare Iagttagelse,at min Værtinde var frugtsommelig?Jeg havde ikke nogen Grund til at vide det,der var ingen,som havde fortalt mig noget derom,det faldt mig heller ikke vilkårligt ind,jeg sad og så det med mine egne Øjne,og jeg forstod det straks,til og med i et fortvivlet Øjeblik,hvori jeg sad og regned med Sekstendele.Hvorledes skulde jeg forklare mig det?
Jeg gik til Vinduet og så ud;mit Vindu vendte ud mod Vognmandsgaden.Der legte nogle Børn nede på Brostenene,fattigt klædte Børn midt i den fattige Gade;de kasted en Tomflaske imellem sigog skråled højt.Et Flyttelæs rulled langsomt forbi dem;det måtte være en fordreven Familje,som skifted Bopæl udenfor Flyttetiden.Dette tænkte jeg mig øjeblikkelig.På Vognen lå Sengeklæder og Møbler,mølædte Senge og Komoder,rødmalede Stole med tre Ben,Matter,Jærnskrab,Bliktøj.En liden Pige,bare et Barn,en rigtig hæslig Unge med forkølet Næse,sad oppe i Læssetog holdt sig fast med sine stakkels blå Hænder,for ikke at tumle ned.Hun sad på en Bundt af rædsomme,våde Madrasser,som Børn havde ligget på,og så ned på de små,der kasted Tomflasken imellem sig . . . .
Alt dette stod jeg og så på,og jeg havde ingen Møje med at forstå alt,som foregik.Mens jeg stod der ved Vinduet og iagttog dette,hørte jeg også min Værtindes Pige synge inde i Køkkenetlige ved Siden af mit Værelse;jeg kendte den Melodi,hun sang,jeg hørte derfor efter,om hun skulde synge fejl.Og jeg sagde til mig selv,at alt dette kunde ikke en Idiot have gjort;jeg var Gudskelov så fornuftig,som noget Menneske.Pludselig så jeg to af Børnene nede i Gaden fare op at skændes,to Smågutter;jeg kendte den ene,det var min Værtindes.Jeg åbner Vinduet,forat høre,hvad de siger til hinanden,og straks stimler en Flok Børn sammen nedenunder mit Vinduog ser længselsfuldt op.Hvad vented de på?At noget skulde blive kastet ud?Tørrede Blomster,Kødben,Cigarstumper,en eller anden Ting,som de kunde gnave i sigeller more sig med?De så med blåfrosne Ansigter,med uendelig lange Øjne op mod mit Vindu.Imidlertid fortsætter de to små Fjender at skælde hinanden ud.Ord som store,klamme Udyr myldrer ud af disse Barnemunde,forfærdelige Øgenavne,Skøgesprog,Matroseder,som de kanske havde lært nede ved Bryggerne.Og de er begge to så optagne heraf,at de slet ikke lægger Mærke til min Værtinde,der løber ud til dem,forat få høre,hvad der er påfærde.
»Jo,«forklarer hendes Søn,»han tog mig i Barken;jeg fik ikke Pusten på en lang Stund!«Og vendende sig om mod den lille Ugærningsmand,der står og flirer ondskabsfuldt ad ham,blir han aldeles rasendeog råber:»Rejs til hede Helvede,dit kaldæiske Naut,du er!En slig Lushorrik skal tage Folk i Struben!Jeg skal Herr’n forsyne mig . . . .«
Og Moderen,denne frugtsommelige Kone,der dominerer hele den trange Gade med sin Mave,svarer det tiårige Barn,idet hun griber ham i Armenog vil have ham med:
»Sh!Hold Snavel’n din!Jeg mener,du bander ogsål Du bruger Kæften,som om du skulde været på Ludderhus i årvis!Nu kommer du ind!«
»Nej,jeg gør ikke det!«
»Jo,du gør det!«
»Nej,jeg gør ikke det!«
Jeg står oppe i Vinduetog ser,at Moderens Vrede stiger;denne uhyggelige Scene ophidser mig voldsomt,jeg holder det ikke længer ud,jeg råber ned til Gutten,at han skal komme op til mig et Øjeblik.Jeg råber to Gange,blot forat forstyrre dem,forat få forpurret dette Optrin;den sidste Gang,råber jeg meget højt,og Moderen vender sig forbløffet omog ser op til mig.Og øjeblikkelig genvinder hun Fatningen,ser frækt på mig,rigtig overlegent ser hun på mig,og trækker sig så tilbage med en bebrejdende Bemærkning til sin Søn.Hun taler højt,så jeg kan høre det,og siger til ham:
»Fy,du måtte skamme dig for at lade Folk se,hvor slem du er!«
Af alt dette,som jeg således stod og iagttog,var der intet,ikke engang en liden Biomstændighed,som gik tabt for mig.Min Opmærksomhed var yderst vag,jeg indånded ømtåligt hver liden Ting,og jeg stod og gjorde mig mine Tanker om disse Ting,efterhvert som de foregik.Så der kunde umuligt være noget ivejen med min Forstand.Hvor kunde der også være noget ivejen med den nu?
Hør,ved du hvad,sagde jeg på en Gang;nu har du længe nok gået og befattet dig med din Forstandog gjort dig Bekymringer i så Henseende;nu får det være Slut med de Narrestreger!Er det Tegn på Galskab at mærke og opfatte alle Ting så nøjagtigt,som du gør det?Du får mig næsten til at le af dig,forsikkrer dig på,det er ikke uden Humor,såvidt jeg skønner.Kort og godt,det hænder alle Mennesker at stå fast for en Gangs Skyld,og det just netop i de simpleste Spørgsmål.Det siger intet,det er bare Tilfældighed.Som sagt,jeg er på et hængende Hår i Færd med at få mig en liden Latter over dig.Hvad den Høkerregning angår,disse lumpne fem Sekstendele Fattigmandsost,kan jeg gærne kalde det,— he-he,en Ost med Nellik og Pebber i,på min Ære en Ost,som man rent ud sagt kunde få Barn af,— hvad denne latterlige Ost angår,da kunde det have hændt den bedste at blive fordummet over den;selve Lugten af den Ost kunde gøre det af med en Mand . . . .Og jeg gjorde det værste Nar af al Nøgleost . . . .Nej,sæt mig på noget spiseligt!sagde jeg,sæt mig,om du vil,på fem Sekstendele godt Mejerismør!Det er en anden Sag!
Jeg lo hektisk ad mine egne Indfaldog fandt dem såre morsomme.Der var virkelig ingenting,som fejled mig mer,jeg var vel bevaret.Jeg var så at sige yderst vel bevaret endog!Jeg var et klart Hoved;der mangled intet på det,Gud ske Lov og Tak!
Min Munterhed steg efterhvert,som jeg drev om der på Gulvetog samtalte med mig selv;jeg lo højtog følte mig voldsomt glad.Det var virkelig også,som om jeg blot behøved denne lille glade Stund,dette Øjeblik af egentlig lys Henrykkelse,uden Sorger til nogen Kant,forat få mit Hoved i arbejdsdygtig Stand.Jeg satte mig ind til Bordetog gav mig til at sysle med min Allegori.Og det gik meget godt,bedre end på lange Tider;det gik ikke hurtigt;men jeg syntes,at det lille,jeg fik til,blev aldeles udmærket.Jeg arbejded også en Times Tid,uden at blive træt.
Så sidder jeg just på et meget vigtigt Punkt i denne Allegori om en Ildebrand i en Boglade;det forekom mig så vigtigt,at alt det øvrige,jeg havde skrevet,var for intet at regne mod dette Punkt.Jeg vilde netop forme rigtig dybsindigt den Tanke,at det ikke var Bøger,som brændte,det var Hjærner,Menneskehjærner,og jeg vilde lave en ren Bartholomæusnat af disse brændende Hjærner.Da blev med en Gang min Dør åbnet med megen Hast,og min Værtinde kom sejlende ind.Hun kom midt ind i Værelset,hun standsed ikke engang på Dørstokken.
Jeg gav et lidet hæst Råb;det var virkelig,som om jeg havde fået et Slag.
»Hvad?«sagde hun.»Jeg syntes.De sagde noget?Vi har fået en Rejsende,og vi må have dette Værelse til ham;De får ligge nede hos os inat;ja,De skal få egen Seng der også.«Og førend hun havde fået mit Svar,begyndte hun uden videre at samle sammen mine Papirer på Bordetog bringe Uorden i dem allesammen.
Min glade Stemning var blæst bort,jeg var vred og fortvivletog rejste mig straks.Jeg lod hende rydde Bordetog sagde ingenting;jeg mæled ikke et Ord.Og hun gav mig alle Papirerne i min Hånd.
Der var intet andet for mig at gøre,jeg måtte forlade Værelset.Nu var også dette dyrebare Øjeblik spoleret!Jeg mødte den ny Rejsende allerede i Trappen,en ung Mand med store blå Ankertegninger på Håndbagerne;bagefter ham fulgte en Sjouer med en Skibskiste på Skulderen.Den fremmede var vist en Sjømand,altså blot en tilfældig Rejsende for Natten;han skulde nok ikke optage mit Værelse i nogen længere Tid.Kanske kunde jeg også være heldig imorgen,når Manden var rejst,og få et af mine Øjeblikke igen;der mangled mig blot en Inspiration på fem Minutter nu,så var mit Værk om Ildebranden færdig.Altså,jeg fik finde mig i Skæbnen . . . .
Jeg havde ikke tidligere været inde i Familjens Lejlighed,denne eneste Stue,hvori allesammen holdt til Dag og Nat,Manden,Konen,Konens Faderog fire Børn.Pigen boed i Køkkenet,hvor hun også sov om Natten.Jeg nærmed mig med megen Modvilje Dørenog banked på;ingen svared,dog hørte jeg Stemmer indenfor.
Manden sagde ikke et Ord,da jeg trådte ind,besvared ikke engang min Hilsen;han så blot ligegyldigt på mig,som om jeg ikke vedkom ham.Forresten sad han og spilled Kort med en Person,som jeg havde set nede ved Bryggerne,en Bærer,der lød Navnet »Glasruden«.Et Spædbarn lå og pludred med sig selv henne i Sengen,og den gamle Mand,Værtindens Fader,sad sammenkrøben på en Sengebænkog luded med Hovedet over sine Hænder,som om hans Bryst eller Mave smærted ham.Han havde næsten hvidt Hårog så ud i sin sammenkrøbne Stilling som et duknakket Kryb,der sad og spidsed Øren efter noget.
»Jeg kommer nok desværre til at bede om Rum hernede inat,«sagde jeg til Manden.
»Har min Kone sagt det?«spurgte han.
»Ja.Der kom en ny Mand på mit Værelse.«
Hertil svared ikke Manden noget;han gav sig atter i Færd med Kortene.
Således sad denne Mand Dag efter Dagog spilled Kort med hvemsomhelst,som kom ind til ham,spilled om ingenting,blot forat fordrive Tidenog have noget mellem Hænderne imens.Han foretog sig ellers intet,rørte sig netop så meget som hans lade Lemmer gad,mens Konen traved op og ned i Trapperne,var om sig på alle Kanterog havde Omsorg for at få Gæster til Huset.Hun havde også sat sig i Forbindelse med Bryggesjouere og Bærere,hvem hun betalte et vist Honorar for hver ny Logerende,de bragte hende,og hun gav ofte disse Sjouere Husly for Natten.Nu var det »Glasruden«,som just havde bragt den ny Rejsende med.
Et Par af Børnene kom ind,to Småpiger med magre,fregnede Tøseansigter;de havde rigtig usle Klæder på.Lidt efter kom også Værtinden ind.Jeg spurgte hende,hvor hun vilde anbringe mig for Natten,og hun svared kort,at jeg kunde ligge herinde,sammen med de andre,eller ude i Forstuen på Sofabænken,aldeles som jeg selv fandt for godt.Mens hun svared mig dette,gik hun omkring i Stuenog pusled med forskellige Ting,som hun satte i Orden,og hun så ikke en Gang på mig.
Jeg sank sammen ved hendes Svar,stod nede ved Dørenog gjorde mig liden,lod endog som om jeg var godt tilfreds med at bytte Værelse med en anden for en Nats Skyld;jeg satte med Hensigt et venligt Ansigt op,for ikke at opirre hendeog måske blive jaget helt ud af Huset.Jeg sagde:»Å,ja,der blir vel en Råd!«og taug.
Hun vimsed fremdeles omkring i Stuen.
»Forresten vil jeg sige Dem,at jeg slet ikke har Udkomme til at have Folk i Kost og Logi på Kredit,«sagde hun.»Og det har jeg sagt Dem før også.«
»Ja,men kære,det er jo bare disse Par Dage,til min Artikel er færdig,«svared jeg,»og da skal jeg gærne give Dem en Femkrone atpå,gærne det.«
Men hun havde åbenbart ingen Tro på min Artikel,det kunde jeg se.Og jeg kunde ikke give mig til at være stoltog forlade Huset,bare af en Smule Krænkelse;jeg vidste,hvad der vented mig,hvis jeg gik min Vej.
* * *
Der forløb et Par Dage.
Jeg holdt fremdeles til nede hos Familjen,da det var for koldt i Forstuen,hvor der ingen Ovn var;jeg sov også om Natten på Gulvet inde i Stuen.Den fremmede Sjømand boed stadigt på mit Værelseog lod ikke til at ville flytte så snart.Ved Middagstid kom også Værtinden indog fortalte,at han havde betalt hende i Forskud for en hel Måned;forresten skulde han tage Styrmandseksamen,inden han rejste;det var derfor,han opholdt sig i Byen.Jeg stod og hørte på detteog forstod,at mit Værelse nu var tabt for mig for bestandigt.
Jeg gik ud i Forstuenog satte mig;skulde jeg være så heldig at få noget skrevet,så måtte det alligevel være her,i Stilheden.Det var ikke længer min Allegori,som beskæftiged mig;havde fået en ny Idé,en ganske fortræffelig Plan:jeg vilde forfatte et en Akts Drama,»Korsets Tegn«,Emne fra Middelalderen.Især havde jeg altsammen udtænkt angående Hovedpersonen,en herlig,fanatisk Skøge,der havde syndet i Templet,ikke af Svaghedog ikke af Attrå,men af Had mod Himlen,syndet lige ved Alterets Fod,med Alterdugen under sit Hoved,bare af dejlig Foragt for Himlen.
Jeg blev mer og mer besat af denne Skikkelse,efterhvert som Timerne gik.Hun stod tilsidst lys levende for mit Blik,og netop således,som jeg vilde have hende frem.Hendes Krop skulde være mangelfuld og frastødende:høj,meget magerog en Smule mørk,og når hun gik,vilde hendes lange Ben komme til at skinne igennem hendes Skørter for hvert Skridt,hun tog.Hun skulde også have store,udstående Ører.Kortsagt,hun vilde intet blive for Øjet,knapt nok udholdelig at se på.Hvad der interessered mig hos hende,var hendes underfulde Skamløshed,dette desperate Topmål af overlagt Synd,som hun havde begået.Hun sysselsatte mig virkelig altfor meget;min Hjærne var ligefrem udbulnet af denne sære Misdannelse af et Menneske.Og jeg skrev i samfulde to Timer i Træk på mit Drama.
Da jeg havde fået istand et halvt Snes Sider,måske tolv Sider,ofte med stort Besvær,undertiden med lange Mellemrum,hvori jeg skrev forgævesog måtte rive mine Ark itu,var jeg bleven træt,ganske stiv af Kulde og Træthed,og jeg rejste migog gik ud på Gaden.I den sidste Halvtime var jeg også bleven forstyrret af Barneskrig inde fra Familjens Stue,så jeg kunde i ethvert Tilfælde ikke have skrevet mer netop da.Jeg tog derfor en lang Tur udad Drammensvejenog blev borte helt til Aften,idet jeg stadig gik og grunded på,hvorledes jeg videre vilde fortsætte mit Drama.Inden jeg kom hjem om Aftenen den Dag,havde der hændt mig følgende:
Jeg stod udenfor en Skomagerbutik nederst i Karl Johan,næsten nede ved Jærnbanetorvet.Gud ved,hvorfor jeg var standset just udenfor denne Skomagerbutik!Jeg så indad Vinduet,hvor jeg stod,men tænkte forresten ikke på,at jeg mangled Sko netop da;min Tanke var langt borte,i andre Egne af Verden.En Sverm af samtalende Mennesker gik bag min Ryg,og jeg hørte ingenting af,hvad der blev sagt.Da hilser en Stemme højt:
»Godaften!«
Det var »Jomfruen«,som hilste på mig.
»Godaften!«svared jeg fraværende.Jeg så også på »Jomfruen« en kort Stund,inden jeg kendte ham.
»Nå,hvordan går det?«spurgte han.
»Jo,bare bra . . . .som sædvanligt!«
»Hør,sig mig,«sagde han,»De er altså hos Christie endda?«
»Christie?«
»Jeg syntes,De sagde engang,at De var Bogholder hos Grosserer Christie?«
»Å!Ja,nej,det er forbi.Det var umuligt at arbejde sammen med den Mand;det gik istå temmelig snart af sig selv.«
»Hvorfor det,da?«
»Å,jeg kom til at skrive fejl en Dag,og så . . . .«
»Falsk?«
Falsk?Der stod »Jomfruen« og spurgte ligefrem,om jeg havde skrevet falsk.Han spurgte endog hurtigt og meget interesseret.Jeg så på ham,følte mig dybt krænketog svared ikke.
»Ja,ja,Herregud,det kan hænde den bedste!«sagde han,forat trøste mig.Han troed fremdeles,at jeg havde skrevet falsk.
»Hvad er det,som ja,ja Herregud kan hænde den bedste?«spurgte jeg.»At skrive falsk?Hør,min gode Mand,tror De virkelig,der De står,at jeg kunde have begået en slig Nederdrægtighed?Jeg?«
»Men,kære,jeg syntes så tydeligt,De sagde . . . .«
»Nej,jeg sagde,at jeg havde skrevet fejl engang,et Årstal,en Bagatel,om De vil vide det,en fejl Dato på et Brev,et eneste Pennestrøg galt —det var hele min Brøde.Nej,Gudskelov,man kan da skælne Ret fra Uret endda!Hvordan skulde det også bære afsted med mig,hvis jeg ovenikøbet gik hen og pletted min Ære?Det er simpelthen min Æresfølelse,jeg flyder på nu.Men den er også stærkt nok,håber jeg;den har ialfald bevaret mig til Dato.«
Jeg kasted på Hovedet,vendte mig bort fra »Jomfruen«og så nedad Gaden.Mit Øje faldt på en rød Kjole,som nærmed sig os,en Kvinde ved Siden af en Mand.Havde jeg nu ikke ført netop denne Samtale med »Jomfruen«,var jeg ikke bleven stødt af hans grove Mistanke,og havde jeg ikke gjort just dette Kast med Hovedet,samt vendt mig lidt fornærmet bort,så vilde denne røde Kjole måske have passeret mig,uden at jeg havde lagt Mærke til den.Og hvad vedkom den mig i Grunden?Hvad angik den mig,selv om det var Hoffrøken Nagels Kjole?
»Jomfruen« stod og talteog søgte at gøre sin Fejltagelse god igen;jeg hørte slet ikke på ham,jeg stod hele Tiden og stirred på denne røde Kjole,der nærmed sig opad Gaden.Og en Bevægelse løb mig gennem Brystet,et glidende,fint Stik;jeg hvisked i min Tanke,hvisked uden at røre Munden:
»Ylajali!«
Nu vendte også »Jomfruen« sig om,opdaged de to,Damen og Herren,hilste på demog fulgte dem med Øjnene.Jeg hilste ikke,eller måske hilste jeg ubevidst.Den røde Kjole gled opad Karl Johanog forsvandt.
»Hvem var det,som fulgte hende?«spurgte »Jomfruen«.
»Hertugen«,så De ikke det?»Hertugen« kaldet.Kendte De Damen?«
»Ja,såvidt.Kendte ikke De hende!«
»Nej,«svared jeg.
»Jeg syntes,De hilste så dybt?«
»Gjorde jeg det?«
»He,gjorde De kanske ikke det?«sagde »Jomfruen«.»Det var da besynderligt!Det var også blot Dem,hun så på hele Tiden.«
»Hvor kender De hende fra?«spurgte jeg.
Han kendte hende egentlig ikke.Det skrev sig fra en Aften i Høst.Det var sent,de havde været tre glade Sjæle sammen,kom just fra Grand,traf dette Menneske gående alene ved Cammermeyerog havde talt til hende.Hun havde først svaret afvisende;men den ene af de glade Sjæle,en Mand,som ikke skyed hverken Ild eller Vand,havde bedt hende lige op i hendes Ansigt om at måtte have den Civilisationens Nydelse at følge hende hjem.Han skulde ved Gud ikke krumme et Hår på hendes Hoved,som skrevet står,blot følge hende til Porten,forat overbevise sig om,at hun kom sikkert hjem,ellers vilde ikke han få Ro hele Natten.Han talte ustandseligt,mens de gik,fandt på den ene Ting efter den anden,kaldte sig Waldemar Atterdagog udgav sig for Fotograf.Tilsidst havde hun måttet le ad denne glade Sjæl,som ikke havde ladet sig forbløffe af hendes Kulde,og det endte med,at han fulgte hende.
»Nå,ja,hvad blev det så til?«spurgte jeg,og jeg holdt mit Åndedræt sålænge.
»Blev til?Å,kom ikke der!Det er en Dame.«
Vi taug begge et Øjebik,både »Jomfruen« og jeg.
»Nej,Fan,var dét »Hertugen«!Ser han slig ud!«sagde han derpå tankefuldt.»Men når hun er sammen med den Mand,så vil jeg ikke svare for hende.«
Jeg taug fremdeles.Ja,naturligvis vilde »Hertugen« trække af med hende!Godt og vel!Hvad kom det mig ved?Jeg gav hende en god Dag,med samt hendes Yndigheder,en god Dag gav jeg hende!Og jeg forsøgte at trøste mig selv ved at tænke de værste Tanker om hende,gjorde mig ligefrem en Glæde af at rode hende rigtig ned i Sølen.Det ærgred mig blot,at jeg havde taget Hatten af for Parret,hvis jeg virkelig havde gjort det.Hvorfor skulde jeg tage Hatten af for sådanne Mennesker?Jeg brød mig ikke længer om hende,aldeles ikke;hun var ikke det allerringeste vakker mer,hun havde tabt sig,fy,Fan,hvor hun var falmet!Det kunde jo gærne være,at det blot var mig,hun havde set på;det forundred mig ikke;det var kanske Angeren,som begyndte at slå hende.Men derfor behøved ikke jeg at falde til Fodeog hilse som en Nar,specielt når hun altså var bleven så betænkelig falmet på det sidste.»Hertugen« kunde gærne beholde hende,velbekomme!Der kunde komme en Dag,da jeg fik i Sinde at gå hende stolt forbi,uden at se til den Kant,hvor hun befandt sig.Det kunde hænde,at jeg tillod mig at gøre dette,selv om hun så stivt på migog ovenikøbet gik i blodrød Kjole.Det kunde godt hænde!He-he,det vilde blive en Triumf!Kendte jeg mig selv ret,så var jeg istand til at gøre mit Drama færdigt i Løbet af Natten,og inden otte Dage skulde jeg da have bøjet Frøkenen i Knæ.Med samt hendes Yndigheder,he-he,med samt alle hendes Yndigheder . . . .
»Farvel!«sagde jeg kort.
Men »Jomfruen« holdt mig tilbage.Han spurgte:
»Men hvad bestiller De da nu om Dagen?«
»Bestiller?Jeg skriver,naturligvis.Hvad andet skulde jeg bestille?Det er jo det,jeg lever af.For Øjeblikket arbejder jeg på et stort Drama,»Korsets Tegn«,Emne fra Middelalderen.«
»Død og Pine!«sagde »Jomfruen« oprigtigt.»Ja,får De dét til,så . . . .«
»Har ingen store Bekymringer desangående!«svared jeg.»Om en otte Dages Tid tænker jeg,at De skal have hørt fra mig nogen hver.«
Dermed gik jeg.
Da jeg kom hjem,henvendte jeg mig straks til min Værtindeog bad om en Lampe.Det var mig meget om at gøre at få denne Lampe;jeg vilde ikke gå tilsengs inat,mit Drama rased inde i mit Hoved,og jeg håbed så sikkert at kunne skrive et godt Stykke til om Morgenen.Jeg fremførte min Begæring meget ydmygt for Madamen,da jeg mærked,at hun gjorde en utilfreds Grimase,fordi jeg atter kom ind i Stuen.Jeg havde altså næsten færdigt et mærkeligt Drama,sagde jeg;der mangled mig bare et Par Scener,og jeg slog på,at det kunde blive opført på et eller andet Teater,inden jeg selv vidste Ordet af det.Om hun nu vilde gøre mig denne store Tjeneste,så . . . .
Men Madamen havde ingen Lampe.Hun tænkte sig om,men husked slet ikke,at hun havde nogen Lampe nogen Steder.Hvis jeg vilde vente til efter Klokken tolv,så kunde jeg kanske få Køkkenlampen.Hvorfor kunde jeg ikke købe mig et Lys?
Jeg taug.Jeg havde ikke ti Øre til et Lys,og det vidste hun nok.Naturligvis skulde jeg strande igen!Nu sad Pigen nede hos os,hun sad simpelthen inde i Stuenog var slet ikke i Køkkenet;Lampen der oppe var således ikke engang tændt.Og jeg stod og overtænkte dette,men sagde intet mer.
Pludselig siger Pigen til mig:
»Jeg syntes,De kom ud af Slottet for lidt siden?Har De været i Middag?«Og hun lo højt ad denne Spas.
Jeg satte mig ned,tog mine Papirer fremog vilde forsøge at gøre noget her sålænge,her,hvor jeg sad.Jeg holdt Papirerne på mine Knæog stirred uafbrudt ned i Gulvet,for ikke at adspredes af noget;men det nytted mig ikke,ingenting nytted mig,jeg kom ikke af Pletten.Værtindens to Småpiger kom indog holdt Støj med en Kat,en underlig,syg Kat,som næsten ingen Hår havde;når de blæste den ind i Øjnene,flød der Vand ud af demog nedad dens Næse.Værten og et Par andre Personer sad ved Bordetog spilled Hundred og En.Konen alene var flittig som altidog sad og syed på noget.Hun så godt,at jeg ikke kunde skrive noget midt i denne Forstyrrelse,men hun brød sig ikke om mig mer;hun havde endog smilet,da Tjenestepigen spurgte,om jeg havde været i Middag.Hele Huset var bleven fjendtlig mod mig;det var,som om jeg blot behøved den Forsmædelse at måtte overlade mit Værelse til en anden,forat blive behandlet ganske som en uvedkommende.Endog denne Tjenestepige,en liden brunøjet Gadetøs med Pandehårog aldeles fladt Bryst,gjorde Nar af mig om Aftenen,når jeg fik mine Smørogbrød.Hun spurgte idelig,hvor jeg dog plejed at indtage mine Middage,eftersom hun aldrig havde set mig gå og stikke mine Tænder udenfor Grand.Det var klart,at hun vidste Besked om min elendige Tilstandog gjorde sig en Fornøjelse af at vise mig det.
Jeg falder pludselig i Tanker om alt detteog er ikke istand til at finde en eneste Replik til mit Drama.Jeg forsøger Gang på Gang forgæves;det begynder at summe underligt i mit Hoved,og jeg giver mig tilsidst over.Jeg stikker Papirerne i Lommenog ser op.Pigen sidder lige foran mig,og jeg ser på hende,ser på denne smale Rygog et Par lave Skuldre,som endnu ikke var rigtig voksne engang.Hvad havde nu hun med at kaste sig over mig?Og om jeg var kommet ud af Slottet,hvad så?Kunde det skade hende?Hun havde i de sidste Dage leet frækt ad mig,når jeg var uheldig og snubled i Trapperneeller hang fast i en Spiger,så jeg fik en Rift i min Frakke.Det var heller ikke længer siden end igår,at hun havde samlet op mine Kladder som jeg havde slængt fra mig i Forstuen,stjålet disse kasserede Brudstykker til mit Dramaog læst dem op inde i Stuen,holdt Løjer med dem i alles Påhør,bare forat more sig over mig.Jeg havde aldrig forulempet hendeog kunde ikke huske,at jeg nogensinde havde bedt hende om en Tjeneste.Tvertimod,jeg gjorde selv min Seng istand om Aftenen inde på Stuegulvet,for ikke at skaffe hende noget Bryderi dermed.Hun gjorde også Nar af mig,fordi mit Hår faldt af.Der lå Hår og flød i Vaskevandet om Morgenen,og det gjorde hun sig lystig over.Nu var mine Sko blevne noget dårlige,især den ene,som var bleven overkørt af Brødvognen,og hun drev også Spas med dem.Gud velsigne Dem og Deres Sko!sagde hun;se på dem,de er store som Hundehus!Og hun havde Ret i,at mine Sko var udtrådte;men jeg kunde altså ikke skaffe mig nogen andre netop for Øjeblikket.
Mens jeg sidder og husker på alt detteog forundrer mig over denne åbenlyse Ondskab hos Tjenestepigen,var Småpigerne begyndt at tirre den gamle Olding henne i Sengen;de hopped begge to omkring hamog var fuldt optagne af dette Arbejde.De havde fundet sig hver sit Halmstrå,som de stak ham i Ørene med.Jeg så på dette en Stundog blanded mig ikke ind i det.Den gamle rørte ikke en Finger,forat forsvare sig;han så blot på sine Plageånder med rasende Øjne for hver Gang,de stak efter ham,og rysted på Hovedet,forat befri sig,når Stråene allerede sad ham i Ørene.
Jeg blev mer og mer ophidset ved dette Synog kunde ikke få mine Øjne bort fra det.Faderen så op fra Korteneog lo ad de små;han gjorde også sine Medspillere opmærksom på,hvad der foregik.Hvorfor rørte han sig ikke,den gamle?Hvorfor slængte han ikke Børnene væk med Armen?Jeg tog et Skridtog nærmed mig Sengen.
»Lad dem være!Lad dem være!Han er lam,«råbte Værten.
Og af Frygt for at blive vist Døren imod Natten,simpelthen bange for at vække Mandens Mishag ved at gribe ind i dette Optrin,trådte jeg stiltiende tilbage til min gamle Pladsog forholdt mig rolig.Hvorfor skulde jeg resikere mit Logi og mine Smørogbrød ved at stikke min Næse ind i Familjens Kævlerier?Ingen Narrestreger for en halvdød Oldings Skyld!Og jeg stod og følte mig dejligt hård som Flint.
De små Tyvetøser holdt ikke op med sine Plagerier.De tirredes af,at Oldingen ikke vilde holde Hovedet stille,og de stak også efter hans Øjne og Næsebor.Han stirred på dem med et forhærdet Blik,han sagde intetog kunde ikke røre Armene.Pludselig letted han sig med Overkroppenog spytted den ene af Småpigerne ind i Ansigtet;han letted sig atter opog spytted også efter den anden,men traf hende ikke.Jeg stod og så på,at Værten kasted Kortene ned på Bordet,hvor han sad,og sprang hen til Sengen.Han var rød i Ansigtetog råbte:
»Sidder du og spytter Folk lige i Øjnene,din gamle Råne!«
»Men,Herregud,han fik jo ikke Fred for dem!«råbte jeg ude af mig selv.Men jeg stod hele Tiden og var bange for at blive udvist,og jeg råbte aldeles ikke med synderlig Kraft;jeg skalv blot over hele Legemet af Ophidselse.
Værten vendte sig om mod mig.
»Nej,hør på den!Hvad Fan skiller det Dem?Hold De bare Flabben på Dem ganske igen,De,og gør som jeg siger;det vil De have bedst af.«
Men nu lød også Madamens Stemme,og hele Huset blev fuldt af Skænderi.
»Jeg mener Gud hjælpe mig De er gale og besatte allesammen!«skreg hun.»Vil De være herinde,så får De være rolige begge to,det siger jeg Dem!He,det er ikke nok med,at man skal holde Hus og Kost for Kræket,man skal have Dommedag og Kommers og Satansmagt inde i Stuerne også.Men det skal jeg ikke have mer af,har jeg tænkt!Sh!Hold Tryterne Deres sammen.Unger,og tørk Næserne Deres også,hvis ikke,så skal jeg komme og gøre det.Jeg har aldrig set på Magen til Mennesker!Her kommer de ind fra Gaden,uden en Øre til Lusesalve engang,og begynder at holde Spræt midt på Katters Tideog gøre Leven med Husens Folk.Jeg vil ikke vide af det,forstår De,og De kan gå Deres Vej alle,som ikke hører hjemme her.Jeg vil have Fred i min egen Lejlighed,har jeg tænkt!«
Jeg sagde intet,jeg lukked slet ikke Munden op,men satte mig nede ved Døren igenog hørte på Larmen.Alle skråled med,endog Børnene og Tjenestepigen,som vilde forklare,hvordan hele Striden var begyndt.Når jeg bare var taus,så vilde det nok drive over engang;det vilde ganske vist ikke komme til det yderste,når jeg blot ikke sagde et Ord.Og hvilket Ord kunde jeg have at sige?Var det måske ikke Vinter ude,og led det ikke ovenikøbet mod Natten?Var det da Tid at slå i Bordetog være Karl for sin Hat?Bare ingen Narrestreger!Og jeg sad stille og forlod ikke Huset,undså mig ikke for at blive siddende,skammed mig ligefrem ikke herfor,skønt jeg næsten var bleven sagt op.Jeg stirred forhærdet hen på Væggen,hvor Kristus hang i Oljetryk,og taug hårdnakket til alle Værtindens Udfald.
»Ja,er det mig.De vil blive af med.Madam,så skal der ikke være noget ivejen for mit vedkommende,«sagde den ene af Kortspillerne.
Han rejste sig.Den anden Kortspiller rejste sig også.
»Nej,jeg mente ikke dig.Og ikke dig heller,«svared Værtinden de to.»Gælder det på,så skal jeg nok vise,hvem jeg mener.Hvis det gælder på.Har jeg tænkt!Det skal vise sig,hvem det er . . . .«
Hun talte afbrudt,gav mig disse Stød med små Mellemrumog trak det rigtigt i Langdrag,forat gøre det tydeligere og tydeligere for mig,at det var mig,hun mente.Stille!sagde jeg til mig selv.Bare stille!Hun havde ikke bedt mig om at gå,ikke udtrykkelig,ikke med rene Ord.Bare ingen Hovmodighed fra min Side,ingen utidig Stolthed!Ørene stive! . . . .Det var dog et ejendommeligt grønt Hår på den Kristus i Oljetryk.Det ligned ikke så lidet grønt Græs,eller udtrykt med udsøgt Nøjagtighed:tykt Enggræs.He,en ganske rigtig Bemærkning,forsvarligt tykt Enggræs . . . .En Række af flygtige Idéforbindelser løb mig i denne Stund gennem Hovedet:Fra det grønne Græs til et Skriftsted om,at hvert Liv var som Græs,der antændtes,derfra til Dommedag,når alt skulde brænde op,så en liden Afstikker ned til Jordskælvet i Lissabon,hvorpå der foresvæved mig noget om en spansk Spyttebakke af Messingog et Penskaft af Ibenholdt,som jeg havde set nede hos Ylajali.Ak,ja,alt var forgængeligt!Ganske som Græs,der antændtes!Det gik ud på fire Fjæleog et Ligsvøb —Ligsvøb hos Jomfru Andersen,tilhøjre i Porten . . . .
Og alt dette kastedes om i mit Hoved i dette fortvivlede Øjeblik,da min Værtinde stod i Færd med at jage mig på Dør.
»Han hører ikke!«råbte hun.»Jeg siger.De skal forlade Huset,nu ved De det!Jeg tror Gud fordømme mig,at Manden er gal,jeg!Nu går De på hellige Flæk,og så ikke mere Snak om den Sag.«
Jeg så mod Døren,ikke forat gå,aldeles ikke forat gå;der faldt mig ind en fræk Tanke:hvis der havde været en Nøgle i Døren,vilde jeg have vredet den om,stængt miginde sammen med de andre,forat slippe at gå.Jeg havde en aldeles hysterisk Gru for at komme ud på Gaden igen.Men der var ingen Nøgle i Døren,og jeg rejste mig op;der var intet Håb mer.
Da blander pludselig min Værts Røst sig med Konens.Jeg blev forbauset stående.Den samme Mand,som nylig havde truet mig,tager underligt nok mit Parti.Han siger:
»Nej,det går ikke an at jage Folk ud imod Natten,ved du.Der er Straf for det.«
Jeg vidste ikke,om der var Straf herfor,jeg kunde ikke sige det;men det var måske så,og Konen besinded sig ganske snart,blev roligog talte ikke til mig mer.Hun lagde endog to Smørogbrød frem til mig til Aftens,men jeg modtog dem ikke,bare af Taknemmelighed mod Manden modtog jeg dem ikke,idet jeg foregav,at jeg havde fået lidt Mad ude i Byen.
Da jeg endelig begav mig ud i Forstuen,forat gå tilsengs,kom Madamen efter mig,standsed på Dørstokkenog sagde højt,mens hendes store,frugtsommelige Mave strutted ud imod mig:
»Men det er sidste Nat,De ligger her,så De ved om det.«
»Ja,ja!«svared jeg.
Der blev vel kanske også en Råd til Husly imorgen,hvis jeg gjorde mig rigtig Flid for det.Et eller andet Skjulested måtte jeg dog finde.Foreløbig glæded jeg mig over,at jeg ikke behøved at gå ude inat.
* * *
Jeg sov til fem-seks Tiden om Morgenen.Det var endnu ikke lyst,da jeg vågned,men jeg stod alligevel op med det samme;jeg havde ligget i fulde Klæder for Kuldens Skyldog havde intet mer at klæde mig på.Da jeg havde drukket lidt Vandog i al Stilhed fået Døren åbnet,gik jeg også straks ud,idet jeg frygted for at træffe min Værtinde påny.
En og anden Konstabel,som havde våget Natten ud,var det eneste levende,jeg så i Gaderne;lidt efter begyndte også et Par Mænd at slukke Gaslygterne omkring.Jeg drev om uden Mål og Med,kom op i Kirkegadenog tog Vejen ned til Fæstningen.Kold og endnu søvnig,mat i Knæerne og Ryggen efter den lange Turog meget sulten,satte jeg mig ned på en Bænkog døsed en lang Tid.Jeg havde i tre Uger levet udelukkende af de Smørogbrød,som min Værtinde havde givet mig Morgen og Aften;nu var det netop et Døgn,siden jeg fik mit sidste Måltid,det begyndte at gnave mig slemt påny,og jeg måtte have en Udvej ret snart.Med den Tanke sovned jeg atter ind på Bænken . . . .
Jeg vågned af,at Mennesker talte i min Nærhed,og da jeg havde summet mig lidt,så jeg,at det var lys Dag,og at alle Folk var kommet på Benene.Jeg rejste mig og gik bort.Solen brød op over Åserne,Himlen var hvid og fin,og i min Glæde over den skønne Morgen efter de mange mørke Ugerglemte jeg alle Sorgerog syntes,at det mangen Gang havde været værre for mig.Jeg klapped mig på mit Brystog sang en liden Stump for mig selv.Min Stemme lød så dårlig,rigtig medtagen lød den,og jeg rørte mig selv til Tårer ved den.Denne pragtfulde Dag,den hvide,lysdrukne Himmel virked også altfor stærkt på mig,og jeg stak i at græde højt.
»Hvad er det,som fejler Dem?«spurgte en Mand.
Jeg svared ikke,hasted blot bort,skjulende mit Ansigt for alle Mennesker.
Jeg kom ned til Bryggerne.En stor Bark med russisk Flag lå og lossed Kul;jeg læste dens Navn,»Copégoro«,på Siden.Det adspreded mig en Tidlang at iagttage,hvad der foregik ombord i dette fremmede Skib.Det måtte være næsten udlosset,det lå allerede med IX Fod nøgne på Stilken,trods den Ballast,det alt havde taget ind,og når Kulsjouerne stamped henover Dækket med sine tunge Støvler,drøned det hult i hele Skibet.
Solen,Lyset,det salte Pust fra Havet,hele dette travle og lystige Liv stived mig opog fik mit Blod til at banke levende.Med en Gang faldt det mig ind,at jeg måske kunde gøre et Par Scener på mit Drama,mens jeg sad her.Og jeg tog mine Blade op af Lommen.
Jeg forsøgte at forme en Replik i en Munks Mund,en Replik,der skulde svulme af Kraft og Intolerance;men det lykkedes mig ikke.Så sprang jeg over Munkenog vilde udarbejde en Tale,Dommerens Tale til Tempelskændersken,og jeg skrev en halv Side på denne Tale,hvorpå jeg holdt op.Der vilde ikke lægge sig det rette Klima over mine Ord.Travlheden omkring mig,Hejsesangene,Gangspillenes Støjog den uafbrudte Raslen med Jærnkættingerne passed så lidet til den Luft af tæt,muggen Middelalder,der skulde stå som en Tåge i mit Drama.Jeg pakked Papirerne sammenog rejste mig.
Nu var jeg alligevel kommet velsignet på Glid,og jeg følte klart,at jeg kunde udrette noget nu,hvis alt gik godt.Bare jeg havde et Sted at ty hen til!Jeg tænkte efter det,standsed ligefrem op i Gadenog tænkte efter,men vidste ikke af et eneste stille Sted i hele Byen,hvor jeg kunde slå mig ned en Stund.Der blev ingen anden Udvej,jeg fik gå tilbage til Logihuset i Vaterland.Jeg krymped mig ved det,og jeg sagde hele Tiden til mig selv,at det gik ikke an,men jeg gled dog fremadog nærmed mig stadig det forbudte Sted.Vist var det ynkeligt,indrømmed jeg mig selv,ja,det var forsmædeligt,rigtig forsmædeligt var det;men det fik ikke hjælpe.Jeg var ikke det ringeste hovmodig,jeg turde sige så stort et Ord,at jeg var et af de mindst kæphøje Væsener,som Dags Dato var til.Og jeg gik.
Jeg standsed ved Portenog overvejed endnu engang.Jo,det fik gå som det vilde,jeg måtte vove det!Hvad var det egentlig for en Bagatel,det drejed sig om?For det første skulde det jo vare blot i nogle Timer,for det andet skulde Gud forbyde,at jeg nogensinde senere tog min Tilflugt til det Hus igen.Jeg gik ind i Gården.Endnu mens jeg gik over disse ujævne Stene på Gårdspladsen,var jeg usikkerog havde nær vendt om ved Døren.Jeg bed Tænderne sammen.Nej,ingen utidig Stolthed!I værste Fald kunde jeg undskylde mig med,at jeg kom for at sige Farvel,tage ordentlig Afskedog gjøre en Aftale angående min Gjæld til Huset.Jeg åbned Døren til Forstuen.
Jeg blev stående aldeles stille indenfor.Lige foran mig,blot i to Skridts Afstand,stod Værten selv,uden Hat og uden Frakke,og kiged ind gennem Nøglehullet til Familjens egen Stue.Han gjorde en tyst Bevægelse med Hånden,forat få mig til at være stille,og kiged atter indad Nøglehullet.Han stod og lo.
»Kom hid!«sagde han hviskende.
Jeg nærmed mig på Tæerne.
»Se her!«sagde hanog lo med en stille,hidsig Latter.»Kig ind!Hi-hi!Der ligger de!Se på Gammeln!Kan De se Gammeln?«
Inde i Sengen,ret under Kristus i Oljetrykog lige mod mig,så jeg to Skikkelser,Værtinden og den fremmede Styrmand;hendes Ben skinned hvide mod den mørke Dyne.Og i Sengen ved den anden Væg sad hendes Fader,den lamme Olding,og så på,ludende over sine Hænder,sammenkrøben som sædvanligt,uden at kunne røre sig . . . .
Jeg vendte mig om mod min Vært.Han havde den største Møje med at af holde sig fra at le højt.
»Så De Gammeln?«hvisked han.»Å,Gud,så De Gammeln?Han sidder og ser på!«Og han lagde sig igen ind til Nøglehullet.
Jeg gik hen til Vinduetog satte mig.Dette Syn havde ubarmhjærtigen bragt Uorden i alle mine Tankerog vendt op og ned på min rige Stemning.Nå,hvad vedkom det mig?Når Manden selv fandt sig i det,ja,endog havde sin store Fornøjelse af det,så var der ingen Grund for mig til at tage mig det nær.Og hvad Oldingen angik,da var Oldingen en Olding.Han så det måske ikke engang;kanske sad han og sov;Gud ved,om han ikke endogså var død;det skulde ikke undre mig om han var død.Og jeg gjorde mig ingen Samvittighed af det.
Jeg tog atter mine Papirer opog vilde vise alle uvedkommende Indtryk tilbage.Jeg var standset midt i en Sætning i Dommerens Tale:»Så byder mig Gud og Loven,så byder mig mine vise Mænds Råd,så byder mig og min egen Samvittighed . . . .«Jeg så ud af Vinduet,forat tænke efter,hvad hans Samvittighed skulde byde ham.En liden Støj trængte ud til mig fra Stuen indenfor.Nå,det angik ikke mig,aldeles ikke;Oldingen var desuden død,døde kanske imorges ved fire Tiden;det var mig altså inderlig knusende ligegyldigt med den Støj;hvorfor Fan sad jeg da og gjorde mig mine Tanker om den?Rolig nu!
»Så byder mig og min egen Samvittighed . . . .«
Men alt havde forsvoret sig imod mig.Manden stod slet ikke ganske rolig henne ved Nøglehullet,jeg hørte nu og da hans indeklemte Latterog så,at han rysted;ude på Gaden foregik der også noget,som adspredte mig.En liden Gut sad og pusled for sig selv i Solen over på det andet Fortoug;han aned Fred og ingen Fare,knytted blot endel Papirstrimler sammenog gjorde ingen Fortræd.Pludselig springer han opog bander;han rykker baglænds ud i Gadenog får Øje på en Mand,en voksen Mand med rødt Skjæg,som lå udaf et åbent Vindu i anden Etageog spytted ned i hans Hoved.Den lille græd af Vredeog bandte vanmægtigt op mod Vinduet,og Manden lo ham ned i Ansigtet;der gik måske fem Minutter på den Måde.Jeg vendte mig bort,for ikke at se Guttens Gråd.
»Så byder mig og min egen Samvittighed,at . . . .«
Det var mig umuligt at komme længer.Tilsidst begyndte alt at rable for mig;jeg syntes,at endog det,jeg allerede havde skrevet,var ubrugeligt,ja,at hele Idéen var noget farligt Tøv.Man kunde slet ikke tale om Samvittighed i Middelalderen,Samvittigheden blev først opfundet af Danselærer Shakespeare,følgelig var min hele Tale urigtig.Var der altså intet godt i disse Blade?Jeg løb dem igennem pånyog løste straks mine Tvivl;jeg fandt storartede Steder,rigtig lange Stykker af stor Mærkværdighed.Og der jog mig atter gennem mit Bryst den berusende Trang til at tage fat igenog få mit Drama færdigt.
Jeg reiste migog gik til Døren,uden at agte på Værtens rasende Tegn til mig om at fare stille frem.Jeg gik bestemt og fast i Sind ud af Forstuen,opad Trapperne til anden Etageog trådte ind i mit gamle Værelse.Styrmanden var der jo ikke,og hvad var der så ivejen for,at jeg kunde sidde her et Øjeblik?Jeg skulde ikke røre nogen af hans Sager,jeg skulde slet ikke bruge hans Bord engang,men slå mig ned på en Stol ved Dørenog være glad til.Jeg folder heftigt Papirerne ud på mine Knæ.
Nu gik det i flere Minutter aldeles udmærket.Replik efter Replik opstod fuldt færdig i mit Hoved,og jeg skrev uafbrudt.Jeg fylder den ene Side efter den anden,sætter afsted over Stok og Sten,klynker sagte af Henrykkelse over min gode Stemningog ved næsten ikke af mig selv.Den eneste Lyd,jeg hører i denne Stund,er min egen glade Klynken.Der faldt mig også ind en såre heldig Idé med en Kirkeklokke,som skulde smælde i at ringe på et vist Punkt i mit Drama.Alt gik overvældende.
Så hører jeg Skridt i Trappen.Jeg skælver og er næsten fra mig selv,sidder sågodtsom på Sprang,sky,vag,fuld af Angst for alle Tingog ophidset af Sult;jeg lytter nervøst,holder Blyanten stille i Håndenog lytter,jeg kan ikke skrive et Ord mer.Døren går op;Parret nede fra Stuen træder ind.
Endnu førend jeg havde fået Tid til at bede om Undskyldning for,hvad jeg havde gjort,råber Værtinden aldeles himmelfalden:
»Nej,Gud trøste og hjælpe mig,sidder han ikke her igen!«
»Undskyld!«sagde jeg,og jeg vilde sagt mer,men kom ikke længer.
Værtinden slog Døren op på vid Vægog skreg:
»Går De nu ikke ud,så Gud fordømme mig henter jeg ikke Politiet!«
Jeg rejste mig.
»Jeg vilde bare sige Farvel til Dem,«mumled jeg,»og så måtte jeg vente på Dem.Jeg har ikke rørt nogen Ting,jeg sad her på Stolen . . . .«
»Ja,det gjorde ingenting«sagde Styrmanden.»Hvad Fan gjorde det?Lad Manden være,han!«
Da jeg var kommet ned i Trappen,blev jeg med en Gang rasende på denne tykke,opsvulmede Kone,der fulgte mig i Hælene,forat få mig hurtigt væk,og jeg stod et Øjeblik stille,med Munden fuld af de værste Øgenavne,som jeg vilde slynge mod hende.Men jeg betænkte mig i Tideog taug,taug blot af Taknemmelighed mod den fremmede Mand,der gik bag hendeog vilde kunne høre det.Værtinden fulgte stadig efter migog skældte ustandseligt,mens samtidig min Vrede tiltog for hvert Skridt,jeg gik.
Vi kom ned i Gården,jeg gik rigtig langsomt,endnu overvejende,om jeg skulde give mig af med Værtinden.Jeg var i denne Stund ganske forstyrret af Raseri,og jeg tænkte på den værste Blodsudgydelse,et Tryk,som kunde lægge hende død på Stedet,et Spark i Maven.Et Bybud går forbi mig i Porten,han hilser,og jeg svarer ikke;han henvender sig til Madamen bag mig,og jeg hører,at han spørger efter mig;men jeg vender mig ikke om.
Et Par Skridt udenfor Porten indhenter Bybudet mig,hilser pånyog standser mig.Han giver mig et Brev.Heftigt og uvilligt river jeg det op,en Tikrone falder ud af Konvolutten,men intet Brev,ikke et Ord.
Jeg ser på Mandenog spørger:
»Hvad er dette for Slags Narrestreger?Hvem er Brevet ifra?«
»Ja,det ved jeg ikke,«svarer han,»men det var en Dame,som gav mig det.«
Jeg stod stille.Bybudet gik.Da stikker jeg Pengesedlen atter ind i Konvolutten,krøller det hele rigtig godt sammen,vender omog går hen til Værtinden,som endnu holder Udkig efter mig fra Porten,og kaster hende Sedlen i Ansigtet.Jeg sagde ikke noget,yttred ikke en Stavelse,jeg iagttog blot,at hun undersøgte det sammenkrøllede Papir,inden jeg gik . . . .
He,det kunde man kalde at opføre sig med Ære i Livet!Ikke sige noget,ikke tiltale Pakket,men ganske rolig krølle sammen en stor Pengeseddelog kaste den i Øjnene på sine Forfølgere.Det kunde man kalde at optræde med Værdighed!Således skulde de have det,de Dyr! . . . .
Da jeg var kommet på Hjørnet af Tomtegaden og Jærnbanetorvet,begyndte pludselig Gaden at svinge rundt for mine Øjne,det sused tomt i mit Hoved,og jeg faldt ind mod en Husvæg.Jeg kunde simpelthen ikke gå længer,kunde ikke engang rette mig op fra min skæve Stilling;således,som jeg var falden ind mod Væggen,således blev jeg stående,og jeg følte,at jeg begyndte at tabe Besindelsen.Min vanvittige Vrede forhøjedes blot ved dette Anfald af Udmattelse,og jeg løfted Fodenog stamped i Fortouget.Jeg gjorde også forskellige andre Ting,forat komme til Kræfter,bed Tænderne sammen,rynked Panden,rulled fortvivlet med Øjnene,og det begyndte at hjælpe.Min Tanke blev klar,jeg forstod,at jeg holdt på at forgå.Jeg satte Hænderne fremog stødte mig tilbage fra Væggen;Gaden dansed fremdeles rundt med mig.Jeg begyndte at hikke af Raseri,og jeg stred af min inderste Sjæl med min Elendighed,holdt rigtig tappert Stand,for ikke at falde om;jeg agted ikke at synke sammen,jeg vilde dø stående.En Arbejdskærre ruller langsomt forbi,og jeg ser,at der er Poteter i den Kærre,men af Raseri,af Halsstarrighed finder jeg på at sige,at det slet ikke var Poteter,det var Kålhoveder,og jeg bandte grusomt på,at det var Kålhoveder.Jeg hørte godt,hvad jeg selv sagde,og jeg svor bevidst Gang efter Gang på denne Løgn,blot forat have den desperate Tilfredsstillelse,at jeg begik stiv Mened.Jeg berused mig i denne mageløse Synd,jeg rakte mine tre Fingre ivejretog svor med dirrende Læber i Faderens,Sønnens og den Helligånds Navn,at det var Kålhoveder.
Tiden gik.Jeg lod mig falde ned på et Trappetrin ved Siden af migog tørred Sveden af min Pande og Hals,trak Vejret til migog tvang mig til at være rolig.Solen gled ned,det led ud på Eftermiddagen.Jeg begyndte igen at gruble over min Stilling;Sulten blev skammelig mod mig,og om nogle Timer vilde det atter være Nat;det galdt at finde på en Råd,mens der endnu var Tid.Mine Tanker begyndte igen at kredse om Logihuset som jeg var bleven fordrevet fra;jeg vilde aldeles ikke vende tilbage dertil,men kunde alligevel ikke lade være at tænke på det.Egentlig havde Konen været i sin gode Ret til at kaste mig ud.Hvor kunde jeg vente at få bo hos nogen,når jeg ikke kunde betale for mig?Hun havde ovenikøbet givet mig Mad nu og da;endog igåraftes,da jeg havde opirret hende,havde hun budt mig to Smørogbrød,af Godhed havde hun budt mig demfordi hun vidste,at jeg trængte til dem.Så jeg havde intet at beklage mig over,og jeg begyndte mens jeg sad på Trappen at bede og tigge hende i mit stille Sind om Tilgivelse for min Opførsel.Især angred jeg bitterlig,at jeg havde vist mig utaknemmelig mod hende tilsidstog kastet hende en Tikrone i Ansigtet . . . .
Tikronen!Jeg plystred en Gang med Munden.Brevet,som Budet bragte,hvor kom det fra?Først nu i dette Øjeblik tænkte jeg klart over detteog aned med en Gang,hvordan det hele hang sammen.Jeg blev syg af Smærte og Skam,jeg hvisked Ylajali nogle Gange med hæs Stemmeog rysted på Hovedet.Var det ikke mig,som endog så sent som igår havde bestemt mig til at gå hende stolt forbi,når jeg traf hende,og vise hende den største Ligegyldighed?Og istedet derfor havde jeg blot vakt hendes Medlidenhedog aflokket hende en Barmhjærtighedsskilling.Nej,nej,nej,der blev aldrig Ende på min Nedværdigelse!Ikke engang overfor hende havde jeg kunnet hævde en skikkelig Stilling;jeg sank,sank på alle Kanter,hvor jeg vendte mig hen,sank tilknæs,sank tillivs,dukked mig under i Vanæreog kom aldrig op igen,aldrig!Det var Toppunktet!Tage ti Troner i Almisse,uden at kunne slynge dem tilbage mod den hemmelige Giver,gramse Ører sammen med begge Hænder,hvor de bødes frem,og beholde dem,bruge dem til Logipenge,trods sin egen inderste Modbydelighed . . . .
Kunde jeg ikke atter skaffe tilveje disse ti Kroner på en eller anden Måde?At gå tilbage til Værtindenog få Pengesedlen tilbageleveret af hende,nytted nok ikke;der måtte også gives en anden Råd,når jeg tænkte mig om,når jeg bare anstrængte mig rigtigt megetog tænkte mig om.Her var det ved Gud ikke nok at tænke blot på almindelig Vis,jeg fik tænke,så det sled mig gennem hele mit Menneskeværk,efter en Udvej til disse ti Kroner.Og jeg satte mig til at tænke svare.
Klokken kunde vel være omkring fire,om et Par Timer kunde jeg kanske træffe Teaterchefen,hvis jeg blot havde havt mit Drama færdigt.Jeg tager Manuskriptet op,der jeg sidder,og vil med Vold og Magt få istand de tre fire sidste Scener;jeg tænker og svederog læser over fra Begyndelsen,men kommer ingen Vej.Ikke noget Pærevæv!siger jeg,ingen Stivnakkethed her!Og jeg skriver løs på mit Drama,skriver ned alt,som falder mig ind,blot forat blive hurtigt færdigog komme afsted.Jeg vilde indbilde mig selv,at jeg havde et nyt stort Øjeblik,jeg løj mig fuld,bedrog mig åbenlystog skrev væk,som om jeg ikke behøved at søge efter Ordene.Det er godt!det er virkelig et Fund!hvisked jeg alt imellem;skriv det bare ned!
Tilslut begynder imidlertid mine sidste Repliker at blive mig mistænkelige;de stak så stærkt af mod Replikerne i de første Scener,desuden havde der slet ikke lagt sig nogen Middelalder i Munkens Ord.Jeg knækker min Blyant over mellem mine Tænder,springer op,river mit Manuskript itu,river hvert Blad itu,kaster min Hat på Gadenog tramper på den.Jeg er fortabt!hvisker jeg for mig selv;mine Damer og Herrer,jeg er fortabt!Og jeg siger ikke andet end disse Ord,sålænge jeg står derog tramper på min Hat.
En Politibetjent står nogle få Skridt borteog iagttager mig;han står midt ude i Gadenog lægger ikke Mærke til noget andet end mig.Idet jeg slår Hovedet op,mødes vore Øjne;han havde kanske stået der i længere Tidog bare set på mig.Jeg tager min Hat op,sætter den påog går hen til Manden.
»Ved De,hvormange Klokken er?«siger jeg.
Han venter en Stund,inden han haler sit Ur frem,og tager ikke sine Øjne bort fra mig imens.
»Vel fire,«svarer han.
»Akkurat!«siger jeg;»vel fire,fuldkommen rigtigt!De kan Deres Ting,hører jeg,og jeg skal tænke på Dem.«
Dermed forlod jeg ham.Han blev til det yderste forbauset over mig,stod og så efter mig med åben Mundog holdt endnu Uret i Hånden.Da jeg var kommet udenfor Royal,vendte jeg mig omog så tilbage:endnu stod han i samme Stillingog fulgte mig med Øjnene.
He-he,således skulde man behandle Dyrene!Med den mest udvalgte Uforskammethed!Det imponered Dyrene,det satte Skræk i Dyrene . . . .Jeg var særdeles tilfreds med mig selvog gav mig atter til at synge en Stump.Anspændt af Ophidselse,uden at føle nogen Smærte mer,uden endog at kende noget Ubehag af nogen Sort,gik jeg let som en Fjær henover hele Torvet,drejed op ved Basarerneog slog mig ned på en Bænk ved Vor Frelsers.
Kunde det ikke også være temmelig ligegyldigt,enten jeg sendte den Tikrone tilbage eller ej?Når jeg havde fået den,så var den min,og der var visselig ikke Nød der,hvor den kom fra.Jeg måtte jo dog tage imod den,når den udtrykkelig blev sendt til mig;der var ingen Mening i at lade Bybudet beholde den.Heller ikke gik det an at sende tilbage en helt anden Tikrone,end den,jeg havde fået.Så der var intet at gøre ved det.
Jeg forsøgte at se på Færdselen omkring på Torvet foran migog sysselsætte min Tanke med ligegyldige Ting;men det lykkedes mig ikke,og jeg beskæftiged mig stadig med Tikronen.Tilsidst knytted jeg Hænderneog blev vred.Det vilde såre hende,sagde jeg,hvis jeg sendte den tilbage;hvorfor skulde jeg da gøre det?Bestandig skulde jeg gå og holde mig for god til alt muligt,ryste hovent på Hovedetog sige Nej Tak.Nu så jeg,hvad det førte til;jeg stod atter på bar Gade.Selv når jeg havde den bedste Anledning til det,beholdt jeg ikke mit gode,varme Logi;jeg blev stolt,sprang op ved det første Ordog var Karl for min Hat,betalte Tikroner tilhøjre og venstreog gik min Vej . . . .Jeg gik skarpt i Rette med mig selv,fordi jeg havde forladt mit Logiog atter bragt mig i Omstændighed.
Forresten gav jeg den lysegule Fan altsammen!Jeg havde ikke bedt om den Tikrone,og jeg havde næsten ikke havt den mellem Hænderne engang,men givet den bort straks,betalt den ud til vild fremmede Mennesker,som jeg aldrig vilde få se igen.Den Slags Mand var jeg,betalte altid til sidste Hvid,når det galdt noget.Kendte jeg Ylajali ret,så angred hun heller ikke på,at hun havde sendt mig de Penge;hvad sad jeg da og hussered for?Det var ligefrem det mindste,hun kunde gøre,at sende mig en Tikrone nu og da.Den stakkels Pige var jo forelsket i mig,he,kanske dødeligt forelsket i mig endogså . . . .Og jeg sad og blæred mig dygtigt for mig selv ved denne Tanke.Der var ingen Tvivl om,at hun var forelsket i mig,den stakkels Pige! . . . .
Klokken blev fem.Jeg faldt atter sammen efter min lange nervøse Ophidselseog begyndte påny at føle den tomme Susen i mit Hoved.Jeg stirred ret frem,holdt Øjnene stiveog så ud for mig henimod Elefantapoteket.Sulten rased rigtig stærkt i mig da,og jeg led meget.Mens jeg sidder således og ser ind i Luften,klarner der sig lidt efter lidt for mit stive Blik en Skikkelse,som jeg tilslut ser aldeles tydeligtog genkender:det er Kagekonen ved Elefantapoteket.
Jeg rykker til,retter mig op på Bænkenog begynder at tænke mig om.Jo,det havde sin Rigtighed,det var den samme Kone foran det samme Bord på det samme Sted!Jeg plystrer et Par Gangeog knipser i Fingrene,rejser mig op fra Bænkenog begynder at gå henimod Apoteket.Ikke noget Nonsens!Jeg gav Fan,enten det var Syndens Penge eller gode norske Høkerpenge af Sølv fra Kongsberg!Jeg vilde ikke være latterlig,man kunde dø af formeget Hovmod . . . .
Jeg går frem til Hjørnet,tager Sigte på Konenog stiller mig op foran hende.Jeg smiler,nikker kendtog indretter mine Ord,som om det var en Selvfølge,at jeg vilde komme tilbage engang.
»Goddag!«siger jeg.»De kender mig kanske ikke igen?«
»Nej,«svarer hun langsomtog ser på mig.
Jeg smiler endda mer,som om det var bare hendes kostelige Spøg,at hun ikke kendte mig,og siger:
»Husker De ikke,at jeg gav Dem en hel Del Kroner engang?Jeg sagde ikke noget ved den Lejlighed,såvidt jeg husker,det gjorde jeg ikke;det plejer jeg ikke at gøre.Når man har med ærlige Folk at skaffe,så er det unødvendigt at aftale nogetog så at sige oprette Kontrakt for hver liden Ting.He-he!Jo,det var mig,som levered Dem de Penge.«
»Nej,jaså,var det Dem!Ja,nu kender jeg Dem nok også,når jeg tænker mig om . . . .«
Jeg vilde forebygge,at hun skulde begynde at takke mig for Pengene,og jeg siger derfor hurtigt,idet jeg allerede søger med mine Øjne omkring på Bordet efter Madvarer:
»Ja,nu kommer jeg,forat få Kagerne.«
Det forstår hun ikke.
»Kagerne,«gentager jeg,»nu kommer jeg,forat få dem.Ialfald endel,første Forsyning.Jeg trænger ikke alt idag.«
»Kommer De,forat få dem?«spørger hun.
»Jagu kommer jeg,forat få dem,ja!«svarer jegog ler højt,som om det burde have været indlysende for hende allerede straks,at jeg kom,forat få dem.Jeg tager også nede på Bordet en Kage,et Slags Franskbrød,som jeg begynder at spise på.
Da Konen ser dette,letter hun sig op i Kælderhullet,gør uvilkårlig en Bevægelse,som forat beskytte sine Varer,og hun lader mig forstå,at hun ikke havde ventet mig tilbage,forat berøve hende dem.
Ikke det?siger jeg.Jaså,ikke det?Hun var mig virkelig en kostelig Kone!Havde hun nogensinde oplevet,at nogen havde givet hende til Forvaring en Slump Kroner,uden at vedkommende havde krævet dem tilbage?Nej,ser De der!Troed hun kanske,at det var stjålne Penge,siden jeg havde slængt dem til hende på den Måde?Nå,det troed hun dog ikke;det var endda godt,virkelig godt!Det var om jeg så måtte sige snilt af hende,at hun dog holdt mig for en ærlig Mand.Ha-ha!Jo,hun var virkelig god!
Men hvorfor gav jeg hende da Pengene?Konen blev forbittretog råbte højt derom.
Jeg forklared,hvorfor jeg havde givet hende Pengene,forklared det dæmpet og eftertrykkeligt:Det var min Vane at gå frem på den Måde,fordi jeg troed alle Mennesker så godt.Bestandig når nogen bød mig en Kontrakt,et Bevis,så rysted jeg på Hovedetog sagde Nej Tak.Det skulde Gud vide,at jeg gjorde!
Men Konen forstod det fremdeles ikke.
Jeg greb til andre Midler,talte skarptog frabad mig mig Vrøvl.Havde det aldrig hændt,at nogen anden havde betalt hende i Forskud på lignende Måde?spurgte jeg.Jeg mente naturligvis Folk,som havde god Råd,for Eksempel nogen af Konsulerne?Aldrig?Ja,det kunde ikke jeg undgælde for,at det var en hende fremmed Omgangsmåde.Det var Skik og Brug i Udlandet.Hun havde kanske aldrig været udenfor Landets Grændser?Nej,ser De der!Da kunde hun slet ikke tale med i denne Sag . . . .Og jeg tog efter flere Kager på Bordet.
Hun knurred vredt,vægred sig hårdnakket for at udlevere noget av,hvad hun havde på Bordet,rykked endog et Stykke Kage ud af min Håndog lagde det tilbage på sin Plads.Jeg blev vred,slog i Bordetog trued med Politiet.Jeg skulde være nådig mod hende,sagde jeg;hvis jeg tog alt,hvad mit var,Så vilde jeg ruinere hele hendes Butik,for det var en farlig Masse Penge,jeg havde leveret hende i sin Tid.Men jeg vilde ikke tage så meget,jeg vilde i Virkeligheden kun have halv Valutta.Og jeg skulde ovenikøbet ikke komme igen mer.Det måtte Gud bevare mig for,eftersom hun var af den Slags Mennesker . . . .
Endelig lagde hun frem endel Kager til en ublu Pris,fire fem Stykker,som hun taksered til det højeste,hun kunde finde på,og bad mig tage demog gå min Vej.Jeg kaevled fremdeles med hende,påstod,at hun snød mig for mindst en Krone af Pengeneog desuden udsuged mig ved sine blodige Priser.Ved De,at der er Straf for slige Kæltringstreger?sagde jeg.Gud bevare Dem,De kunde komme på Slaveriet for Levetiden,gamle Asen!Hun slængte endnu en Kage
hen til migog bad mig næsten tænderskærende om at gå.
Og jeg forlod hende.
He,Mage til uefterretlig Kagekone skulde man aldrig have set!Hele Tiden,mens jeg gik hen ad Torvetog åd på mine Kager,talte jeg højt om Konen og hendes Uforskammethed,gentog for mig selv,hvad vi begge havde sagt til hinanden,og syntes,at jeg havde været hende langt overlegen.Jeg åd af Kagerne i alle Folks Påsynog talte om dette.
Og Kagerne forsvandt en efter en;det forslog intet,hvor meget jeg tog tillivs,jeg var lige bundløst hungrig.Herregud dog,at det ikke vilde forslå!Jeg var så grådig,at jeg endog nær havde forgrebet mig på den sidste Kage,Som jeg lige fra Begyndelsen havde bestemt mig til at spare,gæmme til den lille nede i Vognmandsgaden,Gutten,som havde leget med Papirstrimlerne.Jeg husked ham stadigt,kunde ikke få mig til at glemme hans Mine,da han sprang opog bandte.Han havde vendt sig ona mod mit Vindu,da Manden spytted ned på ham,og han havde ligefrem set efter,om også jeg skulde le deraf.Gud ved,om jeg nu traf ham,når jeg kom derned!Jeg anstrængte mig stærkt,forat komme hurtigt ned i Vognmandsgaden,passered det Sted,hvor jeg havde revet mit Drama istykker,og hvor endnu endel Papir lå tilbage,omgik Politibetjenten,som jeg nys havde forbauset så ved min Opførsel,og stod tilsidst ved Trappen,hvor Gutten havde siddet.
Han var der ikke.Gaden var næsten tom.Det tog til at mørkne,og jeg kunde ikke blive Gutten var;han var måske gået ind.Jeg lagde Kagen forsigtigt ned,rejste den på Kant mod Døren,banked hårdt påog sprang min Vej med det samme.Han finder den nok!sagde jeg til mig selv;det første,han gør,når han kommer ud,det er at finde den!Og mine Øjne blev våde af Glæde,over,at den lille vilde finde Kagen.
Jeg kom ned til Jærnbanebryggen igen.
Nu sulted jeg ikke mer,blot den søde Mad,jeg havde nydt,begyndte at volde mig ondt.I mit Hoved støjed også påny de vildeste Tanker:Hvad om jeg i Hemmelighed overskar Trossen til et af disse Skibe?Hvad om jeg pludselig gav mig til at råbe på Brand?Jeg går længer ud på Bryggen,finder mig en Kasse at sidde på,folder Hænderneog føler,at mit Hoved blir mer og mer fortumlet.Og jeg rører mig ikke,gør slet intet,forat holde mig oppe mer.
Jeg sidder derog stirrer på »Copégoro«,Barken med det russiske Flag.Jeg skimter en Mand ved Rækken;Bagbords røde Lanterne lyser ned på hans Hoved,og jeg rejser mig opog taler over til ham.Jeg havde ingen Hensigt med at tale,som jeg gjorde,jeg vented heller ikke at få noget Svar.Jeg sagde:
»Sejler De iaften,Kaptejn?«
»Ja,om en liden Stund,«svarer Manden.Han talte Svensk.
»Hm.De skulde ikke mangle en Mand?«Jeg var i dette Øjeblik lige glad,enten jeg fik et Afslag eller ej,det var mig ligegyldigt,hvilket Svar Manden vilde give mig.Jeg stod og vented så på ham.
»Å,nej,«svared han.»Det skulde da være en Jungmand.«
En Jungmand!Jeg gjorde et Ryk på mig,sneg mine Briller afog stak dem i Lommen,trådte op på Landgangenog skræved ombord.
»Jeg er ikke befaren,«sagde jeg,»men jeg kan gøre det.De sætter mig til.Hvor går Turen?«
»Vi er ballastet til Leeds efter Kul for Cadix.«
»Godt!«sagde jegog tvang mig ind på Manden.»Jeg er lige glad,hvor det bærer hen.Jeg skal gøre mit Arbejde.«
Han stod en Stundog så på migog tænkte sig om.
»Har du ikke faret før?«spurgte han.
»Nej.Men som jeg siger Dem,sæt mig til et Arbejde,og jeg skal gøre det.Jeg er vant til noget af hvert.«
Han tænkte sig atter om.Jeg havde allerede sat mig levende i Hovedet,at jeg vilde tage med,og jeg begyndte at ængstes for at blive jaget iland igen.
»Hvad mener De så,Kaptejn?«spurgte jeg endelig.»Jeg kan virkelig gøre,hvad det skal være.Hvad siger jeg!Jeg måtte være en dårlig Mand,om jeg ikke gjorde mer,end netop det,jeg var sat til.Jeg kan tage to Vagter i Træk,om det gælder.Det har jeg godt af,og jeg holder nok ud med det.«
»Ja,ja,vi kan forsøge det,«sagde han.»Går det ikke,så kan vi jo skilles i England.«
»Naturligvis!«svared jeg i min Glæde.Og jeg gentog endnu engang,at vi kunde skilles i England,hvis det ikke gik.
Så satte han mig til Arbejde . . . .
Ude i Fjorden retted jeg mig op engang,våd af Feber og Mathed,så indad mod Landog sagde Farvel for denne Gang til Byen,til Kristiania,hvor Vinduerne lyste så blankt fra alle Hjem.
QUATRIÈME PARTIE
L'hiver était arrivé,un hiver âpre et humide, presque sans neige,une nuit de brouillard et de ténèbres qui n'en finissait pas,sans un seul souffle de vent frais,aussi longue que la semaine.Le gaz brûlait presque toute la journée dans les rues,et les gens se heurtaient tout de même dans le brouillard.Tous les sons,le carillon des cloches d'église,les grelots des chevaux de fiacre,les voix des hommes,le martèlement des sabots,tout résonnait d'une sonorité fêlée et criarde dans l'air épaisqui s'interposait à toute choseet tout assourdissait.Les semaines passaient,et le temps demeurait immuable.
Et je séjournais toujours en bas, à Vaterland.
J'étais de plus en plus étroitement lié à cette pension,cette auberge pour voyageursoù l'on m'avait permis de logermalgré mon dénuement.Mon argent était épuisé depuis longtemps,et je continuais pourtant d'aller et venir en ce lieu,comme si j'en avais le droit,comme si j'y étais chez moi.La patronne n'avait encore rien dit ;mais il me tourmentaitde ne pouvoir la payer.Trois semaines s'écoulèrent ainsi.
J'avais déjà repris mon écriture depuis plusieurs jours,mais je ne parvenais plus à rien produiredont je fusse satisfait ;je n'avais plus aucune chance,bien que je fusse très assiduet que je m'y essayasse tard et tôt ;quoi que j'entreprenne,cela ne servait à rien,la fortune m'avait abandonné,et mes efforts étaient toujours vains.
C'est dans une chambre au deuxième étage,la meilleure chambre d'hôte,que je me livrais à ces tentatives.On m'y avait laissé en paixdepuis le premier soir,quand j'avais de l'argent et pouvais régler ma note.J'avais aussi gardé tout ce temps l'espoirde parvenir enfin à composer un article sur un sujet ou un autre,afin de pouvoir payer la chambreet ce que je devais par ailleurs ;c'est pourquoije travaillais avec tant d'acharnement.J'avais surtout en chantier un articledont j'attendais beaucoup,une allégorie sur l'incendie d'une librairie,une pensée d'une grande profondeurque je voulais m'appliquer de toutes mes forces à développerpour la remettre au « Commandeur » en acompte.Le « Commandeur » verrait bienqu'il avait, cette fois, véritablement aidé un talent ;je n'avais aucun doutequ'il le verrait ;il s'agissait seulement d'attendre que l'inspiration vienne à moi.Et pourquoi l'inspiration ne viendrait-elle pas ?Pourquoi ne viendrait-elle pas, et même au plus vite ?Plus rien ne clochait chez moi ;ma logeuse me donnait un peu de nourriture chaque jour,quelques tartines beurrées matin et soir,et ma nervosité avait presque disparu.Je n'enveloppais plus mes mains de chiffonsquand j'écrivais,et je pouvais regarder la rue depuis mes fenêtres du deuxième étagesans être pris de vertige.Mon état s'était grandement amélioré à tous égards,et je commençais même à m'étonnerde n'avoir pas encore achevé mon allégorie.Je ne comprenais pascomment cela se faisait.
Un jour, j'allais enfin avoir un aperçude la faiblesse qui était devenue la mienne,de la torpeur et de l'inefficacité avec lesquelles mon cerveau fonctionnait.Ce jour-là, en effet, ma logeuse monta me voir avec une note,qu'elle me pria d'examiner ;il devait y avoir une erreur dans cette note,dit-elle,elle ne correspondait pas à son propre livre de comptes ;mais elle n'avait pas réussi à trouver l'erreur.
Je me mis à compter ;ma logeuse était assise juste en face de moiet me regardait.Je comptai ces vingt postes,d'abord une fois vers le bas,et trouvai la somme correcte,puis une fois vers le haut,et parvins de nouveau au même résultat.Je regardai la femme,elle était assise juste devant moi et attendait ma sentence ;je remarquai au même instantqu'elle était enceinte,cela n'échappa pas à mon attention,et pourtant je ne la dévisageais nullement d'un air inquisiteur.
« La somme est correcte »,dis-je.
« Non,vérifiez donc chaque chiffre »,répondit-elle ;« ça ne peut pas faire autant ;j'en suis sûre. »
Et je me mis à réviser chaque poste :2 pains à 25,verre de lampe 18,savon 20,beurre 32...Il ne fallait pas une tête bien faitepour parcourir ces suites de chiffres,cette petite note d'épiciersans la moindre complication,et j'essayai honnêtement de trouver l'erreurdont parlait la femme,mais je ne la trouvai pas.Après avoir bataillé avec ces chiffres pendant quelques minutes,je sentis malheureusementque tout se mettait à danser dans ma tête ;je ne faisais plus la différence entre le débit et le crédit,je mélangeais tout.Finalement, je butai net sur le poste suivant :« 3 livres 5/16 de Fromage à 16 ».Mon cerveau dérailla complètement,je fixai stupidement le fromageet n'avançai plus d'un pas.
« C'est tout de même maudit,comme c'est mal écrit ! »dis-je, désespéré.« Ici, il y a, que Dieu me sauve, simplement cinq seizièmes de fromage.Hé-hé,a-t-on jamais entendu pareille chose !Tenez,vous pouvez voir par vous-même ! »
« Oui »,répondit la patronne,« ils ont l'habitude d'écrire comme ça.C'est le fromage au cumin.Si,c'est correct !Cinq seizièmes, ça fait donc cinq lod. »
« Oui,je comprends bien ! »m'écriai-je,bien qu'en réalité je ne comprisse plus rien du tout.
J'essayai de nouveau d'éclaircir ce petit calculque, quelques mois auparavant, j'aurais résolu en une minute ;je suais à grosses gouttes et réfléchissais de toutes mes forces à ces chiffres énigmatiques,et je clignais des yeux d'un air pensif,comme si j'étudiais l'affaire avec la plus grande acuité ;mais je dus abandonner.Ces cinq lod de fromage eurent raison de moi ;c'était comme si quelque chose s'était brisé dans mon front.
Pour donner l'impression, toutefois,que je poursuivais mes calculs,je remuais les lèvreset prononçais de temps à autre un chiffre à voix haute,tout en glissant de plus en plus bas sur la note,comme si je progressais sans cesseet approchais de la conclusion.La patronne était assise et attendait.Finalement, je dis :
« Voilà,je l'ai parcourue du début à la fin,et il n'y a vraiment aucune erreur,pour autant que je puisse voir. »
« Ah non ? »répondit la femme,« ah bon,vraiment ? »Mais je vis bienqu'elle ne me croyait pas.Et soudain, elle sembla adopter dans sa voix une légère teinte de mépris à mon égard,un ton un peu indifférentque je ne lui avais pas entendu jusqu'alors.Elle ditque je n'étais peut-être pas habitué à compter avec des seizièmes ;elle dit aussiqu'elle devrait s'adresser à quelqu'unqui s'y connaissait,pour faire vérifier la note convenablement.Elle ne dit rien de tout cela de manière blessante,pour me faire honte,mais d'un air songeur et grave.Arrivée à la porteet sur le point de sortir,elle dit,sans me regarder :
« Excusez-moide vous avoir dérangé,alors ! »
Elle sortit.
Un instant après, la porte s'ouvrit de nouveau,et ma logeuse rentra ;elle n'avait guère pu aller plus loin que le couloiravant de faire demi-tour.
« C'est vrai ! »dit-elle.« Ne le prenez pas mal ;mais je suppose que j'ai une petite créance sur vous, maintenant ?Cela ne faisait-il pas trois semaines hierque vous êtes arrivé ?Oui,il me semblaitbien.Ce n'est pas facile de s'en sortir avec une si grande famille,alors je ne peux laisser personne loger à crédit,malheureusement... »
Je l'interrompis.
« Je travaille à un article,comme je vous l'ai déjà dit »,dis-je,« et dès qu'il sera terminé,vous aurez votre argent.Soyez tout à fait tranquille. »
« Oui,mais vous ne le terminez jamais, cet article,n'est-ce pas ? »
« Vous croyez ?L'inspiration viendra peut-être sur moi demain,ou peut-être même cette nuit ;il n'est pas du tout impossiblequ'elle vienne à moi cette nuit,et alors mon article sera terminé en un quart d'heure tout au plus.Voyez-vous,il n'en va pas de mon travailcomme de celui des autres ;je ne peux pas m'asseoiret produire une certaine quantité chaque jour,je dois simplement attendre l'instant.Et personnene peut dire le jour ni l'heureoù l'inspiration vient à vous ;il faut que les choses suivent leur cours. »
Ma logeuse sortit.Mais sa confiance en moi était, je crois, fort ébranlée.
Je bondiset m'arrachai les cheveux de désespoir,aussitôt que je fus seul.Non,il n'y avait vraiment aucun salut pour moi, décidément,aucun,aucun salut !Mon cerveau était en faillite !Étais-je donc devenu complètement idiot,au point de ne plus pouvoir calculer la valeur d'un petit morceau de fromage au cumin ?Mais pouvais-je aussi avoir perdu la raison,alors que je me posais de telles questions ?N'avais-je pas en outre, au beau milieu de mes efforts sur la note,fait l'observation limpideque ma logeuse était enceinte ?Je n'avais aucune raison de le savoir,personnene m'en avait rien dit,cela ne m'était pas non plus venu à l'esprit sans raison,j'étais là, assis, je le voyais de mes propres yeux,et je le compris sur-le-champ,et ce, même en un instant de désespoiroù j'étais aux prises avec des seizièmes.Comment devais-je me l'expliquer ?
Je m'approchai de la fenêtre et regardai dehors ;ma fenêtre donnait sur la Vognmandsgade.Des enfants jouaient en bas sur les pavés,des enfants pauvrement vêtus au milieu de la rue pauvre ;ils se lançaient une bouteille videet braillaient à tue-tête.Un chariot de déménagement passa lentement devant eux ;ce devait être une famille expulsée,qui changeait de domicile en dehors de la période des termes.C'est ce que je me dis sur-le-champ.Sur le chariot étaient entassés literie et meubles,des lits et des commodes mités,des chaises peintes en rouge à trois pieds,des tapis,de la ferraille,des ustensiles en fer-blanc.Une petite fille,à peine une enfant,une vraie gamine laide au nez enrhumé,était assise au sommet du chargementet se tenait de ses pauvres mains bleuespour ne pas tomber.Elle était assise sur un tas de matelas affreuxet humides,sur lesquels des enfants avaient dû dormir,et regardait en bas ceuxqui se lançaient la bouteille vide...
J'étais là à regarder tout cela,et je n'eus aucune peine à tout comprendre.Tandis que je me tenais à la fenêtre et observais cette scène,j'entendis aussi la servante de ma logeuse chanter dans la cuisine,juste à côté de ma chambre ;je connaissais la mélodiequ'elle chantait,et je tendis donc l'oreillepour voir si elle allait chanter faux.Et je me disque tout cela, un idiot n'aurait pu le faire ;j'étais,Dieu merci,aussi sensé que n'importe quel homme.Soudain, je vis deux des enfants en bas dans la rue se prendre de querelle,deux gamins ;je reconnus l'un d'eux,c'était celui de ma logeuse.J'ouvre la fenêtrepour entendrece qu'ils se disent,et aussitôt une nuée d'enfants s'attroupe sous ma fenêtreet lève des yeux pleins de désir.Qu'attendaient-ils ?Qu'on leur jette quelque chose ?Des fleurs séchées,des os,des bouts de cigare,une chose ou une autrequ'ils pourraient rongerou avec laquelle ils pourraient s'amuser ?Ils levaient vers ma fenêtre leurs visages bleuis de froid,leurs yeux infiniment longs.Pendant ce temps, les deux petits ennemis continuent de s'invectiver.Des mots, comme de grosses bêtesmoites et immondes, grouillent hors de ces bouches d'enfants,des sobriquets effroyables,un jargon de catin,des jurons de matelotsqu'ils avaient peut-être appris en bas, sur les quais.Et ils sont tous deux si absorbésqu'ils ne remarquent même pas ma logeusequi accourt vers euxpour savoirce qui se passe.
« Ben »,explique son fils,« il m'a pris à la gorge ;j'ai pas pu respirer pendant un bon moment ! »Et se tournant vers le petit malfaiteur,qui se tient là et lui rit au nez d'un air méchant,il devient absolument furieuxet crie :« Va au fin fond de l'enfer,espèce de brute chaldéenneque tu es !Qu'une vermine pareille prenne les gens à la gorge !Je vais te faire voir, moi... »
Et la mère,cette femme enceintequi domine toute la rue étroite de son ventre,répond à l'enfant de dix ansen l'attrapant par le braspour l'emmener :
« Chut !Ferme ton bec !Toi aussi,tu jures, je parie ! Tu ouvres un clapetcomme si tu avais passé des années au lupanar !Allez, rentre ! »
« Non,je rentre pas ! »
« Si,tu rentres ! »
« Non,je rentre pas ! »
Je suis en haut, à la fenêtre,et je voisla colère de la mère monter ;cette scène sinistre m'excite violemment,je ne le supporte plus,je crie au gaminde monter me voir un instant.Je crie deux fois,juste pour les déranger,pour mettre fin à cette scène ;la dernière fois,je crie très fort,et la mère se retourne, stupéfaite,et lève les yeux vers moi.Et sur-le-champ, elle reprend contenance,me regarde avec effronterie,d'un air vraiment supérieur, elle me regarde,puis se retire en adressant une remarque pleine de reproches à son fils.Elle parle fort,pour que je l'entende,et lui dit :
« Fi,tu devrais avoir honte de laisser les gens voircomme tu es méchant ! »
De tout cela,que j'observais ainsi,rien,pas même la moindre petite circonstance,ne m'échappa.Mon attention était extrêmement vive,j'absorbais avec sensibilité chaque petite chose,et je me faisais mes propres réflexions sur ces événementsà mesure qu'ils se déroulaient.Il ne pouvait donc y avoir aucun problème avec ma raison.Comment pourrait-il y avoir un problème avec elle, maintenant ?
Écoute,sais-tu quoi,me dis-je tout à coup ;voilà assez longtemps que tu te préoccupes de ta raisonet que tu te fais du souci à ce sujet ;que cessent maintenant ces sottises !Est-ce un signe de folie que de remarquer et de percevoir toutes choses avec autant de précisionque tu le fais ?Tu me ferais presque rire,je t'assure,ce n'est pas sans humour,pour autant que j'en juge.Bref,il arrive à tout le monde de sécher pour une fois,et justement sur les questions les plus simples.Cela ne veut rien dire,ce n'est qu'une coïncidence.Comme je l'ai dit,je suis à deux doigts de me payer une petite rigolade à tes dépens.Quant à cette note d'épicier,ces misérables cinq seizièmes de fromage de pauvre,puis-je bien l'appeler ainsi— hé-hé,un fromage avec du clou de girofle et du poivre,sur mon honneur un fromagedont on pourrait, pour parler franchement, tomber enceinte— quant à ce fromage ridicule,il aurait pu arriver au meilleur d'être abêti par lui ;l'odeur même de ce fromage aurait pu avoir raison d'un homme...Et je me moquai éperdument de tout fromage au cumin...Non,mets-moi devant quelque chose de comestible !dis-je,mets-moi,si tu veux,devant cinq seizièmes de bon beurre de laiterie !C'est une autre affaire !
Je riais d'une manière fébrile de mes propres traits d'espritet les trouvais fort amusants.Vraiment, plus rienne clochait chez moi mer,j'étais bien conservé.J'étais, pour ainsi dire, même extrêmement bien conservé !J'avais l'esprit clair ;rien à redire là-dessus,Dieu soit loué et remercié !
Ma gaieté augmentait à mesureque je déambulais sur le plancheren conversant avec moi-même ;je riais aux éclatset me sentais violemment joyeux.C'était vraiment comme sije n'avais besoin que de ce petit moment de joie,de cet instant d'extase véritablement lumineuse,sans soucis d'aucune sorte,pour que ma tête redevienne apte au travail.Je m'assis à la tableet me mis à m'occuper de mon allégorie.Et cela alla très bien,mieux que depuis longtemps ;ce n'était pas rapide ;mais il me semblaitque le peuque je produisaisétait absolument excellent.Je travaillai aussi une bonne heure,sans me fatiguer.
J'en suis donc à un point très important de cette allégorie sur un incendie dans une librairie ;il me paraissait si importantque tout le restede ce que j'avais écritn'était rien en comparaison.Je voulais justement formuler avec une grande profondeur l'idéeque ce n'étaient pas des livresqui brûlaient,mais des cerveaux,des cerveaux humains,et je voulais faire de ces cerveaux en flammes une véritable nuit de la Saint-Barthélemy.C'est alors que ma porte s'ouvrit brusquement,et ma logeuse entra en naviguant.Elle vint jusqu'au milieu de la pièce,ne s'arrêta même pas sur le seuil.
Je poussai un petit cri rauque ;c'était vraimentcomme si j'avais reçu un coup.
« Quoi ? »dit-elle.« Il m'a semblé.que vous disiez quelque chose ?Nous avons un voyageur,et il nous faut cette chambre pour lui ;vous dormirez en bas chez nous cette nuit ;oui,vous aurez aussi votre propre lit là-bas. »Et avant d'avoir eu ma réponse,elle se mit sans plus de cérémonie à rassembler mes papiers sur la tableet à les mettre tous en désordre.
Ma bonne humeur s'était envolée,j'étais en colère et désespéréet je me levai aussitôt.Je la laissai débarrasser la tableet ne dis rien ;je ne prononçai pas un mot.Et elle me remit tous les papiers dans la main.
Il n'y avait rien d'autre à faire,je devais quitter la chambre.Voilà maintenant ce précieux moment gâché, lui aussi !Je rencontrai le nouveau voyageur déjà dans l'escalier,un jeune homme avec de grands dessins d'ancres bleues sur le dos des mains ;derrière lui suivait un docker avec une malle de marin sur l'épaule.L'étranger était sans doute un marin,donc juste un voyageur de passage for la nuit ;il n'allait probablement pas occuper ma chambre pour longtemps.Peut-être aurais-je aussi de la chance demain,une fois l'homme parti,et retrouverais-je un de mes moments d'inspiration ;il ne me manquait plus qu'une illumination de cinq minutes,et mon œuvre sur l'incendie serait achevée.Il fallait doncque je me résigne à mon sort...
Je n'étais jamais entré auparavant dans l'appartement de la famille,cette unique pièceoù tous logeaient jour et nuit,le mari,la femme,le père de la femmeet quatre enfants.La servante habitait dans la cuisine,où elle dormait aussi la nuit.Je m'approchai avec une grande répugnance de la porteet frappai ;personne ne répondit,mais j'entendais des voix à l'intérieur.
Le mari ne dit pas un motlorsque j'entrai,ne répondit même pas à ma salutation ;il me regarda seulement avec indifférence,comme si je ne le concernais pas.Du reste, il était assis et jouait aux cartes avec un individuque j'avais vu en bas, sur les quais,un porteurqui répondait au nom de « la Vitre ».Un nourrisson était couché et babillait tout seul dans le lit,et le vieil homme,le père de la logeuse,était assis, recroquevillé sur un banc-lit,la tête penchée sur ses mains,comme si sa poitrine ou son ventre le faisaient souffrir.Il avait les cheveux presque blancset ressemblait, dans sa posture recroquevillée, à une bestiole voûtéequi tendait l'oreille pour guetter quelque chose.
« Je vais malheureusement devoir demander l'hospitalité ici en bas pour cette nuit »,dis-je à l'homme.
« Ma femme vous l'a dit ? »demanda-t-il.
« Oui.Un nouvel homme est arrivé dans ma chambre. »
À cela, l'homme ne répondit rien ;il se remit à ses cartes.
Ainsi cet homme était-il assis, jour après jour,à jouer aux cartes avec quiconqueentrait chez lui,jouant pour rien,juste pour passer le tempset avoir quelque chose entre les mains.Il ne faisait rien d'autre,bougeant juste ce que ses membres paresseux daignaient lui permettre,tandis que sa femme arpentait les escaliers,s'activait de tous côtéset s'occupait de faire venir des clients à la maison.Elle s'était aussi mise en relation avec des dockers et des porteurs des quais,à qui elle versait une certaine commission pour chaque nouveau pensionnairequ'ils lui amenaient,et elle donnait souvent à ces dockers l'hospitalité pour la nuit.C'était maintenant « la Vitre »qui venait d'amener le nouveau voyageur.
Deux des enfants entrèrent,deux fillettes aux visages maigreset couverts de taches de rousseur ;elles portaient des vêtements vraiment misérables.Un peu plus tard, la logeuse entra aussi.Je lui demandaioù elle comptait m'installer pour la nuit,et elle répondit sèchementque je pouvais dormir ici,avec les autres,ou dehors dans l'antichambre sur le canapé,tout à fait comme je le jugerais bon.Pendant qu'elle me répondait cela,elle tournait dans la pièceet s'affairait à diverses chosesqu'elle mettait en ordre,et elle ne me regarda même pas.
Je m'effondrai à sa réponse,restai près de la porteà me faire petit,feignant même d'être bien content d'échanger ma chambre avec un autre pour une nuit ;j'affichai délibérément un visage aimable,pour ne pas l'irriteret risquer d'être chassé complètement de la maison.Je dis :« Oh,oui,on trouvera bien une solution ! »et me tus.
Elle continuait de s'agiter dans la pièce.
« Du reste, je tiens à vous direque je n'ai pas les moyens d'avoir des gens en pension à crédit »,dit-elle.« Et je vous l'ai déjà dit, d'ailleurs. »
« Oui,mais ma chère,ce n'est que pour ces quelques jours,jusqu'à ce que mon article soit terminé »,répondis-je,« et alors je vous donnerai volontiers cinq couronnes de plus,volontiers. »
Mais elle n'avait manifestement aucune foi en mon article,je le voyais bien.Et je ne pouvais pas me permettre d'être orgueilleuxet de quitter la maison,juste pour une petite offense ;je savaisce qui m'attendaitsi je m'en allais.
* * *
Quelques jours s'écoulèrent.
Je restais toujours en bas avec la famille,car il faisait trop froid dans l'antichambre,où il n'y avait pas de poêle ;je dormais aussi la nuit par terre, dans la pièce commune.Le marin étranger logeait toujours dans ma chambreet ne semblait pas vouloir déménager de sitôt.Vers midi, la logeuse entraet racontaqu'il l'avait payée d'avance pour un mois entier ;du reste, il devait passer son examen de secondavant de partir ;c'était la raisonde son séjour en ville.J'écoutais celaet comprisque ma chambre était maintenant perdue pour moi à jamais.
Je sortis dans l'antichambreet m'assis ;si j'avais la chance de parvenir à écrire quelque chose,ce devait être ici,dans le silence.Ce n'était plus mon allégoriequi m'occupait ;j'avais eu une nouvelle idée,un plan tout à fait excellent :j'allais écrire un drame en un acte,« Le Signe de la Croix »,sur un sujet du Moyen Âge.J'avais surtout tout imaginé concernant le personnage principal,une prostituée magnifiqueet fanatique,qui avait péché dans le temple,non par faiblesseet non par désir,mais par haine du Ciel,péché au pied même de l'autel,la nappe d'autel sous sa tête,par pur et merveilleux mépris du Ciel.
Je devins de plus en plus possédé par cette figureà mesure que les heures passaient.Elle se tenait finalement, vivante, devant mes yeux,et exactement telleque je la voulais.Son corps serait imparfait et repoussant :grande,très maigreet un peu sombre,et quand elle marcherait,ses longues jambes transparaîtraient sous ses jupes à chaque pasqu'elle ferait.Elle aurait aussi de grandesoreilles décollées.Bref,elle ne serait rien pour l'œil,à peine supportable à regarder.Ce qui m'intéressait en elle,c'était son impudeur prodigieuse,ce comble désespéré de péché délibéréqu'elle avait commis.Elle m'occupait vraiment trop ;mon cerveau était littéralement boursouflé par cette étrange malformation humaine.Et j'écrivis pendant deux heures entières d'affilée à mon drame.
Quand j'eus produit une dizaine de pages,peut-être douze,souvent avec grande peine,parfois avec de longs intervallesoù j'écrivais en vainet devais déchirer mes feuilles,j'étais fatigué,tout raide de froid et de fatigue,et je me levaiet sortis dans la rue.Pendant la dernière demi-heure, j'avais aussi été dérangé par des cris d'enfants provenant de la pièce de la famille,si bien que je n'aurais de toute façon pas pu écrire davantage à ce moment-là.Je fis donc un long tour du côté de la Drammensvejenet ne rentrai que le soir,tout en continuant à réfléchir àla manière dont j'allais poursuivre mon drame.Avant de rentrer chez moi ce soir-là,il m'était arrivé ce qui suit :
Je me tenais devant une boutique de cordonnier en bas de Karl Johan,presque près de la Jærnbanetorvet.Dieu saitpourquoi je m'étais arrêté juste devant cette boutique de cordonnier !Je regardais par la vitrine,là où j'étais,mais ne pensais d'ailleurs pasque je manquais de chaussures à ce moment précis ;ma pensée était loin,en d'autres contrées du monde.Un essaim de gens qui conversaient passait dans mon dos,et je n'entendais riende ce qui se disait.C'est alors qu'une voix me salue à haute voix :
« Bonsoir ! »
C'était « la Vierge »,qui me saluait.
« Bonsoir ! »répondis-je, distrait.Je regardai aussi « la Vierge » un court instantavant de le reconnaître.
« Eh bien,comment ça va ? »demanda-t-il.
« Ma foi,très bien...comme d'habitude ! »
« Dites-moi »,fit-il,« vous êtes donc toujours chez Christie ? »
« Christie ? »
« Il m'a sembléque vous aviez dit un jourque vous étiez comptable chez le grossiste Christie ? »
« Ah !Oui,non,c'est fini.Il était impossible de travailler avec cet homme ;ça s'est arrêté assez vite de soi-même. »
« Pourquoi donc ? »
« Oh,j'ai fait une erreur d'écriture un jour,et alors... »
« Un faux ? »
Un faux ?« La Vierge » était là et me demandait tout bonnementsi j'avais fait un faux.Il le demanda même rapidement et avec un grand intérêt.Je le regardai,me sentis profondément offenséet ne répondis pas.
« Bah,bah,mon Dieu,ça peut arriver au meilleur ! »dit-ilpour me consoler.Il croyait toujoursque j'avais fait un faux.
« Qu'est-ce qui,bah,bah, mon Dieu, peut arriver au meilleur ? »demandai-je.« Faire un faux ?Écoutez,mon bon monsieur,croyez-vous vraiment,là où vous êtes,que j'aurais pu commettre une telle infamie ?Moi ? »
« Mais,cher ami,il m'a semblé si clairementque vous disiez... »
« Non,j'ai ditque j'avais fait une erreur d'écriture un jour,une année,une bagatelle,si vous voulez savoir,une mauvaise date sur une lettre,un seul trait de plume de travers —voilà tout mon crime.Non,Dieu merci,on peut encore distinguer le juste de l'injuste !Comment en irait-il de moi,si en plus je me mettais à souiller mon honneur ?C'est tout simplement mon sens de l'honneurqui me maintient à flot, maintenant.Mais il est aussi assez fort,je l'espère ;il m'a en tout cas préservé jusqu'à ce jour. »
Je hochai la tête,me détournai de « la Vierge »et regardai la rue.Mon œil tomba sur une robe rougequi s'approchait de nous,une femme aux côtés d'un homme.Si je n'avais pas eu précisément cette conversation avec « la Vierge »,si je n'avais pas été heurté par son soupçon grossier,et si je n'avais pas fait justement ce mouvement de tête,en me détournant un peu, vexé,alors cette robe rouge m'aurait peut-être dépassésans que je la remarque.Et au fond, que me faisait-elle ?Que m'importait-elle,même si c'était la robe de Mademoiselle Nagel, dame de la cour ?
« La Vierge » parlaitet cherchait à réparer son erreur ;je ne l'écoutais pas du tout,je restais tout le temps à fixer cette robe rougequi s'approchait en remontant la rue.Et un frémissement me parcourut la poitrine,une piqûre fineet glissante ;je chuchotai dans ma pensée,chuchotai sans remuer les lèvres :
« Ylajali ! »
À présent, « la Vierge » se tourna aussi,aperçut les deux,la dame et le monsieur,les saluaet les suivit des yeux.Je ne saluai pas,ou peut-être saluai-je inconsciemment.La robe rouge glissa le long de Karl Johanet disparut.
« Qui était-cequi l'accompagnait ? »demanda « la Vierge ».
« "Le Duc",vous ne l'avez pas vu ?Surnommé "le Duc".Vous connaissiez la dame ? »
« Oui,en quelque sorte.Vous ne la connaissiez pas, vous ? »
« Non »,répondis-je.
« Il m'a sembléque vous saluiez si profondément ? »
« Ah bon ? »
« Hé,ne l'avez-vous pas fait ? »dit « la Vierge ».« C'est tout de même étrange !Et c'est seulement vousqu'elle a regardé tout le temps. »
« D'où la connaissez-vous ? »demandai-je.
Il ne la connaissait pas vraiment.Cela remontait à un soir d'automne.Il était tard,ils avaient été trois joyeux lurons ensemble,sortaient juste du Grand,avaient rencontré cette personne marchant seule près de Cammermeyeret lui avaient adressé la parole.Elle avait d'abord répondu de manière distante ;mais l'un des joyeux lurons,un hommequi ne craignait ni le feu ni l'eau,lui avait demandé en pleine face de lui accorder le plaisir civilisé de la raccompagner chez elle.Il ne toucherait pas, sur la foi de Dieu, à un seul cheveu de sa tête,comme il est écrit,il la suivrait seulement jusqu'à sa porte,pour s'assurerqu'elle rentrait en toute sécurité,sinon il ne trouverait pas le repos de toute la nuit.Il parlait sans arrêtpendant qu'ils marchaient,inventait une chose après l'autre,se faisait appeler Waldemar Atterdaget se prétendait photographe.À la fin, elle avait dû rire de ce joyeux luronqui ne s'était pas laissé déconcerter par sa froideur,et cela s'était terminépar le fait qu'il l'avait raccompagnée.
« Eh bien,et alors,qu'est-ce que ça a donné ? »demandai-je,en retenant mon souffle tout ce temps.
« Donné ?Oh,n'y comptez pas !C'est une dame. »
Nous nous tûmes tous deux un instant,« la Vierge » et moi.
« Non,diable,c'était "le Duc" !Il ressemble à ça ! »dit-il ensuite, pensif.« Mais quand elle est avec cet homme-là,alors je ne réponds plus d'elle. »
Je me taisais toujours.Oui,bien sûr, « le Duc » l'enlèverait !Fort bien !Qu'est-ce que cela me faisait ?Je lui souhaitais bien le bonjour,avec toutes ses grâces,un bon jour je lui souhaitais !Et j'essayai de me consoler en pensant les pires choses d'elle,je me fis même un plaisir de la traîner tout à fait dans la boue.Ce qui m'agaçait seulement,c'était d'avoir ôté mon chapeau devant le couple,si je l'avais vraiment fait.Pourquoi devais-je ôter mon chapeau pour de telles gens ?Elle ne m'intéressait plus,absolument pas ;elle n'était plus belle du tout,elle avait décliné,pouah,diable,comme elle était fanée !Il se pouvait bienque ce fût seulement moiqu'elle avait regardé ;cela ne m'étonnait pas ;c'était peut-être le remordsqui commençait à la frapper.Mais ce n'était pas une raison pour que je tombe à ses piedset salue comme un idiot,surtout qu'elle était devenue si fâcheusement fanée ces derniers temps.« Le Duc » pouvait bien la garder,grand bien lui fasse !Un jour viendraitoù je me déciderais à passer fièrement devant elle,sans regarder dans la directionoù elle se trouvait.Il se pourraitque je me permette de le faire,même si elle me fixaitet portait en plus une robe rouge sang.Cela pourrait bien arriver !Hé-hé,ce serait un triomphe !Si je me connaissais bien,j'étais capable de terminer mon drame dans le courant de la nuit,et avant huit jours, j'aurais mis Mademoiselle à genoux.Avec toutes ses grâces,hé-hé,avec toutes ses grâces...
« Adieu ! »dis-je sèchement.
Mais « la Vierge » me retint.Il demanda :
« Mais que faites-vous donc, ces temps-ci ? »
« Ce que je fais ?J'écris,bien sûr.Que ferais-je d'autre ?C'est de çaque je vis.En ce moment, je travaille à un grand drame,"Le Signe de la Croix",sujet du Moyen Âge. »
« Mort et damnation ! »dit « la Vierge » sincèrement.« Eh bien,si vous y arrivez,alors... »
« Je n'ai pas de grandes inquiétudes à ce sujet ! »répondis-je.« D'ici une huitaine de jours, je penseque vous aurez tous entendu parler de moi. »
Sur ce, je partis.
En rentrant,je m'adressai aussitôt à ma logeuseet demandai une lampe.Il m'importait beaucoup d'avoir cette lampe ;je ne voulais pas me coucher cette nuit,mon drame faisait rage dans ma tête,et j'espérais si sûrement pouvoir en écrire un bon morceau avant le matin.Je présentai ma requête très humblement à la patronne,car je remarquaiqu'elle fit une grimace mécontenteen me voyant de nouveau entrer dans la pièce.J'avais donc presque terminé un drame remarquable,dis-je ;il ne me manquait que quelques scènes,et je pariaisqu'il pourrait être monté sur un théâtre ou un autreavant que je m'en rende compte.Si elle voulait bien me rendre ce grand service,alors...
Mais la patronne n'avait pas de lampe.Elle réfléchit,mais ne se souvint pas du toutd'avoir une lampe quelque part.Si je voulais attendre jusqu'après minuit,je pourrais peut-être avoir la lampe de la cuisine.Pourquoi n'achetais-je pas une bougie ?
Je me tus.Je n'avais pas dix øre pour une bougie,et elle le savait bien.Naturellement, j'allais encore échouer !La servante était maintenant assise avec nous,elle était simplement assise dans la pièceet pas du tout dans la cuisine ;la lampe là-haut n'était donc même pas allumée.Et je me tenais là, réfléchissant à cela,mais ne dis plus rien.
Soudain, la servante me dit :
« Il m'a sembléque vous sortiez du Palais il y a un instant ?Avez-vous été à dîner ? »Et elle rit aux éclats de cette plaisanterie.
Je m'assis,sortis mes papierset voulus essayer de faire quelque chose ici pour le moment,ici,où j'étais assis.Je tins les papiers sur mes genouxet fixai sans interruption le plancher,pour n'être distrait par rien ;mais cela ne me servit à rien,rien ne me servit,je ne bougeai pas d'un pouce.Les deux fillettes de la logeuse entrèrentet firent du bruit avec un chat,un chat étrangeet malade,qui n'avait presque plus de poils ;quand elles lui soufflaient dans les yeux,de l'eau en coulaitet descendait le long de son nez.Le patron et quelques autres personnes étaient assis à tableet jouaient au cent-un.Seule la femme était diligente comme toujourset cousait quelque chose.Elle voyait bienque je ne pouvais rien écrire au milieu de ce désordre,mais elle ne se souciait plus de moi ;elle avait même souriquand la servante avait demandési j'avais été à dîner.Toute la maison était devenue hostile à mon égard ;c'étaitcomme s'il avait suffi que je subisse l'affront de devoir céder ma chambre à un autrepour être traité comme un parfait étranger.Même cette servante,une petite fille des rues aux yeux bruns, avec une frangeet une poitrine absolument plate,se moquait de moi le soirquand je recevais mes tartines.Elle me demandait sans cesseoù donc j'avais l'habitude de prendre mes dîners,puisqu'elle ne m'avait jamais vu aller planter mes dents ailleurs qu'au Grand.Il était clairqu'elle était au courant de ma misérable conditionet se faisait un plaisir de me le montrer.
Je me plonge soudain dans ces penséeset suis incapable de trouver une seule réplique pour mon drame.J'essaie maintes et maintes fois en vain ;un étrange bourdonnement se met à résonner dans ma tête,et je finis par abandonner.Je mets les papiers dans ma pocheet lève les yeux.La servante est assise juste en face de moi,et je la regarde,je regarde ce dos étroitet ces épaules basses,qui n'étaient même pas encore tout à fait formées.De quoi se mêlait-elle, à s'en prendre à moi ?Et si j'étais sorti du Palais,et alors ?Est-ce que ça pouvait lui nuire ?Ces derniers jours, elle avait ri insolemment de moiquand j'avais le malheur de trébucher dans les escaliersou de m'accrocher à un clou,me faisant un accroc à ma redingote.Il n'y avait pas plus tard qu'hierqu'elle avait ramassé mes brouillons que j'avais jetés dans l'antichambre,volé ces fragments de mon drame mis au rebutet les avait lus dans la pièce commune,s'en moquant devant tout le monde,juste pour s'amuser à mes dépens.Je ne l'avais jamais importunéeet ne me souvenais pasde lui avoir jamais demandé un service.Au contraire,je faisais moi-même mon lit le soir sur le plancher de la pièce,pour ne pas lui causer de tracas.Elle se moquait aussi de moiparce que je perdais mes cheveux.Il y avait des cheveux qui flottaient dans l'eau de la toilette le matin,et elle s'en amusait.Maintenant, mes souliers étaient devenus quelque peu usés,surtout l'un d'eux,qui avait été écrasé par la charrette du boulanger,et elle en faisait aussi des gorges chaudes.Que Dieu vous bénisse, vous et vos souliers !disait-elle ;regardez-les,ils sont grands comme des niches à chien !Et elle avait raison de direque mes souliers étaient déformés ;mais je ne pouvais donc pas m'en procurer d'autres pour le moment.
Pendant que je suis assis, me souvenant de tout celaet m'étonnant de cette méchanceté manifeste de la servante,les fillettes avaient commencé à tourmenter le vieillard dans le lit ;elles sautaient toutes deux autour de luiet étaient entièrement absorbées par cette tâche.Elles s'étaient trouvé chacune un brin de paille,qu'elles lui enfonçaient dans les oreilles.Je regardai cela un momentsans m'en mêler.Le vieil homme ne bougea pas le petit doigtpour se défendre ;il regardait seulement ses bourreaux avec des yeux furieux à chaque foisqu'elles l'attaquaient,et secouait la têtepour se libérer,quand les brins de paille étaient déjà dans ses oreilles.
Je devins de plus en plus agité à cette vueet ne pouvais en détacher mes yeux.Le père leva les yeux de ses carteset rit des petites ;il attira aussi l'attention de ses partenaires surce qui se passait.Pourquoi ne bougeait-il pas,le vieil homme ?Pourquoi ne repoussait-il pas les enfants d'un coup de bras ?Je fis un paset m'approchai du lit.
« Laissez-les !Laissez-les !Il est paralysé »,cria le patron.
Et par crainte d'être mis à la porte pour la nuit,simplement par peur de déplaire à l'homme en intervenant dans cette scène,je me retirai en silence à ma placeet restai tranquille.Pourquoi risquerais-je mon logis et mes tartines en mettant mon nez dans les querelles de la famille ?Pas de sottises pour un vieillard à moitié mort !Et je me sentais merveilleusement dur comme la pierre.
Les petites harpies ne cessaient pas leurs tourments.Elles étaient agacéesque le vieillard ne veuille pas tenir sa tête tranquille,et elles visaient aussi ses yeux et ses narines.Il les fixait d'un regard endurci,il ne disait rienet ne pouvait bouger les bras.Soudain, il se souleva par le torseet cracha au visage de l'une des fillettes ;il se souleva de nouveauet cracha aussi sur l'autre,mais ne l'atteignit pas.Je visle patron jeter ses cartes sur la tableoù il était assiset se précipiter vers le lit.Il était rougeet criait :
« Tu es là à cracher les gens en plein dans les yeux,vieille carcasse ! »
« Mais,mon Dieu,elles ne lui laissaient pas de répit ! »criai-je, hors de moi.Mais je craignais tout le temps d'être expulsé,et je ne criai pas avec une force particulière ;je tremblais seulement de tout mon corps d'agitation.
Le patron se tourna vers moi.
« Non,mais écoutez-moi ça !Qu'est-ce que ça peut bien vous foutre ?Fermez-la donc bien,vous,et faites ce que je dis ;ce sera mieux pour vous. »
Mais alors la voix de la patronne retentit aussi,et toute la maison fut remplie de querelles.
« Mais, que Dieu me sauve, vous êtes tous fous et possédés ! »hurla-t-elle.« Si vous voulez rester ici,vous devrez être tranquilles tous les deux,je vous le dis !Hé,ce n'est pas assezqu'on doive loger et nourrir la vermine,il faut aussi avoir le jugement dernier, le vacarme et la puissance de Satan dans ses pièces.Mais ça, je n'en veux plus,je vous préviens !Chut !Fermez vos gueules.les gosses,et torchez-vous le nez aussi,sinonje vais venir le faire.Je n'ai jamais vu des gens pareils !Ils arrivent de la rue,sans un sou pour de la pommade à poux,et commencent à faire des histoires en pleine nuitet à chercher des noises aux gens de la maison.Je ne veux pas de ça,vous comprenez,et vous pouvez tous partir,ceux qui n'ont rien à faire ici.Je veux la paix dans mon propre appartement,je vous préviens ! »
Je ne dis rien,je n'ouvris pas la bouche,mais m'assis de nouveau près de la porteet écoutai le vacarme.Tout le monde braillait,même les enfants et la servante,qui voulait expliquercomment toute la querelle avait commencé.Si seulement je restais silencieux,cela finirait bien par passer ;on n'en viendrait certainement pas à l'extrême,si seulement je ne disais pas un mot.Et quel mot aurais-je pu dire ?N'était-ce pas l'hiver dehors,et la nuit n'approchait-elle pas ?Était-ce le moment de taper du poing sur la tableet de faire le fier-à-bras ?Surtout, pas de sottises !Et je restai assis et ne quittai pas la maison,ne me sentis pas gêné de rester là,n'en eus même pas honte,bien qu'on m'eût presque congédié.Je fixai d'un air endurci le mur,où le Christ était accroché en chromolithographie,et me tus obstinément face à toutes les saillies de la logeuse.
« Eh bien,si c'est de moi.que vous voulez vous débarrasser.Madame,il n'y aura aucun problème de mon côté »,dit l'un des joueurs de cartes.
Il se leva.L'autre joueur de cartes se leva aussi.
« Non,je ne parlais pas de toi.Ni de toi non plus »,répondit la logeuse aux deux hommes.« S'il le faut,je montrerai bien,de qui je parle.S'il le faut.Je vous préviens !On verra biende qui il s'agit... »
Elle parlait par saccades,me lançant ces piques à courts intervalleset faisant traîner les choses en longueur,pour me faire comprendre de plus en plus clairementque c'était de moiqu'elle parlait.Silence !me dis-je.Reste calme !Elle ne m'avait pas demandé de partir,pas expressément,pas en toutes lettres.Surtout pas d'arrogance de ma part,pas d'orgueil mal placé !Tiens bon !...C'était tout de même une curieuse chevelure verte, sur ce Christ en chromolithographie.Cela ressemblait pas mal à de l'herbe verte,ou pour l'exprimer avec une exquise précision :de l'herbe de prairie bien drue.Hé,une remarque tout à fait juste,de l'herbe de prairie bien drue, sans conteste...Une suite d'associations d'idées fugitives me traversa l'esprit à cet instant :de l'herbe verte à un passage de l'Écriture disantque toute vie est comme l'herbequi s'enflamme,de là au Jugement Dernier,quand tout devra brûler,puis un petit détour par le tremblement de terre de Lisbonne,après quoi me vint à l'esprit quelque chose à propos d'un crachoir espagnol en laitonet d'un porte-plume en ébèneque j'avais vus chez Ylajali.Hélas,oui,tout était périssable !Tout comme l'herbequi s'enflamme !Tout finissait par quatre plancheset un linceul —linceuls chez Mademoiselle Andersen,à droite dans le porche...
Et tout cela se bousculait dans ma tête en cet instant désespéré,alors que ma logeuse était sur le point de me jeter à la porte.
« Il n'entend pas ! »cria-t-elle.« Je dis.que vous devez quitter la maison,maintenant vous le savez !Je crois, que Dieu me damne,que l'homme est fou,moi !Maintenant, vous filez sur-le-champ,et plus un mot là-dessus. »
Je regardai vers la porte,non pour partir,absolument pas pour partir ;une pensée effrontée me vint :s'il y avait eu une clé dans la porte,je l'aurais tournée,je me serais enfermé avec les autres,pour ne pas avoir à partir.J'avais une terreur absolument hystérique de me retrouver dans la rue.Mais il n'y avait pas de clé dans la porte,et je me levai ;il n'y avait plus d'espoir.
C'est alors que, soudain, la voix de mon hôte se mêle à celle de sa femme.Je m'arrêtai, stupéfait.Le même hommequi, peu de temps auparavant, m'avait menacé,prend curieusement mon parti.Il dit :
« Non,on ne peut pas chasser les gens dehors à l'approche de la nuit,tu sais.C'est puni par la loi. »
Je ne savais passi c'était puni par la loi,je ne pouvais le dire ;mais c'était peut-être le cas,et la femme se ravisa bien vite,se calmaet ne m'adressa plus la parole.Elle me prépara même deux tartines pour le souper,mais je ne les acceptai pas,juste par reconnaissance envers l'homme, je ne les acceptai pas,prétextantque j'avais mangé un peu en ville.
Quand je me rendis enfin dans l'antichambrepour aller me coucher,la patronne me suivit,s'arrêta sur le seuilet dit à haute voix,tandis que son grosventre de femme enceinte se tendait vers moi :
« Mais c'est la dernière nuitque vous passez ici,que vous le sachiez. »
« Oui,oui ! »répondis-je.
Il y aurait peut-être aussi une solution pour un abri demain,si je m'y appliquais vraiment.Il fallait bien que je trouve une cachette quelque part.Pour l'instant, je me réjouissaisde ne pas avoir à passer la nuit dehors.
* * *
Je dormis jusqu'à cinq ou six heures du matin.Il ne faisait pas encore jourquand je me réveillai,mais je me levai néanmoins tout de suite ;j'avais dormi tout habillé à cause du froidet n'avais rien de plus à mettre.Après avoir bu un peu d'eauet ouvert la porte en silence,je sortis aussitôt,craignant de rencontrer de nouveau ma logeuse.
Un ou deux agents de policequi avaient veillé toute la nuitétaient les seuls êtres vivantsque je vis dans les rues ;un peu plus tard, quelques hommes commencèrent aussi à éteindre les becs de gaz alentour.J'errai sans but,remontai la Kirkegadenet pris le chemin de la forteresse.Froid et encore endormi,les genoux et le dos las de la longue marcheet très affamé,je m'assis sur un bancet somnolai un long moment.Pendant trois semaines, j'avais vécu exclusivement des tartinesque ma logeuse m'avait données matin et soir ;cela faisait maintenant exactement un jourque j'avais pris mon dernier repas,la faim commençait à me ronger de nouveau,et il me fallait trouver une issue très vite.C'est avec cette pensée que je me rendormis sur le banc...
Je fus réveillé pardes gens qui parlaient près de moi,et quand je repris un peu mes esprits,je visqu'il faisait grand jouret que tout le monde était debout.Je me levai et m'éloignai.Le soleil se levait sur les collines,le ciel était blanc et fin,et dans ma joie de ce beau matin après tant de semaines sombresj'oubliai tous mes souciset me disque les choses avaient souvent été pires pour moi.Je me frappai la poitrineet chantonnai un petit air pour moi-même.Ma voix sonnait si mal,vraiment usée, elle sonnait,et j'en fus ému aux larmes.Ce jour splendide,ce ciel blancet gorgé de lumière agissait aussi trop fort sur moi,et je me mis à pleurer à chaudes larmes.
« Qu'est-ce quine va pas ? »demanda un homme.
Je ne répondis pas,me hâtai seulement de partir,cachant mon visage à tout le monde.
J'arrivai aux quais.Un grand trois-mâts battant pavillon russe était en train de décharger du charbon ;je lus son nom,« Copégoro »,sur le flanc.Cela me distraya un moment d'observerce qui se passait à bord de ce navire étranger.Il devait être presque déchargé,il montrait déjà neuf pieds de coque nue sur l'étrave,malgré le ballastqu'il avait déjà embarqué,et quand les dockers martelaient le pont de leurs lourdes bottes,tout le navire résonnait d'un son creux.
Le soleil,la lumière,le souffle salé de la mer,toute cette vie affairée et joyeuse me revigorèrentet firent battre mon sang avec vigueur.Tout à coup, il me vint à l'espritque je pourrais peut-être écrire quelques scènes de mon dramependant que j'étais assis là.Et je sortis mes feuilles de ma poche.
J'essayai de formuler une réplique dans la bouche d'un moine,une répliquequi devait être gonflée de force et d'intolérance ;mais je n'y parvins pas.Je passai donc outre le moineet voulus élaborer un discours,le discours du juge à la profanatrice du temple,et j'écrivis une demi-page de ce discours,après quoi j'arrêtai.Le bon climat ne voulait pas s'installer sur mes mots.L'agitation autour de moi,les chants de halage,le bruit des cabestanset le cliquetis ininterrompu des chaînes de fer convenaient si mal à l'atmosphère denseet moisie du Moyen Âgequi devait flotter comme une brume dans mon drame.Je rassemblai les papierset me levai.
J'étais maintenant, malgré tout, béni par un élan,et je sentais clairementque je pouvais accomplir quelque chose maintenant,si tout allait bien.Si seulement j'avais un endroit où me réfugier !J'y réfléchis,m'arrêtai même dans la ruepour y penser,mais ne connaissais pas un seul endroit tranquille dans toute la villeoù je pourrais m'installer un moment.Il n'y avait pas d'autre issue,je devais retourner à la pension de Vaterland.Je grimaçai à cette idée,et je me répétais sans cesseque ce n'était pas possible,mais je continuais pourtant d'avanceret de me rapprocher de ce lieu interdit.C'était certainement pitoyable,je me l'avouais,oui,c'était humiliant,vraiment humiliant ;mais il n'y avait rien à y faire.Je n'étais pas le moins du monde orgueilleux,j'oserais direque j'étais l'une des créatures les moins arrogantesqui existassent à ce jour.Et j'y allai.
Je m'arrêtai au portailet réfléchis encore une fois.Oui,advienne que pourra,je devais le risquer !De quelle bagatelles'agissait-il, au fond ?Premièrement, cela ne durerait que quelques heures,deuxièmement, que Dieu m'interdisede jamais plus chercher refuge dans cette maison.J'entrai dans la cour.Même en marchant sur ces pavés inégaux de la cour,j'étais incertainet faillis faire demi-tour devant la porte.Je serrai les dents.Non,pas d'orgueil mal placé !Au pire, je pourrais m'excuseren disant que je venais dire adieu,prendre congé convenablementet conclure un arrangement concernant ma dette envers la maison.J'ouvris la porte de l'antichambre.
Je restai absolument immobile à l'intérieur.Juste devant moi,à deux pas seulement,se tenait le patron lui-même,sans chapeau et sans redingote,et il regardait par le trou de la serrure de la pièce de la famille.Il fit un geste silencieux de la mainpour me faire taire,et regarda de nouveau par le trou de la serrure.Il était là et riait.
« Viens ici ! »dit-il en chuchotant.
Je m'approchai sur la pointe des pieds.
« Regarde ! »dit-ilet il rit d'un rire silencieux,et frénétique.« Regarde donc !Hi-hi !Les voilà !Regarde le vieux !Tu vois le vieux ? »
Dans le lit,juste sous le Christ en chromolithographieet droit devant moi,je vis deux silhouettes,la logeuse et le second étranger ;ses jambes brillaient, blanches, contre la couette sombre.Et dans le lit contre l'autre mur était assis son père,le vieillard paralysé,qui regardait,penché sur ses mains,recroquevillé comme d'habitude,sans pouvoir bouger...
Je me tournai vers mon hôte.Il avait le plus grand mal à se retenir de rire aux éclats.
« Tu as vu le vieux ? »chuchota-t-il.« Oh,mon Dieu,tu as vu le vieux ?Il est là et il regarde ! »Et il se remit contre le trou de la serrure.
Je m'approchai de la fenêtreet m'assis.Ce spectacle avait impitoyablement mis le désordre dans toutes mes penséeset bouleversé ma riche humeur.Bah,que m'importait ?Si le mari lui-même s'en accommodait,et mêmey trouvait son grand plaisir,il n'y avait aucune raison pour moi de m'en soucier.Et quant au vieillard,le vieillard était un vieillard.Peut-être ne voyait-il même pas ;peut-être dormait-il ;Dieu saits'il n'était pas même mort ;cela ne m'étonnerait pas qu'il fût mort.Et je ne m'en fis aucun scrupule.
Je repris mes papierset voulus repousser toutes les impressions étrangères.Je m'étais arrêté au milieu d'une phrase du discours du juge :« Ainsi me l'ordonnent Dieu et la loi,ainsi me le conseillent mes sages,ainsi me l'ordonne aussi ma propre conscience... »Je regardai par la fenêtre,pour réfléchir àce que sa conscience devait lui ordonner.Un léger bruit me parvint de la pièce à côté.Bah,cela ne me concernait pas,absolument pas ;le vieillard était d'ailleurs mort,peut-être mort ce matin vers quatre heures ;ce bruit m'était donc profondément, écrasement indifférent ;pourquoi diable étais-je donc assis à y penser ?Calme-toi maintenant !
« Ainsi me l'ordonne aussi ma propre conscience... »
Mais tout avait conspiré contre moi.L'homme ne se tenait pas du tout tranquille près du trou de la serrure,j'entendais de temps à autre son rire étoufféet voyaisqu'il tremblait ;dans la rue, il se passait aussi quelque chosequi me distrayait.Un petit garçon était assis et s'occupait tout seul au soleil, sur le trottoir d'en face ;il ne se doutait de rien,nouait simplement des bandes de papieret ne faisait de mal à personne.Soudain, il bonditet jure ;il recule dans la rueet aperçoit un homme,un adulte à la barbe rousse,qui était penché à une fenêtre ouverte au deuxième étageet lui crachait sur la tête.Le petit pleurait de rageet jurait impuissant vers la fenêtre,et l'homme lui riait au nez ;cela dura peut-être cinq minutes.Je me détournaipour ne pas voir les larmes du gamin.
« Ainsi me l'ordonne aussi ma propre conscience,que... »
Il m'était impossible d'aller plus loin.Finalement, tout commença à dérailler ;il me semblaque même ceque j'avais déjà écritétait inutilisable,et mêmeque toute l'idée était une dangereuse ineptie.On ne pouvait pas du tout parler de conscience au Moyen Âge,la conscience n'ayant été inventée que par le maître de danse Shakespeare,par conséquent tout mon discours était erroné.N'y avait-il donc rien de bon dans ces pages ?Je les parcourus de nouveauet dissipai aussitôt mes doutes ;je trouvai des passages grandioses,de vrais longs morceaux d'une grande singularité.Et de nouveau me traversa la poitrine le désir enivrant de m'y remettreet de terminer mon drame.
Je me levaiet me dirigeai vers la porte,sans prêter attention aux signes furieux que me faisait le patron pour que j'avance sans bruit.Je sortis de l'antichambre d'un pas déterminé et ferme,montai les escaliers jusqu'au deuxième étageet entrai dans mon ancienne chambre.Le second n'y était pas,et qu'y avait-il de mal à ceque je m'assoie ici un instant ?Je ne toucherais à aucune de ses affaires,je n'utiliserais même pas sa table,mais m'installerais sur une chaise près de la porteet m'en contenterais.Je déplie fébrilement les papiers sur mes genoux.
Pendant plusieurs minutes, tout alla à merveille.Réplique après réplique naissait, toute prête, dans ma tête,et j'écrivais sans interruption.Je remplis une page après l'autre,avance à bride abattue,geins doucement d'extase devant ma bonne humeuret suis presque hors de moi.Le seul sonque j'entends à cet instantest mon propre geignement joyeux.Une idée fort heureuse me vint aussi, avec une cloche d'églisequi devait se mettre à sonner à un certain point de mon drame.Tout allait magnifiquement.
Puis j'entends des pas dans l'escalier.Je tremble et suis presque hors de moi,assis pour ainsi dire sur le qui-vive,craintif,sur mes gardes,plein de peur de toute choseet excité par la faim ;j'écoute nerveusement,tiens le crayon immobile dans ma mainet j'écoute,je ne peux plus écrire un mot.La porte s'ouvre ;le couple d'en bas entre.
Avant même d'avoir eu le temps de m'excuser pource que j'avais fait,la logeuse s'écrie, absolument abasourdie :
« Non,que Dieu me console et me vienne en aide,n'est-il pas encore assis là ! »
« Excusez-moi ! »dis-je,et j'aurais voulu en dire plus,mais n'allai pas plus loin.
La logeuse ouvrit la porte à deux battantset hurla :
« Si vous ne sortez pas maintenant,que Dieu me damne si je n'appelle pas la police ! »
Je me levai.
« Je voulais juste vous dire au revoir »,murmurai-je,« et il a donc fallu que je vous attende.Je n'ai touché à rien,j'étais assis ici sur la chaise... »
« Oui,ça ne faisait rien »dit le second.« Qu'est-ce que ça pouvait bien faire ?Laissez-le donc tranquille,lui ! »
Arrivé en bas de l'escalier,je fus soudain furieux contre cette femme grosseet boursoufléequi me suivait sur les talonspour me faire partir vite,et je m'arrêtai un instant,la bouche pleine des pires injuresque je voulais lui lancer.Mais je me ravisai à tempset me tus,me tus seulement par reconnaissance envers l'homme étrangerqui marchait derrière elleet aurait pu l'entendre.La logeuse continuait de me suivreet de m'invectiver sans cesse,tandis que ma colère augmentait à chaque pasque je faisais.
Nous arrivâmes dans la cour,je marchais très lentement,considérant encoresi je devais m'occuper de la logeuse.J'étais à cet instant tout à fait dérangé par la rage,et je pensais à la pire effusion de sang,une pressionqui pourrait la tuer sur-le-champ,un coup de pied dans le ventre.Un commissionnaire passe devant moi dans le porche,il salue,et je ne réponds pas ;il s'adresse à la patronne derrière moi,et j'entendsqu'il demande après moi ;mais je ne me retourne pas.
À quelques pas du portail, le commissionnaire me rattrape,salue de nouveauet m'arrête.Il me donne une lettre.Avec violence et mauvaise grâce, je la déchire,un billet de dix couronnes tombe de l'enveloppe,mais pas de lettre,pas un mot.
Je regarde l'hommeet demande :
« Quelle est cette sorte de plaisanterie ?De qui vient la lettre ? »
« Eh bien,je ne sais pas »,répond-il,« mais c'est une damequi me l'a donnée. »
Je restai immobile.Le commissionnaire partit.Alors je remets le billet dans l'enveloppe,froisse le tout très fort,fais demi-touret me dirige vers la logeuse,qui me guette encore depuis le portail,et je lui jette le billet au visage.Je ne dis rien,ne prononçai pas une syllabe,je remarquai seulementqu'elle examinait le papier froisséavant que je ne parte...
Hé,voilà ce qu'on pouvait appeler se comporter avec honneur dans la vie !Ne rien dire,ne pas adresser la parole à la racaille,mais froisser tranquillement un gros billet de banqueet le jeter aux yeux de ses persécuteurs.Voilà ce qu'on pouvait appeler se comporter avec dignité !Qu'ils l'aient comme ça,ces bêtes !...
Arrivé au coin de Tomtegaden et de Jærnbanetorvet,la rue se mit soudain à tourner devant mes yeux,un vide siffla dans ma tête,et je tombai contre le mur d'une maison.Je ne pouvais tout simplement plus marcher,ne pouvais même pas me redresser de ma posture inclinée ;tel que,j'étais tombé contre le mur,tel je restai,et je sentisque je commençais à perdre connaissance.Ma colère insensée ne fut qu'accrue par cette crise d'épuisement,et je levai le piedet frappai le trottoir.Je fis aussi diverses autres chosespour reprendre des forces,serrai les dents,fronçai les sourcils,roulai des yeux avec désespoir,et cela commença à aider.Ma pensée devint claire,je comprisque j'étais en train de périr.Je tendis les mainset me repoussai du mur ;la rue dansait toujours autour de moi.Je me mis à hoqueter de rage,et je luttai du plus profond de mon âme contre ma misère,tins bon très courageusementpour ne pas tomber ;je n'avais pas l'intention de m'effondrer,je voulais mourir debout.Une charrette de travailleur roule lentement,et je voisqu'il y a des pommes de terre dans cette charrette,mais de rage,d'obstination, j'invente quece ne sont pas du tout des pommes de terre,mais des choux,et je jure terriblementque ce sont des choux.J'entendais bience que je disais,et je jurai sciemment, encore et encore, sur ce mensonge,rien que pour avoir la satisfaction désespéréede commettre un parjure flagrant.Je m'enivrai de ce péché sans pareil,je levai mes trois doigts en l'airet jurai, les lèvres tremblantes, au nom du Père,du Fils et du Saint-Esprit,que c'étaient des choux.
Le temps passa.Je me laissai tomber sur une marche d'escalier à côté de moiet essuyai la sueur de mon front et de mon cou,repris mon souffleet me forçai à rester calme.Le soleil déclinait,c'était la fin de l'après-midi.Je me remis à songer à ma situation ;la faim devenait honteuse envers moi,et dans quelques heures, il ferait de nouveau nuit ;il fallait trouver une solutionpendant qu'il était encore temps.Mes pensées se remirent à tourner autour de la pension d'où j'avais été chassé ;je ne voulais absolument pas y retourner,mais ne pouvais tout de même m'empêcher d'y penser.Au fond, la femme avait été dans son bon droit en me jetant dehors.Comment pouvais-je m'attendre à loger chez quelqu'unsi je ne pouvais pas payer ?Elle m'avait même donné à manger de temps en temps ;même hier soir,alors que je l'avais irritée,elle m'avait offert deux tartines,par bonté elle me les avait offertesparce qu'elle savaitque j'en avais besoin.Je n'avais donc pas à me plaindre,et tandis que j'étais assis sur la marche, je me mis à la prier et à la supplier en mon for intérieur de me pardonner ma conduite.Je regrettai surtout amèrementde m'être montré ingrat envers elle à la finet de lui avoir jeté un billet de dix couronnes au visage...
Le billet de dix couronnes !Je sifflai une fois.La lettreque le commissionnaire avait apportée,d'où venait-elle ?Ce n'est qu'à cet instant que j'y pensai clairementet que je devinai tout à coupcomment tout cela s'était passé.Je fus malade de douleur et de honte,je chuchotai Ylajali plusieurs fois d'une voix rauqueet secouai la tête.N'était-ce pas moiqui, pas plus tard qu'hier, avais décidé de passer fièrement devant ellequand je la rencontrerais,et de lui montrer la plus grande indifférence ?Et au lieu de cela, je n'avais fait qu'éveiller sa pitiéet lui soutirer une aumône.Non,non,non,il n'y aurait jamais de fin à mon avilissement !Même face à elle, je n'avais pas pu maintenir une position convenable ;je sombrais,sombrais de tous côtés,où que je me tourne,je m'enfonçais jusqu'aux genoux,jusqu'à la taille,je plongeais dans le déshonneuret ne remontais jamais,jamais !C'était le comble !Accepter dix couronnes en aumône,sans pouvoir les rejeter à la donatrice secrète,ramasser des sous à deux mainsoù qu'on les tende,et les garder,les utiliser pour payer un logis,malgré sa propre répugnance la plus profonde...
Ne pouvais-je pas me procurer de nouveau ces dix couronnes d'une manière ou d'une autre ?Retourner chez la logeuseet lui faire rendre le billet ne servirait probablement à rien ;il devait y avoir une autre solution,si je réfléchissais,si seulement je faisais un très grand effortet réfléchissais.Ici,par Dieu, il ne suffisait pas de penser de manière ordinaire,je devais penserà m'en user tout l'être,pour trouver un moyen de récupérer ces dix couronnes.Et je me mis à réfléchir intensément.
Il devait être environ quatre heures,dans quelques heures je pourrais peut-être rencontrer le directeur du théâtre,si seulement j'avais eu mon drame de prêt.Je prends le manuscrit,là où je suis assis,et veux de gré ou de force achever les trois ou quatre dernières scènes ;je pense et je sueet je relis depuis le début,mais n'avance pas d'un pas.Pas de chichis !dis-je,pas d'entêtement ici !Et je me lance dans mon drame,j'écris toutce qui me passe par la tête,juste pour finir viteet partir.Je voulais me persuaderque j'avais un nouveau grand moment d'inspiration,je me mentais à moi-même,me trompais ouvertementet écrivais à la volée,comme si je n'avais pas besoin de chercher les mots.C'est bon !c'est vraiment une trouvaille !chuchotais-je de temps à autre ;écris-le, écris-le !
À la fin, cependant, mes dernières répliques commencent à me paraître suspectes ;elles détonnaient si fort avec les répliques des premières scènes,et de plus, aucune atmosphère médiévale ne s'était déposée sur les paroles du moine.Je casse mon crayon entre mes dents,bondis,déchire mon manuscrit,déchire chaque feuille,jette mon chapeau dans la rueet le piétine.Je suis perdu !me chuchote-je ;Mesdames et Messieurs,je suis perdu !Et je ne dis que ces mots,tant que je suis làà piétiner mon chapeau.
Un agent de police se tient à quelques paset m'observe ;il est au milieu de la rueet ne remarque rien d'autre que moi.Au moment où je lève la tête,nos regards se croisent ;il était peut-être là depuis un bon momentà ne faire que me regarder.Je ramasse mon chapeau,le metset me dirige vers l'homme.
« Savez-vousl'heure qu'il est ? »dis-je.
Il attend un momentavant de sortir sa montre,et ne me quitte pas des yeux pendant ce temps.
« Quatre heures passées »,répond-il.
« Exactement ! »dis-je ;« quatre heures passées,tout à fait exact !Vous connaissez votre affaire,à ce que j'entends,et je penserai à vous. »
Sur ce, je le quittai.Il fut au plus haut point étonné de moi,resta à me regarder la bouche ouvertetenant encore sa montre à la main.Arrivé devant le Royal,je me retournaiet regardai en arrière :il était toujours dans la même positionet me suivait des yeux.
Hé-hé,c'est ainsi qu'il fallait traiter les bêtes !Avec l'impudence la plus choisie !Cela impressionnait les bêtes,cela leur inspirait la terreur...J'étais particulièrement satisfait de moiet me remis à chantonner.Tendu par l'excitation,ne sentant plus aucune douleur,n'éprouvant même aucun malaise d'aucune sorte,je traversai toute la place, léger comme une plume,tournai près des Bazarset m'assis sur un banc près de l'église de Notre-Sauveur.
N'était-ce pas aussi assez indifférentque je renvoie ce billet de dix couronnes ou non ?Puisque je l'avais reçu,il était à moi,et il n'y avait certainement pas de misère làd'où il venait.Je devais bien l'accepter,puisqu'on me l'envoyait expressément ;il n'y avait aucun sens à laisser le commissionnaire le garder.Il n'était pas non plus possible de renvoyer un billet de dix couronnes tout à fait différentde celuique j'avais reçu.Il n'y avait donc rien à y faire.
J'essayai de regarder l'animation sur la place devant moiet d'occuper ma pensée avec des choses indifférentes ;mais je n'y parvins pas,et je m'occupai toujours du billet de dix couronnes.Finalement, je serrai les poingset me mis en colère.Cela la blesserait,dis-je,si je le renvoyais ;pourquoi devrais-je donc le faire ?Il fallait toujours que j'aille me croire au-dessus de tout,hocher la tête avec arroganceet dire Non merci.Maintenant, je voyaisoù cela menait ;j'étais de nouveau à la rue.Même quand j'en avais la meilleure occasion,je ne gardais pas mon bon,et chaud logis ;je devenais orgueilleux,bondissais au premier motet faisais le fier-à-bras,payant des billets de dix couronnes à droite et à gaucheet m'en allais...Je me réprimandai sévèrementd'avoir quitté mon logiset de m'être de nouveau mis dans une situation difficile.
Du reste, j'envoyais tout au diable !Je n'avais pas demandé ce billet de dix couronnes,et je ne l'avais presque pas eu entre les mains,mais l'avais donné aussitôt,l'avais distribué à de parfaits étrangersque je ne reverrais jamais.Tel était l'homme que j'étais,payant toujours jusqu'au dernier souquand il le fallait.Si je connaissais bien Ylajali,elle ne regrettait pas non plusde m'avoir envoyé cet argent ;pourquoi étais-je donc là à me tracasser ?C'était bien le moinsqu'elle pût faire,de m'envoyer un billet de dix couronnes de temps en temps.La pauvre fille était amoureuse de moi,hé,peut-être même mortellement amoureuse de moi...Et j'étais là à me vanter grassement à moi-même de cette pensée.Il n'y avait aucun doutequ'elle était amoureuse de moi,la pauvre fille !...
Cinq heures sonnèrent.Je m'effondrai de nouveau après ma longue excitation nerveuseet commençai à ressentir de nouveau ce sifflement vide dans ma tête.Je fixai droit devant moi,gardai les yeux rigideset regardai vers la pharmacie de l'Éléphant.La faim faisait vraiment rage en moi alors,et je souffrais beaucoup.Tandis que je suis ainsi assis et que je regarde dans le vide,une silhouette se dessine peu à peu devant mon regard fixe,que je finis par voir tout à fait clairementet par reconnaître :c'est la marchande de gâteaux près de la pharmacie de l'Éléphant.
Je tressaille,me redresse sur le bancet commence à réfléchir.Oui,c'était bien ça,c'était la même femme devant la même table au même endroit !Je siffle une ou deux foiset fais claquer mes doigts,me lève du bancet commence à marcher vers la pharmacie.Pas de bêtises !Je me fichaisque ce fût l'argent du péché ou de bonnes couronnes norvégiennes en argent de Kongsberg !Je ne voulais pas être ridicule,on pouvait mourir de trop d'orgueil...
J'avance jusqu'au coin,vise la femmeet me place devant elle.Je souris,hoche la tête d'un air de connaissanceet arrange mes motscomme s'il allait de soique je reviendrais un jour.
« Bonjour ! »dis-je.« Vous ne me reconnaissez peut-être pas ? »
« Non »,répond-elle lentementen me regardant.
Je souris encore plus,comme si ce n'était qu'une plaisanterie exquise de sa partde ne pas me reconnaître,et je dis :
« Vous ne vous souvenez pasque je vous ai donné une bonne somme de couronnes un jour ?Je n'ai rien dit à cette occasion,pour autant que je me souvienne,je ne l'ai pas fait ;ce n'est pas mon habitude.Quand on a affaire à des gens honnêtes,il est inutile de convenir de quoi que ce soitet, pour ainsi dire, de rédiger un contrat pour chaque petite chose.Hé-hé !Oui,c'est moiqui vous ai remis cet argent. »
« Ah bon,c'était vous !Oui,maintenant je vous reconnais aussi,en y réfléchissant... »
Je voulais l'empêcherde commencer à me remercier pour l'argent,et je dis donc rapidement,tout en cherchant déjà des yeux sur la table des choses à manger :
« Eh bien,maintenant,je viens chercher les gâteaux. »
Elle ne comprend pas.
« Les gâteaux »,répété-je,« maintenant,je viens les chercher.Du moins une partie,un premier approvisionnement.Je n'ai pas besoin de tout aujourd'hui. »
« Vous venezles chercher ? »demande-t-elle.
« Et comment que je viensles chercher,oui ! »répondis-jeen riant aux éclats,comme s'il aurait dû être évident pour elle d'embléeque je venaisles chercher.Je prends aussi sur la table un gâteau,une sorte de pain brioché,que je commence à manger.
Quand la femme voit cela,elle se soulève dans son soupirail,fait un mouvement involontaire,comme pour protéger ses marchandises,et me fait comprendrequ'elle ne s'attendait pas à mon retour,pour la dévaliser.
Ah non ?dis-je.Ah bon,vraiment ?Elle était vraiment une femme exquise !Avait-elle jamais vuquelqu'un lui confier une somme de couronnessans que l'intéressé ne les réclame ?Non,voyez-vous !Croyait-elle peut-êtreque c'était de l'argent volé,puisque je le lui avais jeté de cette manière ?Non,elle ne le croyait pas ;c'était encore une bonne chose,vraiment une bonne chose !C'était,si je puis dire,gentil de sa part de me tenir pour un homme honnête.Ha-ha !Oui,elle était vraiment bonne !
Mais pourquoi lui avais-je donc donné l'argent ?La femme s'exaspéraet le cria bien fort.
J'expliquaipourquoi je lui avais donné l'argent,je l'expliquai d'une voix basse et appuyée :c'était mon habitude de procéder de la sorte,parce que je faisais si bonne confiance à tout le monde.Chaque fois que quelqu'un me proposait un contrat,une preuve,je secouais la têteet disais Non merci.Dieu savaitque je le faisais !
Mais la femme ne comprenait toujours pas.
J'eus recours à d'autres moyens,parlai sèchementet refusai de discuter.N'était-il jamais arrivéque quelqu'un d'autre la paie d'avance de la même manière ?demandai-je.Je parlais bien sûr de gensqui avaient de bons moyens,par exemple l'un des consuls ?Jamais ?Eh bien,je ne pouvais pas pâtir du faitque c'était une manière de faire qui lui était étrangère.C'était l'usage à l'étranger.Elle n'était peut-être jamais sortie des frontières du pays ?Non,voyez-vous !Alors elle ne pouvait pas du tout en parler...Et je pris d'autres gâteaux sur la table.
Elle grogna de colère,refusa obstinément de me livrer quoi que ce soit dece qu'elle avait sur la table,m'arracha même un morceau de gâteau de la mainet le remit à sa place.Je me mis en colère,frappai sur la tableet la menaçai de la police.Je serais magnanime avec elle,dis-je ;si je prenais toutce qui m'appartenait,je ruinerais toute sa boutique,car c'était une somme d'argent considérableque je lui avais livrée à l'époque.Mais je ne prendrais pas autant,je ne voulais en réalité que la moitié de la valeur.Et je ne reviendrais même plus.Que Dieu m'en garde,puisqu'elle était de cette espèce de gens...
Finalement, elle me tendit quelques gâteaux à un prix exorbitant,quatre ou cinq morceaux,qu'elle taxa au plus hautqu'elle pût imaginer,et me pria de les prendreet de m'en aller.Je continuai de marchander avec elle,prétendantqu'elle m'escroquait d'au moins une couronneet qu'en plus elle m'exploitait avec ses prix sanglants.Savez-vousque de telles friponneries sont punies par la loi ?dis-je.Que Dieu vous garde,vous pourriez finir aux travaux forcés à perpétuité,vieille carne !Elle me jeta encore un gâteau
et me supplia,presque en grinçant des dents, de partir.
Et je la quittai.
Hé,on n'aurait jamais vu pareille marchande de gâteaux ignorante !Pendant tout le tempsque je traversai la placeen dévorant mes gâteaux,je parlais à voix haute de la femme et de son impudence,me répétantce que nous nous étions dit l'un à l'autre,et je trouvaisque je lui avais été de loin supérieur.Je dévorais les gâteaux à la vue de touset parlais de cela.
Et les gâteaux disparurent un à un ;cela ne servait à rien,j'avais beau en manger,j'étais toujours aussi affamé.Mon Dieu,que cela ne suffise donc pas !J'étais si gourmandque j'avais même failli m'en prendre au dernier gâteau,que j'avais décidé dès le début d'épargner,de garder pour le petit en bas, dans la Vognmandsgaden,le gaminqui avait joué avec les bandes de papier.Je me souvenais constamment de lui,ne pouvais me résoudre à oublier son expressionquand il avait bondiet juré.Il s'était tourné vers ma fenêtre,quand l'homme lui avait craché dessus,et il avait même regardé pour voirsi moi aussi j'allais en rire.Dieu saitsi je le trouverais maintenant,en descendant là-bas !Je fis de grands effortspour descendre rapidement dans la Vognmandsgaden,passai l'endroitoù j'avais déchiré mon drame,et où il restait encore quelques morceaux de papier,contournai l'agent de policeque j'avais si fort étonné par ma conduite,et me tins enfin près de la marcheoù le gamin avait été assis.
Il n'était pas là.La rue était presque vide.Il commençait à faire sombre,et je ne pouvais pas savoir où était le gamin ;il était peut-être rentré.Je posai le gâteau avec précaution,le dressai sur la tranche contre la porte,frappai fortet m'enfuis aussitôt.Il le trouvera bien !me dis-je ;la première chosequ'il feraen sortant,ce sera de le trouver !Et mes yeux s'emplirent de larmes de joie,à l'idéeque le petit trouverait le gâteau.
Je redescendis sur le quai de la gare.
Maintenant, je n'avais plus faim,seule la nourriture sucréeque j'avais consomméecommençait à me faire mal.Dans ma tête, les pensées les plus folles recommençaient aussi à faire du bruit :Et si je coupais en secret l'amarre de l'un de ces navires ?Et si je me mettais soudain à crier au feu ?Je m'avance plus loin sur le quai,trouve une caisse pour m'asseoir,joins les mainset sensma tête devenir de plus en plus confuse.Et je ne bouge pas,ne fais absolument rienpour me maintenir à flot.
Je suis assis làet je fixe le « Copégoro »,le trois-mâts au pavillon russe.J'aperçois un homme près du bastingage ;la lanterne rouge de bâbord éclaire sa tête,et je me lèveet lui adresse la parole.Je n'avais aucune intention de parlercomme je le fis,et je n'attendais pas non plus de réponse.Je dis :
« Vous appareillez ce soir,capitaine ? »
« Oui,dans un petit moment »,répond l'homme.Il parlait suédois.
« Hm.Vous n'auriez pas besoin d'un homme ? »J'étais à cet instant indifférent,que je reçoive un refus ou non,peu m'importaitla réponse que l'homme me donnerait.Je restai là à l'attendre.
« Oh,non »,répondit-il.« À moins que ce ne soit pour un mousse. »
Un mousse !Je fis un sursaut,retirai mes lunetteset les mis dans ma poche,montai sur la passerelleet enjambai le bastingage pour monter à bord.
« Je n'ai pas d'expérience »,dis-je,« mais je peux le faire.Vous me donnerez du travail.Où va le voyage ? »
« Nous sommes sur ballast pour Leeds, chercher du charbon pour Cadix. »
« Bien ! »dis-jeen m'imposant à l'homme.« Peu m'importeoù ça mène.Je ferai mon travail. »
Il resta un momentà me regarderen réfléchissant.
« Tu n'as jamais navigué ? »demanda-t-il.
« Non.Mais comme je vous le dis,donnez-moi un travail,et je le ferai.Je suis habitué à un peu de tout. »
Il réfléchit de nouveau.Je m'étais déjà mis vivement en têteque je voulais partir avec eux,et je commençais à craindre d'être renvoyé à terre.
« Qu'en dites-vous,capitaine ? »demandai-je enfin.« Je peux vraiment fairen'importe quoi.Que dis-je !Je serais un piètre hommesi je n'en faisais pas plusque cequ'on me demande.Je peux prendre deux quarts d'affilée,s'il le faut.Cela me fera du bien,et je tiendrai le coup. »
« Eh bien,eh bien,on peut essayer »,dit-il.« Si ça ne va pas,on pourra toujours se séparer en Angleterre. »
« Naturellement ! »répondis-je dans ma joie.Et je répétai encore une foisque nous pourrions nous séparer en Angleterre,si ça n'allait pas.
Alors il me mit au travail...
Au large, dans le fjord, je me redressai une fois,trempé de fièvre et de lassitude,je regardai vers la terreet dis adieu, pour cette fois, à la ville,à Kristiania,où les fenêtres brillaient d'un éclat si vif depuis tous les foyers.
Preparing your book... This may take a few seconds for large books