Den sidste Krise havde faretnoget ilde med mig;jeg begyndte at miste HÄr i stor MÊngde,Hovedpinen var ogsÄ meget plagsom,isÊr om Morgenen,og NervÞsiteten vilde ikke give sig.Jeg sad om Dagen og skrevmed HÊnderne bundet ind i Kluder,blot fordi jeg ikke tÄltemit eget à ndedrag imod dem.NÄr Jens Olaj slog StalddÞren hÄrdt inedenunder mig,eller en Hund kom ind i BaggÄrdenog begyndte at gÞ,gik det mig gennem Marv og Bensom kolde Stik,der traf mig allevegne.Jeg var temmelig forkommen.
Dag efter Dag strĂŠved jeg med mit Arbejde,undte mig knapt Tidtil at sluge min Mad,fĂžrend jeg atter satte mig til at skrive.I den Tid var bĂ„de Sengenog mit lille vaklende SkrivebordoversvĂžmmet med Notiserog beskrevne Blade,som jeg vekselvis arbejded pĂ„,fĂžjed til nye Ting,som kunde falde mig ind i LĂžbet af Dagen,strĂžg over,frisked op de dĂžde Punktermed et farvefuldt Ord hist og her,sled mig fremad SĂŠtning for SĂŠtningmed den vĂŠrste MĂžje.En Eftermiddag var endeligden ene af mine Artikler fĂŠrdig,og jeg stak den lykkelig og glad i Lommenog begav mig op til »KommandĂžren«.Det var pĂ„ hĂžj Tid,at jeg gjorde Anstalter til lidt Penge igen,jeg havde ikke mange Ăre tilbage.
»KommandĂžren« bad mig om at sidde et Ăjeblik,sĂ„ skulde han straks . . . .og han skrev videre.
Jeg sĂ„ mig om i det lille Kontor:Buster,Litografier,Udklip,en umĂ„delig Papirkurv,der sĂ„ ud til at kunne sluge en Mandmed Hud og HĂ„r.Jeg fĂžlte mig trist tilmodeved Synet af dette uhyre Gab,denne DragekĂŠft,der altid stod Ă„ben,altid var fĂŠrdig til at modtagenye kasserede Arbejderânye knuste HĂ„b.
»Hvad Dato har vi?«siger pludselig »KommandÞren«borte ved Bordet.
»28de,«svarer jeg,glad over at kunne vÊre ham til Tjeneste.
»28de.«Og han skriver fremdeles.Endelig konvolutterer han et Par Breve,sender nogle Papirer hen i Kurvenog lÊgger Pennen ned.SÄ svinger han sig omkring pÄ Stolenog ser pÄ mig.Da han mÊrker,at jeg endnu stÄr ved DÞren,gÞr han et halvt alvorligt,halvt spÞgefuldt Vink med HÄndenog peger pÄ en Stol.
Jeg vender mig bort,forat han ikke skal se,at jeg ingen Vest har pÄ,nÄr jeg Äbner Frakkenog tager Manuskriptet op af Lommen.
»Det er bare en liden Karakteristikaf Correggio,«siger jeg,»men den er vel ikke skrevet slig,desvÊrre,at . . . .«
Han tager Papirerne ud af min HÄndog begynder at blade i dem.Han vender sit Ansigt mod mig.
SĂ„ledes sĂ„ han da udpĂ„ nĂŠrt Holddenne Mand,hvis Navn jeg hĂžrteallerede i min tidligste Ungdom,og hvis Blad havde havtden stĂžrste Indflydelse pĂ„ migop gennem Ă rene.Hans HĂ„r er krĂžlletog de smukke brune Ăjneen Smule urolige;han har for Vaneat stĂžde lidt i NĂŠsen nu og da.En skotsk PrĂŠst kunde ikke se mildere udend denne farlige Skribent,hvis Ord altid havde slĂ„et blodige Striber,hvor de faldt ned.En ejendommelig FĂžlelseaf Frygt og Beundringbetager mig overfor dette Menneske,jeg er lige ved at fĂ„ TĂ„rer i Ăjnene,og jeg rykker uvilkĂ„rlig et Skridt frem,forat sige ham,hvor inderlig jeg holdt af hamfor alt,han havde lĂŠrt mig,og bede ham om ikke at gĂžre mig FortrĂŠd;jeg var blot en fattig Stymper,som havde det slemt nok alligevel . . . .
Han sÄ opog lagde mit Manuskript langsomt sammen,mens han sad og tÊnkte efter.Forat lette ham i at give miget afslÄende Svar,rÊkker jeg HÄnden lidt fremog siger:
»à , nej,det er naturligvis ikke brugbart?«Og jeg smiler,forat give Indtryk af at tage det let.
»Det mÄ vÊre sÄ populÊrt alt,som vi kan bruge,«svarer han;»De ved,hvad Slags Publikum vi har.Men kan De ikke tageog gÞre det lidt enklere?Eller finde pÄ noget andet,som Folk forstÄr bedre?«
Hans Hensynsfuldhed forundrer mig.Jeg forstÄr,at min Artikel er kasseret,og dog kunde jeg ikke fÄetet vakkrere Afslag.For ikke at optage ham lÊnger,svarer jeg:
»Jo, da,det kan jeg nok.«
Jeg gÄr til DÞren.Hm.Han mÄtte undskylde,at jeg havde heftet ham bort med dette . . . .Jeg bukker og tager i DÞrvrideren.
»Hvis De trÊnger det,«siger han,»sÄ kan De heller fÄ lidt i Forskud.De kan jo skrive for det.«
Nu havde han jo set,at jeg ikke dued til at skrive,hans Tilbud ydmyged mig derfor lidt,og jeg svared:
»Nej, Tak,jeg klarer mig endda en Stund.Takker ellers sÄ meget.Farvel!«
»Farvel!«svarer »KommandÞren«og vender sig i det sammeind til sit Skrivebord.
Han havde nu alligevel behandlet migufortjent velvilligt,og jeg var ham taknemmelig herfor;jeg skulde ogsĂ„ vide at pĂ„skĂžnne det.Jeg foresatte mig ikke at gĂ„ til ham igen,fĂžrend jeg kunde tage med et Arbejde,som jeg var helt tilfreds med,som kunde forbause »KommandĂžren« en Smuleog fĂ„ ham til at anvise mig ti Kroneruden et Ăjebliks BetĂŠnkning.Og jeg gik hjem igenog tog fat pĂ„ min Skrivning pĂ„ny.
I de fÞlgende Aftener,nÄr Klokken blev omkring otteog Gassen allerede var tÊndt,hÊndte der mig regelmÊssig fÞlgende:
Idet jeg kommer ud af mit Portrum,for efter Dagens MĂžje og BesvĂŠrlighederat begive mig ud pĂ„ en Spadserturomkring i Gaderne,stĂ„r der en sortklĂŠdt Dameved Gaslygten lige udenfor Portenog vender Ansigtet mod mig,fĂžlger mig med Ăjnene,nĂ„r jeg passerer hende.Jeg lĂŠgger MĂŠrke til,at hun stadig har den samme Dragt pĂ„,det samme tĂŠtte SlĂžr,der skjuler hendes Ansigtog falder nedad hendes Bryst,og i HĂ„nden en liden Paraplymed Elfenbens Ring i HĂ„ndtaget.
Det var allerede tredje Aften,jeg havde set hende der,al tid pÄ selvsamme Sted;sÄsnart jeg var kommet hende forbi,vender hun sig langsomt omog gÄr nedad Gaden,bort fra mig.
Min nervÞse HjÊrne skÞd FÞlehorn ud,og jeg fik straks den urimelige Anelse,at det var mig,hendes BesÞg galdt.Jeg var tilsidst nÊsten i Begreb medat tiltale hende,spÞrge hende,om hun sÞgte efter nogen,om hun trÊngte min HjÊlp til noget,om jeg mÄtte fÞlge hende hjem,sÄ dÄrligt antrukken som jeg desvÊrre var,beskytte hende i de mÞrke Gader;men jeg havde en ubestemt Frygt for,at det kanske vilde komme til at koste noget,et Glas Vin,en KÞretur,og jeg havde slet ingen Penge mer;mine trÞsteslÞst tomme Lommervirked altfor nedslÄende pÄ mig,og jeg havde ikke engang Modtil at se lidt skarpt pÄ hende,nÄr jeg gik hende forbi.Sulten var igen begyndt at hussere med mig,jeg havde ikke havt Mad,siden igÄraftes;det var ikke nogen lang Tid,jeg havde ofte kunnet holde ud i flere Dage;men jeg var begyndt at tage betÊnkeligt af,jeg kunde slet ikke sulte sÄ godt som fÞr,en eneste Dag kunde nu nÊsten gÞre mig fortumlet,og jeg led af idelige Opkastelser,sÄsnart jeg drak Vand.Dertil kom,at jeg lÄ og frÞs om NÊtterne,lÄ i fulde KlÊder,som jeg stod og gik om Dagen,og blÄfrÞs,ised ned hver Aftenunder Kuldegysningerog stivned til under SÞvnen.Det gamle TÊppekunde ikke holde TrÊkvinden ude,og jeg vÄgned om Morgenen af,at jeg var bleven tÊt i NÊsenaf den ramme Rimluft,der trÊngte ind til mig udenfra.
Jeg gÄr henad Gaderneog tÊnker pÄ,hvorledes jeg skulde bÊre mig admed at holde mig oppe,til jeg fik min nÊste Artikel fÊrdig.Havde jeg blot et Lys,vilde jeg forsÞge at kile pÄ udover Natten;det vilde tage et Par Timer,hvis jeg fÞrst kom rigtig i à nde;imorgen kunde jeg sÄ atter henvende migtil »KommandÞren«.
Var det nu ikke ogsĂ„ som hede,levende,evige Fan,at det aldrig vilde tage nogen Endemed mine Genvordigheder!Med lange,rasende Skridt,med Frakkekraven brutalt brĂŠttet op i Nakkenog med HĂŠnderne knyttet i Bukselommerne,gik jeg og skĂŠldte udmin ulykkelige StjĂŠrne hele Vejen.Ikke en rigtig sorgfri StundpĂ„ syv,otte MĂ„neder,ikke Mad til NĂždtĂžrften kort Uge tilende,fĂžrend NĂžden pĂ„ny brĂžd mig i KnĂŠ.Her havde jeg ovenikĂžbet gĂ„etog vĂŠret ĂŠrlig midt i Elendigheden,he-he,ĂŠrlig i Bund og Grund!Gud bevare mig,hvor jeg havde vĂŠret naragtig!Og jeg begyndte at fortĂŠlle mig selv om,hvorledes jeg endog havde gĂ„etog havt ond Samvittighed,fordi jeg engang havde bragtHans Paulis TĂŠppe til PantelĂ„neren.Jeg lo hĂ„nligt ad min Ăžmme Retskaffenhed,spytted foragteligt i Gadenog fandt slet ikke Ord stĂŠrke noktil at gĂžre Nar ad migfor min Dumhed.Det skulde bare vĂŠret nu!Fandt jeg i denne Stunden Skolepiges Spareskillinger pĂ„ Gaden,en fattig Enkes eneste Ăre,jeg skulde plukke den opog stikke den i Lommen,stjĂŠle den med velberĂ„d Huog sove roligt som en Stenhele Natten bagefter.Jeg havde dog ikke for intetlidt sĂ„ usigelig meget,min TĂ„lmodighed var forbi,jeg var beredt til hvad det skulde vĂŠre.
Jeg gik rundt Slottettre,fire Gange,tog derpÄ den Bestemmelse at vende hjem,gjorde endnu en liden Afstikker ind i Parkenog gik endelig tilbage nedad Karl Johan.
Klokken var omkring elleve.Gaden var temmelig mĂžrk,og der vandred Mennesker omkring overalt,stille Par og larmende Klynger om hinanden.Den store Stund var indtrĂ„dt,Parringstiden,nĂ„r den hemmelige FĂŠrdsel foregĂ„rog de glade Ăventyr begynder.Raslende PigeskĂžrter,en og anden kort,sandselig Latter,bĂžlgende Bryster,heftige,pĂŠsende Ă ndedrag;langt nede ved Grand en Stemme,som rĂ„ber:»Emma!«Hele Gaden var en Sump,hvorfra hede Dunster steg op.
Jeg forfarer uvilkĂ„rlig mine Lommerefter to Kroner.Den Lidenskab,der dirrer i hver af de forbigĂ„endes BevĂŠgelser,selve Gaslygternes dunkle Lys,den stille,svangre Nat,altsammen har begyndt at angribe mig,denne Luft,der er fyldt af Hvisken,Omfavnelser,skĂŠlvende TilstĂ„elser,halvt udtalte Ord,smĂ„ Hvin;endel Katte elsker med hĂžje Skriginde i Blomqvists Port.Og jeg havde ikke to Kroner.Det var en Jammer,en Elendighed uden Ligeat vĂŠre sĂ„ udarmet!Hvilken Ydmygelse,hvilken VanĂŠre!Og jeg kom atter til at tĂŠnke pĂ„en fattig Enkes sidste SkĂŠrv,som jeg vilde have stjĂ„let,en Skoleguts Kasket eller LommetĂžrklĂŠde,en Betlers Madpose,som jeg uden OmstĂŠndighed vilde have bragttil Kludehandleren og sviret op.Forat trĂžste mig selvog holde mig skadeslĂžsbegyndte jeg at finde opalle mulige Fejlved disse glade Mennesker,som gled mig forbi;jeg trak vredt pĂ„ Skuldreneog sĂ„ ringeagtende pĂ„ dem,efterhvert som de passered,Par for Par.Disse nĂžjsomme,sukkertĂžjspisende Studenter,som mente at skeje europĂŠisk ud,nĂ„r de fik klappe en Sypige pĂ„ Maven!Disse Ungherrer,BankmĂŠnd,Grosserere,BoulevardlĂžver,som ikke engang slog Vrag pĂ„ SjĂžmandskoner,tykke Kutorvets MarihĂžner,der kunde falde nedi det fĂžrste det bedste Portrumfor en Sejdel Ăl!Hvilke Sirener!Pladsen ved deres Side var endnu varmefter en Brandkonstabel eller en Staldkarlfra sidste Nat;Tronen var altid lige ledig,lige vidĂ„ben,vĂŠrsĂ„god,stig op! . . . .Jeg spytted langt hen ad Fortouget,uden at bekymre mig om,at det kunde trĂŠffe nogen,var vred,opfyldt af Foragt for disse Mennesker,der gned sig opad hinandenog parred sig sammen midt for mine Ăjne.Jeg lĂžfted mit Hovedog fĂžlte med mig selvVelsignelsen af at kunne bevare min Sti ren.
Ved Stortingsplads mÞdte jeg en Pige,som stirred meget stivt pÄ mig,idet jeg kom pÄ Siden af hende.
»Godaften!«sagde jeg.
»Godaften!«Hun standsed.
Hm.Om hun var ude og gik sÄ sent?Var det nu ikke lidt resikabeltfor en ung Dame at gÄ pÄ Karl JohanpÄ denne Tid af DÞgnet?Ikke?Ja,men blev hun da aldrig tiltalt,forulempet,jeg mener rent ud sagtbedt om at gÄ med hjem?
Hun stirred forundret pÄ mig,undersÞgte mit Ansigt,hvad jeg vel kunde mene med dette.SÄ stak hun pludselig HÄndenind under min Armog sagde:
»SÄ gik vi da!«
Jeg fulgte med.Da vi havde gÄet nogle Skridtforbi Droscherne,standsed jeg op,gjorde min Arm fri og sagde:
»HĂžr, min Ven,jeg ejer ikke en Ăre.«Og jeg belaved mig pĂ„ at gĂ„ min Vej.
I FÞrstningen vilde hun ikke tro mig;men da hun havde fÄet fÞle efteri alle mine Lommerog intet fandt,blev hun Êrgerlig,kasted pÄ Hovedetog kaldte mig en TÞrfisk.
»Godnat!«sagde jeg.
»Vent lidtl«rÄbte hun.»Er det Guldbriller,De har?«
»Nej.«
»Ja,sÄ gÄ Pokker ivold med Dem!«
Og jeg gik.
Lidt efter kom hun lÞbende efter migog rÄbte pÄ mig pÄny.
»De kan vÊre med mig alligevel,«sagde hun.
Jeg fÞlte mig ydmyget af dette Tilbudfra en stakkels GadetÞs,og jeg sagde Nej.Det var desuden sent pÄ Nat,og jeg skulde et Sted hen;hun havde heller ikke RÄd til slige Opofrelser.
»Jo,nu vil jeg have Dem med.«
»Men jeg gÄr ikke med pÄ den MÄde.«
»De skal naturligvis til en anden,«sagde hun.
»Nej,«svared jeg.
Men jeg havde FĂžlelsen af,at jeg stod i en ynkelig Stillingoverfor denne aparte TĂžs,og jeg beslutted mig til at redde Skinnet.
»Hvad hedder De?«spurgte jeg.»Marie?NÄ!HÞr nu her,Marie!«Og jeg gav mig til at forklaremin OpfÞrsel.Pigen blev mer og mer forundret efterhvert.Om hun altsÄ havde troet,at ogsÄ jeg var en af dem,som gik pÄ Gaden om Aftenerneog kapred SmÄpiger?Om hun virkelig troed noget sÄ slet om mig?Havde jeg mÄske sagt noget uartigt til hendefra Begyndelsen af?Bar man sig slig ad,som jeg,nÄr man havde noget ondt fore?Kort og godt,jeg havde tiltalt hendeog fulgt hende de Par Skridt,forat se,hvor vidt hun vilde drive det.Forresten var mit Navn det og det.Pastor den og den.Godnat!GÄ hen og synd ikke mer!
Dermed gik jeg.
Jeg gned mig henrykt i HÊnderneover mit gode PÄfundog talte hÞjt med mig selv.Hvor det var en GlÊde at gÄ omkringog gÞre gode GÊrninger!Jeg havde mÄske givet denne faldne Skabninget Skub til Oprejsning for hele Livet!Frelst hende engang for allefra FordÊrvelsen!Og hun vilde pÄskÞnne det,nÄr hun fik summet sig pÄ det,endog huske mig i sin DÞdsstundmed HjÊrtet fuldt af Tak.à ,det lÞnte sig at vÊre Êrlig alligevel,Êrlig og retskaffen!
Mit HumÞr var aldeles strÄlende,jeg fÞlte mig frisk og modig noktil hvad det skulde vÊre.Om jeg blot havde havt et Lys,sÄ kunde jeg kanske fÄet min Artikel fÊrdig!Jeg gik og dingled med min nye PortnÞgle i HÄnden,nynned,plystredog spekulered pÄ en Udvej til Lys.Der blev ingen anden RÄd,jeg fik tage mine Skrivesager ned,ud pÄ Gaden,ind under Gaslygten.Og jeg Äbned Portenog gik op efter mine Papirer.
Da jeg kom ned igen,lukked jeg Porten ilĂ„s udenifraog stilled mig hen i Lygteskinnet.Det var stille overalt,jeg hĂžrte blot de tunge,klirrende Fodtrin af en Konstabelnede i TvĂŠrgaden,og langt borte,i Retning af St.Hanshaugen,en Hund,som gĂžed.Der var intet,som forstyrred mig,jeg trak Frakkekraven op for Ăreneog gav mig til at tĂŠnke af alle KrĂŠfter.Det vilde hjĂŠlpe mig sĂ„ storartet,om jeg var sĂ„ heldig at fĂ„ istandSlutningen af denne lille Afhandling.Jeg stod just pĂ„ et lidt vanskeligt Punkt,der skulde komme en ganske umĂŠrkelig Overgangtil noget nyt,derpĂ„ en dĂŠmpet,glidende Finale,en lang Knurren,der tilsidst skulde ende i en KlimakssĂ„ stejl,sĂ„ oprĂžrende som et Skud,eller som Lyden af et BjĂŠrg,der brast.Punktum.
Men Ordene vilde ikke falde mig ind.Jeg lĂŠste hele Stykket igennemfra Begyndelsen af,lĂŠste hĂžjt hver SĂŠtning,og jeg kunde slet ikke samle mine Tankertil denne spragende Klimaks.Mens jeg stod og arbejded med dette,kom ovenikĂžbet Konstablen gĂ„endeog stilled sig op midt i Gadenet lidet Stykke borte fra migog spolered hele min Stemning.Hvad kom det nu ham ved,om jeg i dette Ăjeblik stodog skrev pĂ„ en udmĂŠrket Klimakstil en Artikel for »KommandĂžren«?Herregud,hvor det var plat umuligt for migat holde mig oven Vande,hvad jeg end prĂžved med!Jeg stod der en Times Tid,Konstablen gik sin Vej,Kulden begyndte at blive for stĂŠrktil at stĂ„ stille i.ModlĂžs og forsagt over det ny spildte ForsĂžg,Ă„bned jeg endelig atter Portenog gik op pĂ„ mit Rum.
Det var koldt deroppe,og jeg kunde knapt se mit Vindui det tykke MÞrke.Jeg fÞlte mig frem til Sengen,trak Skoene af og satte migtil at varme mine FÞddermellem HÊnderne.SÄ lagde jeg mig ned,sÄledes,som jeg havde gjort i lang Tid,rund som jeg gik,i fulde KlÊder.
* * *
Morgenen efter rejste jeg mig overende i Sengen,sÄsnart det blev lyst,og tog fat pÄ min Artikel igen.Jeg sad i denne Stilling til Middags,da jeg havde fÄet istanden ti,tyve Linjer.Og jeg var endda ikke kommet til Finalen.
Jeg stod op,tog StÞvlerne pÄog gav mig til at drivefrem og tilbage pÄ Gulvet,forat blive varm.Der lÄ Rim pÄ Vinduerne;jeg sÄ ud,det sneed,nede i BaggÄrden lÄ et tykt Lag af Sneover BrolÊgningen og Vandposten.
Jeg pusled omkring i mit VÊrelse,gjorde viljelÞse Ture frem og tilbage,skrabed med Neglene i VÊggene,lagde min Pande forsigtigt ind mod DÞren,banked med Pegefingeren i Gulvetog lytted opmÊrksomt,altsammen uden nogen Hensigt,men stille og eftertÊnksomt,som om det var en Sag af Vigtighed,jeg havde fore.Og imens sagde jeg hÞjtGang pÄ Gang,sÄ jeg hÞrte det selv:Men du gode Gud,dette er jo Vanvid!Og jeg drev pÄ lige galt.Efter en lang Stunds ForlÞb,kanske et Par Timer,tog jeg mig stÊrkt sammen,bed mig i LÊbenog strammed mig op det bedste,jeg kunde.Der mÄtte blive en Ende pÄ dette!Jeg fandt mig en Flis at tygge pÄog satte mig resolut til at skrive igen.
Et Par korte SĂŠtninger kom istandmed stort BesvĂŠr,et Snes fattige Ord,som jeg pinte frem med Vold og Magt,for dog at bevĂŠge mig fremad.Da standsed jeg,mit Hoved var tomt,jeg Ă„rked ikke mer.Og da jeg slet ikke kunde komme lĂŠnger,satte jeg mig til at stirremed vidĂ„bne Ăjne pĂ„ disse sidste Ord,dette ufuldfĂžrte Ark,glante pĂ„ disse underlige,skĂŠlvende Bogstaver,der stritted op fra Papiretsom smĂ„ hĂ„rede Dyr,og jeg forstod tilsidst ikke noget af det hele,jeg tĂŠnkte pĂ„ ingen Ting.
Tiden gik.Jeg hÞrte FÊrdselen pÄ Gaden,Larmen af Vogne og Hovtramp;Jens Olajs Stemme steg op til mig fra Stalden,nÄr han rÄbte til Hestene.Jeg var aldeles slÞv,jeg sad og smatted lidt med Munden,men foretog mig ellers intet.Mit Bryst var i en sÞrgelig Forfatning.
Det begyndte at skumre,jeg faldt mer og mer sammen,blev trĂŠt og lagde mig tilbage pĂ„ Sengen.Forat varme mine HĂŠnder lidt,strĂžg jeg Fingrene gennem mit HĂ„r,frem og tilbage,pĂ„ kryds og tvers;der fulgte smĂ„ Dotter med,lĂžsnede Tjavser,som lagde sig mellem Fingreneog flĂžd udover Hovedpuden.Jeg tĂŠnkte ikke noget over det just da,det var som det ikke kom mig ved,jeg havde ogsĂ„ nok af HĂ„r tilbage.Jeg forsĂžgte atter at ryste mig opaf denne forunderlige DĂžs,der gled mig gennem alle Lemmer som en TĂ„ge;jeg rejste mig overende,banked mig med flad HĂ„nd over KnĂŠerne,hosted sĂ„ hĂ„rdt,som mit Bryst tillod,âog jeg faldt tilbage pĂ„ny.Intet hjalp;jeg dĂžde hjĂŠlpelĂžst henmed Ă„bne Ăjne,stirrende ret op i Taget.Tilsidst stak jeg Pegefingeren i Mundenog gav mig til at patte pĂ„ den.Der begyndte at rĂžre sig noget i min HjĂŠrne,en Tanke,der roded sig frem derinde,et splittergalt PĂ„fund:Hvad om jeg bed til?Og uden et Ăjebliks BetĂŠnkningkneb jeg Ăjnene iog slog TĂŠnderne sammen.
Jeg sprang op.Endelig var jeg bleven vĂ„gen.Der pibled lidt Blod ud af Fingeren,og jeg slikked det af efterhvert.Det gjorde ikke meget ondt,SĂ„ret var heller ikke stort;men jeg var med en Gang bragt til mig selv;jeg rysted pĂ„ Hovedetog gik hen til Vinduet,hvor jeg fandt mig en Klud,som jeg vikled om SĂ„ret.Mens jeg stod og pusled hermed,blev njine Ăjne fulde af Vand,jeg grĂŠd sagte for mig selv.Denne magre,itubidte FingersĂ„ sĂ„ sĂžrgelig ud.Gud i Himlen,hvor langt det nu var kommet med mig!
MÞrket blev tÊttere.Det var kanske ikke umuligt,at jeg kunde skrive min Finaleud over Aftenen,hvis jeg bare havde et Lys.Mit Hoved var atter blevet klart.Tanker kom og gik som sÊdvanligt,og jeg led ikke synderligt;jeg fÞlte ikke engang Sulten sÄ slemt,som for nogle Timer siden,jeg kunde nok holde ud til nÊste Dag.MÄske kunde jeg fÄ et Lys pÄ Kredit sÄlÊnge,nÄr jeg henvendte mig i Husholdningshandelenog forklared min Stilling,Jeg var sÄ godt kendt dernede;i de gode Dage,mens jeg endnu havde RÄd til det,havde jeg kÞbt mangt et BrÞd i den Butik.Der var ingen Tvivl om,at jeg vilde fÄ et LyspÄ mit Êrlige Navn.Og for fÞrste Gang i lang Tidtog jeg mig til at bÞrste mine KlÊder en Smule,fjÊrned endog de lÞse HÄr pÄ min Frakkekrave,sÄvidt det lod sig gÞre i MÞrket;sÄ famled jeg mig nedad Trapperne.
Da jeg kom ud pÄ Gaden,faldt det mig ind,at jeg kanske heller burde begÊre et BrÞd.Jeg blev tvivlrÄdig,standsed op og tÊnkte efter.PÄ ingen MÄde!svared jeg endelig mig selv.Jeg var desvÊre ikke i den Tilstand,at jeg tÄlte Mad nu;de samme Historier vilde da gentage sigmed Syner og Fornemmelserog vanvittige Indfald,min Artikel vilde aldrig blive fÊrdig,og det galdt at komme til »KommandÞren«,inden han glemte mig igen.PÄ ingen mulig MÄde!Og jeg bestemte mig for et Lys.Dermed gik jeg ind i Butiken.
En Kone stÄr ved Diskenog gÞr IndkÞb;der ligger flere smÄ Pakkeri forskellige Sorter Papir ved Siden af hende.Betjenten,der kender migog ved,hvad jeg sÊdvanligvis kÞber,forlader Konen og pakker uden videreet BrÞd ind i en Avisog lÊgger frem til mig.
»Nejâdet var egentlig et Lys iaften,«siger jeg.Jeg siger det meget stille og ydmygt,for ikke at gĂžre ham ĂŠrgerligog forspilde min Udsigt til at fĂ„ Lyset.
Mit Svar forvilder ham,han lĂžber ganske Suri mine uventede Ord;det var fĂžrste Gang,jeg havde forlangt noget andet end BrĂžd af ham.
»Ja,sÄ fÄr De vente lidt da«,siger han endeligog giver sig atter i FÊrd med Konen.
Hun fÄr sine Ting,betaler,leverer en Femkrone,som hun fÄr tilbage pÄ,og gÄr.
Nu er Betjenten og jeg alene.
Han siger:
»Ja,sÄ var det altsÄ et Lys.«Og han river op en Pakke Lysog tager ud et til mig.
Han ser pÄ mig,og jeg ser pÄ ham,jeg kan ikke fÄ min BegÊringover LÊberne.
»NĂ„ ja,det var sandt,De betalte jo,«siger han pludselig.Han siger simpelthen,at jeg havde betalt;jeg hĂžrte hvert Ord.Og han begynder at tĂŠlle SĂžlvpenge op fra Skuffen,Krone efter Krone,blanke,fede Penge,âhan giver atter tilbage pĂ„ fem Kroner.
»VÊrsÄgod!«siger han.
Nu stĂ„r jeg og ser pĂ„ disse Pengeet Sekund,jeg fornemmer,at det er galt fat med noget,jeg overvejer ikke,tĂŠnker slet ikke pĂ„ nogen Ting,falder blot i Staverover al denne Rigdom,som ligger og lyser foran mine Ăjne.Og jeg samler mekanisk Pengene op.
Jeg stÄr der udenfor Disken,dum af Forundring,slagen,tilintetgjort;jeg gÞr et Skridt hen mod DÞrenog standser igen.Jeg retter mit Blikmod et vist Punkt pÄ VÊggen;der hÊnger en liden BjÊldei et LÊderhalsbÄnd,og nedenunder denen Bundt SnÞre.Og jeg stÄr og stirrer pÄ disse Sager.
Betjenten,som mener,at jeg vil slÄ af en Passiar,eftersom jeg giver mig sÄ god Tid,siger,idet han ordner endel Indpakningspapir,som flyder om pÄ Disken:
»Det ser ud til,at vi skal fÄ Vinter nu.«
»Hm.Ja,«svarer jeg,»det ser ud tilat vi skal fÄ Vinter nu.Det ser ud til det.«Og lidt efter lÊgger jeg til:»à , ja,det er ikke fortidligt.«
Jeg hĂžrte mig selv tale,men opfatted hvert Ord,jeg sagde,som om de kom fra en anden Person;jeg talte ganske ubevidst,ufrivilligt,uden at fĂžle det selv.
»Ja,synes De egentlig det?«siger Betjenten.
Jeg stak HÄnden med Pengene i Lommen,tog i LÄsenog gik;jeg hÞrte,at jeg sagde Godnat,og at Betjenten svared.
Jeg var kommet et Par Skridt bort fra Trappen,da ButiksdÞren blev revet opog Betjenten rÄbte efter mig.Jeg vendte mig om,uden Forundring,uden Spor af Angst;jeg samled blot Pengene sammen i HÄndenog beredte mig pÄ at give dem tilbage.
»VÊrsÄgod,De har glemt Deres Lys,«siger Betjenten.
»à ,Tak!«svarer jeg roligt.»Tak!Tak!«
Og jeg vandred atter nedad Gaden,bÊrende Lyset i HÄnden.
Min fÞrste fornuftige Tankegaldt Pengene.Jeg gik hen til en Lygteog talte dem over pÄny,vejed dem i HÄndenog smilte.SÄ var jeg alligevel herligt hjulpen,storslagent,vidunderligt hjulpenfor lang,lang Tid!Og jeg stak atter HÄndenmed Pengene i Lommenog gik.
Udenfor en MadkÊlder i Storgadenstandsed jeg og overvejed koldt og roligt,om jeg skulde driste mig til at nydeen liden Lunch allerede straks.Jeg horte Klirren af TalÊrkener og Knive indenfor,og Lyden af KÞd,som bankedes;dette blev mig en altfor stÊrk Fristelse,jeg trÄdte ind.
»En Bif!«siger jeg.
»En Bif!«rÄber Jomfruen ud gennem en Luge.
Jeg slog mig nedved et lidet Bord for mig selvlige indenfor DĂžrenog gav mig til at vente.Det var lidt mĂžrkt der,hvor jeg sad,jeg fĂžlte mig noksĂ„ godt skjultog satte mig til at tĂŠnke.Nu og da sĂ„ Jomfruen hen pĂ„ migmed lidt nysgĂŠrrige Ăjne.
Min fÞrste egentlige UÊrlighed var begÄet,mit fÞrste Tyveri,mod hvilket alle mine tidligere Stregervar for intet at regne;mit fÞrste store Fald . . . .Godt og vel!Der var intet at gÞre ved det.Forresten stod det mig frit for,jeg kunde ordne det med KrÊmmeren siden,senerehen,nÄr jeg fik bedre Anledning til det.Det behÞved ikke at komme videre med mig;desuden havde jeg ikke pÄtaget migat leve mere Êrligtend alle andre Mennesker,det var ingen Aftale . . . .
»Kommer Bifen snart,tror De?«
»Ja,ganske snart.«Jomfruen Äbner Lugenog ser ind i KÞkkenet.
Men hvis nu Sagen kom for en Dag?Hvis Betjenten kom til at fatte Mistanke,begyndte at tÊnke over HÊndelsen med BrÞdet,de fem Kroner,som Konen fik tilbage pÄ?Det var ikke umuligt,at han vilde komme pÄ det en Dag,mÄske nÊste Gang,nÄr jeg gik derind.NÄ ja,Herregud! . . . .Jeg trak i Smug pÄ Skuldrene.
»VÊrsÄgod!«siger Jomfruen venligtog sÊtter Bifen pÄ Bordet.»Men vil De ikke heller gÄ indi et andet Rum?Her er sÄ mÞrkt.«
»Nej,Tak,lad mig bare vĂŠre her,«svarer jeg.Hendes Venlighed gĂžr mig med en Gang bevĂŠget,jeg betaler Bifen straks,giver hende pĂ„ Slump,hvad jeg fĂ„r fat i nede i Lommen,og lukker hendes HĂ„nd til.Hun smiler,og jeg siger for SpĂžg,med TĂ„rer i Ăjnene:»Resten skal De haveat kĂžbe Dem en GĂ„rd for . . . .Ă ,velbekomme!« . . . .
Jeg begyndte at spise,blev mer og mer grÄdig efterhvert,slugte store Stykker,uden at tygge dem,gassed mig dyrisk ved hver Mundfuld.Jeg rev i KÞdet som en MenneskeÊder.
Jomfruen kom igen hen til mig.
»Vil De ikke have noget at drikke?«siger hun.Og hun luder sig lidt ned mod mig.
Jeg sĂ„ pĂ„ hende;hun talte meget lavt,nĂŠsten undseligt;hun slog Ăjnene ned.
»Jeg mener en halv Ăl,eller hvad De vil . . . .af mig . . . .atpĂ„ . . . .dersom De vil . . . .«
»Nej,mange Tak!«svared jeg.»Ikke nu.Jeg skal komme igen en anden Gang.«
Hun trak sig tilbageog satte sig indenfor Disken;jeg sÄ blot hendes Hoved.Hvilket underligt Menneske!
Da jeg blev fĂŠrdig,gik jeg med en Gang til DĂžren,jeg fĂžlte allerede Kvalme.Jomfruen rejste sig.Jeg var bange for at komme hen i Lyset,frygted for at vise mig formeget fremfor den unge Pige,som ikke aned min Elendighed,og jeg sagde derfor hurtigt Godnat,bukkede og gik.
Maden begyndte at virke,jeg led meget af denog fik ikke beholde den lĂŠnge.Jeg gik og tĂžmte min Mund udi hver mĂžrk Krog,som jeg kom forbi,stred med at dĂŠmpe denne Kvalme,som udhuled mig pĂ„ny,knytted HĂŠnderne og gjorde mig hĂ„rdfĂžr,stamped i Gadenog svĂŠlged rasende ned igenhvad der vilde opâforgĂŠves!Jeg sprang tilsidst ind i et Portrum,foroverbĂžjet,med Hovedet foran,blind af Vand,som sprĂŠngtes ud i mine Ăjne,og tĂžmte mig igen.
Jeg blev forbittret,gik henad Gaden og grÊd,bandte de grusomme Magter,hvem de end var,som forfulgte mig sÄ,svor dem ned i Helvedes FordÞmmelseog evige Kval for deres Usselhed.Der var liden Ridderlighed hos SkÊbnen,virkelig noksÄ liden Ridderlighed,mÄtte man sige! . . . .Jeg gik hen til en Mand,som stod og glante indad et Butiksvindu,og spurgte ham i stÞrste Hast,hvad man efter hans Mening skulde byde en Mand,som havde sultet i lang Tid.Det galdt Livet,sagde jeg,han tÄlte ikke Bif.
»Jeg har hÞrt sige,at MÊlk skal vÊre bra,kogt MÊlk,«svarer Manden yderst forundret.»Hvem er det forresten.De spÞrger for?«
»Tak!Tak!«siger jeg.»Det kan hÊnde,at det er noksÄ bra det,kogt MÊlk . . . .«
Nu hĂŠndte der noget forunderligt.Udenfor min Port,lĂŠnet op til Gaslygtenog midt i Lyset fra denne,stĂ„r et Menneske,som jeg skimter allerede pĂ„ lang Afstand,âdet er den sortklĂŠdte Dame igen.Den samme sortklĂŠdte Damefra de tidligere Aftener.Det var ikke til at tage fejl af,hun havde mĂždt op pĂ„ selvsamme Stedfor fjerde Gang.Hun stĂ„r aldeles urĂžrlig.
Undskyld,sÞgte hun efter nogen?Jeg havde lagt MÊrke til hende fÞr;om jeg kunde vÊre hende behjÊlpeligpÄ nogen MÄde?Beder sÄ meget om Undskyldning forresten.
Ja,hun vidste ikke rigtig . . . .
Der boed ingen ind ad denne Port,foruden en tre,fire Hester og mig;det var forÞvrigt en Staldog et BlikkenslagervÊrksted . . . .Hun var ganske vist pÄ Vildspor,desvÊrre,nÄr hun ledte efter nogen her.
Da vender hun Ansigtet bortog siger:
»Jeg leder ikke efter nogen,jeg bare stÄr her,det faldt mig ind . . . .«
Hun holdt inde.
JasÄ,hun stod der bare,stod der sÄdan Aften efter Aften,bare af at Indfald.Det var lidt rart;jeg tÊnkte over detog kom mer og mer i Vildredemed Damen.SÄ beslutted jeg mig til at vÊre dristig.Jeg ringled en Smule med mine Penge i Lommenog bÞd hende uden videre medpÄ et Glas Vin et eller andet Sted . . . .i Betragtning af,at Vinteren var kommet,he-he . . . .Det behÞved ikke at tage lang Tid . . . .Men det vilde hun vel ikke?
à ,nej,Tak,det gik vel ikke an.Nej,det kunde hun ikke gÞre.Men vilde jeg vÊre sÄ snilat fÞlge hende et Stykke,sÄ . . . .Det var noksÄ mÞrkt hjemover,og det genered hende at gÄ aleneopad Karl Johan,efterat det var bleven sÄ sent.
Vi satte os i BevĂŠgelse;hun gik pĂ„ min hĂžjre Side.En ejendommelig,skĂžn FĂžlelse greb mig,Bevidstheden om at vĂŠre i en ung Piges NĂŠrhed.Jeg gik og sĂ„ pĂ„ hende hele Vejen.Parfumen i hendes HĂ„r,Varmen,der stod ud fra hendes Legeme,denne Duft af Kvinde,der fulgte hende,det sĂžde Ă ndedrag hver Gang,hun vendte Ansigtet mod mig,âaltsammen strĂžmmed ind pĂ„ mig,trĂŠngte mig uregerligt ind i alle mine Sandser.Jeg kunde sĂ„vidt skimteet fyldigt,lidt blegt Ansigt bag SlĂžretog et hĂžjt Bryst,der strutted ud mod KĂ„ben.Tanken pĂ„ al denne skjulte Herlighed,som jeg aned var tilstedeindenfor KĂ„ben og SlĂžret,forvirred mig,gjorde mig idiotisk lykkelig,uden nogen rimelig Grund;jeg holdt det ikke lĂŠnger ud,jeg berĂžrte hende med min HĂ„nd,fingred ved hendes Skulderog smilte fjollet.Jeg hĂžrte mit HjĂŠrte slĂ„.
»Hvor De er rar!«sagde jeg.
Ja,hvordan det,egentlig?
Jo,for det fÞrste havde hun ligefrem den Vaneat stÄ stille udenfor en StaldportAften efter Aften,uden nogensomhelst Hensigt,bare fordi det faldt hende ind . . . .
NÄ,hun kunde jo have sine Grunde herfor;hun holdt desuden af at vÊre oppetil langt pÄ Nat,det havde hun altid syntes sÄ godt om.Om jeg brÞd mig om at lÊgge mig fÞr tolv?
Jeg?Var det nogen Ting i Verden jeg haded,sÄ var det at lÊgge migfÞr Klokken tolv om Natten.
Ja,ser De der!SÄ tog hun altsÄ denne TursÄdan om Aftenerne,nÄr hun ikke havde noget at forsÞmme med det;hun boed oppe pÄ St.Olafs Plads . . . .
»Ylajali!«rÄbte jeg.
»Hvadbehager?«
»Jeg sagde bare Ylajali . . . .Godt og vel,fortsÊt!«
Hun boed oppe pÄ St.Olafs Plads,noksÄ ensomt,sammen med sin Mama,som det ikke gik an at tale med,fordi hun var sÄ dÞv.Var der da noget rart i,at hun gÊrne vilde vÊre lidt ude?
Nej,slet ikke!svared jeg.
NÄ ja,hvad sÄ?Jeg kunde hÞre pÄ hendes Stemme,at hun smilte.
Havde hun ikke en SĂžster?
Jo,en ĂŠldre SĂžsterâhvordan vidste jeg forresten det?âMen hun var rejst til Hamborg.
Nylig?
Ja,for fem Uger siden.Hvor havde jeg det fra,at hun havde en SĂžster?
Jeg havde det slet ikke,jeg bare spurgte.
Vi taug.En Mand gÄr forbi osmed et Par Sko under Armen,ellers er Gaden tomsÄ langt,vi kan se.Borte ved Tivoli lyser en lang RÊkkeaf kulÞrte Lamper.Det sneed ikke mer,Himlen var klar.
»Gud,fryser De ikke uden Yderfrakke?«siger pludselig Damenog ser pÄ mig.
Skulde jeg fortÊlle hende,hvorfor jeg ikke havde Yderfrakke?Äbenbare min Stilling straksog skrÊmme hende bortlige sÄ godt fÞrst som sidst?Det var dog dejligt at gÄ herved hendes Sideog holde hende i Uvidenhedendnu en liden Stund;jeg lÞj,jeg svared:
»Nej,aldeles ikke.«Og forat komme ind pÄ noget andet,spurgte jeg:»Har De set Menageriet pÄ Tivoli?«
»Nej,«svared hun.»Er det noget at se?«
Hvis hun nu fandt pÄ at ville gÄ derhen?Ind i alt det Lys,sammen med sÄ mange Mennesker!Hun vilde blive altfor flau,jeg vilde jage hende pÄ DÞrmed mine dÄrlige KlÊder,mit magre Ansigt,som jeg ikke engang havde vasket i to Dage;hun vilde kanske endog opdage,at jeg ingen Vest havde . . . .
Ȉ ,nej,«svared jeg derfor,»det er vist ikke noget at se.«Og der faldt mig ind endel lykkelige Ting,som jeg straks gjorde Brug af,et Par tarvelige Ord,Rester inde fra min udsugede HjĂŠrne:Hvad kunde man vel venteaf et sĂ„dant lidet Menageri?Overhovedet interessered det ikke migat se Dyr i Bur.Disse Dyr ved,at man stĂ„r og ser pĂ„ dem;de fĂžler de hundrede nysgĂŠrrige Blikkeog pĂ„virkes af dem.Nej,mĂ„tte jeg bede om Dyr,som ikke vidste,at man beskued dem,de sky VĂŠsener,der pusler i sit Hi,ligger med dorske,grĂžnne Ăjne,slikker sine KlĂžr og tĂŠnker.Hvad?
Ja,det havde jeg vist Ret i.
Det var Dyret i al sin sĂŠre ForfĂŠrdelighedog sĂŠre Vildhed,som der var noget ved.De lydlĂžse,listende Skridt i Nattens Mulm og MĂžrke,Skogens forvittrede Uhygge,Skrigene fra en forbifarende Fugl,Vinden,Blodlugten,Bulderet oppe i Rummet,kortsagt Vilddyrrigets Ă ndover Vilddyret . . . .Det ubevidstes Poesi . . . .
Men jeg var bange for,at dette trÊtted hende,og FÞlelsen af min store Armodgreb mig pÄnyog knuged mig sammen.Om jeg nu blot havde vÊretsÄ nogenlunde godt antrukken,kunde jeg have glÊdet hendemed den Tur i Tivoli!Jeg begreb ikke dette Menneske,som kunde finde nogen FornÞjelse iat lade sig ledsageopad hele Karl Johanaf en halvt nÞgen Stodder.Hvad i Guds Navn tÊnkte hun pÄ?Og hvorfor gik jeg herog skabte mig tilog smilte idiotisk ad ingen Ting?Havde jeg ogsÄ nogen rimelig à rsag tilat lade mig plage udaf denne fine Silkefugltil sÄ lang en Tur?Koste det mig kanske ikke AnstrÊngelse?FÞlte jeg ikke DÞdens Isnenlige ind i mit HjÊrte,bare ved det sagteste VindstÞd,der blÊste mod os?Og stÞjed ikke allerede Vanviddet i min HjÊrne,bare af Mangel pÄ Mad i mange MÄneder i TrÊk?Hun hindred mig endog fra at gÄ hjemog fÄ mig lidt MÊlk pÄ Tungen,en ny Skefuld MÊlk,som jeg kanske kunde fÄ beholde.Hvorfor vendte hun mig ikke Ryggenog lod mig gÄ Pokker ivold? . . . .
Jeg blev fortvivlet;min HÄblÞshed bragte mig til det yderste,og jeg sagde:
»De burde i Grunden ikke gĂ„ sammen med mig.FrĂžken;jeg prostituerer Dem midt for alle Folks Ăjnebare ved min Dragt.Ja,det er virkelig sandt;jeg mener det.«
Hun studser.Hun ser hurtigt op pÄ migog tier.DerpÄ siger hun:
»Herregud dog!«Mer siger hun ikke.
»Hvad mener De med det.«spurgte jeg.
»Uf,nej,De gÞr mig skamfuld . . . .Nu har vi ikke sÄ langt igen.«Og hun gik lidt hurtigere til.
Vi drejed op Universitetsgadenog sÄ allerede LygternepÄ St.Olafs Plads.Da gik hun langsommere igen.
»Jeg vil ikke vĂŠre indiskret«siger jeg,»men vil De ikke sige mig deres Navn,fĂžr vi skilles?Og vil De ikke bare for et Ăjebliktage SlĂžret bort,sĂ„ jeg fĂ„r se Dem?Jeg skulde vĂŠre sĂ„ taknemmelig.«
Pause.Jeg gik og vented.
»De har set mig fÞr,«svarer hun.
»Ylajali!«siger jeg igen.
»Hvadbehager?De har forfulgt mig en halv Dag,lige hjem.Var De fuld dengang?«Jeg hÞrte igen,at hun smilte.
»Ja,«sagde jeg,»ja,desvÊrre,jeg var fuld dengang.«
»Det var stygt af Dem!«
Og jeg indrĂžmmed sĂžnderknust,at det var stygt af mig.
Vi var kommet til FontĂŠnen,vi standser og ser opadde mange oplyste Vinduer i Numer 2.
»Nu mÄ De ikke fÞlge med lÊnger,«siger hun;»Tak for iaften!«
Jeg bÞjed Hovedet,jeg turde ikke sige nogen Ting.Jeg tog af min Hatog stod barhovedet.Mon hun vilde rÊkke mig HÄnden?
»Hvorfor beder De mig ikke omat gÄ med tilbage et Stykke?«siger hun lavt,og hun ser ned pÄ sin Skosnude.
»Herregud,«svarer jeg ude af mig selv,»Herregud,om De vilde gÞre det!«
»Ja,men bare et lidet Stykke.«
Og vi vendte om.
Jeg var yderst forvirret,jeg vidste slet ikke,hvordan jeg skulde gĂ„ eller stĂ„;dette Menneske vendte fuldstĂŠndig op og nedpĂ„ hele min Tankegang.Jeg var henrykt,vidunderlig glad;jeg syntes,jeg gik dejligt tilgrunde af Lykke.Hun havde udtrykkelig villet gĂ„ med tilbage,det var ikke mit PĂ„fund,det var hendes eget Ănske.Jeg gĂ„r og ser pĂ„ hendeog blir mer og mer modig,hun opmuntrer mig,trĂŠkker mig til sig ved hvert Ord.Jeg glemmer for et Ăjeblik min Armod,min Ringhed,hele min jammerlige TilvĂŠrelse,jeg fĂžler Blodet jage mig varmt gennem Kroppen,som i gamle Dage,fĂžr jeg faldt sammen,og jeg beslutted at fĂžle mig fremmed et lidet Kneb.
»Forresten var det ikke Dem,jeg forfulgte dengang,«sagde jeg;»det var Deres SÞster.«
»Var det min SÞster?«siger hun i hÞjeste Grad forbauset.Hun standser,ser pÄ mig,venter virkelig Svar.Hun spurgte for ramme Alvor.
»Ja,«svared jeg.»Hm.Det vil sige,det var altsÄ den yngste af de to Damer,som gik foran mig.«
»Den yngste,ja?Ja?à hÄ!«Hun lo med en Gang,hÞjt,inderligt som et Barn.»Nej,hvor De er slu!Det sagde De bare,forat fÄ mig til at tage SlÞret af.Ikke?Ja,jeg forstod det.Men det skal De vÊre blÄ for . . . .til Straf.«
Vi begyndte at le og spase,vi talte ustandseligt hele Tiden,jeg vidste ikke,hvad jeg sagde,jeg var sÄ glad.Hun fortalte,at hun havde set mig engang fÞr,for lÊnge siden,i Teatret.Jeg havde tre Kammerater med,og jeg havde bÄret mig ad som en gal;jeg havde bestemt vÊret fuld da ogsÄ,desvÊrre!
Hvorfor troed hun det?
Jo,jeg havde leet sÄ.
JasÄ.à ,ja,jeg lo meget dengang.
Men ikke nu lĂŠnger?
à ,jo,nu ogsÄ.Det var herligt at vÊre til!
Vi kom ned mod Karl Johan.Hun sagde:»Nu gÄr vi ikke lÊnger!«Og vi gik atter opad Universitetsgaden.Da vi igen kom op til FontÊnen,sagtned jeg lidt mine Skridt,jeg vidste,at jeg ikke fik fÞlge med lÊnger.
»Ja,nu mÄ De altsÄ vende om,«sagde hun og standsed.
»Ja,jeg mÄ vel det,«svared jeg.
Men lidt efter mente hun,at jeg nok kunde vĂŠre med til Porten.Herregud,der var da ikke noget galt i det.Vel?
»Nej,«sagde jeg.
Men da vi stod ved Porten,trĂŠngte al min Elendighed igen ind pĂ„ mig.Hvor kunde man ogsĂ„ holde Modet oppe,nĂ„r man var sĂ„ knĂŠkket sammen?Her stod jeg foran en ung Dame,smudsig,forreven,vansiret af Sult,uvasket,blot halvt pĂ„klĂŠdt,âdet var til at synke i Jorden af.Jeg gjorde mig liden,dukked mig uvilkĂ„rlig ned og sagde:
»MÄ jeg nu ikke trÊffe Dem mer?«
Jeg havde intet HÄb omat fÄ Lov til at mÞde hende igen;jeg Þnsked nÊsten et skarpt Nej,som kunde stive mig opog gÞre mig ligeglad.
»Jo.«sagde hun lavt,nÊsten uhÞrligt.
»HvornÄr?«
»Jeg ved ikke.«
Pause.
»Vil De ikke vĂŠre sĂ„ snilat tage SlĂžret afbare et eneste Ăjeblik,«sagde jeg,»sĂ„ jeg fĂ„r se,hvem jeg har talt med.Bare et Ăjeblik.For jeg mĂ„ da se,hvem jeg har talt med.«
Pause.
»De kan mÞde mig her udenforTirsdag Aften,«siger hun.»Vil De det?«
»Ja,kÊre,fÄr jeg Lov til det!«
»Klokken otte.«
»Godt.«
Jeg strÞg med min HÄnd nedad hendes KÄbe,bÞrsted Sneen af den,blot forat fÄ et PÄskudtil at rÞre ved hende;det var mig en Vellystat vÊre hende sÄ nÊr.
»SÄ fÄr De ikke troaltfor galt om mig da,«sagde hun.Hun smilte igen.
»Nej . . . .«
Pludselig gjorde hun en resolut BevÊgelseog trak SlÞret op i Panden;vi stod og sÄ pÄ hinandenet Sekund.Ylajali!sagde jeg.Hun hÊved sig op,slog Armene om min Halsog kyssed mig midt pÄ Munden.En eneste Gang,hurtigt,forvirrende hurtigt,midt pÄ Munden.Jeg fÞlte,hvor hendes Bryst bÞlged,hun pusted voldsomt.
Og Þjeblikkelig rev hun sig ud af mine HÊnder,rÄbte Godnat,stakÄndet,hviskende,vendte sig og lÞb opad Trappen,uden at sige mer . . . .
PortdĂžren faldt i.
* * *
Det sneed end mer den nÊste Dag,en tung,regnblandet Sne,store vÄde Dotter,som faldt ned og blev til SÞle.Vejret var rÄt og isnende.
Jeg var vÄgnet noget sent,underlig fortumlet i Hovedetaf Aftenens SindsbevÊgelser,beruset i HjÊrtet af det skÞnne MÞde.I min Henrykkelse havde jeg liggeten Stund vÄgenog tÊnkt mig Ylajali ved min Side;jeg bredte Armene ud,omfavned mig selvog kyssed ud i Luften.SÄ havde jeg endelig stÄet opog fÄet mig en ny Kop MÊlkog straks derpÄ en Bif,og jeg var ikke lÊnger sulten;blot mine Nerver var stÊrkt ophidsede igen.
Jeg begav mig ned til KlÊdesbasarerne.Det faldt mig ind,at jeg kanske kunde fÄ mig en brugt Vestfor en billig Pris,noget at have pÄ under Frakken,lige meget hvad.Jeg gik opad Trappen til Basarenog fik fat pÄ en Vest,som jeg begyndte at undersÞge.Mens jeg pusled med dette,kom en Bekendt forbi;han nikked og rÄbte op til mig,jeg lod Vesten hÊngeog gik ned til ham.Han var Teknikerog skulde pÄ Kontoret.
»FĂžlg med og tag et Glas Ăl,«sagde han.»Men kom fort,jeg har liden Tid . . . .Hvad var det for det for en Dame,De spadsered med igĂ„raftes?«
»HÞr nu her,«sagde jeg,skinsyg pÄ hans blotte Tanke,»om det nu var min KÊreste?«
»DÞd og Pine!«sagde han.
»Ja,det blev afgjort igÄr.«
Jeg havde slĂ„et ham flad,han troed mig ubetinget.Jeg lĂžj ham fuld,forat blive af med ham igen;vi fik Ăllet,drak og gik.
»Godmorgen,da! . . . .HÞr,«sagde han pludselig,»jeg skylder Dem altsÄ nogle Kroner,og det er Skam,at jeg ikke har betalt dem tilbagefor lÊnge siden.Men nu skal De fÄ dem med det fÞrste.«
»Ja,Tak,«svared jeg.Men jeg vidste,at han aldrig vilde betale mig tilbagede Kroner.
Hm.Jeg knytted HĂŠnderne heftigt sammen,forat give mig Mod,gik hurtigere og hurtigereog kom til Stortorvet.Her satte jeg mig.
Ingen Barnestreger!Hvor i alverden kunde man bevise,at jeg havde stjÄlet?Desuden turde ikke HÞkergutten gÞre Allarm,selv om han en Dagkom til at huske,hvordan det hele var gÄet til;han havde nok sin Plads for kÊr.Ingen Larm,ingen Scener,om jeg mÄtte bede!
Men disse Penge tynged alligevelsyndigt i min Lommeog gav mig ikke Fred.Jeg satte mig til at prĂžve mig selvog fandt ud pĂ„ det klareste,at jeg havde vĂŠret lykkeligere fĂžr,dengang,da jeg gik og led i al Ărlighed.Og Ylajali!Havde jeg ikke ogsĂ„ gĂ„etog trukket hende nedmed mine syndige HĂŠnder!Herregud!Herre,min Gud!Ylajali!
Jeg fĂžlte mig fuld som en Alke,sprang pludselig opog gik lige hen til Kagekonenved Elefantapoteket.Jeg kunde endnu rejse mig fra VanĂŠren,det var langtfra forsent,jeg skulde vise hele Verden,at jeg var istand til det!Undervejs fik jeg Pengene i Beredskab,holdt hver Ăre i HĂ„nden;jeg bukked mig ned over Konens Bord,som om jeg vilde kĂžbe noget,og slog hende uden viderePengene i HĂ„nden.Jeg sagde ikke et Ord,jeg gik straks.
Hvor det smagte vidunderligtat vÊre Êrligt Menneske igen!Mine tomme Lommer tynged ikke mer,det var mig en Nydelseat vÊre blank pÄny.NÄr jeg rigtig tÊnkte efter,havde disse Penge i Grunden kostet migmegen hemmelig Kummer,jeg havde virkelig tÊnkt pÄ dem med GysenGang pÄ Gang;jeg var ingen forstokket SjÊl,min Êrlige Natur havde oprÞrt sigmod den lave GÊrning.Gudskelov,jeg havde hÊvet migi min egen Bevidsthed.GÞr mig det efter!sagde jeg og sÄ udover det myldrende Torv.GÞr mig det bare efter!Jeg havde glÊdet en gammel,fattig Kagekone,sÄ det havde Skik;hun vidste hverken ud eller ind.Iaften skulde ikke hendes BÞrngÄ sultne tilsengs . . . .Jeg gejled mig op med disse Tankerog syntes,at jeg havde bÄret mig udmÊrket ad.Gudskelov,Pengene var nu ude af mine HÊnder.
Fuld og nervĂžs gik jeg henad Gadenog aksled mit Skind.GlĂŠden over at kunne gĂ„ Ylajaliren og ĂŠrlig imĂždeog se hende ind i Ansigtet,lĂžb ganske af med mig;jeg havde ingen SmĂŠrter mer,mit Hoved var klart og tomt,det var som det skulde vĂŠreet Hoved af idel Lys,som stod og skinned pĂ„ mine Skuldre.Jeg fik Lyst til at gĂžre SkĂžjerstreger,begĂ„ forbausende Ting,sĂŠtte Byen pĂ„ Ende og stĂžje.Opad hele GrĂŠndsen opfĂžrte jeg migsom en vanvittig Mand;det sused let for mine Ăren,og i min HjĂŠrne var Rusen i fuld Gang.Begejstret af Dumdristighed fik jeg i Sindeat gĂ„ hen og opgive min Alderfor et Bybud,som forresten ikke havde talt et Ord,tage ham i HĂ„nden,se ham indtrĂŠngende ind i Ansigtetog forlade ham igen,uden nogen Forklaring.Jeg skĂŠlned Nuancernei de forbigĂ„endes Stemmer og Latter,iagttog nogle SmĂ„fugle,som hopped foran mig i Gaden,gav mig til at studere Brostenenes Udtrykog fandt allehĂ„nde Tegn og underlige Figurer i dem.Under dette var jeg kommet nedtil Stortingsplads.
Jeg stÄr pludselig stilleog stirrer ned pÄ Droscherne.Kuskene vandrer samtalende omkring,Hestene stÄr og luder forovermod det stygge Vejr.Kom!sagde jeg og puffed til mig selv med Albuen.Jeg gik hurtigt hen til den fÞrste Vognog steg op.Ullevoldsvejen Numer 37!rÄbte jeg.Og vi rulled afsted.
Undervejs begyndte Kusken at se sig tilbage,lÊgge sig nedog kige ind i Vognen,hvor jeg sad under Kaleschen.Var han bleven mistÊnksom?Der var ingen Tvivl om,at min usle PÄklÊdninghavde gjort ham opmÊrksom.
»Det er en Mand,jeg skal trÊffe!«rÄbte jeg til ham,forat komme ham i ForkÞbet,og jeg forklared ham indstÊndigt,at jeg absolut mÄtte trÊffe denne Mand.
Vi standser udenfor 37,jeg hopper ud,springer opad Trapperne,helt op til tredje Etage,griber en KlokkestrĂŠng og rykker til;BjĂŠlden gjorde seks,syv forfĂŠrdelige Slag indenfor.
En Pige kommer og lukker op;jeg lĂŠgger MĂŠrke til,at hun har Gulddobber i Ăreneog sorte Lastingsknapper i det grĂ„ Kjoleliv.Hun ser forfĂŠrdet pĂ„ mig.
Jeg spÞrger efter Kierulf,Joachim Kierulf,om jeg sÄ mÄtte sige,en Uldhandler,kortsagt,han var ikke til at tage fejl af . . . .
Pigen ryster pÄ Hovedet.
»Bor ingen Kierulf her,«siger hun.
Hun stirrer pÄ mig,tager i DÞren,fÊrdig til at trÊkke sig tilbage.Hun gjorde sig ingen AnstrÊngelsefor at finde Manden;hun sÄ virkelig ud til at kende den Person,jeg spurgte efter,nÄr hun bare vilde tÊnke sig om,den lade Skabning.Jeg blev vred,vendte hende Ryggenog lÞb nedad Trapperne igen.
»Han var ikke der!«rÄbte jeg til Kusken.
»Var han ikke der?«
»Nej.KÞr til Tomtegaden Numer 11.«
Jeg var i det heftigste SindsoprÞrog meddelte Kusken noget deraf;han troed ganske vist,at det galdt Livet,og han kÞrte uden videre afsted.Han slog stÊrkt pÄ.
»Hvad hedder Manden?«spurgte han og vendte sig pÄ Bukken.
»Kierulf,Uldhandler Kierulf.«
Og Kusken syntes nok ogsÄ,at den Mand ikke var til at tage fejl af.Om han ikke plejed at gÄmed en lys Frakke?
»Javist,«svared jeg,»er der noget underligt i det?Navnet skÊmmer ingen.«
»Har han ikke rÞdt HÄr?«
Nu kunde det gÊrne vÊre,at han havde rÞdt HÄr,og da Kusken nÊvnte den Ting,var jeg med engang sikker pÄ,at han havde Ret.Jeg fÞlte mig taknemmeligmod den stakkels Vognmand og sagde ham,at han havde taget Mandenganske pÄ Spiddet;det forholdt sig virkelig,som han sagde;det vilde vÊre et SÊrsyn,sagde jeg,at se en sÄdan Mand uden rÞdt HÄr.
»Det mÄ vÊre ham,som jeg har kÞrt et Par Gange,«sagde Kusken.»Han havde en KnortekÊp?«
Dette gjorde Manden lys levende for mig,og jeg sagde:
»He-he,der har vel endnu ingen set den Manduden med en KnortekÊp i HÄndenForsÄvidt sÄ kan De vÊre tryg,ganske tryg.«
Ja,det var klart,at det var samme Mand,som han havde kĂžrt.Han kendte ham igen . . . .
Og vi kÞrte pÄ,sÄ det gnistred af Hesteskoene.
Midt i denne ophidsede Tilstandhavde jeg ikke et eneste Ăjebliktabt Ă ndsnĂŠrvĂŠrelsen.Vi kommer forbi en Politibetjent,og jeg lĂŠgger MĂŠrke til,at han har Numret 69.Dette Tal trĂŠffer mig sĂ„ grusomt nĂžje,stĂ„r med en Gangsom en Splint i min HjĂŠrne.69,nĂžjagtigt 69,jeg skulde ikke glemme det!
Jeg lĂŠned mig tilbage i Vognen,et Bytte for de galeste Indfald,krĂžb sammen derinde under Kaleschen,sĂ„ ingen skulde se,at jeg rĂžrte Munden,og gav mig til at passiare idiotisk med mig selv.Vanviddet raser mig gennem HjĂŠrnen,og jeg lader det rase,jeg er fuldt bevidst,at jeg ligger under for Indflydelser,som jeg ikke er Herre over.Jeg begyndte at le,tyst og lidenskabeligt,uden Spor af Grund,endnu lystig og fuld af det Par Glas Ăl,jeg havde drukket.Lidt efterhvert tager min Ophidselse af,min Ro vender mer og mer tilbage.Jeg fĂžlte Kulde i min sĂ„re Finger,og jeg stak den ned mellem Halselinningen,forat varme den lidt.SĂ„ledes kom vi ned til Tomtegaden.Kusken holder an.
Jeg stiger ud af Vognen,uden Hast,tankelÞst,slapt,tung i Hovedet,Jeg gÄr indad Porten,kommer ind i en BaggÄrd,som jeg gÄr tvers over,stÞder mod en DÞr,som jeg Äbner og gÄr indad,og jeg befinder mig i en Gang,et Slags ForvÊrelse med to Vinduer.Der stÄr to Kufferter,den ene ovenpÄ den anden,i den ene Krog,og pÄ LangvÊggen en gammel,umalet SofabÊnk,hvori der ligger et TÊppe.TilhÞjre,i nÊste VÊrelse,hÞrer jeg Stemmer og Barneskrig,og ovenover mig,i anden Etage,Lyden af en JÊrnplade,som der hamres pÄ.Alt dette mÊrker jeg,sÄsnart jeg er kommet ind.
Jeg gÄr roligt tvers over VÊrelset,hen til den modsatte DÞr,uden at skynde mig,uden Tanke pÄ Flugt,Äbner ogsÄ denog kommer ud i Vognmandsgaden.Jeg ser opad Huset,som jeg just har passeret igennem:BevÊrtning & Logi for Rejsende.
Det falder mig ikke indat sÞge at komme vÊk,stjÊle mig bort fra Kusken,som venter pÄ mig;jeg gÄr meget sindigt udefter Vognmandsgaden,uden Frygt og uden at vÊre mignoget galt bevidst.Kierulf,denne Uldhandler,som havde spÞgt sÄ lÊnge i min HjÊrne,dette Menneske,som jeg mente var til,og som jeg nÞdvendigvis mÄtte trÊffe,var bleven borte for min Tanke,visket ud sammen med andre gale PÄfund,som kom og gik efter Tur;jeg husked ham ikke meruden som en Anelse,et Minde.
Jeg blev mer og mer Êdru,efterhvert som jeg vandred frem,fÞlte mig tung og matog slÊbte Benene efter mig.Sneen faldt fremdeles nedi store,vÄde Filler.Tilsidst kom jeg ud pÄ GrÞnland,lige ud til Kirken,hvor jeg satte mig til at hvilepÄ en BÊnk.Alle,som gik forbi,betragted mig meget forundret.Jeg faldt i Tanker.
Du gode Gud,hvor det var dÄrligt fat med mig nu!Jeg var sÄ inderlig ked og trÊtaf hele mit elendige Liv,at jeg fandt det ikke MÞjen vÊrdat kÊmpe lÊnger,forat beholde det.Modgangen havde taget OverhÄnd,den havde vÊret for grov;jeg var sÄ mÊrkelig Þdelagt,ganske som en Skygge af,hvad jeg engang var.Mine Skuldre var sunkne ned,helt til den ene Side,og jeg var kommet i Vane medat lude meget forover,nÄr jeg gik,forat spare mit Bryst det lille,jeg kunde.Jeg havde undersÞgt min Kropfor et Par Dage siden,en Middagstid oppe pÄ mit Rum,og jeg havde stÄet og grÊdthele Tiden over den.Jeg havde gÄet i den samme Skjortei mange Uger,den var ganske stiv af gammel Svedog havde gnavet min Navle itu;der kom lidt blodigt Vand ud af SÄret,men det smÊrted ikke meget,kun var det sÄ sÞrgeligtat have dette SÄr midt pÄ Maven.Jeg havde ingen RÄd med det,og det vilde ikke gro igen af sig selv;jeg vasked det,tÞrred det omhyggeligt afog trak den samme Skjorte atter pÄ.Der var intet at gÞre ved det . . . .
Jeg sidder der pÄ BÊnkenog tÊnker over alt detteog er temmelig trist.Jeg vÊmmedes ved mig selv;endog mine HÊnder forekommer mig modbydelige.Dette slattede,nÊsten ublufÊrdige Udtryk i mine HÄndbagepiner mig,volder mig Ubehag;jeg fÞler mig ved Synet af mine magre FingrerÄt pÄvirket,jeg hader hele mit slunkne Legemeog gyser ved at bÊre pÄ det,fÞle det om mig.Herregud,om der bare blev en Ende pÄ det nu!Jeg vilde inderlig gÊrne dÞ.
Aldeles overvunden,besudlet og nedvĂŠrdigeti min egen Bevidsthed,rejste jeg mig mekanisk opog begyndte at gĂ„ hjemad.Undervejs kom jeg forbi en Port,hvor der stod fĂžlgende at lĂŠse:»LigsvĂžb hos Jomfru Andersen,tilhĂžjre i Porten.«âGamle Minder!sagde jeg,og jeg husked mit forrige Rum pĂ„ Hammersborg,den lille Gyngestol,AvisbetrĂŠkket nede ved DĂžren,FyrdirektĂžrens Avertissementog Bager Fabian Olsens nybagte BrĂžd.Ă ,ja,jeg havde jo havt det meget bedredengang end nu;en Nat havde jeg skrevet en FĂžljetontil ti Kroner,nu kunde jeg ikke skrive noget mer,jeg kunde aldeles ikke skrive noget mer,mit Hoved blev straks tomt,sĂ„snart jeg forsĂžgte.Ja,jeg vilde have en Ende pĂ„ det nu!Og jeg gik og gik.
Efterhvert som jeg kom nÊrmere og nÊrmereHusholdningshandelen,havde jeg halvt ubevidst FÞlelsen af,at jeg nÊrmed mig en Fare;men jeg holdt fast ved mit ForsÊt,jeg vilde udlevere mig.Jeg gik roligt opad Trappen,jeg mÞder i DÞren en liden Pige,som bÊrer en Kop i HÄnden,og jeg slipper hende forbiog lukker DÞren.Betjenten og jeg stÄr for anden Gangoverfor hinanden,alene.
»NÄ,«siger han,»det er et skrÊkkeligt Vejr.«
Hvad skulde denne Omvej til?Hvorfor tog han mig ikke med en Gang?Jeg blev rasende og sagde:
»Jeg kommer altsÄ ikke,forat prate om Vejret.«
Denne Heftighed forblÞffer ham,hans lille HÞkerhjÊrne slÄr Klik;det havde slet ikke faldt ham ind,at jeg havde bedraget ham for fem Kroner.
»Ved De da ikke,at jeg har snydt Dem?«siger jeg utÄlmodig,og jeg puster heftigt,skÊlver,er fÊrdig til at bruge Magt,hvis han ikke straks kommer til Sagen.
Men den stakkels Mand aner ingen Ting.
Nej,du store Verden,hvilke dumme Mennesker,man var nĂždt til at leve iblandt!Jeg skĂŠlder ham ud,forklarer ham Punkt for Punkt,hvorledes det hele var gĂ„et til,viser ham,hvor jeg stod og hvor han stod,da GĂŠrningen skete,hvor Pengene havde ligget,hvorledes jeg havde samlet dem ned i min HĂ„ndog lukket HĂ„nden sammen om dem,âog han forstĂ„r altsammen,men gĂžr alligevel intet ved mig.Han vender sig hid og did,lytter efter Fodtrinnene i SidevĂŠrelset,tysser pĂ„ mig,forat fĂ„ mig til at tale lavere,og siger tilslut:
»Det var noksÄ sjofelt gjort af Dem!«
»Nej,vent lidt!«rÄbte jeg i min Trang til at modsige ham,Êgge ham op;det var ikke sÄ lavt og nedrigt,som han med sit elendige Husholdningshovedforestilled sig.Jeg beholdt naturligvis ikke Pengene,det kunde aldrig falde mig ind;jeg for min Part vilde ikke dragenogen Nytte af dem,det bÞd min bundÊrlige Natur imod . . . .
»Hvor gjorde De af dem da?«
Jeg gav dem bort til en gammel,fattig Kone,hver Ăre,mĂ„tte han vide;den Slags Person var jeg,jeg glemte ikke de fattige sĂ„ aldeles . . . .
Han stÄr og tÊnker en liden Stund pÄ dette,blir Äbenbart meget tvivlrÄdig om,hvorvidt jeg er en Êrlig Mandeller ikke.Endelig siger han:
»Burde De ikke hellerhave leveret Pengene tilbage?«
»Nej,hÞr her,«svarer jeg,»jeg vilde ikke bringe Dem i Ulejlighed,jeg vilde spare Dem.Men det er Takken,man har,forat man er Êdelmodig.Nu stÄr jeg herog forklarer Dem det hele,og De skammer Dem ikke som en Hund,gÞr simpelthen ingen Anstalter tilat fÄ Striden udjÊvnet med mig.Derfor vasker jeg mine HÊnder.Forresten giver jeg Dem Fan.Farvel!«
Jeg gik og slog DÞren hÄrdt i efter mig.
Men da jeg kom hjem pÄ mit VÊrelse,ind i dette bedrÞvelige Hul,gennemvÄd af den blÞde Sne,skÊlvende i KnÊerne af Dagens Vandringer,tabte jeg Þjeblikkelig min KÊphÞjhedog faldt sammen pÄny.Jeg angred mit OverfaldpÄ den arme Butiksmand,grÊd,greb mig i Struben,forat straffe mig for min usle Streg,og holdt et syndigt Hus.Han havde naturligvis vÊreti den dÞdeligste Angst for sin Post,havde ikke vovet at gÞre nogen Kvalmfor disse fem Kroner,som Forretningen havde tabt.Og jeg havde benyttet mig af hans Frygt,havde pint ham med min hÞjrÞstede Tale,spiddet ham med hvert Ord,som jeg rÄbte ud.Og HÞkerchefen selvhavde mÄske siddet indenfor i VÊrelsetved Siden af og fÞlt sigpÄ et hÊngende HÄr opfordret tilat gÄ ud til os og se,hvad det var,som foregik.Nej,der var ingen GrÊndse lÊnger for,hvad jeg kunde gÞre af nederdrÊgtige Ting!
NÄ,men hvorfor var jeg ikke bleven sat fast?SÄ var det kommet til en Afslutning.Jeg havde jo sÄgodtsomrakt HÊnderne frem til JÊrnene.Jeg vilde aldeles ikke have gjortnogen Modstand,jeg vilde tvertimod have hjulpet til.Himlens og Jordens Herre,en Dag af mit Livfor et lykkeligt Sekund igen!Mit hele Liv for en Ret Linser!HÞr mig bare denne Gang! . . . .
Jeg lagde mig i de vÄde KlÊder;jeg havde en uklar Tanke om,at jeg kanske vilde dÞ om Natten,og jeg brugte min sidste Krafttil at ordne op en Smule i min Seng,sÄ det kunde se lidt ordentlig udomkring mig om Morgenen.Jeg folded HÊnderneog valgte min Stilling.
SĂ„ med engang husker jeg Ylajali.At jeg havde glemt hende sĂ„ ganskehele Aftenen udover!Og Lyset trĂŠnger ganske svagtind i mit Sind igen,en liden StrĂ„le Sol,der gĂžr mig sĂ„ velsignet varm.Og der blir mere Sol,et mildt,fint Silkelys,der strejfer mig sĂ„ bedĂžvende dejligt.Og Solen blir stĂŠrkere og stĂŠrkere,brĂŠnder skarpt mod mine Tindinger,koger tung og glĂždendei min udmagrede HjĂŠrne.Og der flammer tilsidst for mine Ăjneet vanvittigt BĂ„l af StrĂ„ler,en antĂŠndt Himmel og Jord,Mennesker og Dyr af Ild,BjĂŠrge af Ild,DjĂŠvle af Ild,en Afgrund,en Ărken,en Alverden i Brand,en rygende yderste Dag.
Og jeg sÄ og hÞrte intet mer . . . .
* * *
Jeg vÄgned i Sved den nÊste Dag,fugtig over hele Legemet,meget fugtig;Feberen havde presset migganske voldsomt.I FÞrstningen havde jeg ingen klar Bevidsthed om,hvad der var foregÄet med mig,jeg sÄ mig omkring med Forundring,fÞlte mig totalt forbyttet i mit VÊsen,kendte mig slet ikke igen.Jeg fÞlte mig efteropad Armene og nedad Benene,faldt i Forbauselse over,at Vinduet stod pÄ den VÊgog ikke pÄ den stik modsatte VÊg,og jeg hÞrte Hestenes Trampen nede i GÄrden,som om den kom ovenfra.Jeg var ogsÄ temmelig kvalm.
Mit HÄr lÄ vÄdt og koldt om min Pande;jeg rejste mig pÄ Albuenog sÄ ned pÄ Hovedpuden:vÄdt HÄr lÄ ogsÄ igen pÄ den,i smÄ Dotter.Mine FÞdder havde hovnet op inde i Skoenei LÞbet af Natten,men de smÊrted ikke,jeg kunde blot ikke rÞre TÊerne stort,de var blevne for stive.
Da det led ud pÄ Eftermiddagen,og det allerede var begyndt at skumre lidt,stod jeg op af Sengenog begyndte at pusle omkring i VÊrelset.Jeg prÞved mig frem med smÄ,forsigtige Skridt,passed pÄ at holde LigevÊgtenog spared sÄ meget som muligt mine FÞdder.Jeg led ikke meget,og jeg grÊd ikke;jeg var i det hele taget ikke trist,jeg var tvertimod velsignet tilfreds;det faldt mig ikke ind netop da,at nogen Ting kunde vÊre anderledesend den var.
SĂ„ gik jeg ud.
Det eneste,som plaged mig en Smule,var trods min Kvalme for Madalligevel Sulten.Jeg begyndte at fĂžle en skammelig Appetit igen,en indre glubende Madlyst,som det stadig blev vĂŠrre og vĂŠrre med.Det gnaved ubarmhjĂŠrtigt i mit Bryst,bedreves et tyst,underligt Arbejde derinde.Det kunde vĂŠre et Snes bitte smĂ„,fine Dyr,som lagde Hovedet pĂ„ den ene Sideog gnaved lidt,lagde derpĂ„ Hovedet pĂ„ den anden Sideog gnaved lidt,lĂ„ et Ăjeblik aldeles stille,begyndte igen,bored sig ind uden StĂžjog uden Hastog efterlod tomme StrĂŠkninger overalt,hvor de for frem . . . .
Jeg var ikke syg,men mat,jeg begyndte at svede.Jeg tĂŠnkte mig hen pĂ„ Stortorvet,forat hvile lidt;men Vejen var lang og besvĂŠrlig;endelig var jeg dog nĂŠsten fremme,jeg stod pĂ„ HjĂžrnet af Torvet og Torvegaden.Sveden randt ned i mine Ăjne,dugged mine Briller og gjorde mig blind,og jeg var netop standset,forat tĂžrre mig af en Smule.Jeg mĂŠrked ikke,hvor jeg stod,jeg tĂŠnkte ikke over det;Larmen omkring mig var frygtelig.
Pludselig lyder et RÄb,et koldt,skarpt Varsko.Jeg hÞrer dette RÄb,hÞrer det meget godt,og jeg rykker nervÞst til Siden,gor et Skridt sÄ hurtigt,mine dÄrlige Ben kan bevÊge sig.Et Uhyre af en BrÞdvognstryger mig forbiog strejfer min Frakke med Hjulet;havde jeg vÊret lidt hurtigere,vilde jeg gÄet aldeles fri.Jeg kunde kanske vÊret lidt hurtigere,ganske lidt hurtigere,hvis jeg havde anstrÊngt mig;der var ingen RÄd med det,det gjorde ondt i min ene Fod,et Par TÊer blev maset;jeg fÞlte,at de ligesom krÞlled sig sammen inde i Skoen.
BrĂždkĂžreren holder Hestene anaf alle KrĂŠfter;han vender sig om pĂ„ Vognenog spĂžrger forfĂŠrdet,hvordan det gik.Jo,det kunde gĂ„et langt vĂŠrre . . . .det var vel kanske ikke sĂ„ farligt . . . .jeg troed ikke,at der var nogen Ting knust . . . .Ă ,jeg beâr . . . .
Jeg drev hen til en BÊnkdet forteste,jeg kunde;disse mange Mennesker,som standsed op og gloed pÄ mig,havde gjort mig flau.Egentlig var det ikke noget DÞdsstÞd,det var gÄet forholdsvis heldigt,nÄr Ulykken endelig skulde vÊre ude.Det vÊrste var,at min Sko var trykket istykker,SÄlen revet lÞs pÄ Snuden.Jeg holdt Poden opog sÄ Blod inde i Gabet.NÄ,det var ikke med Vilje gjortpÄ nogen af Siderne,det var ikke Mandens Hensigtat gÞre det vÊrre for mig end det var;han sÄ meget bedrÞvet ud.Kanske hvis jeg havde bedt hamom et lidet BrÞd fra Vognen,sÄ havde jeg fÄet det.Han havde vist givet mig det med GlÊde.Gud glÊde ham til GengÊld der,han er! . . . .
Jeg sulted hĂ„rdt,og jeg vidste ikke,hvor jeg skulde gĂžre af migfor min ublu Appetit.Jeg vred mig hid og did pĂ„ BĂŠnkenog lagde Brystet helt ned pĂ„ mine KnĂŠ;jeg var nĂŠsten forstyrret.Da det blev mĂžrkt,rusled jeg bort til RĂ„dstuenâGud ved,hvordan jeg kom didâog satte mig pĂ„ Kanten af Ballustraden.Jeg rev den ene Lomme ud af min Frakkeog gav mig til at tygge pĂ„ den,forresten uden nogen Hensigt,med mĂžrke Miner,med Ăjnene stirrende ret frem,uden at se.Jeg hĂžrte endel SmĂ„bĂžrn,som legte omkring mig,og fornam instinktsmĂŠssig,nĂ„r en eller anden spadserendegik mig forbi;ellers iagttog jeg intet.
»à ,vÊr sÄ snil at give miget Ben til Hunden min!«sagde jeg.»Bare et Ben;der behÞver ikke at vÊre noget pÄ det;den skal bare have noget at bÊre i Munden.«
Jeg fik et Ben,et prÊgtigt lidet Ben,hvor der endnu var lidt KÞd tilbage,og stak det ind under Frakken.Jeg takked Manden sÄ inderligt,at han sÄ forbauset pÄ mig.
»Ingenting at takke for,«sagde han.
»Jo,sig ikke det,«mumled jeg,»det er snilt gjort af Dem.«
Og jeg gik op.HjĂŠrtet slog stĂŠrkt i mig.
Jeg sneg mig ind i Smedgangen,sÄ dybt ind,som jeg kunde komme,og standsed udenfor en forfalden Porttil en BaggÄrd.Der var ikke et Lys at se pÄ nogen Kant,det var velsignet mÞrkt omkring mig;jeg gav mig til at gnave i mig af Benet.
Det smagte ingenting;en ram Lugt af Blodstod op fra Benet,og jeg mÄtte ganske straksbegynde at kaste op.Jeg forsÞgte igen;hvis jeg bare fik beholde det,vilde det nok gÞre sin Virkning;det galdt at fÄ det til at bero dernede.Men jeg kasted atter op.Jeg blev vred,bed heftigt i KÞdet,sled af en liten Smuleog svÊlged det ned med Vold.Og det nytted alligevel ikke;sÄsnart de smÄ KÞdsmuler var blevne varme i Maven,kom de desvÊrre atter op.Jeg knytted vanvittigt HÊnderne,stak i at grÊde af HjÊlpelÞshedog gnaved som en besat;jeg grÊd,sÄ Benet blev vÄdt og skiddent af TÄrer,kasted op,banded og gnaved igen,grÊd som HjÊrtet skulde bristeog kasted atter op.Og jeg svor med hÞj RÞstalle Verdens Magter ned i Pinen.
Stille.Ikke et Menneske omkring,intet Lys,ingen StĂžj.Jeg er i det voldsommeste SindsoprĂžr,jeg puster tungt og hĂžjlydtog grĂŠder tĂŠnderskĂŠrende for hver Gang,jeg mĂ„ levere disse KĂždsmuler,som kanske kunde mĂŠtte mig lidt.Da det slet ikke hjĂŠlper noget,hvormeget jeg end forsĂžger,slynger jeg Benet mod Porten,fuld af det afmĂŠgtigste Had,henrykt af Raseri,rĂ„ber og truer voldsomt op mod Himlen,skriger Guds Navn hĂŠst og indĂŠdtog krummer mine Fingre som KlĂžr . . . .Jeg siger dig,du Himlens hellige Baâal,du er ikke til,men hvis du var til,sĂ„ skulde jeg bande dig slig,at din Himmel skulde dirre af Helvedes Ild.Jeg siger dig,jeg har budt dig min Tjeneste,og du har afvist den,jeg siger dig,du har stĂždt mig bort,og jeg vender dig for evigt Ryggen,fordi du ikke kendte din BesĂžgelsestid.Jeg siger dig,jeg ved,at jeg skal dĂž,og jeg hĂ„ner dig dog,du Himlens Gud og Apis,med DĂžden lige for TĂŠnderne.Jeg siger dig,jeg vil heller vĂŠre Lakej i Helvedeend Fri i dine Boliger;jeg siger dig,jeg er fuld af livsalig Foragtfor din himmelske Usselhed,og jeg vĂŠlger mig Afgrunden til evigt Tilhold,hvor DjĂŠvelen,Judas og Farao er stĂždt ned.Jeg siger dig,din Himmel er fuld af alle Jorderigetsmest rĂ„hovedede Idioterog fattige i Ă nden,jeg siger dig,du har fyldt din Himmelmed de fede,salige Horer hernedefra,som ynkeligen har bĂžjet KnĂŠ for digi sin DĂždsstund.Jeg siger dig,du har brugt Magt mod mig,og du ved ikke,du alvidende Nul,at jeg aldrig bĂžjer mig i Modgang.Jeg siger dig,hele mit Liv,hver Celle i min Krop,hver Evne i min SjĂŠlgisper efter at hĂ„ne dig,du nĂ„defulde Afskum i det hĂžje.Jeg siger dig,jeg vilde,om jeg kunde,rĂ„be dette hĂžjlydt ind i din Himmelog hen over den hele Jord,jeg vilde,om jeg kunde,Ă„nde det ind i hver ufĂždt MenneskesjĂŠl,som engang kommer pĂ„ Jorden,hver Blomst,hvert Blad,hver DrĂ„be i Havet.Jeg siger dig,jeg vil spotte dig ud pĂ„ Dommens Dagog bande dig TĂŠndeme ud af min Mundfor din Guddoms endelĂžse Ynkelighed.Jeg siger dig,jeg vil fra denne Stund forsagealle dine GĂŠrninger og alt dit VĂŠsen,jeg vil forbande min Tanke,om den tĂŠnker pĂ„ dig igen,og rive mine LĂŠber af,om de atter nĂŠvner dit Navn.Jeg siger dig,hvis du er til,det sidste Ord i Livet og i DĂžden,jeg siger dig Farvel for evigt og altid,jeg siger dig Farvel med HjĂŠrte og Nyrer,jeg siger dig det sidste uigenkaldelige Farvel,og jeg tierog vender dig Ryggenog gĂ„r min Vej . . . .
Stille,
Jeg dirrer af Ophidselse og Forkommenhed,stĂ„r der pĂ„ samme Sted,endnu hviskende Eder og SkĂŠldsord frem,hikkende efter den heftige GrĂ„d,knĂŠkket og slapefter det vanvittige Vredesudbrud.Jeg stĂ„r der mĂ„ske en Timeog hikker og hviskerog holder mig fast til Porten.SĂ„ hĂžrer jeg RĂžster,en Samtale mellem to MĂŠnd,som kommer gĂ„ende indad Smedgangen.Jeg slĂŠnger bort fra Porten,drager mig frem efter HusvĂŠggeneog kommer atter ud pĂ„ de lyse Gader.Idet jeg tusler nedad Youngsbakken,begynder min HjĂŠrne pludselig at virkei en hĂžjst mĂŠrkelig Retning.Det falder mig ind,at de elendige RĂžnnernede i Kanten af Torvet,Materialboderne og de gamle Bulermed brugte KlĂŠder,dog var en SkĂŠndsel for Stedet.De Ăždelagde hele Torvets Udseendeog pletted Byen,fy,ned med Skramlet!Og jeg gik og slog over i Tankerne,hvad det vel vilde komme til at kosteat flytte Den geografiske OpmĂ„ling derned,denne smukke Bygning,som altid havde tiltalt mig sĂ„ megethver Gang,jeg havde passeret den.Det vilde kanske ikke lade sig gĂžreat foretage en Flytning af den Artunder sytti a to og sytti tusind Kroner,âen pen Sum,mĂ„tte man sige,en noksĂ„ net Lommeskilling,he-he,at begynde med,hvad?Og jeg nikked med mit tomme Hovedog indrĂžmmed,at det var en noksĂ„ pen Lommeskillingat begynde med.Jeg rysted fremdelesover hele Legemetog hikked nu og daendnu dybt efter GrĂ„den.
Jeg havde FÞlelsen af,at der ikke var meget Liv igen i mig,at jeg i Grunden sang pÄ det sidste Vers.Det var mig ogsÄ temmelig ligegyldigt,det beskÊftiged mig ikke det mindste;jeg sÞgte tvertimod nedad Byen,ned til Bryggerne,lÊnger og lÊnger bort fra mit VÊrelse.Jeg kunde for den SkyldgÊrne have lagt mig plat ned i Gaden,forat dÞ.Lidelserne gjorde mig mer og mer ufÞlsom;det banked stÊrkt i min sÄre Fod,jeg havde endog Indtryk af,at SmÊrten forplanted sig opad hele LÊggen,og ikke engang det gjorde synderlig ondt.Jeg havde udstÄet vÊrre Fornemmelser.
SÄ kom jeg ned pÄ JÊrnbanebryggen.Der var ingen Trafik,ingen StÞj,kun hist og her et Menneske at se,en Sjouer eller SjÞmand,som drev om med HÊnderne i Lommen.Jeg lagde MÊrke til en halt Mand,som skeled stivt hen pÄ mig,idet vi passered hinanden.Jeg standsed ham instinktsmÊssig,tog til Hatten og spurgte,om han kendte til om »Nonnen« var rejst.Og bagefter kunde jeg ikke lade vÊreat knipse en eneste Gang i Fingrenelige for Mandens NÊse og sige:DÞd og Pine,»Nonnen«,ja!»Nonnen«,som jeg helt havde glemt!Tanken pÄ den havde alligevel ulmetubevidst i mit Indre,jeg havde bÄret pÄ den,uden at vide af det selv.
Ja,Kors,»Nonnen« var nok sejlet.
Han kunde ikke sige mig,hvor den var sejlet hen?
Manden tÊnker sig om,stÄr pÄ det lange Benog holder det korte ivejret;det korte dingler lidt.
»Nej,«siger han.»Ved De,hvad den lÄ her og lasted?«
»Nej,«svarer jeg.
Men nu havde jeg allerede glemt »Nonnen«,og jeg spurgte Manden,hvor langt det vel kunde vÊre til Holmestrand,regnet i gode,gamle geografiske Mile.
»à ,hÞr,med det samme jeg husker det,«afbrÞd jeg ham igen,»De skulde vel ikke ville vÊre sÄ snilat give mig en liden Bid Tobak,bare en bitte liden Smule!«
Jeg fik Tobakken,takked Manden meget varmt og gik bort.Jeg gjorde intet Brug af Tobakken,jeg stak den i Lommen straks.Manden holdt fremdeles Ăje med mig,jeg havde kanske vakt hans MistankepĂ„ en eller anden MĂ„de;hvor jeg stod og gikhavde jeg dette mistĂŠnksomme Blik efter mig,og jeg syntes ikke omat blive forfulgt af dette Menneske.Jeg vender omog drager mig atter hen til ham,ser pĂ„ ham og siger:
»NÄdler.«
Bare dette Ord:NĂ„dler.Ikke mer.Jeg ser meget stivt pĂ„ ham,idet jeg siger det,jeg fĂžlte,at jeg stirred frygteligt pĂ„ ham;det var,som om jeg sĂ„ pĂ„ ham med hele Kroppen,istedetfor bare med Ăjnene.Og jeg stĂ„r en liden Stund,efterat jeg har sagt dette Ord.SĂ„ tusler jeg op til JĂŠrnbanetorvet igen.Manden gav ikke en Lyd fra sig,han bare holdt Ăje med mig.
NÄdler?Jeg stod med en Gang stille.Ja,var det ikke det,jeg havde Fornemmelsen af allerede straks:jeg havde truffet KrÞblingen fÞr.Oppe i GrÊndsen,en lys Morgen;jeg havde pantsat min Vest.Det forekom mig som en Evighedsiden den Dag.
Mens jeg stĂ„r og tĂŠnker pĂ„ dette âjeg stĂ„r og stĂžtter mig til en HusvĂŠgpĂ„ HjĂžrnet af Torvet og Havnegaden âfarer jeg pludselig sammenog sĂžger at kravle mig vĂŠk.Da dette ikke lykkes mig,stirrer jeg forhĂŠrdet ret fremog bider Hovedet af al Skam,der var ingen RĂ„d med det, âjeg stĂ„r Ansigt til Ansigt med »KommandĂžren«.
Jeg blir skÞdeslÞst frÊk,jeg tager endog et Skridt frem fra HusvÊggen,forat gÞre ham opmÊrksom pÄ mig.Og jeg gÞr det ikke forat vÊkke Medlidenhed,men forat hÄne mig selv,stille mig i Gabestokken;jeg kunde vÊltet mig ned i Gadenog bedt »KommandÞren« gÄ over mig,trÊde pÄ mit Ansigt.Jeg siger ikke engang Godaften.
»KommandÞren« aned mÄske,at der var noget galt fat med mig,han sagtned sine Skridt en Smule,og jeg siger,forat standse ham:
»Jeg skulde vÊret hos Dem med noget,men det er ikke blevet noget af endda.«
»Ja?«svarer han spÞrgende.»De har det ikke fÊrdigt,da?«
»Nej,jeg har ikke fÄet det fÊrdigt.«
Men nu stĂ„r mine Ăjne pludselig i Vandved »KommandĂžrens« Venlighed,og jeg harker og hoster forbittret,forat gĂžre mig stĂŠrk.»KommandĂžren« stĂžder en Gang i NĂŠsen;han stĂ„r og ser pĂ„ mig.
»Har De noget at leve af imens,da?«siger han.
»Nej,«svarer jeg,»jeg har ikke det heller.Jeg har ikke spist endda idag,men . . . . . .
»Gud bevare Dem,det gÄr da ikke an,at De gÄr her og sulter ihjÊl,Mand!«siger han.Og han tager med en Gang til Lommen.
Nu vÄgner SkamfÞlelsen i mig,jeg raver igen bort til HusvÊggenog holder mig fast,jeg stÄr og ser pÄ,at »KommandÞren« roder om i sin Pengepung;men jeg siger intet.Og han rÊkker mig en Tikrone.Han gÞr ingen flere OmstÊndigheder med det,han giver mig simpelthen ti Kroner.Med det samme gentager han,at det ikke gik an,at jeg sulted ihjÊl.
Jeg stammed en Indvendingog tog ikke Sedlen straks:Det var skammeligt af mig dette . . . .det var ogsÄ altfor meget . . . .
»Skynd Dem nu!«siger han og ser pÄ sit Ur.»Jeg har ventet pÄ Toget;men nu kommer det,hÞrer jeg.«
Jeg tog Pengene,jeg var lam af GlĂŠdeog sagde ikke et Ord mer,jeg takked ikke engang.
»Det er ikke vÊrdt at genere sig for det,«siger »KommandÞren« tilsidst;»De kan jo skrive for det,ved jeg.«
SĂ„ gik han.
Da han var kommet nogle Skridt bort,husked jeg med en Gang pÄ,at jeg ikke havde takket »KommandÞren«for denne HjÊlp.Jeg forsÞgte at indhente ham,men kunde ikke komme fort nok afsted,mine Ben slog Klik,og jeg vilde idelig falde pÄ NÊsen.Han fjÊrned sig mer og mer.Jeg opgav ForsÞget,tÊnkte at rÄbe efter ham,men turde ikke,og da jeg endelig alligevel tog Mod til migog rÄbte,en Gang,to Gange,var han allerede forlangt borte,min Stemme var bleven for svag.
Jeg stod tilbage pĂ„ Fortougetog sĂ„ efter ham,jeg grĂŠd ganske stille.Jeg har aldrig set pĂ„ Magen!sagde jeg til mig selv;han gav mig ti Kroner!Jeg gik tilbage og stilled mig der,hvor han havde stĂ„et,og eftergjorde alle hans BevĂŠgelser.Og jeg holdt Pengesedlen op til mine vĂ„de Ăjne,besĂ„ den pĂ„ begge Siderog begyndte at bande âbande i vilden Sky pĂ„,at det havde sin Rigtighed med det,jeg holdt i HĂ„nden,det var en Tikrone.
En Stund efter âmĂ„ske en meget lang Stund;ti det var allerede bleven ganske stille overalt âstod jeg besynderligt nokudenfor Tomtegaden Numer 11.Da jeg havde stĂ„et og summet mig et Ăjeblikog forundret mig herover,gik jeg indad Porten for anden Gang,lige ind i BevĂŠrtning & Logi for Rejsende.Her bad jeg om Huslyog fik straks en Seng.
* * *
Tirsdag.
Solskin og Stille,en vidunderlig lys Dag.Sneen var borte;allevegne Liv og Lyst og glade Ansigter,Smil og Latter.Fra FontÊnerne steg VandstrÄlerne op i Buer,gyldne af Solen,blÄlige af den blÄlige Himmel . . . .Ved Middagstid gik jeg udfra mit Logi i Tomtegaden,hvor jeg fremdeles boed og havde det godt,og begav mig ud i Byen.Jeg var i den gladeste Stemningog drev om den ganske Eftermiddagi de mest befÊrdede Gader og sÄ pÄ Mennesker.Endnu fÞr Klokken blev syv om Aftenen,gjorde jeg mig en Tur op til St. Olafs Pladsog kiged i Smug op til Vinduerne i Numer 2.Om en Time skulde jeg se hende!Jeg gik i en let,dejlig Angst hele Tiden.Hvad vilde der ske?Hvad skulde jeg finde pÄ at sige,nÄr hun kom nedad Trappen?Godaften, FrÞken?Eller bare smile?Jeg beslutted mig tilat lade det bero med at smile.Naturligvis vilde jeg hilse dybt pÄ hende.
Jeg lusked bort,lidt skamfuld over at vĂŠre sĂ„ tidligt ude,vandred om i Karl Johan en Stundog holdt Ăje med Universitetsuret.Da Klokken blev otte,satte jeg atter opad Universitetsgaden.Under vejs faldt det mig ind,at jeg kanske kunde komme et Par Minutter forsent,og jeg strakte ud alt,jeg Ă„rked.Min Fod var meget sĂ„r,ellers mangled der mig ingenting.
Jeg tog Post ved FontÊnenog pusted ud;jeg stod der rigtig lÊngeog sÄ op til Vinduerne i Numer 2;men hun kom ikke.NÄ,jeg skulde nok vente,det havde ingen Hast med mig;hun havde kanske Forhindringer.Og jeg vented igen.Jeg skulde da vel aldrig have drÞmt det hele?Havt det fÞrste MÞde med hende i Indbildningenden Nat,jeg lÄ i Feber?Jeg begyndte rÄdvild at tÊnke efterog fÞlte mig aldeles ikke sikker i min Sag.
»Hm!«sagde det bag mig.
Jeg hÞrte denne Harken,jeg hÞrte ogsÄ lette Skridt i NÊrheden af mig;men jeg vendte mig ikke om,jeg stirred blot op til den store Trappe foran mig.
»Godaften!«siger det sÄ.
Jeg glemmer at smile,jeg tager ikke engang straks til Hatten,jeg blir sÄ forundret over at se hendekomme denne Vej.
»Har De ventet lÊnge?«siger hun,og hun puster lidt hurtigt efter Gangen.
»Nej,aldeles ikke,jeg kom for en liden Stund siden,«svared jeg.»Og desuden,hvad havde det gjort,om jeg havde ventet lÊnge?Jeg tÊnkte forresten,at De skulde komme fra en anden Kant?«
»Jeg har fulgt Mama til en Familie,Mama skal vÊre ude iaften.«
»JasÄ!«sagde jeg.
Nu var vi uvilkÄrlig begyndt at gÄ.En Politibetjent stÄr pÄ GadehjÞrnetog ser pÄ os.
»Men hvor gÄr vi egentlig hen?«siger hun og standser.
»Did,hvor De vil,bare did,hvor De vil.«
»Uf,ja,men det er sÄ kedeligtat bestemme det selv.«
Pause.
SĂ„ siger jeg,bare for at sige noget:
»Det er mÞrkt i Deres Vinduer,ser jeg.«
»Ja,da!«svarer hun livligt.»Pigen har ogsÄ fÄet fri.SÄ jeg er ganske alene hjemme.«
Vi stÄr begge to og ser opad Vinduerne i Numer 2,som om ingen af os havde set dem fÞr.
»Kan vi gÄ op til Dem,da?«siger jeg.»Jeg skal sidde nede ved DÞren hele Tiden,dersom De vil . . . .«
Men nu skalv jeg af BevÊgelseog angred meget,at jeg havde vÊret for frÊk.Hvad om hun blev vredog gik bort fra mig?Hvad om jeg aldrig fik se hende igen?à ,det elendige AntrÊk,jeg havde pÄ!Jeg vented fortvivlet pÄ Svaret.
»De skal aldeles ikke sidde nede ved DÞren,«siger hun.Hun taler ligefrem Þmtog siger akkurat disse Ord:De skal aldeles ikke sidde nede ved DÞren.
Vi gik op.
Ude pĂ„ Gangen,hvor det var mĂžrkt,tog hun min HĂ„nd og ledte mig frem.Jeg behĂžved slet ikke at vĂŠre sĂ„ stille,sagde hun,jeg kunde godt tale.Og vi kom ind.Mens hun tĂŠndte Lys âdet var ikke en Lampe,hun tĂŠndte,men et Lys âmens hun tĂŠndte dette Lys,sagde hun med en liden Latter:
»Men nu fÄr De ikke se pÄ mig.Uf,jeg er skamfuld!Men jeg skal aldrig gÞre det mer.«
»Hvad skal De aldrig gÞre mer?«
»Jeg skal aldrig . . . .uf,nej.Gud bevare mig . . . .jeg skal aldrig kysse Dem mer.«
»Skal De ikke det?«sagde jeg,og vi lo begge.Jeg strakte Armene ud efter hende,Og hun gled tilside,smutted vÊk,over pÄ den anden Side af Bordet.Vi stod og sÄ pÄ hinanden en liden Stund,Lyset stod midt imellem os.
»ForsÞg at fÄ fat pÄ mig!«sagde hun.
Og under megen LatterforsĂžgte jeg at fĂ„ fat pĂ„ hende.Mens hun sprang omkring,lĂžste hun SlĂžret opog tog Hatten af;hendes spillende Ăjne hang fremdeles ved migog vogted pĂ„ mine BevĂŠgelser.Jeg gjorde et Udfald pĂ„ny,snubled i TĂŠppet og faldt;min sĂ„re Fod vilde ikke lĂŠnger holde mig oppe.Jeg rejste mig yderlig flau.
»Gud,hvor rÞd De blev!«sagde hun.»Ja,det var ogsÄ grÊsselig kejtet.«
»Ja,det var det!«svared jeg.
Og vi begyndte pÄny at springe omkring.
»Jeg synes,De halter?«
»Ja,jeg halter kanske lidt,bare lidt forresten.«
»Sidst havde De en sÄr Finger,nu har De en sÄr Fod;det er svÊrt,sÄ mange Plager De har.«
Ȉ ,ja.â Jeg blev lidt overkĂžrtfor nogle Dage siden.«
»OverkĂžrt?Fuld da igen?Nej,Gud bevare mig,hvordan De lever,unge Mand!«Hun trued med Pegefingerenog gjorde sig alvorlig.»SĂ„ sĂŠtter vi os da!«sagde hun.»Nej,ikke der nede ved DĂžren;De er sĂ„ altfor tilbageholden;her oppe;De der og jeg her,sĂ„ ja! . . . .Uf,det er noksĂ„ kedeligt med tilbageholdne Mennesker!SĂ„ mĂ„ man sige og gĂžre alt selv,man fĂ„r ingen HjĂŠlp til noget.Nu kunde De for Eksempel gĂŠrne holdeDeres HĂ„nd pĂ„ min Stolryg,De kunde gĂŠrne fundet pĂ„ sĂ„ megetaf Dem selv,kunde De.For om jeg siger noget sligt,sĂ„ sĂŠtter De op et Par Ăjne,som om De ikke rigtig tror det,som blir sagt.Ja,det er virkelig sandt,jeg har set det flere Gange,De gĂžr det nu ogsĂ„.Men De skal bare ikke indbilde mig,at De er sĂ„ beskeden altid,nĂ„r De blot tĂžr dy Dem.De var noksĂ„ frĂŠk den Dag,da De var fuldog gik efter mig lige hjemog plaged mig med Deres Ă ndrigheder:De mister Deres Bog,FrĂžken,De mister ganske bestemt Deres Bog,FrĂžken!Ha-ha-ha!Fy,det var virkelig stygt af Dem!«
Jeg sad fortabt og sÄ pÄ hende.Mit HjÊrte slog hÞjt,Blodet spÊndte mig varmt gennem à rene.Hvilken vidunderlig Nydelse!
»Hvorfor siger De ingenting?«
»Nej,hvor De er sĂžd!«sagde jeg.»Jeg sidder simpelthen herog blir inderlig betaget af Dem,her i denne Stund inderlig betaget . . . .Der er ingen RĂ„d med det . . . .De er det besynderligste Menneske,som . . . .Stundom strĂ„ler Deres Ăjne sĂ„,jeg har aldrig set Magen,de ser ud som Blomster . . . .Hvad?Nej-nej,kanske ikke som Blomster heller,men . . . .Jeg er sĂ„ aldeles forelsket i Dem,og det er sĂ„ urimeligt . . . .Herregud,naturligvis,det nytter mig ikke det Spor . . . .Hvad hedder De?Nu mĂ„ De da virkelig sige mig,hvad De hedder . . . .«
»Nej,hvad hedder De?Gud,nu havde jeg nÊr glemt det igen!Jeg tÊnkte pÄ det i hele GÄr,at jeg skulde spÞrge Dem.Ja,det vil sige ikke i hele GÄr,men . . . .«
»Ved De,hvad jeg har kaldt Dem?Jeg har kaldt Dem Ylajali.Hvad synes De om det?En sÄdan glidende Lyd . . . .«
»Ylajali?«
»Ja.«
»Er det fremmede Sprog?«
»Hm,Nej,det er ikke det heller.«
»Ja,det er ikke stygt . . . .«
Efter lange Forhandlingersagde vi hinanden vore Navne.Hun satte sig lige ved Siden af mig i Sofaenog skÞv Stolen bort med Foden,Og vi begyndte at passiare pÄny.
»De har barberet Dem ogsÄ iaften,«sagde hun.»De ser i det hele tagetlidt bedre ud end sidst,men bare bitte lidt forresten;indbild Dem nu bare ikke . . . .Nej,sidst var De virkelig sjofel da.De gik ovenikÞbet med en fÊl Klud om Fingeren.Og i den Tilstand vilde De absolut gÄ indet Sted og drikke Vin med mig.Nej,Tak!«
»Det var altsÄ for mit misserable Udseendes Skyld,at De ikke vilde gÄ med alligevel da?«sagde jeg.
»Nej,«svared hun og sÄ ned.»Nej,det skal Gud vide,det ikke var!Jeg tÊnkte ikke pÄ det engang.«
»HÞr,«sagde jeg,»De sidder vist her i den Overtro,at jeg kan klÊde migog leve akkurat som jeg Þnsker.De?Men det kan jeg nok ikke,jeg er meget,meget fattig.«
Hun sÄ pÄ mig.
»Er De det?«sagde hun.
»Ja,jeg er det,desvÊrre.«
Pause.
»Ja,Herregud,det er jeg ogsÄ,det,«sagde hun med en frejdig BevÊgelsemed Hovedet.
Hvert af hendes Ord berused mig,traf mig i HjÊrtet som VindrÄber.Hun henrykte mig med den Vane,hun havde at lÊgge sit Hoved lidt pÄ Sidenog lytte,nÄr jeg sagde noget.Og jeg fÞlte hendes à ndedraglige op i mit Ansigt.
»Ved De,«sagde jeg,»at . . . .Men nu mÄ De ikke blive sint . . . .Da jeg gik tilsengs igÄraftes,lagde jeg denne Arm tilrette for Dem . . . .sÄledes . . . .som om De lÄ i den . . . .og sÄ sovned jeg ind . . . .«
»JasÄ?Det var vakkert!«Pause.»Men det mÄtte nu ogsÄ vÊre pÄ Frastand,De kunde gÞre sligt noget;for ellers . . . .«
»Tror De ikke,jeg kunde gÞre det ellers?«
»Nej,det tror jeg ikke.«
»Jo,af mig kan De vente alt,«sagde jeg.Og jeg lagde Armen om hendes Liv.
»Kan jeg det?«sagde hun bare.
Det Êrgred mig,stÞdte mig nÊsten,at hun holdt mig for sÄ altfor skikkelig;jeg brysted mig op,skÞd HjÊrtet op i Livetog tog hendes HÄnd.Men hun trak den ganske stilfÊrdigt tilbageog flytted sig lidt bort fra mig.Dette gjorde det atter af med mit Mod,jeg blev skamfuld og sÄ bort mod Vinduet.Jeg var alligevel sÄ altfor ynkelig der,jeg sad,jeg mÄtte blot ikke prÞve at indbilde mig noget.Det havde vÊret en anden Sag,hvis jeg havde truffet hende dengang,da jeg endnu sÄ ud som et Menneske,i mine Velmagtsdage,da jeg havde lidt at redde mig med.Og jeg fÞlte mig meget nedslagen tilmode.
»Der kan De se!«sagde hun,»nu kan De bare se:Man kan vippe Dem blot med en liden Rynke i Panden,gĂžre Dem sĂ„ flad,bare ved at flytte sig lidt bort fra Dem . . . .«Hun lo drillende,skĂžjeragtigt,med aldeles lukkede Ăjne,som om heller ikke hun holdt udat blive set pĂ„.
»Nej,men du store min!«bused jeg ud,»nu skal De bare se!«Og jeg slog Armene heftigt om hendes Skuldre.Jeg var nÊsten krÊnket.Var Pigen fra Forstanden!Tog hun mig for aldeles uerfaren!He,jeg skulde dog ved den levende . . . .Ingen skulde sige om mig,at jeg stod tilbage i dette Stykke.Det var dog Satan til Menneske!Galdt det bare at gÄ pÄ,sÄ . . . .
Hun sad ganske rolig,og hun havde Ăjnene fremdeles lukket;ingen af os talte.Jeg trykked hende hĂ„rdt ind til mig,klemte grĂ„digt hendes Krop ind til mit Bryst,og hun sagde ikke et Ord.Jeg hĂžrte vore HjĂŠrteslag,bĂ„de hendes og mine,de lĂžd som begravede Hovtramp.
Jeg kyssed hende.
Jeg vidste ikke lÊngere af mig selv,jeg sagde noget Nonsens,som hun lo ad,hvisked KÊlenavne ind i hendes Mund,klapped hende pÄ Kindet,kyssed hende mange Gange.Jeg Äbned en Knap eller to i hendes Liv,og jeg skimted hendes Bryster indenfor,hvide,runde Bryster,der titted frem som to sÞde Vidunderebag Linnedet.
»MÄ jeg fÄ se!«siger jeg,og jeg forsÞger at Äbne flere Knapper,gÞre Hullet stÞrre;men min BevÊgelse er for stÊrk,jeg kommer ingen Vej med de nederste Knapper,hvor desuden Livet strammer pÄ.»MÄ jeg bare fÄ se lidt . . . .lidt . . . .«
Hun slÄr Armen om min Hals,ganske langsomt,Þmt;hendes à nde puster mig lige i Ansigtetfra de rÞde,dirrende NÊsebor;med den anden HÄndbegynder hun selv at Äbne Knapperne,en for en.Hun ler forlegent,ler kort og ser flere Gange op pÄ mig,om jeg skal mÊrke,at hun er bange.Hun lÞser BÄndene op,hÊgter op Korsettet,er henrykt og Êngstelig.Og jeg fingrer med mine grove HÊnderved disse Knapper og BÄnd . . . .
Forat aflede OpmÊrksomheden fra,hvad hun gor,stryger hun mig med sin venstre HÄndover Skulderen og siger:
»Hvilken MÊngde lÞse HÄr der ligger!«
»Ja,«svarer jegog vil trĂŠnge indtil hendes Bryst med min Mund.Hun ligger i dette Ăjeblik med ganske Ă„bne KlĂŠder.Pludselig er det som om hun besinder sig,som om hun synes at have gĂ„et for vidt;hun dĂŠkker sig atter tilog rejser sig lidt op.Og forat skjule sin Forlegenhedmed de Ă„bne KlĂŠder,giver hun sig atter til at taleom den MĂŠngde affaldne HĂ„r,der lĂ„ pĂ„ mine Skuldre.
»Hvor kan det vÊre,at HÄret falder sÄ af Dem?«
»Ved ikke!«
Ȉ ,De drikker naturligvis formeget,og kanske âFy,jeg vil ikke sige det!De mĂ„tte skamme Dem!Nej,det havde jeg ikke troet om Dem!At De,som er sĂ„ ung,allerede mister HĂ„ret! . . . .Nu skal De vĂŠrsĂ„god fortĂŠlle mig,hvorledes De egentlig lever Deres Liv hen.Jeg er sikker pĂ„,det er frygteligt!Men bare Sandhed,forstĂ„r De,ikke nogen Udflugter!Jeg skal nok forresten se det pĂ„ Dem,om de vil skjule noget.SĂ„,fortĂŠl nu!«
»Ja,lad mig fÄ kysse Dem pÄ Brystet fÞrst,sÄ.«
»Er De gal?SÄ,begynd nu!«
»Nej,kÊre,lad mig nu fÄ Lov til det fÞrst!«
»Hm.Nej,ikke fÞrst . . . .Siden kanske . . . .Jeg vil hÞre,hvad De er for et Menneske . . . .à ,jeg er sikker pÄ,det er forfÊrdeligt!«
Det pinte mig ogsĂ„,at hun skulde tro det vĂŠrste om mig,jeg var bange for at stĂžde hende helt bort,og jeg holdt ikke ud den Mistanke,hun havde om mit Levnet.Jeg vilde rense mig i hendes Ăjne,gĂžre mig vĂŠrdig til hende,vise hende,at hun sad ved en pĂ„ det nĂŠrmesteengleren Persons Side.Herregud,jeg kunde jo tĂŠlle pĂ„ Fingernemine Fald til Dato.
Jeg fortalte,jeg fortalte alt,og jeg fortalte bare Sandhed.Jeg gjorde intet vÊrre end det var,det var ikke min Agtat vÊkke hendes Medlidenhed;jeg sagde ogsÄ,at jeg havde stjÄlet fem Kroner en Aften.
Hun sad og lytted med gabende Mund,bleg,bange,aldeles forstyrret i de blanke Ăjne.Jeg vilde gĂžre det godt igen,sprede det triste Indtryk,jeg havde gjort,og strammed mig op:
»Det er jo over nu!«sagde jeg;»det kan ikke vÊre Tale om sligt noget lÊnger;nu er jeg bjÊrget . . . .«
Men hun var meget forsagt.»Gud bevare mig!«sagde hun bare og taug.Hun sagde dette med korte Mellemrumog taug hver Gang igen.»Gud bevare mig!«
Jeg begyndte at spĂžge,tog hende i Siden,forat kildre hende,lĂžfted hende op til mit Bryst.Hun havde atter knappet Kjolen igen;dette ĂŠrgred mig en Smule,sĂ„red mig ligefrem.Hvorfor skulde hun knappe Kjolen igen?Var jeg i hendes Ăjne mer uvĂŠrdig nu,end om jeg selv havde forskyldt,at mit HĂ„r faldt af?Vilde hun have syntes bedre om mig,hvis jeg havde gjort mig til en Udhaler? . . . .Ikke noget Sludder.Det galdt bare at gĂ„ pĂ„!Og hvis det bare galdt at gĂ„ pĂ„,sĂ„ ved den levende . . . .
Jeg lagde hende ned,lagde hende simpelthen ned i Sofaen.Hun stred imod,ganske lidt forresten,og sÄ forbauset ud.
»Nej . . . .hvad vil De?«sagde hun.
»Hvad jeg vil?!«
He,hun spurgte,hvad jeg vilde!GÄ pÄ,vilde jeg,gÄ lige pÄ!Det var ikke bare pÄ Frastand,jeg havde det med at gÄ pÄ;det var ikke min Art og Beskaffenhed af Menneske.Jeg gjorde i at vÊre Karl for min Hatog ikke slÄes flad af en Rynke i Panden.Nej-nej,san,jeg havde endnu aldrig gÄetmed uforrettet Sag fra en sÄdan AffÊre . . . .
Og jeg gik pÄ.
»Nej . . . .nej,men . . . .?«
Jo,mente jeg,det var Meningen det!
»Nej,hÞrer De!«rÄbte hun.Og hun lagde til disse sÄrende Ord:»Jeg kan jo ikke vÊre tryg for,at De ikke er vanvittig.«
Jeg holdt uvilkÄrlig lidt inde,og jeg sagde:
»Det mener De ikke!«
»Jo,ved Gud,De ser sĂ„ rar ud!Og den Formiddag,De forfulgte mig, âDe var altsĂ„ ikke fuld dengang?«
»Nej.Men da var jeg jo ikke sulten heller,jeg havde netop spist . . . .«
»Ja,sÄ meget vÊrre var det.«
»Vilde De heller,at jeg skulde vÊret fuld?«
»Ja . . . .Hu,jeg er bange for Dem!Herregud,kan De nu ikke slippe!«
Jeg tĂŠnkte mig om.Nej,jeg kunde ikke slippe.Ikke noget forbandet PĂŠrevĂŠven silde Aftenstund pĂ„ en Sofa!Op med Flonellen!He,hvilke Udflugter fandt man ikke pĂ„at komme med i et sligt Ăjeblik!Som om jeg ikke vidste,at det var bare Undselighed altsammen!Da mĂ„tte jeg vĂŠre grĂžn!SĂ„ stille nu!Ikke noget TĂžv!Leve Kongen og FĂŠdrelandet! . . . .
Hun stritted besynderlig stÊrkt imod,altfor stÊrkt til bare at stritte imodaf Undselighed.Jeg kom som af Vanvaretil at stÞde Lyset overende,sÄ det slukned,hun gjorde fortvivlet Modstand,udstÞdte endog et lidet Klynk.
»Nej,ikke det,ikke det!Hvis De vil sÄ skal De heller fÄ kysse migpÄ Brystet.KÊre,snille . . . .«
Jeg standsed Þjeblikkelig.Hendes Ord lÞd sÄ forfÊrdede,hjÊlpelÞse,jeg blev inderlig slagen.Hun mente at byde mig en Erstatningved at give mig Lov tilat kysse hendes Bryst!Hvor det var skÞnt,skÞnt og enfoldigt!Jeg kunde faldt ned og knÊlet for hende.
»Men,kÊre,vene!«sagde jeg aldeles forvirret,»jeg forstÄr ikke . . . .jeg begriber virkelig ikke,hvad dette er for en Slags Spil . . . .«
Hun rejste sig og tÊndte atter Lysetmed rystende HÊnder;jeg sad tilbage pÄ Sofaenog foretog mig ingenting.Hvad vilde nu ske?Jeg var i Grunden meget ilde tilmode.
Hun kasted Ăjnene hen pĂ„ VĂŠggen,hen til Klokken,og for sammen.
»Uf,nu kommer Pigen snart!«sagde hun.Dette var det fÞrste,hun sagde.
Jeg forstod denne Hentydning og rejste mig.Hun tog efter KÄben,som forat klÊde den pÄ,men betÊnkte sig,lod den liggeog gik bort til Kaminen.Hun var blegog blev mer og mer urolig.Forat det dog ikke skulde se ud,som om hun viste mig DÞren,sagde jeg:
»Var han MilitÊr Deres Far?«og samtidig gjorde jeg mig istand til at gÄ.
Ja,han var MilitĂŠr.Hvoraf vidste jeg det?
Jeg vidste det ikke,det faldt mig bare ind.
Det var besynderligt!
Ă ,ja.Det var enkelte Steder,jeg kom,hvor jeg fik det med Anelser.He-he,det hĂžrte med til mit Vanvid,det . . . .
Hun sÄ hurtig op,men svared ikke.Jeg fÞlte,at jeg pinte hende med min NÊrvÊrelse,og vilde gÞre kort Proces.Jeg gik til DÞren.Vilde hun ikke kysse mig mer nu?Ikke engang rÊkke mig HÄnden?Jeg stod og vented.
»Skal De gÄ nu da?«sagde hun,og hun stod endda stille borte ved Kaminen.
Jeg svared ikke.Jeg stod ydmyget og forvirretog sĂ„ pĂ„ hende,uden at sige noget.Hvorfor havde hun da ikke ladet mig i Fred,nĂ„r det ikke kunde blive til noget?Hvad gik der af hende i dette Ăjeblik?Det lod ikke til at angĂ„ hende,at jeg stod fĂŠrdig til at gĂ„;hun var pĂ„ en Gang aldeles tabt for mig,og jeg ledte efter noget at sige hendetil Afsked,et tungt,dybt Ord,som kunde ramme hendeog mĂ„ske imponere hende lidt.Og stik imod min faste Beslutning,sĂ„ret,istedetfor stolt og kold,urolig,fornĂŠrmet,gav jeg mig ligefrem til at taleom UvĂŠsentligheder;det rammende Ord kom ikke,jeg bar mig yderst tankelĂžst ad.
Hvorfor kunde hun ikke lige sÄ godt sigeklart og tydeligt,at jeg skulde gÄ min Vej?spurgte jeg.Jo,jo,hvorfor ikke?Det var ikke vÊrdt at genere sig.Istedetfor at minde mig om,at Pigen snart vilde komme hjem,kunde hun ogsÄ simpelthen have sagt fÞlgende:Nu mÄ De forsvinde,for nu skal jeg gÄ og hente min Mor,og jeg vil ikke have Deres FÞlge nedad Gaden.SÄ,det var ikke det,hun havde tÊnkt pÄ?à ,jo,det var nok alligevel det,hun havde tÊnkt pÄ;det forstod jeg straks.Der skulde sÄ lidet til,forat sÊtte mig pÄ Spor;bare den MÄden,hvorpÄ hun havde taget efter KÄbenog atter ladet den ligge,havde overbevist mig med en Gang.Som sagt,jeg havde det med Anelser.Og der var vel kanske ikke sÄ meget Vanvidi det i Grunden . . . .
»Men,Herregud,tilgiv mig nu for det Ord!Det slap mig af Munden!«rÄbte hun.Men hun stod fremdeles stilleog kom ikke hen til mig.
Jeg var ubÞjelig og fortsatte.Jeg stod der og sludred vÊkmed den pinlige Fornemmelse,at jeg keded hende,at ikke et eneste af mine Ord traf,og alligevel holdt jeg ikke op:I Grunden kunde man jo vÊreet temmelig ÞmtÄligt Gemyt,om man ikke var gal,mente jeg;der var Naturer,som nÊred sig af Bagatellerog dÞde bare for et hÄrdt Ord.Og jeg lod underforstÄ,at jeg havde en sÄdan Natur.Sagen var den,at min Fattigdom havde i den GradskÊrpet visse Evner i mig,at det voldte mig ligefrem Ubehageligheder,ja,jeg forsikrer Dem ligefrem Ubehageligheder,desvÊrre.Men det havde ogsÄ sine Fordele,det hjalp mig i visse Situationer.Den fattige intelligente var langt finere Iagttagerend den rige intelligente.Den fattige ser sig om for hvert Skridt,han tager,lytter mistÊnksomt til hvert Ord,han hÞrer af de Mennesker,han trÊffer;hvert Skridt,han selv tager,stiller sÄledes hans Tanker og FÞlelseren Opgave,et Arbejde.Han er lydhÞr og fÞlsom,han er en erfaren Mand,hans SjÊl har BrandsÄr . . . .
Og jeg talte rigtig lÊnge om disse BrandsÄr,som min SjÊl havde.Men jo lÊnger jeg talte,des uroligere blev hun;tilsidst sagde hun:»Herregud!«et Par Gange i Fortvivlelseog vred sine HÊnder.Jeg sÄ godt,at jeg plaged hende,og jeg vilde ikke plage hende,men gjorde det alligevel.Endelig mente jeg at have fÄet sagt hendei grove TrÊk det nÞdvendigste af,hvad jeg havde at sige,jeg blev greben af hendes fortvivlede Blikog rÄbte:
»Nu gĂ„r jeg!Nu gĂ„r jeg!Kan De ikke se,at jeg allerede har HĂ„nden pĂ„ LĂ„sen?Farvel!Farvel,siger jeg!De kunde dog gĂŠrne svare mig,nĂ„r jeg siger Farvel to Gangeog stĂ„r fiks og fĂŠrdig til at gĂ„.Jeg beder ikke engang om at fĂ„ trĂŠffe Dem igen,for det vil pine Dem;men sig mig:Hvorfor lod De mig ikke vĂŠre i Fred?Hvad har jeg gjort Dem?Jeg gik dog ikke ivejen for Dem nu;vel?Hvorfor vender De Dem pludselig bort fra mig,som om De slet ikke kendte mig mer?Nu har De ribbet mig sĂ„ inderlig blank,gjort mig endda mere usselend jeg var nogensinde.Herregud,men jeg er jo ikke vanvittig,De ved meget godt,nĂ„r De vil tĂŠnke Dem om,at der er ingenting,som fejler mig nu.Kom nu da og rĂŠk mig HĂ„nden!Eller lad mig fĂ„ Lov til at komme til Dem!Vil De det?Jeg skal ikke gĂžre Dem noget ondt,jeg vil bare knĂŠle for Dem et Ăjeblik,knĂŠle ned pĂ„ Gulvet der foran Dem,blot et Ăjeblik;mĂ„ jeg?Nej,nej,sĂ„ skal jeg ikke gĂžre det,jeg ser,De blir bange,jeg skal ikke,skal ikke gĂžre det,hĂžrer De.Herregud dog,hvorfor blir De sĂ„ forfĂŠrdet?Jeg stĂ„r jo stille,jeg rĂžrer mig ikke.Jeg vilde have knĂŠlet ned pĂ„ TĂŠppet et Minut,just der,pĂ„ den rĂžde Farve lige ved deres FĂždder.Men De blev bange,jeg kunde straks se det pĂ„ Deres Ăjne,at De blev bange,derfor stod jeg stille.Jeg gjorde ikke et Skridt,da jeg bad Dem derom;vel?Jeg stod lige sĂ„ urĂžrlig som nu,nĂ„r jeg viser Dem det Sted,hvor jeg vilde knĂŠlet for Dem,der borte pĂ„ den rĂžde Rose i TĂŠppet.Jeg peger ikke med Fingeren engang,jeg peger slet ikke,jeg lader det vĂŠre,for ikke at forskrĂŠkke Dem,jeg nikker bare og ser derhen,sĂ„ledes!Og De forstĂ„r meget godt,hvilken Rose,jeg mener,men De vil ikke tillade mig at knĂŠle der;De er bange for migog tĂžr ikke komme mig nĂŠr.Jeg begriber ikke,at De kan bringe over Deres HjĂŠrteat kalde mig gal.Ikke sandt,De tror det heller ikke lĂŠnger?Det var engang i Sommer,for lĂŠnge siden,da var jeg gal;jeg arbejded for hĂ„rdtog glemte at gĂ„ til Middags i ret Tid,nĂ„r jeg havde meget at tĂŠnke pĂ„.Det hĂŠndte Dag efter Dag;jeg burde have husket det,men jeg glemte det stadig vĂŠk.Ved Gud i Himlen,det er sandt!Gud lade mig aldrig komme levende fra dette Sted,hvis jeg lyver!Der kan De se,De gĂžr mig Uret.Det var ikke af Trang,jeg gjorde det;jeg har Kredit,stor Kredit,hos Ingebret og Gravesen;jeg gik ogsĂ„ ofte med mange Penge i Lommenog kĂžbte alligevel ikke Mad,fordi jeg glemte det.HĂžrer De der!De siger ikke noget,De svarer ikke,De gĂ„r aldeles ikke bort fra Kaminen,De stĂ„r bare og venter pĂ„,at jeg skal gĂ„ . . . .«
Hun kom hurtigt henimod migog rakte sin HĂ„nd frem.Jeg sĂ„ fuld af Mistro pĂ„ hende.Gjorde hun det ogsĂ„ med noget let HjĂŠrte?Eller gjorde hun det blot,forat blive af med mig?Hun lagde sin Arm om min Hals,hun havde TĂ„rer i Ăjnene.Jeg stod bare og sĂ„ pĂ„ hende.Hun rakte sin Mund frem;jeg kunde ikke tro hende,det var ganske bestemt et Offer,hun bragte,et Middel til at fĂ„ en Ende pĂ„ det.
Hun sagde noget,det lÞd for mig som:»Jeg er glad i Dem alligevel!«Hun sagde det meget lavt og utydeligt,mÄske hÞrte jeg ikke rigtig,hun sagde kanske ikke just de Ord;men hun kasted sig heftigt om min Hals,holdt begge Armene om min Hals en liden Stund,strakte sig endog en Smule pÄ TÊerne,forat rÊkke godt op,og stod sÄledes mÄske et helt Minut.
Jeg var bange for,at hun tvang sig selv til at vise denne Ămhed,jeg sagde blot:
»Hvor De er dejlig nu!«
Mer sagde jeg ikke.Jeg omfavned hende voldsomt,trÄdte tilbage,stÞdte til DÞrenog gik baglÊnds ud.Og hun stod igen derinde.
THIRD PART
A week went byin splendour and joy.
I was over the worst of itthis time as well;I had food every day,my spirits rose,and I had one ironafter another in the fire.I had three or four treatisesunderwaythat plundered my poor brainof every spark,every thoughtthat arose within it,and it seemed to methat things were going better than before.The last article,for which I had run so many errandsand in which I had placed so much hope,had already been returned to meby the editor,and I had destroyed it at once,angry,insulted,without reading it through again.For the future, I would trya different paper,to open up more avenues for myself.In the worst case,if that did not help either,I had the ships to resort to;âThe Nunâ lay ready to saildown by the quay,and I could perhaps work my passage on herto Archangel,or wherever it wasshe was bound.So I did not lack for prospectsin many quarters.
The last crisis had treated merather harshly;I began to lose my hair in great quantities,the headaches were also very grievous,especially in the morning,and my nervousness would not relent.I sat during the day and wrotewith my hands wrapped in cloths,simply because I could not bearmy own breath against them.When Jens Olaj slammed the stable door hardbelow me,or a dog came into the backyardand began to bark,it pierced me to the marrowlike cold stabsthat struck me everywhere.I was quite worn down.
Day after day I toiled with my work,barely allowing myself timeto swallow my foodbefore I sat down to write again.During that time, both the bedand my little rickety deskwere inundated with notesand written-on pages,which I worked on alternately,adding new thingsthat might occur to me in the course of the day,striking through,freshening up the dead spotswith a colourful word here and there,wrestling my way forward sentence by sentencewith the greatest difficulty.One afternoon, one of my articleswas finally finished,and I put it in my pocket, happy and glad,and made my way up to âthe Commander.âIt was high timeI made arrangements for some money again;I did not have many Ăžre left.
The Commander asked me to sit for a moment,then he would be right with meâŠand he wrote on.
I looked around the small office:busts,lithographs,clippings,an immense wastepaper basketthat looked as if it could swallow a man,hide and hair.I felt a sadness of spiritat the sight of this monstrous maw,this dragonâs mouththat always stood open,always ready to receivenew rejected worksânew crushed hopes.
âWhat is todayâs date?âthe Commander said suddenlyfrom his desk.
âThe 28th,âI replied,glad to be of service to him.
âThe 28th.âAnd he continued to write.At last he put a couple of letters in envelopes,sent some papers over into the basket,and laid down his pen.Then he swung around in his chairand looked at me.When he noticedthat I was still standing by the door,he made a gesture with his hand, half serious,half jocular,and pointed to a chair.
I turned awayso that he would not seeI had no waistcoat onwhen I opened my coatand took the manuscript from my pocket.
âIt is only a small characterisationof Correggio,âI said,âbut it is probably not written in such a way,unfortunately,thatâŠâ
He took the papers from my handand began to leaf through them.He turned his face towards me.
So this was how he lookedat close quarters,this manwhose name I had heardin my earliest youth,and whose paper had hadthe greatest influence on methrough the years.His hair is curlyand his handsome brown eyesa little restless;he has a habitof sniffing a little now and then.A Scottish minister could not look milderthan this dangerous writer,whose words had always left bloody weltswherever they fell.A peculiar feelingof fear and admirationtook hold of me before this man;I was on the verge of tears,and I involuntarily took a step forwardto tell himhow dearly I held himfor allhe had taught me,and to beg him not to do me any harm;I was but a poor wretchwho had it badly enough as it wasâŠ
He looked upand folded my manuscript slowly,while he sat and thought.To make it easier for him to give mea refusal,I held out my hand a littleand said:
âOh, no,it is of no use, of course?âAnd I smiled,to give the impression of taking it lightly.
âEverything we can use must be very popular,âhe replied;âyou knowwhat sort of readership we have.But can you not take itand make it a little simpler?Or think of something elsethat people will better understand?â
His considerateness astonished me.I understoodthat my article was rejected,and yet I could not have receiveda more handsome refusal.So as not to take up more of his time,I replied:
âYes, indeed,I can do that.â
I went to the door.Hm.He must excuse mefor having detained him with thisâŠI bowed and took hold of the doorknob.
âIf you need it,âhe said,âyou can have a little in advance.You can write for it, you know.â
Now, he had seenthat I was no good at writing,so his offer humbled me a little,and I answered:
âNo, thank you,I can manage for a while yet.I thank you very much all the same.Farewell!â
âFarewell!âreplied the Commander,turning at that same momentback to his desk.
He had, for all that, treated mewith undeserved kindness,and I was grateful to him for it;I would also know how to appreciate it.I resolved not to go to him againuntil I could bring a workwith which I was entirely satisfied,which might astonish the Commander a littleand make him grant me ten kronerwithout a momentâs thought.And I went home againand took up my writing once more.
In the following evenings,when the clock struck about eightand the gas was already lit,the following regularly happened to me:
As I came out of my gateway,to venture out for a stroll about the streets after the dayâs toil and troubles,a lady in black stoodby the gas lamp just outside the gateand turned her face towards me,following me with her eyesas I passed her.I noticedthat she always wore the same attire,the same dense veilthat hid her faceand fell down upon her breast,and in her hand a little umbrellawith an ivory ring in its handle.
It was already the third eveningI had seen her there,always in the very same spot;as soon as I had passed her,she turned slowlyand walked down the street,away from me.
My nervous mind put out its feelers,and I immediately had the unreasonable inklingthat it was Iher visits concerned.I was at last on the verge ofaddressing her,asking herif she was looking for someone,if she needed my help with something,if I might escort her home,as poorly dressed as I unfortunately was,protect her in the dark streets;but I had a vague fearthat it might perhaps cost something,a glass of wine,a carriage ride,and I had no money at all anymore;my desolately empty pocketshad too dispiriting an effect on me,and I did not even have the courageto look at her a little sharplywhen I walked past.Hunger had again begun to ravage me;I had had no foodsince last evening.It was not a long time;I had often been able to endure for several days;but I had begun to waste away alarmingly.I could not starve as well as before;a single day could now almost make me dazed,and I suffered from constant vomitingas soon as I drank water.In addition,I lay freezing at night,lay in the same full set of clothesI stood and walked in by day,and froze blue,chilled to the bone each eveningwith shiversand grew stiff in my sleep.The old blanketcould not keep the draught out,and I would wake in the morningto find my nose congestedfrom the rank, frosty airthat seeped in from outside.
I walked along the streets,thinkinghow I should manageto keep myself goinguntil I finished my next article.If only I had a candle,I would try to push on through the night;it would take a couple of hoursif I could just get into a proper rhythm;tomorrow I could then approachthe Commander again.
Was it not as if the veryeternal devil himself were at work,that there would never be an endto my adversities!With long,furious strides,with my coat collar brutally turned up at my neckand my hands clenched in my trouser pockets,I walked and cursedmy unlucky star the whole way.Not a truly carefree momentin sevenor eight months,not enough food for my needsfor even one short week,before destitution again brought me to my knees.And here, in the midst of this misery, I had even gone aboutbeing honest,he-he,honest to the core!God preserve me,how foolish I had been!And I began to recount to myselfhow I had even gone aboutwith a guilty consciencebecause I had once takenHans Pauliâs blanket to the pawnbroker.I laughed scornfully at my tender probity,spat contemptuously in the street,and could find no words strong enoughto mock myselffor my stupidity.It should only have been now!If at this moment I founda schoolgirlâs savings on the street,a poor widowâs last Ăžre,I would pick it upand put it in my pocket,steal it with deliberate intentand sleep as soundly as a stoneall night afterwards.I had not for nothingsuffered so unspeakably much;my patience was at an end,I was prepared for whatever might come.
I walked around the Palacethreeor four times,then decided to turn for home,made one more little detour into the Park,and finally walked back down Karl Johan street.
The time was about eleven oâclock.The street was rather dark,and people were wandering about everywhere,quiet couples and noisy clusters mingled together.The great hour had arrived,the mating time,when the secret traffic proceedsand the joyous adventures begin.Rustling girlsâ skirts,a short,sensual laugh here and there,heaving bosoms,vehement,panting breaths;far down by the Grand a voicecalling:âEmma!âThe whole street was a swampfrom which hot vapours arose.
I involuntarily sounded my pocketsfor two kroner.The passionthat quivered in the movements of every passer-by,the dim light of the gas lamps themselves,the still,pregnant night,all of it began to assail me;this airfilled with whispers,embraces,trembling confessions,half-spoken words,little squeals;some cats were making love with loud criesinside Blomqvistâs gateway.And I did not have two kroner.It was a misery,a wretchedness without equalto be so impoverished!What a humiliation,what a disgrace!And I again came to think ofa poor widowâs last mite,which I would have stolen,a schoolboyâs cap or handkerchief,a beggarâs food pouch,which I would have taken without ceremonyto the rag-and-bone man and squandered.To console myselfand make amends,I began to inventall manner of faultsin these happy peoplewho glided past me;I shrugged my shoulders angrilyand looked at them with disdainas they passed,pair by pair.These easily satisfied,sweet-eating students,who thought they were cutting a European dashwhen they got to pat a seamstress on the stomach!These young gentlemen,bankers,wholesalers,boulevard lions,who did not even scorn seamenâs wives,the fat ladybirds of the Cattle Market,who would fall intothe first available gatewayfor a stein of beer!What sirens!The place at their side was still warmfrom a fireman or a stable-handfrom last night;the throne was always just as vacant,just as wide open,please,ascend!âŠI spat far along the pavement,not caringif it might hit someone,angry,filled with contempt for these peoplewho rubbed up against each otherand coupled right before my eyes.I lifted my headand felt within myselfthe blessing of being able to keep my path clean.
At Storting Square, I met a girlwho stared very fixedly at meas I came alongside her.
âGood evening!âI said.
âGood evening!âShe stopped.
Hm.Was she out walking so late?Was it not a little riskyfor a young lady to be walking on Karl Johanat this time of night?No?Well,but was she never addressed,molested,I mean, to put it plainly,asked to go home with someone?
She stared at me in wonder,examining my face,as if to fathom what I could mean by this.Then she suddenly put her handunder my armand said:
âLetâs go, then!â
I went along.When we had walked a few stepspast the cabs,I stopped,freed my arm and said:
âListen, my friend,I donât own an Ăžre.âAnd I prepared to go on my way.
At first she would not believe me;but when she had feltin all my pocketsand found nothing,she grew annoyed,tossed her head,and called me a cold fish.
âGoodnight!âI said.
âWait a minute!âshe cried.âAre those gold spectaclesyou have?â
âNo.â
âWell,then go to the devil!â
And I went.
A moment later she came running after meand called to me again.
âYou can come with me anyway,âshe said.
I felt humbled by this offerfrom a poor street girl,and I said no.Besides, it was late at night,and I had to be somewhere;she could not afford such sacrifices either.
âYes,now I want you to come with me.â
âBut I will not go on that basis.â
âYou must be going to someone else, of course,âshe said.
âNo,âI replied.
But I had the feelingthat I stood in a pitiful positionbefore this peculiar girl,and I decided to save face.
âWhat is your name?âI asked.âMarie?Well now!Listen here,Marie!âAnd I began to explainmy conduct.The girl grew more and more surprised as I went on.So, had she thoughtthat I, too, was one of thosewho walked the streets in the eveningspicking up little girls?Did she really believe something so wicked of me?Had I perhaps said anything improper to herfrom the beginning?Did one behaveas I did,when one had ill intentions?In short,I had spoken to herand accompanied her those few stepsto seehow far she would take it.Besides, my name was so-and-so.Reverend so-and-so.Goodnight!Go, and sin no more!
With that, I left.
I rubbed my hands in delightat my clever inventionand spoke aloud to myself.What a joy it was to go aboutdoing good deeds!I had perhaps given this fallen creaturea push towards redemption for the rest of her life!Saved her once and for allfrom corruption!And she would appreciate itwhen she had had time to reflect on it,even remember me on her deathbedwith a heart full of thanks.Oh,it paid to be honest after all,honest and righteous!
My mood was absolutely brilliant;I felt fresh and brave enoughfor anything.If only I had had a candle,I might have finished my article!I walked along, dangling my new gate key in my hand,humming,whistling,and pondering a way to get a light.There was no other recourse;I would have to take my writing materials down,out into the street,under the gas lamp.And I opened the gateand went up for my papers.
When I came down again,I locked the gate from the outsideand positioned myself in the lamplight.It was quiet everywhere;I heard only the heavy,clinking footsteps of a constabledown the cross-street,and far away,in the direction of St.Hanshaugen,a dogbarking.There was nothingto disturb me;I pulled my coat collar up over my earsand set myself to think with all my might.It would help me so splendidlyif I were so lucky as to finishthe conclusion of this little treatise.I was at a rather difficult point;there was to be a quite imperceptible transitionto something new,then a muted,gliding finale,a long rumblingthat was finally to end in a climaxas steep,as shocking as a gunshot,or as the sound of a mountaincollapsing.Full stop.
But the words would not come to me.I read the whole piece throughfrom the beginning,read each sentence aloud,and I could not gather my thoughtsfor this dazzling climax at all.While I stood working at this,the constable, to make matters worse, came walking upand positioned himself in the middle of the streeta little way from me,spoiling my entire mood.What business was it of hisif I at this moment was standingand writing a brilliant climaxto an article for the Commander?Good Lord,how utterly impossible it was for meto keep my head above water,no matter what I tried!I stood there for an hour or so,the constable went his way,the cold began to grow too severefor standing still.Disheartened and dejected by the new wasted attempt,I finally opened the gate againand went up to my room.
It was cold up there,and I could barely see my windowin the thick darkness.I felt my way to the bed,took off my shoes, and sat downto warm my feetbetween my hands.Then I lay down,as I had donefor a long time,just as I was,in my full set of clothes.
***
The next morning, I sat up in bedas soon as it grew lightand took up my article again.I sat in this position until noon,by which time I had producedtenor twenty lines.And I still had not reached the finale.
I got up,put on my boots,and began to paceback and forth on the floorto get warm.There was frost on the windows;I looked out,it was snowing,down in the backyard a thick layer of snow layover the cobblestones and the water pump.
I pottered about my room,making aimless trips back and forth,scraping the walls with my fingernails,resting my forehead gently against the door,tapping the floor with my index fingerand listening intently,all without any purpose,but quietly and thoughtfully,as if it were a matter of importanceI was attending to.And all the while I said aloud,time after time,so that I heard it myself:But good God,this is madness!And I carried on just the same.After a long time had passed,perhaps a couple of hours,I pulled myself together forcefully,bit my lip,and braced myselfas best I could.There had to be an end to this!I found a wood splinter to chew onand sat down resolately to write again.
A couple of short sentences came into beingwith great difficulty,a score of poor wordsthat I wrung forth by force,just to move forward.Then I stopped;my head was empty,I had no more strength.And as I could get no further at all,I sat and staredwith wide-open eyes at these last words,this unfinished page,gaping at these strange,trembling lettersthat bristled up from the paperlike small, hairy animals,and in the end I understood none of it,I thought of nothing.
Time passed.I heard the traffic in the street,the clatter of wagons and hooves;Jens Olajâs voice rose up to me from the stablewhen he shouted at the horses.I was utterly listless;I sat and smacked my lips a little,but otherwise did nothing.My chest was in a sorry state.
It began to grow dim;I slumped more and more,grew tired, and lay back on the bed.To warm my hands a little,I ran my fingers through my hair,back and forth,criss-cross;little tufts came away,loose wispsthat settled between my fingersand flowed out over the pillow.I did not think anything of it just then;it was as if it did not concern me,I had enough hair left anyway.I tried again to shake myself outof this strange stuporthat glided through all my limbs like a mist;I sat up,beat my knees with the flat of my hand,coughed as hardas my chest allowedâand I fell back again.Nothing helped;I died away helplesslywith open eyes,staring straight up at the ceiling.At last I stuck my forefinger in my mouthand began to suck on it.Something began to stir in my brain,a thoughtthat was rooting its way out in there,a stark-mad notion:What if I bit it?And without a momentâs thought,I squeezed my eyes shutand clenched my teeth.
I sprang up.At last I was awake.A little blood trickled from my finger,and I licked it off as it came.It did not hurt much,nor was the wound large;but I had at once been brought back to myself.I shook my headand went to the window,where I found a clothwhich I wrapped around the wound.While I stood busying myself with this,my eyes filled with water;I wept quietly to myself.This gaunt,bitten fingerlooked so sorrowful.God in heaven,what had I come to now!
The darkness grew thicker.It was perhaps not impossiblethat I could write my finaleduring the evening,if only I had a candle.My head had become clear again.Thoughts came and went as usual,and I was not suffering particularly;I did not even feel the hunger as badlyas a few hours ago,I could certainly hold out until the next day.Perhaps I could get a candle on credit for the time beingif I went to the grocerâsand explained my situation.I was so well known down there;in the good days,while I could still afford it,I had bought many a loaf in that shop.There was no doubtthat I would get a candleon my honest name.And for the first time in a long while,I set about brushing my clothes a little,even removing the loose hairs from my coat collar,as far as it was possible in the dark;then I fumbled my way down the stairs.
When I came out onto the street,it occurred to methat I should perhaps ask for a loaf of bread instead.I became doubtful,stopped, and thought it over.By no means!I finally answered myself.I was unfortunately not in a stateto tolerate food now;the same old story would then repeat itselfwith visions and sensationsand mad fancies,my article would never be finished,and it was important to get to the Commanderbefore he forgot me again.By no means possible!And I decided on a candle.With that, I went into the shop.
A woman was standing at the countermaking purchases;several small packagesin different kinds of paper lay beside her.The clerk,who knew meand knewwhat I usually bought,left the woman and without further ado wrappeda loaf of bread in a newspaperand placed it before me.
âNoâit was actually a candle this evening,âI said.I said it very quietly and humbly,so as not to annoy himand spoil my prospect of getting the candle.
My answer bewildered him;he was quite flusteredby my unexpected words.It was the first timeI had requested anything other than bread from him.
âWell,youâll have to wait a moment then,âhe said finally,and occupied himself with the woman again.
She got her things,paid,handed over a five-kroner coin,from which she received change,and left.
Now the clerk and I were alone.
He said:
âRight,so it was a candle then.âAnd he tore open a packet of candlesand took one out for me.
He looked at me,and I looked at him;I could not get my requestover my lips.
âOh yes,thatâs right,youâve paid,âhe said suddenly.He simply saidthat I had paid;I heard every word.And he began to count out silver coins from the drawer,krone after krone,shiny,fat coinsâhe was giving change for five kroner again.
âHere you are!âhe said.
Now I stood and looked at these coinsfor a second;I sensedthat something was wrong,I did not reflect,did not think of anything at all,just fell into a dazeover all this wealththat lay gleaming before my eyes.And I mechanically gathered up the coins.
I stood there before the counter,dumb with astonishment,stricken,annihilated;I took a step towards the doorand stopped again.I fixed my gazeon a certain point on the wall;a little bell hung therein a leather collar,and below ita bundle of string.And I stood and stared at these things.
The clerk,who thoughtI wanted to strike up a chatsince I was taking my time,said,as he arranged some wrapping paperthat was strewn about the counter:
âIt looks as thoughwe shall have winter now.â
âHm.Yes,âI answered,âit looks as thoughwe shall have winter now.It looks like it.âAnd a moment later I added:âOh, yes,itâs not too soon.â
I heard myself speak,but perceived every wordI saidas if it came from another person;I spoke quite unconsciously,involuntarily,without feeling it myself.
âYes,do you really think so?âsaid the clerk.
I put the hand with the money in my pocket,took hold of the latch,and left;I heard myselfsay goodnight,and the clerk reply.
I had gone a couple of steps from the doorwhen the shop door was torn openand the clerk shouted after me.I turned around,without surprise,without a trace of fear;I just gathered the coins together in my handand prepared to give them back.
âHere you are,youâve forgotten your candle,âsaid the clerk.
And I wandered down the street again,carrying the candle in my hand.
My first rational thoughtconcerned the money.I went over to a lamp postand counted it again,weighed it in my hand,and smiled.So I was gloriously helped after all,magnificently,wonderfully helpedfor a long,long time!And I put my handwith the money back in my pocketand walked on.
Outside an eatery in Storgaden,I stopped and considered, coolly and calmly,whether I should dare to enjoya little supper right away.I heard the clatter of plates and knives from within,and the sound of meatbeing pounded;this became too strong a temptation for me,and I entered.
âA beefsteak!âI said.
âA beefsteak!âthe girl called out through a hatch.
I sat downat a small table by myselfjust inside the doorand began to wait.It was a little darkwhere I sat;I felt quite well hiddenand set myself to thinking.Now and then the girl looked over at mewith somewhat curious eyes.
My first real dishonesty had been committed,my first theft,compared to which all my previous mischiefwas as nothing;my first great fallâŠVery well!There was nothing to be done about it.Besides, it was up to me;I could sort it out with the grocer later,at a later time,when I had a better opportunity.It need not go any further with me;besides, I had not undertakento live more honestlythan all other people,there was no agreementâŠ
âWill the beefsteak be coming soon,do you think?â
âYes,very soon.âThe girl opened the hatchand looked into the kitchen.
But what if the matter came to light?What if the clerk began to suspect something,began to think about the incident with the bread,the five kronerthe woman got change for?It was not impossiblethat it would occur to him one day,perhaps the next timeI went in there.Well,good Lord!âŠI shrugged my shoulders secretly.
âHere you are!âthe girl said kindly,and set the beefsteak on the table.âBut wouldn't you rather go intoanother room?Itâs so dark here.â
âNo,thank you,just let me be here,âI replied.Her kindness moved me at once;I paid for the beefsteak immediately,gave her a random handfulof what I could get hold of in my pocket,and closed her hand.She smiled,and I said in jest,with tears in my eyes:âThe rest is for youto buy a house withâŠOh,youâre welcome!ââŠ
I began to eat,growing more and more ravenous as I went,swallowing large pieceswithout chewing them,gorging myself beast-like with every mouthful.I tore at the meat like a cannibal.
The girl came over to me again.
âWouldnât you like something to drink?âshe said.And she leaned a little towards me.
I looked at her;she spoke very low,almost shyly;she cast down her eyes.
âI mean half a beer,or whatever youâd likeâŠon meâŠto go with itâŠif youâd likeâŠâ
âNo,many thanks!âI replied.âNot now.I shall come again another time.â
She drew backand sat down behind the counter;I could see only her head.What a strange person!
When I had finished,I went at once to the door;I already felt nauseous.The girl stood up.I was afraid to come into the light,feared showing myself too muchto the young girlwho had no idea of my misery,and so I quickly said goodnight,bowed, and left.
The food began to take effect;I suffered greatly from itand did not get to keep it for long.I walked along, emptying my mouthinto every dark cornerI passed,struggling to suppress this nauseathat was hollowing me out anew,clenching my hands and steeling myself,stamping my foot in the streetand furiously swallowing back downwhat wanted to come upâin vain!I finally dashed into a gateway,bent over,head first,blind from the waterthat burst from my eyes,and emptied myself again.
I became embittered,walked along the street and wept,cursed the cruel powers,whoever they were,that pursued me so,swore them down to hellâs damnationand eternal torment for their vileness.There was little chivalry in fate,really quite little chivalry,one had to say!âŠI went up to a manwho stood gaping into a shop windowand asked him in the greatest hastewhat, in his opinion, one should offer a manwho had been starving for a long time.It was a matter of life and death,I said;he could not tolerate beefsteak.
âIâve heardthat milk is good,boiled milk,âthe man replied, utterly surprised.âWho are you asking for,by the way?â
âThank you!Thank you!âI said.âIt may well bethat itâs quite good,boiled milkâŠâ
Now something strange happened.Outside my gate,leaning against the gas lampand in the full light of it,stood a personwhom I glimpsed from a great distanceâit was the lady in black again.The same lady in blackfrom the previous evenings.There was no mistaking it;she had appeared in the very same spotfor the fourth time.She stood completely motionless.
I found this so peculiarthat I involuntarily slowed my steps;at this moment my thoughtswere in good order,but I was very agitated,my nerves were frayed from the last meal.I walked straight past her as usual,almost reached the gate,and was about to step inside.Then I stopped.I suddenly had an inspiration.Without any real reason,I turnedand walked straight up to the lady,looked her in the face,and greeted her:
âGood evening,miss!â
âGood evening!âshe replied.
Excuse me,was she looking for someone?I had noticed her before;could I be of any assistanceto her?I begged her pardon, by the way.
Well,she didnât quite knowâŠ
No one lived through this gatewayexcept for threeor four horses and me;it was, moreover, a stableand a tinsmithâs workshopâŠShe was certainly on the wrong track,unfortunately,if she was looking for someone here.
Then she turned her face awayand said:
âIâm not looking for anyone,Iâm just standing here,it occurred to meâŠâ
She paused.
So,she was just standing there,stood there like that evening after evening,just on an impulse.That was a little strange;I thought about itand became more and more perplexedby the lady.Then I decided to be bold.I jingled my money a little in my pocketand, without further ado, invited herfor a glass of wine somewhereâŠconsideringthat winter had come,he-heâŠIt need not take longâŠBut she wouldnât want that, would she?
Ohno,thank you,that would not do.No,she could not do that.But would I be so kindas to accompany her a little way,thenâŠIt was rather dark on the way home,and it bothered her to walk aloneup Karl Johan streetafter it had grown so late.
We set off;she walked on my right side.A peculiar,beautiful feeling took hold of me,the consciousness of being in the presence of a young girl.I walked and looked at her the whole way.The perfume in her hair,the warmththat emanated from her body,this scent of womanthat followed her,the sweet breath every timeshe turned her face towards meâall of it streamed in upon me,penetrating all my senses uncontrollably.I could just make outa full,slightly pale face behind the veiland a high bosomthat swelled against her cloak.The thought of all this hidden splendour,which I sensed was presentwithin the cloak and the veil,confused me,made me idiotically happy,for no reasonable cause;I could bear it no longer,I touched her with my hand,fumbled at her shoulder,and smiled foolishly.I heard my heart beat.
âHow strange you are!âI said.
Yes,how so,exactly?
Well,for one thing, she simply had the habitof standing still outside a stable gateevening after evening,with no purpose whatsoever,just because it occurred to herâŠ
Well,she might have her reasons for that;besides, she liked to be upuntil late at night,she had always been so fond of that.Did I mind going to bed before twelve?
I?If there was anything in the world I hated,it was going to bedbefore twelve oâclock at night.
Well,there you see!So she took this strollin the eveningswhen she had nothing to neglect by doing so;she lived up at St.Olavs PladsâŠ
âYlajali!âI cried.
âI beg your pardon?â
âI just said YlajaliâŠVery well,continue!â
She lived up at St.Olavs Plads,rather lonely,with her mama,with whom it was impossible to speakbecause she was so deaf.Was there anything strange, then,in her wanting to be out a little?
No,not at all!I replied.
Well then,what of it?I could hear from her voicethat she was smiling.
Did she not have a sister?
Yes,an older sisterâhow did I know that, by the way?âbut she had gone to Hamburg.
Recently?
Yes,five weeks ago.Where had I got it fromthat she had a sister?
I had not got it from anywhere;I was just asking.
We fell silent.A man walked past uswith a pair of shoes under his arm;otherwise, the street was emptyas faras we could see.Over by the Tivoli, a long rowof coloured lamps shone.It was no longer snowing;the sky was clear.
âGod,arenât you freezing without an overcoat?âthe lady said suddenly,looking at me.
Should I tell herwhy I had no overcoat?Reveal my situation at onceand frighten her away,better sooner than later?Yet it was so lovely to walk hereat her sideand keep her in ignorancefor a little while longer;I lied,I answered:
âNo,not at all.âAnd to change the subject,I asked:âHave you seen the menagerie at the Tivoli?â
âNo,âshe replied.âIs it anything to see?â
What if she decided she wanted to go there?Into all that light,with so many people!She would be far too embarrassed;I would drive her awaywith my shabby clothes,my gaunt face,which I had not even washed in two days;she might even discoverthat I had no waistcoatâŠ
âOh,no,âI therefore replied,âitâs probably not much to see.âAnd a few fortunate thoughts occurred to me,which I immediately made use of,a couple of paltry words,remnants from within my exhausted brain:What could one expectfrom such a small menagerie?In any case, it did not interest meto see animals in cages.These animals knowthat one is standing and looking at them;they feel the hundred curious gazesand are affected by them.No,give me animalsthat did not knowthey were being watched,the shy creaturesthat potter about in their lairs,lie with drowsy,green eyes,licking their claws and thinking.What?
Yes,I was probably right about that.
It was the animal in all its strange dreadfulnessand strange wildnessthat was something.The silent,stealthy steps in the gloom and darkness of the night,the weathered eeriness of the forest,the cries of a passing bird,the wind,the scent of blood,the rumbling up in the sky,in short, the spirit of the wildernessover the wild beastâŠThe poetry of the unconsciousâŠ
But I was afraidthat this was tiring her,and the feeling of my great povertyseized me againand crushed me.If only I had beensomewhat decently dressed,I could have pleased herwith that trip to the Tivoli!I did not understand this person,who could find any pleasure inletting herself be escortedup the whole of Karl Johanby a half-naked beggar.What in Godâs name was she thinking?And why was I walking here,putting on airsand smiling idiotically at nothing?Did I have any reasonable cause tolet myself be tormented onsuch a long walk by this fine silken bird?Did it not cost me an effort?Did I not feel the chill of deathright in my heartat even the gentlest gust of windthat blew against us?And was not madness already roaring in my brain,merely from lack of food for many months on end?She was even preventing me from going homeand getting a little milk on my tongue,another spoonful of milkthat I might be able to keep down.Why did she not turn her back on meand let me go to the devil?âŠ
I became desperate;my hopelessness brought me to the brink,and I said:
âYou really ought not to be walking with me,miss;I am prostituting you in the sight of all peoplemerely by my attire.Yes,it is really true;I mean it.â
She started.She looked up at me quicklyand was silent.Then she said:
âGood heavens!âShe said no more.
âWhat do you mean by that?âI asked.
âUgh,no,you make me ashamedâŠWe donât have far to go now.âAnd she walked a little faster.
We turned up Universitetsgadenand could already see the lampson St.Olavs Plads.Then she walked more slowly again.
âI donât wish to be indiscreet,âI said,âbut wonât you tell me your namebefore we part?And wonât you just for a momenttake off your veil,so I may see you?I should be so grateful.â
Pause.I walked and waited.
âYou have seen me before,âshe replied.
âYlajali!âI said again.
âI beg your pardon?You followed me for half a day,right to my home.Were you drunk then?âI heard againthat she was smiling.
âYes,âI said,âyes,unfortunately,I was drunk then.â
âThat was ugly of you!â
And I admitted, utterly crushed,that it was ugly of me.
We had reached the fountain;we stopped and looked up atthe many lit windows in Number 2.
âNow you must not come any further,âshe said;âthank you for this evening!â
I bowed my head;I did not dare to say anything.I took off my hatand stood bareheaded.Would she offer me her hand?
âWhy donât you ask me towalk back a little way with you?âshe said softly,looking down at the tip of her shoe.
âGood heavens,âI replied, beside myself,âgood heavens,if you would do that!â
âYes,but just a little way.â
And we turned back.
I was utterly confused;I did not knowhow to walk or stand;this person completely turned my whole way of thinkingupside down.I was ecstatic,wonderfully happy;I feltI was perishing beautifully from happiness.She had expressly wanted to walk back;it was not my idea,it was her own wish.I walked and looked at herand grew more and more bold;she encouraged me,drew me to her with every word.I forgot for a moment my poverty,my lowliness,my whole miserable existence;I felt the blood coursing hotly through my body,as in the old days,before I collapsed,and I decided to feel my way forwardwith a little trick.
âBesides, it was not youI was following that time,âI said;âit was your sister.â
âIt was my sister?âshe said, in the highest degree astonished.She stopped,looked at me,truly expecting an answer.She asked in all seriousness.
âYes,âI replied.âHm.That is to say,it was the younger of the two ladieswho walked before me.â
âThe younger,yes?Yes?Aha!âShe laughed at once,loudly,heartily like a child.âNo,how cunning you are!You only said thatto get me to take off my veil.Didnât you?Yes,I understood.But you shall pay for thatâŠas a punishment.â
We began to laugh and jest;we talked incessantly the whole time,I did not knowwhat I said,I was so happy.She told meshe had seen me once before,a long time ago,at the theatre.I had three companions with me,and I had behaved like a madman;I had certainly been drunk then too,unfortunately!
Why did she think that?
Well,I had laughed so much.
I see.Oh,yes,I laughed a great deal then.
But not any longer?
Oh,yes,now too.It was glorious to be alive!
We came down towards Karl Johan.She said:âNow we go no further!âAnd we walked up Universitetsgaden again.When we once more reached the fountain,I slowed my steps a little;I knewI would not be allowed to accompany her any further.
âWell,now you must turn back,âshe said and stopped.
âYes,I suppose I must,âI replied.
But a moment later she thoughtI could probably come as far as the gate.Good heavens,there was nothing wrong with that.Was there?
âNo,âI said.
But when we stood at the gate,all my misery pressed in on me again.How could one keep oneâs spirits upwhen one was so broken?Here I stood before a young lady,dirty,ragged,disfigured by hunger,unwashed,only half-dressedâit was enough to make one sink into the earth.I made myself small,instinctively ducked my head, and said:
âMay I not see you again?â
I had no hopeof being allowed to meet her again;I almost wished for a sharp no,which might brace meand make me indifferent.
âYes,âshe said softly,almost inaudibly.
âWhen?â
âI donât know.â
Pause.
âWonât you be so kindas to take off your veilfor just a single moment,âI said,âso I may seewho I have been speaking with.Just a moment.For I must surely seewho I have been speaking with.â
Pause.
âYou can meet me here outsideon Tuesday evening,âshe said.âWill you do that?â
âYes,my dear,if I may be allowed!â
âAt eight oâclock.â
âGood.â
I ran my hand down her cloak,brushing the snow off it,merely for an excuseto touch her;it was a delight for meto be so near her.
âThen you mustnât thinktoo badly of me,âshe said.She smiled again.
âNoâŠâ
Suddenly she made a resolute movementand drew the veil up to her forehead;we stood and looked at each otherfor a second.Ylajali!I said.She raised herself up,threw her arms around my neck,and kissed me right on the mouth.A single time,quickly,confusingly quickly,right on the mouth.I felthow her breast heaved;she was breathing violently.
And immediately she tore herself from my hands,cried goodnight,breathless,whispering,turned and ran up the stairs,without saying moreâŠ
The gate door fell shut.
***
It snowed even more the next day,a heavy,rain-mixed snow,large wet tuftsthat fell and turned to slush.The weather was raw and freezing.
I had woken somewhat late,strangely dazed in the headfrom the eveningâs emotions,intoxicated at heart by the beautiful meeting.In my rapture, I had lainawake for a whileand imagined Ylajali at my side;I spread my arms wide,embraced myself,and kissed the air.Then I had finally risenand had another cup of milkand immediately thereafter a beefsteak,and I was no longer hungry;only my nerves were strongly agitated again.
I made my way down to the clothing bazaars.It occurred to methat I might be able to get a used waistcoatfor a cheap price,something to wear under my coat,no matter what.I went up the stairs to the bazaarand got hold of a waistcoat,which I began to examine.While I was busying myself with this,an acquaintance passed by;he nodded and called up to me.I left the waistcoat hangingand went down to him.He was a technicianand was on his way to the office.
âCome along and have a glass of beer,âhe said.âBut be quick,I have little timeâŠWho was that ladyyou were strolling with last night?â
âNow listen here,âI said,jealous of his mere thought,âwhat if she were my sweetheart?â
âDeath and damnation!âhe said.
âYes,it was settled yesterday.â
I had floored him;he believed me unconditionally.I filled him with liesto be rid of him again;we got the beer,drank, and left.
âGood morning,then!âŠListen,âhe said suddenly,âI owe you a few kroner, you know,and itâs a shameI havenât paid them backlong since.But you shall have them very soon.â
âYes,thank you,âI replied.But I knewthat he would never pay me backthose kroner.
The beer, unfortunately, went straight to my head;I became very hot.The thought of the eveningâs adventure overwhelmed me,made me almost deranged.What if she did not show up on Tuesday!What if she began to think,to suspect!âŠSuspect what?âŠMy thoughts suddenly became intensely vividand began to tumble with the money.I became afraid,mortally terrified of myself.The theft stormed in on mewith all its details;I saw the little shop,the counter,my gaunt handas I grabbed the money,and I pictured the policeâs procedurewhen they came to take me.Irons on hands and feet,no,only on the hands,perhaps only on one hand;the dock,the duty officerâs logbook,the sound of his penscratching,perhaps he took a new one for the occasion;his gaze,his dangerous gaze:Well,Mr.Tangen?The cell,the eternal darknessâŠ
Hm.I clenched my hands violently togetherto give myself courage,walked faster and faster,and came to the main square.Here I sat down.
No childishness!Where on earth could they provethat I had stolen?Besides, the grocerâs boy would not dare to raise an alarm,even if one dayhe happened to rememberhow it all had happened;he held his position too dear for that.No fuss,no scenes,if I might ask!
But this money still weighedsinfully in my pocketand gave me no peace.I set about examining myselfand found in the clearest termsthat I had been happier before,back whenI went about suffering in all honesty.And Ylajali!Had I not also goneand dragged her downwith my sinful hands!Good God!Lord,my God!Ylajali!
I felt as drunk as a lord,suddenly sprang upand went straight to the cake-womanby the Elephant Pharmacy.I could still raise myself from dishonour,it was far from too late,I would show the whole worldthat I was capable of it!On the way, I got the money ready,held every Ăžre in my hand;I bent down over the womanâs table,as if I wanted to buy somethingand, without further ado,slapped the money into her hand.I did not say a word;I left at once.
How wonderfully it tastedto be an honest man again!My empty pockets no longer weighed me down;it was a pleasureto be broke once more.When I really thought about it,this money had, in truth, cost memuch secret sorrow;I had really thought of it with a shuddertime and again.I was no hardened soul;my honest nature had rebelledagainst the base deed.Thank God,I had elevated myselfin my own consciousness.Do that, if you can!I said, looking out over the teeming square.Just try to do that!I had gladdened an old,poor cake-woman,so that it was a proper sight to see;she did not know which way to turn.Tonight her children would notgo hungry to bedâŠI worked myself up with these thoughtsand feltthat I had behaved admirably.Thank God,the money was now out of my hands.
Drunk and nervous, I walked along the street,swaggering.The joy of being able to meet Ylajaliclean and honestand look her in the face,quite carried me away;I had no more pains,my head was clear and empty,it was as if it werea head made of pure light,standing and shining on my shoulders.I felt an urge to play pranks,to do astonishing things,to turn the city on its head and make a racket.All the way up Grensen street, I behavedlike a madman;there was a light ringing in my ears,and in my brain the intoxication was in full swing.Inspired by foolhardiness, I took it into my headto go and give my ageto a messenger boywho, by the way, had not spoken a word,to take his hand,look him intently in the face,and leave him again,without any explanation.I distinguished the nuancesin the voices and laughter of the passers-by,observed some small birdshopping in front of me in the street,began to study the expressions of the cobblestones,and found all sorts of signs and strange figures in them.During this, I had come downto Storting Square.
I suddenly stood stilland stared down at the cabs.The drivers were walking about, talking;the horses stood drooping forwardagainst the nasty weather.Come on!I said, nudging myself with my elbow.I walked quickly over to the first carriageand got in.Ullevoldsvejen Number 37!I shouted.And we rolled away.
On the way, the driver began to look back,to lean downand peer into the carriage,where I sat under the hood.Had he become suspicious?There was no doubtthat my wretched attirehad made him take notice.
âItâs a manI have to see!âI shouted to him,to preempt him,and I explained to him earnestlythat I absolutely had to see this man.
We stopped outside Number 37.I jumped out,ran up the stairs,all the way to the third floor,seized a bell-pull and tugged;the bell gave sixor seven terrible peals inside.
A girl came and opened the door;I noticedshe had gold knobs in her earsand black broadcloth buttons on her grey bodice.She looked at me, horrified.
I asked for Kierulf,Joachim Kierulf,if I might say so,a wool-merchant,in short,he was unmistakableâŠ
The girl shook her head.
âNo Kierulf lives here,âshe said.
She stared at me,holding the door,ready to retreat.She made no effortto find the man;she really looked as if she knew the personI was asking for,if only she would think about it,the lazy creature.I became angry,turned my back on her,and ran down the stairs again.
âHe wasnât there!âI shouted to the driver.
âHe wasnât there?â
âNo.Drive to Tomtegaden Number 11.â
I was in the most violent state of agitationand communicated some of it to the driver;he certainly believedit was a matter of life and death,and he drove off without further ado.He laid on the whip.
âWhatâs the manâs name?âhe asked, turning on the box.
âKierulf,the wool-merchant Kierulf.â
And the driver, too, seemed to thinkthat this man was unmistakable.Didnât he usually weara light-coloured coat?
âWhatâs that?âI shouted,âa light-coloured coat?Are you mad?Do you thinkitâs a teacupIâm asking for?âThis light-coloured coat came at a most inconvenient time,spoiling the whole man for me,asI had imagined him.
âWhat did you sayhis name was?Kierulf?ââOf course,â
I replied,âis there anything strange in that?The name shames no one.â
âDoesnât he have red hair?â
Now it might well bethat he had red hair,and when the driver mentioned it,I was at once certainthat he was right.I felt gratefulto the poor cabman and told himhe had captured the manto a T;it really wasas he said;it would be a rare sight,I said,to see such a man without red hair.
âIt must be himIâve driven a couple of times,âsaid the driver.âHe had a gnarled stick?â
This made the man spring to life for me,and I said:
âHe-he,no one has yet seen that manwithout a gnarled stick in his hand,I daresay.On that score, you can rest assured,quite assured.â
Yes,it was clearthat it was the same manhe had driven.He recognised himâŠ
And on we drove,so the horseshoes struck sparks.
In the midst of this agitated state,I had not for a single momentlost my presence of mind.We passed a police officer,and I noticedthat he had the number 69.This number struck me so cruelly,stood at oncelike a splinter in my brain.69,exactly 69,I must not forget it!
I leaned back in the carriage,a prey to the maddest fancies,huddled in there under the hoodso no one should seemy mouth move,and began to chatter idiotically with myself.Madness raged through my brain,and I let it rage;I was fully consciousthat I was under the influence of forcesover which I had no control.I began to laugh,silently and passionately,for no reason at all,still merry and full from the couple of glasses of beerI had drunk.Little by little my agitation subsided;my calm returned more and more.I felt a coldness in my sore finger,and I tucked it down between my collarto warm it a little.Thus we came down to Tomtegaden.The driver pulled up.
I got out of the carriage,without haste,thoughtlessly,limp,heavy in the head,I went into the gateway,came into a backyardwhich I crossed,bumped into a doorwhich I opened and went through,and found myself in a corridor,a sort of antechamber with two windows.Two trunks stood there,one on top of the other,in one corner,and on the long wall an old,unpainted sofa-bench,on which lay a blanket.To the right,in the next room,I heard voices and children crying,and above me,on the second floor,the sound of an iron platebeing hammered.All this I noticedas soon as I had entered.
I walked calmly across the room,to the opposite door,without hurrying,without a thought of escape,opened that one too,and came out into Vognmandsgaden.I looked up at the houseI had just passed through:Lodging & Refreshments for Travellers.
It did not occur to meto try to get away,to steal away from the driverwho was waiting for me;I walked very sedately out along Vognmandsgaden,without fear and without being meconscious of any wrongdoing.Kierulf,this wool-merchantwho had haunted my brain for so long,this personwhom I believed existed,and whom I absolutely had to meet,had vanished from my thoughts,erased along with other mad notionsthat came and went in turn;I remembered him no morethan as a premonition,a memory.
I grew more and more sober,as I walked along,felt heavy and weary,and dragged my legs after me.The snow still fell downin large,wet flakes.At last I came out at GrĂžnland,right by the church,where I sat down to reston a bench.Everyonewho passed byregarded me with great wonder.I fell into thought.
Good God,how badly off I was now!I was so utterly sick and tiredof my whole miserable lifethat I found it not worth the troubleto fight any longerto keep it.Adversity had gained the upper hand;it had been too coarse.I was so strangely ruined,quite like a shadow ofwhat I once was.My shoulders had sunk down,all to one side,and I had got into the habit ofstooping very much forwardwhen I walked,to spare my chest what littleI could.I had examined my bodya couple of days ago,one afternoon up in my room,and I had stood and weptthe whole time over it.I had been in the same shirtfor many weeks;it was quite stiff with old sweatand had chafed my navel raw.A little bloody water came out of the wound,but it did not hurt much,only it was so sorrowfulto have this wound in the middle of my stomach.I had no remedy for it,and it would not heal of its own accord;I washed it,dried it carefully,and put the same shirt on again.There was nothing to be done about itâŠ
I sat there on the bench,thinking over all this,and was quite melancholy.I was disgusted with myself;even my hands seemed repulsive to me.This flabby,almost shameless expression on the backs of my handstormented me,caused me discomfort;at the sight of my gaunt fingers I feltcrudely affected,I hated my whole shrunken bodyand shuddered to carry it,to feel it about me.Good God,if only there could be an end to it now!I would dearly love to die.
Completely overcome,defiled and degradedin my own consciousness,I rose mechanicallyand began to walk homewards.On the way, I passed a gatewaywhere the following was written:âShrouds at Miss Andersenâs,to the right in the gateway.ââOld memories!I said,and I remembered my former room at Hammersborg,the little rocking chair,the newspaper lining by the door,the Lighthouse Directorâs advertisement,and Baker Fabian Olsenâs freshly baked bread.Oh,yes,I had had it much betterthen than now;one night I had written a feuilletonfor ten kroner,now I could write nothing more,I could write absolutely nothing more,my head became empty at onceas soon as I tried.Yes,I wanted an end to it now!And I walked and walked.
As I drew nearer and nearerto the grocerâs,I had the half-unconscious feelingthat I was approaching a danger;but I held fast to my purpose,I wanted to give myself up.I walked calmly up the steps,met in the doorway a little girlcarrying a cup in her hand,and I let her passand closed the door.The clerk and I stood for the second timefacing each other,alone.
âWell,âhe said,âitâs terrible weather.â
What was the need for this roundabout approach?Why did he not take me at once?I became furious and said:
âI have not cometo talk about the weather.â
This vehemence astonished him;his little grocerâs brain misfired.It had not occurred to him at allthat I had cheated him out of five kroner.
âDo you not know, then,that I have swindled you?âI said impatiently,and I panted heavily,trembled,was ready to use forceif he did not come to the point at once.
But the poor man suspected nothing.
No,great heavens,what stupid peopleone was forced to live among!I scolded him,explained to him point by pointhow the whole thing had happened,showed himwhere I had stood and where he had stoodwhen the deed was done,where the money had lain,how I had gathered it down into my handand closed my hand around itâand he understood it all,but still did nothing to me.He turned this way and that,listened for footsteps in the side room,hushed meto make me speak lower,and finally said:
âThat was rather shabby of you!â
âNo,wait a minute!âI cried in my urge to contradict him,to egg him on;it was not as low and vileas he with his miserable grocerâs headimagined.I did not keep the money, of course,it would never occur to me;for my part, I would not deriveany benefit from it,my thoroughly honest nature was against itâŠ
âWhere did you get rid of it, then?â
I gave it away to an old,poor woman,every Ăžre,he should know;that was the sort of person I was,I did not forget the poor so utterlyâŠ
He stood and thought about this for a little while,evidently becoming very doubtful as towhether I was an honest manor not.Finally he said:
âShould you not ratherhave returned the money?â
âNo,listen here,âI replied,âI did not want to cause you any trouble,I wanted to spare you.But that is the thanksone getsfor being magnanimous.Now I stand hereand explain the whole thing to you,and you are not ashamed as a dog,simply make no arrangements tohave the matter settled with me.Therefore I wash my hands of it.Besides, I give you to the devil.Farewell!â
I left and slammed the door hard behind me.
But when I got home to my room,into that dismal hole,soaked through by the soft snow,trembling in the knees from the dayâs wanderings,I immediately lost my cockinessand collapsed again.I regretted my assaulton the poor shopman,wept,seized myself by the throat,to punish myself for my wretched prank,and raised a sinful commotion.He had, of course, beenin mortal fear for his position,had not dared to make any fussabout these five kronerthat the business had lost.And I had taken advantage of his fear,had tormented him with my loud talk,speared him with every wordI shouted out.And the grocer himselfhad perhaps been sitting inside in the roomnext door and felton a knifeâs edge promptedto go out to us and seewhat it wasthat was going on.No,there was no longer any limit tothe despicable things I could do!
Well,but why had I not been arrested?Then there would have been a conclusion.I had as good asheld out my hands for the irons.I would not have madeany resistance at all;on the contrary, I would have helped.Lord of heaven and earth,a day of my lifefor a happy second again!My whole life for a mess of pottage!Hear me just this once!âŠ
I lay down in my wet clothes;I had a vague ideathat I might die in the night,and I used my last strengthto tidy up a little in my bed,so that it might look a little orderlyaround me in the morning.I folded my handsand chose my position.
Then all at once I remembered Ylajali.That I had forgotten her so completelyall evening long!And the light penetrated quite faintlyinto my mind again,a little ray of sunthat made me so blessedly warm.And there was more sun,a mild,fine silken lightthat brushed me so stupefyingly beautifully.And the sun grew stronger and stronger,burned sharply against my temples,boiled heavy and glowingin my emaciated brain.And at last there flamed before my eyesa mad bonfire of rays,a heaven and earth ignited,men and beasts of fire,mountains of fire,devils of fire,an abyss,a desert,a whole world ablaze,a smoking final day.
And I saw and heard no moreâŠ
***
I awoke in a sweat the next day,damp all over my body,very damp;the fever had pressed mequite violently.At first, I had no clear consciousness ofwhat had happened to me;I looked around in wonder,felt totally changed in my being,did not recognise myself at all.I feltup my arms and down my legs,was astonished thatthe window was on that walland not on the diametrically opposite wall,and I heard the stamping of the horses down in the yardas if it came from above.I was also rather nauseous.
My hair lay wet and cold about my forehead;I raised myself on my elbowand looked down at the pillow:wet hair lay there again too,in little tufts.My feet had swollen up inside my shoesduring the night,but they did not hurt;I just could not move my toes much,they had become too stiff.
As the afternoon wore on,and it had already begun to grow a little dim,I got out of bedand began to potter about the room.I tried my way forward with small,careful steps,taking care to keep my balanceand sparing my feet as much as possible.I did not suffer much,and I did not weep;I was, on the whole, not sad,I was on the contrary blessedly content;it did not occur to me just thenthat anything could be differentfrom how it was.
Then I went out.
The only thingthat plagued me a little,despite my nausea for food,was nevertheless hunger.I began to feel a shameful appetite again,an inner ravenous desire for food,which grew steadily worse and worse.It gnawed unmercifully in my chest,a quiet,strange work was being carried out in there.It might have been a score of tiny,fine animalsthat laid their heads on one sideand gnawed a little,then laid their heads on the other sideand gnawed a little,lay perfectly still for a moment,began again,bored their way in without noiseand without haste,and left empty stretches everywherethey wentâŠ
I was not ill,but weary;I began to sweat.I thought of going to the main square,to rest a little;but the way was long and difficult.At last, however, I was almost there;I stood on the corner of the square and Torvegaden.The sweat ran down into my eyes,fogged my spectacles, and made me blind,and I had just stoppedto wipe myself off a little.I did not noticewhere I stood,I did not think about it;the noise around me was terrible.
Suddenly a shout sounded,a cold,sharp warning.I heard this shout,heard it very well,and I jerked nervously to the side,took a step as quickly asmy poor legs could move.A monster of a bread wagonbrushed past me,grazing my coat with its wheel;had I been a little quicker,I would have got clear altogether.I could perhaps have been a little quicker,just a little quicker,if I had tried;there was no helping it,one of my feet hurt,a couple of toes were crushed;I feltthem as it were curl up inside my shoe.
The bread-driver reined in the horseswith all his might;he turned around on the wagonand asked in alarm,how I was.Well,it could have been much worseâŠit was perhaps not so dangerousâŠI did not thinkanything was brokenâŠOh,I beg youâŠ
I drifted over to a benchas fast asI could;these many peoplewho stopped and stared at mehad made me embarrassed.Actually, it was not a death blow;it had gone relatively well,since the accident had to happen.The worst wasthat my shoe was crushed,the sole torn loose at the toe.I held up my footand saw blood inside the gape.Well,it was not done intentionallyon either side;it was not the manâs intentionto make it worse for me than it was;he looked very sad.Perhaps if I had asked himfor a small loaf from the wagon,I would have got it.He would probably have given it to me with pleasure.God bless him in return, whereverhe is!âŠ
I was starving,and I did not knowwhat to do with myselffor my shameless appetite.I writhed back and forth on the benchand laid my chest right down on my knees;I was almost deranged.When it grew dark,I shambled over to the town hallâGod knowshow I got thereâand sat down on the edge of the balustrade.I tore one pocket out of my coatand began to chew on it,otherwise with no purpose,with dark features,with my eyes staring straight ahead,without seeing.I heard some small childrenplaying around me,and sensed instinctivelywhen some strollerpassed me;otherwise I observed nothing.
Then all at once it occurred to meto go down into one of the bazaars below meand get a piece of raw meat.I rose and crossed the balustrade,over to the other end of the bazaar roof,and climbed down.When I had got almost all the way downto the meat stall,I shouted up the stairwelland shooed backwards,as if speaking to a dog up there,and addressed the first butcherI met with insolence.
âOh,be so kind as to give mea bone for my dog!âI said.âJust a bone;there need not be anything on it;he just needs something to carry in his mouth.â
I got a bone,a splendid little bone,on which there was still a little meat left,and stuck it under my coat.I thanked the man so heartilythat he looked at me in surprise.
âNothing to thank me for,âhe said.
âOh,donât say that,âI mumbled,âitâs kind of you.â
And I went up.My heart beat strongly within me.
I sneaked into Smedgangen,as deep inas I could get,and stopped outside a dilapidated gateto a backyard.There was not a light to be seen anywhere;it was blessedly dark around me.I began to gnaw at the bone.
It tasted of nothing;a rank smell of bloodarose from the bone,and I had to start vomitingat once.I tried again;if only I could keep it down,it would surely have its effect;the main thing was to make it stay down there.But I threw up again.I became angry,bit fiercely into the meat,tore off a little bitand swallowed it down by force.And it was no use anyway;as soon as the little morsels of meat had become warm in my stomach,they unfortunately came up again.I clenched my hands madly,began to cry with helplessnessand gnawed like one possessed;I wept sothat the bone became wet and dirty with tears,threw up,cursed, and gnawed again,wept as if my heart would breakand threw up again.And I swore with a loud voiceall the powers of the world down in torment.
Silence.Not a soul around,no light,no noise.I was in the most violent state of agitation,I panted heavily and loudlyand wept with grinding teeth every timeI had to give up these morsels of meatthat might have satisfied me a little.When it was of no use at all,no matter how much I tried,I hurled the bone against the gate,full of the most impotent hatred,ecstatic with rage,shouting and threatening violently up towards the heavens,screaming Godâs name hoarsely and fiercelyand curving my fingers like clawsâŠI tell you,you holy Baâal of heaven,you do not exist,but if you did,I would curse you sothat your heaven would tremble with the fire of hell.I tell you,I have offered you my service,and you have rejected it;I tell you,you have cast me away,and I turn my back on you forever,because you did not know the time of your visitation.I tell you,I knowthat I shall die,and yet I mock you,you god and Apis of heaven,with death right at my teeth.I tell you,I would rather be a lackey in hellthan free in your dwellings;I tell you,I am full of blissful contemptfor your heavenly vileness,and I choose the abyss for my eternal abode,where the devil,Judas, and Pharaoh are cast down.I tell you,your heaven is full of all the earthâsmost thick-headed idiotsand poor in spirit;I tell you,you have filled your heavenwith the fat,blessed whores from down here,who have piteously bent the knee to youin their hour of death.I tell you,you have used force against me,and you do not know,you omniscient nullity,that I never bow in adversity.I tell you,my whole life,every cell in my body,every faculty in my soulgasps to mock you,you merciful scum on high.I tell you,I would,if I could,cry this aloud into your heavenand over the whole earth;I would,if I could,breathe it into every unborn human soulthat will one day come upon the earth,every flower,every leaf,every drop in the sea.I tell you,I will mock you on the Day of Judgementand curse the teeth out of my mouthfor your divinityâs endless pitifulness.I tell you,I will from this hour forsageall your works and all your being;I will curse my thought,if it thinks of you again,and tear off my lips,if they again utter your name.I tell you,if you exist,the last word in life and in death,I tell you farewell forever and always,I tell you farewell with heart and kidneys,I tell you the last irrevocable farewell,and I fall silentand turn my backand go my wayâŠ
Silence,
I trembled with agitation and exhaustion,stood there in the same spot,still whispering oaths and curses,hiccupping from the violent weeping,broken and limpafter the mad outburst of rage.I stood there perhaps for an hourand hiccupping and whisperingand holding on to the gate.Then I heard voices,a conversation between two menwho were coming walking down Smedgangen.I slunk away from the gate,drew myself along the house walls,and came out again onto the bright streets.As I shuffled down Youngsbakken,my brain suddenly began to workin a most peculiar direction.It occurred to methat the miserable shantiesdown at the edge of the square,the material stalls, and the old denswith used clothes,were a disgrace to the place.They ruined the whole appearance of the squareand stained the city,fie,down with the rubbish!And I went about calculating in my headwhat it would costto move the Geographical Survey down there,that beautiful buildingwhich had always appealed to me so muchevery timeI had passed it.It would perhaps not be possibleto carry out a move of that kindfor under seventy to seventy-two thousand kroner,âa tidy sum,one had to say,a rather neat bit of pocket money,he-he,to begin with,eh?And I nodded with my empty headand admittedthat it was a rather neat bit of pocket moneyto begin with.I was still tremblingall over my bodyand hiccupped deeply now and thenfrom the weeping.
I had the feelingthat there was not much life left in me,that I was in fact on my last legs.It was also rather indifferent to me;it did not occupy me in the least.On the contrary, I sought my way down through the city,down to the quays,further and further away from my room.I could just as wellhave laid myself flat in the street,to die.The suffering made me more and more insensitive;my sore foot throbbed strongly,I even had the impressionthat the pain was spreading up my entire leg,and not even that hurt particularly.I had endured worse sensations.
Then I came down to the railway quay.There was no traffic,no noise,only here and there a person to be seen,a docker or a sailor,drifting about with his hands in his pockets.I noticed a lame manwho squinted fixedly at meas we passed each other.I stopped him instinctively,touched my hat, and asked,if he knew whether âThe Nunâ had sailed.And afterwards, I could not helpsnapping my fingers onceright in the manâs face and saying:Death and damnation,âThe Nun,âyes!âThe Nun,âwhich I had completely forgotten!The thought of her had nevertheless smoulderedunconsciously within me;I had carried itwithout knowing it myself.
Yes,heavens,âThe Nunâ had probably sailed.
Could he not tell me,where she had sailed to?
The man thought for a moment,stood on his long legholding the short one in the air;the short one dangled a little.
âNo,âhe said.âDo you know,what she was loading here?â
âNo,âI replied.
But now I had already forgotten âThe Nun,âand I asked the man,how far it might be to Holmestrand,reckoned in good,old geographical miles.
âTo Holmestrand?I would supposeâŠâ
âOr to VĂŠblungsnĂŠs?â
âWhat I was going to say:I suppose,that to HolmestrandâŠâ
âOh,listen,while I remember,âI interrupted him again,âyou wouldnât happen to be so kindas to give me a little bit of tobacco,just a tiny little bit!â
I got the tobacco,thanked the man very warmly, and walked away.I made no use of the tobacco;I put it in my pocket at once.The man was still keeping an eye on me;I had perhaps aroused his suspicionin some way;wherever I stood and walkedI had this suspicious gaze following me,and I did not liketo be pursued by this man.I turned backand drew near to him again,looked at him and said:
âNeedler.â
Just that word:Needler.Nothing more.I looked very fixedly at himas I said it;I feltthat I was staring terribly at him;it wasas if I was looking at him with my whole body,instead of just with my eyes.And I stood for a little whileafter I had said this word.Then I shuffled up to the railway square again.The man did not make a sound;he just kept his eye on me.
Needler?I suddenly stood still.Yes,was it not whatI had felt right away:I had met the cripple before.Up in Grensen street,one bright morning;I had pawned my waistcoat.It seemed like an eternitysince that day.
While I stood thinking about this âI was standing and leaning against a house wallon the corner of the square and Havnegaden âI suddenly startedand tried to crawl away.When this did not succeed,I stared hardened straight aheadand threw all shame to the winds,there was no helping it, âI stood face to face with the Commander.
I became carelessly brazen;I even took a step forward from the house wallto draw his attention to me.And I did not do it to arouse pity,but to mock myself,to put myself in the pillory;I could have thrown myself down in the streetand asked the Commander to walk over me,to tread on my face.I did not even say good evening.
The Commander perhaps sensedthat there was something wrong with me;he slowed his steps a little,and I said,to stop him:
âI was supposed to have brought you something,but it hasnât come to anything yet.â
âYes?âhe replied questioningly.âYou donât have it finished,then?â
âNo,I havenât got it finished.â
But now my eyes suddenly filled with waterat the Commanderâs kindness,and I cleared my throat and coughed bitterlyto make myself strong.The Commander sniffed once;he stood and looked at me.
âDo you have anything to live on in the meantime,then?âhe said.
âNo,âI replied,âI donât have that either.I havenât eaten yet today,butâŠâ
âGod preserve you,you canât go around starving to death here,man!âhe said.And he at once reached for his pocket.
Now the feeling of shame awakened in me;I staggered back to the house walland held on;I stood and watchedas the Commander fumbled in his purse;but I said nothing.And he held out a ten-kroner note to me.He made no more ceremony about it;he simply gave me ten kroner.At the same time, he repeatedthat it would not dofor me to starve to death.
I stammered an objectionand did not take the note at once:This was shameful of meâŠit was also far too muchâŠ
âHurry now!âhe said, looking at his watch.âIâve been waiting for the train;but now itâs coming,I hear.â
I took the money;I was numb with joyand said not another word;I did not even thank him.
âItâs not worth being embarrassed about,âthe Commander said at last;âyou can write for it,you know.â
Then he left.
When he had gone a few steps,I suddenly remembered thatI had not thanked the Commanderfor this help.I tried to catch up with him,but could not get away fast enough;my legs failed me,and I kept wanting to fall on my face.He got further and further away.I gave up the attempt,thought of calling after him,but did not dare,and when I finally did pluck up the courageand called,once,twice,he was already too far away;my voice had become too weak.
I stood back on the pavementand looked after him;I wept quite quietly.Iâve never seen the like!I said to myself;he gave me ten kroner!I went back and stood there,where he had stood,and mimicked all his movements.And I held the banknote up to my wet eyes,examined it on both sidesand began to swear âswearing wildly thatit was true with it,what I held in my hand,it was a ten-kroner note.
A while later âperhaps a very long while;for it had already become quite quiet everywhere âI found myself, strangely enough,outside Tomtegaden Number 11.When I had stood and collected myself a momentand marvelled at this,I went into the gateway for the second time,straight into Lodging & Refreshments for Travellers.Here I asked for shelterand was at once given a bed.
* * *
Tuesday.
Sunshine and stillness,a wonderfully bright day.The snow was gone;everywhere life and light and happy faces,smiles and laughter.From the fountains, the jets of water rose in arcs,golden from the sun,bluish from the bluish skyâŠAt noon, I went outfrom my lodging in Tomtegaden,where I still lived and was comfortable,and made my way into the city.I was in the gayest of moodsand drifted about the whole afternoonin the most crowded streets, looking at people.Even before the clock struck seven in the evening,I took a trip up to St.Olavs Pladsand peered furtively up to the windows of Number 2.In an hour, I would see her!I walked in a light,lovely anxiety the whole time.What would happen?What should I think of to say,when she came down the stairs?Good evening, miss?Or just smile?I decided tolet it rest with a smile.Of course, I would bow deeply to her.
I slunk away,a little ashamed of being out so early,wandered about Karl Johan a whileand kept an eye on the University clock.When the clock struck eight,I set off up Universitetsgaden again.On the way, it occurred to methat I might be a couple of minutes late,and I stretched my legs as much asI could.My foot was very sore,otherwise, nothing was wrong with me.
I took up my post by the fountainand caught my breath;I stood there for a very long timeand looked up at the windows of Number 2;but she did not come.Well,I would just have to wait,I was in no hurry;she might be detained.And I waited again.Could I have dreamed the whole thing?Had the first meeting with her been in my imaginationthe night,I lay in a fever?I began, bewildered, to think backand felt not at all sure of my case.
âHm!âit said behind me.
I heard this clearing of the throat;I also heard light steps near me;but I did not turn around,I just stared up at the large staircase before me.
âGood evening!âit said then.
I forgot to smile,I did not even touch my hat at once,I was so surprised to see hercome this way.
âHave you been waiting long?âshe said,and she was breathing a little quickly from her walk.
âNo,not at all,I came a little while ago,âI replied.âAnd besides,what would it have matteredif I had waited long?I thought, by the way,that you would come from another direction?â
âI have taken Mama to a family,Mama is to be out this evening.â
âI see!âI said.
Now we had involuntarily begun to walk.A police officer stood on the street cornerand looked at us.
âBut where are we actually going?âshe said and stopped.
âWhereveryou wish,just whereveryou wish.â
âUgh,yes,but itâs so tediousto decide for oneself.â
Pause.
Then I said,just to say something:
âItâs dark in your windows,I see.â
âYes,indeed!âshe replied lively.âThe maid has been given the evening off too.So I am quite alone at home.â
We both stood and looked up at the windows of Number 2,as if neither of us had seen them before.
âCan we go up to your place,then?âI said.âI shall sit by the door the whole time,if you wishâŠâ
But now I was trembling with emotionand greatly regrettedthat I had been too bold.What if she became angryand left me?What if I never saw her again?Oh,the wretched attireI had on!I waited desperately for the answer.
âYou shall not sit by the door at all,âshe said.She spoke outright tenderlyand said exactly these words:You shall not sit by the door at all.
We went up.
Out in the corridor,where it was dark,she took my hand and led me forward.I did not need to be so quiet,she said;I could speak.And we went in.While she lit a candle âit was not a lamp,she lit,but a candle âwhile she lit this candle,she said with a little laugh:
âBut now you mustnât look at me.Ugh,Iâm ashamed!But I shall never do it again.â
âWhat will you never do again?â
âI shall neverâŠugh,no.God preserve meâŠI shall never kiss you again.â
âYou wonât?âI said,and we both laughed.I stretched my arms out for her.And she glided aside,slipped away,to the other side of the table.We stood and looked at each other for a little while,the candle stood right between us.
âTry to catch me!âshe said.
And with much laughter,I tried to catch her.As she ran around,she undid her veiland took off her hat;her playful eyes still clung to meand watched my movements.I made another lunge,stumbled on the carpet, and fell;my sore foot would no longer hold me up.I rose, extremely embarrassed.
âGod,how red you became!âshe said.âYes,that was also terribly clumsy.â
âYes,it was!âI replied.
And we began to run around again.
âI think,youâre limping?â
âYes,perhaps I limp a little,just a little, by the way.â
âLast time you had a sore finger,now you have a sore foot;itâs hard,so many ailments you have.â
âOh,yes.âI was run over a littlea few days ago.â
âRun over?Drunk again then?No,God preserve me,how you live,young man!âShe wagged her forefingerand made herself serious.âLetâs sit down then!âshe said.âNo,not down there by the door;you are far too reserved;up here;you there and I here,so, yes!âŠUgh,itâs rather tedious with reserved people!Then one has to say and do everything oneself,one gets no help with anything.Now you could, for example, gladly restyour hand on the back of my chair,you could have thought of so muchyourself,you could.For if I say something like that,you put on a pair of eyes,as if you donât quite believe it,what is being said.Yes,itâs really true,Iâve seen it several times,youâre doing it now too.But you mustnât imagine,that you are so modest always,when you just dare let yourself go.You were rather bold that day,when you were drunkand followed me right homeand plagued me with your witticisms:Youâre losing your book,miss,youâre definitely losing your book,miss!Ha-ha-ha!Fie,that was really ugly of you!â
I sat, lost, and looked at her.My heart beat loudly;the blood pulsed warmly through my veins.What a wonderful delight!
âWhy donât you say anything?â
âNo,how sweet you are!âI said.âI am simply sitting hereand becoming utterly captivated by you,at this moment utterly captivatedâŠThere is no helping itâŠYou are the most peculiar person,thatâŠSometimes your eyes shine so,I have never seen the like,they look like flowersâŠWhat?No-no,perhaps not like flowers either,butâŠI am so completely in love with you,and it is so unreasonableâŠGood heavens,of course,itâs no use to me at allâŠWhat is your name?Now you must da really tell me,what your name isâŠâ
âNo,what is your name?God,now I had almost forgotten it again!I thought about it all yesterday,that I should ask you.Yes,that is to say not all yesterday,butâŠâ
âDo you know,what I have called you?I have called you Ylajali.What do you think of that?Such a gliding soundâŠâ
âYlajali?â
âYes.â
âIs it a foreign language?â
âHm,No,it isnât that either.â
âWell,itâs not uglyâŠâ
After long negotiations,we told each other our names.She sat down right beside me on the sofaand pushed the chair away with her foot,And we began to chat again.
âYou have shaved this evening too,âshe said.âYou look a little better on the wholethan last time,but just a tiny bit, by the way;donât you go imaginingâŠNo,last time you really were shabby.You even went about with a dreadful cloth around your finger.And in that state, you absolutely wanted to go insomewhere and drink wine with me.No,thank you!â
âSo it was because of my miserable appearance,that you wouldnât go with me after all then?âI said.
âNo,âshe replied and looked down.âNo,God knowsit wasnât!I didnât even think about it.â
âListen,âI said,âyou are probably sitting here in the illusion,that I can dressand live exactly as I wish.You are?But I cannot, you know,I am very,very poor.â
She looked at me.
âAre you?âshe said.
âYes,I am,unfortunately.â
Pause.
âWell,good heavens,so am I,too,âshe said with a jaunty movementof her head.
Every one of her words intoxicated me,struck my heart like drops of wine.She enchanted me with the habit,she had of tilting her head a little to the sideand listening,when I said something.And I felt her breathright on my face.
âDo you know,âI said,âthatâŠBut now you mustnât be angryâŠWhen I went to bed last night,I arranged this arm for youâŠlike thisâŠas if you were lying in itâŠand then I fell asleepâŠâ
âI see?That was beautiful!âPause.âBut that would have to be at a distance,that you could do such a thing;for otherwiseâŠâ
âYou donât think,I could do it otherwise?â
âNo,I donât think so.â
âOh,from me you can expect anything,âI said.And I put my arm around her waist.
âCan I?âwas all she said.
It annoyed me,almost offended me,that she considered me so very proper;I puffed out my chest,pushed my heart up into my throatand took her hand.But she withdrew it quite calmlyand moved a little away from me.This killed my courage again,I became ashamed and looked towards the window.I was far too pitiful after all,as I sat,I just must not try to imagine anything.It would have been a different matter,if I had met her back then,when I still looked like a human being,in my days of vigour,when I had a little something to get by on.And I felt very downcast.
âThere you see!âshe said,ânow you just see:one can unbalance you with just a little wrinkle of the brow,make you so flat,just by moving a little away from youâŠâShe laughed teasingly,playfully,with her eyes completely closed,as if she, too, could not bearto be looked at.
âNo,but good heavens!âI burst out,ânow you shall just see!âAnd I threw my arms violently around her shoulders.I was almost offended.Was the girl out of her mind!Did she take me for completely inexperienced!Heh,I would, by the livingâŠNo one should say of me,that I held back in this matter.What a devil of a person!If it was just a matter of pressing on,thenâŠ
She sat quite still,and her eyes were still closed;neither of us spoke.I pressed her hard against me,greedily crushed her body to my breast,and she did not say a word.I heard our heartbeats,both hers and mine,they sounded like muffled hoofbeats.
I kissed her.
I was no longer aware of myself,I said some nonsensethat she laughed at,whispered pet names into her mouth,patted her on the cheek,kissed her many times.I undid a button or two in her bodice,and I glimpsed her breasts within,white,round breasts,that peeped out like two sweet wondersfrom behind the linen.
âMay I see!âI said,and I tried to undo more buttons,to make the opening larger;but my movement was too strong,I could get nowhere with the lower buttons,where the bodice was tight besides.âMay I just see a littleâŠa littleâŠâ
She put her arm around my neck,very slowly,tenderly;her breath puffed me right in the facefrom her red,quivering nostrils;with her other handshe herself began to undo the buttons,one for one.She laughed shyly,laughed briefly, and looked several times up at me,as if to see if I noticedthat she was afraid.She untied the ribbons,unhooked the corset,ecstatic and anxious.And I fumbled with my coarse handsat these buttons and ribbonsâŠ
To divert attention from,what she did,she stroked me with her left handover the shoulder and said:
âWhat a lot of loose hair is lying here!â
âYes,âI repliedand wanted to press my mouth to her breast.She lay at this moment with her clothes quite open.Suddenly it was as if she came to her senses,as if she thought she had gone too far;she covered herself againand sat up a little.And to hide her embarrassmentwith her open clothes,she began again to speakof the amount of fallen hair,that lay on my shoulders.
âHow can it be,that your hair is falling out so much?â
âI donât know!â
âOh,you drink too much, of course,and perhaps âFie,I donât want to say it!You ought to be ashamed of yourself!No,I wouldnât have thought that of you!That you,so young,are already losing your hair!âŠNow you will please tell me,how you actually live your life.Iâm sureitâs dreadful!But only the truth,you understand,no evasions!I shall be able to see it in you anyway,if you try to hide something.So,tell me now!â
âYes,let me kiss you on the breast first,then.â
âAre you mad?So,begin now!â
âNo,my dear,let me do that first!â
âHm.No,not firstâŠLater perhapsâŠI want to hear,what sort of person you areâŠOh,Iâm sure,itâs terrible!â
It also pained methat she should think the worst of me,I was afraid of pushing her away completely,and I could not bear the suspicionshe had about my way of life.I wanted to cleanse myself in her eyes,make myself worthy of her,show herthat she was sitting beside a person who wasall but angelically pure.Good heavens,I could count on my fingersmy falls to date.
I told her,I told her everything,and I told only the truth.I did not make anything worse than it was,it was not my intentionto arouse her pity;I also said,that I had stolen five kroner one evening.
She sat and listened with a gaping mouth,pale,frightened,her bright eyes utterly bewildered.I wanted to make it right again,to disperse the sad impressionI had made,and braced myself:
âItâs over now!âI said;âthere can be no more talk of such things;now I am savedâŠâ
But she was very dejected.âGod preserve me!âwas all she said, and fell silent.She said this at short intervalsand fell silent each time again.âGod preserve me!â
I began to jest,took her by the side,to tickle her,lifted her up to my breast.She had buttoned her dress again;this annoyed me a little,hurt me, in fact.Why should she button her dress again?Was I, in her eyes, more unworthy now,than if I myself had been to blame,for my hair falling out?Would she have thought better of me,if I had made myself out to be a rake?âŠNo nonsense.It was just a matter of pressing on!And if it was just a matter of pressing on,then by the livingâŠ
I laid her down,simply laid her down on the sofa.She struggled against it,very little, by the way,and looked surprised.
âNoâŠwhat do you want?âshe said.
âWhat do I want?!â
Heh,she asked,what I wanted!To press on,thatâs what I wanted,to press straight on!It was not only at a distance,that I was in the habit of pressing on;that was not my sort and disposition of man.I made a point of being a man for my hatand not being floored by a wrinkle in the brow.No-no,indeed,I had never yet gonewith my business undone from such an affairâŠ
And I pressed on.
âNoâŠno,butâŠ?â
Yes,I thought,that was the intention!
âNo,do you hear!âshe cried.And she added these wounding words:âI cannot be surethat you are not mad.â
I involuntarily paused a little,and I said:
âYou donât mean that!â
âYes,by God,you look so strange!And that morning,you followed me, âyou werenât drunk then?â
âNo.But I wasnât hungry then either,I had just eatenâŠâ
âYes,so much the worse.â
âWould you ratherI had been drunk?â
âYesâŠHu,Iâm afraid of you!Good heavens,canât you let go now!â
I thought for a moment.No,I could not let go.No damned nonsenseon a late evening on a sofa!Off with the flannel!Heh,what excuses did one not come up withat such a moment!As if I did not know,that it was all just shyness!Then I must be green!So be quiet now!No hesitation!Long live the King and the Fatherland!âŠ
She resisted with surprising strength,far too strongly to just be resistingout of shyness.I happenedto knock the candle over,so that it went out,she resisted desperately,even uttered a little whimper.
âNo,not that,not that!If you want so you can rather kiss meon the breast.My dear,pleaseâŠâ
I stopped immediately.Her words sounded so terrified,helpless,I was utterly stricken.She meant to offer me a substituteby giving me permission tokiss her breast!How lovely,lovely and simple!I could have fallen down and knelt before her.
âBut,my dear,my sweet!âI said completely confused,âI donât understandâŠI really donât comprehend,what sort of game this isâŠâ
She rose and lit the candle againwith trembling hands;I sat back on the sofaand did nothing.What would happen now?I was, in truth, very ill at ease.
She cast her eyes on the wall,at the clock,and started.
âUgh,the maid will be home soon!âshe said.This was the first thing,she said.
I understood this hint and rose.She reached for her cloak,as if to put it on,but thought better of it,left it lyingand went over to the fireplace.She was paleand grew more and more restless.So that it should not look,as if she were showing me the door,I said:
âWas your father in the military?âand at the same time I prepared to leave.
Yes,he was in the military.How did I know that?
I did not know,it just occurred to me.
That was peculiar!
Oh,yes.There were certain places,I came to,where I got these premonitions.He-he,it was part of my madness,thatâŠ
She looked up quickly,but did not answer.I felt,that I was tormenting her with my presence,and wanted to make it short.I went to the door.Would she not kiss me anymore now?Not even offer me her hand?I stood and waited.
âAre you leaving now, then?âshe said,and she still stood still over by the fireplace.
I did not answer.I stood, humbled and confusedand looked at her,without saying anything.Why had she not left me in peace,when it could not come to anything?What was wrong with her at this moment?It did not seem to concern her,that I stood ready to leave;she was at once completely lost to me,and I searched for something to say to herin parting,a heavy,deep word,that could strike herand perhaps impress her a little.And contrary to my firm resolution,wounded,instead of proud and cold,restless,offended,I began outright to speakof trivialities;the striking word did not come,I behaved most thoughtlessly.
Why could she not just as well sayclearly and distinctly,that I should be on my way?I asked.Yes,yes,why not?It was not worth being embarrassed.Instead of reminding me,that the maid would soon be home,she could also simply have said the following:Now you must disappear,because now I am going to fetch my mother,and I do not want your company down the street.So,that was not it,she had been thinking of?Oh,yes,it probably was it anyway,she had been thinking of;I understood that at once.It took so little,to put me on the track;just the way,she had reached for the cloakand then left it lying,had convinced me at once.As I said,I had these premonitions.And there was perhaps not so much madnessin it, in truthâŠ
âBut,good heavens,forgive me for that word!It slipped out of my mouth!âshe cried.But she still stood stilland did not come over to me.
I was unyielding and continued.I stood there chattering awaywith the painful feeling,that I was boring her,that not a single one of my words hit the mark,and yet I did not stop:In truth, one could bea rather sensitive soul,without being mad,I thought;there were natures,that nourished themselves on triflesand died merely for a harsh word.And I implied,that I had such a nature.The fact was,that my poverty had to such a degreesharpened certain faculties in me,that it caused me outright unpleasantness,yes,I assure you, outright unpleasantness,unfortunately.But it also had its advantages,it helped me in certain situations.The poor intelligent man was a far finer observerthan the rich intelligent man.The poor man looks around at every step,he takes,listens suspiciously to every word,he hears from the people,he meets;every step,he himself takes,thus sets his thoughts and feelingsa task,a work.He is sharp-eared and sensitive,he is an experienced man,his soul bears the scars of burnsâŠ
And I spoke for a very long time about these burn scars,that my soul had.But the longer I spoke,the more restless she became;at last she said:âGood heavens!âa couple of times in despairand wrung her hands.I saw well,that I was plaguing her,and I did not want to plague her,but did it anyway.Finally, I thought I had told herin broad strokes the most necessary of,what I had to say,I was seized by her despairing gazeand cried:
âNow I am going!Now I am going!Can you not see,that I already have my hand on the latch?Farewell!Farewell,I say!You might at least answer me,when I say farewell twiceand stand ready to leave.I do not even ask to see you again,for that would pain you;but tell me:Why did you not leave me in peace?What have I done to you?I was not in your way now;was I?Why do you suddenly turn away from me,as if you did not know me at all anymore?Now you have stripped me so utterly bare,made me even more wretchedthan I ever was.Good heavens,but I am not mad,you know very well,if you would think about it,that there is nothing,wrong with me now.Come now and give me your hand!Or let me be allowed to come to you!Will you?I shall not do you any harm,I will just kneel before you a moment,kneel down on the floor there before you,just a moment;may I?No,no,then I shall not do it,I see,you are frightened,I shall not,shall not do it,do you hear.Good heavens,why do you become so terrified?I am standing still,I am not moving.I would have knelt down on the carpet a minute,just there,on the red colour right by their feet.But you were frightened,I could see at once in your eyes,that you were frightened,so I stood still.I did not take a step,when I asked you that;did I?I stood just as motionless as now,when I show you the place,where I would have knelt for you,over there on the red rose in the carpet.I am not even pointing with my finger,I am not pointing at all,I am leaving it be,so as not to frighten you,I am just nodding and looking that way,like this!And you understand very well,which rose,I mean,but you will not allow me to kneel there;you are afraid of meand dare not come near me.I do not comprehend,that you can bring yourselfto call me mad.Is it not true,you donât believe it any longer either?It was once in the summer,a long time ago,then I was mad;I worked too hardand forgot to go to dinner at the right time,when I had a lot to think about.It happened day after day;I should have remembered it,but I kept forgetting.By God in heaven,it is true!May God never let me leave this place alive,if I am lying!There you see,you do me an injustice.It was not out of need,I did it;I have credit,great credit,with Ingebret and Gravesen;I also often walked about with a lot of money in my pocketand still did not buy food,because I forgot.Do you hear that!You say nothing,you do not answer,you do not move away from the fireplace at all,you just stand and wait forme to goâŠâ
She came quickly towards meand held out her hand.I looked at her, full of mistrust.Did she do it with a light heart?Or did she do it just,to be rid of me?She put her arm around my neck,she had tears in her eyes.I just stood and looked at her.She held out her mouth;I could not believe her,it was certainly a sacrifice,she was making,a means to put an end to it.
She said something,it sounded to me like:âI am fond of you all the same!âShe said it very softly and indistinctly,perhaps I did not hear correctly,perhaps she did not say exactly those words;but she threw herself vehemently around my neck,held both arms around my neck for a little while,even stretched a little on her toes,to reach up properly,and stood thus for perhaps a whole minute.
I was afraidthat she was forcing herself to show this tenderness,I just said:
âHow lovely you are now!â
I said no more.I embraced her violently,stepped back,bumped against the doorand went out backwards.And she remained within.