Hunger

FIRST PART

Les textes présentés sur cette page sont des extraits, et non des œuvres complètes. Ils sont proposés à des fins comparatives uniquement, pour permettre de découvrir les différences stylistiques entre les traductions. Pour profiter des œuvres dans leur intégralité, nous vous invitons à acheter les livres en librairie.

Taille du texte
Police
Interligne
Largeur colonnes

PREMIÈRE PARTIE

GeminiPro25

C'était en ce temps où j'errais, tenaillé par la faim, dans Kristiania, cette ville prodigieuse que nul ne quitte avant d'en porter la marque...

Je suis étendu, éveillé, dans ma mansarde, et j'entends une horloge sonner six coups en dessous de moi ; il fait déjà grand jour, et les gens commencent à s'affairer dans les escaliers. Près de la porte, là où les murs de ma chambre sont tapissés de vieux numéros du « Morgenbladet », je distingue nettement un avis du Directeur des Phares et, un peu plus à gauche, une publicité grasse et opulente du boulanger Fabian Olsen vantant son pain frais du jour.

À peine eus-je ouvert les yeux que, par vieille habitude, je me mis à chercher si la journée m'offrait quelque raison de me réjouir. Les temps derniers avaient été durs ; un à un, mes biens avaient été portés « chez ma tante », j'étais devenu nerveux et irascible, et par deux fois j'avais dû garder le lit une journée entière, pris de vertiges. De temps à autre, quand la chance me souriait, je parvenais à tirer cinq couronnes de quelque journal pour un feuilleton.

Le jour se levait de plus en plus, et je me mis à lire les annonces près de la porte ; je pouvais même déchiffrer les lettres maigres et grimaçantes pour les « Linceuls de Mademoiselle Andersen, à droite dans le porche ». Cela m'occupa un long moment ; j'entendis l'horloge sonner huit heures en bas avant de me lever et de m'habiller.

J'ouvris la fenêtre et regardai au-dehors. De là où je me tenais, la vue donnait sur une corde à linge et un terrain vague ; au loin gisaient les ruines d'une forge incendiée, où quelques ouvriers s'affairaient au déblaiement. Je m'accoudai au rebord de la fenêtre et plongeai mon regard dans le vide. Ce serait une belle journée, sans aucun doute, l'automne était là, cette saison exquise et fraîche où tout change de couleur et se meurt. Le bruit des rues commençait déjà à monter et m'appelait au-dehors ; cette chambre vide, dont le plancher ondulait à chacun de mes pas, ressemblait à un cercueil mal joint et sinistre ; la porte n'avait pas de vrai verrou et la pièce, pas de poêle ; la nuit, je dormais avec mes chaussettes pour qu'elles sèchent un peu avant le matin. Mon seul réconfort était un petit fauteuil à bascule rouge où je m'asseyais le soir pour somnoler en songeant à mille choses. Quand le vent soufflait fort et que les portes du bas restaient ouvertes, toutes sortes de sifflements étranges montaient du plancher et s'échappaient des murs, et les feuilles du « Morgenbladet », près de la porte, se fendaient de déchirures longues comme la main.

Je me relevai et fouillai un ballot, dans le coin près du lit, en quête d'un déjeuner, mais ne trouvai rien et retournai à la fenêtre.

Dieu sait, pensai-je, si chercher un emploi servira jamais à quelque chose ! Ces innombrables refus, ces demi-promesses, ces « non » catégoriques, ces espoirs nourris puis déçus, ces nouvelles tentatives qui, chaque fois, n'aboutissaient à rien, avaient eu raison de mon courage. J'avais fini par postuler pour une place de coursier, mais j'étais arrivé trop tard ; de plus, je ne pouvais fournir une caution de cinquante couronnes. Il y avait toujours un obstacle. Je me présentai aussi chez les pompiers. Nous étions une cinquantaine d'hommes dans le hall, bombant le torse pour donner une impression de force et de grande hardiesse. Un chef de bureau fit le tour des candidats, leur tâta les bras, leur posa une ou deux questions, et passa devant moi sans s'arrêter, se contentant de hocher la tête en déclarant que j'étais réformé à cause de mes lunettes. Je me représentai, sans lunettes, le front plissé, les yeux acérés comme des couteaux, et l'homme passa de nouveau devant moi en souriant — il m'avait reconnu. Le pire de tout, c'est que mes vêtements commençaient à être en si piteux état que je ne pouvais plus me présenter pour un poste en homme respectable.

Comme ma chute avait été régulière, méthodique ! Je me retrouvais à la fin si étrangement dépouillé de tout que je n'avais même plus un peigne, ou un livre à lire quand la mélancolie se faisait trop lourde. Tout l'été, j'avais cherché refuge dans les cimetières ou dans le parc du Château, où je m'asseyais pour rédiger des articles pour les journaux, des colonnes et des colonnes sur les sujets les plus divers, inventions étranges, caprices, lubies de mon cerveau agité ; dans mon désespoir, j'avais souvent choisi les thèmes les plus abscons, qui m'imposaient de longues heures d'effort et n'étaient jamais acceptés. Un article terminé, j'en entamais un nouveau, et je n'étais que rarement abattu par les refus des rédacteurs ; je me répétais sans cesse qu'un jour, cela finirait bien par marcher. Et de fait, parfois, quand la chance tournait et que les choses s'arrangeaient un peu, je pouvais obtenir cinq couronnes pour un après-midi de travail.

Je m'écartai de nouveau de la fenêtre, me dirigeai vers la table de toilette et humectai d'un peu d'eau les genoux lustrés de mon pantalon pour les noircir et leur donner un air plus neuf. Cela fait, je glissai comme à mon habitude du papier et un crayon dans ma poche et je sortis. Je descendis les escaliers sur la pointe des pieds, pour ne pas attirer l'attention de ma logeuse ; le loyer était dû depuis quelques jours, et je n'avais plus rien pour payer.

Il était neuf heures. Le fracas des voitures et les voix emplissaient l'air, immense chœur matinal mêlé au pas des piétons et aux claquements de fouets des cochers de fiacre.Cette circulation bruyante m'anima sur-le-champ,et je commençai à me sentir de plus en plus satisfait.Rien n'était plus éloigné de ma pensée que de faire une simple promenade matinale à l'air frais.Que m'importait l'air à mes poumons ?J'étais fort comme un géant et pouvais arrêter une voiture de l'épaule.Une humeur exquise et étrange,un sentiment de lumineuse insouciance,s'était emparé de moi.Je me mis à observer les gens que je croisais ou dépassais,je lus les affiches sur les murs,je me laissai saisir par un regard jeté depuis un tramway qui passait,je laissai chaque bagatelle pénétrer en moi,tous les petits hasards qui croisaient ma route et disparaissaient.

Si seulement on avait de quoi manger par une si belle journée !L'impression de ce matin joyeux me submergea,je devins d'une gaieté indomptable et me mis à fredonner de plaisir,sans raison particulière.Devant une boucherie,une femme, un panier au bras,méditait sur le choix de saucisses pour le dîner ;comme je passais,elle tourna son regard vers moi.Elle n'avait qu'une seule dent sur le devant.Nerveux et influençable comme je l'étais devenu ces derniers jours,le visage de cette femme me fit aussitôt une impression répugnante ;la longue dent jaune ressemblait à un petit doigt sortant de la gencive,et son regard était encore plein de saucisse lorsqu'elle le posa sur moi.Je perdis soudain l'appétit et sentis la nausée me monter à la gorge.Arrivé aux bazars,je m'approchai de la fontaine et bus un peu d'eau ;je levai les yeux — il était dix heures au clocher de Notre-Sauveur.

Je poursuivis ma route dans les rues,flânant sans le moindre souci,m'arrêtant à un carrefour sans nécessité,bifurquant dans une ruelle sans y avoir rien à faire ;je me laissais porter,entraîné par ce matin radieux,oscillant nonchalamment au milieu d'autres êtres heureux ;l'air était vide et clair,et mon esprit sans l'ombre d'un nuage.

Depuis une dizaine de minutes, un vieil homme boiteux marchait devant moi.Il portait un paquet d'une main et avançait de tout son corps,peinant de toutes ses forces pour prendre de la vitesse.Je l'entendais souffler d'effort,et il me vint à l'esprit que je pourrais porter son paquet ;pourtant, je ne cherchai pas à le rattraper.En haut de la rue Grændsen,je croisai Hans Pauli,qui me salua et passa en hâte.Pourquoi était-il si pressé ?Je n'avais nulle intention de lui demander une couronne,et j'allais d'ailleurs lui rendre au plus vite une couverture que je lui avais empruntée quelques semaines auparavant.Aussitôt que ma situation se serait un peu améliorée,je ne voudrais devoir de couverture à personne ; peut-être commencerais-je dès aujourd'hui un article sur les crimes de l'avenir ou sur le libre arbitre,peu importe,quelque chose de digne d'être lu et qui me rapporterait au moins dix couronnes...Et à la pensée de cet article,je me sentis soudain envahi par le besoin de m'y mettre sur-le-champ et de puiser dans mon cerveau bouillonnant ;j'allais me trouver un endroit propice dans le parc du Château et ne prendrais aucun repos avant de l'avoir achevé.

Mais le vieil infirme continuait ses mêmes mouvements saccadés.devant moi Avoir cet être fragile constamment sous les yeux finit par m'irriter. Son voyage semblait ne jamais vouloir finir ;peut-être se rendait-il exactement au même endroit que moi,et devrais-je le supporter tout le long du chemin. Dans mon exaspération, il me sembla qu'à chaque rue transversale il ralentissait un peu,comme pour attendre de voir quelle direction je prendrais,avant de balancer à nouveau son paquet en l'air et de repartir de toutes ses forces pour garder son avance.Je regarde cette créature harassée et me sens de plus en plus envahi d'amertume à son égard ;je sentais qu'il détruisait peu à peu ma radieuse humeur et entraînait avec lui ce matin pur et magnifique dans sa propre laideur. Il ressemblait à un gros insecte claudiquant qui voulait à toute force se frayer une place dans le monde et s'arroger le trottoir pour lui seul.Arrivés en haut de la colline,je refusai de le tolérer plus longtemps,me tournai vers une vitrine et m'arrêtai pour lui donner l'occasion de disparaître.Quand, après quelques minutes,je me remis en marche,l'homme était de nouveau devant moi ;lui aussi s'était arrêté net. Sans réfléchir,je fis trois ou quatre pas furieux,le rejoignis et lui tapai sur l'épaule.

Il s'immobilisa d'un coup.Nous nous dévisageâmes.

— Une petite pièce pour du lait !dit-il enfin,en penchant la tête sur le côté.

Me voilà bien avancé !Je fouillai mes poches et dis :

— Pour du lait, oui.Hum.L'argent se fait rare par les temps qui courent,et je ne sais à quel point vous êtes dans le besoin.

— Je n'ai rien mangé depuis hier, à Drammen,dit l'homme ;je n'ai pas un sou,et je n'ai pas encore trouvé de travail.

— Êtes-vous artisan ?

— Oui,je suis aiguillier.

— Pardon ?

— Aiguillier.D'ailleurs, je sais aussi faire des chaussures.

— Voilà qui change tout,dis-je.Attendez ici quelques minutes,je vais vous chercher un peu d'argent,quelques sous.

Je descendis en toute hâte la Pilestrædet,où je savais qu'il y avait un prêteur sur gages au premier étage ;je n'y étais, du reste, jamais allé.En entrant dans le porche,j'ôtai vivement mon gilet,le roulai et le coinçai sous mon bras ;puis je montai l'escalier et frappai à la porte de la boutique.Je m'inclinai et jetai le gilet sur le comptoir.

— Une couronne et demie,dit l'homme.

— Oui, oui, merci,répondis-je.Si seulement il n'avait pas commencé à devenir un peu trop juste pour moi,je ne m'en serais pas séparé,bien entendu.

Je reçus l'argent et le reçu,et repartis.C'était au fond une excellente idée,cette affaire de gilet ;il me resterait même de l'argent pour un déjeuner copieux,et avant le soir, ma dissertation sur les crimes de l'avenir serait prête.Sur-le-champ, je commençai à trouver l'existence plus douce,et je me hâtai de retourner vers l'homme pour m'en débarrasser.

— Tenez !lui dis-je.Je suis heureux que vous vous soyez adressé à moi en premier.

L'homme prit l'argent et se mit à me toiser.Que regardait-il donc avec cette insistance ?J'eus l'impression qu'il examinait surtout les genoux de mon pantalon,et cette impudence me lassa.Ce gredin croyait-il vraiment que j'étais aussi pauvre que j'en avais l'air ?N'avais-je pas, pour ainsi dire,déjà commencé à écrire un article à dix couronnes ?D'ailleurs, je ne craignais nullement l'avenir,j'avais plusieurs fers au feu.En quoi cela regardait-il un parfait inconnu que je donne un pourboire par une si belle journée ?Le regard de l'homme m'irrita,et je décidai de lui faire une réprimande avant de le quitter.Je haussai les épaules et dis :

— Mon brave homme,vous avez pris la détestable habitude de dévisager les genoux d'un homme qui vous donne une couronne.

Il renversa la tête en arrière contre le mur et ouvrit la bouche en grand.Quelque chose travaillait derrière son front de miséreux ;il pensait sans doute que je voulais le duper d'une manière ou d'une autre,et il me tendit l'argent.

Je tapai du pied sur le pavé et jurai qu'il devait le garder.S'imaginait-il que je m'étais donné tout ce mal pour rien ?Après tout,peut-être lui devais-je cette couronne,j'avais coutume de me souvenir de mes vieilles dettes,il se tenait devant un homme intègre,honnête jusqu'au bout des ongles.Bref,l'argent était à lui...Oh, pas de quoi me remercier,cela m'avait fait plaisir.Adieu.

Et je partis.J'étais enfin débarrassé de cette plaie ambulante et décatie,et je pouvais être tranquille.Je redescendis la Pilestrædet et m'arrêtai devant une épicerie.La vitrine regorgeait de nourriture,et je décidai d'entrer pour prendre quelque chose à emporter.

— Un morceau de fromage et un pain viennois !dis-je en jetant ma demi-couronne sur le comptoir.

— Du fromage et du pain pour tout ça ?demanda la femme d'un ton ironique,sans me regarder.

— Pour cinquante øre tout rond, oui,répondis-je, imperturbable.

Je pris mes provisions,souhaitai un bonjour extrêmement poli à la vieille et grasse mégère et me dirigeai à bride abattue vers le parc, en haut de la colline du Château.Je me trouvai un banc isolé et commençai à ronger avidement mon repas.Cela me fit du bien ;il y avait longtemps que je n'avais pas fait un repas aussi copieux,et je sentis peu à peu s'installer en moi cette même plénitude sereine que l'on éprouve après avoir longtemps pleuré.Mon courage remonta en flèche ;il ne me suffisait plus d'écrire un article sur un sujet aussi simple et direct que les crimes de l'avenir,que n'importe qui, d'ailleurs, pouvait deviner ou même lire dans l'histoire ;je me sentais capable d'un plus grand effort,j'étais d'humeur à surmonter les difficultés,et je me décidai pour une dissertation en trois parties sur la connaissance philosophique.Naturellement, j'aurais l'occasion de pulvériser sans pitié quelques-uns des sophismes de Kant...Au moment de sortir mon nécessaire à écrire pour commencer mon travail,je découvris que je n'avais plus de crayon sur moi ;je l'avais oublié à la boutique du prêteur sur gages ;mon crayon était dans la poche de mon gilet.

Mon Dieu, comme tout s'acharnait à aller de travers pour moi !Je jurai plusieurs fois,me levai du banc et fis les cent pas dans les allées.Tout était très calme ;au loin,près du pavillon de la Reine,quelques nourrices promenaient leurs landaus,sinon il n'y avait âme qui vive. J'étais profondément aigri et marchais comme un forcené devant mon banc.Comme tout allait de travers,et de toutes les manières !Un article en trois parties allait échouer pour la simple raison que je n'avais pas un misérable crayon à dix øre dans ma poche !Et si je redescendais la Pilestrædet pour récupérer mon crayon ?J'aurais encore le temps d'en écrire une bonne partie avant que les promeneurs ne commencent à envahir le parc.Tant de choses dépendaient aussi de cette dissertation sur la connaissance philosophique,peut-être le bonheur de plusieurs personnes,nul ne pouvait le savoir.Je me dis qu'elle pourrait être d'une grande aide pour de nombreux jeunes gens.À bien y réfléchir, je n'allais pas m'en prendre à Kant ;je pouvais l'éviter,il me suffirait de faire une inflexion presque imperceptible en abordant la question du temps et de l'espace ;mais pour Renan, je ne répondais de rien,ce vieux curé de Renan...Quoi qu'il en soit, il s'agissait de produire un article de tant de colonnes ;le loyer impayé,le long regard de ma logeuse le matin quand je la croisais dans l'escalier,tout cela me tourmentait la journée entière et resurgissait même dans mes moments de joie,quand je n'avais par ailleurs aucune pensée sombre.Il fallait que cela cesse.Je sortis rapidement du parc pour aller chercher mon crayon chez le prêteur sur gages.

En descendant la colline du Château,je rattrapai deux dames que je dépassai.En passant,je frôlai la manche de l'une d'elles ;je levai les yeux,elle avait un visage plein,un peu pâle.Soudain, elle rougit et devint étrangement belle,je ne sais pourquoi,peut-être à cause d'un mot entendu au passage,ou simplement d'une pensée secrète chez elle.Ou serait-ce parce que j'avais touché son bras ?Sa haute poitrine ondula violemment plusieurs fois,et elle serra fortement la main sur le manche de son ombrelle.Que lui prenait-il ?

Je m'arrêtai et la laissai repasser devant moi ;je ne pouvais, pour l'instant, aller plus loin,tout cela me paraissait si singulier.J'étais d'une humeur irritable,fâché contre moi-même pour cette histoire de crayon et extrêmement excité par toute la nourriture que j'avais avalée l'estomac vide.Soudain, ma pensée prit par un caprice fantasque une direction étrange ;je me sentis saisi par un désir bizarre d'effrayer cette dame,de la suivre et de la tourmenter d'une manière ou d'une autre.Je la rattrapai de nouveau et la dépassai,puis je me retournai brusquement et me retrouvai face à elle,pour l'observer.Je restai là, la regardant dans les yeux,et inventai sur-le-champ un nom que je n'avais jamais entendu,un nom à la sonorité glissante et nerveuse :Ylajali.Quand elle fut tout près de moi,je me redressai et dis d'un ton pressant :

— Vous perdez votre livre,Mademoiselle.

Je pouvais entendre mon cœur battre à grands coups en prononçant ces mots.

— Mon livre ?demanda-t-elle à sa compagne.Et elle poursuivit son chemin.

Ma méchanceté grandit,et je suivis la dame.J'étais à cet instant pleinement conscient de commettre des folies,sans pouvoir y faire quoi que ce soit ;mon état de confusion m'emportait et me soufflait les inspirations les plus insensées,auxquelles j'obéissais tour à tour.J'avais beau me dire que je me conduisais en idiot,je faisais les pires grimaces dans le dos de la dame et je toussai furieusement plusieurs fois en la dépassant.Marchant ainsi très lentement,toujours avec quelques pas d'avance,je sentais ses yeux dans mon dos,et je me courbais involontairement de honte de l'avoir importunée.Peu à peu, j'eus la sensation étrange d'être loin,ailleurs ;j'éprouvais le sentiment à demi confus que ce n'était pas moi qui marchais là, sur les dalles de pierre,en me voûtant.

Quelques minutes plus tard,la dame arriva à la librairie Pascha ;je m'étais déjà arrêté devant la première vitrine et, au moment où elle passait,je m'avançai et répétai :

— Vous perdez votre livre, Mademoiselle.

— Non, quel livre ?dit-elle, angoissée.Comprends-tu de quel livre il parle ?

Et elle s'arrêta.Je me délectai cruellement de sa confusion,cette perplexité dans ses yeux me ravissait.Son esprit ne pouvait saisir ma petite interpellation désespérée ;elle n'avait aucun livre avec elle,pas la moindre page d'un livre,et pourtant elle cherchait dans ses poches,regardait à plusieurs reprises ses mains,tournait la tête et examinait la rue derrière elle,s'efforçant au maximum de faire travailler son petit cerveau délicat pour comprendre de quel livre je parlais.Son visage changeait de couleur,passant d'une expression à l'autre,et elle respirait de façon très audible ;même les boutons de sa robe semblaient me fixer comme une rangée d'yeux effarés.

— Ne fais pas attention à lui,dit sa compagne en la tirant par le bras ;il est ivre ;ne vois-tu pas que cet homme est ivre !

Aussi étranger que je fusse à moi-même en cet instant,aussi complètement en proie à d'étranges et invisibles influences,rien ne se passait autour de moi sans que je le remarque.Un grand chien brun traversa la rue en courant,vers le bosquet et en direction de Tivoli ;il portait un collier très fin en argentan.Plus haut dans la rue,une fenêtre s'ouvrit au premier étage,et une jeune fille se pencha pour nettoyer les vitres manches retroussées, de l'extérieur.Rien n'échappait à mon attention,j'étais lucide et présent d'esprit,toutes choses affluaient vers moi avec une clarté éclatante,comme si une vive lumière s'était soudain faite autour de moi.Les dames devant moi portaient toutes deux une aile d'oiseau bleue à leur chapeau et un ruban de soie écossais autour du cou.Il me vint à l'esprit qu'elles étaient sœurs.

Elles bifurquèrent, s'arrêtèrent chez le marchand de musique Cisler et discutèrent ;je m'arrêtai aussi.Puis elles revinrent toutes deux sur leurs pas,reprirent le même chemin qu'elles avaient pris,passèrent de nouveau devant moi,tournèrent au coin de la rue de l'Université et montèrent tout droit jusqu'à la place Saint-Olaf.Je les talonnais d'aussi près que je l'osais.Elles se retournèrent une fois et me jetèrent un regard mi-craintif,mi-curieux,et je ne vis nulle indignation sur leurs visages,ni aucun froncement de sourcils.Cette patience face à mon harcèlement me remplit de honte,et je baissai les yeux.Je ne voulais plus les importuner ;par pure gratitude, je voulais les suivre du regard,ne pas les perdre de vue,jusqu'à ce qu'elles entrent quelque part et disparaissent.

Devant le numéro 2,un grand immeuble de quatre étages,elles se retournèrent une dernière fois,puis entrèrent.Je m'adossai à un bec de gaz près de la fontaine et tendis l'oreille pour suivre leurs pas dans l'escalier ;ils s'éteignirent au premier étage.Je m'écartai du bec de gaz et levai les yeux vers l'immeuble.C'est alors que quelque chose d'étrange se produisit.Tout en haut, des rideaux bougèrent ;un instant plus tard, une fenêtre s'ouvrit,une tête apparut,et deux yeux au regard singulier se posèrent sur moi.Ylajali !dis-je à mi-voix,et je sentis que je rougissais.Pourquoi n'appelait-elle pas à l'aide ?Pourquoi ne bousculait-elle pas un des pots de fleurs pour m'écraser la tête,ou n'envoyait-elle pas quelqu'un pour me chasser ?Nous restons là, à nous regarder dans les yeux sans bouger ;cela dure une minute ;des pensées fusent entre la fenêtre et la rue,et pas un mot n'est dit.Elle se détourne,cela me cause une secousse,un choc subtil à travers mon esprit ;je vois une épaule qui pivote,un dos qui disparaît vers l'intérieur de la pièce.Cette lente démarche pour s'éloigner de la fenêtre,l'insistance dans ce mouvement d'épaule,était comme un signe de tête à mon intention ;mon sang perçut cette fine salutation,et je me sentis au même instant merveilleusement heureux.Puis je fis demi-tour et redescendis la rue.

Je n'osais pas me retourner et ne savais pas si elle était revenue à la fenêtre ;à mesure que je ruminais cette question,je devenais de plus en plus agité et nerveux.Elle était probablement là en ce moment,à suivre attentivement tous mes mouvements,et il était absolument insupportable de se savoir ainsi examiné par-derrière.Je me redressai de mon mieux et continuai à marcher ;mes jambes se mirent à trembler,ma démarche devint mal assurée,car je voulais à tout prix la rendre élégante.Pour paraître calme et indifférent,je balançai les bras sans raison,crachai dans la rue et levai le nez en l'air ;mais rien n'y fit.Je sentais toujours ces yeux persécuteurs dans ma nuque,et un frisson me parcourut le corps.Je me réfugiai enfin dans une rue transversale,d'où je repris le chemin de la Pilestrædet pour récupérer mon crayon.

Je n'eus aucune peine à le ravoir.L'homme m'apporta lui-même le gilet et me pria d'examiner toutes les poches sur-le-champ ;je trouvai aussi quelques reçus de prêt que je mis de côté,et remerciai l'aimable homme de sa prévenance.Il me plaisait de plus en plus,et il devint soudain très important pour moi de lui laisser une bonne impression. Je fis un pas vers la porte,puis revins au comptoir,comme si j'avais oublié quelque chose ;j'estimais lui devoir une explication,un éclaircissement,et je me mis à fredonner pour attirer son attention.Puis je pris le crayon en main et le brandis.

Il ne me viendrait pas à l'idée,dis-je,de faire des kilomètres pour un crayon ordinaire ;mais avec celui-ci, c'était une autre affaire,une raison particulière.Aussi humble qu'il parût,ce bout de crayon avait tout simplement fait de moi ce que j'étais dans le monde,m'avait,pour ainsi dire, mis à ma place dans la vie...

Je n'en dis pas plus.L'homme s'approcha du comptoir.

— Vraiment ?dit-il en me regardant avec curiosité.

Avec ce crayon,poursuivis-je de sang-froid,j'avais écrit ma dissertation sur la connaissance philosophique en trois volumes.N'en avait-il pas entendu parler ?

Et l'homme crut bien se souvenir du nom,du titre.

Oui, dis-je,c'était de moi !Qu'il ne s'étonne donc pas que je veuille récupérer ce petit bout de crayon ;il avait bien trop de valeur pour moi,il était presque comme un petit être humain.Du reste, je lui étais sincèrement reconnaissant de sa bienveillance,et je m'en souviendrais — oh oui,je m'en souviendrais vraiment ;parole d'homme,j'étais comme ça,et il le méritait.Adieu.

Je me dirigeai vers la porte avec une allure d'homme capable de placer quelqu'un à un poste élevé chez les pompiers.Le brave prêteur sur gages s'inclina deux fois devant moi tandis que je m'éloignais,et je me retournai une dernière fois pour lui dire adieu.

Dans l'escalier, je croisai une femme qui portait un sac de jute.Elle se serra craintivement sur le côté pour me laisser passer,et je cherchai machinalement dans ma poche quelque chose à lui donner ;ne trouvant rien,je fus embarrassé et passai devant elle, tête basse.Un instant plus tard, j'entendis qu'elle frappait à son tour à la porte de la boutique ;il y avait un grillage en fil de fer sur la porte,et je reconnus aussitôt le tintement des phalanges d'un être humain le touchant.

Le soleil était au sud,il était environ midi.La ville commençait à s'animer,l'heure de la promenade approchait,et des gens saluant et riant ondulaient sur l'avenue Karl Johan.Je serrai les coudes contre mes flancs,me fis tout petit et passai inaperçu devant quelques connaissances qui avaient pris position à un coin près de l'Université pour observer les passants.Je remontai la colline du Château, perdu dans mes pensées.

Ces gens que je croisais,avec quelle légèreté et quelle gaieté ils balançaient leurs têtes blondes et traversaient la vie comme une salle de bal !Il n'y avait de chagrin dans aucun œil que je croisais,aucun fardeau sur aucune épaule,peut-être pas une pensée obscure,pas une petite souffrance secrète dans aucun de ces esprits joyeux.Et moi, je marchais juste à côté d'eux,jeune et fraîchement éclos,et j'avais déjà oublié à quoi ressemblait le bonheur !Je me complaisais dans cette pensée et trouvai qu'on m'avait fait une terrible injustice.Pourquoi les derniers mois s'étaient-ils si étrangement acharnés sur moi ?Je ne reconnaissais plus mon esprit lumineux,et j'étais en proie aux tourments les plus bizarres de toutes parts.Je ne pouvais m'asseoir sur un banc ou poser le pied quelque part sans être assailli par de petits hasards insignifiants,de misérables bagatelles qui s'insinuaient dans mon imagination et dispersaient mes forces à tous les vents.Un chien qui me frôlait,une rose jaune à la boutonnière d'un monsieur,pouvaient faire vibrer mes pensées et m'occuper longtemps.Qu'est-ce qui n'allait pas chez moi ?Le doigt du Seigneur m'avait-il désigné ?Mais pourquoi moi, justement ?Pourquoi pas aussi bien un homme en Amérique du Sud,tant qu'à faire ?En y réfléchissant,il me paraissait de plus en plus inconcevable que j'aie été choisi, précisément moi,pour servir de cobaye aux caprices de la grâce divine.C'était une manière assez singulière de procéder que de sauter par-dessus un monde entier pour m'atteindre ;il y avait pourtant bien le libraire d'occasion Pascha et l'agent maritime Hennechen.

Je marchais en débattant de cette question sans pouvoir m'en défaire,trouvant les objections les plus solides contre cet arbitraire divin qui me faisait payer pour tous.Même après m'être trouvé un banc et m'y être assis,cette question continua de m'occuper et de m'empêcher de penser à autre chose.Depuis ce jour de mai où mes tribulations avaient commencé,je pouvais sentir très clairement une faiblesse croissante,j'étais comme devenu trop las pour me diriger et me conduire où je voulais ;un essaim de petits parasites avait pénétré en moi et m'avait rongé de l'intérieur.Et si Dieu avait tout simplement l'intention de me détruire complètement ?Je me levai et fis les cent pas devant le banc.

Mon être tout entier était en cet instant au comble de la souffrance ;j'avais même des douleurs dans les bras et pouvais à peine supporter de les porter normalement.Mon dernier repas copieux me causait également un grand malaise,j'étais repu et agité et marchais de long en large,sans lever les yeux ;les gens qui allaient et venaient autour de moi passaient comme des ombres.Finalement, mon banc fut occupé par deux messieurs qui allumèrent leurs cigares et discutèrent bruyamment ;je fus pris de colère et voulus leur parler,mais je fis demi-tour et traversai le parc jusqu'à l'autre bout, où je trouvai un nouveau banc.Je m'assis.

La pensée de Dieu recommença à m'occuper.Je trouvais tout à fait injustifiable de sa part de s'interposer chaque fois que je cherchais un emploi et de tout gâcher,alors que je ne demandais que de quoi manger.J'avais remarqué très clairement que lorsque je jeûnais un peu trop longtemps,c'était comme si mon cerveau s'écoulait tout doucement de ma tête et me laissait vide.Ma tête devenait légère et absente,je ne sentais plus son poids sur mes épaules,et j'avais la sensation que mes yeux s'ouvraient de façon démesurée quand je regardais quelqu'un.

J'étais assis là, sur le banc,à réfléchir à tout cela,et je devenais de plus en plus amer contre Dieu pour ses tourments persistants.S'il pensait m'attirer plus près de lui et me rendre meilleur en m'épuisant et en semant obstacle sur obstacle sur ma route,il se trompait lourdement,je pouvais le lui assurer.Et je levai les yeux vers le ciel,presque en larmes de défi,et je le lui dis une fois pour toutes dans le secret de mon âme.

Des bribes de mon catéchisme d'enfant me revinrent à l'esprit,la douce mélodie de la Bible chanta à mes oreilles,et je me parlais tout bas en penchant la tête d'un air sardonique.Pourquoi m'inquiétais-je de ce que j'allais manger, de ce que j'allais boire,et de quoi j'allais vêtir ce misérable sac de vers appelé mon corps terrestre ?Mon Père céleste n'avait-il pas pourvu à mes besoins,comme à ceux des moineaux sous le ciel,et ne m'avait-il pas montré la grâce de désigner son humble serviteur ?Dieu avait plongé son doigt dans mon réseau nerveux et, délicatement,très légèrement,avait mis un peu de désordre dans les fils.Et Dieu avait retiré son doigt,et il y avait des filaments et de fines radicelles sur son doigt, arrachés aux fils de mes nerfs.Et il y avait un trou béant laissé par son doigt,qui était le doigt de Dieu,et des plaies dans mon cerveau le long du passage de son doigt.Mais là où Dieu m'avait touché du doigt de sa main,il m'avait laissé et ne m'avait plus touché et ne m'avait fait aucun mal.Mais il m'avait laissé aller en paix,et il m'avait laissé aller avec le trou béant.Et aucun mal ne m'advint de Dieu,qui est le Seigneur pour l'éternité...

Des éclats de musique, portés par le vent, me parvenaient du square des Étudiants ;il était donc plus de deux heures.Je sortis mes papiers pour essayer d'écrire quelque chose ;au même moment, mon carnet de rasage tomba de ma poche.Je l'ouvris et comptai les feuilles :il restait six tickets.Dieu soit loué !dis-je involontairement ;je pourrais encore me faire raser pendant quelques semaines et avoir l'air présentable !Et je fus aussitôt de meilleure humeur grâce à ce petit bien qui me restait ;je lissai soigneusement les tickets et rangeai le carnet dans ma poche.

Mais je ne pouvais pas écrire.Après quelques lignes,plus rien ne me venait à l'esprit ;mes pensées étaient ailleurs,et je ne parvenais pas à me concentrer pour un effort précis.Tout m'influençait et me distrayait,tout ce que je voyais m'apportait de nouvelles impressions.Des mouches et de petits moucherons se posaient sur le papier et me dérangeaient ;je soufflais dessus pour les chasser,de plus en plus fort,mais en vain.Ces petites pestes se cabrent,se font lourdes et résistent,si bien que leurs fines pattes se courbent.Impossible de les déloger.Elles trouvent quelque chose où s'accrocher,prennent appui sur une virgule ou une aspérité du papier et restent immobiles jusqu'à ce qu'elles décident d'elles-mêmes de s'en aller.

Pendant un temps, ces petites créatures continuèrent de m'occuper ;je croisai les jambes et pris mon temps pour les observer.Soudain, une ou deux notes aiguës de clarinette montèrent du square et donnèrent une nouvelle impulsion à ma pensée.Découragé de ne pouvoir achever mon article,je remis mes papiers dans ma poche et me penchai en arrière sur le banc.À cet instant, ma tête est si claire que je peux penser les pensées les plus subtiles sans me fatiguer.Allongé dans cette position,laissant mes yeux parcourir ma poitrine et mes jambes,je remarque le mouvement saccadé que fait mon pied à chaque pulsation de mon pouls.Je me redresse à moitié et regarde mes pieds,et je traverse alors une humeur fantastique et inconnue,que je n'avais jamais ressentie auparavant ;une secousse fine et merveilleuse parcourut mes nerfs,comme si des éclairs de lumière froide les traversaient.En jetant les yeux sur mes souliers,c'était comme si j'avais rencontré une vieille connaissance ou retrouvé une partie détachée de moi-même ;une sensation de reconnaissance frémit à travers mes sens,les larmes me montèrent aux yeux,et je perçus mes souliers comme une douce mélopée murmurant à mon oreille.Faiblesse !me dis-je durement,et je serrai les poings en répétant : Faiblesse.Je me moquai de moi-même pour ces émotions ridicules,me raillant en pleine conscience ;je me parlais de manière très sévère et sensée,et je fermai les yeux avec force pour chasser les larmes.Comme si je ne les avais jamais vus,je me mis à étudier leur apparence,leurs mimiques quand je bougeais le pied,leur forme et leur cuir usé,et je découvris que leurs plis et leurs coutures blanches leur donnaient une expression,leur conféraient une physionomie.Quelque chose de mon propre être était passé dans ces souliers,ils agissaient sur moi comme un souffle répondant à mon moi,une partie haletante de moi-même...

Je restai là à fabuler avec ces sensations un long moment,peut-être une heure entière.Un petit vieillard vint occuper l'autre bout de mon banc ;en s'asseyant,il expira lourdement après sa marche et dit :

— Eh,oui, oui, oui, oui, oui, oui, oui, oui, oui, oui, ma foi !

Dès que j'entendis sa voix,ce fut comme si un vent balayait ma tête ;j'oubliai mes souliers,et il me sembla que l'état d'esprit confus que je venais d'éprouver remontait à un temps lointain,peut-être un an ou deux,et commençait déjà à s'effacer de ma mémoire.Je me mis à observer le vieil homme.

Que me voulait-il,ce petit homme ?Rien,absolument rien !Sinon qu'il tenait un journal à la main,un vieux numéro,la page des annonces tournée vers l'extérieur,dans lequel quelque chose semblait être enveloppé.Je devins curieux et ne pus détacher mes yeux de ce journal ;l'idée folle me vint que ce pourrait être un journal tout à fait remarquable,unique en son genre ;ma curiosité grandit,et je commençai à m'agiter sur le banc.Ce pouvaient être des documents,des pièces dangereuses,volées dans des archives.Et quelque chose me vint à l'esprit,un traité secret,une conspiration.

L'homme était assis, silencieux et pensif.Pourquoi ne portait-il pas son journal comme tout le monde,le titre visible ?Quelle était cette dissimulation ?Il ne semblait pas vouloir lâcher son paquet,pour rien au monde,il n'osait peut-être même pas le confier à sa propre poche.J'aurais pu jurer qu'il y avait quelque chose de louche avec ce paquet.

Je regardai dans le vide.Le fait même qu'il fût si impossible de percer ce mystère me rendait fou de curiosité.Je cherchai dans mes poches quelque chose à donner à l'homme pour engager la conversation,et je saisis mon carnet de rasage,mais le rangeai aussitôt.Soudain, je décidai d'être d'une audace extrême ;je me tapotai la poche de poitrine vide et dis :

— Oserais-je vous offrir une cigarette ?

Merci, l'homme ne fumait pas,il avait dû arrêter pour ménager ses yeux,il était presque aveugle.Mais merci beaucoup !

Ses yeux étaient-ils abîmés depuis longtemps ?Alors il ne pouvait peut-être pas lire non plus ?Même pas les journaux ?

Même pas les journaux,hélas !

L'homme me regarda.Ses yeux malades étaient recouverts chacun d'un voile qui leur donnait un aspect vitreux ;son regard était blanc et produisait une impression repoussante.

— Vous êtes étranger ici ?dit-il.

Oui. — Ne pouvait-il même pas lire le titre du journal qu'il tenait à la main ?

À peine. — D'ailleurs, il avait tout de suite entendu que j'étais étranger ;il y avait quelque chose dans mon accent qui le lui disait.Il fallait si peu de choses,il avait l'ouïe si fine ;la nuit, quand tout le monde dormait,il pouvait entendre les gens respirer dans la chambre d'à côté...À propos,où habitez-vous ?

Un mensonge se forma aussitôt dans ma tête, tout prêt.Je mentis involontairement,sans préméditation ni arrière-pensée,je répondis :

— Place Saint-Olaf, numéro 2.

Vraiment ?L'homme connaissait chaque pavé de la place Saint-Olaf.Il y avait une fontaine,quelques becs de gaz,deux ou trois arbres,il se souvenait de tout...À quel numéro habitez-vous ?

Je voulus en finir et me levai,poussé à bout par mon idée fixe sur le journal.Le secret devait être percé,quoi qu'il en coûte.

— Si vous ne pouvez pas lire ce journal,pourquoi...

— Au numéro 2,me semblait-il que vous disiez ?continua l'homme,sans prêter attention à mon agitation.J'ai connu autrefois tous les habitants du numéro 2.Comment s'appelle votre logeur ?

Je trouvai en hâte un nom pour me débarrasser de lui,inventai ce nom sur-le-champ et le jetai pour arrêter mon tourmenteur.

— Happolati,dis-je.

— Happolati, oui,acquiesça l'homme,sans perdre une seule syllabe de ce nom difficile.

Je le regardai, stupéfait ;il était très sérieux et avait une mine pensive.À peine avais-je prononcé ce nom stupide qui m'était venu à l'esprit que l'homme s'en accommoda et parut l'avoir déjà entendu.Pendant ce temps, il posa son paquet sur le banc,et je sentis toute ma curiosité vibrer dans mes nerfs.Je remarquai qu'il y avait quelques taches de graisse sur le journal.

— N'est-il pas marin,votre logeur ?demanda l'homme,et il n'y avait aucune trace d'ironie contenue dans sa voix.Il me semble me souvenir qu'il était marin ?

— Marin ?Pardon,ce doit être son frère que vous connaissez ;celui-ci, c'est J. A. Happolati,agent commercial.

Je crus que cela l'achèverait ;mais l'homme acquiesçait à tout ;si j'avais inventé un nom comme Barabas Bouton-de-Rose,cela n'aurait pas éveillé sa méfiance.

— C'est un homme de bien,m'a-t-on dit,dit-il,en tâtonnant.

— Oh, un homme rusé,répondis-je,une tête pour les affaires,agent pour toutes sortes de choses,airelles pour la Chine,plumes et duvets de Russie,peaux,pâte à papier,encre à écrire...

— Hé-hé,ça alors, par tous les diables !m'interrompit le vieillard, très animé.

Cela commençait à devenir intéressant.La situation m'échappa,et les mensonges s'enchaînèrent dans ma tête.Je me rassis,oubliant le journal,les documents étranges,je devins fébrile et coupai la parole à mon interlocuteur.La crédulité de ce petit nain me rendait téméraire,j'allais lui mentir sans vergogne,le terrasser avec magnificence et le réduire au silence par la stupéfaction.

Avait-il entendu parler du psautier électrique qu'Happolati avait inventé ?

Quoi,élec...

Avec des lettres électriques qui pouvaient briller dans le noir !Une entreprise absolument grandiose,des millions de couronnes en jeu,des fonderies et des imprimeries en activité,des foules de mécaniciens bien payés,j'avais entendu dire sept cents hommes.

— Eh bien, n'est-ce pas ce que je disais !dit l'homme tranquillement.Il n'en dit pas plus ;il croyait chaque mot que je lui racontais,et pourtant ne tombait pas des nues.Cela me déçut un peu,je m'attendais à le voir déconcerté par mes inventions.

J'inventai encore deux ou trois mensonges désespérés,poussant jusqu'à l'absurde,insinuant qu'Happolati avait été ministre pendant neuf ans en Perse.Vous n'avez peut-être pas la moindre idée de ce que cela signifie d'être ministre en Perse ?demandai-je.C'était plus qu'être roi ici,ou à peu près comme sultan,s'il voyait ce que c'était.Mais Happolati s'était tiré de tout et n'avait jamais été pris au dépourvu.Et je parlai d'Ylajali,sa fille,une fée, une princesse qui avait trois cents esclaves et reposait sur un lit de roses jaunes ;c'était la plus belle créature que j'eusse vue,Dieu me damne si j'avais jamais vu pareille merveille de ma vie !

— Vraiment,elle était si jolie ?articula le vieil homme d'un air absent en regardant le sol.

Jolie ?Elle était ravissante,elle était d'une douceur coupable !Des yeux comme de la soie grège,des bras d'ambre !Un seul de ses regards était aussi enivrant qu'un baiser,et quand elle m'appelait,sa voix me traversait comme un rayon de vin jusqu'au phosphore de mon âme.Pourquoi ne serait-elle pas aussi belle ?La prenait-il pour une coursière ou pour une employée des pompiers ?C'était tout simplement une gloire du ciel,que je lui dise,un conte de fées.

— Oui, oui !dit l'homme, un peu décontenancé.

Son calme m'ennuyait ;j'étais excité par ma propre voix et parlais avec le plus grand sérieux.Les archives volées,le traité avec une puissance étrangère,n'étaient plus dans mes pensées ;le petit paquet plat était là sur le banc entre nous,et je n'avais plus la moindre envie de l'examiner pour voir ce qu'il contenait.J'étais entièrement absorbé par mes propres histoires,des visions étranges défilaient devant mes yeux,le sang me montait à la tête,et je mentais à gorge déployée.

À cet instant, l'homme sembla vouloir partir.Il se souleva et demanda,pour ne pas rompre trop brusquement :

— Il doit avoir de grandes propriétés,cet Happolati ?

Comment cet aveugle,ce vieillard répugnant, osait-il jongler avec le nom étranger que j'avais inventé,comme si c'était un nom commun inscrit sur chaque enseigne de boutiquier de la ville ?Il ne trébuchait jamais sur une lettre,n'oubliait pas une syllabe ;ce nom s'était ancré dans son cerveau et y avait pris racine sur-le-champ.Je fus contrarié,une amertume intérieure commença à naître en moi contre cet homme que rien ne pouvait déconcerter ni rendre méfiant.

— Je n'en sais rien,répondis-je donc sèchement ;je n'en sais absolument rien.D'ailleurs, laissez-moi vous dire une fois pour toutes qu'il s'appelle Johan Arendt Happolati,à en juger par ses propres initiales.

— Johan Arendt Happolati,répéta l'homme, un peu surpris par ma véhémence.Puis il se tut.

— Vous auriez dû voir sa femme,dis-je, furieux ;une personne plus épaisse...Oui, vous ne croyez peut-être pas qu'elle était particulièrement épaisse ?

Si, il lui semblait bien,il ne pouvait le nier ;un tel homme avait peut-être une femme un peu épaisse.

Le vieillard répondait doucement et calmement à chacune de mes attaques et cherchait ses mots,comme s'il avait peur de commettre une faute et de me fâcher.

— Nom de Dieu,l'homme, croyez-vous peut-être que je suis assis ici à vous raconter des craques monumentales ?criai-je, hors de moi.Ne croyez-vous peut-être même pas qu'il existe un homme du nom de Happolati ?Je n'ai jamais vu pareille obstination et méchanceté chez un vieil homme !Qu'est-ce qui vous prend, bon sang ?Vous avez peut-être même pensé que j'étais un homme extrêmement pauvre, assis ici dans mes plus beaux habits,sans un étui plein de cigarettes dans ma poche ?Un tel traitement,comme le vôtre,je n'y suis pas habitué,je vous le dis,et je ne le tolérerai pas, Dieu m'en soit témoin,ni de vous ni de personne d'autre,pour que vous le sachiez !

L'homme s'était levé.La bouche bée,il resta muet,écoutant mon emportement jusqu'au bout,puis il saisit vivement son paquet sur le banc et partit,courant presque le long de l'allée à petits pas de vieillard.

Je restai assis, regardant son dos qui s'éloignait de plus en plus et semblait se voûter de plus en plus.Je ne sais d'où me vint cette impression,mais il me sembla n'avoir jamais vu un dos plus malhonnête,plus vicieux que celui-là,et je ne regrettai pas d'avoir injurié cet homme avant qu'il ne me quitte...

Le jour commençait à décliner.Le soleil baissait,un léger murmure s'éleva dans les arbres,et les nourrices,assises en groupe près de la barre d'équilibre,s'apprêtaient à rentrer leurs landaus.J'étais calme et serein.L'excitation qui m'avait saisi s'apaisa peu à peu,je m'affaissai,devins mou et commençai à me sentir somnolent ;la grande quantité de pain que j'avais mangée ne me causait plus non plus de grand désagrément.Dans les meilleures dispositions,je me penchai en arrière sur le banc,fermai les yeux et devins de plus en plus assoupi ;je somnolais et étais sur le point de m'endormir profondément quand un gardien du parc posa la main sur mon épaule et dit :

— Vous n'avez pas le droit de dormir ici.

— Non,dis-je en me levant aussitôt.Et d'un coup,ma situation lamentable m'apparut de nouveau,vivante, sous les yeux.Il fallait que je fasse quelque chose,que j'invente quelque chose !Chercher un emploi ne m'avait servi à rien ;les recommandations que je présentais étaient devenues un peu vieilles et provenaient de personnes trop inconnues pour avoir un grand effet ;de plus, ces refus constants tout au long de l'été m'avaient rendu quelque peu découragé.Bon,quoi qu'il en soit,mon loyer était dû,et je devais trouver une solution.Le reste attendrait.

Tout à fait involontairement,j'avais de nouveau pris mon crayon et mon papier,et j'étais assis à écrire machinalement la date 1848 dans tous les coins.Si seulement une seule pensée fulgurante pouvait s'emparer de moi et me mettre les mots à la bouche !C'était déjà arrivé,c'était vraiment arrivé,que de tels moments me submergent,où je pouvais écrire un long article sans effort et le réussir admirablement.

Je suis assis là sur le banc,écrivant des dizaines de fois 1848,écrivant ce chiffre en long, en large et en travers,de toutes les manières possibles,en attendant qu'une idée exploitable me vienne.Un essaim de pensées décousues voltige dans ma tête,l'atmosphère du jour déclinant me rend morose et sentimental.L'automne est là et a déjà commencé à tout plonger dans la torpeur ;mouches et petites bêtes ont subi le premier coup,dans les arbres et sur le sol on entend le son de la vie qui lutte,un bruissement, un murmure agité,s'efforçant de ne pas périr.Toutes les existences piétinées du monde rampant s'agitent une dernière fois,sortent leurs têtes jaunes de la mousse,lèvent leurs pattes,tâtent le terrain avec de longs filaments,puis s'effondrent soudain,basculent et se retournent sur le dos.Chaque plante a pris sa marque distinctive,un souffle fin et glacial du premier froid ;les brins d'herbe se dressent, pâles, vers le soleil,et les feuilles mortes bruissent sur le sol avec un son de vers à soie en marche.C'est le temps de l'automne,au cœur du carnaval de la décomposition ;les roses ont une inflammation dans leur rougeur,une lueur hectique et merveilleuse sur la couleur rouge sang.

Je me sentis moi-même comme un insecte en perdition,saisi par la destruction au milieu de cet univers prêt à s'endormir.Je me levai,en proie à d'étranges terreurs,et fis quelques pas violents dans l'allée.Non ! criai-je en serrant les deux poings,il faut que cela cesse !Et je me rassis,repris le crayon et voulus m'attaquer sérieusement à un article.Il ne servait absolument à rien de baisser les bras quand on avait un loyer impayé qui vous narguait.

Lentement,très lentement, mes pensées commencèrent à se rassembler.Je fis attention et écrivis doucement et de manière réfléchie quelques pages en guise d'introduction ;cela pouvait être le début de n'importe quoi,un récit de voyage,un article politique,selon mon bon vouloir.C'était un excellent début pour bien des choses.

Puis je me mis à chercher un sujet précis à traiter,un homme,une chose sur laquelle me jeter,et je ne trouvai rien.Pendant cet effort infructueux,le désordre recommença à s'installer dans mes pensées,je sentis mon cerveau littéralement se bloquer,ma tête se vider, se vider,et elle finit par rester légère et sans contenu sur mes épaules.Je ressentis ce vide béant dans ma tête de tout mon corps,je me sentis comme évidé de la tête aux pieds.

— Seigneur,mon Dieu et mon Père !criai-je de douleur,et je répétai ce cri plusieurs fois de suite,sans rien ajouter.

Le vent bruissait dans le feuillage,une tempête se préparait.Je restai encore un moment assis,le regard perdu sur mes papiers,puis je les pliai et les glissai lentement dans ma poche.Il se mit à faire frais,et je n'avais plus de gilet ;je boutonnai ma redingote jusqu'au cou et mis les mains dans mes poches.Puis je me levai et partis.

Si seulement j'avais réussi cette fois,cette seule fois !Deux fois, ma logeuse m'avait interrogé du regard au sujet du paiement,et j'avais dû baisser la tête et me faufiler devant elle avec un salut embarrassé.Je ne pouvais pas le refaire ;la prochaine fois que je croiserais ces yeux,je donnerais mon congé et m'expliquerais honnêtement ;de toute façon, cela ne pouvait pas durer éternellement ainsi.

En arrivant à la sortie du parc,je revis le vieux nain que j'avais mis en fuite dans ma fureur.Le mystérieux paquet de journal était ouvert à côté de lui sur le banc,rempli de victuailles de toutes sortes,dans lesquelles il mordait.Je voulus un instant aller vers lui et m'excuser,lui demander pardon pour mon comportement,mais sa nourriture me repoussa ;ses vieux doigts,qui ressemblaient à dix griffes ridées,serraient de façon répugnante les tartines grasses,je sentis la nausée et passai sans lui adresser la parole. Il ne me reconnut pas,ses yeux me fixèrent, secs comme de la corne,et son visage ne tressaillit pas.

Et je poursuivis ma route.

Comme à mon habitude, je m'arrêtai devant chaque journal affiché que je croisai pour étudier les offres d'emploi, et j'eus la chance d'en trouver une qui pouvait me convenir :un commerçant du Grønlandsleret cherchait un homme pour quelques heures de comptabilité chaque soir ;salaire à convenir.Je notai l'adresse de l'homme et priai Dieu en silence pour cette place ;je demanderais moins que n'importe qui pour ce travail,cinquante øre seraient amplement suffisants,ou peut-être quarante øre ;on verrait bien.

En rentrant chez moi,il y avait sur ma table un mot de ma logeuse,dans lequel elle me priait de payer mon loyer d'avance ou de déménager dès que possible.Je ne devais pas le prendre mal,ce n'était qu'une requête nécessaire.Amicalement, Madame Gundersen.

J'écrivis une lettre de candidature au commerçant Christie, Grønlandsleret numéro 31,la mis dans une enveloppe et la déposai dans la boîte au coin de la rue.Puis je remontai dans ma chambre et m'assis pour réfléchir dans le fauteuil à bascule,tandis que l'obscurité s'épaississait.Il devenait difficile,à présent, de tenir bon.

FIRST PART

GeminiPro25

It was during that timeI went abouthungry in Kristiania,that wondrous citywhich no one leavesuntil it has left its mark on him…

I lie awake in my garret,hearing a clock below mestrike six;it was already quite light,and people were beginning to stir,ascending and descending the stairs.By the door,where the wall was paperedwith old issues of Morgenbladet,I could clearly seea notice from the Director of Lighthousesand, a little to its left,a fat, opulent advertisementfrom Baker Fabian Olsenfor freshly-baked bread.

The moment I opened my eyes,I began, as was my habit,to considerif I had anything to look forward to that day.Times had been lean for meof late;one by one my possessionshad been taken to ‘Uncle,’and I had grown nervous and impatient;on a couple of occasions, I had even stayed in bedfor a day with spells of dizziness.Now and then,when fortune smiled,I could manage to earn five kronerfrom some paper or otherfor a feuilleton.

The light grew,and I began to readthe advertisements by the door;I could even make out the gaunt,grinning letters announcing ‘Shrouds at Miss Andersen’s,to the right in the gateway.’This occupied me for a long while;I heard the clock below strike eightbefore I rose and dressed.

I opened the window and looked out.From where I stood,I had a view of a clotheslineand an open field;far in the distance lay the ruinsof a burnt-down smithy,where a few labourers were busyclearing the debris.I leaned my elbows on the windowsilland stared into the air.It would certainly be a bright day;autumn had come,that fine, cool seasonin which all things change colour and perish.The city’s clamour had already begun to rise from the streets,luring me out;this empty room,whose floorboards swayedwith every step I took,felt like a gaping,ghastly coffin.There was no proper lock on the doorand no stove in the room;at night, I used to lie on my stockingsto get them somewhat dry for the morning.The only thingI had to amuse myself withwas a little red rocking chair,where I would sit in the evenings,dozing and pondering all manner of things.When the wind blew hardand the doors below stood open,all sorts of strange shrieks would soundup through the floor and from within the walls,and the Morgenbladet by the doorwould develop tears as long as my hand.

I stood upand searched a bundle in the cornerby the bed for something for breakfast,but found nothingand returned to the window.

God knows, I thought,if it will ever be any use for meto look for a position again!The many rejections,the half-promises,the outright refusals;the nurtured and disappointed hopes;the fresh attempts,each one coming to nothing—they had all undone my courage.I had finally sought a postas a debt collector’s messengerbut had been too late;besides, I could not providethe fifty kroner security.There was always some hindrance.I also applied to the fire brigade.We stood, fifty men or so, in the entrance hall,chests puffed outto give an impression of strengthand great daring.A senior clerk walked aboutinspecting the applicants,feeling their armsand asking a question here and there;he walked right past me,merely shaking his head and sayingI was disqualified on account of my spectacles.I presented myself again,without spectacles;I stood there with knitted brow,making my eyes as sharp as knives,and the man passed me by again,and he smiled—he had recognised me.The worst of it all wasthat my clothes had begun to grow so shabbythat I could no longer present myselffor a post as a respectable person.

How steadilyand methodically everything had gone downhill for meall this time!In the end, I stood so curiously bereftof everything;I did not even have a comb left,or a book to readwhen things became too dreary.All summer longI had sought out the cemeteriesor gone up to the Palace Park,where I sat and composed articles for the papers,column after columnon the most varied topics,strange inventions, fancies,impulses from my restless mind;in desperation, I had often chosenthe most remote subjects,which cost me long periods of exertionand were never accepted.When one piece was finished,I would start on a new one,and I was not often disheartenedby the editors’ refusals;I kept telling myselfthat one day it would surely work out.And indeed, sometimes,when I had a stroke of luckand things looked up a little,I could get five kronerfor an afternoon’s work.

I rose again from the window,went over to the washstand,and sprinkled a little waterupon the shiny knees of my trousersto darken themand make them look a little newer.Having done this,I put paper and pencil in my pocket,as was my custom, and went out.I slipped down the stairs very quietlyso as not to draw the attention of my landlady;a couple of days had passedsince my rent was due,and I had nothing to pay with now.

It was nine o’clock.The rumble of wagons and the sound of voices filled the air,a tremendous morning chorus,mingled with the steps of pedestriansand the cracks of coachmen’s whips.This bustling traffic everywhereimmediately enlivened me,and I began to feelmore and more content.Nothing was further from my mindthan simply taking a morning stroll in the fresh air.What did the air matter to my lungs?I was strong as a giantand could stop a carriage with my shoulder.A fine, peculiar mood,a feeling of luminous indifference,had taken hold of me.I began to observe the peopleI met and passed,read the posters on the walls,received impressions from a glancethrown at me from a passing tram,letting every trifle penetrate my senses,all the small coincidencesthat crossed my path and vanished.

If only one had a little something to eaton such a bright day!The impression of the cheerful morning overwhelmed me;I became irrepressibly contentand began to hum with joyfor no particular reason.At a butcher’s shop,a woman with a basket on her armstood contemplating sausages for dinner;as I passed her,she looked over at me.She had only one tooth in the front of her mouth.Nervous and easily affectedas I had become these last few days,the woman’s face immediately madea repulsive impression on me;the long, yellow toothlooked like a little fingerrising from her jaw,and her gaze was still full of sausagewhen she turned it towards me.I lost my appetite at onceand felt a wave of nausea.When I reached the Bazaars,I went to the fountain and drank a little water;I looked up—the clock on Our Saviour’s tower read ten.

I walked on through the streets,drifting about without a care in the world,stopping at a cornerfor no reason,turning down a side streetwith no errand there;I let things happen,was carried along by the joyous morning,swaying carefree back and forthamong other happy people.The air was clear and bright,and my mind was without a shadow.

For ten minutes,I had continually hadan old, lame man ahead of me.He carried a bundle in one handand walked with his entire body,labouring with all his mightto make headway.I could hear him panting from the effort,and it occurred to methat I could carry his bundle;yet I made no attempt to catch up with him.Up on Grensen street,I met Hans Pauli,who greeted me and hurried past.Why was he in such a rush?I had no intentionof asking him for a krone;I also meant, at the very first opportunity,to return a blanketI had borrowed from himsome weeks ago.As soon as I was back on my feet,I would owe no mana blanket;perhaps today I would beginan article on the crimes of the future,or on the freedom of the will,whatever,something worth reading,for which I would get ten kroner at least…And at the thought of this article,I was suddenly suffused withan urge to begin at onceand pour out the contents of my full mind;I would find a suitable placein the Palace Park and not restuntil I had it finished.

But the old cripplewas still making the same spasmodic movementsahead of me on the street.It finally began to irritate me,having this frail creature before methe entire time.His journey seemed as if it would never end;perhaps he was bound for the very same spotas I,and I would have to look at himthe whole way.In my agitation, it seemed to methat at every cross street he slowed down a little,as if waiting to seewhich direction I would take,whereupon he would again swing the bundle high in the airand press on with all his mightto gain a lead.I walk and watch this toiling creatureand become more and more filled with bitterness towards him;I feltthat he was, bit by bit, destroying my bright moodand dragging the pure,beautiful morning down into uglinesswith him.He looked like a large, lurching insect,determinedto fight its way to a place in the worldand reserve the pavementfor itself alone.When we reached the top of the hill,I could bear it no longer;I turned towards a shop windowand stoppedto give him a chance to get away.When, after a few minutes,I started walking again,the man was in front of me once more;he, too, had stood stock-still.Without thinking,I tookthree or four furious strides forward,caught up with him, and tapped the man on the shoulder.

He stopped abruptly.We both began to stare at each other.

“A small coin for milk!”he said finally,tilting his head to one side.

Well,now I was in a fine fix!I felt in my pockets and said:

“For milk, yes.Hmm.Money is scarce these days,and I don’t knowhow needy you might be.”

“I haven’t eaten since yesterday in Drammen,”said the man.“I don’t own a single øre,and I haven’t found work yet.”

“Are you a craftsman?”

“Yes,I’m a needle-maker.”

“A what?”

“A needle-maker.Besides, I can also make shoes.”

“That changes things,”I said.“You must wait here a few minutes,and I shall fetch some money for you,a few øre.”

I walked with great haste down Pilestrædet,where I knew of a pawnbroker on the second floor;I had, however, never been to him before.When I entered the gateway,I swiftly pulled off my waistcoat,rolled it up, and tucked it under my arm;then I went up the stairs and knocked at the pawnshop door.I bowed and threw the waistcoat on the counter.

“One and a half kroner,”said the man.

“Yes, yes, thank you,”I replied.“Had it not been for the factthat it was starting to get a bit too tight for me,I would not have parted with it,of course.”

I received the money and the ticketand went back on my way.It was, in fact, an excellent idea,this business with the waistcoat;I would even have money left overfor a plentiful breakfast,and by evening, my treatiseon the crimes of the future would be ready.On the spot,I began to find existence gentler,and I hurried back to the manto be rid of him.

“Here you are!”I said to him.“I am gladyou addressed yourself to me first.”

The man took the moneyand began to survey me with his eyes.What was he standing and staring at?I had the impressionthat he was particularly examining the knees of my trousers,and I grew tired of this impertinence.Did the scoundrel thinkI was really as pooras I looked?Had I not, for all intents and purposes,already begun to write on an articleworth ten kroner?In any case, I had no fear for the future;I had many irons in the fire.What business was it of a perfect stranger,if I gave away a little moneyon such a bright day?The man’s gaze irritated me,and I decided to give him a reprimandbefore I left.I shrugged my shoulders and said:

“My good man,you have acquired the ugly habitof staring at a man’s kneeswhen he gives you a krone.”

He threw his head back against the walland his mouth fell open.Something was working behind his beggar’s brow;he surely thoughtI meant to trick him in some way,and he held the money back out to me.

I stamped my foot on the pavementand sworethat he should keep it.Did he imagineI would go to all that troublefor nothing?When all was said and done,perhaps I owed him this krone;I had a way of remembering old debts,he stood before an upright man,honest to his fingertips.In short,the money was his…Oh, no need to thank me,it had been a pleasure.Farewell.

I left.At last, I was rid of this aching pestand could be undisturbed.I went back down Pilestrædetand stopped outside a provisions shop.The window was filled with food,and I decided to go inand get myself something for the road.

“A piece of cheese and a loaf of French bread!”I said, tossing my half-krone coin on the counter.

“Cheese and bread for all of it?”asked the woman ironically,without looking at me.

“For the whole fifty øre, yes,”I answered, unperturbed.

I got my things,wished the old, fat woman a most polite good morningto the old, fat womanand set off at full tilt up the Palace Hill to the park.I found an empty benchand began to gnaw greedily at my provisions.It did me good;it had been a long timesince I had had such a hearty meal,and I gradually feltthat same sated calm inside methat one feels after a long cry.My courage rose sharply;it was no longer enough for meto write an articleon something as simple and straightforwardas the crimes of the future,which, besides, anyone could guess at,could read straight out of history;I felt myself capable of a greater effort,I was in the mood to overcome difficulties,and I decided on a treatisein three parts on philosophical cognition.Of course, I would have the opportunityto demolish pitifullysome of Kant’s sophisms…When I went to take out my writing thingsand begin my work,I discoveredthat I no longer had a pencil with me;I had left it behindin the pawnshop;my pencil was in my waistcoat pocket.

Good Lord, how everything seemed determinedto go wrong for me!I cursed a few times,rose from the bench,and paced back and forth along the paths.It was very quiet everywhere;far away,by the Queen’s summerhouse,a pair of nannies were wheelingtheir prams about;otherwise, there was not a soul to be seenanywhere.I was thoroughly embitteredand strode like a madman in front of my bench.How strangely perverse things wereon all sides!An article in three partswas to be wrecked by the simple factthat I did not have aten-øre pencil in my pocket!What if I went back down to Pilestrædetand got my pencil back?There would still be timeto get a good portion finished,before the strollers began to fill the park.So much also dependedon this treatiseon philosophical cognition;perhaps the happiness of several people,no one could know.I told myselfthat it might beof great help to many young people.On second thought, I would not assail Kant;I could avoid it,I needed only to make a quite imperceptible detourwhen I came to the question of time and space;but I would not answer for Renan,old Vicar Renan…In any event, the point wasto produce an article of so and so many columns;the unpaid rent,the landlady’s long glances in the morningwhen I met her on the stairs,tormented me all dayand resurfaced even in my happy moments,when otherwise I had not a single dark thought.I had to put an end to this.I walked quickly out of the park,to fetch my pencil from the pawnbroker.

As I came down the Palace Hill,I overtook two ladies,whom I walked past.As I passed them,I brushed against the sleeve of one;I looked up,she had a full,slightly pale face.Suddenly she blushesand becomes wondrously beautiful,I do not know why;perhaps from a wordshe hears from a passer-by,perhaps merely from a quiet thoughtof her own.Or could it be becauseI touched her arm?Her high bosom heaves violently a few times,and she grips the handle of her parasol tightly.What had come over her?

I stopped and let her get ahead of me again;I could not, for the moment, walk on;the whole thing seemed so peculiar to me.I was in an irritable mood,annoyed with myselfover the incident with the penciland highly agitatedfrom all the foodI had consumed on an empty stomach.All at once, in a capricious whim,my thoughts take a strange turn;I feel myself seizedby a peculiar desire to frighten this lady,to follow herand vex her in some way.I catch up with her againand walk past her,then turn suddenlyand meet her face to face,to observe her.I stand and look her in the eyesand invent, on the spot, a nameI had never heard,a name with a fluid,nervous sound:Ylajali.When she was quite close to me,I draw myself upand say insistently:

“You are losing your book,miss.”

I could hearmy own heart beating audiblyas I said it.

“My book?”she asks her companion.And she walks on.

My malevolence grew,and I followed the lady.I was, at that moment, fully awarethat I was committing a mad prank,without being able to do anything about it;my confused stateran away with meand gave me the most frantic impulses,which I obeyed in turn.It was no use,however much I told myselfthat I was behaving like an idiot;I made the stupidest facesbehind the lady’s back,and I coughed furiously a few timesas I passed her.Thus, wandering very slowly forward,always a few paces ahead,I felt her eyes on my back,and I involuntarily ducked my head in shamefor having been a nuisance to her.Little by little, I had a strange sensationof being far away,in other places;I had a half-indistinct feeling thatit was not Iwho was walking there on the flagstones,ducking my head.

A few minutes later,the lady has reached Pascha’s bookshop;I have already stopped at the first window,and as she walks past me,I step forward and repeat:

“You are losing your book, miss.”

“No, what book?”she says in alarm.“Can you understandwhat bookhe is talking about?”

And she stops.I revel cruellyin her confusion;this bewilderment in her eyesdelights me.Her mind cannot graspmy little, desperate address;she has no book with her at all,not a single page of a book,and yet she searches her pockets,looks repeatedly at her hands,turns her head and scans the street behind her,straining her little, delicate brain to the utmostto figure outwhat bookI am talking about.Her face changes colour,now having one expression,now another,and she is breathing quite audibly;even the buttons on her dressseem to stare at melike a row of terrified eyes.

“Pay him no mind,”says her companion,pulling her by the arm.“He is drunk;can you not seethe man is drunk!”

As alienas I was to myself at that moment,so completely a victim of strange,invisible influences,nothing happened around methat I did not notice.A large brown dogsprang across the street,towards the grove and down to the Tivoli;it had a very narrow collar of German silver.Higher up the street,a window on the second floor opened,and a girl leaned out of itwith rolled-up sleevesand began to polish the paneson the outside.Nothing escaped my attention;I was clear and present of mind,all things flowed in upon mewith a gleaming clarity,as if a bright light had suddenly been castaround me.The ladies before me both hada blue bird’s wing in their hatsand a Scottish silk ribbon around their necks.It occurred to methat they were sisters.

They turned off and stopped at Cisler’s music shopand spoke together;I stopped also.Then they both came back,went the same waythey had come,passed me again,turned the corner at Universitetsgadenand went straight up to St. Olavs Plads.I was on their heels the whole time,as close as I dared.They turned onceand sent me a half-frightened,half-curious glance,and I saw no indignation in their facesand no furrowed brows.This patience with my pesteringmade me very ashamed,and I cast my eyes down.I would no longer be a nuisance to them;I would, out of pure gratitude,follow them with my eyes,not lose sight of them,until they went inside somewhereand disappeared.

Outside Number 2,a large four-storey house,they turned once more,whereupon they went in.I leaned against a gas lamp by the fountainand listened for their steps on the stairs;they faded away on the second floor.I step out from behind the lampand look up at the house.Then something strange happens.The curtains move high up;a moment later a window is opened,a head appears,and two strangely seeing eyesrest upon me.Ylajali!I said half aloud,and I felt myself blush.Why did she not call for help?Why did she not knock overone of the flowerpotsand hit me in the head,or send someone downto chase me away?We stand and look into each other’s eyeswithout moving;it lasts a minute;thoughts shoot between the window and the street,and not a word is said.She turns;a jolt goes through me,a fine shock through my mind;I see a shoulder turning,a back disappearing into the room.This slow departure from the window,the emphasis in this movement of her shoulderwas like a nod to me;my blood perceived this delicate greeting,and I felt, in that same instant,wonderfully happy.Then I turnedand went down the street.

I dared not look backand did not knowif she had returned to the window;as I pondered this question,I became more and more restless and nervous.Presumably, she was standing there at this very moment,closely following all my movements,and it was by no means endurableto know I was being so scrutinised from behind.I straightened up as best I couldand walked on;my legs began to twitch,my gait became unsteadybecause I was deliberatelytrying to make it elegant.To seem calm and indifferent,I swung my arms meaninglessly,spat in the street,and turned my nose up in the air;but nothing helped.I still felt the pursuing eyeson the back of my neck,and a chill ran through my body.Finally, I saved myself by turning into a side street,from which I took the road down to Pilestrædetto get my pencil.

I had no trouble getting it back.The man brought me the waistcoat himselfand asked me to check all the pockets at once;I also found a couple of pawn tickets,which I pocketed,and thanked the kind manfor his helpfulness.He appealed to me more and more;it became, in that same instant, very important to meto give this mana good impression of myself.I took a step towards the doorand then returned to the counter,as if I had forgotten something;I felt I owed him an explanation,some information,and I began to humto get his attention.Then I took the pencil in my handand held it up.

It would not occur to me,I said,to go to great lengthsfor just any such pencil;but with this one it was a different matter,a special reason.As humble as it looked,this pencil stumphad simply made me whatI was in the world,had, so to speak, put me in my place in life…

I said no more.The man came right up to the counter.

“Is that so?”he said, looking at me curiously.

With that pencil,I continued coolly,I had written my treatiseon philosophical cognition in three volumes.Had he not heard it mentioned?

And the man seemed to thinkhe had heard the name,the title.

Yes, I said,it was by me, that one!So he must not be surprisedthat I wanted the little stump of a pencil back;it had far too great a value for me,it was almost like a little person to me.Besides, I was sincerely gratefulfor his kindness,and I would remember him for it —yes, yes,I would indeed remember him for it;a word was a word,that was the sort of man I was,and he deserved it.Farewell.

I went to the door with an air,as if I could place a manin a high post in the fire department.The decent pawnbrokerbowed to me twiceas I departed,and I turned once moreand said farewell.

On the stairs, I met a womancarrying a mattress ticking in her hand.She pressed herself anxiously to the sideto make room for me,and I instinctively reached into my pocketfor something to give her;when I found nothing,I felt embarrassed and passed her with my head bowed.A moment later, I heardthat she, too, was knocking at the pawnshop door;there was a wire screen on the door,and I immediately recognised the clinking soundof a person’s knuckles touching it.

The sun was in the south;it was about twelve o’clock.The city was beginning to get on its feet,it was approaching the time for strolling,and people, greeting and laughing,surged up and down Karl Johan street.I pressed my elbows to my sides,made myself small,and slipped unnoticed pastsome acquaintanceswho had taken over a corner by the University,to watch the passers-by.I wandered up the Palace Hill and fell into thought.

These people I met,how lightly and cheerfully they swayedtheir bright headsand swung through lifeas if through a ballroom!There was no sorrow in a single eyeI saw,no burden on any shoulder,perhaps not a clouded thought,not a little secret painin any of these happy minds.And I walked there, right besidethese people,young and newly sprung,and I had already forgottenwhat happiness looked like!I indulged myself with this thoughtand found that I had been done a terrible injustice.Why had the last few monthstreated me so strangely harshly?I did not recognise my own bright mind anymore,and I had the oddest tormentson all sides.I could not sit on a bench by myselfor set my foot anywherewithout being assaultedby small and insignificant coincidences,wretched triflesthat forced their way into my imaginationand scattered my powers to the four winds.A dog that brushed past me,a yellow rose in a gentleman’s buttonhole,could set my thoughts vibratingand occupy me for a long time.What was wrong with me?Had the Lord’s finger pointed at me?But why precisely me?Why not just as wella man in South America,for that matter?As I considered the matter,it became more and more incomprehensible to methat I, of all people, should be chosenas a test subject for the caprice of God’s grace.It was a rather peculiar procedureto skip over an entire worldto reach me;there were, after all, both the antiquarian bookseller Paschaand the steamship agent Hennechen.

I walked and debated this matterand could not be rid of it;I found the weightiest objectionsto this arbitrariness of the Lordin letting me suffer for everyone’s sake.Even after I had found a benchand sat down,this question continued to occupy meand prevent me from thinking of other things.From that day in Maywhen my adversities began,I could clearly feela gradually increasing weakness;it was as if I had become too wearyto steer and guide myselfwherever I wished;a swarm of small pestshad invaded my beingand hollowed me out.What if God simply intendedto destroy me completely?I stood upand paced back and forth in front of the bench.

My entire being was, at that moment,in the highest degree of torment;I even had pains in my armsand could barely stand to carry themin the usual way.From my last heavy meal,I also felt a strong discomfort;I was overfull and agitatedand paced back and forth,without looking up;the peoplewho came and went around meglided past me like phantoms.Finally, my bench was takenby a pair of gentlemenwho lit their cigars and conversed loudly;I grew angry and wanted to speak to thembut turned and went all the way overto the other side of the park,where I found a new bench.I sat down.

The thought of God began to occupy me again.I thoughtit highly indefensible of Himto interfere every timeI sought a postand disrupt the whole thing,seeing as it was only food for the dayI asked for.I had noticed so clearlythat when I starved for a while at a time,it was as if my brain quietly trickledout of my headand left me empty.My head became light and absent,I no longer felt its weighton my shoulders,and I had a feelingthat my eyes stared far too wide-openwhen I looked at someone.

I sat there on the benchand thought about all thisand became more and more bitter towards Godfor His persistent torments.If He meant to draw me closer to Himand make me better by exhausting meand placing adversity upon adversity in my path,then He was somewhat mistaken,I could assure Him.And I looked up to the heavensalmost weeping with defianceand told Him this once and for allin my silent mind.

Scraps of my childhood learning came to mind,the quiet tone of the Bible sang in my ears,and I spoke quite softly to myselfand tilting my head mockingly to one side.Why was I anxious aboutwhat I should eat,what I should drink,and what I should clothethis wretched maggot-sack called my earthly body?Had not my heavenly Father provided for me,as for the sparrows under heaven,and shown me the graceof pointing to His humble servant?God had stuck His finger down into my web of nervesand gently,quite loosely,brought a little disorder to the threads.And God had withdrawn His finger,and there were filaments and fine root-threadson His finger from the threads of my nerves.And there was an open hole after His finger,which was God’s finger,and a wound in my brain from the paths of His finger.But where God had touched me with the finger of His hand,He left me beand touched me no moreand let no evil befall me.But He let me go in peace,and He let me go with the open hole.And no evil befalls me from God,who is the Lord for all eternity…

Bursts of music were carried up to me on the windfrom the Student’s Grove;it was thus past two o’clock.I took out my papersto try to write something;at the same moment, my barber’s book fell out of my pocket.I opened it and counted the tickets;there were six left.Thank God!I said involuntarily;I could still be shaved for a few weeksand look somewhat presentable!And I was immediately in a better frame of mindbecause of this small possessionI still had left;I carefully smoothed out the ticketsand stored the book in my pocket.

But I could not write.After a couple of lines,nothing would come to mind;my thoughts were elsewhere,and I could not steel myselffor any particular effort.Everything influenced meand distracted me;everything I sawgave me new impressions.Flies and small gnatssettled on the paperand disturbed me;I puffed at themto get them away,blew harder and harder,but to no avail.The little beasts lean back,make themselves heavy, and brace themselves,so that their thin legs bow.They are not to be moved from the spot.They find something to cling to,brace their heels against a commaor an unevenness in the paper,and stand immovably still untilthey themselves see fitto go on their way.

For a time, these small creaturescontinued to occupy me,and I crossed my legsand took my timeobserving them.All at once, one or two high clarinet notes quiveredup to me from the groveand gave my thoughts a new jolt.Despondent at not being able to finishmy article,I put the papers back in my pocketand leaned back on the bench.In this moment, my head is so clearthat I can think the finest thoughtswithout tiring.As I lie in this positionand let my eyes run down my chestand my legs,I notice the twitching movementmy foot makeseach time my pulse beats.I sit up halfwayand look down at my feet,and I experience, in this moment,a fantastic and strange mood,that I had never felt before;a fine,wonderful jolt went through my nerves,as if flashes of cold light were passingthrough them.Upon casting my eyes on my shoes,it was as if I had meta good acquaintanceor recovered a detached partof myself;a feeling of recognition trembles through my senses,tears come to my eyes,and I perceive my shoesas a soft, whispering tone towards me.Weakness!I said harshly to myself,and I clenched my fists and said, Weakness.I made a fool of myselffor these ridiculous feelings,mocked myself with full consciousness;I spoke very sternly and sensibly,and I squeezed my eyes shut tightlyto get rid of the tears.As if I had never seen my shoes before,I begin to study their appearance,their expressionswhen I moved my foot,their shape and their worn uppers,and I discoverthat their creases and white seamsgive them expression,lend them a physiognomy.Something of my own beinghad passed into these shoes;they affected me like a breath against my Self,a breathing part of myself…

I sat and musedon these sensations for a long time,perhaps a whole hour.A small, old man came and took upthe other end of my bench;as he sat down,he breathed out heavily after his walk and said:

“Yes,yes, yes, yes, yes, yes, yes, yes, yes, yes, so it is!”

As soon as I heard his voice,it was as if a wind swept through my head;I left the shoes to be shoes,and it already seemed to methat the confused state of mindI had just experienceddated from a long-vanished time,perhaps a year or two back,and was slowly beginningto be erased from my memory.I set about watching the old man.

What was he to me,this little man?Nothing,not the slightest!Only that he held a newspaper in his hand,an old issue,with the advertisement page facing out,in which something seemedto be wrapped.I became curiousand could not take my eyes offthat newspaper;I got the mad ideathat it might be a quite remarkable newspaper,unique in its kind;my curiosity grew,and I began to shiftback and forth on the bench.It could be documents,dangerous papers,stolen from an archive.And something abouta secret treaty,a conspiracy, floated before my mind.

The man sat still and thought.Why did he not carry his newspaper,as any other person carried a newspaper,with the title out?What sort of subterfuge was this?He did not look as if he would let goof his package,not for anything in the world;perhaps he did not even dareentrust it to his own pocket.I could have swornthere was something fishy about that package.

I looked out into the air.The very impossibilityof penetratingthis mysterious affairmade me distraught with curiosity.I searched my pocketsfor something to give the manin order to start a conversation with him,and I got hold of my barber’s bookbut put it away again.Suddenly, I resolvedto be extremely bold;I patted my empty breast pocketand said:

“May I offer you a cigarette?”

Thank you, the man did not smoke;he had had to stopto save his eyes;he was almost blind.Thank you so much, all the same!

Was it long since his eyes had been damaged?So perhaps he could not read either?Not even newspapers?

Not even newspapers,unfortunately!

The man looked at me.His sick eyes each had a film over themthat gave them a glassy appearance;his gaze was whiteand made a repulsive impression.

“You are a stranger here?”he said.

Yes. —Could he not even read the titleof the newspaperhe held in his hand?

Hardly. —Besides, he had heard at oncethat I was a stranger;there was something in my tone of voicethat told him so.It took so little;he heard so well;at night, when everyone was asleep,he could hear the people in the next room breathing…What were you saying,where do you live?

A lie stood fully formed in my head.I lied involuntarily,without intention and without ulterior motive;I answered:

“At St. Olavs Plads, Number 2.”

Really?The man knew every cobblestone on St. Olavs Plads.There was a fountain,some gas lamps,a few trees,he remembered it all…What number do you live at?

I wanted to put an end to itand stood up,driven to the extremeby my fixed idea about the newspaper.The secret had to be revealed,whatever the cost.

“If you cannot read that newspaper,why…”

“At Number 2,I think you said?”the man continued,unheeding of my agitation.“I once kneweveryone in Number 2.What is your landlord’s name?”

I hastily found a nameto be rid of him,made up this name in the momentand flung it outto stop my tormentor.

“Happolati,”I said.

“Happolati, yes,”the man nodded,and he did not miss a syllableof this difficult name.

I looked at him in amazement;he sat very seriouslyand had a thoughtful expression.No sooner had I utteredthis stupid namethat had occurred to methan the man seemed at ease with itand appeared to have heard it before.Meanwhile, he set his package downon the bench,and I felt all my curiositytremble through my nerves.I noticedthat there were a couple of grease spots on the newspaper.

“Is he not a sailor,your landlord?”asked the man,and there was no traceof suppressed irony in his voice.“I seem to rememberhe was a sailor?”

“A sailor?Forgive me,it must be his brother you know;this is J. A. Happolati,the agent.”

I thoughtthis would finish him;but the man willingly went along with everything;if I had come up with a namelike Barabbas Rosenknopsen,it would not have aroused his suspicion.

“He is said to be a fine man,I have heard.”he said,feeling his way forward.

“Oh, a cunning man,”I answered,“a shrewd man of business,agent for everything,lingonberries to China,feathers and down from Russia,hides,wood pulp,writing ink…”

“He-he,well, I’ll be damned!”interrupted the old man, highly animated.

This was beginning to get interesting.The situation ran away with me,and one lie after anotherarose in my head.I sat down again,forgot the newspaper,the strange documents,became eager and interrupted the other man.The little dwarf’s credulitymade me reckless;I would lie to him unscrupulously,bowl him over magnificentlyand reduce him to silence out of sheer astonishment.

Had he heard of the electric hymnal,that Happolati had invented?

What,the elec—

With electric letters,that could shine in the dark!An absolutely magnificent enterprise,millions of kroner in motion,foundries and printing presses at work,scores of salaried mechanics employed,I had heard it said seven hundred men.

“Well, isn’t that just what I say!”said the man quietly.He said no more;he believed every wordI told him,and yet did not fall into a stupor.This disappointed me a little;I had expected to see him bewilderedby my inventions.

I invented a couple more desperate lies,pushed my luck,hinted that Happolati had been a ministerfor nine years in Persia.You have no idea, perhaps,what it means to be a minister in Persia?I asked.It was more than being a king here,or about the same as a Sultan,if he knew what that was.But Happolati had managed it alland never been at a loss.And I told him about Ylajali,his daughter,a fairy, a princess,who had three hundred slave girlsand lay on a bed of yellow roses;she was the most beautiful creatureI had ever seen;may God punish me, I had never experiencedsuch a sight in my life!

“So,she was that beautiful?”uttered the old man with an absent expressionand looking down at the ground.

Beautiful?She was lovely,she was sinfully sweet!Eyes like raw silk,arms of amber!Just a single glance from herwas as seductive as a kiss,and when she called my name,her voice shot through melike a jet of winestraight into my soul’s phosphorus.Why should she not be that lovely?Did he take her for a messenger girlor for someone in the fire brigade?She was simply a glory of heaven,I should tell him,a fairytale.

“Yes, yes!”said the man, a little taken aback.

His calm bored me;I had become agitatedby my own voiceand was speaking in full earnest.The stolen archive papers,the treaty with some foreign power,were no longer in my thoughts;the small, flat packagelay there on the bench between us,and I no longer hadthe slightest desire to examine itand seewhat it contained.I was completely absorbedin my own stories;strange visions drifted before my eyes,the blood rushed to my head,and I lied at the top of my voice.

At this moment, the man seemed to want to leave.He made a move to get upand asked,so as not to break off too abruptly:

“He must have vast properties,this Happolati?”

How dared this blind,repulsive old man trifle with the foreign nameI had invented,as if it were a common namefound on every grocer’s sign in the city?He never stumbled on a letterand did not forget a syllable;this name had fixed itself in his brainand taken root in that very instant.I grew annoyed;an inner bitternessbegan to rise in meagainst this man,whom nothing could disconcertand nothing make suspicious.

“I know nothing about that,”I answered curtly;“I know absolutely nothing about that.Let me tell you, by the way,once and for all,that his name is Johan Arendt Happolati,to judge by his own initials.”

“Johan Arendt Happolati,”the man repeated, a little surprisedat my vehemence.Then he fell silent.

“You should have seen his wife,”I said furiously;“a fatter person…Yes, perhaps you don’t thinkshe was very fat?”

Yes, it seemed to him he could not deny it;he could not deny it;such a man might well havea rather fat wife.

The old man answered meekly and quietlyto each of my outburstsand searched for words,as if he were afraid of transgressingand making me angry.

“Hell and damnation,man, do you think,that I am sitting herelying my head off to you?”I shouted, beside myself.“Do you perhaps not even believethere is a manby the name of Happolati?I have never seen such defianceand malice in an old man!What the devil is the matter with you?Have you perhaps even thought to yourselfthat I was an extremely poor man,sitting here in my best finery,without a case full of cigarettes in my pocket?Such treatmentas yoursI am not accustomed to,I can tell you,and God strike me dead if I will tolerate it,from you or anyone else,so you know!”

The man had risen to his feet.With a gaping mouth,he stood muteand listened to my outburstuntil it was over,then he quickly snatched his package from the benchand left,almost running along the pathwith little old-man steps.

I sat there and watched his back,as it receded farther and fartherand seemed to stoop more and more.I do not knowwhere I got the impression,but it seemed to methat I had never seen a more dishonest,more depraved back than this one,and I did not regrethaving scolded the man,before he left me…

The day was beginning to wane.The sun was sinking,a light wind began to rustle in the trees around me,and the nannies,who sat in clustersby the balancing beam,were preparing to wheel their prams home.I was calm and at ease.The agitationI had just been insubsided little by little;I slumped,grew limp, and began to feel sleepy;the large amount of breadI had eatenwas no longer a particular nuisance to me either.In the best of moods,I leaned back on the bench,closed my eyes,and grew more and more drowsy;I dozed and was just about to fallinto a deep sleep,when a park keeper laid his handon my shoulder and said:

“You mustn’t sit here sleeping.”

“No,”I said and rose at once.And in a flash,my sorrowful situation stood before my eyes again,as vivid as life.I had to do something,think of something!Seeking a post had been of no use to me;the referencesI carried abouthad become a little oldand were from people too unknownto have much effect;besides, the constant rejectionsover the summerhad made me somewhat disheartened.Well—in any case,my rent was overdue,and I had to find a way to pay it.The rest would have to wait for now.

Quite involuntarily,I again had pencil and paper in my hands,and I sat and mechanically wrotethe year 1848 in all the corners.If only a single, rushing thoughtwould seize me powerfullyand put the words in my mouth!It had happened before,it really had,that such moments had come over me,when I could write a long piecewithout effortand have it turn out wonderfully well.

I sit there on the benchand write 1848 dozens of times,write this number criss-crossin all possible fashions,and wait fora usable idea to occur to me.A swarm of loose thoughtsflutters about in my head;the mood of the waning daymakes me despondent and sentimental.Autumn has comeand has already begun to lull everything to sleep;flies and small creatureshave received the first blow;up in the treesand down on the ground,the sound of striving life is heard,rustling, whispering restlessly,working not to perish.All the downtrodden existences of the crawling worldstir one last time,stick their yellow heads up from the moss,lift their legs,feel their way forward with long filaments,and then suddenly collapse,topple over, and turn their bellies to the sky.Every plant has acquired its special character,a fine, exhaled breathof the first cold;the blades of grass stand pale against the sun,and the fallen leaves rustle across the groundwith a sound like wandering silkworms.It is the time of autumn,in the midst of the carnival of decay;the roses have developed an inflammation in their blush,a hectic, wonderful glowover the blood-red colour.

I felt myself like a creature on the verge of ruin,seized by destructionin the midst of this whole world on the brink of slumber.I stood up,possessed by strange terrors,and took some violent steps along the path.No! I cried,clenching both my fists,this must come to an end!And I sat down again,took the pencil in hand once more,and resolved to get serious about an article.It was absolutely no use to give inwhen one was faced with an unpaid rent billright under one’s nose.

Slowly,very slowly, my thoughts beganto gather.I paid attention and wrote softlyand deliberately a couple of pagesas an introduction to something;it could be the beginning of anything,a travelogue,a political article,as I myself saw fit.It was a quite excellent beginningto a variety of things.

Then I began to search for a specific questionI could address,a man,a thing to throw myself into,and I could find nothing.During this fruitless effort,disorder began to creep backinto my thoughts;I feltmy brain literally misfire,my head emptied, emptied,and finally it was left, lightand without content,upon my shoulders.I perceived this staring emptinessin my head with my entire body;I felt myself hollowed outfrom top to bottom.

“Lord,my God and Father!”I cried in pain,and I repeated this crymany times in a row,without saying more.

The wind rustled in the leaves;a storm was brewing.I sat for another whileand stared, lost, at my papers,then folded themand slowly put them in my pocket.It grew cool,and I no longer had a waistcoat;I buttoned my coat all the way up to my neckand put my hands in my pockets.Then I got up and left.

If only I had succeeded this time,this one time!Twice my landlady had asked mewith her eyes for the payment,and I had had to duck my headand sneak past herwith an embarrassed greeting.I could not do it again;the next time I met those eyes,I would give noticeand explain myself honestly;it could not, after all, go on like thisin the long run.

When I reached the exit of the park,I saw again the old dwarfwhom I, in my rage, had put to flight.The mysterious newspaper package lay openbeside him on the bench,full of food of various sorts,which he sat and bit into.For a moment, I wanted to go over to himand apologise,ask forgiveness for my behaviour,but his food repelled me;the old fingers,which looked like ten wrinkled claws,clutched the greasy sandwiches repulsively.I felt nauseous and walked past himwithout speaking to him.He did not recognise me;his eyes stared at me, dry as horn,and his face did not betray a single expression.

And I continued on my way.

As was my habit, I stoppedat every displayed newspaperI passed,to study the advertisementsfor vacant positions,and I was fortunate enough to find oneI could take on:A merchant on Grønlandsleretwas looking for a man for a couple of hours of bookkeepingeach evening;salary by agreement.I noted down the man’s addressand silently prayed to Godfor this post;I would ask for less than anyone elsefor the work,fifty øre was plenty,or perhaps forty øre;it could be whatever it would be.

When I got home,there was a note on my tablefrom my landlady,in which she asked meto pay my rent in advanceor move outas soon as I could.I should not take it amiss;it was only a necessary request.Yours friendly, Mrs Gundersen.

I wrote an applicationto Merchant Christie, Grønlandsleret Number 31,put it in an envelope,and dropped it in the postboxon the corner.Then I went up to my room againand sat down to think in the rocking chair,while the darkness grew thicker and thicker.It was beginning to be difficultto keep my head up now.

FØRSTE STYKKE

Gutenberg

Det var i den Tid,jeg gik omkringog sulted i Kristiania,denne forunderlige By,som ingen forlader,før han har fået Mærker af den . . . .

Jeg ligger vågen på min Kvistog hører en Klokke nedenunder migslå seks Slag;det var allerede ganske lyst,og Folk begyndte at færdesop og ned i Trapperne.Nede ved Døren,hvor mit Rum var tapetseretmed gamle Numre af »Morgenbladet«,kunde jeg så tydelig seen Bekendtgørelse fra Fyrdirektøren,og lidt tilvenstre derfraet fedt, bugnende Avertissementfra Bager Fabian Olsenom nybagt Brød.

Straks jeg slog Øjnene op,begyndte jeg af gammel Vaneat tænke efter,om jeg havde noget at glæde mig til idag.Det havde været lidt knapt for migi den sidste Tid;den ene efter den anden af mine Ejendelevar bragt til »Onkel«,jeg var bleven nervøs og utålsom,et Par Gange havde jeg også ligget tilsengsen Dags Tid af Svimmelhed.Nu og da,når Lykken var god,kunde jeg drive det til at få fem Kroneraf et eller andet Bladfor en Føljeton.

Det lysned mer og mer,og jeg gav mig til at læsepå Avertissementerne nede ved Døren;jeg kunde endog skælne de magre,grinende Bogstaver om »Ligsvøb hos Jomfru Andersen,tilhøjre i Porten«.Det sysselsatte mig en lang Stund,jeg hørte Klokken slå otte nedenunder,inden jeg stod op og klædte mig på.

Jeg åbned Vinduet og så ud.Der, hvor jeg stod,havde jeg Udsigt til en Klædesnorog en åben Mark;langt ude lå Gruen tilbageaf en nedbrændt Smedje,hvor nogle Arbejdere var i Færdmed at rydde op.Jeg lagde mig med Albuerne ned i Vinduetog stirred ud i Luften.Det blev ganske vist en lys Dag,Høsten var kommet,den fine, svale Årstid,hvori alting skifter Farve og forgår.Støjen var allerede begyndt at lyde i Gaderneog lokked mig ud;dette tomme Værelse,hvis Gulv gynged op og nedfor hvert Skridt jeg tog henover det,var som en gisten,uhyggelig Ligkiste;der var ingen ordentlig Lås for Dørenog ingen Ovn i Rummet;jeg plejed at ligge på mine Strømper om Natten,forat få dem lidt tørre til om Morgenen.Det eneste,jeg havde at fornøje mig ved,var en liden rød Gyngestol,som jeg sad i om Aftenerneog døsed og tænkte på mangehånde Ting.Når det blæste hårdt,og Dørene nedenunder stod åbne,lød der alleslags underlige Hvinop gennem Gulvet og ind fra Væggene,og »Morgenbladet« nede ved Dørenfik Revner så lange som en Hånd.

Jeg rejste migog undersøgte en Byldt henne i Krogenved Sengen efter lidt til Frokost,men fandt intetog vendte tilbage til Vinduet igen.

Gud ved, tænkte jeg,om det aldrig skal nytte migat søge efter en Bestilling mer!Disse mange Afslag,disse halve Løfter,rene Nej,nærede og skuffede Håb,nye Forsøg,som hver Gang løb ud i intet,havde gjort det af med mit Mod.Jeg havde tilsidst søgt en Pladssom Regningsbud,men var kommet forsent;desuden kunde jeg ikke skaffe Sikkerhedfor femti Kroner.Der var altid et eller andet til Hinder.Jeg mældte mig også til Brandkorpset.Vi stod halvhundrede Mand i Forhallenog satte Brystet ud,forat give Indtryk af Kraftog stor Dristighed.En Fuldmægtig gik omkringog beså disse Ansøgere,følte på deres Armeog gav dem et og andet Spørgsmål,og mig gik han forbi,rysted blot på Hovedet og sagde,at jeg var kasseret på Grund af mine Briller.Jeg mødte op påny,uden Briller,jeg stod der med rynkede Brynog gjorde mine Øjne så hvasse som Knive,og Manden gik mig atter forbi,og han smilte, —han havde kendt mig igen.Det værste af alt var,at mine Klæder var begyndt at blive så dårlige,at jeg ikke længer kunde fremstille migtil en Plads som et skikkeligt Menneske.

Hvor det havde gået jævntog regelmæssig nedad med mighele Tiden!Jeg stod tilsidst så besynderlig blottetfor alt muligt,jeg havde ikke engang en Kam tilbageeller en Bog at læse i,når det blev mig for trist.Hele Sommeren udoverhavde jeg søgt ud på Kirkegårdeneeller op i Slotsparken,hvor jeg sad og forfatted Artikler for Bladene,Spalte efter Spalteom de forskelligste Ting,underlige Påfund, Luner,Indfald af min urolige Hjærne;i Fortvivlelse havde jeg ofte valgtde fjærneste Emner,som voldte mig lange Tiders Anstrængelseog aldrig blev optaget.Når et Stykke var færdigt,tog jeg fat på et nyt,og jeg blev ikke ofte nedslagenaf Redaktørernes Nej;jeg sagde stadig væk til mig selv,at engang vilde det jo lykkes.Og virkelig, stundom,når jeg havde Held med migog fik det lidt godt til,kunde jeg få fem Kronerfor en Eftermiddags Arbejde.

Jeg rejste mig atter op fra Vinduet,gik hen til Vaskevandsstolenog dynked en Smule Vandpå mine blanke Bukseknæ,forat sværte dem lidtog få dem til at se lidt nye ud.Da jeg havde gjort dette,stak jeg som sædvanligtPapir og Blyant i Lommen og gik ud.Jeg gled meget stille nedad Trapperne,for ikke at vække min Værtindes Opmærksomhed;der var gået et Par Dage,siden min Husleje forfaldt,og jeg havde ikke noget at betale med nu mere.

Klokken var ni.Vognrammel og Stemmer fyldte Luften,et uhyre Morgenkor,blandet med Fodgængernes Skridtog Smældene fra Hyrekuskenes Svøber.Denne støjende Færdsel overaltoplived mig straks,og jeg begyndte at føle migmer og mer tilfreds.Intet var fjærnere fra min Tankeend blot at gå en Morgentur i frisk Luft.Hvad kom Luften mine Lunger ved?Jeg var stærk som en Riseog kunde standse en Vogn med min Skulder.En fin, sælsom Stemning,Følelsen af den lyse Ligegladhed,havde bemægtiget sig mig.Jeg gav mig til at iagttage de Mennesker,jeg mødte og gik forbi,læste Plakaterne på Væggene,modtog Indtryk fra et Blik,slængt til mig fra en forbifarende Sporvogn,lod hver Bagatel trænge ind på mig,alle små Tilfældigheder,som krydsed min Vej og forsvandt.

Når man bare havde sig lidt til Maden sådan lys Dag!Indtrykket af den glade Morgen overvælded mig,jeg blev uregerlig tilfredsog gav mig til at nynne af Glæde,uden nogén bestemt Grund.Ved en Slagterbutikstod en Kone med en Kurv på Armenog spekulered på Pølser til Middag;idet jeg passered hende,så hun hen på mig.Hun havde blot én Tand i Formunden.Nervøs og let påvirkeligsom jeg var bleven de sidste Dage,gjorde Konens Ansigt strakset modbydeligt Indtryk på mig;den lange, gule Tandså ud som en liden Finger,der stod op fra Kæven,og hendes Blik var endnu fuldt af Pølse,da hun vendte det mod mig.Jeg tabte med en Gang Appetitenog følte Kvalme.Da jeg kom til Basarerne,gik jeg hen til Springet og drak lidt Vand;jeg så op —Klokken var ti i Vor Frelsers Tårn.

Jeg gik videre gennem Gaderne,drev om uden Bekymring for nogetsomhelst,standsed ved et Hjørne,uden at behøve det,bøjed af og gik en Sidegade,uden at have Ærinde derhen;jeg lod det stå til,førtes omkring i den glade Morgen,vugged mig sorgfrit frem og tilbageblandt andre lykkelige Mennesker;Luften var tom og lys,og mit Sind var uden en Skygge.

I ti Minutters Tidhavde jeg stadig havten gammel, halt Mand foran mig.Han bar en Byldt i den ene Håndog gik med hele sit Legeme,arbejded af al Magt,forat skyde Fart.Jeg hørte, hvor han pusted af Anstrængelse,og det faldt mig ind,at jeg kunde bære hans Byldt;jeg søgte dog ikke at indhente ham.Oppe i Grændsenmødte jeg Hans Pauli,som hilste og skyndte sig forbi.Hvorfor hav de han sådant Hastværk?Jeg havde slet ikke i Sindeat bede ham om en Krone,jeg vilde også med det allerførstesende ham tilbage et Tæppe,som jeg havde lånt af hamfor nogle Uger siden.Såsnart jeg var kommet lidt ovenpå,vilde jeg ikke være nogen Mandnoget Tæppe skyldig;kanske begyndte jeg allerede idagen Artikel om Fremtidens Forbrydelsereller om Viljens Frihed,hvadsomhelst,noget læseværdigt noget,som jeg vilde få ti Kroner for mindst . . . .Og ved Tanken på denne Artikelfølte jeg mig med en Gang gennemstrømmetaf Trang til at tage fat straksog øse af min fulde Hjærne;jeg vilde finde mig et passende Stedi Slotsparken og ikke hvile,før jeg havde fået den færdig.

Men den gamle Krøblinggjorde fremdeles de samme sprællende Bevægelserforan mig i Gaden.Det begyndte tilsidst at irritere migat have dette skrøbelige Menneske foran mighele Tiden.Hans Rejse syntes aldrig at ville tage Ende;måske havde han bestemt sig til akkurat det samme Stedsom jeg,og jeg skulde hele Vejenhave ham for mine Øjne.I min Ophidselse forekom det mig,at han ved hver Tvergade sagtned en Smuleog ligesom vented på,hvilken Retning jeg vilde tage,hvorpå han igen svang Byldten højt i Luftenog gik til af yderste Magt,forat få Forsprang.Jeg går og ser på dette masede Væsenog blir mer og mer opfyldt af Forbittrelse mod ham;jeg følte,at han lidt efter lidt ødelagde min lyse Stemningog trak den rene,skønne Morgen med sig ned i Hæslighedmed det samme.Han så ud som et stort humpende Insekt,der med Vold og Magtvilde slå sig til en Plads i Verdenog forbeholde sig Fortougetfor sig selv alene.Da vi var kommet på Toppen af Bakken,vilde jeg ikke længer finde mig i det,jeg vendte mig mod et Butiksvinduog standsed,forat give ham Anledning til at komme væk.Da jeg efter nogle Minutters Forløbatter begyndte at gå,var Manden foran mig igen,også han havde stået bom stille.Jeg gjorde,uden at tænke mig om,tre fire rasende Skridt fremad,indhented ham og slog Manden på Skulderen.

Han standsed med ét.Vi gav os begge til at stirre på hinanden.

»En liden Skilling til Melk!«sagde han endeligog lagde Hovedet på Siden.

Se så,nu stod jeg godt i det!Jeg følte i Lommerne og sagde:

»Til Melk ja.Hm.Det er småt med Pengene i disse Tider,og jeg ved ikke,hvor trængende De kan være.«

»Jeg har ikke spist siden igår i Drammen,«sagde Manden;»jeg ejer ikke en Øre,og jeg har ikke fået Arbejde endnu.«

»Er De Håndværker?«

»Ja,jeg er Nådler.«

»Hvilket?«

»Nådler.Forresten kan jeg også gøre Sko.«

»Det forandrer Sagen,«sagde jeg.»De får vente her i nogle Minutter,så skal jeg gå efter lidt Penger til Dem,nogle Øre.«

Jeg gik i største Hast nedad Pilestrædet,hvor jeg vidste om en Pantelåner i anden Etage;jeg havde forøvrigt aldrig været hos ham før.Da jeg kom ind i Porten,trak jeg skyndsomt min Vest af,rulled den sammen og stak den under Armen;derpå gik jeg opad Trappen og banked på til Sjappen.Jeg bukked og kasted Vesten på Disken.

»Halvanden Krone,«sagde Manden.

»Ja ja, Tak,«svared jeg.»Havde det ikke været det,at den begyndte at blive lidt for knap til mig,så vilde jeg ikke have skilt mig ved den,naturligvis.«

Jeg fik Pengene og Sedlenog begav mig tilbage.Det var i Grunden et udmærket Påfund,dette med Vesten;jeg vilde endog få Penge tiloverstil en rigelig Frokost,og inden Aften skulde så min Afhandlingom Fremtidens Forbrydelser være istand.Jeg begyndte på Stedetat finde Tilværelsen blidere,og jeg skyndte mig tilbage til Manden,forat få ham fra Hånden.

»Værsågod!«sagde jeg til ham.»Det glæder mig,at De har henvendt Dem til mig først.«

Manden tog Pengeneog begyndte at mønstre mig med Øjnene.Hvad stod han og stirred efter?Jeg havde det Indtryk,at han især undersøgte mine Bukseknæ,og jeg blev træt af denne Uforskammethed.Troed Slyngelen,at jeg virkelig var så fattigsom jeg så ud for?Havde jeg måske ikke sågodtsombegyndt at skrive på en Artikeltil ti Kroner?Overhovedet frygted jeg ikke for Fremtiden,jeg havde mange Jærn i Ilden.Hvad kom det så et vild fremmed Menneske ved,om jeg gav bort en Drikkeskillingpå en sådan lys Dag?Mandens Blik irritered mig,og jeg beslutted mig til at give ham en Irettesættelse,inden jeg forlod ham.Jeg trak på Skuldrene og sagde:

»Min gode Mand,De har lagt Dem til den stygge Uvaneat glo en Mand på Knæerne,når han giver Dem en Krones Penge.«

Han lagde Hovedet helt tilbage mod Murenog spærred Munden op.Der arbejded noget bag hans Stodderpande,han tænkte ganske vist,at jeg vilde narre ham på en eller anden Måde,og han rakte mig Pengene tilbage.

Jeg stamped i Gadenog svor på,at han skulde beholde dem.Indbildte han sig,at jeg vilde have alt det Bryderifor ingenting?Når alt kom til altskyldte jeg ham måske denne Krone,jeg havde det med at huske en gammel Gæld,han stod foran et retskaffent Menneske,ærlig ud i Fingerspidserne.Kortsagt,Pengene var hans . . . .Å, ikke noget at takke for,det havde været mig en Glæde.Farvel.

Jeg gik.Endelig havde jeg denne værkbrudne Plageånd afvejen,og jeg kunde være uforstyrret.Jeg tog atter ned gennem Pilestrædetog standsed udenfor en Husholdningshandel.Der lå fuldt op af Mad i Vinduet,og jeg bestemte mig til at gå indog få mig lidt med på Vejen.

»Et Stykke Ost og et Franskbrød!«sagde jeg og slængte min Halvkrone på Disken.

»Ost og Brød for altsammen?«spurgte Konen ironisk,uden at se på mig.

»For hele femti Øre ja,«svared jeg uforstyrret.

Jeg fik mine Sager,sagde yderst høfligt Godmorgentil den gamle, fede Koneog begav mig sporenstrængs opad Slotsbakken til Parken.Jeg fandt mig en Bænk for mig selvog begyndte at gnave grådigt af min Niste.Det gjorde godt;det var længe sidenjeg havde fået et så rundeligt Måltid,og jeg følte lidt efter lidtden samme mætte Ro i mig,som én føler efter en lang Gråd.Mit Mod steg stærkt;det var mig ikke længer nokat skrive en Artikelom noget så enkelt og ligetilsom Fremtidens Forbrydelser,som desuden hvemsomhelst kunde gætte sig til,ligefrem læse sig til i Historien;jeg følte mig istand til en større Anstrængelse,jeg var i Stemning til at overvinde Vanskeligheder,og jeg bestemte mig for en Afhandlingi tre Afsnit om den filosofiske Erkendelse.Naturligvis vilde jeg få Lejlighed tilat knække ynkeligtnogle af Kants Sofismer . . . .Da jeg vilde tage mine Skrivesager fremog begynde Arbejdet,opdaged jeg,at jeg ikke længer havde nogen Blyant hos mig;jeg havde glemt den efter migi Pantelånersjappen;min Blyant lå i Vestelommen.

Herregud hvor dog alting havde Lysttil at gå forkært for mig!Jeg banded nogle Gange,rejste mig op fra Bænkenog drev frem og tilbage i Gangene.Det var meget stille overalt;langt borte,ved Dronningens Lysthus,rulled et Par Barnepigersine Vogne omkring,ellers var der ikke et Menneske at senoget Sted.Jeg var dygtig forbittret i Sindog spadsered som en rasende foran min Bænk,Hvor mærkelig vrangt gik det dog ikkepå alle Kanter!En Artikel i tre Afsnitskulde ligefrem strande på den simple Ting,at jeg ikke havde et Stykketi Øres Blyant i Lommen!Hvad om jeg gik ned i Pilestrædet igenog fik min Blyant tilbageleveret?Der vilde endda blive Tidtil at få et godt Stykke færdigt,inden de spadserende begyndte at fylde Parken.Der var også så meget,som afhang af denne Afhandlingom den filosofiske Erkendelse,måske flere Menneskers Lykke,ingen kunde vide det.Jeg sagde til mig selv,at den kanske vilde blivetil stor Hjælp for mange unge Mennesker.Ret betænkt vilde jeg ikke forgribe mig på Kant;jeg kunde jo undgå det,jeg behøved blot at gøre en ganske umærkelig Bøjning,når jeg kom til Spørgsmålet Tid og Rum;men Renan vilde jeg ikke svare for,gamle Sognepræst Renan . . . .Under alle Omstændigheder galdt detat gøre en Artikel på så og så mange Spalter;den ubetalte Husleje,Værtindens lange Blik om Morgenen,når jeg traf hende i Trapperne,pinte mig hele Dagenog dukked frem igen endog i mine glade Stunder,når jeg ellers ikke havde en mørk Tanke.Dette måtte jeg have en Ende på.Jeg gik hurtigt ud af Parken,forat hente min Blyant hos Pantelåneren.

Da jeg kom ned i Slotsbakken,indhented jeg to Damer,som jeg gik forbi.Idet jeg passered dem,strejfed jeg den enes Ærme,jeg så op,hun havde et fyldigt,lidt blegt Ansigt.Med ét blusser hunog blir forunderlig skøn,jeg ved ikke hvorfor,måske af et Ord,hun hører af en forbigående,måske blot af en stille Tankehos hende selv.Eller skulde det være fordijeg berørte hendes Arm?Det høje Bryst bølger heftigt nogle Gange,og hun klemmer Hånden hårdt om Parasolskaftet.Hvad gik der af hende?

Jeg standsed og lod hende komme foran mig igen,jeg kunde ikke i Øjeblikket gå videre,det hele forekom mig så besynderligt.Jeg var i et pirreligt Lune,ærgerlig på mig selvfor Hændelsen med Blyantenog i høj Grad ophidsetaf al den Mad,jeg havde nydt på tom Mave.Med en Gang tager min Tankeved et lunefuldt Indfald en mærkelig Retning,jeg føler mig grebenaf en sælsom Lyst til at gøre denne Dame bange,følge efter hendeog fortrædige hende på en eller anden Måde.Jeg indhenter hende atterog går hende forbi,vender mig pludselig omog møder hende Ansigt til Ansigt,forat iagttage hende.Jeg står og ser hende ind i Øjneneog hitter på Stedet et Navn,som jeg aldrig havde hørt,et Navn med en glidende,nervøs Lyd:Ylajali.Da hun var kommet mig ganske nær,retter jeg mig ivejretog siger indtrængende:

»De mister Deres Bog,Frøken.«

Jeg kunde høre,hvor mit Hjærte slog hørligt,da jeg sagde det.

»Min Bog?«spørger hun sin Ledsagerinde.Og hun går videre.

Min Ondskabsfuldhed tiltog,og jeg fulgte efter Damen.Jeg var mig i Øjeblikket fuldt bevidst,at jeg begik gale Streger,uden at jeg kunde gøre noget ved det;min forvirrede Tilstandløb af med migog gav mig de mest forrykte Indskydelser,som jeg lystred efter Tur.Det nytted ikke,hvormeget jeg sagde til mig selv,at jeg bar mig idiotisk ad,jeg gjorde de dummeste Grimaserbag Damens Ryg,og jeg hosted rasende nogle Gange,idet jeg passered hende.Således vandrende ganske sagte fremad,altid i nogle Skridts Forspring,følte jeg hendes Øjne i min Ryg,og jeg dukked mig uvilkårlig ned af Skamover at have været hende til Plage.Lidt efter lidt fik jeg en forunderlig Fornemmelseaf at være langt borte,andre Steder henne,jeg havde en halvt ubestemt Følelse af,at det ikke var mig,som gik der på Stenfliserneog dukked mig ned.

Nogle Minutter efterer Damen kommet til Paschas Boglade,jeg har allerede standset ved det første Vindu,og idet hun går forbi mig,træder jeg frem og gentager:

»De mister Deres Bog, Frøken.«

»Nej, hvilken Bog?«siger hun i Angst.»Kan du forstå,hvad det er for en Bog,han taler om?«

Og hun standser.Jeg gotter mig grusomtover hendes Forvirring,denne Rådvildhed i hendes Øjnehenrykker mig.Hendes Tanke kan ikke fattemin lille desperate Tiltale;hun har slet ingen Bog med,ikke et eneste Blad af en Bog,og alligevel leder hun i sine Lommer,ser sig gentagne Gange ind i Hænderne,vender Hovedet og undersøger Gaden bag sig,anstrænger sin lille ømtålige Hjærne til det yderste,forat finde ud,hvad det er for en Bog,jeg taler om.Hendes Ansigt skifter Farve,har snart det ene,snart det andet Udtryk,og hun ånder ganske hørligt;selv Knapperne i hendes Kjolesynes at stirre på migsom en Række forfærdede Øjne.

»Bryd dig ikke om ham,«siger hendes Ledsagerskeog trækker hende i Armen;»han er jo fuld;kan du ikke se,at Manden er fuld!«

Så fremmed,som jeg i dette Øjeblik var for mig selv,så fuldstændig et Bytte for sære,usynlige Indflydelser,foregik der intet omkring mig,uden at jeg lagde Mærke til det.En stor brun Hundsprang tværs over Gaden,henimod Lunden og ned til Tivoli;den havde et ganske smalt Halsbånd af Nysølv.Højere op i Gadenåbnedes et Vindu i anden Etage,og en Pige lagde sig ud af detmed opbrættede Ærmerog gav sig til at pudse Rudernepå Ydersiden.Intet undgik min Opmærksomhed,jeg var klar og åndsnærværende,alle Ting strømmed ind på migmed en skinnende Tydelighed,som om der pludselig var blevenet stærkt Lys omkring mig.Damerne foran mig havde beggeen blå Fuglevinge i Hattenog et skotsk Silkebånd om Halsen.Det faldt mig ind,at de var Søstre.

De bøjed af og standsed ved Cislers Musikhandelog talte sammen,jeg standsed også.Derpå kom de begge to tilbage,gik den samme Vej,som de var kommet,passered mig igen,drejed om Hjørnet ved Universitetsgadenog gik lige op til St. Olafs Plads.Jeg var dem hele Tidenså nær i Hælene som jeg turde.De vendte sig engangog sendte mig et halvt bange,halvt nysgærrigt Blik,og jeg så ingen Fortørnelse i deres Minerog ingen rynkede Bryn.Denne Tålmodighed med mine Plageriergjorde mig meget skamfuld,og jeg slog Øjnene ned.Jeg vilde ikke længer være dem til Fortræd,jeg vilde af ren Taknemmelighedfølge dem med Øjnene,ikke tabe dem afsyne,helt til de gik ind et Stedog blev borte.

Udenfor Numer 2,et stort fire Etages Hus,vendte de sig endnu engang,hvorpå de gik ind.Jeg læned mig til en Gaslygte ved Fontænenog lytted efter deres Skridt i Trapperne;de døde hen i anden Etage.Jeg træder frem fra Lygtenog ser opad Huset.Da sker der noget besynderligt.Gardinerne bevæger sig højt oppe,et Øjeblik efter åbnes et Vindu,et Hoved stikker ud,og to sært seende Øjnehviler på mig.Ylajali!sagde jeg halvhøjt,og jeg følte, at jeg blev rød.Hvorfor råbte hun ikke om Hjælp?Hvorfor stødte hun ikke tilen af Blomsterpotterneog rammed mig i Hovedet,eller sendte nogen ned,forat jage mig væk?Vi står og ser hinanden ind i Øjneneuden at røre os;det varer et Minut;der skyder Tanker mellem Vinduet og Gaden,og der siges ikke et OrdHun vender sig om,det giver et Ryk i mig,et fint Stød gennem mit Sind;jeg ser en Skulder, der drejer sig,en Ryg, der forsvinder indad Gulvet.Denne langsomme Gang bort fra Vinduet,Betoningen i denne Bevægelse med Skuldrenvar som et Nik til mig;mit Blod fornam denne fine Hilsen,og jeg følte mig i samme Stundvidunderlig glad.Så vendte jeg omog gik nedad Gaden.

Jeg turde ikke se mig tilbageog vidste ikke,om hun atter var kommet til Vinduet;efterhvert som jeg overvejed dette Spørgsmål,blev jeg mer og mer urolig og nervøs.Formodentlig stod hun i dette Øjeblikog fulgte nøje alle mine Bevægelser,og det var på ingen Måde til at holde udat vide sig således undersøgt bagfra.Jeg strammed mig op så godt jeg kundeog gik videre;det begyndte at rykke i mine Ben,min Gang blev ustø,fordi jeg med Viljevilde gøre den smuk.Forat synes rolig og ligegyldigslængte jeg meningsløst med Armene,spytted i Gadenog satte Næsen ivejret;men intet hjalp.Jeg følte stadig de forfølgende Øjnei min Nakke,og det løb mig koldt gennem Kroppen.Endelig redded jeg mig ind i en Sidegade,hvorfra jeg tog Vejen ned i Pilestrædet,forat få fat på min Blyant.

Jeg havde ingen Møje med at få den tilbageleveret.Manden bragte mig Vesten selvog bad mig undersøge alle Lommerne med det samme;jeg fandt også et Par Lånesedler,som jeg stak til mig,og takked den venlige Mandfor hans Imødekommenhed.Jeg blev mer og mer tiltalt af ham,det blev mig i samme Stund meget om at gøreat give dette Menneskeet godt Indtryk af mig.Jeg gjorde et Slag henimod Dørenog vendte atter tilbage til Disken,som om jeg havde glemt noget;jeg mente at skylde ham en Forklaring,en Oplysning,og jeg gav mig til at nynne,forat gøre ham opmærksom.Da tog jeg Blyanten i Håndenog holdt den ivejret.

Det kunde ikke falde mig ind,sagde jeg,at gå lange Vejefor en hvilkensom helst sådan Blyant;men med denne var det en anden Sag,en egen Årsag.Så ringe som den så ud,havde denne Blyantstumpsimpelthen gjort mig til det,jeg var i Verden,så at sige sat mig på min Plads i Livet . . . .

Jeg sagde ikke mer.Manden kom helt hen til Disken.

»Ja så?«sagde han og så nysgærrigt på mig.

Med den Blyant,fortsatte jeg koldblodigt,havde jeg skrevet min Afhandlingom den filosofiske Erkendelse i tre Bind.Om han ikke havde hørt den omtale?

Og Manden synes nok,at han havde hørt Navnet,Titlen.

Ja, sagde jeg,den var af mig, den!Så det måtte endelig ikke forundre ham,at jeg vilde have den lille Stump Blyant tilbage;den havde altfor stort Værd for mig,den var mig næsten som et lidet Menneske.Forresten var jeg ham oprigtig taknemmeligfor hans Velvilje,og jeg vilde huske ham for den —jo, jo,jeg vilde virkelig huske ham for den;et Ord var et Ord,den Slags Mand var jeg,og han fortjente det.Farvel.

Jeg gik til Døren med en Holdning,som om jeg kunde anbringe en Mandi en høj Post i Brandvæsenet.Den skikkelige Pantelånerbukked to Gange for mig,idet jeg fjærned mig,og jeg vendte mig endnu engangog sagde Farvel.

I Trappen mødte jeg en Kone,som bar en Vadsæk i Hånden.Hun trykked sig ængsteligt til Siden,forat give mig Plads,og jeg greb uvilkårligt i Lommenefter noget at give hende;da jeg ikke fandt nogen Ting,blev jeg flau og gik hende duknakket forbi.Lidt efter hørte jeg,at også hun banked på til Sjappen;der var et Ståltrådsprinkel på Døren,og jeg kendte straks igen den klirrende Lyd,når et Menneskes Knoger berørte det.

Solen stod i Syd,Klokken var omtrent tolv.Byen begyndte at komme på Benene,det nærmed sig Spadsertiden,og hilsende og leende Folkbølged op og ned ad Karl Johan.Jeg klemte Albuerne i Siden,gjorde mig lidenog slap ubemærket forbinogle Bekendte,som havde indtaget et Hjørne ved Universitetet,forat beskue de forbigående.Jeg vandred opad Slotsbakken og faldt i Tanker.

Disse Mennesker, jeg mødte,hvor let og lystigt vugged de ikkesine lyse Hovederog svinged sig gennem Livetsom gennem en Balsal!Der var ikke Sorg i et eneste Øje,jeg så,ingen Byrde på nogen Skulder,kanske ikke en skyet Tanke,ikke en liden hemmelig Pinei noget af disse glade Sind.Og jeg gik der lige ved Sidenaf disse Mennesker,ung og nys udsprungen,og jeg havde allerede glemt,hvordan Lykken så ud!Jeg dægged for mig selv med denne Tankeog fandt, at der var skeet mig gruelig Uret.Hvorfor havde de sidste Månederfaret så mærkelig hårdt frem med mig?Jeg kendte slet ikke mit lyse Sind igen,og jeg havde de underligste Plagerpå alle Kanter.Jeg kunde ikke sætte mig på en Bænk for mig selveller røre min Fod noget Sted hen,uden at blive overfaldtaf små og betydningsløse Tilfældigheder,jammerlige Bagateller,som trængte ind i mine Forestillingerog spredte mine Kræfter for alle Vinde.En Hund, som strøg mig forbi,en gul Rose i en Herres Knaphul,kunde sætte mine Tanker i Vibrenog optage mig for længere Tid.Hvad var det, som fejled mig?Havde Herrens Finger pegt på mig?Men hvorfor just på mig?Hvorfor ikke lige så godtpå en Mand i Sydamerika,for den Skyld?Når jeg overvejed Tingen,blev det mig mer og mer ubegribeligt,at netop jeg skulde være udsettil Prøveklud for Guds Nådes Lune.Det var en nokså ejendommelig Fremgangsmådeat springe over en hel Verden,forat række mig;der var nu både Antikvarboghandler Paschaog Dampskibsekspeditør Hennechen.

Jeg gik og drøfted denne Sagog kunde ikke blive den kvit,jeg fandt de vægtigste Indvendingermod denne Herrens Vilkårlighedat lade mig undgælde for alles Skyld.Endog efterat jeg havde fundet mig en Bænkog sat mig ned,vedblev dette Spørgsmål at sysselsætte migog hindre mig fra at tænke på andre Ting.Fra den Dag i Majmåned,da mine Genvordigheder begyndte,kunde jeg så tydeligt mærkeen lidt efter lidt tiltagende Svaghed,jeg var ligesom bleven for mattil at styre og lede mighvorhen jeg vilde;en Sverm af små Skadedyrhavde trængt ind i mit Indreog udhulet mig.Hvad om Gud ligefrem havde i Sindeat ødelægge mig ganske?Jeg rejste mig opog drev frem og tilbage foran Bænken.

Mit hele Væsen var i dette Øjebliki den højeste Grad af Pine;jeg havde endog Smærter i Armeneog kunde knapt holde ud at bære dempå sædvanlig Måde.Af mit sidste svære Måltidfølte jeg også et stærkt Ubehag,jeg var overmæt og ophidsetog spadsered frem og tilbage,uden at se op;de Mennesker,som kom og gik omkring mig,gled mig forbi som Skimt.Endelig blev min Bænk optagenaf et Par Herrer,som tændte sine Cigarer og passiared højt;jeg blev vred og vilde tiltale dem,men vendte om og gik helt overtil den anden Kant af Parken,hvor jeg fandt mig en ny Bænk.Jeg satte mig.

Tanken på Gud begyndte atter at optage mig.Jeg syntes,det var højst uforsvarligt af hamat lægge sig imellem hver Gang,jeg søgte efter en Post,og forstyrre det hele,aldenstund det blot var Mad for Dagen,jeg bad om.Jeg havde så tydelig mærket,at når jeg sulted lidt længe ad Gangen,var det ligesom min Hjærne randt migganske stille ud af Hovedetog gjorde mig tom.Mit Hoved blev let og fraværende,jeg følte ikke længer dets Tyngdepå mine Skuldre,og jeg havde en Fornemmelse af,at mine Øjne glante altfor vidtåbent,når jeg så på nogen.

Jeg sad der på Bænkenog tænkte over alt detteog blev mer og mer bitter mod Gudfor hans vedholdende Plagerier.Hvis han mente at drage mig nærmere til sigog gøre mig bedre ved at udpine migog lægge Modgang på Modgang i min Vej,så tog han lidt fejl,kunde jeg forsikkre ham.Og jeg så op mod det højenæsten grædende af Trodsog sagde ham dette en Gang for allei mit stille Sind.

Stumper af min Børnelærdom randt mig ihu,Bibelens Stiltone sang for mine Øren,og jeg talte ganske sagte med mig selvog lagde Hovedet spydigt på Siden.Hvi bekymred jeg mig for,hvad jeg skulde æde,hvad jeg skulde drikke,og hvad jeg skulde iføreden usle Maddiksæk kaldet mit jordiske Legem?Havde ikke min himmelske Fader sørget for mig,som for Spurvene under Himlen,og vist mig den Nådeat pege på sin ringe Tjener?Gud havde stukket sin Finger ned i mit Nervenetog lempeligt,ganske løseligtbragt lidt Uorden i Trådene.Og Gud havde trukket sin Finger tilbage,og der var Trevler og fine Rodtrådepå Fingeren af mine Nervers Tråde.Og der var et åbent Hul efter hans Finger,som var Guds Finger,og Sår i min Hjærne efter hans Fingers Veje.Men der Gud havde berørt mig med sin Hånds Finger,lod han mig væreog berørte mig ikke merog lod mig intet ondt vederfares.Men han lod mig gå med Fred,og han lod mig gå med det åbne Hul.Og intet ondt vederfores mig af Gud,som er Herren i al Evighed . . . .

Stød af Musik bares af Vinden op til migfra Studenterlunden,Klokken var altså over to.Jeg tog mine Papirsager frem,forat forsøge at skrive noget,i det samme faldt min Barberbog ud af Lommen.Jeg åbned den og talte Bladene,der var seks Billetter tilbage.Gudskelov!sagde jeg uvilkårlig;jeg kunde endnu blive barberet i nogle Ugerog se lidt godt ud!Og jeg kom straks i en bedre Sindsstemningved denne lille Ejendom,som jeg endnu havde tilbage;jeg glatted Billetterne omhyggeligt udog forvared Bogen i Lommen.

Men skrive kunde jeg ikke.Efter et Par Linjervilde der ikke falde mig noget ind;mine Tanker vare andre Steder,og jeg kunde ikke stramme mig optil nogen bestemt Anstrængelse.Alle Ting indvirked på migog distrahered mig,alt, hvad jeg så,gav mig nye Indtryk.Fluer og små Mygsatte sig fast på Papiretog forstyrred mig;jeg pusted på dem,forat få dem væk,blæste hårdere og hårdere,men uden Nytte.De små Bæster lægger sig bagud,gør sig tunge og stritter imod,så deres tynde Ben bugner.De er slet ikke til at flytte af Pletten.De finder sig noget at hage sig fast i,spænder Hælene mod et Kommaeller en Ujævnhed i Papiretog står uryggelig stille sålænge,til de selv finder for godtat gå sin Vej.

En Tidlang vedblev disse små Udyrat beskæftige mig,og jeg lagde Benene overkorsog gav mig god Tidmed at iagttage dem.Med én Gang bæved en eller to høje Klarinettonerop til mig fra Lundenog gav min Tanke et nyt Stød.Mismodig over ikke at kunne gøremin Artikel istand,stak jeg igen Papirerne i Lommenog læned mig bagover på Bænken.I dette Øjeblik er mit Hoved så klart,at jeg kan tænke de fineste Tanker,uden at trættes.Idet jeg ligger i denne Stillingog lader Øjnene løbe nedad mit Brystog mine Ben,lægger jeg Mærke til den sprættende Bevægelse,min Fod gør,hver Gang Pulsen slår.Jeg rejser mig halvt opog ser ned på mine Fødder,og jeg gennemgår i denne Stunden fantastisk og fremmed Stemning,som jeg aldrig tidligere havde følt;det gav et fint,vidunderligt Sæt gennem mine Nerver,som om der gik Ilinger af koldt Lysgennem dem.Ved at kaste Øjnene på mine Sko,var det som jeg havde truffeten god Bekendteller fået en løsreven Partaf mig selv tilbage;en Genkendelsesfølelse sittrer gennem mine Sandser,Tårerne kommer mig i Øjnene,og jeg fornemmer mine Skosom en sagte susende Tone imod mig.Svaghed!sagde jeg hårdt til mig selv,og jeg knytted Hænderne og sagde Svaghed.Jeg gjorde Nar ad mig selvfor disse latterlige Følelser,havde mig tilbedste med fuld Bevidsthed;jeg talte meget strængt og forstandigt,og jeg kneb Øjnene heftigt sammen,forat få Tårerne bort.Som om jeg aldrig havde set mine Sko før,giver jeg mig til at studere deres Udseende,deres Mimik,når jeg rørte på Foden,deres Form og de slidte Overdele,og jeg opdager,at deres Rynker og hvide Sømmegiver dem Udtryk,meddeler dem Fysiognomi.Der var noget af mit eget Væsengået over i disse Sko,de virked på mig som en Ånde mod mit Jeg,en pustende Del af mig selv . . . .

Jeg sad og fabledmed disse Fornemmelser en lang Stund,måske en hel Time.En liden, gammel Mand kom og optogden anden Ende af min Bænk;idet han satte sig,pusted han tungt ud efter Gangen og sagde:

»Ja,ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, san!«

Så snart jeg hørte hans Stemme,var det som en Vind fejed gennem mit Hoved,jeg lod Sko være Sko,og det forekom mig allerede,at den forvirrede Sindsstemning,jeg just havde oplevet,skrev sig fra en længst svunden Tid,kanske et År eller to tilbage,og var så småt i Færd medat udviskes af min Erindring.Jeg satte mig til at se på den gamle.

Hvad angik han mig,denne lille Mand?Intet,ikke det ringeste!Kun at han holdt en Avis i Hånden,et gammelt Numer,med Avertissementssiden ud,hvori der syntes at liggeen eller anden Ting indpakket.Jeg blev nysgærrigog kunde ikke få mine Øjne bortfra den Avis;jeg fik den vanvittige Idé,at det kunde være en ganske mærkelig Avis,enestående i sit Slags;min Nysgærrighed steg,og jeg begyndte at flytte migfrem og tilbage på Bænken.Det kunde være Dokumenter,farlige Aktstykker,stjålet fra et Arkiv.Og der foresvæved mig nogetom en hemmelig Traktat,en Sammensværgelse.

Manden sad stille og tænkte.Hvorfor bar han ikke sin Avis,som ethvert andet Menneske bar en Avis,med Titlen ud?Hvad var det for Slags Underfundigheder?Han så ikke ud til at ville slippesin Pakke af Hånden,ikke for alt i Verden,han turde måske ikke engangbetro den til sin egen Lomme.Jeg kunde dø på,at der stak noget under med Pakken.

Jeg så ud i Luften.Netop det,at det var så umuligt at trænge indi denne mystiske Sag,gjorde mig forstyrret af Nysgærrighed.Jeg ledte i mine Lommerefter noget at give Manden,forat komme i Samtale med ham,og jeg fik fat i min Barberbog,men gæmte den igen.Pludselig fik jeg i Sindeat være yderst fræk,jeg klapped mig på min tomme Brystlommeog sagde:

»Tør jeg byde Dem en Cigaret?«

Tak, Manden røgte ikke,han havde måttet høre op,forat spare sine Øjne,han var næsten blind.Takker forresten så meget!

Om det var længe siden hans Øjne tog Skade?Så kunde han måske ikke læse heller?Ikke engang Aviser?

Ikke engang Aviser,desværre!

Manden så på mig.De syge Øjne havde hver sin Hinde,der gav dem et glasagtigt Udseende,hans Blik blev hvidtog gjorde et modbydeligt Indtryk.

»De er fremmed her?«sagde han.

Ja. —Om han ikke engang kunde læse Titlenpå den Avis,han holdt i Hånden?

Næppe. —Forresten havde han straks hørt,at jeg var fremmed;der var noget i mit Tonefald,som sagde ham det.Der skulde så lidet til,han hørte så godt;om Natten, når alle sov,kunde han høre Menneskene i Sideværelset puste . . . .Hvad jeg vilde sige,hvor bor De henne?

En Løgn stod mig med ét fuldt færdig i Hovedet.Jeg løj ufrivilligt,uden Forsæt og uden Bagtanke,jeg svared:

»På St. Olafs Plads Numer 2.«

Virkelig?Manden kendte hver Brosten på St. Olafs Plads.Der var en Fontæne,nogle Gaslygter,et Par Træer,han husked det hele . . . .Hvad Numer bor De i?

Jeg vilde gøre en Ende på detog rejste mig,dreven til det ydersteaf min fikse Idé med Avisen.Hemmeligheden skulde opklares,hvad det så end skulde koste.

»Når De ikke kan læse den Avis,hvorfor . . . .«

»I Numer 2,syntes jeg, De sagde?«fortsatte Manden,uden at agte på min Uro.»Jeg kendte i sin Tidalle Mennesker i Numer 2.Hvad hedder Deres Vært?«

Jeg fandt i Hast et Navn,forat blive ham kvit,laved dette Navn i Øjeblikketog slynged det ud,forat standse min Plageånd.

»Happolati,«sagde jeg.

»Happolati, ja,«nikked Manden,og han misted ikke en Stavelsei dette vanskelige Navn.

Jeg så forbauset på ham;han sad meget alvorligog havde en tænksom Mine.Ikke før havde jeg udtaltdette dumme Navn,som faldt mig ind,før Manden fandt sig tilrette med detog lod til at have hørt det før.Imidlertid lagde han sin Pakke fra sigpå Bænken,og jeg følte al min Nysgærrigheddirre mig gennem Nerverne.Jeg lagde Mærke til,at der var et Par fede Pletter på Avisen.

»Er han ikke Sjømand,Deres Vært?«spurgte Manden,og der var ikke Sporaf undertrykt Ironi i hans Stemme.»Jeg synes huske,at han var Sjømand?«

»Sjømand?Om Forladelse,det må være Broderen, De kender;dette her er nemlig J. A. Happolati,Agent.«

Jeg troed,at dette vilde gøre det af med ham;men Manden gik villigt med på alt;om jeg havde fundet et Navnsom Barabas Rosenknopsen,vilde det ikke have vakt hans Mistanke.

»Det skal være en flink Mand,har jeg hørt.«sagde han,forsøgende sig frem.

»Å, en forslagen Mand,«svared jeg,»et dygtigt Forretningshoved,Agent for alt muligt,Tyttebær på Kina,Fjær og Dun fra Rusland,Huder,Træmasse,Skriveblæk . . . .«

»He-he,det var da Fan!«afbrød Oldingen i høj Grad oplivet.

Dette begyndte at blive interessant.Situationen løb af med mig,og den ene Løgn efter den andenopstod i mit Hoved.Jeg satte mig igen,glemte Avisen,de mærkelige Dokumenter,blev ivrig og faldt den anden i Talen.Den lille Dværgs Godtroenhedgjorde mig dumdristig,jeg vilde lyve ham hensynsløst fuld,slå ham storslagent af Markenog bringe ham til at tie af Forbauselse.

Om han havde hørt om den elektriske Salmebog,som Happolati havde opfundet?

Hvad,elek . . . .

Med elektriske Bogstaver,som kunde lyse i Mørke!Et aldeles storartet Foretagende,Millioner Kroner i Bevægelse,Støberier og Trykkerier i Arbejde,Skarer af fast lønnede Mekanikere sysselsat,jeg havde hørt sige syv hundrede Mand.

»Ja, er det ikke som jeg siger!«sagde Manden stille.Mer sagde han ikke;han troed hvert Ord,jeg fortalte,og faldt alligevel ikke i Staver.Dette skuffed mig en Smule,jeg havde ventet at se ham forvildetaf mine Påfund.

Jeg opfandt endnu et Par desperate Løgne,drev det til Hazard,ymted om, at Happolati havde været Ministeri ni År i Persien.De har det måske ikke på Anelsen,hvad det vil sige at være Minister i Persien?spurgte jeg.Det var mere end Konge her,eller omtrent som Sultan,om han vidste, hvad det var.Men Happolati havde klaret det heleog aldrig stået fast.Og jeg fortalte om Ylajali,hans Datter,en Fé, en Prinsesse,som havde tre hundrede Slavinderog lå på et Leje af gule Roser;hun var det skønneste Væsen,jeg havde set,jeg havde Gud straffe mig aldrig oplevetMagen til Syn i mit Liv!

»Så,hun var så vakker?«yttred den gamle med en fraværende Mineog så ned i Marken.

Vakker?Hun var dejlig,hun var syndigt sød!Øjne som Råsilke,Arme af Rav!Bare et enkelt Blik af hendevar forførende som et Kys,og når hun kaldte på mig,jog hendes Stemme migsom en Stråle af Vinlige ind i min Sjæls Fosfor.Hvorfor skulde hun ikke være såpas dejlig?Tog han hende for et Regningsbudeller for noget i Brandvæsenet?Hun var simpelthen en Himlens Herlighed,skulde jeg sige ham,et Æventyr.

»Ja, ja!«sagde Manden lidt betuttet.

Hans Ro keded mig;jeg var bleven ophidsetaf min egen Stemmeog talte i fuldt Alvor.De stjålne Arkivsager,Traktaten med en eller anden fremmed Magt,var ikke mere i min Tanke;den lille, flade Pakkelå der på Bænken imellem os,og jeg havde ikke længerden ringeste Lyst til at undersøge denog se,hvad den indeholdt.Jeg var helt optagenaf mine egne Historier,der drev underlige Syner forbi mine Øjne,Blodet steg mig til Hovedet,og jeg løj af fuld Hals.

I dette Øjeblik syntes Manden at ville gå.Han letted på sigog spurgte,for ikke at bryde for brat af:

»Han skal have svære Ejendommedenne Happolati?«

Hvor turde denne blinde,modbydelige Olding tumle med det fremmede Navn,jeg havde digtet op,som om det var et almindeligt Navnog stod på hvert Høkerskildt i Byen?Han snubled aldrig på et Bogstavog glemte ikke en Stavelse;dette Navn havde bidt sig fast i hans Hjærneog slået Rødder i samme Stund.Jeg blev ærgerlig,en indre Forbittrelsebegyndte at opstå i migmod dette Menneske,som intet kunde bringe i Knibeog intet gøre mistænksom.

»Det kender jeg ikke til,«svared jeg derfor tvært;»jeg kender aldeles ikke til det.Lad mig forresten sige Dem nuen Gang for alle,at han hedder Johan Arendt Happolati,at dømme efter hans egne Forbogstaver.«

»Johan Arendt Happolati«,gentog Manden lidt forundretover min Heftighed.Så taug han.

»De skulde set hans Kone,«sagde jeg rasende;»tykkere Menneske . . . .Ja, De tror kanske ikke,at hun var videre tyk?«

Jo, det syntes han nok,han ikke kunde fragå;en sådan Mand havde måskeen lidt tyk Kone.

Oldingen svared sagtmodig og stillepå hvert af mine Udfaldog søgte efter Ord,som om han var bange for at forgå sigog gøre mig vred.

»Helvedes Pine,Mand, tror De måske,at jeg sidder herog lyver Dem kapitalt fuld?«råbte jeg ude af mig selv.»Tror De kanske ikke engang,at der gives en Mandved Navn Happolati?Jeg har aldrig set på Magen til Trodsog Ondskab hos en gammel Mand!Hvad Fan går der af Dem?De har kanske ovenikøbet tænkt ved Dem selv,at jeg var en yderlig fattig Mand,som sad her i min bedste Puds,uden et Etui fuldt af Cigaretter i Lommen?En sådan Behandling,som Deres,er jeg ikke vant til,skal jeg sige Dem,og jeg tåler den Gud døde mig ikke,hverken af Dem eller nogen anden,så meget De ved det!«

Manden havde rejst sig.Med gabende Mundstod han stumog hørte på mit Udbrudindtil det var tilende,så greb han hurtigt sin Pakke på Bænkenog gik,næsten løb henad Gangenmed små Oldingeskridt.

Jeg sad tilbage og så på hans Ryg,som gled mer og mer bortog syntes at lude mer og mer sammen.Jeg ved ikke,hvor jeg fik det Indtryk fra,men det forekom mig,at jeg aldrig havde set en uærligere,lastefuldere Ryg end denne,og jeg angred ikke,at jeg havde skældt Mennesket ud,før han forlod mig . . . .

Dagen begyndte at hælde.Solen sank,det tog på at suse lidt i Træerne omkring,og Barnepigerne,som sad i Klyngerhenne ved Balancerstangen,belaved sig på at trille sine Vogne hjem.Jeg var rolig og vel tilmode.Den Ophidselse,jeg just havde været i,lagde sig lidt efter hvert,jeg faldt sammen,blev slap og begyndte at føle mig søvnig;den store Mængde Brød,jeg havde spist,var mig heller ikke længer til synderlig Mén.I den bedste Stemninglæned jeg mig bagover på Bænken,lukked Øjneneog blev mer og mer døsig,jeg blunded og var lige ved at faldei fast Søvn,da en Parkmand lagde sin Håndpå min Skulder og sagde:

»De må ikke sidde og sove herinde.«

»Nej,«sagde jeg og rejste mig straks.Og med ét Slagstod atter min sørgelige Stillinglyslevende for mine Øjne.Jeg måtte gøre noget,finde på et eller andet!At søge Pladse havde ikke nyttet mig;de Anbefalinger,jeg gik og viste frem,var blevet lidt gamleog skrev sig fra altfor ukendte Personertil at kunne virke kraftigt;desuden havde disse stadige Afslagudefter Sommerengjort mig noget forknyt.Nå —under alle Omstændighedervar min Husleje forfalden,og jeg måtte gøre en Udvej til den.Så fik det bero med det øvrige sålænge.

Ganske uvilkårligthavde jeg igen fået Blyant og Papir i Hænderne,og jeg sad og skrev mekaniskÅrstallet 1848 i alle Hjørner.Om nu blot en enkelt brusende Tankevilde betage mig vældigtog lægge mig Ordene i Munden!Det havde jo hændt før,det havde virkelig hændt,at sådanne Stunder var kommet over mig,da jeg kunde skrive et langt Stykkeuden Anstrængelseog få det velsignet godt til.

Jeg sidder der på Bænkenog skriver Snese Gange 1848,skriver dette Tal påkryds og tversi alle mulige Façoner,og venter på,at en brugbar Idé skal falde mig ind.En Sverm af løse Tankerflagrer om i mit Hoved,Stemningen i den hældende Daggør mig mismodig og sentimental.Høsten er kommetog har allerede begyndt at lægge alting i Dvale,Fluer og Smådyrhar fået det første Knæk,oppe i Træerneog nede på Markenhøres Lyden af det stridende Liv,puslende, susende uroligt,arbejdende for ikke at forgå.Alle Krybverdenens nedtrampede Tilværelserrører sig endnu engang,stikker sine gule Hoveder op af Mosen,løfter sine Ben,føler sig frem med lange Trådeog synker så pludselig sammen,vælter om og vender Bugen ivejret.Hver Vækst har fået sit Særpræg,et fint henåndende Pustaf den første Kulde;Stråene stritter blege op mod Solen,og det affaldne Løv hvisler henad Jordenmed en Lyd som af vandrende Silkeorme.Det er Høstens Tid,midt i Forgængelsens Karneval;Roserne har fået Betændelse i Rødmen,et hektisk, vidunderligt Skærover den blodrøde Farve.

Jeg følte mig selv som et Kryb i Undergang,greben af Ødelæggelsenmidt i denne dvalefærdige Alverden.Jeg rejste mig op,besat af sære Rædsler,og tog nogle voldsomme Skridt henad Gangen.Nej! råbte jegog knytted begge mine Hænder,dette må der blive en Ende på!Og jeg satte mig igen,tog atter Blyanten i Håndenog vilde gøre Alvor af det med en Artikel.Det kunde aldeles ikke nytte at give sig over,når man stod med en ubetalt Huslejelige for Tænderne.

Langsomt,ganske langsomt begyndte mine Tankerat samle sig.Jeg passed på og skrev sagteog vel overvejet et Par Sidersom en Indledning til noget;det kunde være Begyndelsen til hvadsomhelst,en Rejseskildring,en politisk Artikel,eftersom jeg selv fandt for godt.Det var en ganske fortræffelig Begyndelsetil noget af hvert.

Så gav jeg mig til at søge efter et bestemt Spørgsmål,jeg kunde behandle,en Mand,en Ting at kaste mig over,og jeg kunde ikke finde noget.Under denne frugtesløse Anstrængelsebegyndte der igen at komme Uordeni mine Tanker,jeg følte,hvorledes min Hjærne formelig slog Klik,mit Hoved tømtes, tømtes,og det stod tilsidst letog uden Indhold tilbagepå mine Skuldre.Jeg fornam denne glanende Tomhedi mit Hoved med hele Legemet,jeg syntes mig selv udhuletfra øverst til nederst.

»Herre,min Gud og Fader!«råbte jeg i Smærte,og jeg gentog dette Råbmange Gange i Træk,uden at sige mer.

Vinden rasled i Løvet,det trak op til Uvejr.Jeg sad endnu en Stundog stirred fortabt på mine Papirer,lagde dem så sammenog stak dem langsomt i Lommen.Det blev køligt,og jeg havde ingen Vest mere;jeg knapped Frakken helt op i Halsenog stak Hænderne i Lommen.Så rejste jeg mig og gik.

Om det bare havde lykkedes mig denne Gang,denne ene Gang!To Gange havde min Værtinde spurgt migmed Øjnene efter Betalingen,og jeg havde måttet dukke mig nedog snige mig forbi hendemed en forlegen Hilsen.Jeg kunde ikke gøre det igen;næste Gang jeg mødte disse Øjne,vilde jeg opsige mit Rumog gøre ærligt Rede for mig;det kunde så alligevel ikke vare vedi Længden på denne Måde.

Da jeg kom til Udgangen af Parken,så jeg igen den gamle Dværg,som jeg i mit Raseri havde jaget på Flugt.Den mystiske Avispakke lå opslagenved Siden af ham på Bænken,fuld af Mad af forskellige Sorter,som han sad og bed af.Jeg vilde lige med ét gå hen til hamog undsylde mig,bede om Tilgivelse for min Opførsel,men hans Mad stødte mig tilbage;de gamle Fingre,der så ud som ti rynkede Klør,klemte modbydeligt om de fede Smørogbrød,jeg følte Kvalme og gik ham forbi,uden at tiltale ham.Han kendte mig ikke,hans Øjne stirred på mig tørre som Horn,og hans Ansigt fortrak ikke en Mine.

Og jeg fortsatte min Vej.

Efter Sædvane standsed jegved hver udhængt Avis,som jeg passered,forat studere Bekendtgørelserneom ledige Pladse,og jeg var så heldig at finde én,som jeg kunde påtage mig:En Købmand på Grønlandsleretsøgte efter en Mand til et Par Timers Bogførselhver Aften;Løn efter Overenskomst.Jeg notered mig Mandens Adresseog bad i Taushed til Gudom denne Plads;jeg vilde forlange mindre end nogen andenfor Arbejdet,femti Øre var rigeligt,eller kanske firti Øre;det fik blive ganske som det vilde med det.

Da jeg kom hjem,lå der på mit Bord en Seddelfra min Værtinde,hvori hun bad mig omat betale min Husleje i Forskudeller flytte ud,så snart jeg kunde.Jeg måtte ikke optage det fortrydeligt,det var aleneste en nødig Begæring.Venskabeligst Madam Gundersen.

Jeg skrev en Ansøgningtil Købmand Christie Grønlandsleret Numer 31,lagde den i en Konvolutog bragte den ned i Kassenpå Hjørnet.Så gik jeg op på mit Værelse igenog satte mig til at tænke i Gyngestolen,mens Mørket blev tættere og tættere.Det begyndte at blive vanskeligtat holde sig oppe nu.

PREMIÈRE PARTIE

GeminiPro25

C'était en ce temps où j'errais, tenaillé par la faim, dans Kristiania, cette ville prodigieuse que nul ne quitte avant d'en porter la marque...

Je suis étendu, éveillé, dans ma mansarde, et j'entends une horloge sonner six coups en dessous de moi ; il fait déjà grand jour, et les gens commencent à s'affairer dans les escaliers. Près de la porte, là où les murs de ma chambre sont tapissés de vieux numéros du « Morgenbladet », je distingue nettement un avis du Directeur des Phares et, un peu plus à gauche, une publicité grasse et opulente du boulanger Fabian Olsen vantant son pain frais du jour.

À peine eus-je ouvert les yeux que, par vieille habitude, je me mis à chercher si la journée m'offrait quelque raison de me réjouir. Les temps derniers avaient été durs ; un à un, mes biens avaient été portés « chez ma tante », j'étais devenu nerveux et irascible, et par deux fois j'avais dû garder le lit une journée entière, pris de vertiges. De temps à autre, quand la chance me souriait, je parvenais à tirer cinq couronnes de quelque journal pour un feuilleton.

Le jour se levait de plus en plus, et je me mis à lire les annonces près de la porte ; je pouvais même déchiffrer les lettres maigres et grimaçantes pour les « Linceuls de Mademoiselle Andersen, à droite dans le porche ». Cela m'occupa un long moment ; j'entendis l'horloge sonner huit heures en bas avant de me lever et de m'habiller.

J'ouvris la fenêtre et regardai au-dehors. De là où je me tenais, la vue donnait sur une corde à linge et un terrain vague ; au loin gisaient les ruines d'une forge incendiée, où quelques ouvriers s'affairaient au déblaiement. Je m'accoudai au rebord de la fenêtre et plongeai mon regard dans le vide. Ce serait une belle journée, sans aucun doute, l'automne était là, cette saison exquise et fraîche où tout change de couleur et se meurt. Le bruit des rues commençait déjà à monter et m'appelait au-dehors ; cette chambre vide, dont le plancher ondulait à chacun de mes pas, ressemblait à un cercueil mal joint et sinistre ; la porte n'avait pas de vrai verrou et la pièce, pas de poêle ; la nuit, je dormais avec mes chaussettes pour qu'elles sèchent un peu avant le matin. Mon seul réconfort était un petit fauteuil à bascule rouge où je m'asseyais le soir pour somnoler en songeant à mille choses. Quand le vent soufflait fort et que les portes du bas restaient ouvertes, toutes sortes de sifflements étranges montaient du plancher et s'échappaient des murs, et les feuilles du « Morgenbladet », près de la porte, se fendaient de déchirures longues comme la main.

Je me relevai et fouillai un ballot, dans le coin près du lit, en quête d'un déjeuner, mais ne trouvai rien et retournai à la fenêtre.

Dieu sait, pensai-je, si chercher un emploi servira jamais à quelque chose ! Ces innombrables refus, ces demi-promesses, ces « non » catégoriques, ces espoirs nourris puis déçus, ces nouvelles tentatives qui, chaque fois, n'aboutissaient à rien, avaient eu raison de mon courage. J'avais fini par postuler pour une place de coursier, mais j'étais arrivé trop tard ; de plus, je ne pouvais fournir une caution de cinquante couronnes. Il y avait toujours un obstacle. Je me présentai aussi chez les pompiers. Nous étions une cinquantaine d'hommes dans le hall, bombant le torse pour donner une impression de force et de grande hardiesse. Un chef de bureau fit le tour des candidats, leur tâta les bras, leur posa une ou deux questions, et passa devant moi sans s'arrêter, se contentant de hocher la tête en déclarant que j'étais réformé à cause de mes lunettes. Je me représentai, sans lunettes, le front plissé, les yeux acérés comme des couteaux, et l'homme passa de nouveau devant moi en souriant — il m'avait reconnu. Le pire de tout, c'est que mes vêtements commençaient à être en si piteux état que je ne pouvais plus me présenter pour un poste en homme respectable.

Comme ma chute avait été régulière, méthodique ! Je me retrouvais à la fin si étrangement dépouillé de tout que je n'avais même plus un peigne, ou un livre à lire quand la mélancolie se faisait trop lourde. Tout l'été, j'avais cherché refuge dans les cimetières ou dans le parc du Château, où je m'asseyais pour rédiger des articles pour les journaux, des colonnes et des colonnes sur les sujets les plus divers, inventions étranges, caprices, lubies de mon cerveau agité ; dans mon désespoir, j'avais souvent choisi les thèmes les plus abscons, qui m'imposaient de longues heures d'effort et n'étaient jamais acceptés. Un article terminé, j'en entamais un nouveau, et je n'étais que rarement abattu par les refus des rédacteurs ; je me répétais sans cesse qu'un jour, cela finirait bien par marcher. Et de fait, parfois, quand la chance tournait et que les choses s'arrangeaient un peu, je pouvais obtenir cinq couronnes pour un après-midi de travail.

Je m'écartai de nouveau de la fenêtre, me dirigeai vers la table de toilette et humectai d'un peu d'eau les genoux lustrés de mon pantalon pour les noircir et leur donner un air plus neuf. Cela fait, je glissai comme à mon habitude du papier et un crayon dans ma poche et je sortis. Je descendis les escaliers sur la pointe des pieds, pour ne pas attirer l'attention de ma logeuse ; le loyer était dû depuis quelques jours, et je n'avais plus rien pour payer.

Il était neuf heures. Le fracas des voitures et les voix emplissaient l'air, immense chœur matinal mêlé au pas des piétons et aux claquements de fouets des cochers de fiacre.Cette circulation bruyante m'anima sur-le-champ,et je commençai à me sentir de plus en plus satisfait.Rien n'était plus éloigné de ma pensée que de faire une simple promenade matinale à l'air frais.Que m'importait l'air à mes poumons ?J'étais fort comme un géant et pouvais arrêter une voiture de l'épaule.Une humeur exquise et étrange,un sentiment de lumineuse insouciance,s'était emparé de moi.Je me mis à observer les gens que je croisais ou dépassais,je lus les affiches sur les murs,je me laissai saisir par un regard jeté depuis un tramway qui passait,je laissai chaque bagatelle pénétrer en moi,tous les petits hasards qui croisaient ma route et disparaissaient.

Si seulement on avait de quoi manger par une si belle journée !L'impression de ce matin joyeux me submergea,je devins d'une gaieté indomptable et me mis à fredonner de plaisir,sans raison particulière.Devant une boucherie,une femme, un panier au bras,méditait sur le choix de saucisses pour le dîner ;comme je passais,elle tourna son regard vers moi.Elle n'avait qu'une seule dent sur le devant.Nerveux et influençable comme je l'étais devenu ces derniers jours,le visage de cette femme me fit aussitôt une impression répugnante ;la longue dent jaune ressemblait à un petit doigt sortant de la gencive,et son regard était encore plein de saucisse lorsqu'elle le posa sur moi.Je perdis soudain l'appétit et sentis la nausée me monter à la gorge.Arrivé aux bazars,je m'approchai de la fontaine et bus un peu d'eau ;je levai les yeux — il était dix heures au clocher de Notre-Sauveur.

Je poursuivis ma route dans les rues,flânant sans le moindre souci,m'arrêtant à un carrefour sans nécessité,bifurquant dans une ruelle sans y avoir rien à faire ;je me laissais porter,entraîné par ce matin radieux,oscillant nonchalamment au milieu d'autres êtres heureux ;l'air était vide et clair,et mon esprit sans l'ombre d'un nuage.

Depuis une dizaine de minutes, un vieil homme boiteux marchait devant moi.Il portait un paquet d'une main et avançait de tout son corps,peinant de toutes ses forces pour prendre de la vitesse.Je l'entendais souffler d'effort,et il me vint à l'esprit que je pourrais porter son paquet ;pourtant, je ne cherchai pas à le rattraper.En haut de la rue Grændsen,je croisai Hans Pauli,qui me salua et passa en hâte.Pourquoi était-il si pressé ?Je n'avais nulle intention de lui demander une couronne,et j'allais d'ailleurs lui rendre au plus vite une couverture que je lui avais empruntée quelques semaines auparavant.Aussitôt que ma situation se serait un peu améliorée,je ne voudrais devoir de couverture à personne ; peut-être commencerais-je dès aujourd'hui un article sur les crimes de l'avenir ou sur le libre arbitre,peu importe,quelque chose de digne d'être lu et qui me rapporterait au moins dix couronnes...Et à la pensée de cet article,je me sentis soudain envahi par le besoin de m'y mettre sur-le-champ et de puiser dans mon cerveau bouillonnant ;j'allais me trouver un endroit propice dans le parc du Château et ne prendrais aucun repos avant de l'avoir achevé.

Mais le vieil infirme continuait ses mêmes mouvements saccadés.devant moi Avoir cet être fragile constamment sous les yeux finit par m'irriter. Son voyage semblait ne jamais vouloir finir ;peut-être se rendait-il exactement au même endroit que moi,et devrais-je le supporter tout le long du chemin. Dans mon exaspération, il me sembla qu'à chaque rue transversale il ralentissait un peu,comme pour attendre de voir quelle direction je prendrais,avant de balancer à nouveau son paquet en l'air et de repartir de toutes ses forces pour garder son avance.Je regarde cette créature harassée et me sens de plus en plus envahi d'amertume à son égard ;je sentais qu'il détruisait peu à peu ma radieuse humeur et entraînait avec lui ce matin pur et magnifique dans sa propre laideur. Il ressemblait à un gros insecte claudiquant qui voulait à toute force se frayer une place dans le monde et s'arroger le trottoir pour lui seul.Arrivés en haut de la colline,je refusai de le tolérer plus longtemps,me tournai vers une vitrine et m'arrêtai pour lui donner l'occasion de disparaître.Quand, après quelques minutes,je me remis en marche,l'homme était de nouveau devant moi ;lui aussi s'était arrêté net. Sans réfléchir,je fis trois ou quatre pas furieux,le rejoignis et lui tapai sur l'épaule.

Il s'immobilisa d'un coup.Nous nous dévisageâmes.

— Une petite pièce pour du lait !dit-il enfin,en penchant la tête sur le côté.

Me voilà bien avancé !Je fouillai mes poches et dis :

— Pour du lait, oui.Hum.L'argent se fait rare par les temps qui courent,et je ne sais à quel point vous êtes dans le besoin.

— Je n'ai rien mangé depuis hier, à Drammen,dit l'homme ;je n'ai pas un sou,et je n'ai pas encore trouvé de travail.

— Êtes-vous artisan ?

— Oui,je suis aiguillier.

— Pardon ?

— Aiguillier.D'ailleurs, je sais aussi faire des chaussures.

— Voilà qui change tout,dis-je.Attendez ici quelques minutes,je vais vous chercher un peu d'argent,quelques sous.

Je descendis en toute hâte la Pilestrædet,où je savais qu'il y avait un prêteur sur gages au premier étage ;je n'y étais, du reste, jamais allé.En entrant dans le porche,j'ôtai vivement mon gilet,le roulai et le coinçai sous mon bras ;puis je montai l'escalier et frappai à la porte de la boutique.Je m'inclinai et jetai le gilet sur le comptoir.

— Une couronne et demie,dit l'homme.

— Oui, oui, merci,répondis-je.Si seulement il n'avait pas commencé à devenir un peu trop juste pour moi,je ne m'en serais pas séparé,bien entendu.

Je reçus l'argent et le reçu,et repartis.C'était au fond une excellente idée,cette affaire de gilet ;il me resterait même de l'argent pour un déjeuner copieux,et avant le soir, ma dissertation sur les crimes de l'avenir serait prête.Sur-le-champ, je commençai à trouver l'existence plus douce,et je me hâtai de retourner vers l'homme pour m'en débarrasser.

— Tenez !lui dis-je.Je suis heureux que vous vous soyez adressé à moi en premier.

L'homme prit l'argent et se mit à me toiser.Que regardait-il donc avec cette insistance ?J'eus l'impression qu'il examinait surtout les genoux de mon pantalon,et cette impudence me lassa.Ce gredin croyait-il vraiment que j'étais aussi pauvre que j'en avais l'air ?N'avais-je pas, pour ainsi dire,déjà commencé à écrire un article à dix couronnes ?D'ailleurs, je ne craignais nullement l'avenir,j'avais plusieurs fers au feu.En quoi cela regardait-il un parfait inconnu que je donne un pourboire par une si belle journée ?Le regard de l'homme m'irrita,et je décidai de lui faire une réprimande avant de le quitter.Je haussai les épaules et dis :

— Mon brave homme,vous avez pris la détestable habitude de dévisager les genoux d'un homme qui vous donne une couronne.

Il renversa la tête en arrière contre le mur et ouvrit la bouche en grand.Quelque chose travaillait derrière son front de miséreux ;il pensait sans doute que je voulais le duper d'une manière ou d'une autre,et il me tendit l'argent.

Je tapai du pied sur le pavé et jurai qu'il devait le garder.S'imaginait-il que je m'étais donné tout ce mal pour rien ?Après tout,peut-être lui devais-je cette couronne,j'avais coutume de me souvenir de mes vieilles dettes,il se tenait devant un homme intègre,honnête jusqu'au bout des ongles.Bref,l'argent était à lui...Oh, pas de quoi me remercier,cela m'avait fait plaisir.Adieu.

Et je partis.J'étais enfin débarrassé de cette plaie ambulante et décatie,et je pouvais être tranquille.Je redescendis la Pilestrædet et m'arrêtai devant une épicerie.La vitrine regorgeait de nourriture,et je décidai d'entrer pour prendre quelque chose à emporter.

— Un morceau de fromage et un pain viennois !dis-je en jetant ma demi-couronne sur le comptoir.

— Du fromage et du pain pour tout ça ?demanda la femme d'un ton ironique,sans me regarder.

— Pour cinquante øre tout rond, oui,répondis-je, imperturbable.

Je pris mes provisions,souhaitai un bonjour extrêmement poli à la vieille et grasse mégère et me dirigeai à bride abattue vers le parc, en haut de la colline du Château.Je me trouvai un banc isolé et commençai à ronger avidement mon repas.Cela me fit du bien ;il y avait longtemps que je n'avais pas fait un repas aussi copieux,et je sentis peu à peu s'installer en moi cette même plénitude sereine que l'on éprouve après avoir longtemps pleuré.Mon courage remonta en flèche ;il ne me suffisait plus d'écrire un article sur un sujet aussi simple et direct que les crimes de l'avenir,que n'importe qui, d'ailleurs, pouvait deviner ou même lire dans l'histoire ;je me sentais capable d'un plus grand effort,j'étais d'humeur à surmonter les difficultés,et je me décidai pour une dissertation en trois parties sur la connaissance philosophique.Naturellement, j'aurais l'occasion de pulvériser sans pitié quelques-uns des sophismes de Kant...Au moment de sortir mon nécessaire à écrire pour commencer mon travail,je découvris que je n'avais plus de crayon sur moi ;je l'avais oublié à la boutique du prêteur sur gages ;mon crayon était dans la poche de mon gilet.

Mon Dieu, comme tout s'acharnait à aller de travers pour moi !Je jurai plusieurs fois,me levai du banc et fis les cent pas dans les allées.Tout était très calme ;au loin,près du pavillon de la Reine,quelques nourrices promenaient leurs landaus,sinon il n'y avait âme qui vive. J'étais profondément aigri et marchais comme un forcené devant mon banc.Comme tout allait de travers,et de toutes les manières !Un article en trois parties allait échouer pour la simple raison que je n'avais pas un misérable crayon à dix øre dans ma poche !Et si je redescendais la Pilestrædet pour récupérer mon crayon ?J'aurais encore le temps d'en écrire une bonne partie avant que les promeneurs ne commencent à envahir le parc.Tant de choses dépendaient aussi de cette dissertation sur la connaissance philosophique,peut-être le bonheur de plusieurs personnes,nul ne pouvait le savoir.Je me dis qu'elle pourrait être d'une grande aide pour de nombreux jeunes gens.À bien y réfléchir, je n'allais pas m'en prendre à Kant ;je pouvais l'éviter,il me suffirait de faire une inflexion presque imperceptible en abordant la question du temps et de l'espace ;mais pour Renan, je ne répondais de rien,ce vieux curé de Renan...Quoi qu'il en soit, il s'agissait de produire un article de tant de colonnes ;le loyer impayé,le long regard de ma logeuse le matin quand je la croisais dans l'escalier,tout cela me tourmentait la journée entière et resurgissait même dans mes moments de joie,quand je n'avais par ailleurs aucune pensée sombre.Il fallait que cela cesse.Je sortis rapidement du parc pour aller chercher mon crayon chez le prêteur sur gages.

En descendant la colline du Château,je rattrapai deux dames que je dépassai.En passant,je frôlai la manche de l'une d'elles ;je levai les yeux,elle avait un visage plein,un peu pâle.Soudain, elle rougit et devint étrangement belle,je ne sais pourquoi,peut-être à cause d'un mot entendu au passage,ou simplement d'une pensée secrète chez elle.Ou serait-ce parce que j'avais touché son bras ?Sa haute poitrine ondula violemment plusieurs fois,et elle serra fortement la main sur le manche de son ombrelle.Que lui prenait-il ?

Je m'arrêtai et la laissai repasser devant moi ;je ne pouvais, pour l'instant, aller plus loin,tout cela me paraissait si singulier.J'étais d'une humeur irritable,fâché contre moi-même pour cette histoire de crayon et extrêmement excité par toute la nourriture que j'avais avalée l'estomac vide.Soudain, ma pensée prit par un caprice fantasque une direction étrange ;je me sentis saisi par un désir bizarre d'effrayer cette dame,de la suivre et de la tourmenter d'une manière ou d'une autre.Je la rattrapai de nouveau et la dépassai,puis je me retournai brusquement et me retrouvai face à elle,pour l'observer.Je restai là, la regardant dans les yeux,et inventai sur-le-champ un nom que je n'avais jamais entendu,un nom à la sonorité glissante et nerveuse :Ylajali.Quand elle fut tout près de moi,je me redressai et dis d'un ton pressant :

— Vous perdez votre livre,Mademoiselle.

Je pouvais entendre mon cœur battre à grands coups en prononçant ces mots.

— Mon livre ?demanda-t-elle à sa compagne.Et elle poursuivit son chemin.

Ma méchanceté grandit,et je suivis la dame.J'étais à cet instant pleinement conscient de commettre des folies,sans pouvoir y faire quoi que ce soit ;mon état de confusion m'emportait et me soufflait les inspirations les plus insensées,auxquelles j'obéissais tour à tour.J'avais beau me dire que je me conduisais en idiot,je faisais les pires grimaces dans le dos de la dame et je toussai furieusement plusieurs fois en la dépassant.Marchant ainsi très lentement,toujours avec quelques pas d'avance,je sentais ses yeux dans mon dos,et je me courbais involontairement de honte de l'avoir importunée.Peu à peu, j'eus la sensation étrange d'être loin,ailleurs ;j'éprouvais le sentiment à demi confus que ce n'était pas moi qui marchais là, sur les dalles de pierre,en me voûtant.

Quelques minutes plus tard,la dame arriva à la librairie Pascha ;je m'étais déjà arrêté devant la première vitrine et, au moment où elle passait,je m'avançai et répétai :

— Vous perdez votre livre, Mademoiselle.

— Non, quel livre ?dit-elle, angoissée.Comprends-tu de quel livre il parle ?

Et elle s'arrêta.Je me délectai cruellement de sa confusion,cette perplexité dans ses yeux me ravissait.Son esprit ne pouvait saisir ma petite interpellation désespérée ;elle n'avait aucun livre avec elle,pas la moindre page d'un livre,et pourtant elle cherchait dans ses poches,regardait à plusieurs reprises ses mains,tournait la tête et examinait la rue derrière elle,s'efforçant au maximum de faire travailler son petit cerveau délicat pour comprendre de quel livre je parlais.Son visage changeait de couleur,passant d'une expression à l'autre,et elle respirait de façon très audible ;même les boutons de sa robe semblaient me fixer comme une rangée d'yeux effarés.

— Ne fais pas attention à lui,dit sa compagne en la tirant par le bras ;il est ivre ;ne vois-tu pas que cet homme est ivre !

Aussi étranger que je fusse à moi-même en cet instant,aussi complètement en proie à d'étranges et invisibles influences,rien ne se passait autour de moi sans que je le remarque.Un grand chien brun traversa la rue en courant,vers le bosquet et en direction de Tivoli ;il portait un collier très fin en argentan.Plus haut dans la rue,une fenêtre s'ouvrit au premier étage,et une jeune fille se pencha pour nettoyer les vitres manches retroussées, de l'extérieur.Rien n'échappait à mon attention,j'étais lucide et présent d'esprit,toutes choses affluaient vers moi avec une clarté éclatante,comme si une vive lumière s'était soudain faite autour de moi.Les dames devant moi portaient toutes deux une aile d'oiseau bleue à leur chapeau et un ruban de soie écossais autour du cou.Il me vint à l'esprit qu'elles étaient sœurs.

Elles bifurquèrent, s'arrêtèrent chez le marchand de musique Cisler et discutèrent ;je m'arrêtai aussi.Puis elles revinrent toutes deux sur leurs pas,reprirent le même chemin qu'elles avaient pris,passèrent de nouveau devant moi,tournèrent au coin de la rue de l'Université et montèrent tout droit jusqu'à la place Saint-Olaf.Je les talonnais d'aussi près que je l'osais.Elles se retournèrent une fois et me jetèrent un regard mi-craintif,mi-curieux,et je ne vis nulle indignation sur leurs visages,ni aucun froncement de sourcils.Cette patience face à mon harcèlement me remplit de honte,et je baissai les yeux.Je ne voulais plus les importuner ;par pure gratitude, je voulais les suivre du regard,ne pas les perdre de vue,jusqu'à ce qu'elles entrent quelque part et disparaissent.

Devant le numéro 2,un grand immeuble de quatre étages,elles se retournèrent une dernière fois,puis entrèrent.Je m'adossai à un bec de gaz près de la fontaine et tendis l'oreille pour suivre leurs pas dans l'escalier ;ils s'éteignirent au premier étage.Je m'écartai du bec de gaz et levai les yeux vers l'immeuble.C'est alors que quelque chose d'étrange se produisit.Tout en haut, des rideaux bougèrent ;un instant plus tard, une fenêtre s'ouvrit,une tête apparut,et deux yeux au regard singulier se posèrent sur moi.Ylajali !dis-je à mi-voix,et je sentis que je rougissais.Pourquoi n'appelait-elle pas à l'aide ?Pourquoi ne bousculait-elle pas un des pots de fleurs pour m'écraser la tête,ou n'envoyait-elle pas quelqu'un pour me chasser ?Nous restons là, à nous regarder dans les yeux sans bouger ;cela dure une minute ;des pensées fusent entre la fenêtre et la rue,et pas un mot n'est dit.Elle se détourne,cela me cause une secousse,un choc subtil à travers mon esprit ;je vois une épaule qui pivote,un dos qui disparaît vers l'intérieur de la pièce.Cette lente démarche pour s'éloigner de la fenêtre,l'insistance dans ce mouvement d'épaule,était comme un signe de tête à mon intention ;mon sang perçut cette fine salutation,et je me sentis au même instant merveilleusement heureux.Puis je fis demi-tour et redescendis la rue.

Je n'osais pas me retourner et ne savais pas si elle était revenue à la fenêtre ;à mesure que je ruminais cette question,je devenais de plus en plus agité et nerveux.Elle était probablement là en ce moment,à suivre attentivement tous mes mouvements,et il était absolument insupportable de se savoir ainsi examiné par-derrière.Je me redressai de mon mieux et continuai à marcher ;mes jambes se mirent à trembler,ma démarche devint mal assurée,car je voulais à tout prix la rendre élégante.Pour paraître calme et indifférent,je balançai les bras sans raison,crachai dans la rue et levai le nez en l'air ;mais rien n'y fit.Je sentais toujours ces yeux persécuteurs dans ma nuque,et un frisson me parcourut le corps.Je me réfugiai enfin dans une rue transversale,d'où je repris le chemin de la Pilestrædet pour récupérer mon crayon.

Je n'eus aucune peine à le ravoir.L'homme m'apporta lui-même le gilet et me pria d'examiner toutes les poches sur-le-champ ;je trouvai aussi quelques reçus de prêt que je mis de côté,et remerciai l'aimable homme de sa prévenance.Il me plaisait de plus en plus,et il devint soudain très important pour moi de lui laisser une bonne impression. Je fis un pas vers la porte,puis revins au comptoir,comme si j'avais oublié quelque chose ;j'estimais lui devoir une explication,un éclaircissement,et je me mis à fredonner pour attirer son attention.Puis je pris le crayon en main et le brandis.

Il ne me viendrait pas à l'idée,dis-je,de faire des kilomètres pour un crayon ordinaire ;mais avec celui-ci, c'était une autre affaire,une raison particulière.Aussi humble qu'il parût,ce bout de crayon avait tout simplement fait de moi ce que j'étais dans le monde,m'avait,pour ainsi dire, mis à ma place dans la vie...

Je n'en dis pas plus.L'homme s'approcha du comptoir.

— Vraiment ?dit-il en me regardant avec curiosité.

Avec ce crayon,poursuivis-je de sang-froid,j'avais écrit ma dissertation sur la connaissance philosophique en trois volumes.N'en avait-il pas entendu parler ?

Et l'homme crut bien se souvenir du nom,du titre.

Oui, dis-je,c'était de moi !Qu'il ne s'étonne donc pas que je veuille récupérer ce petit bout de crayon ;il avait bien trop de valeur pour moi,il était presque comme un petit être humain.Du reste, je lui étais sincèrement reconnaissant de sa bienveillance,et je m'en souviendrais — oh oui,je m'en souviendrais vraiment ;parole d'homme,j'étais comme ça,et il le méritait.Adieu.

Je me dirigeai vers la porte avec une allure d'homme capable de placer quelqu'un à un poste élevé chez les pompiers.Le brave prêteur sur gages s'inclina deux fois devant moi tandis que je m'éloignais,et je me retournai une dernière fois pour lui dire adieu.

Dans l'escalier, je croisai une femme qui portait un sac de jute.Elle se serra craintivement sur le côté pour me laisser passer,et je cherchai machinalement dans ma poche quelque chose à lui donner ;ne trouvant rien,je fus embarrassé et passai devant elle, tête basse.Un instant plus tard, j'entendis qu'elle frappait à son tour à la porte de la boutique ;il y avait un grillage en fil de fer sur la porte,et je reconnus aussitôt le tintement des phalanges d'un être humain le touchant.

Le soleil était au sud,il était environ midi.La ville commençait à s'animer,l'heure de la promenade approchait,et des gens saluant et riant ondulaient sur l'avenue Karl Johan.Je serrai les coudes contre mes flancs,me fis tout petit et passai inaperçu devant quelques connaissances qui avaient pris position à un coin près de l'Université pour observer les passants.Je remontai la colline du Château, perdu dans mes pensées.

Ces gens que je croisais,avec quelle légèreté et quelle gaieté ils balançaient leurs têtes blondes et traversaient la vie comme une salle de bal !Il n'y avait de chagrin dans aucun œil que je croisais,aucun fardeau sur aucune épaule,peut-être pas une pensée obscure,pas une petite souffrance secrète dans aucun de ces esprits joyeux.Et moi, je marchais juste à côté d'eux,jeune et fraîchement éclos,et j'avais déjà oublié à quoi ressemblait le bonheur !Je me complaisais dans cette pensée et trouvai qu'on m'avait fait une terrible injustice.Pourquoi les derniers mois s'étaient-ils si étrangement acharnés sur moi ?Je ne reconnaissais plus mon esprit lumineux,et j'étais en proie aux tourments les plus bizarres de toutes parts.Je ne pouvais m'asseoir sur un banc ou poser le pied quelque part sans être assailli par de petits hasards insignifiants,de misérables bagatelles qui s'insinuaient dans mon imagination et dispersaient mes forces à tous les vents.Un chien qui me frôlait,une rose jaune à la boutonnière d'un monsieur,pouvaient faire vibrer mes pensées et m'occuper longtemps.Qu'est-ce qui n'allait pas chez moi ?Le doigt du Seigneur m'avait-il désigné ?Mais pourquoi moi, justement ?Pourquoi pas aussi bien un homme en Amérique du Sud,tant qu'à faire ?En y réfléchissant,il me paraissait de plus en plus inconcevable que j'aie été choisi, précisément moi,pour servir de cobaye aux caprices de la grâce divine.C'était une manière assez singulière de procéder que de sauter par-dessus un monde entier pour m'atteindre ;il y avait pourtant bien le libraire d'occasion Pascha et l'agent maritime Hennechen.

Je marchais en débattant de cette question sans pouvoir m'en défaire,trouvant les objections les plus solides contre cet arbitraire divin qui me faisait payer pour tous.Même après m'être trouvé un banc et m'y être assis,cette question continua de m'occuper et de m'empêcher de penser à autre chose.Depuis ce jour de mai où mes tribulations avaient commencé,je pouvais sentir très clairement une faiblesse croissante,j'étais comme devenu trop las pour me diriger et me conduire où je voulais ;un essaim de petits parasites avait pénétré en moi et m'avait rongé de l'intérieur.Et si Dieu avait tout simplement l'intention de me détruire complètement ?Je me levai et fis les cent pas devant le banc.

Mon être tout entier était en cet instant au comble de la souffrance ;j'avais même des douleurs dans les bras et pouvais à peine supporter de les porter normalement.Mon dernier repas copieux me causait également un grand malaise,j'étais repu et agité et marchais de long en large,sans lever les yeux ;les gens qui allaient et venaient autour de moi passaient comme des ombres.Finalement, mon banc fut occupé par deux messieurs qui allumèrent leurs cigares et discutèrent bruyamment ;je fus pris de colère et voulus leur parler,mais je fis demi-tour et traversai le parc jusqu'à l'autre bout, où je trouvai un nouveau banc.Je m'assis.

La pensée de Dieu recommença à m'occuper.Je trouvais tout à fait injustifiable de sa part de s'interposer chaque fois que je cherchais un emploi et de tout gâcher,alors que je ne demandais que de quoi manger.J'avais remarqué très clairement que lorsque je jeûnais un peu trop longtemps,c'était comme si mon cerveau s'écoulait tout doucement de ma tête et me laissait vide.Ma tête devenait légère et absente,je ne sentais plus son poids sur mes épaules,et j'avais la sensation que mes yeux s'ouvraient de façon démesurée quand je regardais quelqu'un.

J'étais assis là, sur le banc,à réfléchir à tout cela,et je devenais de plus en plus amer contre Dieu pour ses tourments persistants.S'il pensait m'attirer plus près de lui et me rendre meilleur en m'épuisant et en semant obstacle sur obstacle sur ma route,il se trompait lourdement,je pouvais le lui assurer.Et je levai les yeux vers le ciel,presque en larmes de défi,et je le lui dis une fois pour toutes dans le secret de mon âme.

Des bribes de mon catéchisme d'enfant me revinrent à l'esprit,la douce mélodie de la Bible chanta à mes oreilles,et je me parlais tout bas en penchant la tête d'un air sardonique.Pourquoi m'inquiétais-je de ce que j'allais manger, de ce que j'allais boire,et de quoi j'allais vêtir ce misérable sac de vers appelé mon corps terrestre ?Mon Père céleste n'avait-il pas pourvu à mes besoins,comme à ceux des moineaux sous le ciel,et ne m'avait-il pas montré la grâce de désigner son humble serviteur ?Dieu avait plongé son doigt dans mon réseau nerveux et, délicatement,très légèrement,avait mis un peu de désordre dans les fils.Et Dieu avait retiré son doigt,et il y avait des filaments et de fines radicelles sur son doigt, arrachés aux fils de mes nerfs.Et il y avait un trou béant laissé par son doigt,qui était le doigt de Dieu,et des plaies dans mon cerveau le long du passage de son doigt.Mais là où Dieu m'avait touché du doigt de sa main,il m'avait laissé et ne m'avait plus touché et ne m'avait fait aucun mal.Mais il m'avait laissé aller en paix,et il m'avait laissé aller avec le trou béant.Et aucun mal ne m'advint de Dieu,qui est le Seigneur pour l'éternité...

Des éclats de musique, portés par le vent, me parvenaient du square des Étudiants ;il était donc plus de deux heures.Je sortis mes papiers pour essayer d'écrire quelque chose ;au même moment, mon carnet de rasage tomba de ma poche.Je l'ouvris et comptai les feuilles :il restait six tickets.Dieu soit loué !dis-je involontairement ;je pourrais encore me faire raser pendant quelques semaines et avoir l'air présentable !Et je fus aussitôt de meilleure humeur grâce à ce petit bien qui me restait ;je lissai soigneusement les tickets et rangeai le carnet dans ma poche.

Mais je ne pouvais pas écrire.Après quelques lignes,plus rien ne me venait à l'esprit ;mes pensées étaient ailleurs,et je ne parvenais pas à me concentrer pour un effort précis.Tout m'influençait et me distrayait,tout ce que je voyais m'apportait de nouvelles impressions.Des mouches et de petits moucherons se posaient sur le papier et me dérangeaient ;je soufflais dessus pour les chasser,de plus en plus fort,mais en vain.Ces petites pestes se cabrent,se font lourdes et résistent,si bien que leurs fines pattes se courbent.Impossible de les déloger.Elles trouvent quelque chose où s'accrocher,prennent appui sur une virgule ou une aspérité du papier et restent immobiles jusqu'à ce qu'elles décident d'elles-mêmes de s'en aller.

Pendant un temps, ces petites créatures continuèrent de m'occuper ;je croisai les jambes et pris mon temps pour les observer.Soudain, une ou deux notes aiguës de clarinette montèrent du square et donnèrent une nouvelle impulsion à ma pensée.Découragé de ne pouvoir achever mon article,je remis mes papiers dans ma poche et me penchai en arrière sur le banc.À cet instant, ma tête est si claire que je peux penser les pensées les plus subtiles sans me fatiguer.Allongé dans cette position,laissant mes yeux parcourir ma poitrine et mes jambes,je remarque le mouvement saccadé que fait mon pied à chaque pulsation de mon pouls.Je me redresse à moitié et regarde mes pieds,et je traverse alors une humeur fantastique et inconnue,que je n'avais jamais ressentie auparavant ;une secousse fine et merveilleuse parcourut mes nerfs,comme si des éclairs de lumière froide les traversaient.En jetant les yeux sur mes souliers,c'était comme si j'avais rencontré une vieille connaissance ou retrouvé une partie détachée de moi-même ;une sensation de reconnaissance frémit à travers mes sens,les larmes me montèrent aux yeux,et je perçus mes souliers comme une douce mélopée murmurant à mon oreille.Faiblesse !me dis-je durement,et je serrai les poings en répétant : Faiblesse.Je me moquai de moi-même pour ces émotions ridicules,me raillant en pleine conscience ;je me parlais de manière très sévère et sensée,et je fermai les yeux avec force pour chasser les larmes.Comme si je ne les avais jamais vus,je me mis à étudier leur apparence,leurs mimiques quand je bougeais le pied,leur forme et leur cuir usé,et je découvris que leurs plis et leurs coutures blanches leur donnaient une expression,leur conféraient une physionomie.Quelque chose de mon propre être était passé dans ces souliers,ils agissaient sur moi comme un souffle répondant à mon moi,une partie haletante de moi-même...

Je restai là à fabuler avec ces sensations un long moment,peut-être une heure entière.Un petit vieillard vint occuper l'autre bout de mon banc ;en s'asseyant,il expira lourdement après sa marche et dit :

— Eh,oui, oui, oui, oui, oui, oui, oui, oui, oui, oui, ma foi !

Dès que j'entendis sa voix,ce fut comme si un vent balayait ma tête ;j'oubliai mes souliers,et il me sembla que l'état d'esprit confus que je venais d'éprouver remontait à un temps lointain,peut-être un an ou deux,et commençait déjà à s'effacer de ma mémoire.Je me mis à observer le vieil homme.

Que me voulait-il,ce petit homme ?Rien,absolument rien !Sinon qu'il tenait un journal à la main,un vieux numéro,la page des annonces tournée vers l'extérieur,dans lequel quelque chose semblait être enveloppé.Je devins curieux et ne pus détacher mes yeux de ce journal ;l'idée folle me vint que ce pourrait être un journal tout à fait remarquable,unique en son genre ;ma curiosité grandit,et je commençai à m'agiter sur le banc.Ce pouvaient être des documents,des pièces dangereuses,volées dans des archives.Et quelque chose me vint à l'esprit,un traité secret,une conspiration.

L'homme était assis, silencieux et pensif.Pourquoi ne portait-il pas son journal comme tout le monde,le titre visible ?Quelle était cette dissimulation ?Il ne semblait pas vouloir lâcher son paquet,pour rien au monde,il n'osait peut-être même pas le confier à sa propre poche.J'aurais pu jurer qu'il y avait quelque chose de louche avec ce paquet.

Je regardai dans le vide.Le fait même qu'il fût si impossible de percer ce mystère me rendait fou de curiosité.Je cherchai dans mes poches quelque chose à donner à l'homme pour engager la conversation,et je saisis mon carnet de rasage,mais le rangeai aussitôt.Soudain, je décidai d'être d'une audace extrême ;je me tapotai la poche de poitrine vide et dis :

— Oserais-je vous offrir une cigarette ?

Merci, l'homme ne fumait pas,il avait dû arrêter pour ménager ses yeux,il était presque aveugle.Mais merci beaucoup !

Ses yeux étaient-ils abîmés depuis longtemps ?Alors il ne pouvait peut-être pas lire non plus ?Même pas les journaux ?

Même pas les journaux,hélas !

L'homme me regarda.Ses yeux malades étaient recouverts chacun d'un voile qui leur donnait un aspect vitreux ;son regard était blanc et produisait une impression repoussante.

— Vous êtes étranger ici ?dit-il.

Oui. — Ne pouvait-il même pas lire le titre du journal qu'il tenait à la main ?

À peine. — D'ailleurs, il avait tout de suite entendu que j'étais étranger ;il y avait quelque chose dans mon accent qui le lui disait.Il fallait si peu de choses,il avait l'ouïe si fine ;la nuit, quand tout le monde dormait,il pouvait entendre les gens respirer dans la chambre d'à côté...À propos,où habitez-vous ?

Un mensonge se forma aussitôt dans ma tête, tout prêt.Je mentis involontairement,sans préméditation ni arrière-pensée,je répondis :

— Place Saint-Olaf, numéro 2.

Vraiment ?L'homme connaissait chaque pavé de la place Saint-Olaf.Il y avait une fontaine,quelques becs de gaz,deux ou trois arbres,il se souvenait de tout...À quel numéro habitez-vous ?

Je voulus en finir et me levai,poussé à bout par mon idée fixe sur le journal.Le secret devait être percé,quoi qu'il en coûte.

— Si vous ne pouvez pas lire ce journal,pourquoi...

— Au numéro 2,me semblait-il que vous disiez ?continua l'homme,sans prêter attention à mon agitation.J'ai connu autrefois tous les habitants du numéro 2.Comment s'appelle votre logeur ?

Je trouvai en hâte un nom pour me débarrasser de lui,inventai ce nom sur-le-champ et le jetai pour arrêter mon tourmenteur.

— Happolati,dis-je.

— Happolati, oui,acquiesça l'homme,sans perdre une seule syllabe de ce nom difficile.

Je le regardai, stupéfait ;il était très sérieux et avait une mine pensive.À peine avais-je prononcé ce nom stupide qui m'était venu à l'esprit que l'homme s'en accommoda et parut l'avoir déjà entendu.Pendant ce temps, il posa son paquet sur le banc,et je sentis toute ma curiosité vibrer dans mes nerfs.Je remarquai qu'il y avait quelques taches de graisse sur le journal.

— N'est-il pas marin,votre logeur ?demanda l'homme,et il n'y avait aucune trace d'ironie contenue dans sa voix.Il me semble me souvenir qu'il était marin ?

— Marin ?Pardon,ce doit être son frère que vous connaissez ;celui-ci, c'est J. A. Happolati,agent commercial.

Je crus que cela l'achèverait ;mais l'homme acquiesçait à tout ;si j'avais inventé un nom comme Barabas Bouton-de-Rose,cela n'aurait pas éveillé sa méfiance.

— C'est un homme de bien,m'a-t-on dit,dit-il,en tâtonnant.

— Oh, un homme rusé,répondis-je,une tête pour les affaires,agent pour toutes sortes de choses,airelles pour la Chine,plumes et duvets de Russie,peaux,pâte à papier,encre à écrire...

— Hé-hé,ça alors, par tous les diables !m'interrompit le vieillard, très animé.

Cela commençait à devenir intéressant.La situation m'échappa,et les mensonges s'enchaînèrent dans ma tête.Je me rassis,oubliant le journal,les documents étranges,je devins fébrile et coupai la parole à mon interlocuteur.La crédulité de ce petit nain me rendait téméraire,j'allais lui mentir sans vergogne,le terrasser avec magnificence et le réduire au silence par la stupéfaction.

Avait-il entendu parler du psautier électrique qu'Happolati avait inventé ?

Quoi,élec...

Avec des lettres électriques qui pouvaient briller dans le noir !Une entreprise absolument grandiose,des millions de couronnes en jeu,des fonderies et des imprimeries en activité,des foules de mécaniciens bien payés,j'avais entendu dire sept cents hommes.

— Eh bien, n'est-ce pas ce que je disais !dit l'homme tranquillement.Il n'en dit pas plus ;il croyait chaque mot que je lui racontais,et pourtant ne tombait pas des nues.Cela me déçut un peu,je m'attendais à le voir déconcerté par mes inventions.

J'inventai encore deux ou trois mensonges désespérés,poussant jusqu'à l'absurde,insinuant qu'Happolati avait été ministre pendant neuf ans en Perse.Vous n'avez peut-être pas la moindre idée de ce que cela signifie d'être ministre en Perse ?demandai-je.C'était plus qu'être roi ici,ou à peu près comme sultan,s'il voyait ce que c'était.Mais Happolati s'était tiré de tout et n'avait jamais été pris au dépourvu.Et je parlai d'Ylajali,sa fille,une fée, une princesse qui avait trois cents esclaves et reposait sur un lit de roses jaunes ;c'était la plus belle créature que j'eusse vue,Dieu me damne si j'avais jamais vu pareille merveille de ma vie !

— Vraiment,elle était si jolie ?articula le vieil homme d'un air absent en regardant le sol.

Jolie ?Elle était ravissante,elle était d'une douceur coupable !Des yeux comme de la soie grège,des bras d'ambre !Un seul de ses regards était aussi enivrant qu'un baiser,et quand elle m'appelait,sa voix me traversait comme un rayon de vin jusqu'au phosphore de mon âme.Pourquoi ne serait-elle pas aussi belle ?La prenait-il pour une coursière ou pour une employée des pompiers ?C'était tout simplement une gloire du ciel,que je lui dise,un conte de fées.

— Oui, oui !dit l'homme, un peu décontenancé.

Son calme m'ennuyait ;j'étais excité par ma propre voix et parlais avec le plus grand sérieux.Les archives volées,le traité avec une puissance étrangère,n'étaient plus dans mes pensées ;le petit paquet plat était là sur le banc entre nous,et je n'avais plus la moindre envie de l'examiner pour voir ce qu'il contenait.J'étais entièrement absorbé par mes propres histoires,des visions étranges défilaient devant mes yeux,le sang me montait à la tête,et je mentais à gorge déployée.

À cet instant, l'homme sembla vouloir partir.Il se souleva et demanda,pour ne pas rompre trop brusquement :

— Il doit avoir de grandes propriétés,cet Happolati ?

Comment cet aveugle,ce vieillard répugnant, osait-il jongler avec le nom étranger que j'avais inventé,comme si c'était un nom commun inscrit sur chaque enseigne de boutiquier de la ville ?Il ne trébuchait jamais sur une lettre,n'oubliait pas une syllabe ;ce nom s'était ancré dans son cerveau et y avait pris racine sur-le-champ.Je fus contrarié,une amertume intérieure commença à naître en moi contre cet homme que rien ne pouvait déconcerter ni rendre méfiant.

— Je n'en sais rien,répondis-je donc sèchement ;je n'en sais absolument rien.D'ailleurs, laissez-moi vous dire une fois pour toutes qu'il s'appelle Johan Arendt Happolati,à en juger par ses propres initiales.

— Johan Arendt Happolati,répéta l'homme, un peu surpris par ma véhémence.Puis il se tut.

— Vous auriez dû voir sa femme,dis-je, furieux ;une personne plus épaisse...Oui, vous ne croyez peut-être pas qu'elle était particulièrement épaisse ?

Si, il lui semblait bien,il ne pouvait le nier ;un tel homme avait peut-être une femme un peu épaisse.

Le vieillard répondait doucement et calmement à chacune de mes attaques et cherchait ses mots,comme s'il avait peur de commettre une faute et de me fâcher.

— Nom de Dieu,l'homme, croyez-vous peut-être que je suis assis ici à vous raconter des craques monumentales ?criai-je, hors de moi.Ne croyez-vous peut-être même pas qu'il existe un homme du nom de Happolati ?Je n'ai jamais vu pareille obstination et méchanceté chez un vieil homme !Qu'est-ce qui vous prend, bon sang ?Vous avez peut-être même pensé que j'étais un homme extrêmement pauvre, assis ici dans mes plus beaux habits,sans un étui plein de cigarettes dans ma poche ?Un tel traitement,comme le vôtre,je n'y suis pas habitué,je vous le dis,et je ne le tolérerai pas, Dieu m'en soit témoin,ni de vous ni de personne d'autre,pour que vous le sachiez !

L'homme s'était levé.La bouche bée,il resta muet,écoutant mon emportement jusqu'au bout,puis il saisit vivement son paquet sur le banc et partit,courant presque le long de l'allée à petits pas de vieillard.

Je restai assis, regardant son dos qui s'éloignait de plus en plus et semblait se voûter de plus en plus.Je ne sais d'où me vint cette impression,mais il me sembla n'avoir jamais vu un dos plus malhonnête,plus vicieux que celui-là,et je ne regrettai pas d'avoir injurié cet homme avant qu'il ne me quitte...

Le jour commençait à décliner.Le soleil baissait,un léger murmure s'éleva dans les arbres,et les nourrices,assises en groupe près de la barre d'équilibre,s'apprêtaient à rentrer leurs landaus.J'étais calme et serein.L'excitation qui m'avait saisi s'apaisa peu à peu,je m'affaissai,devins mou et commençai à me sentir somnolent ;la grande quantité de pain que j'avais mangée ne me causait plus non plus de grand désagrément.Dans les meilleures dispositions,je me penchai en arrière sur le banc,fermai les yeux et devins de plus en plus assoupi ;je somnolais et étais sur le point de m'endormir profondément quand un gardien du parc posa la main sur mon épaule et dit :

— Vous n'avez pas le droit de dormir ici.

— Non,dis-je en me levant aussitôt.Et d'un coup,ma situation lamentable m'apparut de nouveau,vivante, sous les yeux.Il fallait que je fasse quelque chose,que j'invente quelque chose !Chercher un emploi ne m'avait servi à rien ;les recommandations que je présentais étaient devenues un peu vieilles et provenaient de personnes trop inconnues pour avoir un grand effet ;de plus, ces refus constants tout au long de l'été m'avaient rendu quelque peu découragé.Bon,quoi qu'il en soit,mon loyer était dû,et je devais trouver une solution.Le reste attendrait.

Tout à fait involontairement,j'avais de nouveau pris mon crayon et mon papier,et j'étais assis à écrire machinalement la date 1848 dans tous les coins.Si seulement une seule pensée fulgurante pouvait s'emparer de moi et me mettre les mots à la bouche !C'était déjà arrivé,c'était vraiment arrivé,que de tels moments me submergent,où je pouvais écrire un long article sans effort et le réussir admirablement.

Je suis assis là sur le banc,écrivant des dizaines de fois 1848,écrivant ce chiffre en long, en large et en travers,de toutes les manières possibles,en attendant qu'une idée exploitable me vienne.Un essaim de pensées décousues voltige dans ma tête,l'atmosphère du jour déclinant me rend morose et sentimental.L'automne est là et a déjà commencé à tout plonger dans la torpeur ;mouches et petites bêtes ont subi le premier coup,dans les arbres et sur le sol on entend le son de la vie qui lutte,un bruissement, un murmure agité,s'efforçant de ne pas périr.Toutes les existences piétinées du monde rampant s'agitent une dernière fois,sortent leurs têtes jaunes de la mousse,lèvent leurs pattes,tâtent le terrain avec de longs filaments,puis s'effondrent soudain,basculent et se retournent sur le dos.Chaque plante a pris sa marque distinctive,un souffle fin et glacial du premier froid ;les brins d'herbe se dressent, pâles, vers le soleil,et les feuilles mortes bruissent sur le sol avec un son de vers à soie en marche.C'est le temps de l'automne,au cœur du carnaval de la décomposition ;les roses ont une inflammation dans leur rougeur,une lueur hectique et merveilleuse sur la couleur rouge sang.

Je me sentis moi-même comme un insecte en perdition,saisi par la destruction au milieu de cet univers prêt à s'endormir.Je me levai,en proie à d'étranges terreurs,et fis quelques pas violents dans l'allée.Non ! criai-je en serrant les deux poings,il faut que cela cesse !Et je me rassis,repris le crayon et voulus m'attaquer sérieusement à un article.Il ne servait absolument à rien de baisser les bras quand on avait un loyer impayé qui vous narguait.

Lentement,très lentement, mes pensées commencèrent à se rassembler.Je fis attention et écrivis doucement et de manière réfléchie quelques pages en guise d'introduction ;cela pouvait être le début de n'importe quoi,un récit de voyage,un article politique,selon mon bon vouloir.C'était un excellent début pour bien des choses.

Puis je me mis à chercher un sujet précis à traiter,un homme,une chose sur laquelle me jeter,et je ne trouvai rien.Pendant cet effort infructueux,le désordre recommença à s'installer dans mes pensées,je sentis mon cerveau littéralement se bloquer,ma tête se vider, se vider,et elle finit par rester légère et sans contenu sur mes épaules.Je ressentis ce vide béant dans ma tête de tout mon corps,je me sentis comme évidé de la tête aux pieds.

— Seigneur,mon Dieu et mon Père !criai-je de douleur,et je répétai ce cri plusieurs fois de suite,sans rien ajouter.

Le vent bruissait dans le feuillage,une tempête se préparait.Je restai encore un moment assis,le regard perdu sur mes papiers,puis je les pliai et les glissai lentement dans ma poche.Il se mit à faire frais,et je n'avais plus de gilet ;je boutonnai ma redingote jusqu'au cou et mis les mains dans mes poches.Puis je me levai et partis.

Si seulement j'avais réussi cette fois,cette seule fois !Deux fois, ma logeuse m'avait interrogé du regard au sujet du paiement,et j'avais dû baisser la tête et me faufiler devant elle avec un salut embarrassé.Je ne pouvais pas le refaire ;la prochaine fois que je croiserais ces yeux,je donnerais mon congé et m'expliquerais honnêtement ;de toute façon, cela ne pouvait pas durer éternellement ainsi.

En arrivant à la sortie du parc,je revis le vieux nain que j'avais mis en fuite dans ma fureur.Le mystérieux paquet de journal était ouvert à côté de lui sur le banc,rempli de victuailles de toutes sortes,dans lesquelles il mordait.Je voulus un instant aller vers lui et m'excuser,lui demander pardon pour mon comportement,mais sa nourriture me repoussa ;ses vieux doigts,qui ressemblaient à dix griffes ridées,serraient de façon répugnante les tartines grasses,je sentis la nausée et passai sans lui adresser la parole. Il ne me reconnut pas,ses yeux me fixèrent, secs comme de la corne,et son visage ne tressaillit pas.

Et je poursuivis ma route.

Comme à mon habitude, je m'arrêtai devant chaque journal affiché que je croisai pour étudier les offres d'emploi, et j'eus la chance d'en trouver une qui pouvait me convenir :un commerçant du Grønlandsleret cherchait un homme pour quelques heures de comptabilité chaque soir ;salaire à convenir.Je notai l'adresse de l'homme et priai Dieu en silence pour cette place ;je demanderais moins que n'importe qui pour ce travail,cinquante øre seraient amplement suffisants,ou peut-être quarante øre ;on verrait bien.

En rentrant chez moi,il y avait sur ma table un mot de ma logeuse,dans lequel elle me priait de payer mon loyer d'avance ou de déménager dès que possible.Je ne devais pas le prendre mal,ce n'était qu'une requête nécessaire.Amicalement, Madame Gundersen.

J'écrivis une lettre de candidature au commerçant Christie, Grønlandsleret numéro 31,la mis dans une enveloppe et la déposai dans la boîte au coin de la rue.Puis je remontai dans ma chambre et m'assis pour réfléchir dans le fauteuil à bascule,tandis que l'obscurité s'épaississait.Il devenait difficile,à présent, de tenir bon.

FIRST PART

GeminiPro25

It was during that timeI went abouthungry in Kristiania,that wondrous citywhich no one leavesuntil it has left its mark on him…

I lie awake in my garret,hearing a clock below mestrike six;it was already quite light,and people were beginning to stir,ascending and descending the stairs.By the door,where the wall was paperedwith old issues of Morgenbladet,I could clearly seea notice from the Director of Lighthousesand, a little to its left,a fat, opulent advertisementfrom Baker Fabian Olsenfor freshly-baked bread.

The moment I opened my eyes,I began, as was my habit,to considerif I had anything to look forward to that day.Times had been lean for meof late;one by one my possessionshad been taken to ‘Uncle,’and I had grown nervous and impatient;on a couple of occasions, I had even stayed in bedfor a day with spells of dizziness.Now and then,when fortune smiled,I could manage to earn five kronerfrom some paper or otherfor a feuilleton.

The light grew,and I began to readthe advertisements by the door;I could even make out the gaunt,grinning letters announcing ‘Shrouds at Miss Andersen’s,to the right in the gateway.’This occupied me for a long while;I heard the clock below strike eightbefore I rose and dressed.

I opened the window and looked out.From where I stood,I had a view of a clotheslineand an open field;far in the distance lay the ruinsof a burnt-down smithy,where a few labourers were busyclearing the debris.I leaned my elbows on the windowsilland stared into the air.It would certainly be a bright day;autumn had come,that fine, cool seasonin which all things change colour and perish.The city’s clamour had already begun to rise from the streets,luring me out;this empty room,whose floorboards swayedwith every step I took,felt like a gaping,ghastly coffin.There was no proper lock on the doorand no stove in the room;at night, I used to lie on my stockingsto get them somewhat dry for the morning.The only thingI had to amuse myself withwas a little red rocking chair,where I would sit in the evenings,dozing and pondering all manner of things.When the wind blew hardand the doors below stood open,all sorts of strange shrieks would soundup through the floor and from within the walls,and the Morgenbladet by the doorwould develop tears as long as my hand.

I stood upand searched a bundle in the cornerby the bed for something for breakfast,but found nothingand returned to the window.

God knows, I thought,if it will ever be any use for meto look for a position again!The many rejections,the half-promises,the outright refusals;the nurtured and disappointed hopes;the fresh attempts,each one coming to nothing—they had all undone my courage.I had finally sought a postas a debt collector’s messengerbut had been too late;besides, I could not providethe fifty kroner security.There was always some hindrance.I also applied to the fire brigade.We stood, fifty men or so, in the entrance hall,chests puffed outto give an impression of strengthand great daring.A senior clerk walked aboutinspecting the applicants,feeling their armsand asking a question here and there;he walked right past me,merely shaking his head and sayingI was disqualified on account of my spectacles.I presented myself again,without spectacles;I stood there with knitted brow,making my eyes as sharp as knives,and the man passed me by again,and he smiled—he had recognised me.The worst of it all wasthat my clothes had begun to grow so shabbythat I could no longer present myselffor a post as a respectable person.

How steadilyand methodically everything had gone downhill for meall this time!In the end, I stood so curiously bereftof everything;I did not even have a comb left,or a book to readwhen things became too dreary.All summer longI had sought out the cemeteriesor gone up to the Palace Park,where I sat and composed articles for the papers,column after columnon the most varied topics,strange inventions, fancies,impulses from my restless mind;in desperation, I had often chosenthe most remote subjects,which cost me long periods of exertionand were never accepted.When one piece was finished,I would start on a new one,and I was not often disheartenedby the editors’ refusals;I kept telling myselfthat one day it would surely work out.And indeed, sometimes,when I had a stroke of luckand things looked up a little,I could get five kronerfor an afternoon’s work.

I rose again from the window,went over to the washstand,and sprinkled a little waterupon the shiny knees of my trousersto darken themand make them look a little newer.Having done this,I put paper and pencil in my pocket,as was my custom, and went out.I slipped down the stairs very quietlyso as not to draw the attention of my landlady;a couple of days had passedsince my rent was due,and I had nothing to pay with now.

It was nine o’clock.The rumble of wagons and the sound of voices filled the air,a tremendous morning chorus,mingled with the steps of pedestriansand the cracks of coachmen’s whips.This bustling traffic everywhereimmediately enlivened me,and I began to feelmore and more content.Nothing was further from my mindthan simply taking a morning stroll in the fresh air.What did the air matter to my lungs?I was strong as a giantand could stop a carriage with my shoulder.A fine, peculiar mood,a feeling of luminous indifference,had taken hold of me.I began to observe the peopleI met and passed,read the posters on the walls,received impressions from a glancethrown at me from a passing tram,letting every trifle penetrate my senses,all the small coincidencesthat crossed my path and vanished.

If only one had a little something to eaton such a bright day!The impression of the cheerful morning overwhelmed me;I became irrepressibly contentand began to hum with joyfor no particular reason.At a butcher’s shop,a woman with a basket on her armstood contemplating sausages for dinner;as I passed her,she looked over at me.She had only one tooth in the front of her mouth.Nervous and easily affectedas I had become these last few days,the woman’s face immediately madea repulsive impression on me;the long, yellow toothlooked like a little fingerrising from her jaw,and her gaze was still full of sausagewhen she turned it towards me.I lost my appetite at onceand felt a wave of nausea.When I reached the Bazaars,I went to the fountain and drank a little water;I looked up—the clock on Our Saviour’s tower read ten.

I walked on through the streets,drifting about without a care in the world,stopping at a cornerfor no reason,turning down a side streetwith no errand there;I let things happen,was carried along by the joyous morning,swaying carefree back and forthamong other happy people.The air was clear and bright,and my mind was without a shadow.

For ten minutes,I had continually hadan old, lame man ahead of me.He carried a bundle in one handand walked with his entire body,labouring with all his mightto make headway.I could hear him panting from the effort,and it occurred to methat I could carry his bundle;yet I made no attempt to catch up with him.Up on Grensen street,I met Hans Pauli,who greeted me and hurried past.Why was he in such a rush?I had no intentionof asking him for a krone;I also meant, at the very first opportunity,to return a blanketI had borrowed from himsome weeks ago.As soon as I was back on my feet,I would owe no mana blanket;perhaps today I would beginan article on the crimes of the future,or on the freedom of the will,whatever,something worth reading,for which I would get ten kroner at least…And at the thought of this article,I was suddenly suffused withan urge to begin at onceand pour out the contents of my full mind;I would find a suitable placein the Palace Park and not restuntil I had it finished.

But the old cripplewas still making the same spasmodic movementsahead of me on the street.It finally began to irritate me,having this frail creature before methe entire time.His journey seemed as if it would never end;perhaps he was bound for the very same spotas I,and I would have to look at himthe whole way.In my agitation, it seemed to methat at every cross street he slowed down a little,as if waiting to seewhich direction I would take,whereupon he would again swing the bundle high in the airand press on with all his mightto gain a lead.I walk and watch this toiling creatureand become more and more filled with bitterness towards him;I feltthat he was, bit by bit, destroying my bright moodand dragging the pure,beautiful morning down into uglinesswith him.He looked like a large, lurching insect,determinedto fight its way to a place in the worldand reserve the pavementfor itself alone.When we reached the top of the hill,I could bear it no longer;I turned towards a shop windowand stoppedto give him a chance to get away.When, after a few minutes,I started walking again,the man was in front of me once more;he, too, had stood stock-still.Without thinking,I tookthree or four furious strides forward,caught up with him, and tapped the man on the shoulder.

He stopped abruptly.We both began to stare at each other.

“A small coin for milk!”he said finally,tilting his head to one side.

Well,now I was in a fine fix!I felt in my pockets and said:

“For milk, yes.Hmm.Money is scarce these days,and I don’t knowhow needy you might be.”

“I haven’t eaten since yesterday in Drammen,”said the man.“I don’t own a single øre,and I haven’t found work yet.”

“Are you a craftsman?”

“Yes,I’m a needle-maker.”

“A what?”

“A needle-maker.Besides, I can also make shoes.”

“That changes things,”I said.“You must wait here a few minutes,and I shall fetch some money for you,a few øre.”

I walked with great haste down Pilestrædet,where I knew of a pawnbroker on the second floor;I had, however, never been to him before.When I entered the gateway,I swiftly pulled off my waistcoat,rolled it up, and tucked it under my arm;then I went up the stairs and knocked at the pawnshop door.I bowed and threw the waistcoat on the counter.

“One and a half kroner,”said the man.

“Yes, yes, thank you,”I replied.“Had it not been for the factthat it was starting to get a bit too tight for me,I would not have parted with it,of course.”

I received the money and the ticketand went back on my way.It was, in fact, an excellent idea,this business with the waistcoat;I would even have money left overfor a plentiful breakfast,and by evening, my treatiseon the crimes of the future would be ready.On the spot,I began to find existence gentler,and I hurried back to the manto be rid of him.

“Here you are!”I said to him.“I am gladyou addressed yourself to me first.”

The man took the moneyand began to survey me with his eyes.What was he standing and staring at?I had the impressionthat he was particularly examining the knees of my trousers,and I grew tired of this impertinence.Did the scoundrel thinkI was really as pooras I looked?Had I not, for all intents and purposes,already begun to write on an articleworth ten kroner?In any case, I had no fear for the future;I had many irons in the fire.What business was it of a perfect stranger,if I gave away a little moneyon such a bright day?The man’s gaze irritated me,and I decided to give him a reprimandbefore I left.I shrugged my shoulders and said:

“My good man,you have acquired the ugly habitof staring at a man’s kneeswhen he gives you a krone.”

He threw his head back against the walland his mouth fell open.Something was working behind his beggar’s brow;he surely thoughtI meant to trick him in some way,and he held the money back out to me.

I stamped my foot on the pavementand sworethat he should keep it.Did he imagineI would go to all that troublefor nothing?When all was said and done,perhaps I owed him this krone;I had a way of remembering old debts,he stood before an upright man,honest to his fingertips.In short,the money was his…Oh, no need to thank me,it had been a pleasure.Farewell.

I left.At last, I was rid of this aching pestand could be undisturbed.I went back down Pilestrædetand stopped outside a provisions shop.The window was filled with food,and I decided to go inand get myself something for the road.

“A piece of cheese and a loaf of French bread!”I said, tossing my half-krone coin on the counter.

“Cheese and bread for all of it?”asked the woman ironically,without looking at me.

“For the whole fifty øre, yes,”I answered, unperturbed.

I got my things,wished the old, fat woman a most polite good morningto the old, fat womanand set off at full tilt up the Palace Hill to the park.I found an empty benchand began to gnaw greedily at my provisions.It did me good;it had been a long timesince I had had such a hearty meal,and I gradually feltthat same sated calm inside methat one feels after a long cry.My courage rose sharply;it was no longer enough for meto write an articleon something as simple and straightforwardas the crimes of the future,which, besides, anyone could guess at,could read straight out of history;I felt myself capable of a greater effort,I was in the mood to overcome difficulties,and I decided on a treatisein three parts on philosophical cognition.Of course, I would have the opportunityto demolish pitifullysome of Kant’s sophisms…When I went to take out my writing thingsand begin my work,I discoveredthat I no longer had a pencil with me;I had left it behindin the pawnshop;my pencil was in my waistcoat pocket.

Good Lord, how everything seemed determinedto go wrong for me!I cursed a few times,rose from the bench,and paced back and forth along the paths.It was very quiet everywhere;far away,by the Queen’s summerhouse,a pair of nannies were wheelingtheir prams about;otherwise, there was not a soul to be seenanywhere.I was thoroughly embitteredand strode like a madman in front of my bench.How strangely perverse things wereon all sides!An article in three partswas to be wrecked by the simple factthat I did not have aten-øre pencil in my pocket!What if I went back down to Pilestrædetand got my pencil back?There would still be timeto get a good portion finished,before the strollers began to fill the park.So much also dependedon this treatiseon philosophical cognition;perhaps the happiness of several people,no one could know.I told myselfthat it might beof great help to many young people.On second thought, I would not assail Kant;I could avoid it,I needed only to make a quite imperceptible detourwhen I came to the question of time and space;but I would not answer for Renan,old Vicar Renan…In any event, the point wasto produce an article of so and so many columns;the unpaid rent,the landlady’s long glances in the morningwhen I met her on the stairs,tormented me all dayand resurfaced even in my happy moments,when otherwise I had not a single dark thought.I had to put an end to this.I walked quickly out of the park,to fetch my pencil from the pawnbroker.

As I came down the Palace Hill,I overtook two ladies,whom I walked past.As I passed them,I brushed against the sleeve of one;I looked up,she had a full,slightly pale face.Suddenly she blushesand becomes wondrously beautiful,I do not know why;perhaps from a wordshe hears from a passer-by,perhaps merely from a quiet thoughtof her own.Or could it be becauseI touched her arm?Her high bosom heaves violently a few times,and she grips the handle of her parasol tightly.What had come over her?

I stopped and let her get ahead of me again;I could not, for the moment, walk on;the whole thing seemed so peculiar to me.I was in an irritable mood,annoyed with myselfover the incident with the penciland highly agitatedfrom all the foodI had consumed on an empty stomach.All at once, in a capricious whim,my thoughts take a strange turn;I feel myself seizedby a peculiar desire to frighten this lady,to follow herand vex her in some way.I catch up with her againand walk past her,then turn suddenlyand meet her face to face,to observe her.I stand and look her in the eyesand invent, on the spot, a nameI had never heard,a name with a fluid,nervous sound:Ylajali.When she was quite close to me,I draw myself upand say insistently:

“You are losing your book,miss.”

I could hearmy own heart beating audiblyas I said it.

“My book?”she asks her companion.And she walks on.

My malevolence grew,and I followed the lady.I was, at that moment, fully awarethat I was committing a mad prank,without being able to do anything about it;my confused stateran away with meand gave me the most frantic impulses,which I obeyed in turn.It was no use,however much I told myselfthat I was behaving like an idiot;I made the stupidest facesbehind the lady’s back,and I coughed furiously a few timesas I passed her.Thus, wandering very slowly forward,always a few paces ahead,I felt her eyes on my back,and I involuntarily ducked my head in shamefor having been a nuisance to her.Little by little, I had a strange sensationof being far away,in other places;I had a half-indistinct feeling thatit was not Iwho was walking there on the flagstones,ducking my head.

A few minutes later,the lady has reached Pascha’s bookshop;I have already stopped at the first window,and as she walks past me,I step forward and repeat:

“You are losing your book, miss.”

“No, what book?”she says in alarm.“Can you understandwhat bookhe is talking about?”

And she stops.I revel cruellyin her confusion;this bewilderment in her eyesdelights me.Her mind cannot graspmy little, desperate address;she has no book with her at all,not a single page of a book,and yet she searches her pockets,looks repeatedly at her hands,turns her head and scans the street behind her,straining her little, delicate brain to the utmostto figure outwhat bookI am talking about.Her face changes colour,now having one expression,now another,and she is breathing quite audibly;even the buttons on her dressseem to stare at melike a row of terrified eyes.

“Pay him no mind,”says her companion,pulling her by the arm.“He is drunk;can you not seethe man is drunk!”

As alienas I was to myself at that moment,so completely a victim of strange,invisible influences,nothing happened around methat I did not notice.A large brown dogsprang across the street,towards the grove and down to the Tivoli;it had a very narrow collar of German silver.Higher up the street,a window on the second floor opened,and a girl leaned out of itwith rolled-up sleevesand began to polish the paneson the outside.Nothing escaped my attention;I was clear and present of mind,all things flowed in upon mewith a gleaming clarity,as if a bright light had suddenly been castaround me.The ladies before me both hada blue bird’s wing in their hatsand a Scottish silk ribbon around their necks.It occurred to methat they were sisters.

They turned off and stopped at Cisler’s music shopand spoke together;I stopped also.Then they both came back,went the same waythey had come,passed me again,turned the corner at Universitetsgadenand went straight up to St. Olavs Plads.I was on their heels the whole time,as close as I dared.They turned onceand sent me a half-frightened,half-curious glance,and I saw no indignation in their facesand no furrowed brows.This patience with my pesteringmade me very ashamed,and I cast my eyes down.I would no longer be a nuisance to them;I would, out of pure gratitude,follow them with my eyes,not lose sight of them,until they went inside somewhereand disappeared.

Outside Number 2,a large four-storey house,they turned once more,whereupon they went in.I leaned against a gas lamp by the fountainand listened for their steps on the stairs;they faded away on the second floor.I step out from behind the lampand look up at the house.Then something strange happens.The curtains move high up;a moment later a window is opened,a head appears,and two strangely seeing eyesrest upon me.Ylajali!I said half aloud,and I felt myself blush.Why did she not call for help?Why did she not knock overone of the flowerpotsand hit me in the head,or send someone downto chase me away?We stand and look into each other’s eyeswithout moving;it lasts a minute;thoughts shoot between the window and the street,and not a word is said.She turns;a jolt goes through me,a fine shock through my mind;I see a shoulder turning,a back disappearing into the room.This slow departure from the window,the emphasis in this movement of her shoulderwas like a nod to me;my blood perceived this delicate greeting,and I felt, in that same instant,wonderfully happy.Then I turnedand went down the street.

I dared not look backand did not knowif she had returned to the window;as I pondered this question,I became more and more restless and nervous.Presumably, she was standing there at this very moment,closely following all my movements,and it was by no means endurableto know I was being so scrutinised from behind.I straightened up as best I couldand walked on;my legs began to twitch,my gait became unsteadybecause I was deliberatelytrying to make it elegant.To seem calm and indifferent,I swung my arms meaninglessly,spat in the street,and turned my nose up in the air;but nothing helped.I still felt the pursuing eyeson the back of my neck,and a chill ran through my body.Finally, I saved myself by turning into a side street,from which I took the road down to Pilestrædetto get my pencil.

I had no trouble getting it back.The man brought me the waistcoat himselfand asked me to check all the pockets at once;I also found a couple of pawn tickets,which I pocketed,and thanked the kind manfor his helpfulness.He appealed to me more and more;it became, in that same instant, very important to meto give this mana good impression of myself.I took a step towards the doorand then returned to the counter,as if I had forgotten something;I felt I owed him an explanation,some information,and I began to humto get his attention.Then I took the pencil in my handand held it up.

It would not occur to me,I said,to go to great lengthsfor just any such pencil;but with this one it was a different matter,a special reason.As humble as it looked,this pencil stumphad simply made me whatI was in the world,had, so to speak, put me in my place in life…

I said no more.The man came right up to the counter.

“Is that so?”he said, looking at me curiously.

With that pencil,I continued coolly,I had written my treatiseon philosophical cognition in three volumes.Had he not heard it mentioned?

And the man seemed to thinkhe had heard the name,the title.

Yes, I said,it was by me, that one!So he must not be surprisedthat I wanted the little stump of a pencil back;it had far too great a value for me,it was almost like a little person to me.Besides, I was sincerely gratefulfor his kindness,and I would remember him for it —yes, yes,I would indeed remember him for it;a word was a word,that was the sort of man I was,and he deserved it.Farewell.

I went to the door with an air,as if I could place a manin a high post in the fire department.The decent pawnbrokerbowed to me twiceas I departed,and I turned once moreand said farewell.

On the stairs, I met a womancarrying a mattress ticking in her hand.She pressed herself anxiously to the sideto make room for me,and I instinctively reached into my pocketfor something to give her;when I found nothing,I felt embarrassed and passed her with my head bowed.A moment later, I heardthat she, too, was knocking at the pawnshop door;there was a wire screen on the door,and I immediately recognised the clinking soundof a person’s knuckles touching it.

The sun was in the south;it was about twelve o’clock.The city was beginning to get on its feet,it was approaching the time for strolling,and people, greeting and laughing,surged up and down Karl Johan street.I pressed my elbows to my sides,made myself small,and slipped unnoticed pastsome acquaintanceswho had taken over a corner by the University,to watch the passers-by.I wandered up the Palace Hill and fell into thought.

These people I met,how lightly and cheerfully they swayedtheir bright headsand swung through lifeas if through a ballroom!There was no sorrow in a single eyeI saw,no burden on any shoulder,perhaps not a clouded thought,not a little secret painin any of these happy minds.And I walked there, right besidethese people,young and newly sprung,and I had already forgottenwhat happiness looked like!I indulged myself with this thoughtand found that I had been done a terrible injustice.Why had the last few monthstreated me so strangely harshly?I did not recognise my own bright mind anymore,and I had the oddest tormentson all sides.I could not sit on a bench by myselfor set my foot anywherewithout being assaultedby small and insignificant coincidences,wretched triflesthat forced their way into my imaginationand scattered my powers to the four winds.A dog that brushed past me,a yellow rose in a gentleman’s buttonhole,could set my thoughts vibratingand occupy me for a long time.What was wrong with me?Had the Lord’s finger pointed at me?But why precisely me?Why not just as wella man in South America,for that matter?As I considered the matter,it became more and more incomprehensible to methat I, of all people, should be chosenas a test subject for the caprice of God’s grace.It was a rather peculiar procedureto skip over an entire worldto reach me;there were, after all, both the antiquarian bookseller Paschaand the steamship agent Hennechen.

I walked and debated this matterand could not be rid of it;I found the weightiest objectionsto this arbitrariness of the Lordin letting me suffer for everyone’s sake.Even after I had found a benchand sat down,this question continued to occupy meand prevent me from thinking of other things.From that day in Maywhen my adversities began,I could clearly feela gradually increasing weakness;it was as if I had become too wearyto steer and guide myselfwherever I wished;a swarm of small pestshad invaded my beingand hollowed me out.What if God simply intendedto destroy me completely?I stood upand paced back and forth in front of the bench.

My entire being was, at that moment,in the highest degree of torment;I even had pains in my armsand could barely stand to carry themin the usual way.From my last heavy meal,I also felt a strong discomfort;I was overfull and agitatedand paced back and forth,without looking up;the peoplewho came and went around meglided past me like phantoms.Finally, my bench was takenby a pair of gentlemenwho lit their cigars and conversed loudly;I grew angry and wanted to speak to thembut turned and went all the way overto the other side of the park,where I found a new bench.I sat down.

The thought of God began to occupy me again.I thoughtit highly indefensible of Himto interfere every timeI sought a postand disrupt the whole thing,seeing as it was only food for the dayI asked for.I had noticed so clearlythat when I starved for a while at a time,it was as if my brain quietly trickledout of my headand left me empty.My head became light and absent,I no longer felt its weighton my shoulders,and I had a feelingthat my eyes stared far too wide-openwhen I looked at someone.

I sat there on the benchand thought about all thisand became more and more bitter towards Godfor His persistent torments.If He meant to draw me closer to Himand make me better by exhausting meand placing adversity upon adversity in my path,then He was somewhat mistaken,I could assure Him.And I looked up to the heavensalmost weeping with defianceand told Him this once and for allin my silent mind.

Scraps of my childhood learning came to mind,the quiet tone of the Bible sang in my ears,and I spoke quite softly to myselfand tilting my head mockingly to one side.Why was I anxious aboutwhat I should eat,what I should drink,and what I should clothethis wretched maggot-sack called my earthly body?Had not my heavenly Father provided for me,as for the sparrows under heaven,and shown me the graceof pointing to His humble servant?God had stuck His finger down into my web of nervesand gently,quite loosely,brought a little disorder to the threads.And God had withdrawn His finger,and there were filaments and fine root-threadson His finger from the threads of my nerves.And there was an open hole after His finger,which was God’s finger,and a wound in my brain from the paths of His finger.But where God had touched me with the finger of His hand,He left me beand touched me no moreand let no evil befall me.But He let me go in peace,and He let me go with the open hole.And no evil befalls me from God,who is the Lord for all eternity…

Bursts of music were carried up to me on the windfrom the Student’s Grove;it was thus past two o’clock.I took out my papersto try to write something;at the same moment, my barber’s book fell out of my pocket.I opened it and counted the tickets;there were six left.Thank God!I said involuntarily;I could still be shaved for a few weeksand look somewhat presentable!And I was immediately in a better frame of mindbecause of this small possessionI still had left;I carefully smoothed out the ticketsand stored the book in my pocket.

But I could not write.After a couple of lines,nothing would come to mind;my thoughts were elsewhere,and I could not steel myselffor any particular effort.Everything influenced meand distracted me;everything I sawgave me new impressions.Flies and small gnatssettled on the paperand disturbed me;I puffed at themto get them away,blew harder and harder,but to no avail.The little beasts lean back,make themselves heavy, and brace themselves,so that their thin legs bow.They are not to be moved from the spot.They find something to cling to,brace their heels against a commaor an unevenness in the paper,and stand immovably still untilthey themselves see fitto go on their way.

For a time, these small creaturescontinued to occupy me,and I crossed my legsand took my timeobserving them.All at once, one or two high clarinet notes quiveredup to me from the groveand gave my thoughts a new jolt.Despondent at not being able to finishmy article,I put the papers back in my pocketand leaned back on the bench.In this moment, my head is so clearthat I can think the finest thoughtswithout tiring.As I lie in this positionand let my eyes run down my chestand my legs,I notice the twitching movementmy foot makeseach time my pulse beats.I sit up halfwayand look down at my feet,and I experience, in this moment,a fantastic and strange mood,that I had never felt before;a fine,wonderful jolt went through my nerves,as if flashes of cold light were passingthrough them.Upon casting my eyes on my shoes,it was as if I had meta good acquaintanceor recovered a detached partof myself;a feeling of recognition trembles through my senses,tears come to my eyes,and I perceive my shoesas a soft, whispering tone towards me.Weakness!I said harshly to myself,and I clenched my fists and said, Weakness.I made a fool of myselffor these ridiculous feelings,mocked myself with full consciousness;I spoke very sternly and sensibly,and I squeezed my eyes shut tightlyto get rid of the tears.As if I had never seen my shoes before,I begin to study their appearance,their expressionswhen I moved my foot,their shape and their worn uppers,and I discoverthat their creases and white seamsgive them expression,lend them a physiognomy.Something of my own beinghad passed into these shoes;they affected me like a breath against my Self,a breathing part of myself…

I sat and musedon these sensations for a long time,perhaps a whole hour.A small, old man came and took upthe other end of my bench;as he sat down,he breathed out heavily after his walk and said:

“Yes,yes, yes, yes, yes, yes, yes, yes, yes, yes, so it is!”

As soon as I heard his voice,it was as if a wind swept through my head;I left the shoes to be shoes,and it already seemed to methat the confused state of mindI had just experienceddated from a long-vanished time,perhaps a year or two back,and was slowly beginningto be erased from my memory.I set about watching the old man.

What was he to me,this little man?Nothing,not the slightest!Only that he held a newspaper in his hand,an old issue,with the advertisement page facing out,in which something seemedto be wrapped.I became curiousand could not take my eyes offthat newspaper;I got the mad ideathat it might be a quite remarkable newspaper,unique in its kind;my curiosity grew,and I began to shiftback and forth on the bench.It could be documents,dangerous papers,stolen from an archive.And something abouta secret treaty,a conspiracy, floated before my mind.

The man sat still and thought.Why did he not carry his newspaper,as any other person carried a newspaper,with the title out?What sort of subterfuge was this?He did not look as if he would let goof his package,not for anything in the world;perhaps he did not even dareentrust it to his own pocket.I could have swornthere was something fishy about that package.

I looked out into the air.The very impossibilityof penetratingthis mysterious affairmade me distraught with curiosity.I searched my pocketsfor something to give the manin order to start a conversation with him,and I got hold of my barber’s bookbut put it away again.Suddenly, I resolvedto be extremely bold;I patted my empty breast pocketand said:

“May I offer you a cigarette?”

Thank you, the man did not smoke;he had had to stopto save his eyes;he was almost blind.Thank you so much, all the same!

Was it long since his eyes had been damaged?So perhaps he could not read either?Not even newspapers?

Not even newspapers,unfortunately!

The man looked at me.His sick eyes each had a film over themthat gave them a glassy appearance;his gaze was whiteand made a repulsive impression.

“You are a stranger here?”he said.

Yes. —Could he not even read the titleof the newspaperhe held in his hand?

Hardly. —Besides, he had heard at oncethat I was a stranger;there was something in my tone of voicethat told him so.It took so little;he heard so well;at night, when everyone was asleep,he could hear the people in the next room breathing…What were you saying,where do you live?

A lie stood fully formed in my head.I lied involuntarily,without intention and without ulterior motive;I answered:

“At St. Olavs Plads, Number 2.”

Really?The man knew every cobblestone on St. Olavs Plads.There was a fountain,some gas lamps,a few trees,he remembered it all…What number do you live at?

I wanted to put an end to itand stood up,driven to the extremeby my fixed idea about the newspaper.The secret had to be revealed,whatever the cost.

“If you cannot read that newspaper,why…”

“At Number 2,I think you said?”the man continued,unheeding of my agitation.“I once kneweveryone in Number 2.What is your landlord’s name?”

I hastily found a nameto be rid of him,made up this name in the momentand flung it outto stop my tormentor.

“Happolati,”I said.

“Happolati, yes,”the man nodded,and he did not miss a syllableof this difficult name.

I looked at him in amazement;he sat very seriouslyand had a thoughtful expression.No sooner had I utteredthis stupid namethat had occurred to methan the man seemed at ease with itand appeared to have heard it before.Meanwhile, he set his package downon the bench,and I felt all my curiositytremble through my nerves.I noticedthat there were a couple of grease spots on the newspaper.

“Is he not a sailor,your landlord?”asked the man,and there was no traceof suppressed irony in his voice.“I seem to rememberhe was a sailor?”

“A sailor?Forgive me,it must be his brother you know;this is J. A. Happolati,the agent.”

I thoughtthis would finish him;but the man willingly went along with everything;if I had come up with a namelike Barabbas Rosenknopsen,it would not have aroused his suspicion.

“He is said to be a fine man,I have heard.”he said,feeling his way forward.

“Oh, a cunning man,”I answered,“a shrewd man of business,agent for everything,lingonberries to China,feathers and down from Russia,hides,wood pulp,writing ink…”

“He-he,well, I’ll be damned!”interrupted the old man, highly animated.

This was beginning to get interesting.The situation ran away with me,and one lie after anotherarose in my head.I sat down again,forgot the newspaper,the strange documents,became eager and interrupted the other man.The little dwarf’s credulitymade me reckless;I would lie to him unscrupulously,bowl him over magnificentlyand reduce him to silence out of sheer astonishment.

Had he heard of the electric hymnal,that Happolati had invented?

What,the elec—

With electric letters,that could shine in the dark!An absolutely magnificent enterprise,millions of kroner in motion,foundries and printing presses at work,scores of salaried mechanics employed,I had heard it said seven hundred men.

“Well, isn’t that just what I say!”said the man quietly.He said no more;he believed every wordI told him,and yet did not fall into a stupor.This disappointed me a little;I had expected to see him bewilderedby my inventions.

I invented a couple more desperate lies,pushed my luck,hinted that Happolati had been a ministerfor nine years in Persia.You have no idea, perhaps,what it means to be a minister in Persia?I asked.It was more than being a king here,or about the same as a Sultan,if he knew what that was.But Happolati had managed it alland never been at a loss.And I told him about Ylajali,his daughter,a fairy, a princess,who had three hundred slave girlsand lay on a bed of yellow roses;she was the most beautiful creatureI had ever seen;may God punish me, I had never experiencedsuch a sight in my life!

“So,she was that beautiful?”uttered the old man with an absent expressionand looking down at the ground.

Beautiful?She was lovely,she was sinfully sweet!Eyes like raw silk,arms of amber!Just a single glance from herwas as seductive as a kiss,and when she called my name,her voice shot through melike a jet of winestraight into my soul’s phosphorus.Why should she not be that lovely?Did he take her for a messenger girlor for someone in the fire brigade?She was simply a glory of heaven,I should tell him,a fairytale.

“Yes, yes!”said the man, a little taken aback.

His calm bored me;I had become agitatedby my own voiceand was speaking in full earnest.The stolen archive papers,the treaty with some foreign power,were no longer in my thoughts;the small, flat packagelay there on the bench between us,and I no longer hadthe slightest desire to examine itand seewhat it contained.I was completely absorbedin my own stories;strange visions drifted before my eyes,the blood rushed to my head,and I lied at the top of my voice.

At this moment, the man seemed to want to leave.He made a move to get upand asked,so as not to break off too abruptly:

“He must have vast properties,this Happolati?”

How dared this blind,repulsive old man trifle with the foreign nameI had invented,as if it were a common namefound on every grocer’s sign in the city?He never stumbled on a letterand did not forget a syllable;this name had fixed itself in his brainand taken root in that very instant.I grew annoyed;an inner bitternessbegan to rise in meagainst this man,whom nothing could disconcertand nothing make suspicious.

“I know nothing about that,”I answered curtly;“I know absolutely nothing about that.Let me tell you, by the way,once and for all,that his name is Johan Arendt Happolati,to judge by his own initials.”

“Johan Arendt Happolati,”the man repeated, a little surprisedat my vehemence.Then he fell silent.

“You should have seen his wife,”I said furiously;“a fatter person…Yes, perhaps you don’t thinkshe was very fat?”

Yes, it seemed to him he could not deny it;he could not deny it;such a man might well havea rather fat wife.

The old man answered meekly and quietlyto each of my outburstsand searched for words,as if he were afraid of transgressingand making me angry.

“Hell and damnation,man, do you think,that I am sitting herelying my head off to you?”I shouted, beside myself.“Do you perhaps not even believethere is a manby the name of Happolati?I have never seen such defianceand malice in an old man!What the devil is the matter with you?Have you perhaps even thought to yourselfthat I was an extremely poor man,sitting here in my best finery,without a case full of cigarettes in my pocket?Such treatmentas yoursI am not accustomed to,I can tell you,and God strike me dead if I will tolerate it,from you or anyone else,so you know!”

The man had risen to his feet.With a gaping mouth,he stood muteand listened to my outburstuntil it was over,then he quickly snatched his package from the benchand left,almost running along the pathwith little old-man steps.

I sat there and watched his back,as it receded farther and fartherand seemed to stoop more and more.I do not knowwhere I got the impression,but it seemed to methat I had never seen a more dishonest,more depraved back than this one,and I did not regrethaving scolded the man,before he left me…

The day was beginning to wane.The sun was sinking,a light wind began to rustle in the trees around me,and the nannies,who sat in clustersby the balancing beam,were preparing to wheel their prams home.I was calm and at ease.The agitationI had just been insubsided little by little;I slumped,grew limp, and began to feel sleepy;the large amount of breadI had eatenwas no longer a particular nuisance to me either.In the best of moods,I leaned back on the bench,closed my eyes,and grew more and more drowsy;I dozed and was just about to fallinto a deep sleep,when a park keeper laid his handon my shoulder and said:

“You mustn’t sit here sleeping.”

“No,”I said and rose at once.And in a flash,my sorrowful situation stood before my eyes again,as vivid as life.I had to do something,think of something!Seeking a post had been of no use to me;the referencesI carried abouthad become a little oldand were from people too unknownto have much effect;besides, the constant rejectionsover the summerhad made me somewhat disheartened.Well—in any case,my rent was overdue,and I had to find a way to pay it.The rest would have to wait for now.

Quite involuntarily,I again had pencil and paper in my hands,and I sat and mechanically wrotethe year 1848 in all the corners.If only a single, rushing thoughtwould seize me powerfullyand put the words in my mouth!It had happened before,it really had,that such moments had come over me,when I could write a long piecewithout effortand have it turn out wonderfully well.

I sit there on the benchand write 1848 dozens of times,write this number criss-crossin all possible fashions,and wait fora usable idea to occur to me.A swarm of loose thoughtsflutters about in my head;the mood of the waning daymakes me despondent and sentimental.Autumn has comeand has already begun to lull everything to sleep;flies and small creatureshave received the first blow;up in the treesand down on the ground,the sound of striving life is heard,rustling, whispering restlessly,working not to perish.All the downtrodden existences of the crawling worldstir one last time,stick their yellow heads up from the moss,lift their legs,feel their way forward with long filaments,and then suddenly collapse,topple over, and turn their bellies to the sky.Every plant has acquired its special character,a fine, exhaled breathof the first cold;the blades of grass stand pale against the sun,and the fallen leaves rustle across the groundwith a sound like wandering silkworms.It is the time of autumn,in the midst of the carnival of decay;the roses have developed an inflammation in their blush,a hectic, wonderful glowover the blood-red colour.

I felt myself like a creature on the verge of ruin,seized by destructionin the midst of this whole world on the brink of slumber.I stood up,possessed by strange terrors,and took some violent steps along the path.No! I cried,clenching both my fists,this must come to an end!And I sat down again,took the pencil in hand once more,and resolved to get serious about an article.It was absolutely no use to give inwhen one was faced with an unpaid rent billright under one’s nose.

Slowly,very slowly, my thoughts beganto gather.I paid attention and wrote softlyand deliberately a couple of pagesas an introduction to something;it could be the beginning of anything,a travelogue,a political article,as I myself saw fit.It was a quite excellent beginningto a variety of things.

Then I began to search for a specific questionI could address,a man,a thing to throw myself into,and I could find nothing.During this fruitless effort,disorder began to creep backinto my thoughts;I feltmy brain literally misfire,my head emptied, emptied,and finally it was left, lightand without content,upon my shoulders.I perceived this staring emptinessin my head with my entire body;I felt myself hollowed outfrom top to bottom.

“Lord,my God and Father!”I cried in pain,and I repeated this crymany times in a row,without saying more.

The wind rustled in the leaves;a storm was brewing.I sat for another whileand stared, lost, at my papers,then folded themand slowly put them in my pocket.It grew cool,and I no longer had a waistcoat;I buttoned my coat all the way up to my neckand put my hands in my pockets.Then I got up and left.

If only I had succeeded this time,this one time!Twice my landlady had asked mewith her eyes for the payment,and I had had to duck my headand sneak past herwith an embarrassed greeting.I could not do it again;the next time I met those eyes,I would give noticeand explain myself honestly;it could not, after all, go on like thisin the long run.

When I reached the exit of the park,I saw again the old dwarfwhom I, in my rage, had put to flight.The mysterious newspaper package lay openbeside him on the bench,full of food of various sorts,which he sat and bit into.For a moment, I wanted to go over to himand apologise,ask forgiveness for my behaviour,but his food repelled me;the old fingers,which looked like ten wrinkled claws,clutched the greasy sandwiches repulsively.I felt nauseous and walked past himwithout speaking to him.He did not recognise me;his eyes stared at me, dry as horn,and his face did not betray a single expression.

And I continued on my way.

As was my habit, I stoppedat every displayed newspaperI passed,to study the advertisementsfor vacant positions,and I was fortunate enough to find oneI could take on:A merchant on Grønlandsleretwas looking for a man for a couple of hours of bookkeepingeach evening;salary by agreement.I noted down the man’s addressand silently prayed to Godfor this post;I would ask for less than anyone elsefor the work,fifty øre was plenty,or perhaps forty øre;it could be whatever it would be.

When I got home,there was a note on my tablefrom my landlady,in which she asked meto pay my rent in advanceor move outas soon as I could.I should not take it amiss;it was only a necessary request.Yours friendly, Mrs Gundersen.

I wrote an applicationto Merchant Christie, Grønlandsleret Number 31,put it in an envelope,and dropped it in the postboxon the corner.Then I went up to my room againand sat down to think in the rocking chair,while the darkness grew thicker and thicker.It was beginning to be difficultto keep my head up now.

FØRSTE STYKKE

Gutenberg

Det var i den Tid,jeg gik omkringog sulted i Kristiania,denne forunderlige By,som ingen forlader,før han har fået Mærker af den . . . .

Jeg ligger vågen på min Kvistog hører en Klokke nedenunder migslå seks Slag;det var allerede ganske lyst,og Folk begyndte at færdesop og ned i Trapperne.Nede ved Døren,hvor mit Rum var tapetseretmed gamle Numre af »Morgenbladet«,kunde jeg så tydelig seen Bekendtgørelse fra Fyrdirektøren,og lidt tilvenstre derfraet fedt, bugnende Avertissementfra Bager Fabian Olsenom nybagt Brød.

Straks jeg slog Øjnene op,begyndte jeg af gammel Vaneat tænke efter,om jeg havde noget at glæde mig til idag.Det havde været lidt knapt for migi den sidste Tid;den ene efter den anden af mine Ejendelevar bragt til »Onkel«,jeg var bleven nervøs og utålsom,et Par Gange havde jeg også ligget tilsengsen Dags Tid af Svimmelhed.Nu og da,når Lykken var god,kunde jeg drive det til at få fem Kroneraf et eller andet Bladfor en Føljeton.

Det lysned mer og mer,og jeg gav mig til at læsepå Avertissementerne nede ved Døren;jeg kunde endog skælne de magre,grinende Bogstaver om »Ligsvøb hos Jomfru Andersen,tilhøjre i Porten«.Det sysselsatte mig en lang Stund,jeg hørte Klokken slå otte nedenunder,inden jeg stod op og klædte mig på.

Jeg åbned Vinduet og så ud.Der, hvor jeg stod,havde jeg Udsigt til en Klædesnorog en åben Mark;langt ude lå Gruen tilbageaf en nedbrændt Smedje,hvor nogle Arbejdere var i Færdmed at rydde op.Jeg lagde mig med Albuerne ned i Vinduetog stirred ud i Luften.Det blev ganske vist en lys Dag,Høsten var kommet,den fine, svale Årstid,hvori alting skifter Farve og forgår.Støjen var allerede begyndt at lyde i Gaderneog lokked mig ud;dette tomme Værelse,hvis Gulv gynged op og nedfor hvert Skridt jeg tog henover det,var som en gisten,uhyggelig Ligkiste;der var ingen ordentlig Lås for Dørenog ingen Ovn i Rummet;jeg plejed at ligge på mine Strømper om Natten,forat få dem lidt tørre til om Morgenen.Det eneste,jeg havde at fornøje mig ved,var en liden rød Gyngestol,som jeg sad i om Aftenerneog døsed og tænkte på mangehånde Ting.Når det blæste hårdt,og Dørene nedenunder stod åbne,lød der alleslags underlige Hvinop gennem Gulvet og ind fra Væggene,og »Morgenbladet« nede ved Dørenfik Revner så lange som en Hånd.

Jeg rejste migog undersøgte en Byldt henne i Krogenved Sengen efter lidt til Frokost,men fandt intetog vendte tilbage til Vinduet igen.

Gud ved, tænkte jeg,om det aldrig skal nytte migat søge efter en Bestilling mer!Disse mange Afslag,disse halve Løfter,rene Nej,nærede og skuffede Håb,nye Forsøg,som hver Gang løb ud i intet,havde gjort det af med mit Mod.Jeg havde tilsidst søgt en Pladssom Regningsbud,men var kommet forsent;desuden kunde jeg ikke skaffe Sikkerhedfor femti Kroner.Der var altid et eller andet til Hinder.Jeg mældte mig også til Brandkorpset.Vi stod halvhundrede Mand i Forhallenog satte Brystet ud,forat give Indtryk af Kraftog stor Dristighed.En Fuldmægtig gik omkringog beså disse Ansøgere,følte på deres Armeog gav dem et og andet Spørgsmål,og mig gik han forbi,rysted blot på Hovedet og sagde,at jeg var kasseret på Grund af mine Briller.Jeg mødte op påny,uden Briller,jeg stod der med rynkede Brynog gjorde mine Øjne så hvasse som Knive,og Manden gik mig atter forbi,og han smilte, —han havde kendt mig igen.Det værste af alt var,at mine Klæder var begyndt at blive så dårlige,at jeg ikke længer kunde fremstille migtil en Plads som et skikkeligt Menneske.

Hvor det havde gået jævntog regelmæssig nedad med mighele Tiden!Jeg stod tilsidst så besynderlig blottetfor alt muligt,jeg havde ikke engang en Kam tilbageeller en Bog at læse i,når det blev mig for trist.Hele Sommeren udoverhavde jeg søgt ud på Kirkegårdeneeller op i Slotsparken,hvor jeg sad og forfatted Artikler for Bladene,Spalte efter Spalteom de forskelligste Ting,underlige Påfund, Luner,Indfald af min urolige Hjærne;i Fortvivlelse havde jeg ofte valgtde fjærneste Emner,som voldte mig lange Tiders Anstrængelseog aldrig blev optaget.Når et Stykke var færdigt,tog jeg fat på et nyt,og jeg blev ikke ofte nedslagenaf Redaktørernes Nej;jeg sagde stadig væk til mig selv,at engang vilde det jo lykkes.Og virkelig, stundom,når jeg havde Held med migog fik det lidt godt til,kunde jeg få fem Kronerfor en Eftermiddags Arbejde.

Jeg rejste mig atter op fra Vinduet,gik hen til Vaskevandsstolenog dynked en Smule Vandpå mine blanke Bukseknæ,forat sværte dem lidtog få dem til at se lidt nye ud.Da jeg havde gjort dette,stak jeg som sædvanligtPapir og Blyant i Lommen og gik ud.Jeg gled meget stille nedad Trapperne,for ikke at vække min Værtindes Opmærksomhed;der var gået et Par Dage,siden min Husleje forfaldt,og jeg havde ikke noget at betale med nu mere.

Klokken var ni.Vognrammel og Stemmer fyldte Luften,et uhyre Morgenkor,blandet med Fodgængernes Skridtog Smældene fra Hyrekuskenes Svøber.Denne støjende Færdsel overaltoplived mig straks,og jeg begyndte at føle migmer og mer tilfreds.Intet var fjærnere fra min Tankeend blot at gå en Morgentur i frisk Luft.Hvad kom Luften mine Lunger ved?Jeg var stærk som en Riseog kunde standse en Vogn med min Skulder.En fin, sælsom Stemning,Følelsen af den lyse Ligegladhed,havde bemægtiget sig mig.Jeg gav mig til at iagttage de Mennesker,jeg mødte og gik forbi,læste Plakaterne på Væggene,modtog Indtryk fra et Blik,slængt til mig fra en forbifarende Sporvogn,lod hver Bagatel trænge ind på mig,alle små Tilfældigheder,som krydsed min Vej og forsvandt.

Når man bare havde sig lidt til Maden sådan lys Dag!Indtrykket af den glade Morgen overvælded mig,jeg blev uregerlig tilfredsog gav mig til at nynne af Glæde,uden nogén bestemt Grund.Ved en Slagterbutikstod en Kone med en Kurv på Armenog spekulered på Pølser til Middag;idet jeg passered hende,så hun hen på mig.Hun havde blot én Tand i Formunden.Nervøs og let påvirkeligsom jeg var bleven de sidste Dage,gjorde Konens Ansigt strakset modbydeligt Indtryk på mig;den lange, gule Tandså ud som en liden Finger,der stod op fra Kæven,og hendes Blik var endnu fuldt af Pølse,da hun vendte det mod mig.Jeg tabte med en Gang Appetitenog følte Kvalme.Da jeg kom til Basarerne,gik jeg hen til Springet og drak lidt Vand;jeg så op —Klokken var ti i Vor Frelsers Tårn.

Jeg gik videre gennem Gaderne,drev om uden Bekymring for nogetsomhelst,standsed ved et Hjørne,uden at behøve det,bøjed af og gik en Sidegade,uden at have Ærinde derhen;jeg lod det stå til,førtes omkring i den glade Morgen,vugged mig sorgfrit frem og tilbageblandt andre lykkelige Mennesker;Luften var tom og lys,og mit Sind var uden en Skygge.

I ti Minutters Tidhavde jeg stadig havten gammel, halt Mand foran mig.Han bar en Byldt i den ene Håndog gik med hele sit Legeme,arbejded af al Magt,forat skyde Fart.Jeg hørte, hvor han pusted af Anstrængelse,og det faldt mig ind,at jeg kunde bære hans Byldt;jeg søgte dog ikke at indhente ham.Oppe i Grændsenmødte jeg Hans Pauli,som hilste og skyndte sig forbi.Hvorfor hav de han sådant Hastværk?Jeg havde slet ikke i Sindeat bede ham om en Krone,jeg vilde også med det allerførstesende ham tilbage et Tæppe,som jeg havde lånt af hamfor nogle Uger siden.Såsnart jeg var kommet lidt ovenpå,vilde jeg ikke være nogen Mandnoget Tæppe skyldig;kanske begyndte jeg allerede idagen Artikel om Fremtidens Forbrydelsereller om Viljens Frihed,hvadsomhelst,noget læseværdigt noget,som jeg vilde få ti Kroner for mindst . . . .Og ved Tanken på denne Artikelfølte jeg mig med en Gang gennemstrømmetaf Trang til at tage fat straksog øse af min fulde Hjærne;jeg vilde finde mig et passende Stedi Slotsparken og ikke hvile,før jeg havde fået den færdig.

Men den gamle Krøblinggjorde fremdeles de samme sprællende Bevægelserforan mig i Gaden.Det begyndte tilsidst at irritere migat have dette skrøbelige Menneske foran mighele Tiden.Hans Rejse syntes aldrig at ville tage Ende;måske havde han bestemt sig til akkurat det samme Stedsom jeg,og jeg skulde hele Vejenhave ham for mine Øjne.I min Ophidselse forekom det mig,at han ved hver Tvergade sagtned en Smuleog ligesom vented på,hvilken Retning jeg vilde tage,hvorpå han igen svang Byldten højt i Luftenog gik til af yderste Magt,forat få Forsprang.Jeg går og ser på dette masede Væsenog blir mer og mer opfyldt af Forbittrelse mod ham;jeg følte,at han lidt efter lidt ødelagde min lyse Stemningog trak den rene,skønne Morgen med sig ned i Hæslighedmed det samme.Han så ud som et stort humpende Insekt,der med Vold og Magtvilde slå sig til en Plads i Verdenog forbeholde sig Fortougetfor sig selv alene.Da vi var kommet på Toppen af Bakken,vilde jeg ikke længer finde mig i det,jeg vendte mig mod et Butiksvinduog standsed,forat give ham Anledning til at komme væk.Da jeg efter nogle Minutters Forløbatter begyndte at gå,var Manden foran mig igen,også han havde stået bom stille.Jeg gjorde,uden at tænke mig om,tre fire rasende Skridt fremad,indhented ham og slog Manden på Skulderen.

Han standsed med ét.Vi gav os begge til at stirre på hinanden.

»En liden Skilling til Melk!«sagde han endeligog lagde Hovedet på Siden.

Se så,nu stod jeg godt i det!Jeg følte i Lommerne og sagde:

»Til Melk ja.Hm.Det er småt med Pengene i disse Tider,og jeg ved ikke,hvor trængende De kan være.«

»Jeg har ikke spist siden igår i Drammen,«sagde Manden;»jeg ejer ikke en Øre,og jeg har ikke fået Arbejde endnu.«

»Er De Håndværker?«

»Ja,jeg er Nådler.«

»Hvilket?«

»Nådler.Forresten kan jeg også gøre Sko.«

»Det forandrer Sagen,«sagde jeg.»De får vente her i nogle Minutter,så skal jeg gå efter lidt Penger til Dem,nogle Øre.«

Jeg gik i største Hast nedad Pilestrædet,hvor jeg vidste om en Pantelåner i anden Etage;jeg havde forøvrigt aldrig været hos ham før.Da jeg kom ind i Porten,trak jeg skyndsomt min Vest af,rulled den sammen og stak den under Armen;derpå gik jeg opad Trappen og banked på til Sjappen.Jeg bukked og kasted Vesten på Disken.

»Halvanden Krone,«sagde Manden.

»Ja ja, Tak,«svared jeg.»Havde det ikke været det,at den begyndte at blive lidt for knap til mig,så vilde jeg ikke have skilt mig ved den,naturligvis.«

Jeg fik Pengene og Sedlenog begav mig tilbage.Det var i Grunden et udmærket Påfund,dette med Vesten;jeg vilde endog få Penge tiloverstil en rigelig Frokost,og inden Aften skulde så min Afhandlingom Fremtidens Forbrydelser være istand.Jeg begyndte på Stedetat finde Tilværelsen blidere,og jeg skyndte mig tilbage til Manden,forat få ham fra Hånden.

»Værsågod!«sagde jeg til ham.»Det glæder mig,at De har henvendt Dem til mig først.«

Manden tog Pengeneog begyndte at mønstre mig med Øjnene.Hvad stod han og stirred efter?Jeg havde det Indtryk,at han især undersøgte mine Bukseknæ,og jeg blev træt af denne Uforskammethed.Troed Slyngelen,at jeg virkelig var så fattigsom jeg så ud for?Havde jeg måske ikke sågodtsombegyndt at skrive på en Artikeltil ti Kroner?Overhovedet frygted jeg ikke for Fremtiden,jeg havde mange Jærn i Ilden.Hvad kom det så et vild fremmed Menneske ved,om jeg gav bort en Drikkeskillingpå en sådan lys Dag?Mandens Blik irritered mig,og jeg beslutted mig til at give ham en Irettesættelse,inden jeg forlod ham.Jeg trak på Skuldrene og sagde:

»Min gode Mand,De har lagt Dem til den stygge Uvaneat glo en Mand på Knæerne,når han giver Dem en Krones Penge.«

Han lagde Hovedet helt tilbage mod Murenog spærred Munden op.Der arbejded noget bag hans Stodderpande,han tænkte ganske vist,at jeg vilde narre ham på en eller anden Måde,og han rakte mig Pengene tilbage.

Jeg stamped i Gadenog svor på,at han skulde beholde dem.Indbildte han sig,at jeg vilde have alt det Bryderifor ingenting?Når alt kom til altskyldte jeg ham måske denne Krone,jeg havde det med at huske en gammel Gæld,han stod foran et retskaffent Menneske,ærlig ud i Fingerspidserne.Kortsagt,Pengene var hans . . . .Å, ikke noget at takke for,det havde været mig en Glæde.Farvel.

Jeg gik.Endelig havde jeg denne værkbrudne Plageånd afvejen,og jeg kunde være uforstyrret.Jeg tog atter ned gennem Pilestrædetog standsed udenfor en Husholdningshandel.Der lå fuldt op af Mad i Vinduet,og jeg bestemte mig til at gå indog få mig lidt med på Vejen.

»Et Stykke Ost og et Franskbrød!«sagde jeg og slængte min Halvkrone på Disken.

»Ost og Brød for altsammen?«spurgte Konen ironisk,uden at se på mig.

»For hele femti Øre ja,«svared jeg uforstyrret.

Jeg fik mine Sager,sagde yderst høfligt Godmorgentil den gamle, fede Koneog begav mig sporenstrængs opad Slotsbakken til Parken.Jeg fandt mig en Bænk for mig selvog begyndte at gnave grådigt af min Niste.Det gjorde godt;det var længe sidenjeg havde fået et så rundeligt Måltid,og jeg følte lidt efter lidtden samme mætte Ro i mig,som én føler efter en lang Gråd.Mit Mod steg stærkt;det var mig ikke længer nokat skrive en Artikelom noget så enkelt og ligetilsom Fremtidens Forbrydelser,som desuden hvemsomhelst kunde gætte sig til,ligefrem læse sig til i Historien;jeg følte mig istand til en større Anstrængelse,jeg var i Stemning til at overvinde Vanskeligheder,og jeg bestemte mig for en Afhandlingi tre Afsnit om den filosofiske Erkendelse.Naturligvis vilde jeg få Lejlighed tilat knække ynkeligtnogle af Kants Sofismer . . . .Da jeg vilde tage mine Skrivesager fremog begynde Arbejdet,opdaged jeg,at jeg ikke længer havde nogen Blyant hos mig;jeg havde glemt den efter migi Pantelånersjappen;min Blyant lå i Vestelommen.

Herregud hvor dog alting havde Lysttil at gå forkært for mig!Jeg banded nogle Gange,rejste mig op fra Bænkenog drev frem og tilbage i Gangene.Det var meget stille overalt;langt borte,ved Dronningens Lysthus,rulled et Par Barnepigersine Vogne omkring,ellers var der ikke et Menneske at senoget Sted.Jeg var dygtig forbittret i Sindog spadsered som en rasende foran min Bænk,Hvor mærkelig vrangt gik det dog ikkepå alle Kanter!En Artikel i tre Afsnitskulde ligefrem strande på den simple Ting,at jeg ikke havde et Stykketi Øres Blyant i Lommen!Hvad om jeg gik ned i Pilestrædet igenog fik min Blyant tilbageleveret?Der vilde endda blive Tidtil at få et godt Stykke færdigt,inden de spadserende begyndte at fylde Parken.Der var også så meget,som afhang af denne Afhandlingom den filosofiske Erkendelse,måske flere Menneskers Lykke,ingen kunde vide det.Jeg sagde til mig selv,at den kanske vilde blivetil stor Hjælp for mange unge Mennesker.Ret betænkt vilde jeg ikke forgribe mig på Kant;jeg kunde jo undgå det,jeg behøved blot at gøre en ganske umærkelig Bøjning,når jeg kom til Spørgsmålet Tid og Rum;men Renan vilde jeg ikke svare for,gamle Sognepræst Renan . . . .Under alle Omstændigheder galdt detat gøre en Artikel på så og så mange Spalter;den ubetalte Husleje,Værtindens lange Blik om Morgenen,når jeg traf hende i Trapperne,pinte mig hele Dagenog dukked frem igen endog i mine glade Stunder,når jeg ellers ikke havde en mørk Tanke.Dette måtte jeg have en Ende på.Jeg gik hurtigt ud af Parken,forat hente min Blyant hos Pantelåneren.

Da jeg kom ned i Slotsbakken,indhented jeg to Damer,som jeg gik forbi.Idet jeg passered dem,strejfed jeg den enes Ærme,jeg så op,hun havde et fyldigt,lidt blegt Ansigt.Med ét blusser hunog blir forunderlig skøn,jeg ved ikke hvorfor,måske af et Ord,hun hører af en forbigående,måske blot af en stille Tankehos hende selv.Eller skulde det være fordijeg berørte hendes Arm?Det høje Bryst bølger heftigt nogle Gange,og hun klemmer Hånden hårdt om Parasolskaftet.Hvad gik der af hende?

Jeg standsed og lod hende komme foran mig igen,jeg kunde ikke i Øjeblikket gå videre,det hele forekom mig så besynderligt.Jeg var i et pirreligt Lune,ærgerlig på mig selvfor Hændelsen med Blyantenog i høj Grad ophidsetaf al den Mad,jeg havde nydt på tom Mave.Med en Gang tager min Tankeved et lunefuldt Indfald en mærkelig Retning,jeg føler mig grebenaf en sælsom Lyst til at gøre denne Dame bange,følge efter hendeog fortrædige hende på en eller anden Måde.Jeg indhenter hende atterog går hende forbi,vender mig pludselig omog møder hende Ansigt til Ansigt,forat iagttage hende.Jeg står og ser hende ind i Øjneneog hitter på Stedet et Navn,som jeg aldrig havde hørt,et Navn med en glidende,nervøs Lyd:Ylajali.Da hun var kommet mig ganske nær,retter jeg mig ivejretog siger indtrængende:

»De mister Deres Bog,Frøken.«

Jeg kunde høre,hvor mit Hjærte slog hørligt,da jeg sagde det.

»Min Bog?«spørger hun sin Ledsagerinde.Og hun går videre.

Min Ondskabsfuldhed tiltog,og jeg fulgte efter Damen.Jeg var mig i Øjeblikket fuldt bevidst,at jeg begik gale Streger,uden at jeg kunde gøre noget ved det;min forvirrede Tilstandløb af med migog gav mig de mest forrykte Indskydelser,som jeg lystred efter Tur.Det nytted ikke,hvormeget jeg sagde til mig selv,at jeg bar mig idiotisk ad,jeg gjorde de dummeste Grimaserbag Damens Ryg,og jeg hosted rasende nogle Gange,idet jeg passered hende.Således vandrende ganske sagte fremad,altid i nogle Skridts Forspring,følte jeg hendes Øjne i min Ryg,og jeg dukked mig uvilkårlig ned af Skamover at have været hende til Plage.Lidt efter lidt fik jeg en forunderlig Fornemmelseaf at være langt borte,andre Steder henne,jeg havde en halvt ubestemt Følelse af,at det ikke var mig,som gik der på Stenfliserneog dukked mig ned.

Nogle Minutter efterer Damen kommet til Paschas Boglade,jeg har allerede standset ved det første Vindu,og idet hun går forbi mig,træder jeg frem og gentager:

»De mister Deres Bog, Frøken.«

»Nej, hvilken Bog?«siger hun i Angst.»Kan du forstå,hvad det er for en Bog,han taler om?«

Og hun standser.Jeg gotter mig grusomtover hendes Forvirring,denne Rådvildhed i hendes Øjnehenrykker mig.Hendes Tanke kan ikke fattemin lille desperate Tiltale;hun har slet ingen Bog med,ikke et eneste Blad af en Bog,og alligevel leder hun i sine Lommer,ser sig gentagne Gange ind i Hænderne,vender Hovedet og undersøger Gaden bag sig,anstrænger sin lille ømtålige Hjærne til det yderste,forat finde ud,hvad det er for en Bog,jeg taler om.Hendes Ansigt skifter Farve,har snart det ene,snart det andet Udtryk,og hun ånder ganske hørligt;selv Knapperne i hendes Kjolesynes at stirre på migsom en Række forfærdede Øjne.

»Bryd dig ikke om ham,«siger hendes Ledsagerskeog trækker hende i Armen;»han er jo fuld;kan du ikke se,at Manden er fuld!«

Så fremmed,som jeg i dette Øjeblik var for mig selv,så fuldstændig et Bytte for sære,usynlige Indflydelser,foregik der intet omkring mig,uden at jeg lagde Mærke til det.En stor brun Hundsprang tværs over Gaden,henimod Lunden og ned til Tivoli;den havde et ganske smalt Halsbånd af Nysølv.Højere op i Gadenåbnedes et Vindu i anden Etage,og en Pige lagde sig ud af detmed opbrættede Ærmerog gav sig til at pudse Rudernepå Ydersiden.Intet undgik min Opmærksomhed,jeg var klar og åndsnærværende,alle Ting strømmed ind på migmed en skinnende Tydelighed,som om der pludselig var blevenet stærkt Lys omkring mig.Damerne foran mig havde beggeen blå Fuglevinge i Hattenog et skotsk Silkebånd om Halsen.Det faldt mig ind,at de var Søstre.

De bøjed af og standsed ved Cislers Musikhandelog talte sammen,jeg standsed også.Derpå kom de begge to tilbage,gik den samme Vej,som de var kommet,passered mig igen,drejed om Hjørnet ved Universitetsgadenog gik lige op til St. Olafs Plads.Jeg var dem hele Tidenså nær i Hælene som jeg turde.De vendte sig engangog sendte mig et halvt bange,halvt nysgærrigt Blik,og jeg så ingen Fortørnelse i deres Minerog ingen rynkede Bryn.Denne Tålmodighed med mine Plageriergjorde mig meget skamfuld,og jeg slog Øjnene ned.Jeg vilde ikke længer være dem til Fortræd,jeg vilde af ren Taknemmelighedfølge dem med Øjnene,ikke tabe dem afsyne,helt til de gik ind et Stedog blev borte.

Udenfor Numer 2,et stort fire Etages Hus,vendte de sig endnu engang,hvorpå de gik ind.Jeg læned mig til en Gaslygte ved Fontænenog lytted efter deres Skridt i Trapperne;de døde hen i anden Etage.Jeg træder frem fra Lygtenog ser opad Huset.Da sker der noget besynderligt.Gardinerne bevæger sig højt oppe,et Øjeblik efter åbnes et Vindu,et Hoved stikker ud,og to sært seende Øjnehviler på mig.Ylajali!sagde jeg halvhøjt,og jeg følte, at jeg blev rød.Hvorfor råbte hun ikke om Hjælp?Hvorfor stødte hun ikke tilen af Blomsterpotterneog rammed mig i Hovedet,eller sendte nogen ned,forat jage mig væk?Vi står og ser hinanden ind i Øjneneuden at røre os;det varer et Minut;der skyder Tanker mellem Vinduet og Gaden,og der siges ikke et OrdHun vender sig om,det giver et Ryk i mig,et fint Stød gennem mit Sind;jeg ser en Skulder, der drejer sig,en Ryg, der forsvinder indad Gulvet.Denne langsomme Gang bort fra Vinduet,Betoningen i denne Bevægelse med Skuldrenvar som et Nik til mig;mit Blod fornam denne fine Hilsen,og jeg følte mig i samme Stundvidunderlig glad.Så vendte jeg omog gik nedad Gaden.

Jeg turde ikke se mig tilbageog vidste ikke,om hun atter var kommet til Vinduet;efterhvert som jeg overvejed dette Spørgsmål,blev jeg mer og mer urolig og nervøs.Formodentlig stod hun i dette Øjeblikog fulgte nøje alle mine Bevægelser,og det var på ingen Måde til at holde udat vide sig således undersøgt bagfra.Jeg strammed mig op så godt jeg kundeog gik videre;det begyndte at rykke i mine Ben,min Gang blev ustø,fordi jeg med Viljevilde gøre den smuk.Forat synes rolig og ligegyldigslængte jeg meningsløst med Armene,spytted i Gadenog satte Næsen ivejret;men intet hjalp.Jeg følte stadig de forfølgende Øjnei min Nakke,og det løb mig koldt gennem Kroppen.Endelig redded jeg mig ind i en Sidegade,hvorfra jeg tog Vejen ned i Pilestrædet,forat få fat på min Blyant.

Jeg havde ingen Møje med at få den tilbageleveret.Manden bragte mig Vesten selvog bad mig undersøge alle Lommerne med det samme;jeg fandt også et Par Lånesedler,som jeg stak til mig,og takked den venlige Mandfor hans Imødekommenhed.Jeg blev mer og mer tiltalt af ham,det blev mig i samme Stund meget om at gøreat give dette Menneskeet godt Indtryk af mig.Jeg gjorde et Slag henimod Dørenog vendte atter tilbage til Disken,som om jeg havde glemt noget;jeg mente at skylde ham en Forklaring,en Oplysning,og jeg gav mig til at nynne,forat gøre ham opmærksom.Da tog jeg Blyanten i Håndenog holdt den ivejret.

Det kunde ikke falde mig ind,sagde jeg,at gå lange Vejefor en hvilkensom helst sådan Blyant;men med denne var det en anden Sag,en egen Årsag.Så ringe som den så ud,havde denne Blyantstumpsimpelthen gjort mig til det,jeg var i Verden,så at sige sat mig på min Plads i Livet . . . .

Jeg sagde ikke mer.Manden kom helt hen til Disken.

»Ja så?«sagde han og så nysgærrigt på mig.

Med den Blyant,fortsatte jeg koldblodigt,havde jeg skrevet min Afhandlingom den filosofiske Erkendelse i tre Bind.Om han ikke havde hørt den omtale?

Og Manden synes nok,at han havde hørt Navnet,Titlen.

Ja, sagde jeg,den var af mig, den!Så det måtte endelig ikke forundre ham,at jeg vilde have den lille Stump Blyant tilbage;den havde altfor stort Værd for mig,den var mig næsten som et lidet Menneske.Forresten var jeg ham oprigtig taknemmeligfor hans Velvilje,og jeg vilde huske ham for den —jo, jo,jeg vilde virkelig huske ham for den;et Ord var et Ord,den Slags Mand var jeg,og han fortjente det.Farvel.

Jeg gik til Døren med en Holdning,som om jeg kunde anbringe en Mandi en høj Post i Brandvæsenet.Den skikkelige Pantelånerbukked to Gange for mig,idet jeg fjærned mig,og jeg vendte mig endnu engangog sagde Farvel.

I Trappen mødte jeg en Kone,som bar en Vadsæk i Hånden.Hun trykked sig ængsteligt til Siden,forat give mig Plads,og jeg greb uvilkårligt i Lommenefter noget at give hende;da jeg ikke fandt nogen Ting,blev jeg flau og gik hende duknakket forbi.Lidt efter hørte jeg,at også hun banked på til Sjappen;der var et Ståltrådsprinkel på Døren,og jeg kendte straks igen den klirrende Lyd,når et Menneskes Knoger berørte det.

Solen stod i Syd,Klokken var omtrent tolv.Byen begyndte at komme på Benene,det nærmed sig Spadsertiden,og hilsende og leende Folkbølged op og ned ad Karl Johan.Jeg klemte Albuerne i Siden,gjorde mig lidenog slap ubemærket forbinogle Bekendte,som havde indtaget et Hjørne ved Universitetet,forat beskue de forbigående.Jeg vandred opad Slotsbakken og faldt i Tanker.

Disse Mennesker, jeg mødte,hvor let og lystigt vugged de ikkesine lyse Hovederog svinged sig gennem Livetsom gennem en Balsal!Der var ikke Sorg i et eneste Øje,jeg så,ingen Byrde på nogen Skulder,kanske ikke en skyet Tanke,ikke en liden hemmelig Pinei noget af disse glade Sind.Og jeg gik der lige ved Sidenaf disse Mennesker,ung og nys udsprungen,og jeg havde allerede glemt,hvordan Lykken så ud!Jeg dægged for mig selv med denne Tankeog fandt, at der var skeet mig gruelig Uret.Hvorfor havde de sidste Månederfaret så mærkelig hårdt frem med mig?Jeg kendte slet ikke mit lyse Sind igen,og jeg havde de underligste Plagerpå alle Kanter.Jeg kunde ikke sætte mig på en Bænk for mig selveller røre min Fod noget Sted hen,uden at blive overfaldtaf små og betydningsløse Tilfældigheder,jammerlige Bagateller,som trængte ind i mine Forestillingerog spredte mine Kræfter for alle Vinde.En Hund, som strøg mig forbi,en gul Rose i en Herres Knaphul,kunde sætte mine Tanker i Vibrenog optage mig for længere Tid.Hvad var det, som fejled mig?Havde Herrens Finger pegt på mig?Men hvorfor just på mig?Hvorfor ikke lige så godtpå en Mand i Sydamerika,for den Skyld?Når jeg overvejed Tingen,blev det mig mer og mer ubegribeligt,at netop jeg skulde være udsettil Prøveklud for Guds Nådes Lune.Det var en nokså ejendommelig Fremgangsmådeat springe over en hel Verden,forat række mig;der var nu både Antikvarboghandler Paschaog Dampskibsekspeditør Hennechen.

Jeg gik og drøfted denne Sagog kunde ikke blive den kvit,jeg fandt de vægtigste Indvendingermod denne Herrens Vilkårlighedat lade mig undgælde for alles Skyld.Endog efterat jeg havde fundet mig en Bænkog sat mig ned,vedblev dette Spørgsmål at sysselsætte migog hindre mig fra at tænke på andre Ting.Fra den Dag i Majmåned,da mine Genvordigheder begyndte,kunde jeg så tydeligt mærkeen lidt efter lidt tiltagende Svaghed,jeg var ligesom bleven for mattil at styre og lede mighvorhen jeg vilde;en Sverm af små Skadedyrhavde trængt ind i mit Indreog udhulet mig.Hvad om Gud ligefrem havde i Sindeat ødelægge mig ganske?Jeg rejste mig opog drev frem og tilbage foran Bænken.

Mit hele Væsen var i dette Øjebliki den højeste Grad af Pine;jeg havde endog Smærter i Armeneog kunde knapt holde ud at bære dempå sædvanlig Måde.Af mit sidste svære Måltidfølte jeg også et stærkt Ubehag,jeg var overmæt og ophidsetog spadsered frem og tilbage,uden at se op;de Mennesker,som kom og gik omkring mig,gled mig forbi som Skimt.Endelig blev min Bænk optagenaf et Par Herrer,som tændte sine Cigarer og passiared højt;jeg blev vred og vilde tiltale dem,men vendte om og gik helt overtil den anden Kant af Parken,hvor jeg fandt mig en ny Bænk.Jeg satte mig.

Tanken på Gud begyndte atter at optage mig.Jeg syntes,det var højst uforsvarligt af hamat lægge sig imellem hver Gang,jeg søgte efter en Post,og forstyrre det hele,aldenstund det blot var Mad for Dagen,jeg bad om.Jeg havde så tydelig mærket,at når jeg sulted lidt længe ad Gangen,var det ligesom min Hjærne randt migganske stille ud af Hovedetog gjorde mig tom.Mit Hoved blev let og fraværende,jeg følte ikke længer dets Tyngdepå mine Skuldre,og jeg havde en Fornemmelse af,at mine Øjne glante altfor vidtåbent,når jeg så på nogen.

Jeg sad der på Bænkenog tænkte over alt detteog blev mer og mer bitter mod Gudfor hans vedholdende Plagerier.Hvis han mente at drage mig nærmere til sigog gøre mig bedre ved at udpine migog lægge Modgang på Modgang i min Vej,så tog han lidt fejl,kunde jeg forsikkre ham.Og jeg så op mod det højenæsten grædende af Trodsog sagde ham dette en Gang for allei mit stille Sind.

Stumper af min Børnelærdom randt mig ihu,Bibelens Stiltone sang for mine Øren,og jeg talte ganske sagte med mig selvog lagde Hovedet spydigt på Siden.Hvi bekymred jeg mig for,hvad jeg skulde æde,hvad jeg skulde drikke,og hvad jeg skulde iføreden usle Maddiksæk kaldet mit jordiske Legem?Havde ikke min himmelske Fader sørget for mig,som for Spurvene under Himlen,og vist mig den Nådeat pege på sin ringe Tjener?Gud havde stukket sin Finger ned i mit Nervenetog lempeligt,ganske løseligtbragt lidt Uorden i Trådene.Og Gud havde trukket sin Finger tilbage,og der var Trevler og fine Rodtrådepå Fingeren af mine Nervers Tråde.Og der var et åbent Hul efter hans Finger,som var Guds Finger,og Sår i min Hjærne efter hans Fingers Veje.Men der Gud havde berørt mig med sin Hånds Finger,lod han mig væreog berørte mig ikke merog lod mig intet ondt vederfares.Men han lod mig gå med Fred,og han lod mig gå med det åbne Hul.Og intet ondt vederfores mig af Gud,som er Herren i al Evighed . . . .

Stød af Musik bares af Vinden op til migfra Studenterlunden,Klokken var altså over to.Jeg tog mine Papirsager frem,forat forsøge at skrive noget,i det samme faldt min Barberbog ud af Lommen.Jeg åbned den og talte Bladene,der var seks Billetter tilbage.Gudskelov!sagde jeg uvilkårlig;jeg kunde endnu blive barberet i nogle Ugerog se lidt godt ud!Og jeg kom straks i en bedre Sindsstemningved denne lille Ejendom,som jeg endnu havde tilbage;jeg glatted Billetterne omhyggeligt udog forvared Bogen i Lommen.

Men skrive kunde jeg ikke.Efter et Par Linjervilde der ikke falde mig noget ind;mine Tanker vare andre Steder,og jeg kunde ikke stramme mig optil nogen bestemt Anstrængelse.Alle Ting indvirked på migog distrahered mig,alt, hvad jeg så,gav mig nye Indtryk.Fluer og små Mygsatte sig fast på Papiretog forstyrred mig;jeg pusted på dem,forat få dem væk,blæste hårdere og hårdere,men uden Nytte.De små Bæster lægger sig bagud,gør sig tunge og stritter imod,så deres tynde Ben bugner.De er slet ikke til at flytte af Pletten.De finder sig noget at hage sig fast i,spænder Hælene mod et Kommaeller en Ujævnhed i Papiretog står uryggelig stille sålænge,til de selv finder for godtat gå sin Vej.

En Tidlang vedblev disse små Udyrat beskæftige mig,og jeg lagde Benene overkorsog gav mig god Tidmed at iagttage dem.Med én Gang bæved en eller to høje Klarinettonerop til mig fra Lundenog gav min Tanke et nyt Stød.Mismodig over ikke at kunne gøremin Artikel istand,stak jeg igen Papirerne i Lommenog læned mig bagover på Bænken.I dette Øjeblik er mit Hoved så klart,at jeg kan tænke de fineste Tanker,uden at trættes.Idet jeg ligger i denne Stillingog lader Øjnene løbe nedad mit Brystog mine Ben,lægger jeg Mærke til den sprættende Bevægelse,min Fod gør,hver Gang Pulsen slår.Jeg rejser mig halvt opog ser ned på mine Fødder,og jeg gennemgår i denne Stunden fantastisk og fremmed Stemning,som jeg aldrig tidligere havde følt;det gav et fint,vidunderligt Sæt gennem mine Nerver,som om der gik Ilinger af koldt Lysgennem dem.Ved at kaste Øjnene på mine Sko,var det som jeg havde truffeten god Bekendteller fået en løsreven Partaf mig selv tilbage;en Genkendelsesfølelse sittrer gennem mine Sandser,Tårerne kommer mig i Øjnene,og jeg fornemmer mine Skosom en sagte susende Tone imod mig.Svaghed!sagde jeg hårdt til mig selv,og jeg knytted Hænderne og sagde Svaghed.Jeg gjorde Nar ad mig selvfor disse latterlige Følelser,havde mig tilbedste med fuld Bevidsthed;jeg talte meget strængt og forstandigt,og jeg kneb Øjnene heftigt sammen,forat få Tårerne bort.Som om jeg aldrig havde set mine Sko før,giver jeg mig til at studere deres Udseende,deres Mimik,når jeg rørte på Foden,deres Form og de slidte Overdele,og jeg opdager,at deres Rynker og hvide Sømmegiver dem Udtryk,meddeler dem Fysiognomi.Der var noget af mit eget Væsengået over i disse Sko,de virked på mig som en Ånde mod mit Jeg,en pustende Del af mig selv . . . .

Jeg sad og fabledmed disse Fornemmelser en lang Stund,måske en hel Time.En liden, gammel Mand kom og optogden anden Ende af min Bænk;idet han satte sig,pusted han tungt ud efter Gangen og sagde:

»Ja,ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, san!«

Så snart jeg hørte hans Stemme,var det som en Vind fejed gennem mit Hoved,jeg lod Sko være Sko,og det forekom mig allerede,at den forvirrede Sindsstemning,jeg just havde oplevet,skrev sig fra en længst svunden Tid,kanske et År eller to tilbage,og var så småt i Færd medat udviskes af min Erindring.Jeg satte mig til at se på den gamle.

Hvad angik han mig,denne lille Mand?Intet,ikke det ringeste!Kun at han holdt en Avis i Hånden,et gammelt Numer,med Avertissementssiden ud,hvori der syntes at liggeen eller anden Ting indpakket.Jeg blev nysgærrigog kunde ikke få mine Øjne bortfra den Avis;jeg fik den vanvittige Idé,at det kunde være en ganske mærkelig Avis,enestående i sit Slags;min Nysgærrighed steg,og jeg begyndte at flytte migfrem og tilbage på Bænken.Det kunde være Dokumenter,farlige Aktstykker,stjålet fra et Arkiv.Og der foresvæved mig nogetom en hemmelig Traktat,en Sammensværgelse.

Manden sad stille og tænkte.Hvorfor bar han ikke sin Avis,som ethvert andet Menneske bar en Avis,med Titlen ud?Hvad var det for Slags Underfundigheder?Han så ikke ud til at ville slippesin Pakke af Hånden,ikke for alt i Verden,han turde måske ikke engangbetro den til sin egen Lomme.Jeg kunde dø på,at der stak noget under med Pakken.

Jeg så ud i Luften.Netop det,at det var så umuligt at trænge indi denne mystiske Sag,gjorde mig forstyrret af Nysgærrighed.Jeg ledte i mine Lommerefter noget at give Manden,forat komme i Samtale med ham,og jeg fik fat i min Barberbog,men gæmte den igen.Pludselig fik jeg i Sindeat være yderst fræk,jeg klapped mig på min tomme Brystlommeog sagde:

»Tør jeg byde Dem en Cigaret?«

Tak, Manden røgte ikke,han havde måttet høre op,forat spare sine Øjne,han var næsten blind.Takker forresten så meget!

Om det var længe siden hans Øjne tog Skade?Så kunde han måske ikke læse heller?Ikke engang Aviser?

Ikke engang Aviser,desværre!

Manden så på mig.De syge Øjne havde hver sin Hinde,der gav dem et glasagtigt Udseende,hans Blik blev hvidtog gjorde et modbydeligt Indtryk.

»De er fremmed her?«sagde han.

Ja. —Om han ikke engang kunde læse Titlenpå den Avis,han holdt i Hånden?

Næppe. —Forresten havde han straks hørt,at jeg var fremmed;der var noget i mit Tonefald,som sagde ham det.Der skulde så lidet til,han hørte så godt;om Natten, når alle sov,kunde han høre Menneskene i Sideværelset puste . . . .Hvad jeg vilde sige,hvor bor De henne?

En Løgn stod mig med ét fuldt færdig i Hovedet.Jeg løj ufrivilligt,uden Forsæt og uden Bagtanke,jeg svared:

»På St. Olafs Plads Numer 2.«

Virkelig?Manden kendte hver Brosten på St. Olafs Plads.Der var en Fontæne,nogle Gaslygter,et Par Træer,han husked det hele . . . .Hvad Numer bor De i?

Jeg vilde gøre en Ende på detog rejste mig,dreven til det ydersteaf min fikse Idé med Avisen.Hemmeligheden skulde opklares,hvad det så end skulde koste.

»Når De ikke kan læse den Avis,hvorfor . . . .«

»I Numer 2,syntes jeg, De sagde?«fortsatte Manden,uden at agte på min Uro.»Jeg kendte i sin Tidalle Mennesker i Numer 2.Hvad hedder Deres Vært?«

Jeg fandt i Hast et Navn,forat blive ham kvit,laved dette Navn i Øjeblikketog slynged det ud,forat standse min Plageånd.

»Happolati,«sagde jeg.

»Happolati, ja,«nikked Manden,og han misted ikke en Stavelsei dette vanskelige Navn.

Jeg så forbauset på ham;han sad meget alvorligog havde en tænksom Mine.Ikke før havde jeg udtaltdette dumme Navn,som faldt mig ind,før Manden fandt sig tilrette med detog lod til at have hørt det før.Imidlertid lagde han sin Pakke fra sigpå Bænken,og jeg følte al min Nysgærrigheddirre mig gennem Nerverne.Jeg lagde Mærke til,at der var et Par fede Pletter på Avisen.

»Er han ikke Sjømand,Deres Vært?«spurgte Manden,og der var ikke Sporaf undertrykt Ironi i hans Stemme.»Jeg synes huske,at han var Sjømand?«

»Sjømand?Om Forladelse,det må være Broderen, De kender;dette her er nemlig J. A. Happolati,Agent.«

Jeg troed,at dette vilde gøre det af med ham;men Manden gik villigt med på alt;om jeg havde fundet et Navnsom Barabas Rosenknopsen,vilde det ikke have vakt hans Mistanke.

»Det skal være en flink Mand,har jeg hørt.«sagde han,forsøgende sig frem.

»Å, en forslagen Mand,«svared jeg,»et dygtigt Forretningshoved,Agent for alt muligt,Tyttebær på Kina,Fjær og Dun fra Rusland,Huder,Træmasse,Skriveblæk . . . .«

»He-he,det var da Fan!«afbrød Oldingen i høj Grad oplivet.

Dette begyndte at blive interessant.Situationen løb af med mig,og den ene Løgn efter den andenopstod i mit Hoved.Jeg satte mig igen,glemte Avisen,de mærkelige Dokumenter,blev ivrig og faldt den anden i Talen.Den lille Dværgs Godtroenhedgjorde mig dumdristig,jeg vilde lyve ham hensynsløst fuld,slå ham storslagent af Markenog bringe ham til at tie af Forbauselse.

Om han havde hørt om den elektriske Salmebog,som Happolati havde opfundet?

Hvad,elek . . . .

Med elektriske Bogstaver,som kunde lyse i Mørke!Et aldeles storartet Foretagende,Millioner Kroner i Bevægelse,Støberier og Trykkerier i Arbejde,Skarer af fast lønnede Mekanikere sysselsat,jeg havde hørt sige syv hundrede Mand.

»Ja, er det ikke som jeg siger!«sagde Manden stille.Mer sagde han ikke;han troed hvert Ord,jeg fortalte,og faldt alligevel ikke i Staver.Dette skuffed mig en Smule,jeg havde ventet at se ham forvildetaf mine Påfund.

Jeg opfandt endnu et Par desperate Løgne,drev det til Hazard,ymted om, at Happolati havde været Ministeri ni År i Persien.De har det måske ikke på Anelsen,hvad det vil sige at være Minister i Persien?spurgte jeg.Det var mere end Konge her,eller omtrent som Sultan,om han vidste, hvad det var.Men Happolati havde klaret det heleog aldrig stået fast.Og jeg fortalte om Ylajali,hans Datter,en Fé, en Prinsesse,som havde tre hundrede Slavinderog lå på et Leje af gule Roser;hun var det skønneste Væsen,jeg havde set,jeg havde Gud straffe mig aldrig oplevetMagen til Syn i mit Liv!

»Så,hun var så vakker?«yttred den gamle med en fraværende Mineog så ned i Marken.

Vakker?Hun var dejlig,hun var syndigt sød!Øjne som Råsilke,Arme af Rav!Bare et enkelt Blik af hendevar forførende som et Kys,og når hun kaldte på mig,jog hendes Stemme migsom en Stråle af Vinlige ind i min Sjæls Fosfor.Hvorfor skulde hun ikke være såpas dejlig?Tog han hende for et Regningsbudeller for noget i Brandvæsenet?Hun var simpelthen en Himlens Herlighed,skulde jeg sige ham,et Æventyr.

»Ja, ja!«sagde Manden lidt betuttet.

Hans Ro keded mig;jeg var bleven ophidsetaf min egen Stemmeog talte i fuldt Alvor.De stjålne Arkivsager,Traktaten med en eller anden fremmed Magt,var ikke mere i min Tanke;den lille, flade Pakkelå der på Bænken imellem os,og jeg havde ikke længerden ringeste Lyst til at undersøge denog se,hvad den indeholdt.Jeg var helt optagenaf mine egne Historier,der drev underlige Syner forbi mine Øjne,Blodet steg mig til Hovedet,og jeg løj af fuld Hals.

I dette Øjeblik syntes Manden at ville gå.Han letted på sigog spurgte,for ikke at bryde for brat af:

»Han skal have svære Ejendommedenne Happolati?«

Hvor turde denne blinde,modbydelige Olding tumle med det fremmede Navn,jeg havde digtet op,som om det var et almindeligt Navnog stod på hvert Høkerskildt i Byen?Han snubled aldrig på et Bogstavog glemte ikke en Stavelse;dette Navn havde bidt sig fast i hans Hjærneog slået Rødder i samme Stund.Jeg blev ærgerlig,en indre Forbittrelsebegyndte at opstå i migmod dette Menneske,som intet kunde bringe i Knibeog intet gøre mistænksom.

»Det kender jeg ikke til,«svared jeg derfor tvært;»jeg kender aldeles ikke til det.Lad mig forresten sige Dem nuen Gang for alle,at han hedder Johan Arendt Happolati,at dømme efter hans egne Forbogstaver.«

»Johan Arendt Happolati«,gentog Manden lidt forundretover min Heftighed.Så taug han.

»De skulde set hans Kone,«sagde jeg rasende;»tykkere Menneske . . . .Ja, De tror kanske ikke,at hun var videre tyk?«

Jo, det syntes han nok,han ikke kunde fragå;en sådan Mand havde måskeen lidt tyk Kone.

Oldingen svared sagtmodig og stillepå hvert af mine Udfaldog søgte efter Ord,som om han var bange for at forgå sigog gøre mig vred.

»Helvedes Pine,Mand, tror De måske,at jeg sidder herog lyver Dem kapitalt fuld?«råbte jeg ude af mig selv.»Tror De kanske ikke engang,at der gives en Mandved Navn Happolati?Jeg har aldrig set på Magen til Trodsog Ondskab hos en gammel Mand!Hvad Fan går der af Dem?De har kanske ovenikøbet tænkt ved Dem selv,at jeg var en yderlig fattig Mand,som sad her i min bedste Puds,uden et Etui fuldt af Cigaretter i Lommen?En sådan Behandling,som Deres,er jeg ikke vant til,skal jeg sige Dem,og jeg tåler den Gud døde mig ikke,hverken af Dem eller nogen anden,så meget De ved det!«

Manden havde rejst sig.Med gabende Mundstod han stumog hørte på mit Udbrudindtil det var tilende,så greb han hurtigt sin Pakke på Bænkenog gik,næsten løb henad Gangenmed små Oldingeskridt.

Jeg sad tilbage og så på hans Ryg,som gled mer og mer bortog syntes at lude mer og mer sammen.Jeg ved ikke,hvor jeg fik det Indtryk fra,men det forekom mig,at jeg aldrig havde set en uærligere,lastefuldere Ryg end denne,og jeg angred ikke,at jeg havde skældt Mennesket ud,før han forlod mig . . . .

Dagen begyndte at hælde.Solen sank,det tog på at suse lidt i Træerne omkring,og Barnepigerne,som sad i Klyngerhenne ved Balancerstangen,belaved sig på at trille sine Vogne hjem.Jeg var rolig og vel tilmode.Den Ophidselse,jeg just havde været i,lagde sig lidt efter hvert,jeg faldt sammen,blev slap og begyndte at føle mig søvnig;den store Mængde Brød,jeg havde spist,var mig heller ikke længer til synderlig Mén.I den bedste Stemninglæned jeg mig bagover på Bænken,lukked Øjneneog blev mer og mer døsig,jeg blunded og var lige ved at faldei fast Søvn,da en Parkmand lagde sin Håndpå min Skulder og sagde:

»De må ikke sidde og sove herinde.«

»Nej,«sagde jeg og rejste mig straks.Og med ét Slagstod atter min sørgelige Stillinglyslevende for mine Øjne.Jeg måtte gøre noget,finde på et eller andet!At søge Pladse havde ikke nyttet mig;de Anbefalinger,jeg gik og viste frem,var blevet lidt gamleog skrev sig fra altfor ukendte Personertil at kunne virke kraftigt;desuden havde disse stadige Afslagudefter Sommerengjort mig noget forknyt.Nå —under alle Omstændighedervar min Husleje forfalden,og jeg måtte gøre en Udvej til den.Så fik det bero med det øvrige sålænge.

Ganske uvilkårligthavde jeg igen fået Blyant og Papir i Hænderne,og jeg sad og skrev mekaniskÅrstallet 1848 i alle Hjørner.Om nu blot en enkelt brusende Tankevilde betage mig vældigtog lægge mig Ordene i Munden!Det havde jo hændt før,det havde virkelig hændt,at sådanne Stunder var kommet over mig,da jeg kunde skrive et langt Stykkeuden Anstrængelseog få det velsignet godt til.

Jeg sidder der på Bænkenog skriver Snese Gange 1848,skriver dette Tal påkryds og tversi alle mulige Façoner,og venter på,at en brugbar Idé skal falde mig ind.En Sverm af løse Tankerflagrer om i mit Hoved,Stemningen i den hældende Daggør mig mismodig og sentimental.Høsten er kommetog har allerede begyndt at lægge alting i Dvale,Fluer og Smådyrhar fået det første Knæk,oppe i Træerneog nede på Markenhøres Lyden af det stridende Liv,puslende, susende uroligt,arbejdende for ikke at forgå.Alle Krybverdenens nedtrampede Tilværelserrører sig endnu engang,stikker sine gule Hoveder op af Mosen,løfter sine Ben,føler sig frem med lange Trådeog synker så pludselig sammen,vælter om og vender Bugen ivejret.Hver Vækst har fået sit Særpræg,et fint henåndende Pustaf den første Kulde;Stråene stritter blege op mod Solen,og det affaldne Løv hvisler henad Jordenmed en Lyd som af vandrende Silkeorme.Det er Høstens Tid,midt i Forgængelsens Karneval;Roserne har fået Betændelse i Rødmen,et hektisk, vidunderligt Skærover den blodrøde Farve.

Jeg følte mig selv som et Kryb i Undergang,greben af Ødelæggelsenmidt i denne dvalefærdige Alverden.Jeg rejste mig op,besat af sære Rædsler,og tog nogle voldsomme Skridt henad Gangen.Nej! råbte jegog knytted begge mine Hænder,dette må der blive en Ende på!Og jeg satte mig igen,tog atter Blyanten i Håndenog vilde gøre Alvor af det med en Artikel.Det kunde aldeles ikke nytte at give sig over,når man stod med en ubetalt Huslejelige for Tænderne.

Langsomt,ganske langsomt begyndte mine Tankerat samle sig.Jeg passed på og skrev sagteog vel overvejet et Par Sidersom en Indledning til noget;det kunde være Begyndelsen til hvadsomhelst,en Rejseskildring,en politisk Artikel,eftersom jeg selv fandt for godt.Det var en ganske fortræffelig Begyndelsetil noget af hvert.

Så gav jeg mig til at søge efter et bestemt Spørgsmål,jeg kunde behandle,en Mand,en Ting at kaste mig over,og jeg kunde ikke finde noget.Under denne frugtesløse Anstrængelsebegyndte der igen at komme Uordeni mine Tanker,jeg følte,hvorledes min Hjærne formelig slog Klik,mit Hoved tømtes, tømtes,og det stod tilsidst letog uden Indhold tilbagepå mine Skuldre.Jeg fornam denne glanende Tomhedi mit Hoved med hele Legemet,jeg syntes mig selv udhuletfra øverst til nederst.

»Herre,min Gud og Fader!«råbte jeg i Smærte,og jeg gentog dette Råbmange Gange i Træk,uden at sige mer.

Vinden rasled i Løvet,det trak op til Uvejr.Jeg sad endnu en Stundog stirred fortabt på mine Papirer,lagde dem så sammenog stak dem langsomt i Lommen.Det blev køligt,og jeg havde ingen Vest mere;jeg knapped Frakken helt op i Halsenog stak Hænderne i Lommen.Så rejste jeg mig og gik.

Om det bare havde lykkedes mig denne Gang,denne ene Gang!To Gange havde min Værtinde spurgt migmed Øjnene efter Betalingen,og jeg havde måttet dukke mig nedog snige mig forbi hendemed en forlegen Hilsen.Jeg kunde ikke gøre det igen;næste Gang jeg mødte disse Øjne,vilde jeg opsige mit Rumog gøre ærligt Rede for mig;det kunde så alligevel ikke vare vedi Længden på denne Måde.

Da jeg kom til Udgangen af Parken,så jeg igen den gamle Dværg,som jeg i mit Raseri havde jaget på Flugt.Den mystiske Avispakke lå opslagenved Siden af ham på Bænken,fuld af Mad af forskellige Sorter,som han sad og bed af.Jeg vilde lige med ét gå hen til hamog undsylde mig,bede om Tilgivelse for min Opførsel,men hans Mad stødte mig tilbage;de gamle Fingre,der så ud som ti rynkede Klør,klemte modbydeligt om de fede Smørogbrød,jeg følte Kvalme og gik ham forbi,uden at tiltale ham.Han kendte mig ikke,hans Øjne stirred på mig tørre som Horn,og hans Ansigt fortrak ikke en Mine.

Og jeg fortsatte min Vej.

Efter Sædvane standsed jegved hver udhængt Avis,som jeg passered,forat studere Bekendtgørelserneom ledige Pladse,og jeg var så heldig at finde én,som jeg kunde påtage mig:En Købmand på Grønlandsleretsøgte efter en Mand til et Par Timers Bogførselhver Aften;Løn efter Overenskomst.Jeg notered mig Mandens Adresseog bad i Taushed til Gudom denne Plads;jeg vilde forlange mindre end nogen andenfor Arbejdet,femti Øre var rigeligt,eller kanske firti Øre;det fik blive ganske som det vilde med det.

Da jeg kom hjem,lå der på mit Bord en Seddelfra min Værtinde,hvori hun bad mig omat betale min Husleje i Forskudeller flytte ud,så snart jeg kunde.Jeg måtte ikke optage det fortrydeligt,det var aleneste en nødig Begæring.Venskabeligst Madam Gundersen.

Jeg skrev en Ansøgningtil Købmand Christie Grønlandsleret Numer 31,lagde den i en Konvolutog bragte den ned i Kassenpå Hjørnet.Så gik jeg op på mit Værelse igenog satte mig til at tænke i Gyngestolen,mens Mørket blev tættere og tættere.Det begyndte at blive vanskeligtat holde sig oppe nu.

Chapitres