SECOND PART

A couple of weeks later, I found myself out one evening.

I had been sitting again in one of the cemeteries, writing an article for one of the papers; while I was at it, the clock struck ten, darkness fell, and the gate was to be locked. I was hungry, very hungry; the ten kroner had unfortunately lasted all too short a time. It was now two, almost three, days since I had eaten anything, and I felt somewhat faint, a little strained from wielding the pencil. I had half a penknife and a key ring in my pocket, but not a single øre.

When the cemetery gate was locked, I ought to have gone straight home; but out of an instinctive dread of my room, where all was dark and empty —an abandoned tinsmith’s workshop I had at last been given leave to occupy for the time being —I staggered on, drifting at random past the Town Hall, all the way down to the sea, and onto a bench on the railway pier, where I sat down.

Not a single sad thought entered my mind at that moment; I forgot my distress and felt calmed by the sight of the harbour, which lay peaceful and beautiful in the twilight. From old habit, I wanted to please myself by reading through the piece I had just written, which, to my suffering brain, seemed the best thing I had ever done. I took my manuscript from my pocket, held it close to my eyes in order to see, and ran through one page after another. At last, I grew tired and stuck the papers back in my pocket. All was still; the sea lay like blue mother-of-pearl, and small birds flew silently past me from place to place. A police constable was patrolling a little way off; otherwise, not a soul was to be seen, and the entire harbour lay silent.

I count my money again: half a penknife, a key ring; but not a single øre. Suddenly, I reach into my pocket and pull out the papers once more. It was a mechanical act, an unconscious nervous tic. I select a white, unwritten sheet, and —God knows where I got the idea from —I made a paper cone, closed it carefully so it looked full, and threw it far along the cobblestones; the wind carried it a little further, then it came to rest.

Now the hunger had begun to assail me. I sat and looked at this white paper cone, which seemed to swell with gleaming silver coins, and goaded myself into believing that it truly held something. I sat there talking aloud, tempting myself to guess the sum — if I guessed correctly, it was mine! I imagined the lovely little ten-øre pieces at the bottom and the fat, milled kroner on top — a whole paper cone full of money! I sat gazing at it with wide eyes and egged myself on to go and steal it.

Then I hear the constable cough — and how could I possibly have thought to do the very same thing? I rise from the bench and cough, and I repeat it three times so that he will hear. How he would pounce on that paper cone when he came! I sat and delighted in this prank, rubbed my hands in glee, and swore magnificently at everything under the sun. Wouldn’t he be made a fool of, the dog! Wouldn’t he sink down into hell’s hottest pit of torment for that piece of knavery! I had grown drunk with hunger; my starvation had intoxicated me.

A couple of minutes later, the constable arrives, his iron heels clattering on the cobblestones, peering to all sides. He takes his time; he has the whole night before him. He does not see the paper cone — not until he is quite near. Then he stops and studies it. It looks so white and valuable lying there, perhaps a small sum, eh? A small sum of silver coins? . . . . And he picks it up. Hm! It is light, very light. Perhaps a precious feather, a hat ornament . . . . And he opens it carefully with his large hands and peers inside. I laughed, laughed and slapped my knee, laughed like a madman. And not a sound came from my throat; my laughter was silent and hectic, possessing the intimacy of a sob . . . .

Then there is a clatter on the cobblestones again, and the constable makes a turn across the pier. I sat there with tears in my eyes, hiccupping for breath, beside myself with feverish mirth. I began to speak aloud, telling myself about the paper cone, mimicking the poor constable’s movements, peering into my cupped hand, and repeating again and again to myself: He coughed, when he threw it! He coughed, when he threw it! To these words I added new ones, gave them piquant additions, rephrased the whole sentence and sharpened its point: He coughed once — khøhø!

I exhausted myself in variations of these words, and it was late in the evening before my mirth subsided. A drowsy calm then came over me, a pleasant weariness which I did not resist. The darkness had grown a little thicker, a small breeze furrowed the sea’s mother-of-pearl; the ships, whose masts I saw against the sky, looked with their black hulls like silent monsters, bristling their spines and lying in wait for me. I felt no pain, my hunger had blunted it; in its place, I felt pleasantly empty, untouched by everything around me, and glad to be unseen by all. I put my legs up on the bench and leaned back; in this way, I could best feel the full well-being of seclusion. There was not a cloud in my mind, not a sensation of discomfort, and I had no wish or desire unfulfilled, as far as my thoughts could reach. I lay with open eyes in a state of absence from myself, feeling wonderfully remote.

There was still not a sound to disturb me; the gentle darkness had hidden the whole world from my eyes and buried me there in perfect peace — only the desolate drone of silence hummed monotonously in my ears. And the dark monsters out there would draw me to them when the night came, and they would carry me far across the seas and through strange lands where no people dwell. And they would bring me to Princess Ylajali’s castle, where an unimagined splendour awaits me, greater than any known to man. And she herself would be sitting in a radiant hall where all is of amethyst, on a throne of yellow roses, and would reach out her hand to me as I entered, greet me and call out a welcome, as I approached and knelt: Welcome, knight, to me and my land! I have awaited you for twenty summers and called to you on all bright nights, and when you sorrowed, I have wept in here, and when you slept, I have breathed lovely dreams into you! . . . . And the beautiful one takes my hand and leads me, guides me forth through long halls where great crowds of people shout Hurrah, through bright gardens where three hundred young maidens play and laugh, into another hall where all is of luminous emerald. The sun shines in here, in galleries and corridors entrancing choirs of music sound, streams of fragrance wash over me. I hold her hand in mine, and I feel in my blood the wild delight of enchantment course; I put my arm around her, and she whispers: Not here, come further still! And we enter the red hall, where all is ruby, a frothing splendour into which I sink. Then I feel her arms about me, she breathes upon my face, whispers: Welcome, beloved! Kiss me! More . . . . more . . . .

From my bench, I see stars before my eyes, and my thoughts sweep into a hurricane of light . . . .

I had fallen asleep where I lay and was woken by the constable. There I sat, mercilessly called back to life and misery. My first feeling was a stupid astonishment at finding myself out under the open sky, but this was soon replaced by a bitter despondency; I was on the verge of weeping with sorrow for still being alive. It had rained while I slept, my clothes were quite soaked, and I felt a raw cold in my limbs. The darkness had become even denser; I could barely make out the constable’s features before me.

‘Right then,’ he said, ‘up you get!’

I rose at once; had he commanded me to lie down again, I would have obeyed. I was very dejected and utterly without strength; moreover, I almost instantly began to feel the hunger again.

‘Wait a moment!’ the constable shouted after me. ‘You’re leaving your hat, you fool! Right, off you go now!’

‘I thought there was something I had —had forgotten,’ I stammered, distracted. ‘Thank you. Goodnight.’

And I staggered away.

If only one had a little bread now! A lovely little piece of rye bread, that one could bite into while walking the streets! And I walked along, imagining the very particular kind of rye bread that would be so unspeakably good to chew on. I was bitterly hungry, wished myself dead and gone, grew sentimental and wept. There would never be an end to my misery! Then, all at once, I stopped in the street, stamped on the cobblestones, and swore aloud. What had he called me? Fool? I’ll show that constable what it means to call me a fool! With that, I turned and ran back. I felt flushed and hot with anger. Down the street, I stumbled and fell, but I paid it no heed, sprang up again, and ran on. Down by the railway square, however, I had become so tired that I felt unable to continue all the way to the pier; my anger had, besides, abated during the run. At last, I stopped and caught my breath. Did it really matter what such a constable had said? — Yes, but I would not tolerate everything! — True enough! I interrupted myself; but he knew no better! — And this excuse I found satisfactory; I repeated twice to myself: He knew no better! With that, I turned around once more.

God, the things you get up to! I thought resentfully; running about like a madman in such drenched streets in the dead of night! The hunger gnawed at me unbearably and gave me no peace. Again and again, I swallowed my saliva to satisfy myself a little, and it seemed to help. Food had been scarce for me for many weeks before this came upon me, and my strength had diminished considerably of late. When I had been lucky enough to scrape together five kroner by some manoeuvre or other, the money would never last long enough for me to fully recover before a new period of starvation broke over me and brought me to my knees. It had been worst for my back and shoulders; the little gnawing in my chest I could also stop for a moment if I coughed very hard, or if I walked bent well forward; but for my back and shoulders I had no remedy. How could it be that things would simply not brighten for me? Was I not just as entitled to live as anyone else, as the antiquarian bookseller Pascha and the steamship agent Hennechen? Though I might not have shoulders like a giant and two strong arms to work with, had I not sought even a woodcutter’s post in Møllergaden to earn my daily bread? Was I lazy? Had I not sought positions and attended lectures and written newspaper articles and read and worked night and day, like a madman? And had I not lived like a miser, eaten bread and milk when I had much, bread when I had little, and starved when I had nothing? Did I live in a hotel, did I have a suite of rooms on the first floor? I lived in a garret, in a tinsmith’s workshop that God and everyone else had fled last winter because the snow blew in. So I could not understand it at all!

All this I walked and thought about, and there was not so much as a spark of malice or envy or bitterness in my thoughts.

By a paint shop, I stopped and looked in the window; I tried to read the labels on a couple of tins, but it was far too dark. Annoyed with myself for this new whim, and agitated, almost angry at not being able to make out what these tins contained, I knocked once on the window and walked on. Up the street, I saw a policeman; I quickened my pace, went right up to him and said, without the slightest provocation:

‘It is ten o’clock.’

‘No, it is two,’ he answered, surprised.

‘No, it is ten,’ I said. ‘The time is ten.’ And groaning with anger, I took a couple more steps forward, clenched my fist, and said: ‘Listen, do you know what —it’s ten o’clock!’

He stood and considered for a little while, surveyed my person, stared at me in astonishment. Finally, he said quite quietly:

‘In any case, it’s about time you went home. Would you like me to escort you?’

At this kindness, I was disarmed; I felt tears well up in my eyes, and I hurried to answer:

‘No, thank you! — I’ve just been out a little late . . . . at a café . . . . I thank you so much.’

He touched his helmet as I left. His kindness had quite overwhelmed me, and I wept because I did not possess five kroner to give him. I stopped and watched him as he slowly walked away, struck my forehead, and wept more violently as he receded into the distance. I berated myself for my poverty, called myself names, invented desperate epithets, choice, raw finds of curses, which I heaped upon myself. I continued this until I was almost home. When I reached the gate, I discovered that I had lost my keys.

Yes, of course! I said bitterly to myself, why shouldn't I lose my keys? Here I live in a building with a stable below and a tinsmith’s workshop above; the gate is locked at night, and no one, no one can open it — so why shouldn't I lose my keys? I am wet as a dog, a little hungry, just a tiny bit hungry, and a little ridiculously tired in the knees — so why shouldn't I lose them? Why couldn't the whole house have moved out to Aker, for that matter, just as I came to get in? . . . . And I laughed to myself, hardened by hunger and destitution.

I heard the horses stamping in the stable, and I could see my window upstairs; but I could not open the gate, and I could not get in. Tired and bitter of mind, I decided therefore to go back to the pier and look for my keys.

It had begun to rain again, and I could already feel the water soaking through on my shoulders. By the Town Hall, I suddenly had a bright idea: I would ask the police to open the gate. I immediately approached a constable and begged him earnestly to come with me and let me in, if he could.

Well, if he could, yes! But he couldn't, he had no key. The police keys weren't here; they were in the detective division.

What was I to do then.?

Well, I would have to go to a hotel and get a room.

But I really could not go to a hotel and get a room; I had no money. I had been out . . . . at a café . . . . he understood, of course . . . .

We stood there for a little while on the steps of the Town Hall. He considered and pondered and surveyed my person. The rain poured down around us.

‘Then you must go in to the officer on duty and report yourself as homeless,’ he said.

As homeless? I had not thought of that. Yes, by death and damnation, that was a good idea! And I thanked the constable on the spot for this excellent notion. Could I just simply go in and say that I was homeless?

Simply! . . . .

‘Name?’ asked the duty officer.

‘Tangen— Andreas Tangen.’

I do not know why I lied. My thoughts fluttered about dissolutely and gave me more ideas than I cared for; I hit upon this remote name in the moment and tossed it out, without any calculation. I lied without necessity.

‘Occupation?’

This put me on the spot. Hm. Occupation! What was my occupation? I first thought of making myself a tinsmith, but did not dare; I had given myself a name that not every tinsmith has, besides, I wore spectacles on my nose. Then it occurred to me to be audacious; I took a step forward and said firmly and solemnly:

‘Journalist.’

The duty officer gave a start before he wrote, and I stood before the counter as tall as a homeless minister of state. It aroused no suspicion; the duty officer could well understand that I hesitated with my answer. What a thing to see, a journalist at the Town Hall, without a roof over his head!

‘For which paper — Mr Tangen?’

‘For the Morgenbladet,’ I said. ‘Unfortunately, I have been out a little late this evening . . .’

‘Yes, we won’t speak of that!’ he interrupted, and he added with a smile: ‘When young people are out . . . . we understand . . . .’ Turning to a constable, he said, as he rose and bowed politely to me: ‘Show this gentleman up to the reserved section. Goodnight!’

I felt a chill down my spine at my own audacity, and I clenched my hands as I walked, to brace myself. If only I hadn't mixed Morgenbladet into it! I knew that Friele could gnash his teeth, and as the key grated in the lock, the sound reminded me of it.

‘The gas will burn for ten minutes,’ the constable said, still in the doorway.

‘And then it goes out?’

‘Then it goes out.’

I sat down on the bed and heard the key being turned. The bright cell looked friendly; I felt snug and well-housed and listened with pleasure to the rain outside. I could not wish for anything better than such a cosy cell! My satisfaction grew; sitting on the bed with my hat in my hand and my eyes fixed on the gas flame in the wall, I began to reflect upon the elements of my first encounter with the police. This was the first, and how I had fooled them! Journalist Tangen, if you please? And then Morgenbladet! How I had struck the man right in the heart with Morgenbladet! We won't speak of that, eh? Sat at the governor's residence in full dress until two o'clock, forgot the gate key and a pocketbook with some thousand kroner at home! Show this gentleman up to the reserved section . . . .

Then the gas suddenly goes out, so strangely suddenly, without dimming, without fading; I am sitting in deep darkness, I cannot see my hand, not the white walls around me, nothing. There was nothing else to do but go to bed. And I undressed.

But I was not sleepy and could not sleep. I lay for a time staring into the darkness, this thick, massive darkness that had no bottom, and which I could not comprehend. My mind could not grasp it. It was immeasurably dark to me, and I felt its presence oppressing me. I closed my eyes, began to sing half-aloud, and tossed back and forth on the cot to distract myself; but to no avail. The darkness had taken possession of my mind and would not leave me in peace for a moment. What if I myself had dissolved into darkness, been made one with it? I sit up in bed and fling out my arms.

My nervous state had completely taken over, and it did not help how much I tried to counteract it. There I sat, a prey to the strangest fantasies, shushing myself, humming lullabies, sweating from the effort of calming myself. I stared out into the darkness, and I had never in my life seen such darkness. There was no doubt that I was here before a particular kind of darkness, a desperate element that no one had previously been aware of. The most ludicrous thoughts occupied me, and everything made me afraid. The little hole in the wall by my bed occupies me greatly, a nail hole, I find, a mark in the wall. I feel it, blow into it, and try to guess its depth. It was no innocent hole, not at all; it was a truly intricate and secretive hole that I had to be wary of. And possessed by the thought of this hole, beside myself with curiosity and fear, I finally had to get out of bed and find my half penknife, to measure its depth and assure myself that it did not lead all the way into the adjacent cell.

I lay back down to try to fall asleep, but in reality to battle with the darkness once more. The rain had stopped outside, and I heard not a sound. For a time, I kept listening for footsteps in the street, and I gave myself no peace until I had heard a pedestrian walk by, by the sound of it a constable. Suddenly, I snap my fingers several times and laugh. Well, I'll be damned! Ha! — I fancied I had found a new word. I sit up in bed and say: It does not exist in the language, I have invented it, Kuboå. It has letters like a word, by the sweet Lord, man, you have invented a word . . . . Kuboå . . . . of great grammatical significance . . . .

I sit with open eyes, amazed at my discovery, and laugh with joy. Then I begin to whisper; I could be spied upon, and I intended to keep my invention secret. I had entered the happy madness of hunger; I was empty and painless, and my mind was without reins. I deliberate in silence with myself. With the most wondrous leaps in my train of thought, I seek to fathom the meaning of my new word. It need not mean either God or Tivoli, and who had said that it should mean livestock show? I clench my fist vehemently and repeat once more: Who has said that it shall mean livestock show? When I thought about it properly, it wasn't even absolutely necessary that it meant padlock or sunrise. A word such as this, it was not difficult to find a meaning for. I would wait and see. In the meantime, I could sleep on it.

I lie there on the cot and smile, but say nothing, express no opinion either for or against. A few minutes pass, and I become nervous, the new word plagues me without cease, always returning, finally taking possession of all my thoughts and making me serious. I had made up my mind what it should not mean, but had not made any decision about what it should mean. That is a secondary matter! I said aloud to myself, and I grab my arm and repeat that it was a secondary matter. The word, thank God, had been found, and that was the main thing. But the thought plagues me endlessly and prevents me from falling asleep; nothing was good enough for this uncommonly rare word. Finally, I sit up in bed again, grip my head with both hands and say: No, that is precisely what is impossible, to let it mean emigration or tobacco factory! Had it been able to mean something like that, I would have decided on it long ago and accepted the consequences. No, in truth, the word was suited to mean something of the soul, a feeling, a state — could I not understand that? And I search my memory to find something of the soul. Then it seems to me that someone is speaking, interfering in my discourse, and I answer angrily: What was that? No, your idiotic equal does not exist! Knitting yarn? Oh, go to hell! Now I had to laugh! Might I ask: Why should I be obliged to let it mean knitting yarn, when I was specifically against it meaning knitting yarn? I had invented the word myself, and I was well within my rights to let it mean whatever I pleased for that matter. As far as I knew, I had not yet expressed an opinion . . . .

But my brain grew more and more bewildered. At last, I jumped out of bed to find the water pipe. I was not thirsty, but my head was in a fever, and I felt an instinctive need for water. After I had drunk, I went back to bed and resolved to sleep by force. I closed my eyes and forced myself to be calm. I lay thus for several minutes without making a movement; I grew sweaty, and I felt the blood pulse violently through my veins. No, it was just too precious, that he could look for money in that paper cone! He also coughed only once. Is he still walking down there? Sitting on my bench? . . . . The blue mother-of-pearl . . . . The ships . . . .

I opened my eyes. How could I keep them shut when I could not sleep? And the same darkness brooded around me, the same unfathomable black eternity that my mind recoiled from and could not grasp. What could I possibly compare it to? I made the most desperate efforts to find a word that was black enough to describe this darkness to me, a word so cruelly black that it could stain my mouth when I spoke it. Good God, how dark it was! And I am brought again to think of the harbour, of the ships, the black monsters that lay waiting for me. They would suck me in and hold me fast and sail with me over land and sea, through dark realms that no man has seen. I feel myself aboard, drawn to the water, floating in the clouds, descending, descending . . . . I give a hoarse cry of fear and clutch the bed; I had made such a perilous journey, swooping down through the air like a bundle. How saved I felt when my hand struck the hard cot! This is how one dies, I said to myself, now you shall die! And I lay for a little while and thought about this, that now I should die. Then I sit up in bed and ask sternly: Who said that I should die? If I have found the word myself, then I am well within my rights to decide for myself what it shall mean . . . . I heard myself that I was delirious, heard it even as I spoke. My madness was a delirium of weakness and exhaustion, but I was not senseless. And the thought suddenly shot through my brain that I had gone mad. Seized by terror, I fly out of bed. I stagger to the door, which I try to open, throw myself against it a couple of times to break it down, strike my head against the wall, wail aloud, bite my fingers, weep and curse . . . .

All was quiet; only my own voice was thrown back from the walls. I had collapsed on the floor, unable to tumble about the cell any longer. Then I glimpse high up, right before my eyes, a greyish square in the wall, a tone of white, a hint — it was the daylight. I felt that it was the daylight, felt it with every pore of my body. Oh, how wonderfully I breathed out! I threw myself flat on the floor and wept with joy at this blessed glimpse of light, sobbed with gratitude, kissed towards the window and carried on like a madman. And I was also conscious, in that moment, of what I was doing. All despondency was at once gone, all despair and pain ceased, and I had in that instant not a wish unfulfilled, as far as my thoughts could reach. I sat up on the floor, folded my hands, and waited patiently for the break of day.

What a night this had been! That no one heard any noise, I thought, amazed. But then, I was in the reserved section, high above all the prisoners. A homeless minister of state, if I may say so. Still in the best of spirits, with my eyes turned towards the ever-brightening pane in the wall, I amused myself by playing the part of a minister, called myself von Tangen, and framed my speech in departmental style. My fantasies had not ceased, only I was far less nervous. If I had not committed the lamentable thoughtlessness of leaving my pocketbook at home! Might I not have the honour of seeing Mr Minister to bed? And in utmost seriousness, with many ceremonies, I went to the cot and lay down.

It had now grown so light that I could more or less make out the cell's outline, and a little later I could see the heavy handle on the door. This distracted me; the monotonous darkness, so irritatingly thick that it prevented me from seeing myself, was broken; my blood grew calmer, and soon I felt my eyes close.

* * *

I was awakened by a couple of knocks on my door. In all haste, I jumped up and dressed quickly; my clothes were still soaked from last night.

‘You are to report down to the officer on duty,’ said the constable.

So there were more formalities to go through! I thought, afraid.

I entered a large room downstairs, where thirty or forty people sat, all homeless. And one by one they were called up from the register, one by one they received a ticket for food. The duty officer kept saying to the constable at his side:

‘Did he get a ticket? Yes, don't forget to give them tickets. They look like they need a meal.’

And I stood and looked at these tickets and wished for one.

‘Andreas Tangen, Journalist!’

I stepped forward and bowed.

‘My dear man, how did you end up here?’

I explained the whole situation, gave the same story as last night, lied with open eyes and without blinking, lied with sincerity: Been out a little late, unfortunately . . . . at a café . . . . lost the gate key . . . .

‘Yes,’ he said and smiled, ‘that's how it is! Did you sleep well, then?’

‘Like a minister of state!’ I replied. ‘Like a minister of state!’

‘I'm glad to hear it!’ he said and rose. ‘Good morning!’

And I left.

A ticket, a ticket for me too! I have not eaten for over three long days and nights. A piece of bread! But no one offered me a ticket, and I dared not ask for one. It would have immediately aroused suspicion. They would start digging into my private affairs and find out who I really was; they would arrest me for false pretences. — With my head held high, with the posture of a millionaire and my hands clasped in the lapels of my coat, I stride out of the Town Hall.

The sun was already shining warmly, it was ten o'clock, and the traffic in Youngstorget was in full swing. Where should I go? I pat my pocket and feel for my manuscript; when it struck eleven, I would try to see the editor. I stand for a while on the balustrade and observe the life below me; meanwhile, steam had begun to rise from my clothes. The hunger returned, gnawed at my chest, tugged, gave me small, fine stabs that pained me. Did I really not have a friend, an acquaintance I could turn to? I search my memory to find a man worth ten øre, and find him not. It was a lovely day, though; there was much sun and much light around me; the sky streamed like a fine sea over the Lier hills . . . .

Without knowing it, I was on my way home.

I was starving severely, and in the street I found a wood shaving to chew on. It helped. Why had I not thought of that before!

The gate was open, the stable hand greeted me with his usual ‘Good morning.’

‘Fine weather!’ he said.

‘Yes,’ I replied. It was all I could find to say. Could I ask him to lend me a krone? He would gladly do it, I thought, if he could. Besides, I had once written a letter for him.

He stood there savouring something he wanted to say.

‘Fine weather, yes. Hm. I was supposed to pay my landlady today, you couldn't be so kind as to lend me five kroner, could you? Just for a few days. You've done me a service before, you have.’

‘No, I really can't, Jens Olaj,’ I replied. ‘Not now. Perhaps later, perhaps this afternoon.’ And I staggered up the stairs to my room.

Here I threw myself on my bed and laughed. How devilishly lucky that he had got in first! My honour was saved. Five kroner — God preserve you, man! You might as well have asked me for five shares in the public kitchen or a country manor out in Aker.

And the thought of these five kroner made me laugh louder and louder. Wasn't I a devil of a fellow, eh? Five kroner! Yes, here was the right man! My mirth increased, and I gave myself over to it: Ugh, the smell of food in here! A real smell of fresh meatballs, since dinner, ugh! And I push open the window to air out the abominable smell. Waiter, half a steak! Turning to the table, this rickety table that I had to support with my knees when I wrote, I bowed deeply and asked: May I ask, will you have a glass of wine? No? I am Tangen, Minister Tangen. Unfortunately, I have been out a little late . . . . the gate key . . . .

And without reins my mind ran again down wild paths. I was constantly aware that I was speaking incoherently, and I did not say a word without hearing and understanding it. I said to myself: Now you are speaking incoherently again! And yet I could not help it. It was like lying awake and talking in one’s sleep. My head was light, without pain and without pressure, and my mind was without clouds. I sailed along, and I made no resistance.

Come in! Yes, do come in! As you see, all of ruby. Ylajali, Ylajali! The red, foaming silk divan! How heavily she breathes! Kiss me, beloved! More! More! Your arms are like white amber, your mouth glows . . . . Waiter, I asked for a steak . . . .

The sun shone into my window; below, I heard the horses chewing oats. I sat and munched on my wood shaving, elated, happy in spirit as a child. I had been constantly feeling for the manuscript; I didn't have it in my thoughts for a single moment, but instinct told me it was there, my blood reminded me of it. And I pulled it out.

It had got wet, and I spread it out and laid it in the sunlight. Then I began to pace back and forth in my room. How dreary everything looked! Around the floor, small, trampled remnants of tin plates; but not a chair to sit on, not even a nail in the bare walls. Everything had been taken to ‘Uncle's’ cellar and consumed. A few sheets of paper on the table, covered with thick dust, were all my possessions; the old green blanket on the bed Hans Pauli had lent me some months ago . . . . Hans Pauli! I snap my fingers. Hans Pauli Pettersen will help me! And I try to remember his address. How could I forget Hans Pauli! He would surely be very angry that I had not turned to him at once. Quickly I put on my hat, gather up the manuscript, stick it in my pocket, and hasten down the stairs.

‘Listen, Jens Olaj,’ I shouted into the stable, ‘I think I can almost certainly help you this afternoon!’

Reaching the Town Hall, I see that it is past eleven, and I decide to drop by the newspaper office at once. Outside the office door, I stopped to check if my papers were in order of pagination; I smoothed them out carefully, stuck them back in my pocket, and knocked. My heart beat audibly as I entered.

The Scissors is there as usual. I ask timidly for the editor. No answer. The man sits and drills for small news items in the provincial papers.

I repeat my question and step further forward.

The editor had not arrived, said The Scissors at last, without looking up.

When would he arrive?

Couldn't say, couldn't say at all, sir.

How long was the office open?

To this I received no answer, and I had to leave. The Scissors had not cast a glance at me during the whole exchange; he had heard my voice and recognised me by it. So ill-regarded are you here, I thought, they don't even bother to answer you. Could it be an order from the editor? It was true that ever since my famous ten-krone feuilleton was accepted, I had flooded him with work, haunted his doors almost every day with useless things he had had to read through and return to me. Perhaps he wanted an end to it, to take his precautions . . . . I set off for Homansbyen.

Hans Pauli Pettersen was a peasant student in the attic of a five-storey building, thus Hans Pauli Pettersen was a poor man. But if he had a krone, he would not spare it. I would get it as surely as if I had it in my hand. And I walked along, delighting in this krone the whole way and felt certain of getting it. When I came to the street door, it was locked, and I had to ring.

‘I wish to speak with Student Pettersen,’ I said and started to go in; ‘I know his room.’

‘Student Pettersen?’ repeats the girl. Was it him who lived in the attic? He had moved. Yes, she didn't know where to; but he had asked to have his letters sent down to Hermansen in Toldbodgaden, and the girl gave the number.

Full of faith and hope, I walk all the way down to Toldbodgaden to ask for Hans Pauli's address. This was my last resort, and I had to make use of it. On the way, I passed a newly erected house where a couple of carpenters stood planing outside. I took a couple of shiny shavings from the pile, stuck one in my mouth, and saved the other in my pocket for later. And I continued on my way. I groaned with hunger. At a baker's shop, I had seen a wonderfully large ten-øre loaf in the window, the largest loaf that could be had for that price . . . .

‘I have come to get Student Pettersen's address.’

‘Bernt Ankers Gade Number 10. The attic.’ — Was I going there? Well, then perhaps I would be so kind as to take a couple of letters that had arrived?

I walk up into town again, the same way I had come, pass the carpenters again, who now sat with their tin pails between their knees eating their good, warm public-kitchen dinner, pass the baker's shop where the loaf still lies in its place, and finally reach Bernt Ankers Gade, half-dead from exhaustion. The door was open, and I make my way up the many heavy stairs to the attic. I take the letters from my pocket, to put Hans Pauli in a good mood at a stroke when I entered. He would surely not refuse me this helping hand when I explained the circumstances, not at all. Hans Pauli had such a big heart, I had always said that about him . . . .

On the door, I found his card: ‘H. P. Pettersen, stud. theol. — gone home’.

I sat down on the spot, sat down on the bare floor, numbly tired, stricken with destitution. I repeat mechanically a couple of times: Gone home! Gone home! Then I fall completely silent. There was not a tear in my eyes, I had not a thought and not a feeling. With wide-open eyes, I sat and stared at the letters without doing anything. Ten minutes passed, perhaps twenty, or more, I still sat there on the same spot and did not move a finger. This dull torpor was almost like a doze. Then I hear someone coming up the stairs, I rise and say:

‘It was for Student Pettersen — I have two letters for him.’

‘He's gone home,’ answers the woman. ‘But he'll be back after the holidays. I could take the letters, if you like.’

‘Yes, thank you, that would be very good,’ I said, ‘then he'll get them when he comes. There could be important things in them. Good morning!’

When I was outside, I stopped and said aloud in the middle of the open street, clenching my hands: I'll tell you something, my dear Lord God: you are a good-for-nothing! And I nod furiously, with clenched teeth, up at the clouds: You are, damn you, a good-for-nothing!

I walked a few steps and stopped again. Suddenly changing my posture, I fold my hands, tilt my head, and ask in a sweet, pious voice: Have you also turned to him, my child?

It didn't sound right.

With a capital H, I say, with an H like a cathedral! Again: Have you also called upon Him, my child? And I lower my head and make my voice pitiful and answer: No!

That didn't sound right either.

You can't play the hypocrite, you fool! Yes, you shall say, yes, I have called upon my God the Father! and you shall give the most wretched melody to your words that you have ever heard. So, again! Yes, that was better. But you must sigh, sigh like a horse in convulsions. There!

There I go, instructing myself in hypocrisy, stamping impatiently in the street when I can't get it right, and calling myself a blockhead, while astonished passers-by turn and look at me.

I chewed incessantly on my wood shaving and staggered as quickly as I could, down the streets. Before I knew it, I was all the way down at the railway square. The clock on Our Saviour's showed half-past one. I stood for a while and considered. A faint sweat broke out on my face and trickled into my eyes. Come for a stroll on the pier! I said to myself. That is, if you have time? And I bowed to myself and went down to the railway pier.

The ships lay out there, the sea rocked in the sunshine. There was busy movement everywhere, whistling steam-whistles, porters with crates on their shoulders, cheerful hoisting songs from the barges. A cake-woman sits near me her brown nose bent over her wares; the little table before her is sinfully full of delicacies, and I turn away in disgust. She fills the entire quay with her smell of food; ugh, open the windows! I address a gentleman sitting beside me and impress upon him this impropriety of cake-women here and cake-women there . . . . No? Yes, but he must surely admit, that . . . . But the good man sensed trouble and did not even let me finish, before he rose and left. I rose likewise and followed him, determined to convince the man of his error.

‘Even for the sake of sanitary conditions’, I said and tapped him on the shoulder . . . .

‘Excuse me, I am a stranger here and know nothing of the sanitary conditions,’ he said and stared at me in terror.

Well, that changed matters, if he was a stranger . . . . Could I not be of some service to him? Show him around? No? For it would be a pleasure for me, and it would cost him nothing, of course . . . .

But the man was absolutely determined to be rid of me and quickly crossed the street to the other pavement.

I went back to my bench again and sat down. I was very restless, and the large barrel organ, which had begun to play a little further on, made me even worse. A firm, metallic music, a piece of Weber, to which a little girl sings a mournful song. The flute-like, suffering quality of the organ trickles through my blood, my nerves begin to quiver as if in echo, and a moment later I fall back on the bench, whimpering, humming along. What things one's thoughts get up to when one is starving! I feel myself absorbed into these tones, dissolved into sound, I flow out, and I perceive so clearly how I am flowing, floating high over mountains, dancing into bright zones . . . .

‘An øre!’ says the little organ-grinder girl, holding out her tin plate, ‘just one øre!’

‘Yes,’ I answer unconsciously, and I jumped up and searched my pockets. But the child thinks I am just teasing her and immediately moves away, without saying a word. This mute patience was too much for me; had she scolded me, it would have been more convenient; the pain gripped me, and I called her back. I don't own a single øre, I said, but I will remember you later, perhaps tomorrow. What is your name? Yes, that was a pretty name, I would not forget it. So tomorrow . . . .

But I understood well that she did not believe me, though she said not a word, and I wept with despair over that this little street urchin would not believe me. Once more I called her back, quickly tore open my coat, and wanted to give her my waistcoat. I will make it up to you, I said, just wait a moment . . . .

And I had no waistcoat.

How could I even look for it! Weeks had passed since it had been in my possession. What was wrong with me? The astonished girl waited no longer, but quickly retreated. And I had to let her go. People crowded around me and laughed loudly, a policeman pushes his way towards me and wants to know what is going on.

‘Nothing,’ I answer, ‘nothing at all! I just wanted to give that little girl over there my waistcoat . . . . for her father . . . . You needn't stand there and laugh at that. I could just go home and put on another one.’

‘No disturbances in the street!’ says the constable. ‘Right, on your way!’ And he pushes me along. ‘Are these your papers?’ he shouted after me.

Yes, death and damnation, my newspaper article, many important writings! How could I be so careless . . . .

I get hold of my manuscript, make sure it is in order, and go, without stopping for a moment or looking around, up to the newspaper office. The clock on Our Saviour's now showed four.

The office is closed. I creep silently down the stairs, fearful as a thief, and stop, at a loss, outside the gate. What should I do now? I lean against the wall, stare down at the stones and think. A pin lies shining before my feet, and I bend down and pick it up. What if I took the buttons off my coat, what would I get for them? It might not help me, buttons were just buttons; but I took and examined them from all sides and found them as good as new. It was a lucky idea after all; I could cut them out with my penknife and take them to the cellar. The hope that I could sell these five buttons revived me at once, and I said: See, see, things are looking up! My joy got the better of me, and I immediately began to take the buttons out, one by one. During this, I held the following silent discourse:

Yes, you see, one has become a little poor, a momentary embarrassment . . . . Worn out, you say? You mustn't speak out of turn. I'd like to see the man who wears out buttons less than I do. Always go with my coat open, I'll have you know; it has become a habit with me, a peculiarity . . . . No, no, if you won't, then you won't! But I must have my ten øre for them, at least . . . . No, good God, who said they should do that? You can hold your tongue and leave me in peace . . . . Yes, yes, you can fetch the police, then. I'll wait here while you're out getting the constable. And I won't steal anything from you . . . . Well, good day, good day! My name, then, is Tangen, I have been out a little late . . . .

Then someone comes down the stairs. I am instantly back in reality, recognise The Scissors, and quickly put the buttons in my pocket. He wants to pass, does not even answer my greeting, suddenly becomes so busy looking at his nails. I stop him and ask for the editor.

‘Not present, sir.’

‘You're lying!’ I said. And with a boldness that surprised myself, I continued: ‘I must speak with him; it is an urgent errand — messages from the governor's residence.’

‘Well, can't you tell it to me, then?’

‘To you?’ I said and measured The Scissors a little with my eyes.

It helped. He immediately accompanied me and opened the door. Now my heart was in my throat. I gritted my teeth violently to give myself courage, knocked, and entered the editor's private office.

‘Good day! Is it you?’ he said kindly. ‘Sit down.’

Had he shown me the door, it would have been more welcome; I felt the tears coming and said:

‘I beg your pardon . . . .’

‘Sit down,’ he repeated.

And I sat down and explained that I again had an article which it was of great importance to me to have in his paper. I had taken such pains with it, it had cost me so much effort.

‘I will read it,’ he said and took it. ‘Effort, I'm sure, costs you everything you write; but you are far too vehement. If only you could be a little more composed! There is too much fever. However, I will read it.’ And he turned back to his desk.

There I sat. Dared I ask for a krone? Explain to him why there was always fever? Then he would surely help me; it was not the first time.

I stood up. Hm! But the last time I was with him, he had complained about money, even sent the messenger boy out to scrape together some for me. It would probably be the same case now. No, that should not happen! Did I not see that he was busy working?

‘Was there anything else?’ he asked.

‘No!’ I said and made my voice firm. ‘When may I call again?’

‘Oh, whenever you're passing,’ he answered, ‘in a couple of days or so.’

I could not get my request over my lips. . This man's kindness seemed to me without limit, and I should know how to appreciate it. Better to starve to death. And I left.

Not even when I stood outside and again felt the attacks of hunger did I regret having left the office without asking for that krone. I took the other wood shaving from my pocket and put it in my mouth. It helped again. Why had I not done it before? You should be ashamed of yourself! I said aloud; could it really occur to you to ask that man for a krone and put him in an awkward position again? And I became really harsh with myself for the shamelessness that had occurred to me. That is, by God, the most despicable thing I have yet heard! I said; to pester a man and almost scratch his eyes out, just because you need a krone, you miserable dog! So, march! Faster! Faster, you lout! I'll teach you!

I began to run, to punish myself, covered one street after another at a spring, drove myself forward with fierce shouts, and screamed silently and furiously at myself when I wanted to stop. In this way, I had come high up in Pilestrædet. When I finally stood still, almost ready to weep with anger at not being able to run any further, I trembled all over my body, and I flung myself down on a step. No, stop! I said. And to really torment myself, I stood up again and forced myself to remain standing, and I laughed at myself and gloated over my own destitution. Finally, after several minutes had passed, I gave myself permission with a nod to sit down; even then, I chose the most uncomfortable spot on the steps.

Good God, it was wonderful to rest! I wiped the sweat from my face and drew in great, fresh breaths. How I had run! But I did not regret it; it was well deserved. Why had I wanted to ask for that krone? Now I saw the consequences! And I began to speak gently to myself, to give admonitions, as a mother might have done. I became more and more touching, and tired and powerless, I began to weep. A quiet and inward weeping, an internal sobbing without a tear.

For a quarter of an hour or more, I sat in the same place. People came and went, and no one bothered me. Small children played here and there, a little bird sang in a tree on the other side of the street.

A police constable approaches me.

‘Why are you sitting here?’ he said.

‘Why am I sitting here?’ I asked. ‘For pleasure.’

‘I've been noticing you for the last half-hour,’ he said. ‘You've been sitting here for half an hour?’

‘Thereabouts,’ I answered. ‘Was there anything else?’ I rose angrily and left.

Reaching the square, I stopped and looked down the street. For pleasure! Was that an answer? Out of tiredness! you should have said, and you should have made your voice pitiful — you are a beast, you will never learn to dissemble! — out of exhaustion! and you should have sighed like a horse.

When I came to the fire station, I stopped again, seized by a new impulse. I snapped my fingers, let out a loud laugh that astonished the passers-by, and said: No, now you really shall go out to Pastor Levion. You shall, by God, do it. Yes, just to try. What have you to lose by it? It's such lovely weather, too.

I went into Pascha's bookshop, found Pastor Levion's address in the directory, and set out. Now's the time! I said, no nonsense now! Conscience, you say? No rubbish; you are too poor to keep a conscience. You are hungry, you are, come on an important matter, the first necessity. But you shall tilt your head to your shoulder and put a melody to your words. You don't want to, eh? Then I won't go a step further, just so you know. So: you are in a very troubled state, battling with the powers of darkness and great, silent monsters at night, so it is a horror, hungering and thirsting for wine and milk and getting none. It has come to that with you. Now you stand here with barely a drop of oil in your lamp. But you believe in grace, thank God, you have not lost faith yet! And then you shall clasp your hands together and look like a pure devil for believing in grace. With regard to Mammon, you hate Mammon in all its forms; a different matter is a hymn book, a memento for a couple of kroner . . . . At the pastor's door, I stopped and read: ‘Office hours from 12 to 4.’

Still no rubbish! I said; now we'll be serious about it! So, down with the head, a little more . . . . and I rang the bell for the family apartment.

‘I am looking for the Pastor,’ I said to the girl; but it was impossible for me to get God's name in.

‘He has gone out,’ she answered.

Gone out! Gone out! It ruined my whole plan, completely upset everything I had intended to say. What use was this long trip to me then? Now I stood there.

‘Was it anything in particular?’ asked the girl.

‘Not at all!’ I replied, ‘not at all! It was just such lovely God's weather, and so I wanted to walk out here and greet him.’

There I stood, and there she stood. I deliberately puffed out my chest to draw her attention to the pin that held my coat together; I begged her with my eyes to see what I had come for; but the poor girl understood nothing.

Lovely God's weather, yes. Was the mistress not at home either?

Yes, but she had rheumatism, was lying on a sofa, unable to move . . . . Would I perhaps like to leave a message or something?

No, not at all. I just took such trips now and then, got a little exercise. It was so good after dinner. —

I set off on my way back. What would be the point of chatting any longer? Besides, I had begun to feel dizzy; there was no mistake, I was on the verge of collapsing for good. Office hours from 12 to 4; I had knocked an hour too late, the time of grace was over!

In the main square, I sat down on one of the benches by the church. Good God, how black things were beginning to look for me now! I did not weep, I was too tired; utterly exhausted, I sat there without doing anything, sat motionless and starved. My chest was most inflamed, it burned quite strangely badly inside. Chewing on a shaving would no longer help either; my jaws were tired of the fruitless work, and I let them rest. I gave up. On top of that, a brown orange peel, which I found in the street and which I immediately began to gnaw on, had made me nauseous. I was ill; the artery swelled blue on my wrists.

What had I really been hesitating for? Running around the whole day for a krone that could keep me alive for a few more hours. Was it, in fact, not indifferent whether the inevitable happened a day earlier or a day later? Had I behaved like a decent person, I would have gone home and laid myself down to rest long ago, surrendered myself. My mind was clear at that moment. Now I should die; it was the time of autumn, and everything was put to sleep. I had tried every means, exhausted every resource I knew of. I sentimentally caressed this thought, and every time I still hoped for a possible rescue, I whispered dismissively: You fool, you have already begun to die! I ought to write a couple of letters, have everything ready, prepare myself. I would wash myself carefully and arrange things neatly in my bed; my head I would lay on the few sheets of white writing paper, the cleanest thing I had left, and the green blanket I could . . . .

The green blanket! I was suddenly wide awake, the blood rose to my head, and I had strong palpitations. I rise from the bench and begin to walk, life stirs anew in all my fibres, and I repeat again and again the disconnected words: The green blanket! The green blanket! I walk faster and faster, as if it were a matter of catching up with something, and in a short while, I am once again home in my tinsmith’s workshop.

Without stopping for a moment or wavering in my decision, I go over to the bed and roll up Hans Pauli's blanket. It would be strange if my good idea could not save me! The foolish scruples that arose in me, half-internal cries about a certain brand mark, the first black mark on my honour, I rose infinitely above them; I bid the whole thing farewell. I was no saint, no idiot of virtue, I had my wits about me . . . .

And I took the blanket under my arm and went down to Stenersgaden Number 5.

I knocked and entered the large, strange hall for the first time; the bell on the door struck a whole host of desperate blows above my head. A man comes in from a side room, chewing, with his mouth full of food, and places himself in front of the counter.

‘Oh, lend me half a krone on my spectacles!’ I said; ‘I'll redeem them in a couple of days, for sure.’

‘What? No, those are steel spectacles?’

‘Yes.’

‘No, I can't do that.’

‘Oh, no. You can't, of course. It was really just a joke anyway. No, I have a blanket with me that I don't really have any use for any longer, and it occurred to me that you might want to relieve me of it.’

‘Unfortunately, I have a whole warehouse of bedding,’ he answered, and when I had unrolled it, he cast a single glance at it and shouted:

‘No, excuse me, I have no use for that either!’

‘I wanted to show you the worst side first,’ I said; ‘it's much better on the other side.’

‘Yes, yes, it doesn't matter, I don't want to own it, and you won't get ten øre for it anywhere.’

‘No, it's clear that it's not worth anything,’ I said; ‘but I thought it could go as one with another old blanket at the auction.’

‘Yes, no, it's no use.’

‘Twenty-five øre?’ I said.

‘No, I don't want it at all, man, I don't want it in the house.’

So I took the blanket under my arm again and went home.

I pretended nothing had happened, spread the blanket over the bed again, smoothed it out well, as I used to, and tried to erase every trace of my last action. I could not possibly have been in my right mind at the moment I made the decision to commit this piece of knavery; the more I thought about it, the more unreasonable it seemed to me. It must have been a fit of weakness, some kind of slackening within me, that had taken me by surprise. I had not fallen into this trap either; I suspected that things were beginning to go wrong, and I had expressly tried with the spectacles first. And I was very glad that I had not been given the opportunity to complete this transgression, which would have tainted the last hours I lived.

And once more I wandered out into the city.

I settled down again on a bench by Our Saviour's Church, dozed off, with my head on my chest, relaxing after the last agitation, sick and destitute from hunger. And time passed.

I could sit out this hour too; it was a little brighter outside than inside the house; it also seemed to me that the turmoil in my chest was not quite as bad in the open air; I would get home soon enough anyway.

And I dozed and thought and suffered quite hard. I had found a little stone, which I polished on my coat sleeve and put in my mouth to have something to chew on; otherwise, I did not move and did not even shift my eyes. People came and went; the rumble of wagons, the clatter of hooves, and chatter filled the air.

But I could try with the buttons, couldn't I? It would of course be no use, and besides, I was rather ill. But when I thought about it properly, I was supposed to be heading in the direction of ‘Uncle’ — my real ‘Uncle’ — when I went home, wasn't I?

At last, I rose and dragged myself slowly and shufflingly along the streets. A burning sensation started over my eyebrows, a fever was coming on, and I hurried as much as I could. Again I passed the baker's shop where the bread lay. Right, we're not stopping here now! I said with feigned determination. But what if I went in and asked for a piece of bread? It was a fleeting thought, a glimmer; it really occurred to me. Ugh! I whispered and shook my head. And I walked on.

In Ropemaker's Alley, a pair of lovers stood whispering in a gateway; a little further on, a girl stuck her head out of the window. I walked so quietly and thoughtfully, I looked as if I were pondering various things — and the girl came out into the street.

‘What's wrong with you, then, old man? What is it, are you ill? No, God help me, what a face!’ And the girl quickly retreated.

I stopped all at once. What was wrong with my face? Had I really begun to die? I felt my cheeks with my hand: thin, of course I was thin; my cheeks were like two bowls with the bottoms turned in; but good God . . . . and I shuffled on again.

But I stopped again. I must be quite incomprehensibly thin. And my eyes were on their way in through my head. How did I actually look? It was, damn it all, also, that one should let oneself be hideously deformed by mere hunger! I felt the rage once more, its last flare-up, a twitch of a sinew. Heaven help us, what a face, eh? Here I was, walking with a head the like of which was not to be found in the country, with a pair of fists that, God help me, could grind a town messenger to fine flour, and starving myself deformed in the middle of Kristiania city! Was there any order and sense in it? I had toiled and slaved nights and days, like a mare pulling a priest; I had read my eyes out of my skull and starved my wits out of my brain — what the devil did I have to show for it? Even the street whores begged God to spare them the sight of me. But now it had to stop — do you understand!— stop it would, Devil take me! . . . . With ever-increasing fury, grinding my teeth at the feeling of my weakness, amid tears and oaths, I continued to thunder on, paying no heed to the people who passed by. I began again to martyr myself, deliberately ran my forehead into the lamp-posts, dug my nails deep into the backs of my hands, bit my tongue in madness when it did not speak clearly, and I laughed furiously every time it hurt a great deal.

Yes, but what shall I do? I answered myself at last. And I stamp in the street several times and repeat: What shall I do? — A gentleman just passes by and remarks with a smile:

‘You should go and ask to be arrested.’

I looked after him. It was one of our well-known ladies' doctors, called ‘The Duke.’ Not even he understood my condition, a man I knew and whose hand I had shaken. I fell silent. Arrested? Yes, I was mad; he was right. I felt the madness in my blood, felt it racing through my brain. So this was how it would end for me! Yes, yes! And I began again my slow, sorrowful walk. This was where I was to end up!

Suddenly I stand still again. But not arrested! I say; not that! And I was almost hoarse with fear. I prayed for myself, begged to the winds not to be arrested. Then I would end up at the Town Hall again, be locked up in a dark cell where there was not a spark of light. Not that! There were other ways open yet, which I had not tried. And I would try them; I would be so very diligent, take my time about it, and go undauntedly from house to house. There was, for example, the music dealer Cisler; I had not been to him at all. There would be a solution . . . . Thus I walked and talked, until I almost made myself weep with emotion. Just don't get arrested!

Cisler? Was it perhaps a higher sign? His name had occurred to me for no reason, and he lived so far away; but I would seek him out nonetheless, walk slowly and rest now and then. I knew the place, I had been there often, bought so many scores in the good days. Should I ask for half a krone? That might embarrass him; I should ask for a whole one.

I entered the shop and asked for the manager; I was shown into his office. There sat the man, handsome, fashionably dressed, looking through bills.

I stammered an apology and presented my errand. Forced by need to turn to him . . . . It would not be long, before I could pay it back . . . . When I got the fee for my newspaper article . . . . He would be doing me such a great kindness . . . .

Even as I spoke, he turned to his desk and continued his work. When I had finished, he looked askance at me, shook his handsome head, and said: ‘No!’ Just No. No explanation. Not a word.

My knees trembled violently, and I leaned against the small polished counter. I had to try one more time. Why should his name in particular have occurred to me, when I stood far down in Vaterland? Something pulled a few times in my left side, and I began to sweat. Hm! I was really most destitute, I said, rather ill, unfortunately; it would surely be no more than a couple of days before I could pay it back. Would he be so kind?

‘My dear man, why do you come to me?’ he said. ‘You are a complete X to me, run in from the street. Go to the newspaper, where they know you.’

‘But just for tonight!’ I said. ‘The editorial office is already closed, and I am very hungry now.’

He shook his head persistently, continued to shake it even after I had grasped the latch.

‘Goodbye!’ I said.

It was no higher sign, I thought and smiled bitterly; I could point that high myself, when it came to it. I dragged myself along one block after another, now and then resting for a moment on a step. If only I wasn't arrested! The terror of the cell pursued me all the time, gave me no peace at all; every time I saw a constable in my path, I slipped into a side street to avoid meeting him. Now we'll count a hundred steps, I said, and try our luck again! Surely there'll be a solution sometime . . . .

It was a small yarn shop, a place I had never set foot in before. A single man behind the counter, an office within with a porcelain sign on the door, packed shelves and tables in a long row. I waited until the last customer had left the shop, a young lady with dimples. How happy she looked! I hadn't the heart to try to make an impression with the pin in my coat; I turned away, and my chest sobbed.

‘Do you wish for something?’ asked the assistant.

‘Is the manager in?’ I said.

‘He's on a mountain trip in Jotunheimen,’ he answered. ‘Was it anything special, eh?’

‘It was about a few øre for food,’ I said and tried to smile; ‘I've grown hungry, and I don't have an øre.’

‘Then you're as rich as I am’, he said and began to arrange packets of yarn.

‘Oh, don't send me away — not now!’ I said, suddenly cold all over my body. ‘I am really almost dead from hunger, it's many days since I've eaten anything.’

In utmost seriousness, without saying anything, he began to turn his pockets inside out, one by one. Did I not believe him on his word, eh?

‘Just five øre?’ I said. ‘You'll get ten back in a couple of days.’

‘My dear man, do you want me to steal from the drawer?’ he asked impatiently.

‘Yes,’ I said, ‘yes, take five øre from the drawer.’

‘It won't be me who does it,’ he concluded, and he added: ‘And let me tell you right now, that's enough of this.’

I dragged myself out, sick with hunger and hot with shame. I had made myself a dog for the meanest bone and had not got it. No, there must be an end to it now! Things had really gone too far with me. I had held my head up for so many years, stood tall in such hard times, and now I had suddenly sunk to brutal begging. This one day had brutalised my whole way of thinking, bespattered my mind with shamelessness. I had not shrunk from making myself pitiable and standing and weeping before the smallest shopkeepers. And what good had it done? Was I not still without a crumb of bread to put in my mouth? I had succeeded in making myself disgusted with myself. Yes, yes, now it must come to an end! Right now they were locking the gate at home, and I had to hurry if I didn't want to lie at the Town Hall tonight again . . . .

This gave me strength; I would not lie at the Town Hall. With my body bent forward, my hand pressed against my left ribs to soothe the stitches a little, I struggled forward, kept my eyes fixed on the pavement so as not to force possible acquaintances to greet me, and hastened to the fire station. Thank God, it was only seven on Our Saviour's, I had three hours yet before the gate was locked. How afraid I had been!

So there was not a single thing untried; I had done everything I could. That it really wouldn't succeed once in a whole day! I thought. If I told it to someone, no one would believe it, and if I wrote it down, they would say it was made up. Not in a single place! Yes, yes, there was no help for it; above all, no more going about being pathetic. Ugh, it was disgusting, I assure you, it makes me sick of you! When all hope was gone, it was gone. Could I not, by the way, steal a handful of oats in the stable? A streak of light, a glimmer — I knew the stable was locked.

I took it easy and crept homeward at a snail's pace. I felt thirsty, happily for the first time all day, and I walked along looking for a place where I could drink. I had come too far from the Bazaars, and I would not go into a private house; I could perhaps also wait until I got home; it would take about a quarter of an hour. It was not at all certain that I could keep down a sip of water either; my stomach could no longer tolerate anything, I even felt nauseous from the saliva I kept swallowing.

But the buttons? I had not even tried with the buttons yet? Then I stood stock still and began to smile. Perhaps there would be a solution after all! I was not completely damned! I would certainly get ten øre for them, tomorrow I would get another ten somewhere, and Thursday I would get payment for my newspaper article. I would just see, things would work out! That I could really forget the buttons! I took them out of my pocket and looked at them as I walked on again; my eyes grew dim with joy, I did not see the whole street I was walking on.

How well I knew that great cellar, my refuge on dark evenings, my bloodsucking friend! One by one my possessions had disappeared down here, my little things from home, my last book. On auction day, I would gladly go down there to look, and I was pleased every time my books seemed to fall into good hands. The actor Magelsen had my watch, and I was almost proud of that; an almanac, in which I had my first little poetic attempt, an acquaintance had bought, and my overcoat ended up with a photographer for loan in his studio. So there was nothing to complain about.

I held my buttons ready in my hand and entered. ‘Uncle’ sits at his desk and writes.

‘I'm in no hurry,’ I say, afraid of disturbing him and making him impatient with my approach. My voice sounded so strangely hollow, I hardly recognised it myself, and my heart beat like a hammer.

He came towards me smiling, as he used to, laid both his hands flat on the counter, and looked me in the face, without saying anything.

Yes, I had something with me that I wanted to ask if he couldn't have some use for . . . . something that was just in my way at home, I assure you, quite a nuisance . . . . some buttons.

Well, what was it then, what was it with those buttons? And he brings his eyes right down to my hand.

Could he not give me a few øre for them? . . . . As many as he himself thought . . . . Entirely at his own discretion . . . .

For those buttons? And ‘Uncle’ stares at me in amazement. For these buttons?

Just for a cigar, or whatever he himself wished. I was just passing by, and so I wanted to pop in.

Then the old pawnbroker laughed and returned to his desk, without saying a word. There I stood. I had not really hoped for much, and yet I had thought it possible to be helped. This laughter was my death sentence. The spectacles wouldn't be any use now either, I supposed?

I would, of course, let my spectacles go with them, that goes without saying, I said then and took them off. Just ten øre, or, if he wished, five øre?

‘You know that I cannot lend on your spectacles,’ said ‘Uncle’; ‘I have told you that before.’

‘But I need a stamp,’ I said dully; I couldn't even send the letters I had to write. ‘A ten or five øre stamp, just as you please.’

‘God bless you and go your way!’ he answered and waved his hand towards me.

Yes, yes, so be it! I said to myself. Mechanically, I put my spectacles on again, took the buttons in my hand, and left; I said goodnight and closed the door behind me as usual. There, there was nothing more to be done! Outside the stairwell, I stopped and looked at the buttons once more. That he wouldn't have them at all! I said; they are almost new buttons; I can't understand it!

While I stood there in these reflections, a man passed by and went down into the cellar. He had given me a little push in passing; we both made our apologies, and I turned and looked after him.

‘No, is that you?’ he said suddenly from the stairs. He came up, and I recognised him. ‘God preserve us, what a state you're in!’ he said. ‘What have you been doing down here?’

‘Oh —had business. You're going down here, I see?’

‘Yes. What were you there with?’

My knees trembled, I leaned against the wall and held out my hand with the buttons.

‘What the devil?’ he shouted. ‘No, now this is going too far!’

‘Goodnight!’ I said and started to leave; I felt the tears in my chest.

‘No, wait a moment!’ he said.

What should I wait for? He was on his way to ‘Uncle’ himself, perhaps bringing his engagement ring, had starved for several days, owed his landlady.

‘Yes,’ I answered, ‘if you'll be quick . . . .’

‘Of course,’ he said and took hold of my arm; ‘but I'll tell you, I don't believe you, you're an idiot; it's best you come along down there.’

I understood what he wanted, suddenly felt a little spark of honour again and answered:

‘Can't! I've promised to be in Bernt Ankers Gade at half-past seven, and . . . .’

‘Half-past seven, right! But it's eight o'clock now. Here I stand with my watch in my hand, that's what I'm going down here with. So, in with you, you starving sinner! I'll get at least five kroner for you.’

And he pushed me in.

ANDET STYKKE

Et Par Uger senere befandt jeg mig ude en Aften.

Jeg havde igen siddet på en af Kirkegårdene og skrevet på en Artikel for et af Bladene; mens jeg var i Færd hermed, blev Klokken ti, Mørket faldt ind og Porten skulde lukkes. Jeg var sulten, meget sulten; de ti Kroner vared desværre så altfor kort; nu var det to, næsten tre Døgn, siden jeg havde spist noget, og jeg følte mig noget mat, lidt anstrængt af at føre Blyanten. Jeg havde en halv Pennekniv og et Nøgleknippe i Lommen, men ikke en Øre.

Da Kirkegårdsporten lukkedes, skulde jeg jo have gået lige hjem; men af en instinktsmæssig Sky for mit Værelse, hvor alt var mørkt og tomt, et forladt Blikkenslagerværksted, som jeg endelig havde fået Lov til at holde til i sålænge, sjangled jeg videre, drev på Må og Få forbi Rådstuen, helt ned til Sjøen og hen til en Bænk på Jærnbanebryggen hvor jeg satte mig.

Der faldt mig i Øjeblikket ikke en trist Tanke ind, jeg glemte min Nød og følte mig beroliget ved Synet af Havnen, der lå fredelig og skøn i Halvmørket. Af gammel Vane vilde jeg glæde mig selv med at gennemlæse det Stykke, jeg netop havde skrevet, og som forekom min lidende Hjærne det bedste, jeg havde gjort. Jeg tog mit Manuskript op af Lommen, holdt det tæt ind til Øjnene, forat se, og gennemløb den ene Side efter den anden. Tilsidst blev jeg træt og stak Papirerne i Lommen. Alting var stille; Sjøen lå som et blåt Perlemor henover, og Småfuglene fløj tause forbi mig fra Sted til Sted. En Politikonstabel patroullerer et Stykke henne, ellers ses ikke et Menneske, og hele Havnen ligger tyst.

Jeg tæller igen mine Penge: en halv Pennekniv, et Nøgleknippe; men ikke en Øre. Pludselig griber jeg ned i min Lomme og trækker atter Papirerne op. Det var en mekanisk Akt, en ubevidst Nervetrækning. Jeg udsøger mig et hvidt, ubeskravet Blad, og — Gud ved, hvor jeg fik Idéen fra — jeg laved et Kræmmerhus, lukked det varligt til, så det så ud som fuldt, og kasted det langt henad Brostenene ; af Vinden førtes det endnu lidt længer, så blev det liggende.

Nu havde Sulten begyndt at angribe mig. Jeg sad og så på dette hvide Kræmmerhus, der ligesom svulmed af blanke Sølvpenge, og hidsed mig selv til at tro, at det virkelig indeholdt noget. Ganske højt sad jeg og lokked mig til at gætte Summen — hvis jeg gætted rigtigt, var den min! Jeg forestilled mig de små, nydelige Tiøringer i Bunden og de fede, riflede Kroner ovenpå — et helt Kræmmerhus fuldt af Penge! Jeg sad og så på det med opspilede Øjne og hæled mig selv til at gå og stjæle det

Så hører jeg Konstablen hoste — og hvordan kunde jeg dog falde på at gøre netop det samme? Jeg rejser mig op fra Bænken og hoster, og jeg gentager det tre Gange, forat han skal høre det. Hvor vilde han ikke kaste sig over Kræmmerhuset, når han kom! Jeg sad og glæded mig over dette Puds, gned mig henrykt i Hænderne og bandte storslagent hen i Hyt og Vejr. Om han ikke skulde få en lang Næse, den Hund! Om han ikke vilde synke ned i Helvedes hedeste Pøl og Pine for den Kæltringstreg! Jeg var bleven drukken af Sult, min Hunger havde beruset mig.

Et Par Minutter efter kommer Konstablen, klappende med sine Jærnhæle i Brostenene, spejdende til alle Sider. Han giver sig god Tid, han har hele Natten for sig; han ser ikke Kræmmerhuset — ikke førend han er det ganske nær. Da standser han og betragter det. Det ser så hvidt og værdifuldt ud der det ligger, måske en liden Sum, hvad? en liden Sum Sølvpenge? . . . . Og han tager det op. Hm! det er let, det er meget let. Måske en kostelig Fjær, Hattepynt . . . . Og han åbner det varsomt med sine store Hænder og kiger ind. Jeg lo, lo og banked mig i Knæet, lo som en rasende Mand. Og ikke en Lyd kom mig fra Struben; min Latter var tyst og hektisk, havde en Gråds Inderlighed . . . .

Så klapper det igen i Brostenene, og Konstablen gør et Slag henover Bryggen. Jeg sad der med Tårer i Øjnene og hikked efter Ånde, helt fra mig selv af febersk Lystighed. Jeg begyndte at tale højt, fortalte mig selv om Kræmmerhuset, eftergjorde den stakkels Konstabels Bevægelser, kiged ind i min hule Hånd og gentog atter og atter for mig selv: Han hosted, da han kasted det! Han hosted, da han kasted det! Til disse Ord føjed jeg nye, gav dem pirrende Tillæg, omsatte hele Sætningen og spidsed den til: Han hosted én Gang — khøhø!

Jeg udtømte mig i Variationer af disse Ord, og det led langt hen på Aftenen, inden min Lystighed hørte op. En døsig Ro overkom mig så, en behagelig Mathed, som jeg ikke gjorde Modstand mod. Mørket var bleven lidt tykkere, en liden Bris fured i Sjøens Perlemor; Skibene, hvis Master jeg så mod Himlen, så ud med sine sorte Skrog som lydløse Uhyrer, der rejste Børster og lå og vented på mig. Jeg havde ingen Smærte, min Sult havde stumpet den af; i dens Sted følte jeg mig behageligt tom, uberørt af alting omkring mig og glad over at være uset af alle. Jeg lagde Benene op på Bænken og læned mig bagover, således kunde jeg bedst føle Afsondrethedens hele Velvære. Der var ikke en Sky i mit Sind, ikke en Fornemmelse af Ubehag, og jeg havde ikke en Lyst eller Attrå uopfyldt, så vide min Tanke kunde gå. Jeg lå med åbne Øjne i en Tilstand af Fraværenhed fra mig selv, jeg følte mig dejligt borte.

Fremdeles var der ikke en Lyd, som forstyrred mig; det milde Mørke havde skjult Alverden for mine Øjne og begravet mig der i idel Ro — blot Stilhedens øde Lyddulm tier mig monotont i Ørene. Og de dunkle Uhyrer derude vilde suge mig til sig, når Natten kom, og de vilde bringe mig langt over Hav og gennem fremmede Land, hvor ikke Mennesker bo. Og de vilde bringe mig til Prinsesse Ylajalis Slot, der en uanet Herlighed venter mig, større end nogen Menneskers er. Og hun selv vilde sidde i en strålende Sal, hvor alt er af Amatyst, i en Trone af gule Roser, og række Hånden ud mod mig, når jeg stiger ind, hilse og råbe Velkommen, når jeg nærmer mig og knæler: Velkommen, Ridder, til mig og mit Land! Jeg har ventet dig i tyve Somre og kaldet dig i alle lyse Nætter, og når du sørged, har jeg grædt herinde, og når du sov, har jeg åndet dig dejlige Drømme ind! . . . . Og den skønne tager min Hånd og følger mig, leder mig frem gennem lange Gange, hvor store Menneskeskarer råber Hurra, gennem lyse Haver, hvor tre hundrede unge Piger leger og ler, ind i en anden Sal, hvor alt er af lysende Smaragd. Solen skinner herinde, i Gallerier og Gange går hendragende Kor af Musik, Strømme af Duft slår mig imøde. Jeg holder hendes Hånd i min, og jeg føler i mit Blod Forhekselsens vilde Dejlighed fare; jeg lægger min Arm om hende, og hun hvisker: Ikke her, kom længer endnu! Og vi stiger ind i den røde Sal, hvor alt er Rubin, en frådende Herlighed, hvori jeg synker om. Da føler jeg hendes Arme om mig, hun ånder henover mit Ansigt, hvisker: Velkommen, Elskede! Kys mig! Mer . . . . mer . . . .

Jeg ser fra min Bænk Stjærner for mine Øjne, og min Tanke stryger ind i en Orkan af Lys . . . .

Jeg var falden i Søvn, der jeg lå, og blev vækket af Konstablen. Der sad jeg, ubarmhjærtigen kaldt tilbage til Livet og Elendigheden. Min første Følelse var en stupid Forbauselse over at finde mig selv ude under åben Himmel, men snart afløstes denne af et bittert Mismod; jeg var lige ved at græde af Sorg over endnu at være ilive. Det havde regnet, mens jeg sov, mine Kiæder var ganske gennemvåde, og jeg følte en rå Kulde i mine Lemmer. Mørket var bleven end tættere, det var med Nød jeg kunde skimte Konstablens Ansigtstræk foran mig.

»Såh,« sagde han, »stå nu op!«

Jeg rejste mig straks; om han havde befalet mig at lægge mig ned igen, havde jeg også adlydt. Jeg var meget nedstemt og ganske uden Kraft, dertil kom, at jeg næsten øjeblikkelig begyndte at føle Sulten igen.

»Vent lidt!« råbte Konstablen efter mig, »Di går jo fra Demses Hat, Tosken! Såh, gå nu!«

»Jeg syntes nok også, der var noget, jeg ligesom — ligesom havde glemt,« stammed jeg fraværende. »Tak. Godnat.«

Og jeg sjangled afsted.

Den, som nu havde sig lidt Brød at tage til! Et sådant dejligt lidet Rugbrød, som man kunde bide over, mens man gik i Gaderne! Og jeg gik og tænkte mig netop den særlige Sort Rugbrød, som det skulde være så usigeligt godt at få gnave. Jeg sulted bitterlig, ønsked mig død og borte, blev sentimental og græd. Det blev aldrig Ende på min Elendighed! Så med en Gang standsed jeg op på Gaden, stamped i Brostenene og bandte hojt. Hvad var det, han havde kaldt mig? Tosken? Jeg skal vise den Konstabel, hvad det vil sige at kalde mig Tosken! Dermed vendte jeg om og løb tilbage. Jeg følte mig blussende hed af Vrede. Nede i Gaden snubled jeg og faldt, men jeg ændsed det ikke, sprang op igen og løb. Nede ved Jærnbanetorvet var jeg imidlertid ble ven så træt, at jeg følte mig ikke istand til at fortsætte helt ned til Bryggen; min Vrede havde desuden taget af under Løbet. Endelig standsed jeg og trak Vejret. Kunde det ikke også være ganske ligegyldigt, hvad en sådan Konstabel havde sagt? — Ja, men jeg tålte ikke alt! — Rigtignok! afbrød jeg mig selv; men han vidste ikke bedre! — Og denne Undskyldning fandt jeg tilfredsstillende; jeg gentog to Gange for mig selv: Han vidste ikke bedre! Dermed vendte jeg atter om.

Gud, hvad du kan finde på! tænkte jeg harmfuldt; løbe om som en gal i slige dyvåde Gader mørke Natten! Sulten gnaved mig ulideligen og lod mig ikke i Ro. Atter og atter svælged jeg Spyt, for på den Måde at mætte mig lidt, og jeg syntes, det hjalp. Det havde været for småt med Mad for mig i mangfoldige Uger, før dette kom på, og Kræfterne havde taget betydeligt af i det sidste. Når jeg havde været heldig at fået en Femkrone opdrevet ved en eller anden Manøvre, vilde ikke gærne disse Penge vare så længe, at jeg blev helt restitueret, før en ny Sultetid brød ind over mig og slog mig i Knæ. Det havde faret værst med min Ryg og mine Skuldre; den Smule Gnaven i Brystet kunde jeg også standse et Øjeblik, når jeg hosted rigtig hårdt, eller når jeg gik dygtigt foroverbøjet; men Ryggen og Skuldrene havde jeg ingen Råd for. Hvordan kunde det dog være, at det slet ikke vilde lysne for mig? Var jeg måske ikke lige så berettiget til at leve som hvemsomhelst anden, som Antikvarboghandler Pascha og Dampskibsekspeditør Hennechen? Om jeg kanske ikke havde Skuldre som en Rise og to svære Arme at arbejde med, og om jeg måske ikke havde søgt endog en Vedhuggerplads i Møllergaden, forat tjene mit daglige Brød? Var jeg lad? Havde jeg ikke søgt Pladse og hørt Forelæsninger og skrevet Avisartikler og læst og arbejdet Nat og Dag, som en gal Mand? Og havde jeg ikke levet som en Gnier, spist Brød og Melk, når jeg havde meget, Brød, når jeg havde lidet, og sultet, når jeg ingenting havde? Boed jeg på Hotel, havde jeg en Suite Værelser i første Etage? På et Udloft boed jeg, i et Blikkenslagerværksted, som Gud og Hvermand havde rømt ud af sidste Vinter, fordi det sneed derind. Så jeg kunde aldeles ikke begribe mig på det hele!

Alt dette gik jeg og tænkte på, og der var ikke så meget som en Gnist af Ondskab eller Misundelighed eller Bitterhed i min Tanke.

Ved en Farvehandel standsed jeg og så indad Vinduet; jeg forsøgte at læse Vignetterne på et Par hermetiske Dåser, men det var altfor mørkt. Ærgerlig på mig selv for dette ny Påfund, og heftig, næsten vred over ikke at kunne finde ud, hvad disse Dåser indeholdt, banked jeg én Gang i Vinduet og gik videre. Oppe i Gaden så jeg en Politibetjent, jeg forstærked min Gang, gik tæt hen til ham og sagde, uden ringeste Foranledning:

»Klokken er ti.«

»Nej, den er to,« svared han forundret.

»Nej, den er ti,« sagde jeg, »Klokken er ti.« Og stønnende af Vrede trådte jeg endnu et Par Skridt frem, knytted min Hånd og sagde: »Hør, ved De hvad — Klokken er ti!«

Han stod og overvejed en liden Stund, anskued min Person, stirred forbløffet på mig. Endelig sagde han ganske stille:

»I hvert Fald er det jo på Tiden, at Dere går hjem. Vil Di, atte jej ska’ følle Dere?«

Ved denne Venlighed blev jeg afvæbnet; jeg følte, at jeg fik Tårer i Øjnene, og jeg skyndte mig at svare:

»Nej, Tak! — Jeg har bare været lidt forsent ude . . . . på en Kafé . . . . Jeg takker Dem så meget.«

Han lagde Hånden på Hjælmen, da jeg gik. Hans Venlighed havde ganske overvældet mig, og jeg græd, fordi jeg ikke ejed fem Kroner at give ham. Jeg standsed og så efter ham, idet han langsomt vandred sin Vej, slog mig for Panden og græd heftigere, efterhvert som han fjærned sig. Jeg skældte mig ud for min Fattigdom, kaldte mig ved Øgenavne, opfandt desperate Benævnelser, kostelige rå Fund af Skældsord, som jeg overdynged mig selv med. Dette fortsatte jeg med, indtil jeg var næsten helt hjemme. Da jeg kom til Porten opdaged jeg, at jeg havde tabt mine Nøgler.

Ja, naturligvis! sagde jeg bittert til mig selv, hvorfor skulde jeg ikke tabe mine Nøgler? Her bor jeg i en Gård, hvor der er en Stald nedenunder og et Blikkenslagerværksted ovenpå; Porten er stængt om Natten, og ingen, ingen kan lukke den op — hvorfor skulde jeg så ikke tabe mine Nøgler? Jeg er våd som en Hund, lidt sulten, ganske bitte lidt sulten, og lidt latterligt træt i Knæerne — hvorfor skulde jeg så ikke tabe dem? Hvorfor kunde ikke egentlig hele Huset være flyttet ud i Aker, når jeg kom og skulde ind? . . . . Og jeg lo ved mig selv, forhærdet af Sult og Forkommenhed.

Jeg hørte Hestene stampe inde i Stalden, og jeg kunde se mit Vindu ovenpå; men Porten kunde jeg ikke åbne, og jeg kunde ikke slippe ind. Træt og bitter i Sind bestemte jeg mig derfor til at gå tilbage til Bryggen og lede efter mine Nøgler.

Det var igen begyndt at regne, og jeg følte allerede Vandet trække igennem på mine Skuldre. Ved Rådstuen fik jeg med en Gang en lys Idé: jeg vilde anmode Politiet om at åbne Porten. Jeg henvendte mig straks til en Konstabel og bad ham indstændigt om at følge med og lukke mig ind, hvis han kunde.

Hja, hvis han kunde, ja! Men han kunde ikke, han havde ingen Nøgle. Politiets Nøgler var ikke her, de var i Detektivafdelingen.

Hvad skulde jeg da gøre.?

Hja, jeg fik gå til et Hotel og lægge mig.

Men jeg kunde virkelig ikke gå til et Hotel og lægge mig; jeg havde ingen Penge. Jeg havde været ude . . . . på en Kafé . . . . han forstod jo nok . . . .

Vi stod der en liden Stund på Rådstuens Trappe. Han overvejed og betænkte sig og anskued min Person. Regnen strømmed ned udenfor os.

»Så får Di gå ind til Vagthavende og mælle Dere som husvild,« sagde han.

Som husvild? Det havde jeg ikke tænkt på. Ja, Død og Plage, det var en god Idé! Og jeg takked Konstablen på Stedet for dette fortrinlige Påfund. Om jeg bare simpelthen kunde gå ind og sige, at jeg var husvild?

Simpelthen! . . . .

»Navn?« spurgte Vagthavende.

»Tangen — Andreas Tangen.«

Jeg ved ikke, hvorfor jeg løj. Min Tanke flagred opløst om og gav mig flere Indfald, end jeg skøtted om; jeg hitted dette fjærntliggende Navn i Øjeblikket og slynged det ud, uden nogen Beregning. Jeg løj uden Nødvendighed.

»Bestilling?«

Dette var at sætte mig Stolen for Døren. Hm. Bestilling! Hvad var min Bestilling? Jeg tænkte først at gøre mig til Blikkenslager, men voved det ikke; jeg havde givet mig et Navn, som ikke enhver Blikkenslager har, desuden bar jeg Briller på Næsen. Da faldt det mig i Sinde at være dumdristig, jeg trådte et Skridt frem og sagde fast og højtideligt:

»Journalist.«

Vagthavende gjorde et Ryk på sig, før han skrev, og stor som en husvild Statsråd stod jeg foran Skranken. Det vakte ingen Mistanke; Vagthavende kunde nok så godt forstå, at jeg nøled med mit Svar. Hvad ligned det, en Journalist på Rådstuen, uden Tag over Hovedet!

»Ved hvilket Blad — Hr. Tangen?«

»Ved »Morgenbladet«,« sagde jeg. »Desværre har jeg været lidt forsent ude iaften . . .«

»Ja, det taler vi ikke om!« afbrød han, og han lagde til med et Smil: »Når Ungdommen er ude . . . . vi forstår . . . .« Henvendt til en Konstabel sagde han, idet han rejste sig og bukked høfligt for mig: »Vis den Herre op i den reserverede Afdeling. Godnat!«

Jeg følte mig kold nedad Ryggen over min egen Dristighed, og jeg knytted Hænderne, der jeg gik, for at stive mig op. Havde jeg endda ikke blandet »Morgenbladet« ind! Jeg vidste, at Friele kunde skære Tænder, og da Nøglen gnissed i Låsen, mindedes jeg ved Lyden derom.

»Gassen brænder i ti Minutter,« sagde Konstablen endnu i Døren.

»Og så slukkes den?«

»Så slukkes den.«

Jeg satte mig på Sengen og horte, hvor Nøglen blev vreden om. Den lyse Celle så venlig ud; jeg følte mig godt og vel i Hus og lytted med Velbehag til Regnen udenfor. Jeg skulde ikke ønske mig noget bedre end en sådan koselig Celle! Min Tilfredshed steg; siddende på Sengen med Hatten i Hånden og med Øjnene heftet på Gasflammen henne i Væggen, gav jeg mig til at eftertænke Momenterne i min første Befatning med Politiet. Dette var den første, og hvor havde jeg ikke narret det! Journalist Tangen, hvadbehager? Og så »Morgenbladet«! Hvor havde jeg ikke rammet Manden lige i Hjærtet med »Morgenbladet«! Det taler vi ikke om, hvad? Siddet i Stiftsgården i Galla til Klokken to, glemt Portnøglen og en Lommebog på nogle tusind Kroner hjemme! Vis den Herre op i den reserverede Afdeling . . . .

Så slukner pludseligt Gassen, så forunderlig pludseligt, uden at tage af, uden at svinde ind; jeg sidder i dybt Mørke, jeg kan ikke se min Hånd, ikke de hvide Vægge omkring mig, intet. Der var ikke noget andet at gøre end at gå tilsengs. Og jeg klædte mig af.

Men jeg var ikke søvntræt og kunde ikke sove. Jeg blev liggende en Tid at se ind i Mørket, dette tykke Massemørke, som ingen Bund havde, og som jeg ikke kunde begribe. Min Tanke kunde ikke fatte det. Det var mig uden al Måde mørkt, og jeg følte dets Nærvær trykke mig. Jeg lukked Øjnene, gav mig til at synge halvhøjt og kasted mig frem og tilbage på Briksen, forat adsprede mig; men uden Nytte. Mørket havde besat min Tanke og lod mig ikke et Øjeblik i Fred. Hvad om jeg selv var bleven opløst til Mørke, gjort til ét med det? Jeg rejser mig op i Sengen og slår ud med Armene.

Min nervøse Tilstand havde ganske taget Overhånd, og det hjalp ikke, hvormeget jeg forsøgte at modarbejde den. Der sad jeg, et Bytte for de særeste Fantasier, tyssende på mig selv, nynnende Vuggesange, svedende af Anstrængelse for at bringe mig i Ro. Jeg stirred ud i Mørket, og jeg havde aldrig i mine Levedage set et sådant Mørke. Der var ingen Tvivl om, at jeg her befandt mig foran en egen Sort af Mørke, et desperat Element, som ingen tidligere havde været opmærksom på. De latterligste Tanker sysselsatte mig, og hver Ting gjorde mig bange. Det lille Hul i Væggen ved min Seng beskæftiger mig meget, et Spigerhul, jeg finder, et Mærke i Muren. Jeg føler på det, blæser i det og søger at gætte mig dets Dybde. Det var ikke noget uskyldigt Hul, slet ikke; det var et rigtig intrikat og hemmelighedsfuldt Hul, som jeg måtte vogte mig for. Og besat af Tanken på dette Hul, helt fra mig selv af Nysgærrighed og Frygt, måtte jeg tilsidst stå op af Sengen og finde fat på min halve Pennekniv, forat måle dets Dybde og forvisse mig om, at det ikke førte helt ind til Sidecellen.

Jeg lagde mig tilbage, forat forsøge at falde i Søvn, men i Virkeligheden for atter at kæmpe med Mørket. Regnen havde ophørt udenfor, og jeg hørte ikke en Lyd. En Tidlang vedblev jeg at lytte efter Fodtrin på Gaden, og jeg gav mig ikke Fred, førend jeg havde hørt en Fodgænger gå forbi, efter Lyden at dømme en Konstabel. Pludselig knipser jeg i Fingrene flere Gange og ler. Det var da som bare Fan! Ha! — Jeg indbildte mig at have fundet et nyt Ord. Jeg rejser mig op i Sengen og siger: Det findes ikke i Sproget, jeg har opfundet det, Kuboå. Det har Bogstaver som et Ord, ved sødeste Gud, Mand, du har opfundet et Ord . . . . Kuboå . . . . af stor grammatikalsk Betydning . . . .

Jeg sidder med åbne Øjne, forbauset over mit Fund, og ler af Glæde. Så begynder jeg at hviske; man kunde belure mig, og jeg agted at holde min Opfindelse hemmelig. Jeg var kommet ind i Sultens glade Vanvid; jeg var tom og smærtefri, og min Tanke var uden Tøjler. Jeg overlægger i Stilhed med mig selv. Med de mest forunderlige Spring i min Tankegang søger jeg at udgranske Betydningen af mit ny Ord. Det behøved ikke at betyde hverken Gud eller Tivoli, og hvem havde sagt, at det skulde betyde Dyrskue? Jeg knytter Hånden heftigt og gentager en Gang til: Hvem har sagt, at det skal betyde Dyrskue? Når jeg betænkte mig ret, var det ikke engang absolut nødvendigt, at det betød Hængelås eller Solopgang. Et sådant Ord, som dette, var det ikke vanskeligt at finde Mening til. Jeg vilde vente og se Tiden an. Imidlertid kunde jeg sove på det.

Jeg ligger der på Briksen og småler, men siger ingenting, udtaler mig ikke hverken fra eller til. Der går nogle Minutter, og jeg blir nervøs, det ny Ord plager mig uden Ophør, vender altid tilbage, bemægtiger sig tilsidst al min Tanke og gør mig alvorlig. Jeg havde opgjort mig en Mening om, hvad det ikke skulde betyde, men ikke fattet nogen Bestemmelse om, hvad det skulde betyde. Det er et Bispørgsmål! sagde jeg højt til mig selv, og jeg griber mig i Armen og gentager, at det var et Bispørgsmål. Ordet var Gudskelov fundet, og det var Hovedsagen. Men Tanken plager mig endeløst og hindrer mig fra at falde i Søvn; intet var mig godt nok for dette ualmindeligt sjældne Ord. Endelig rejser jeg mig atter op i Sengen, griber mig med begge Hænder om Hovedet og siger: Nej, det er jo det, som netop er umuligt, at lade det betyde Emigration eller Tobaksfabrik! Havde det kunnet betyde noget sådant som dette, vilde jeg for længe siden have bestemt mig herfor og taget Følgerne. Nej, egentlig var Ordet egnet til at betyde noget sjæleligt, en Følelse, en Tilstand — om jeg ikke kunde forstå det? Og jeg husker mig om, forat finde noget sjæleligt. Da forekommer det mig, at nogen taler, blander sig ind i min Passiar, og jeg svarer vredt: Hvadbehager? Nej, din idiotiske Mage findes ikke! Strikkegarn? Å, rejs til Helvede! Nu måtte jeg rigtig le! Om jeg måtte spørge: Hvorfor skulde jeg være forpligtet til at lade det betyde Strikkegarn, når jeg specielt havde imod, at det betød Strikkegarn? Jeg havde selv opfundet Ordet, og jeg var i min gode Ret til at lade det betyde hvadsomhelst for den Skyld. Såvidt jeg vidste, havde jeg ikke endnu udtalt mig . . . .

Men mer og mer kom min Hjærne i Vildrede. Tilsidst sprang jeg ud af Sengen, forat finde Vandledningen. Jeg var ikke tørst, men mit Hoved stod i Feber, og jeg følte en instinktsmæssig Trang til Vand. Da jeg havde drukket, gik jeg igen tilsengs og bestemte mig til med Vold og Magt at ville sove. Jeg lukked Øjnene og tvang mig til at være rolig. Så lå jeg i flere Minutter, uden at gøre en Bevægelse, jeg blev sved, og jeg følte Blodet støde heftigt gennem Årene. Nej, det var dog altfor kosteligt, at han kunde lede efter Penge i det Kræmmerhus! Han hosted også blot én Gang. Mon han går dernede endnu? Sidder på min Bænk? . . . . Det blå Perlemor . . . . Skibene . . . .

Jeg åbned Øjnene. Hvor kunde jeg også holde dem lukket, når jeg ikke kunde sove? Og det samme Mørke ruged omkring mig, samme uudgrundelige sorte Evighed, som min Tanke stejled imod og ikke kunde fatte. Hvad kunde jeg dog ligne det med? Jeg gjorde de mest fortvivlede Anstrængelser, forat finde et Ord, der var sort nok til at betegne mig dette Mørke, et Ord så grusomt sort, at det kunde sværte min Mund, når jeg nævnte det. Herregud, hvor det var mørkt! Og jeg bringes igen til at tænke på Havnen, på Skibene, de sorte Uhyrer, der lå og vented på mig. De vilde suge mig til sig og holde mig fast og sejle med mig over Land og Hav, gennem mørke Riger, som ingen Mennesker har set. Jeg føler mig ombord, trukket tilvands, svævende i Skyerne, dalende, dalende . . . . Jeg giver et hæst Skrig af Angst og hugger mig fast i Sengen; jeg havde gjort sådan farlig Rejse, suset ned gennem Luften som en Byldt. Hvor følte jeg mig ikke frelst, da jeg slog Hånden mod den hårde Briks! Således er det at dø, sagde jeg til mig selv, nu skal du dø! Og jeg lå en liden Stund og tænkte over dette, at nu skulde jeg dø. Da rejser jeg mig op i Sengen og spørger strængt: Hvem sagde, at jeg skulde dø? Har jeg selv fundet Ordet, så er jeg i min gode Ret til selv at bestemme, hvad det skal betyde . . . . Jeg hørte selv, at jeg fantasered, hørte det endnu mens jeg talte. Min Galskab var et Delirium af Svaghed og Udmattelse, men jeg var ikke sandsesløs. Og den Tanke fôr mig med ét gennem Hjærnen, at jeg var bleven vanvittig. Greben af Rædsel farer jeg ud af Sengen. Jeg raver hen til Døren, som jeg prøver at åbne, kaster mig et Par Gange mod den, forat sprænge den, støder mit Hoved mod Væggen, jamrer højt, bider mig i Fingrene, græder og bander . . . .

Alting var roligt; kun min egen Stemme kastedes tilbage fra Murene. Jeg var falden om på Gulvet, ude af Stand til længer at tumle om i Cellen. Da skimter jeg højt oppe, midt for mine Øjne, en grålig Kvadrat i Væggen, en Tone af hvidt, en Anelse — det var Dagslyset. Jeg følte, at det var Dagslyset, følte det med hver Pore i mit Legeme. Å, hvor ånded jeg ikke dejligt ud! Jeg kasted mig flad på Gulvet og græd af Glæde over dette velsignede Skimt af Lys, hulked af Taknemmelighed, kyssed mod Vinduet og bar mig ad som en gal. Og jeg var mig også i dette Øjeblik bevidst, hvad jeg gjorde. Alt Mismod var med engang borte, al Fortvivlelse og Smærte ophørt, og jeg havde i denne Stund ikke et Ønske uopfyldt, så vide min Tanke kunde gå. Jeg satte mig overende på Gulvet, folded Hænderne og vented tålmodig på Dagens Frembrud.

Hvilken Nat havde ikke dette været! At man dog ikke har hørt nogen Larm, tænkte jeg forundret. Men jeg var jo også i den reserverede Afdeling, højt over alle Fanger. En husvild Statsråd, om jeg så måtte sige. Stadigt i den bedste Stemning, med Øjnene vendt mod den lysere og lysere Rude i Muren, mored jeg mig selv med at agere Statsråd, kaldte mig von Tangen og lagde min Tale i Departementsstil. Mine Fantasier havde ikke hørt op, kun var jeg langt mindre nervøs. Om jeg ikke havde begået den beklagelige Tankeløshed at lægge min Lommebog hjemme! Om jeg ikke måtte have den Ære at bringe Hr. Statsråden tilsengs? Og i yderste Alvor, med mange Ceremonier gik jeg hen til Briksen og lagde mig.

Det var nu bleven så lyst, at jeg kunde nogenlunde skimte Cellens Omrids, og lidt efter kunde jeg se det svære Håndtag i Døren. Dette adspreded mig; det ensformige Mørke, så irriterende tykt, at det hindred mig fra at se mig selv, var brudt; mit Blod blev roligere, og snart følte jeg mine Øjne lukkes.

* * *

Jeg vækkedes af et Par Slag i min Dør. I al Hast sprang jeg op og klædte mig skyndsomt på; mine Klæder var endnu gennemvåde fra igåraftes.

»Di vil mælle Dere nede hos Jourhavende,« sagde Konstablen.

Var der altså igen Formaliteter at gennemgå! tænkte jeg bange.

Jeg kom ind i et stort Rum nedenunder, hvor tredive eller firti Mennesker sad, alle husvilde. Og en for en blev de råbt op af Protokollen, en for en fik de en Billet til Mad. Jourhavende sagde stadig væk til Konstablen ved sin Side:

»Fik han en Billet? Ja, glem ikke at give dem Billetter. De ser ud til at trænge et Måltid.«

Og jeg stod og så på disse Billetter og ønsked mig en.

»Andreas Tangen, Journalist!«

Jeg trådte frem og bukked.

»Kære, hvordan kan De være kommen her?«

Jeg forklared den hele Sammenhæng, gav den samme Historie som igåraftes, løj med åbne Øjne og uden at blinke, løj med Oprigtighed: Været lidt forsent ude, desværre . . . . på en Kafé . . . . mistet Portnøglen . . . .

»Ja,« sagde han og smilte, »således er det! Har de sovet godt da?«

»Som en Statsråd!« svaredjeg. »Som en Statsråd!«

»Det glæder mig!« sagde han og rejste sig. »Godmorgen!«

Og jeg gik.

En Billet, en Billet også til mig! Jeg har ikke spist på over tre lange Dage og Nætter. Et Brød! Men der var ingen, som bød mig en Billet, og jeg turde ikke begære en. Det vilde øjeblikkelig vakt Mistanke. Man vilde begynde at grave i mine private Forhold og finde ud, hvem jeg virkelig var; man vilde arrestere mig for falske Foregivender. — Med løftet Hoved, med millionær Holdning og Hænderne heftet i mit Frakkefald skrider jeg ud af Rådstuen.

Solen skinned allerede varmt, Klokken var ti, og Trafiken på Youngstorvet var i fuld Bevægelse. Hvor skulde jeg tage Vejen? Jeg klapper på Lommen og føler efter mit Manuskript; når Klokken blev elleve, vilde jeg forsøge at træffe Redaktøren. Jeg står en Stund på Ballustraden og iagttager Livet nedenunder mig; imens var det begyndt at dampe af mine Klæder. Hungeren indfandt sig igen, gnaved mig i Brystet, rykked, gav mig små fine Stik, som smærted mig. Havde jeg virkelig ikke en Ven, en Bekendt, jeg kunde henvende mig til? Jeg leder i min Hukommelse, forat finde en Mand på ti Øre, og finder ham ikke. Det var dog en dejlig Dag; der var megen Sol og meget Lys omkring mig; Himlen strømmed som et fint Hav henover Lierfjældene . . . .

Jeg var uden at vide det på Vejen hjem.

Jeg sulted svare, og jeg fandt mig på Gaden en Træspån at tygge på. Det hjalp. At jeg dog ikke havde tænkt på det før!

Porten var åben, Staldkarlen hilste som sædvanligt Godmorgen.

»Fint Vejr!« sagde han.

»Ja« svared jeg. Det var alt, jeg fandt at sige. Kunde jeg bede ham om at låne mig en Krone? Han gjorde det vist så gærne, hvis han kunde. Jeg havde desuden engang skrevet et Brev for ham.

Han stod og smagte på noget, han vilde sige.

»Fint Vejr, ja. Hm. Jeg skulde betale Værtinden min idag, Di kunde vel ikke være så snil at låne mig fem Kroner, vel? Bare på no ’en Da’er. Di har gjort mig en Tjeneste før, Di.«

»Nej, det kan jeg virkelig ikke, Jens Olaj,« svared jeg. »Ikke nu. Måske senerehen, måske i Eftermiddag.« Og jeg sjangled opad Trappen til mit Værelse.

Her kasted jeg mig på min Seng og lo. Hvor svineheldigt var det ikke, at han var kommet mig i Forkøbet! Min Ære var reddet. Fem Kroner — Gud bevare dig, Mand! Du kunde lige så gærne spurgt mig om fem Aktier i Dampkøkkenet eller en Herregård ude i Aker.

Og Tanken på disse fem Kroner fik mig til at le højere og højere. Var jeg dog ikke en Pokkers Karl, hvad? Fem Kroner! Jo, her var rette Manden! Min Lystighed steg, og jeg gav mig hen i den: Fy, Fan, for Madlugt her er! Rigtig fersk Karbonadelugt, siden Middagen, fyh! Og jeg støder Vinduet op, forat lufte ud den afskyelige Lugt. Opvarter, en halv Bif! Henvendt til Bordet, dette skrøbelige Bord, som jeg måtte støtte med Knæerne, når jeg skrev, bukked jeg dybt og spurgte: Tør jeg spørge, vil De drikke et Glas Vin? Ikke? Jeg er Tangen, Statsråd Tangen. Desværre har jeg været lidt forsent ude . . . . Portnøglen . . . .

Og uden Tøjler løb min Tanke igen ud på vildsomme Veje. Jeg var mig stadigt bevidst, at jeg talte usammenhængende, og jeg sagde ikke et Ord, uden at jeg hørte og forstod det. Jeg sagde til mig selv: Nu taler du usammenhængende igen! Og jeg kunde dog ikke hjælpe for det. Det var som at ligge vågen og tale i Søvne. Mit Hoved var let, uden Smærte og uden et Tryk, og mit Sind var uden Skyer. Jeg sejled afsted, og jeg gjorde ingen Modstand.

Kom ind! Jo, kom bare ind! Som de ser, alt af Rubin. Ylajali, Ylajali! Den røde, skummende Silkedivan! Hvor heftigt hun ånder! Kys mig, Elskede! mer! mer! Dine Arme er som hvidt Rav, din Mund blusser . . . . Opvarter, jeg bad om en Bif . . . .

Solen skinned indad mit Vindu, nedenunder hørte jeg Hestene tygge Havre. Jeg sad og gumled på min Træspån, oprømt, glad i Sind som et Barn. Stadig væk havde jeg følt efter Manuskriptet; jeg havde det ikke én Gang i Tanken, men Instinktet sagde mig, at det var til, mit Blod minded mig om det. Og jeg trak det frem.

Det var bleven vådt, og jeg bredte det ud og lagde det hen i Sollyset. Derpå gav jeg mig til at vandre frem og tilbage i mit Værelse. Hvor alt så nedslående ud! Omkring på Gulvet små nedtrampede Levninger af Blikplader; men ikke en Stol at sidde på, ikke engang en Spiger i de nøgne Vægge. Alt var bragt til »Onkels« Kælder og fortæret. Et Par Ark Papir på Bordet, belagt med tykt Støv, var al min Ejendom; det gamle, grønne Tæppe på Sengen havde Hans Pauli lånt mig for nogle Måneder siden . . . . Hans Pauli! Jeg knipser i Fingrene. Hans Pauli Pettersen skal hjælpe mig! Og jeg husker mig om efter hans Adresse. Hvor kunde jeg dog glemme Hans Pauli! Han vilde sikkert blive meget vred, fordi jeg ikke havde henvendt mig til ham straks. Hurtigt tager jeg min Hat på, samler Manuskriptet op, stikker det i Lommen og haster nedad Trappen.

»Hør, Jens Olaj,« råbte jeg ind i Stalden, »jeg tror ganske sikkert, jeg kan hjælpe dig i Eftermiddag!«

Kommen til Rådstuen ser jeg, at Klokken er over elleve, og jeg bestemmer mig til at gå indom Redaktionen med det samme. Udenfor Kontordøren standsed jeg, forat undersøge om mine Papirer lå efter Pagina; jeg glatted dem omhyggeligt ud, stak dem igjen i Lommen og banked på. Mit Hjærte klapped hørligt, da jeg trådte ind.

Saksen er som sædvanlig tilstede. Jeg spørger frygtsomt efter Redaktøren. Intet Svar. Manden sidder og borer efter Smånyt i Provinsaviserne.

Jeg gentager mit Spørgsmål og stiger længer frem.

Redaktøren var ikke kommet, sagde endelig Saksen, uden at se op.

Om hvornår han kom?

Kunde ikke sige det, kunde aldeles ikke sige det, Di.

Hvorlænge var Kontoret åbent?

Herpå fik jeg intet Svar, og jeg måtte gå. Saksen havde ikke kastet et Blik på mig under det hele; han havde hørt min Stemme og genkendt mig på den. Så ilde set er du her, tænkte jeg, man gider ikke engang svare dig. Mon det er Ordre fra Redaktøren? Jeg havde rigtignok også, lige siden min berømte Føljeton til ti Kroner blev antagen, oversvømmet ham med Arbejder, rændt på hans Døre næsten hver Dag med ubrugbare Ting, som han havde måttet læse igennem og give mig tilbage. Han vilde kanske have en Ende på det, tage sine Forholdsregler . . . . Jeg begav mig på Vejen ud i Homandsbyen.

Hans Pauli Pettersen var en Bondestudent på Kvisten i en fem Etages Gård, altså var Hans Pauli Pettersen en fattig Mand. Men havde han en Krone, så vilde han ikke spare den. Jeg vilde få den lige så sikkert, som jeg havde den i Hånden. Og jeg gik og glæded mig til denne Krone den hele Vej og følte mig vis på at få den. Da jeg kom til Gadedøren, var den stængt, og jeg måtte ringe på.

»Jeg ønsker at tale med Student Pettersen,« sagde jeg og vilde ind; »jeg ved hans Værelse.«

»Student Pettersen?« gentager Pigen. Om det var ham, som boed på Kvisten? Han var flyttet. Ja, hun vidste ikke hvorhen; men han havde bedt om at få sine Breve sendt ned til Hermansen i Toldbodgaden, og Pigen nævnte Numret.

Jeg går fuld af Tro og Håb helt ned i Toldbodgaden, forat spørge om Hans Paulis Adresse. Dette var min sidste Udvej, og jeg måtte udnytte den. Undervejs kom jeg forbi et nys opført Hus, hvor et Par Snedkere stod og høvled udenfor. Jeg tog i Dyngen et Par blanke Spåner, stak den ene i Munden og gæmte den anden i Lommen til senere. Og jeg fortsatte min Vej. Jeg stønned af Hunger. Ved en Bagerbutik havde jeg set et forunderlig stort ti Øres Brød i Vinduet, det største Brød, som kunde fåes for den Pris . . . .

»Jeg kommer, forat få vide Student Pettersens Adresse.«

»Bernt Ankers Gade Numer 10. Kvisten.« — Om jeg skulde derud? Nå, så vilde jeg måske være så snil at medtage et Par Breve, som var kommet?

Jeg går atter op i Byen, den samme Vej, jeg var kommet, passerer igen Snedkerne, som nu sad med sine Blikspand mellem Knæerne og spiste sin gode, varme Dampkøkkenmiddag, kommer forbi Bagerbutiken, hvor Brødet endnu ligger på sin Plads, og når endelig Bernt Ankers Gade, halvdød af Udmattelse. Døren var åben, og jeg begiver mig opad de mange tunge Trapper til Kvisten. Jeg tager Brevene op fra Lommen, for med ét Slag at sætte Hans Pauli i Humør, når jeg kom ind. Han vilde vist ikke nægte mig denne Håndsrækning, når jeg forklared ham Omstændighederne, aldeles ikke. Hans Pauli havde så stort Hjærte, det havde jeg al tid sagt om ham . . . .

På Døren fandt jeg hans Kort: »H. P. Pettersen, stud. theol. — rejst hjem«.

Jeg satte mig ned på Stedet, satte mig på det bare Gulv, dump træt, slagen af Forkommenhed. Jeg gentager mekanisk et Par Gange: Rejst hjem! Rejst hjem! Så tier jeg ganske stille. Der var ikke en Tåre i mine Øjne, jeg havde ikke en Tanke og ikke en Følelse. Med opspærrede Øjne sad jeg og stirred på Brevene, uden at foretage mig noget. Der gik ti Minutter, måske tyve, eller mer, jeg sad der stadig på samme Plet og rørte ikke en Finger. Denne dumpe Døs var næsten som en Blund. Så hører jeg nogen komme i Trappen, jeg rejser mig og siger:

»Det var Student Pettersen — jeg har to Breve til ham«.

»Han er hjemrejst«, svarer Konen. »Men han kommer tilbage efter Ferierne. Brevene kunde jo jeg tage, om De vilde.«

»Ja, Tak, det var rigtigt godt«, sagde jeg, »så får han dem, når han kommer. Der kunde være vigtige Ting i dem. Godmorgen!«

Da jeg var kommet udenfor, standsed jeg og sagde højt midt på åben Gade, idet jeg knytted Hænderne: Jeg skal sige dig et, min kære Herre Gud: du er en Noksagt! Og jeg nikker rasende, med sammenbidte Tænder op mod Skyerne: Du er Fan ta mig en Noksagt!

Jeg gik så nogle Skridt og standsed igen. Idet jeg pludselig skifter Holdning, folder jeg Hænderne, lægger mit Hoved påskakke og spørger med sød, fromladen Stemme: Har du også henvendt dig til ham, mit Barn?

Det lød ikke rigtigt.

Med stor H, siger jeg, med H som en Domkirke! Op igen: Har du også anråbt Ham, mit Barn? Og jeg sænker Hovedet og gør min Stemme begrædelig og svarer: Nej!

Det lød heller ikke rigtigt.

Du kan jo ikke hykle, din Nar! Ja, skal du sige, ja, jeg har anråbt min Gud Fader! og du skal få til den ynkeligste Melodi på dine Ord, som du nogensinde har hørt. Så, op igjen! Ja, det var bedre. Men du må sukke, sukke som en krampesyg Hest. Så!

Der går jeg og underviser mig selv i Hykleri, stamper utålmodig i Gaden, når jeg ikke får det til, og skælder mig ud for et Træhoved, mens de forbausede forbigående vender sig om og betragter mig.

Jeg tygged uafbrudt på min Høvlspån og sjangled så hurtigt, jeg kunde, nedad Gaderne. Førend jeg selv vidste af det, var jeg helt nede ved Jærnbanetorvet. Klokken viste halv to på Vor Frelsers. Jeg stod en Stund og overvejed. En mat Sved trængte frem i mit Ansigt og sived ned i mine Øjne. Følg med en Tur på Bryggen! sagde jeg til mig selv. Det vil sige, hvis du har Tid? Og jeg bukked for mig selv og gik ned til Jærnbanebryggen.

Skibene lå derude, Sjøen vugged i Solskinnet. Der var travl Bevægelse overalt, pibende Dampfløjter, Dragere med Kasser på Skuldrene, muntre Hejsesange fra Prammene. En Kagekone sidder i Nærheden af mig og luder med sin brune Næse over sine Varer; det lille Bord foran hende er syndigt fuldt af Lækkerier, og jeg vender mig bort i Uvilje. Hun fylder hele Kajen med sin Madlugt; fyh, op med Vinduerne! Jeg henvender mig til en Herre, der sidder ved min Side og forestiller ham indtrængende dette Misforhold med Kagekoner her og Kagekoner der . . . . Ikke? Ja, men han måtte dog vel indrømme, at . . . . Men den gode Mand aned Uråd og lod mig ikke engang tale tilende, før han rejste sig og gik. Jeg rejste mig ligeledes og fulgte ham, fast bestemt på at overbevise Manden om hans Fejltagelse.

»Endog af Hensyn til de sanitære Forholde«, sagde jeg og klapped ham på Skuldren . . . .

»Undskyld, jeg er fremmed her og kender ikke noget til de sanitære Forholde,« sagde han og stirred på mig i Rædsel.

Nå, det forandred Sagen, når han var fremmed . . . . Om jeg ikke kunde gjøre ham nogen Tjeneste? Vise ham omkring? Ikke? For det skulde være mig en Fornøjelse, og det skulde jo ikke koste ham noget . . . .

Men Manden vilde absolut blive af med mig og skråed hurtigt over Gaden til det andet Fortoug.

Jeg gik atter tilbage til min Bænk og satte mig. Jeg var meget urolig, og den store Lire, som havde begyndt at spille lidt længer henne, gjorde mig end værre. En fast, metallisk Musik, en Stump af Weber, hvortil en liden Pige synger en sørgelig Vise. Det fløjteagtige, lidelsesfulde i Liren risler mig gennem Blodet, mine Nerver begynder at dirre, som gav de Genklang, og et Øjeblik efter falder jeg tilbage på Bænken, klynkende, nynnende med. Hvad finder ikke éns Tanker på, når man sulter! Jeg føler mig optagen i disse Toner, opløst til Tone, jeg strømmer ud, og jeg fornemmer så tydeligt, hvorledes jeg strømmer, svævende højt over Bjærge, dansende ind over lyse Zoner . . . .

»En Øre!« siger den lille Lirepige og rækker sin Bliktalærken frem, »bare en Øre!«

»Ja,« svarer jeg ubevidst, og jeg sprang op og ransaged mine Lommer. Men Barnet tror, at jeg blot vil holde Løjer med hende og fjærner sig straks, uden at sige et Ord. Denne stumme Tålsomhed var mig for stor; havde hun skældt mig ud, vilde det kommet belejligere; Smærten greb mig, og jeg råbte hende tilbage. Jeg ejer ikke en Øre, sagde jeg, men jeg skal huske dig siden, måske imorgen. Hvad hedder du? Ja, det var et pent Navn, jeg skulde ikke glemme det. Altså imorgen . . . .

Men jeg forstod godt, at hun ikke troed mig, uagtet hun ikke sagde et Ord, og jeg græd af Fortvivlelse over, at denne lille Gadetøs ikke vilde tro mig. Endnu engang råbte jeg hende tilbage, rev hurtigt min Frakke op og vilde give hende min Vest. Jeg skal holde dig skadesløs, sagde jeg, vent blot et Øjeblik . . . .

Og jeg havde ingen Vest.

Hvor kunde jeg også lede efter den! Der var gået Uger, siden den var i mit Eje. Hvad gik der også af mig? Den forbausede Pige vented ikke længer, men trak sig skyndsomt tilbage. Og jeg måtte lade hende gå. Folk stimled sammen om mig og lo højt, en Politibetjent trænger sig hen til mig og vil vide, hvad der er påfærde.

»Ingen Ting,« svarer jeg, »slet ingen Ting! Jeg vilde blot give den lille Pige derhenne min Vest . . . . til hendes Fader . . . . Det behøver De ikke at stå og le ad. Jeg kunde bare gå hjem og tage en anden på.«

»Ingen Opstyr på Gaden!« siger Konstablen. »Såh, marsch!« Og han puffer mig afsted. »Er dette Demses Papirer?« råbte han efter mig.

Ja, Død og Pine, min Avisartikel, mange vigtige Skrifter! Hvor kunde jeg også være så uforsigtig . . . .

Jeg får fat i mit Manuskript, forvisser mig om, at det ligger i Orden og går, uden at standse et Øjeblik eller se mig omkring, op til Redaktionskontoret. Klokken var nu fire på Vor Frelsers Ur.

Kontoret er stængt. Jeg lister mig lydløst nedad Trapperne, bange som en Tyv, og standser rådvild udenfor Porten. Hvad skulde jeg nu gøre? Jeg læner mig ind til Muren, stirrer ned i Stenene og tænker efter. En Knappenål ligger og skinner foran mine Fødder, og jeg bøjer mig ned og tager den op. Hvad om jeg tog Knapperne udaf min Frakke, hvad vilde jeg få for dem? Det vilde måske ikke nytte mig, Knapper var nu Knapper; men jeg tog og undersøgte dem til alle Kanter og fandt dem så godt som nye. Det var en heldig Idé alligevel, jeg kunde skære dem ud med min Pennekniv og bringe dem hen i Kælderen. Håbet om, at jeg kunde sælge disse fem Knapper, oplived mig straks, og jeg sagde: Se, se, det retter sig! Min Glæde tog Overhånd med mig, og jeg gav mig straks til at tage Knapperne ud, en efter en. Herunder holdt jeg følgende tyste Passiar:

Ja, ser De, man er bleven lidt fattig, en øjeblikkelig Forlegenhed . . . . Udslidte, siger De? De må ikke forsnakke Dem. Jeg vil se på den, som slider mindre Knapper, end jeg. Går altid med Frakken åben, skal jeg sige Dem; det er bleven en Vane hos mig, en Egenhed . . . . Nej, nej, når De ikke vil, så! Men jeg skal have mine ti Øre for dem, mindst . . . . Nej, Herregud, hvem har sagt, at de skal gøre det? De kan holde Deres Mund og lade mig være i Fred . . . . Ja, ja, så kan De jo hente Politiet, vel. Jeg skal vente her, mens De er ude efter Konstablen. Og jeg skal ikke stjæle noget fra Dem . . . . Nå, Goddag, Goddag! Mit Navn er altså Tangen, jeg har været lidt forsent ude . . . .

Så kommer der nogen i Trappen. Jeg er øjeblikkelig tilbage i Virkeligheden, genkender Saksen og stikker Knapperne skyndsomt i Lommen. Han vil forbi, besvarer ikke engang min Hilsen, får det pludselig så travlt med at se på sine Negle. Jeg standser ham og spørger efter Redaktøren.

»Ikke tilstede, Di.«

»De lyver!« sagde jeg. Og med en Frækhed, som forundred mig selv, fortsatte jeg: »Jeg må tale med ham; det er et nødvendigt Ærinde — Meddelelser fra Stiftsgården.«

»Ja, kan Di ikke sige det til mig, da?«

»Til Dem?« sagde jeg og målte Saksen lidt med Øjnene.

Det hjalp. Han fulgte straks med og åbned Døren. Nu sad mit Hjærte mig i Halsen. Jeg bed Tænderne heftigt sammen, forat give mig Mod, banked på, og trådte ind i Redaktørens Privatkontor.

»Goddag! Er det Dem?« sagde han venligt. »Sid ned.«

Havde han vist mig Døren, vilde det været kærkomnere; jeg følte Gråden og sagde:

»Jeg beder Dem undskylde . . . .«

»Sæt Dem ned,« gentog han.

Og jeg satte mig og forklared, at jeg igen havde en Artikel, som det var mig magtpåliggende at få ind i hans Blad. Jeg havde gjort mig sådan Flid med den, den havde kostet mig så megen Anstrængelse.

»Jeg skal læse den,« sagde han og tog den. »Anstrængelse koster det Dem vist alt, De skriver; men De er så altfor heftig. Når De bare kunde være lidt besindigere! Der er formegen Feber. Imidlertid skal jeg læse den.« Og han vendte sig igjen ind til Bordet.

Der sad jeg. Turde jeg bede om en Krone? Forklare ham, hvorfor der altid var Feber? Så vilde han ganske sikkert hjælpe mig; det var ikke første Gang.

Jeg rejste mig op. Hm! Men sidst, jeg var hos ham, havde han klaget sig for Penge, endog sendt Regningsbudet ud, forat skrabe sammen til mig. Det vilde måske blive samme Tilfældet nu. Nej, det skulde ikke ske! Så jeg slet ikke, at han sad i Arbejde?

»Var det ellers noget?« spurgte han.

»Nej!« sagde jeg og gjorde min Stemme fast. »Hvornår må jeg få høre ind igen?«

»Å, nårsomhelst De går forbi,« svared han, »om et Par Dage eller så.«

Jeg kunde ikke få min Begæring over Læberne. . Denne Mands Venlighed syntes mig uden Grændser, og jeg skulde vide at påskønne den. Heller sulte tildøde. Og jeg gik.

Ikke engang, da jeg stod udenfor og igen følte Hungerens Anfald, angred jeg at have forladt Kontoret uden at bede om denne Krone. Jeg tog den anden Høvlspån op af Lommen og stak den i Munden. Det hjalp igen. Hvorfor havde jeg ikke gjort det før? Du måtte skamme dig! sagde jeg højt; kunde det virkelig falde dig ind at bede den Mand om en Krone og sætte ham i Forlegenhed igen? Og jeg blev rigtig grov mod mig selv for den Uforskammethed, som havde faldt mig ind. Det er ved Gud det sjofleste, jeg endnu har hørt! sagde jeg; rænde på en Mand og næsten klore Øjnene ud på ham, bare fordi du trænger en Krone, din elendige Hund! Så, marsch! Hurtigere! Hurtigere, din Tamp! Jeg skal lære dig!

Jeg begyndte at løbe, forat straffe mig selv, tilbagelagde i Sprang den ene Gade efter den anden, drev mig fremad ved indædte Tilråb og skreg taust og rasende til mig selv, når jeg vilde standse. Herunder var jeg kommet højt op i Pilestrædet. Da jeg endelig stod stille, næsten grædefærdig af Vrede over ikke at kunne løbe længer, dirred jeg over mit hele Legeme, og jeg slængte mig ned på en Trappe. Nej, stop! sagde jeg. Og for rigtigt at plage mig selv, rejste jeg mig atter op og tvang mig til at blive stående, og jeg lo ad mig selv og gotted mig over min egen Forkommenhed. Endelig efter flere Minutters Forløb gav jeg mig ved et Nik Tilladelse til at sætte mig; endog da valgte jeg den ubekvemmeste Plads på Trappen.

Herregud, det var dejligt at hvile! Jeg tørred Sveden af mit Ansigt og drak store, friske Åndedrag ind. Hvor havde jeg ikke løbet! Men jeg angred det ikke, det var vel fortjent. Hvorfor havde jeg også villet begære den Krone? Nu så jeg Følgerne! Og jeg begyndte at tale mildt til mig selv, holde Formaninger, som en Moder kunde gjort. Jeg blev mer og mer rørende, og træt og kraftløs begyndte jeg at græde. En stille og inderlig Gråd, en indvendig Hulken uden en Tåre.

Et Kvarters Tid eller mer sad jeg på samme Sted. Folk kom og gik, og ingen forulemped mig. Småbørn legte her og der omkring, en liden Fugl sang i et Træ på den anden Side af Gaden.

En Politikonstabel kommer henimod mig.

»Hvorfor sitter Di her?« sagde han.

»Hvorfor jeg sidder her?« spurgte jeg. »Af Lyst.«

»Jeg har lagt Mærke til Dere den sidste Hal’time,« sagde han. »Di har sitti her en hal’ Time?«

»Så omtrent,« svared jeg. »Var det ellers noget?« Jeg rejse mig vredt og gik.

Kommen til Torvet, standsed jeg og så ned i Gaden. Af Lyst! Var nu også det et Svar? Af Træthed! skulde du sagt, og du skulde gjort din Stemme begrædelig — du er et Fæ, du lærer aldrig at hykle! — af Udmattelse! og du skulde sukket som en Hest.

Da jeg kom til Brandvagten, standsed jeg igen, greben af et nyt Indfald. Jeg knipsed i Fingrene, slog i en høj Latter, som forbaused de forbigående, og sagde: Nej, nu skal du virkelig gå ud til Præsten Levion. Det skal du bitterdød gøre. Jo, bare forat forsøge. Hvad har du at forsømme med det? Det er også sådant dejligt Vejr.

Jeg gik ind i Paschas Boglade, fandt i Adressekalenderen Pastor Levions Bopæl og begav mig derud. Nu gælder det! sagde jeg, far nu ikke med Streger! Samvittighed, siger du? Ikke noget Sludder; du er for fattig til at holde Samvittighed. Du er sulten, er du, kommen i et vigtigt Anliggende, det første fornødne. Men du skal lægge Hovedet på Skuldren og sætte Melodi på dine Ord. Det vil du ikke, hvad? Så går jeg ikke et Skridt videre, så meget du ved det. Så: du er i en såre anfægtet Tilstand, kæmper med Mørkets Magter og store, lydløse Uhyrer om Nætterne, så det er en Gru, hungrer og tørster efter Vin og Mælk og får det ikke. Så langt er det kommet med dig. Nu står du her og har ikke så godt som Spyt i Lampen. Men du tror på Nåden, Gudskelov, du har ikke tabt Troen endda! Og da skal du slå Hænderne sammen og se ud som en ren Satan til at tro på Nåden. Med Hensyn til Mammon, så hader du Mammon under alle dens Skikkelser; en anden Sag er det med en Salmebog, en Erindring til et Par Kroner . . . . Ved Præstens Dør standsed jeg og læste: »Kontortid fra 12 til 4.«

Fremdeles ikke noget Sludder! sagde jeg; nu gør vi Alvor af det! Så, ned med Hovedet, lidt til . . . . og jeg ringte på til Familjelejligheden.

»Jeg søger Pastoren,« sagde jeg til Pigen; men det var mig ikke muligt at få Guds Navn med.

»Han er gået ud,« svared hun.

Gået ud! Gået ud! Det ødelagde hele min Plan, forrykked fuldstændigt alt, jeg havde tænkt at sige. Hvad Nytte havde jeg så af denne lange Tur? Nu stod jeg der.

»Var det noget især?« spurgte Pigen.

»Aldeles ikke!« svared jeg, »slet ikke! Det var bare sådant dejligt Guds Vejr, og så vilde jeg gå herud og hilse på ham.«

Der stod jeg og der stod hun. Jeg satte med Vilje Brystet frem, forat gøre hende opmærksom på Knappenålen, der holdt min Frakke sammen; jeg bad hende med Øjnene om at se, hvad jeg var kommet for; men Staklen forstod ingen Ting.

Et dejligt Guds Vejr, ja. Om ikke Fruen var hjemme heller?

Jo, men hun havde Gigt, lå på en Sofa, uden at kunne røre sig . . . . Vilde jeg måske lægge ned et Bud eller noget?

Nej, slet ikke. Jeg bare tog slige Ture nu og da, fik lidt Motion. Det var så bra efter Middagen. —

Jeg begav mig på Vejen tilbage. Hvad vilde det føre til at passiare længer? Desuden var jeg begyndt at føle Svimmelhed; det fejled ikke, jeg var i Færd med at knække sammen for Alvor. Kontortid fra 12 til 4; jeg havde banket på en Time forsent, Nådens Tid var omme!

På Stortorvet satte jeg mig på en af Bænkene ved Kirken. Herregud, hvor det begyndte at se sort ud for mig nu! Jeg græd ikke, jeg var for træt; udpint til det yderste sad jeg der uden at foretage mig nogen Ting, sad urørlig og sulted. Brystet var mest betændt, det sved aldeles besynderlig slemt derinde. Det vilde heller ikke hjælpe længer at tygge Spån; mine Kæver var trætte af det frugtesløse Arbejde, og jeg lod dem hvile. Jeg gav mig over. Ovenikøbet havde en brun Appelsinskal, som jeg fandt på Gaden, og som jeg straks gav mig til at gnave af, givet mig Kvalme. Jeg var syg; Pulsåren svulmed blå på mine Håndled.

Hvad havde jeg også egentlig nølet efter? Løbet om den hele Dag efter en Krone, som kunde holde Liv i mig i nogle Timer længer. Var det i Grunden ikke ligegyldigt, om det uundgåelige skete en Dag før eller en Dag senere? Havde jeg opført mig som et ordentligt Menneske, var jeg gået hjem og lagt mig til Ro for længe siden, overgivet mig. Min Tanke var i Øjeblikket klar. Nu skulde jeg dø; det var i Høstens Tid, og alt var lagt i Dvale. Jeg havde forsøgt hvert Middel, udnyttet hver Hjælpekilde, som jeg vidste om. Jeg kæled sentimentalt med denne Tanke, og hver Gang, jeg endnu håbed på en mulig Redning, hvisked jeg afvisende: Din Nar, du er jo allerede begyndt at dø! Jeg burde skrive et Par Breve, have alt færdigt, gøre mig parat. Jeg vilde vaske mig omhyggeligt og ordne smukt op i min Seng; mit Hoved vilde jeg lægge på det Par Ark hvidt Skrivepapir, den reneste Ting jeg havde igen, og det grønne Tæppe kunde jeg . . . .

Det grønne Tæppe! Jeg blev med én Gang lys vågen, Blodet steg mig til Hovedet, og jeg fik stærk Hjærteklap. Jeg rejser mig op fra Bænken og begynder at gå, Livet rører sig påny i alle mine Fibrer, og jeg gentager Gang på Gang de løsrevne Ord: Det grønne Tæppe! Det grønne Tæppe! Jeg går hurtigere og hurtigere, som om det galdt at indhente noget, og står om en kort Stund atter hjemme i mit Blikkenslagerværksted.

Uden at standse et Øjeblik eller vakle i min Beslutning, går jeg bort til Sengen og ruller Hans Paulis Tæppe sammen. Det skulde være underligt, om ikke mit gode Indfald kunde redde mig! De dumme Betænkeligheder, som opstod hos mig, halve indre Råb om et vist Brandmærke, det første sorte Tegn i min Hæderlighed, hæved jeg mig uendeligt over; jeg gav det hele en god Dag. Jeg var ingen Helgen, ingen Dydsidiot, jeg havde min Forstand i Behold . . . .

Og jeg tog Tæppet under Armen og gik ned i Stenersgaden Numer 5.

Jeg banked på og trådte ind i den store fremmede Sal, for første Gang; Bjælden på Døren slog en hel Masse desperate Slag over mit Hoved. En Mand kommer ind fra et Sideværelse, tyggende, med Munden fuld af Mad, og stiller sig foran Disken.

»Å, lån mig en halv Krones Penge på mine Briller!« sagde jeg; »jeg skal løse dem ind om et Par Dage, sikkert.«

»Hvad? Nej, det er jo Stålbriller?«

»Ja.«

»Nej, det kan jeg ikke.«

»Å, nej. De kan vel ikke det. Det var i Grunden bare Spøg også. Nej, jeg har et Tæppe med, som jeg egentlig ikke har noget Brug for længer, og det faldt mig ind, at De kunde ville skille mig af med det.«

»Jeg har desværre et helt Lager af Sengeklæder,« svared han, og da jeg havde fået det oprullet, kasted han et eneste Blik på det og råbte:

»Nej, undskyld, det har heller ikke jeg noget Brug for!«

»Jeg vilde vise Dem den dårligste Side først,« sagde jeg; »det er meget bedre på den anden Side.«

»Ja, ja, det hjælper ikke, jeg vil ikke eje det, og De får ikke ti Øre for det noget Sted.«

»Nej, det er grejt, at det ikke er værd noget,« sagde jeg; »men jeg tænkte, at det kunde gå under ét med et andet gammelt Tæppe på Auktionen.«

»Ja, nej, det nytter ikke.«

»Fem og tyve Øre?« sagde jeg.

»Nej, jeg vil slet ikke have det, Mand, jeg vil ikke have det i Huset.«

Så tog jeg atter Tæppet under Armen og gik hjem.

Jeg lod som intet var hændt, bredte igen Tæppet over Sengen, glatted det godt ud, som jeg plejed, og forsøgte at udslette ethvert Spor af min sidste Handling. Jeg kunde umuligt have været ved min fulde Forstand i det Øjeblik, da jeg fatted Beslutningen om at begå denne Kæltringstreg; jo mer jeg tænkte herpå, des urimeligere forekom det mig. Det måtte være et Anfald af Svaghed, en eller anden Slappelse i mit Indre, som havde overrumplet mig. Jeg var heller ikke falden i denne Snare, det aned mig, at det begyndte at bære galt afsted, og jeg havde udtrykkelig forsøgt med Brillerne først. Og jeg glæded mig meget over, at jeg ikke havde fået Anledning til at fuldbyrde denne Brøde, som vilde have flækket til de sidste Timer, jeg leved.

Og atter vandred jeg ud i Byen.

Jeg slog mig påny ned på en Bænk ved Vor Frelsers Kirke, dused sammen, med Hovedet på Brystet, slap efter den sidste Ophidselse, syg og forkommen af Sult. Og Tiden gik.

Jeg fik sidde også denne Time ud; det var lidt lysere ude end inde i Hus; det forekom mig desuden, at det arbejded ikke fuldt så galt i Brystet ude i fri Luft; jeg kom jo også tidsnok hjem.

Og jeg dused og tænkte og led ganske hårdt. Jeg havde fundet mig en liden Sten, som jeg pudsed af på mit Frakkeærme og stak i Munden, forat have noget at gumle på; ellers rørte jeg mig ikke og flytted ikke engang Øjnene. Mennesker kom og gik, Vognrammel, Hovtramp og Passiar fyldte Luften.

Men jeg kunde jo forsøge med Knapperne? Det nytted naturligvis ikke, og desuden var jeg så temmelig syg. Men når jeg ret betænkte mig, så skulde jeg jo egentlig i Retning af »Onkel« — min egentlige »Onkel« — når jeg gik hjem?

Endelig rejste jeg mig og drog mig sent og tuslet henefter Gaderne. Det begyndte at brænde over mine Øjenbryn, det trak op til Feber, og jeg skyndte mig alt, jeg kunde. Atter kom jeg forbi Bagerbutiken, hvor Brødet lå. Så, nu standser vi ikke her! sagde jeg med tilgjort Bestemthed. Men om jeg nu gik ind og bad om en Bid Brød? Det var en Strejftanke, et Glimt; det faldt mig virkelig ind. Fy! hvisked jeg og rysted på Hovedet. Og jeg gik videre.

I Rebslagergangen stod der et Par elskende og hvisked inde i en Port; lidt længer henne stak en Pige Hovedet ud af Vinduet. Jeg gik så sagte og betænksomt, jeg så ud til at grunde på noget af hvert — og Pigen kom ud på Gaden.

»Hvordan er det med dig da, Gammeln? Hvad for noget, er du syg? Nej, Gud hjælpe mig for et Ansigt!« Og Pigen trak sig skyndsomt tilbage.

Jeg standsed med en Gang. Hvad var der ivejen med mit Ansigt? Var jeg virkelig begyndt at dø? Jeg følte med Hånden opad Kinderne: mager, naturligvis var jeg mager; Kinderne stod som to Skåler med Bunden ind; men Herregud . . . . og jeg rusled atter ivej.

Men jeg standsed igen. Jeg måtte være ganske ubegribelig mager. Og Øjnene var på Vej ind gennem Hovedet. Hvordan så jeg egentlig ud? Det var nu som hede Fan også, at man måtte lade sig levende vanskabe af bare Sult! Jeg følte Raseriet endnu engang, dets sidste Opblussen, en Senetrækning. Hjælpe os for et Ansigt, hvad? Her gik jeg med et Hoved, som der ikke fandtes Mage til i Landet, med et Par Næver, som Gud forsyne mig kunde male Bybud til Sigtemel, og sulted mig vanskabt midt i Kristiania By! Var der nogen Orden og Måde i det? Jeg havde ligget i Sælen og slidt Nætter og Dage, som en Mær, der slæber en Præst; jeg havde læst mig Øjnene ud af Skolten og sultet mig Forstanden ud af Hjærnen — hvad Fan havde jeg igen for det? Endog Gadetæverne bad Gud fri sig for Synet af mig. Men nu skulde det være stop — forstår du det! — stop skulde det Djævelen besætte mig være! . . . . Med stadigt tiltagende Raseri, skærende Tænder under Følelsen af min Mathed, under Gråd og Eder, vedblev jeg at buldre løs, uden at ændse Folk, der gik forbi. Jeg begyndte igen at martre mig selv, løb med Vilje min Pande mod Lygtepælene, satte Neglene dybt ind i mine Håndbage, bed i Afsindighed i min Tunge, når den ikke talte tydeligt, og jeg lo rasende hver Gang det gjorde meget ondt.

Ja, men hvad skal jeg gøre? svared jeg tilsidst mig selv. Og jeg stamper i Gaden flere Gange og gentager: Hvad skal jeg gører — En Herre går just forbi og bemærker smilende:

»De bør gå og begære Dem anholdt.«

Jeg så efter ham. Det var en af vore bekendte Damelæger, »Hertugen« kaldet. Ikke engang han forstod sig på min Tilstand, en Mand, jeg kendte, og hvis Hånd jeg havde trykket. Jeg blev stille. Anholdt? Ja, jeg var gal; han havde Ret. Jeg følte Vanviddet i mit Blod, følte dets Jag gennem Hjærnen. Så dér skulde det ende med mig! Ja, ja! Og jeg begyndte igen min langsomme, sørgelige Gang. Dér skulde jeg altså havne!

Med ét står jeg atter stille. Men ikke anholdt! siger jeg; ikke det! Og jeg var næsten hæs af Angst. Jeg bad for mig, trygled hen i Hyt og Vejr om ikke at blive anholdt. Så vilde jeg komme på Rådstuen igen, blive indestængt i en mørk Celle, hvori der ikke fandtes en Gnist af Lys. Ikke det! Der var andre Udveje åbne endnu, som jeg ikke havde forsøgt. Og jeg vilde forsøge dem; jeg vilde være så inderlig flittig, tage mig god Tid til det og gå ufortrødent omkring fra Hus til Hus. Der var nu for Eksempel Musikhandler Cisler, ham havde jeg slet ikke været hos. Der blev nok en Råd . . . . Således gik jeg og talte, indtil jeg næsten fik mig selv til at gæde af Rørelse. Bare ikke blive anholdt!

Cisler? Var det måske et højere Fingerpeg? Hans Navn havde faldt mig ind uden Grund, og han boed så langt borte; men jeg vilde dog opsøge ham, gå sagte og hvile iblandt. Jeg kendte Stedet, jeg havde været der ofte, købt så mange Noder i de gode Dage. Skulde jeg bede om en halv Krone? Det vilde måske genere ham; jeg fik spørge om en hel.

Jeg kom ind i Butiken og spurgte efter Chefen; man viste mig ind i hans Kontor. Der sad Manden, smuk, klædt efter Moden, og gennemså Regninger.

Jeg stammed en Undskyldning og frembar mit Ærinde. Tvungen af Trang til at henvende mig til ham . . . . Skulde ikke vare ret længe, før jeg skulde betale det tilbage . . . . Når jeg fik Honoraret for min Avisartikel . . . . Han vilde gøre mig så stor en Velgærning . . . .

Endnu mens jeg talte, vendte han sig til Pulten og fortsatte sit Arbejde. Da jeg var færdig, så han påskrå henimod mig, rysted sit smukke Hoved og sagde: »Nej!« Bare Nej. Ingen Forklaring. Ikke et Ord.

Mine Knæ skalv voldsomt, og jeg støtted mig mod den lille polerede Skranke. Jeg fik forsøge en Gang til. Hvorfor skulde netop hans Navn falde mig ind, da jeg stod langt nede i Vaterland? Det sled nogle Gange i min venstre Side, og jeg begyndte at svede. Hm! Jeg var virkelig højst forkommen, sagde jeg, temmelig syg, desværre; det vilde sikkert ikke gå mer end et Par Dage, før jeg kunde betale det tilbage. Om han vilde være så snil?

»Kære Mand, hvorfor kommer De til mig?« sagde han. »De er mig et fuldstændigt X, løben ind fra Gaden. Gå til Bladet, hvor man kender Dem.«

»Men blot for iaften!« sagde jeg. »Redaktionen er allerede stængt, og jeg er meget sulten nu.«

Han rysted vedholdende på Hovedet, vedblev at ryste det endog efterat jeg havde grebet fat i Låsen.

»Farvel!« sagde jeg.

Det var ikke noget højere Fingerpeg, tænkte jeg og smilte bittert; så højt kunde også jeg pege, når det kom an på det. Jeg sled mig frem det ene Kvartal efter det andet, nu og da hvilte jeg et Øjeblik på en Trappe. Når jeg bare ikke blev anholdt! Rædselen for Cellen forfulgte mig hele Tiden, lod mig slet ikke i Fred; hver Gang jeg så en Konstabel i min Vej, tusled jeg ind i en Sidegade, forat undgå at møde ham. Nu tæller vi et hundrede Skridt, sagde jeg, og forsøger vor Lykke igen! Engang blir der vel en Råd . . . .

Det var en mindre Garnhandel, et Sted, jeg aldrig tidligere havde betrådt. En enkelt Mand indenfor Disken, Kontor indenfor med Porcellæns Skildt på Døren, pakkede Hylder og Borde i lang Række. Jeg vented til den sidste Kunde havde forladt Butiken, en ung Dame med Smilehuller. Hvor hun så lykkelig ud! Jeg nænned ikke at prøve at gøre Indtryk med min Knappenål i Frakken; jeg vendte mig bort, og mit Bryst hulked.

»Ønsker De noget?« spurgte Betjenten.

»Er Chefen tilstede?« sagde jeg.

»Han er på Fjældtur i Jotunhejmen,« svared han. »Var det noget særligt, hvad?«

»Det galdt nogle Øre til Mad,« sagde jeg og forsøgte at smile; »jeg er bleven sulten, og jeg har ikke en Øre.«

»Så er De lige så rig, som jeg«, sagde han og gav sig til at ordne Garnpakker.

»Å, vis mig ikke bort — ikke nu!« sagde jeg, på en Gang kold over hele Legemet. »Jeg er virkelig næsten død af Sult, det er mange Dage, siden jeg nød noget.«

I yderste Alvor, uden at sige noget, gav han sig til at vrænge sine Lommer, en efter en. Om jeg ikke vilde tro ham på hans Ord, hvad?

»Bare fem Øre?« sagde jeg. »Så skal De få ti igen om et Par Dage.«

»Kære Mand, vil De have mig til at stjæle af Skuffen?« spurgte han utålmodig.

»Ja,« sagde jeg, »ja, tag fem Øre af Skuffen.«

»Det blir ikke mig, som gør det,« slutted han, og han lagde til: »Og lad mig sige Dem nu med det samme, at nu kan det være nok af dette.«

Jeg drog mig ud, syg af Sult og hed af Skam. Jeg havde gjort mig til Hund for det usleste Ben og ikke fået det. Nej, nu fik der blive en Ende på det! Det var virkelig kommet altfor langt med mig. Jeg havde holdt mig oppe i så mange År, stået rank i så hårde Stunder, og nu var jeg på en Gang sunken ned til brutalt Betleri. Denne ene Dag havde forrået min hele Tanke, overstænket mit Sind med Ubluhed. Jeg havde ikke undset mig for at gøre mig bevægelig og stå og græde til de mindste Kræmmere. Og hvad havde det nyttet? Stod jeg måske ikke fremdeles uden en Brødbid at stikke i Munden. Jeg havde opnået at få mig til at væmmes ved mig selv. Ja, ja, nu måtte det komme til en Ende! Retnu stængte man Porten hjemme, og jeg fik skynde mig, hvis jeg ikke vilde ligge på Rådstuen inat igen . . . .

Dette gav mig Kræfter; ligge på Rådstuen vilde jeg ikke. Med foroverbøjet Krop, med Hånden stemt mod venstre Ribben, forat dulme Stingene lidt, kaved jeg fremad, holdt Øjnene fæstet i Fortouget, for ikke at tvinge mulige Bekendte til at hilse, og hasted hen til Brandvagten. Gudskelov, Klokken var blot syv på Vor Frelsers, jeg havde tre Timer endnu, før Porten stængtes. Hvor jeg havde været bange!

Så var der altså ikke en Ting uforsøgt, jeg havde gjort alt, jeg kunde. At det virkelig ikke vilde lykkes én Gang på en hel Dag! tænkte jeg. Om jeg fortalte det til nogen, så var der ingen, som ville tro det, og om jeg skrev det ned, så vilde man sige, at det var lavet. Ikke på et eneste Sted! Ja, ja, der var ingen Råd med det; fremfor alt ikke gå og være rørende mer. Fy, det var ækelt, forsikkrer dig på, det gør mig vammel af dig! Når alt Håb var ude, så var det ude. Kunde jeg ikke forresten stjæle mig en Håndfuld Havre inde i Stalden? En Stribe af Lys, et Strejf — jeg vidste, at Stalden var lukket.

Jeg tog det mageligt og krøb i sen Sneglegang hjemover. Jeg følte Tørst, glædeligvis for første Gang den hele Dag, og jeg gik og så mig om efter et Sted, hvor jeg kunde drikke. Jeg var kommet for langt bort fra Basarerne, og ind i et Privathus vilde jeg ikke gå; jeg kunde måske også vente til jeg kom hjem; det vilde tage et Kvarters Tid. Det var slet ikke sagt, at jeg kunde få beholde en Slurk Vand heller; min Mave tålte ikke længer nogen Ting, jeg følte mig endog kvalm af det Spyt, jeg gik og svælged ned.

Men Knapperne? Jeg havde slet ikke forsøgt med Knapperne endda? Da stod jeg plat stille og gav mig til at smile. Kanske blev der alligevel en Råd! Jeg var ikke helt fordømt! Jeg vilde ganske sikkert få ti Øre for dem, imorgen fik jeg så andre ti et eller andet Sted, og Torsdag vilde jeg få Betaling for min Avisartikel. Jeg skulde bare se, det retted sig! At jeg virkelig kunde glemme Knapperne! Jeg tog dem op af Lommen og betragted dem, mens jeg atter gik; mine Øjne blev dunkle af Glæde, jeg så ikke hele Gaden, jeg gik på.

Hvor kendte jeg ikke nøje den store Kælder, min Tilflugt i de mørke Aftener, min blodsugende Ven! En for en var mine Ejendele forsvundne hernede, mine Småting hjemmefra, min sidste Bog. På Auktionsdagen gik jeg gærne derned, forat se til, og jeg glæded mig hvergang mine Bøger syntes at komme i gode Hænder. Skuespiller Magelsen havde mit Ur, og det var jeg næsten stolt af; en Årskalender, hvori jeg havde mit første lille poetiske Forsøg, havde en Bekendt købt, og min Yderfrakke havned hos en Fotograf til Udlån i Atelieret. Så der var intet at sige på nogen Ting.

Jeg holdt mine Knapper færdige i Hånden og trådte ind. »Onkel« sidder ved sin Pult og skriver.

»Jeg har ingen Hast,« siger jeg, bange forat forstyrre ham og gøre ham utålmodig med min Henvendelse. Min Stemme lød så forunderlig hul, jeg kendte den næsten ikke selv igen, og mit Hjærte slog som en Hammer.

Han kom mig smilende imøde, som han plejed, lagde begge sine Hænder flade på Disken og så mig ind i Ansigtet, uden at sige noget.

Ja, jeg havde noget med, som jeg vilde spørge, om han ikke kunde have Brug for . . . . noget, som blot lå mig ivejen hjemme, forsikkrer Dem på, ganske til Plage . . . . nogle Knapper.

Nå, hvad var det så, hvad var det så med de Knapper? Og han lægger sine Øjne helt ned til min Hånd.

Om han ikke kunde give mig nogle Øre for dem? . . . . Så mange, som han selv syntes . . . . Ganske efter hans eget Skøn . . . .

For de Knapper? Og »Onkel« stirrer forundret på mig. For disse Knapper?

Bare til en Cigar, eller hvad han selv vilde. Jeg gik netop forbi, og så vilde jeg høre ind.

Da lo den gamle Pantelåner og vendte tilbage til sin Pult, uden at sige et Ord. Der stod jeg. Jeg havde egentlig ikke håbet så meget, og alligevel havde jeg tænkt mig det muligt at blive hjulpen. Denne Latter var min Dødsdom. Det kunde vel ikke nytte med Brillerne nu heller?

Jeg vilde naturligvis lade mine Briller gå med, det er en Selvfølge, sagde jeg så og tog dem af. Bare ti Øre, eller, om han vilde, fem Øre?

»De ved jo, at jeg ikke kan låne på Deres Briller,« sagde »Onkel«; »jeg har sagt Dem det før.«

»Men jeg trænger et Frimærke,« sagde jeg dump; jeg kunde ikke engang få afsendt de Breve, som jeg skulde skrive. »Et ti eller fem Øres Frimærke, ganske som De selv synes.«

»Gud velsigne Dem og gå Deres Vej!« svared han og kaved imod mig med Hånden.

Ja, ja, så får det være! sagde jeg til mig selv. Mekanisk satte jeg Brillerne igen på, tog Knapperne i Hånden og gik; jeg sagde Godnat og lukked Døren efter mig som sædvanlig. Se så, der var ikke mer at gøre! Udenfor Trappegabet standsed jeg og så endnu engang på Knapperne. At han slet ikke vilde have dem! sagde jeg; det er dog næsten nye Knapper; jeg kan ikke forstå det!

Mens jeg stod der i disse Betragtninger, kom en Mand forbi og gik ned i Kælderen. Han havde i Farten givet mig et lidet Stød; vi gjorde begge Undskyldning, og jeg vendte mig om og så efter ham.

»Nej, er det dig?« sagde han pludselig nede i Trappen. Han kom op, og jeg genkendte ham. »Gud bevare os, så du ser ud!« sagde han. »Hvad har du gjort hernede?«

»Å — havt Affærer. Du skal herned, ser jeg?«

»Ja. Hvad har du været der med?«

Mine Knæ skalv, jeg støtted mig mod Væggen og rakte ud min Hånd med Knapperne.

»Hvad Fan?« råbte han. »Nej, nu går det for vidt!«

»Godnat!« sagde jeg og vilde gå; jeg følte Gråden i Brystet.

»Nej, vent et Øjeblik!« sagde han.

Hvad skulde jeg vente efter? Han var jo selv på Vej til »Onkel«, bragte måske sin Forlovelsesring, havde sultet i flere Dage, skyldte sin Værtinde.

»Ja,« svared jeg, »når du vil være snar . . . .«

»Naturligvis,« sagde han og tog Tag i min Arm; »men jeg skal sige dig, jeg tror dig ikke, du er en Idiot; det er bedst, du følger med derned.«

Jeg forstod, hvad han vilde, følte pludselig igen en liden Gnist af Ære og svared:

»Kan ikke! Jeg har lovet at være i Bernt Ankers Gade Klokken halv otte, og . . . .«

»Halv otte, rigtigt ja! Men nu er Klokken otte. Her står jeg med Uret i Hånden, det er det, jeg skal herned med. Så, ind med dig, sultne Synder! Jeg får mindst fem Kroner til Dig.«

Og han puffed mig ind.

Aller au chapitre suivant >