Quelques semaines plus tard, je me trouvais dehors, un soir.
J'étais de nouveau assis dans l'un des cimetières,à écrire un article pour un journal ;tandis que j'y travaillais,dix heures sonnèrent,l'obscurité tombaet la grille allait se fermer.J'avais faim,une faim terrible ;les dix couronnes avaient hélas duré bien trop peu ;voilà deux,presque trois joursque je n'avais rien mangé,et je me sentais affaibli,un peu las de tenir le crayon.J'avais dans ma poche un demi-canifet un trousseau de clés,mais pas un sou.
Lorsque la grille du cimetière se referma,j'aurais dû rentrer tout droit chez moi ;mais par une crainte instinctive de ma chambre,où tout était sombre et vide,un atelier de ferblantier abandonnéque l'on m'avait finalement autorisé à occuper pour un temps,je poursuivis ma route en chancelant,errai au hasard, passai devant l'Hôtel de Ville,descendis jusqu'à la meret m'assis sur un banc du quai de la gare.
Nulle pensée triste ne m'effleura à cet instant,j'oubliai ma détresseet me sentis apaisé à la vue du port,qui s'étendait, paisible et beau dans la pénombre.Par vieille habitude, je voulus me faire plaisir enrelisant l'article queje venais d'écrireet qui, à mon cerveau souffrant, paraissait le meilleurque j'eusse jamais produit.Je tirai mon manuscrit de ma poche,le tins tout contre mes yeuxpour y voiret parcourus les pages l'une après l'autre.Finalement, las,je remis les feuillets dans ma poche.Tout était silencieux ;la mer reposait, pareille à une nacre bleue,et de petits oiseaux volaient en silenced'un lieu à l'autre.Un agent de police patrouillait un peu plus loin,sinon on ne voyait âme qui vive,et le port tout entier gisait dans le calme.
Je comptai de nouveau ma fortune :un demi-canif,un trousseau de clés ;mais pas un sou.Soudain, je plongeai la main dans ma pocheet en ressortis mes papiers.C'était un acte mécanique,une contraction nerveuse inconsciente.Je choisis une feuille blanche,non écrite,et— Dieu saitd'où me vint cette idée —je façonnai un cornet,le refermai délicatementpour qu'il parût plein,et le jetai loin sur les pavés ;le vent le porta encore un peu plus loin,puis il s'immobilisa.
À présent, la faim commençait à m'assaillir.J'étais assis, les yeux fixés sur ce cornet de papier blancqui semblait gonflé de pièces d'argent brillantes,et je m'excitai moi-même à croirequ'il contenait réellement quelque chose.À voix haute, je me mis au défi d'en deviner la somme—si je devinais juste,elle serait mienne !J'imaginai les petiteset jolies pièces de dix øre au fondet les grossescouronnes striées par-dessus—tout un cornet rempli d'argent !Je le contemplais les yeux écarquilléset me fis mon propre complice pour aller le dérober.
J'entends alors le policier tousser—et comment me vint-il à l'esprit de faire précisément la même chose ?Je me levai du banc et toussai,et je le répétai trois fois,pour qu'il m'entende.Comme il allait se jeter sur le cornet,quand il arriverait !J'étais assis, me réjouissant de ce tour,me frottant les mains de ravissementet jurant magnifiquement à tort et à travers.N'allait-il pas se retrouver avec un long nez,ce chien !N'allait-il pas s'enfoncer dans la plus ardente géhenne de l'Enferpour cette scélératesse !J'étais devenu ivre de faim,ma faim m'avait enivré.
Quelques minutes plus tard, le policier arrive,ses talons ferrés claquant sur les pavés,scrutant de tous côtés.Il prend son temps,il a toute la nuit devant lui ;il ne voit pas le cornet—pas avant d'en être tout près.Alors il s'arrête et le contemple.Il a l'air si blanc et si précieux, là où il gît,peut-être une petite somme,hein ?une petite somme en pièces d'argent ?...Et il le ramasse.Hum !c'est léger,c'est très léger.Peut-être une plume de prix,un ornement de chapeau...Et il l'ouvre avec précaution de ses grandes mainset regarde à l'intérieur.Je ris,je ris en me frappant le genou,je ris comme un dément.Et pas un son ne sortit de ma gorge ;mon rire était silencieux et fiévreux,il avait l'intériorité d'un sanglot...
Puis, de nouveau, le claquement sur les pavés,et le policier fait une ronde sur le quai.J'étais assis là, les larmes aux yeux,suffoquant,transporté par une hilarité fébrile.Je me mis à parler à voix haute,me racontant l'histoire du cornet,imitant les gestes du pauvre policier,regardant dans le creux de ma mainet me répétant encore et encore :il a toussé,en le jetant !Il a tousséen le jetant !À ces mots, j'en ajoutai d'autres,leur donnai des compléments piquants,retournai la phrase entièreet l'aiguisai :il a toussé une fois—khøhø !
Je m'épuisai en variations sur ces mots,et la soirée était déjà bien avancéequand mon hilarité cessa.Une quiétude somnolente m'envahit alors,une agréable langueurà laquelle je ne résistai point.L'obscurité s'était épaissie,une petite brise ridait la nacre de la mer ;les navires,dont je voyais les mâts se découper sur le ciel,ressemblaient avec leurs coques noires à des monstres silencieuxqui hérissaient leurs soies et attendaient, tapis dans l'ombre.Je n'avais aucune douleur,ma faim l'avait émoussée ;à sa place, je me sentais agréablement vide,détaché de tout ce qui m'entouraitet heureux d'être invisible à tous.J'allongeai les jambes sur le bancet me penchai en arrière ;c'est ainsi que je pouvais le mieux ressentir tout le bien-être de la solitude.Il n'y avait pas un nuage dans mon esprit,pas une sensation de malaise,et je n'avais aucun désir ni aucune envie inassouvis,aussi loin que ma pensée pût porter.Je restais étendu les yeux ouvertsdans un état d'absence à moi-même,je me sentais délicieusement ailleurs.
Toujours pas un sonpour me déranger ;la douce obscurité avait dérobé le monde entier à mes yeuxet m'avait enseveli dans un calme parfait—seule la rumeur déserte du silence bourdonnait à mes oreilles.Et les sombres monstres, là-bas, allaient m'aspirer à euxquand viendrait la nuit,et ils m'emporteraient loin par-delà les mers et à travers des pays étrangersoù nul homme ne demeure.Et ils me conduiraient au château de la princesse Ylajali,où une splendeur insoupçonnée m'attend,plus grande qu'aucune connue des hommes.Et elle-même serait assise dans une salle resplendissanteoù tout est d'améthyste,sur un trône de roses jaunes,et me tendrait la mainlorsque j'entrerai,saluerait et crierait bienvenuetandis que je m'approche et m'agenouille :Sois le bienvenu,Chevalier,en ma demeure et en mon royaume !Je t'ai attendu vingt étés durantet t'ai appelé par toutes les nuits claires,et quand tu souffrais,j'ai pleuré ici,et quand tu dormais,j'ai insufflé en toi de merveilleux songes !...Et la belle me prend la main et me suit,me guide à travers de longs corridorsoù des foules immenses crient hourra,à travers des jardins lumineuxoù trois cents jeunes filles jouent et rient,jusqu'à une autre salleoù tout est d'émeraude étincelante.Le soleil brille ici ;dans les galeries et les couloirs, des chœurs de musique envoûtants s'élèvent,des flots de parfum m'assaillent.Je tiens sa main dans la mienne,et je sens courir dans mon sang la beauté sauvage de l'enchantement ;je passe mon bras autour d'elle,et elle murmure :Pas ici,viens plus loin encore !Et nous entrons dans la salle rouge,où tout est rubis,une splendeur écumantedans laquelle je m'effondre.Alors je sens ses bras autour de moi,elle souffle sur mon visage,murmure :Sois le bienvenu,mon amour !Embrasse-moi !Encore...encore...
De mon banc, je vois des étoiles devant mes yeux,et ma pensée s'engouffre dans un ouragan de lumière...
Je m'étais endormilà où j'étais étendu,et fus réveillé par le policier.Je restai assis,impitoyablement rappelé à la vie et à la misère.Mon premier sentiment fut un étonnement stupidede me retrouver sous le ciel ouvert,mais il fut bientôt remplacé par un abattement amer ;j'étais sur le point de pleurer de chagrind'être encore en vie.Il avait plupendant mon sommeil,mes vêtements étaient entièrement trempés,et je sentais un froid humide dans mes membres.L'obscurité s'était encore épaissie,c'est à peine si je pouvais distinguer les traits du policier devant moi.
« Allons, »dit-il,« debout ! »
Je me levai sur-le-champ ;s'il m'avait ordonné de me recoucher,j'aurais obéi de même.J'étais très abattu et sans aucune force,et de plus,je commençai presque aussitôt à sentir de nouveau la faim.
« Attendez un peu ! »me cria le policier.« Vous oubliez votre chapeau,l'imbécile !Allez,filez maintenant ! »
« Il me semblait bien aussiqu'il y avait quelque choseque j'avais comme...comme oublié, »balbutiai-je, l'esprit ailleurs.« Merci.Bonne nuit. »
Et je m'éloignai en titubant.
Celui quiaurait maintenant un peu de pain !Un de ces délicieux petits pains de seigleque l'on pourrait mordreen marchant dans les rues !Et je songeais précisément à cette sorte particulière de pain de seiglequ'il serait si indiciblement bon de pouvoir ronger.J'avais une faim atroce,je me souhaitais mort et disparu,je devins sentimental et je pleurai.Ma misère n'aurait donc jamais de fin !Puis, tout à coup, je m'arrêtai dans la rue,frappai le pavé du piedet jurai à voix haute.Commentm'avait-il appelé ?L'imbécile ?Je vais lui montrer, à ce policier,ce que cela signifie de me traiter d'imbécile !Sur ce, je fis demi-touret me mis à courir.Je me sentais le visage brûlant de colère.Plus bas dans la rue, je trébuchai et tombai,mais je n'y prêtai pas attention,me relevai d'un bond et continuai de courir.Arrivé près de la place de la gare, j'étais cependant si fatigué,que je me sentis incapable de continuer jusqu'au quai ;ma colère, de plus, s'était apaisée pendant la course.Finalement, je m'arrêtaiet repris haleine.Après tout, quelle importance pouvait bien avoirce qu'un tel policier avait dit ?—Oui,mais je ne tolérais pas tout !—C'est juste !m'interrompis-je ;mais il n'en savait pas plus !—Et je trouvai cette excuse satisfaisante ;je me répétai deux fois :Il n'en savait pas plus !Sur ce, je fis de nouveau demi-tour.
Mon Dieu,que peux-tu bien inventer !pensai-je avec ressentiment ;courir comme un fou dans des rues aussi trempéesen pleine nuit !La faim me rongeait sans pitiéet ne me laissait aucun repos.Maintes et maintes fois, j'avalai ma salivepour me rassasier un peu,et il me semblaitque cela aidait.La nourriture s'était faite rare pour moi depuis de nombreuses semainesavant que cela n'arrive,et mes forces avaient considérablement diminué ces derniers temps.Quand j'avais eu la chance d'obtenir cinq couronnespar quelque manœuvre,cet argent ne durait jamais assez longtempspour que je me rétablisse complètementavant qu'une nouvelle période de faim ne s'abatte sur moiet ne me mette à genoux.C'étaient mon dos et mes épaules qui avaient le plus souffert ;le léger tiraillement dans ma poitrine,je pouvais aussi l'arrêter un instanten toussant très fort,ou en marchant bien courbé en avant ;mais pour le dos et les épaules, je n'avais aucun remède.Comment se pouvait-il doncque rien ne s'éclaircisse pour moi ?N'avais-je pas autant le droit de vivreque n'importe qui d'autre,que le bouquiniste Paschaet l'agent maritime Hennechen ?N'avais-je pas des épaules de géantet deux bras robustes pour travailler,et n'avais-je pas même cherché un poste de fendeur de bois dans Møllergaden,pour gagner mon pain quotidien ?Étais-je paresseux ?N'avais-je pas cherché du travail,suivi des cours,écrit des articles de journaux,lu et travaillé nuit et jour,comme un forcené ?Et n'avais-je pas vécu comme un avare,mangeant du pain et du laitquand j'avais beaucoup,du painquand j'avais peu,et jeûnantquand je n'avais rien ?Logeais-je à l'hôtel,avais-je une suite au premier étage ?C'est dans un grenier que je logeais,dans un atelier de ferblantierque Dieu et tout le monde avaient fui l'hiver dernierparce que la neige y entrait.Je n'y comprenais donc absolument rien !
Je marchais en pensant à tout cela,et il n'y avait pas la moindre étincelle de méchanceté,de jalousie ou d'amertume dans mes pensées.
Je m'arrêtai devant une droguerie et regardai par la fenêtre ;j'essayai de lire les étiquettes sur quelques boîtes de conserve,mais il faisait bien trop sombre.Agacé contre moi-même pour cette nouvelle lubie,et furieux,presque en colère de ne pas pouvoir découvrirce que ces boîtes contenaient,je frappai une fois sur la vitreet poursuivis mon chemin.Plus haut dans la rue, je vis un agent de police,j'accélérai le pas,m'approchai de luiet dis,sans la moindre raison :
« Il est dix heures. »
« Non,il est deux heures »,répondit-il, étonné.
« Non,il est dix heures »,dis-je,« Il est dix heures. »Et, gémissant de colère, je fis encore quelques pas en avant,serrai le poinget dis :« Écoutez,savez-vous quoi —il est dix heures ! »
Il resta un petit moment à réfléchir,examina ma personne,me fixa, stupéfait.Finalement, il dit tout bas :
« En tout cas, il est tempspour vous de rentrer.Voulez-vousque je vous accompagne ? »
Devant cette amabilité, je fus désarmé ;je sentisles larmes me monter aux yeux,et je me hâtai de répondre :
« Non,merci !—Je suis juste sorti un peu tard...dans un café...Je vous remercie beaucoup. »
Il porta la main à son casquelorsque je partis.Sa gentillesse m'avait complètement bouleversé,et je pleuraide ne pas posséder cinq couronnes à lui donner.Je m'arrêtai et le regardai s'éloigner,tandis qu'il s'éloignait lentement,me frappai le frontet pleurai plus fortà mesure qu'il s'éloignait.Je m'insultai pour ma pauvreté,me donnai des sobriquets,inventai des appellations désespérées,de précieuses trouvailles d'injures grossièresdont je me couvris.Je continuai ainsijusqu'à ce que je sois presque arrivé chez moi.En arrivant au portail, je découvrisque j'avais perdu mes clés.
Oui,bien sûr !me dis-je amèrement,pourquoi n'aurais-je pas perdu mes clés ?Je vis dans un immeubleavec une écurie en baset un atelier de ferblantier en haut ;le portail est fermé la nuit,et personne,personne ne peut l'ouvrir—alors pourquoi ne perdrais-je pas mes clés ?Je suis trempé comme un chien,un peu affamé,un tout petit peu affamé,et un peu ridiculement fatigué dans les genoux—alors pourquoi ne les perdrais-je pas ?Pourquoi, au fond, toute la maison n'aurait-elle pas pu déménager à Aker,au moment où j'arrivais pour y entrer ?...Et je ris en moi-même,endurci par la faim et l'épuisement.
J'entendais les chevaux frapper du sabot dans l'écurie,et je pouvais voir ma fenêtre à l'étage ;mais je ne pouvais pas ouvrir le portail,et je ne pouvais pas entrer.Fatigué et l'esprit amer,je décidai donc de retourner sur le quaipour chercher mes clés.
Il s'était remis à pleuvoir,et je sentais déjà l'eau s'infiltrer sur mes épaules.Près de l'Hôtel de Ville, j'eus soudain une idée lumineuse :je demanderais à la police d'ouvrir le portail.Je m'adressai aussitôt à un policieret le priai instamment de m'accompagner et de m'ouvrir,s'il le pouvait.
Oui,s'il le pouvait,bien sûr !Mais il ne le pouvait pas,il n'avait pas de clé.Les clés de la police n'étaient pas ici,elles étaient au service de la Sûreté.
Que devais-je faire, alors ?
Eh bien,je n'avais qu'à aller dans un hôtel et me coucher.
Mais je ne pouvais vraiment pas aller dans un hôtel et me coucher ;je n'avais pas d'argent.J'étais sorti...dans un café...il comprenait bien...
Nous restâmes là un petit moment sur les marches de l'Hôtel de Ville.Il réfléchissait, pesait le pour et le contreet examinait ma personne.La pluie tombait à verse autour de nous.
« Alors, vous n'avez qu'à vous présenter à l'officier de permanenceet vous déclarer sans logis, »dit-il.
Sans logis ?Je n'y avais pas pensé.Oui,par la mort et tous les diables,c'était une bonne idée !Et je remerciai sur-le-champ le policierpour cette excellente trouvaille.Je pouvais simplement entreret direque j'étais sans logis ?
Simplement !...
« Nom ? »demanda l'officier de permanence.
« Tangen —Andreas Tangen. »
Je ne saispourquoi je mentis.Mes pensées voltigeaient, confuses,et me donnaient plus d'idéesque je n'en désirais ;je trouvai ce nom lointain sur le momentet le jetai,sans aucun calcul.Je mentis sans nécessité.
« Profession ? »
Voilà qui me mettait au pied du mur.Hum.Profession !Quelle était ma profession ?Je pensai d'abord me faire passer pour ferblantier,mais n'osai pas ;je m'étais donné un nomque ne porte pas n'importe quel ferblantier,et de plus, je portais des lunettes sur le nez.Alors il me vint à l'esprit d'être audacieux,je fis un pas en avantet dis, d'un ton ferme et solennel :
« Journaliste. »
L'officier de permanence eut un sursautavant d'écrire,et, majestueux comme un conseiller d'État sans logis,je me tenais devant le comptoir.Cela n'éveilla aucun soupçon ;l'officier pouvait bien comprendreque j'hésitais à répondre.Quelle allure,un journaliste à la préfecture,sans toit au-dessus de sa tête !
« Pour quel journal—MonsieurTangen ? »
« Pour le Morgenbladet »,dis-je.« Malheureusement, je suis sorti un peu tard ce soir... »
« Oui,n'en parlons pas ! »m'interrompit-il,et il ajouta avec un sourire :« Quand la jeunesse est de sortie...nous comprenons... »Se tournant vers un policier, il dit,en se levant et en s'inclinant poliment devant moi :« Conduisez Monsieur au quartier réservé.Bonne nuit ! »
Je sentis un frisson me parcourir le dos devant ma propre audace,et je serrai les poings,en marchant,pour me donner du courage.Si seulement je n'avais pas mêlé le Morgenbladet à cette affaire !Je savaisque Friele pouvait grincer des dents,et quand la clé grinça dans la serrure,ce son me le rappela.
« Le gaz brûle pendant dix minutes »,dit encore le policier sur le seuil.
« Et ensuite il s'éteint ? »
« Ensuite il s'éteint. »
Je m'assis sur le litet j'écoutaila clé tourner dans la serrure.La cellule claire avait un air accueillant ;je me sentais bien et à l'abriet j'écoutais avec plaisir la pluie dehors.Je n'aurais pu souhaiter rien de mieuxqu'une cellule aussi confortable !Ma satisfaction grandissait ;assis sur le lit, mon chapeau à la mainet les yeux fixés sur la flamme du gaz dans le mur,je me mis à réfléchir aux momentsde ma première rencontre avec la police.C'était la première,et comme je les avais bernés !Le journaliste Tangen,s'il vous plaît ?Et puis le Morgenbladet !Comme je l'avais touché en plein cœur avec le Morgenbladet !N'en parlons pas,n'est-ce pas ?Assis en grand apparat à la Résidence du Gouverneur jusqu'à deux heures du matin,oublié la clé du portail et un portefeuille de quelques milliers de couronnes à la maison !Conduisez Monsieur au quartier réservé...
Soudain, le gaz s'éteint,si étrangement soudain,sans faiblir,sans diminuer ;je suis assis dans une obscurité profonde,je ne vois pas ma main,ni les murs blancs autour de moi,rien.Il n'y avait rien d'autre à faire que de se mettre au lit.Et je me déshabillai.
Mais je n'avais pas sommeilet ne pouvais dormir.Je restai un moment étendu à regarder dans les ténèbres,cette obscurité épaisse et massive,qui n'avait pas de fondet que je ne pouvais comprendre.Ma pensée ne pouvait la saisir.Elle était pour moi d'une noirceur sans mesure,et je sentais sa présence m'oppresser.Je fermai les yeux,me mis à chanter à mi-voixet me tournai et me retournai sur le bat-flanc,pour me distraire ;mais en vain.L'obscurité s'était emparée de ma penséeet ne me laissait pas un instant en paix.Et si j'étais moi-même dissous dans l'obscurité,devenu un avec elle ?Je me redresse sur le litet agite les bras.
Mon état nerveux avait complètement pris le dessus,et peu importaitcombien j'essayais de le combattre.J'étais là,en proie aux fantaisies les plus étranges,me faisant taire,fredonnant des berceuses,suant d'effort pour retrouver mon calme.Je fixais l'obscurité,et jamais de ma vie je n'avais vu une telle obscurité.Il n'y avait aucun douteque je me trouvais ici face à une sorte particulière de ténèbres,un élément désespéréauquel personne n'avait prêté attention auparavant.Les pensées les plus ridicules m'occupaient,et chaque chose me faisait peur.Le petit trou dans le mur près de mon lit m'absorbait beaucoup,un trou de clouque je trouve,une marque dans le mur.Je le tâte,souffle dedanset tente d'en deviner la profondeur.Ce n'était pas un trou innocent,pas du tout ;c'était un trou véritablement complexe et mystérieuxdont je devais me méfier.Et possédé par l'idée de ce trou,hors de moi de curiosité et de peur,je dus finalement me leveret trouver mon demi-canif,pour en mesurer la profondeuret m'assurerqu'il ne menait pas jusqu'à la cellule voisine.
Je me recouchai,pour essayer de m'endormir,mais en réalité pour lutter de nouveau avec l'obscurité.La pluie avait cessé dehors,et je n'entendais plus un son.Pendant un moment, je continuai à guetter des bruits de pas dans la rue,et je ne me donnai aucun reposavant d'avoir entendu un piéton passer,un policier au son de ses pas.Soudain, je claque des doigts several timeset je ris.C'est quand même incroyable !Ha !—Je m'imaginais avoir trouvé un mot nouveau.Je me redresse sur le litet je dis :Il n'existe pas dans la langue,je l'ai inventé,Kuboå.Il a les lettres d'un mot,par le plus doux des dieux,mon ami,tu as inventé un mot...Kuboå...d'une grande portée grammaticale...
Je suis assis les yeux ouverts,étonné de ma trouvaille,et je ris de joie.Puis je commence à chuchoter ;on pourrait m'épier,et j'avais l'intention de garder mon invention secrète.J'étais entré dans la folie joyeuse de la faim ;j'étais vide et sans douleur,et ma pensée était sans bride.Je délibère en silence avec moi-même.Par les sauts les plus étranges de mon raisonnement,je cherche à élucider la signification de mon nouveau mot.Il n'avait pas besoin de signifier ni Dieu ni Tivoli,et qui avait ditqu'il devait signifier foire aux bestiaux ?Je serre le poing avec forceet répète encore une fois :Qui a ditqu'il doit signifier foire aux bestiaux ?À bien y réfléchir,il n'était même pas absolument nécessairequ'il signifiât cadenas ou lever de soleil.Un mot commecelui-ci,il n'était pas difficile de lui trouver un sens.J'attendrais de voir.En attendant, je pouvais dormir là-dessus.
Je suis là, sur le bat-flanc, souriant,mais ne disant rien,ne me prononçant ni pour ni contre.Quelques minutes passent,et je deviens nerveux,le nouveau mot me tourmente sans cesse,revient toujours,s'empare finalement de toute ma penséeet me rend grave.J'avais décidé de cequ'il ne devait pas signifier,mais n'avais pris aucune décision sur cequ'il devait signifier.C'est une question secondaire !dis-je à voix haute,et je me saisis le bras et répèteque c'était une question secondaire.Le mot, Dieu merci, était trouvé,et c'était le principal.Mais la pensée me tourmente sans finet m'empêche de m'endormir ;rien n'était assez bon pour ce mot extraordinairement rare.Finalement, je me redresse de nouveau sur le lit,me prends la tête à deux mainset dis :Non,c'est précisément ce qui est impossible,de le faire signifier émigration ou fabrique de tabac !S'il avait pu signifier quelque chose de ce genre,je me serais décidé depuis longtempset en aurais assumé les conséquences.Non,en réalité, le mot était fait pour signifier quelque chose de spirituel,un sentiment,un état—ne pouvais-je pas le comprendre ?Et je me souviens,pour trouver quelque chose de spirituel.Il me semble alorsque quelqu'un parle,se mêle à ma conversation,et je réponds avec colère :Plaît-il ?Non,ton pareil n'existe pas, espèce d'idiot !Du fil à tricoter ?Ah,va au diable !Là, je devais vraiment rire !Si je pouvais demander :pourquoi serais-je obligé de le faire signifier fil à tricoter,alors que j'étais spécialement contrele fait qu'il signifie fil à tricoter ?J'avais moi-même inventé le mot,et j'étais dans mon bon droit de le faire signifier n'importe quoi, d'ailleurs.Pour autant que je sache,je ne m'étais pas encore prononcé...
Mais mon cerveau s'égarait de plus en plus.Finalement, je sautai du litpour trouver le robinet d'eau.Je n'avais pas soif,mais ma tête était en fièvre,et je sentais un besoin instinctif d'eau.Après avoir bu,je retournai me coucheret décidai de vouloir dormir de gré ou de force.Je fermai les yeuxet me forçai à rester calme.Je restai ainsi plusieurs minutes,sans faire un mouvement,je me mis à suer,et je sentais le sang battre violemment dans mes veines.Non,c'était vraiment trop précieux,qu'il ait pu chercher de l'argent dans ce cornet !Il n'a toussé qu'une seule fois, aussi.Est-ce qu'il est encore là-bas ?Assis sur mon banc ?...La nacre bleue...Les navires...
J'ouvris les yeux.Comment pouvais-je les garder fermés,si je ne pouvais pas dormir ?Et la même obscurité planait autour de moi,la même éternité noire insondablecontre laquelle ma pensée se cabrait et qu'elle ne pouvait saisir.À quoi pouvais-je donc la comparer ?Je fis les efforts les plus désespéréspour trouver un motassez noir pour me désigner cette obscurité,un mot si cruellement noirqu'il pourrait noircir ma bouchequand je le prononcerais.Mon Dieu,comme il faisait sombre !Et je suis de nouveau amené à penser au port,aux navires,ces monstres noirsqui m'attendaient.Ils allaient m'aspirer à euxet me reteniret naviguer avec moi par-delà les terres et les mers,à travers des royaumes sombresque nul homme n'a vus.Je me sens à bord,tiré vers l'eau,flottant dans les nuages,descendant,descendant...Je pousse un cri rauque d'angoisseet m'agrippe au lit ;j'avais fait un voyage si dangereux,dévalant dans les airs comme un ballot.Comme je me sentis sauvéen heurtant de la main le dur bat-flanc !C'est ainsi que l'on meurt,me dis-je,maintenant tu vas mourir !Et je restai un petit momentà penser à cela,que maintenant j'allais mourir.Alors je me redresse sur le litet demande sévèrement :Qui a ditque je devais mourir ?Si j'ai moi-même trouvé le mot,je suis dans mon bon droit de décider moi-mêmece qu'il doit signifier...Je m'entendais moi-mêmedivaguer,je l'entendais encore en parlant.Ma folie était un délire de faiblesse et d'épuisement,mais je n'étais pas inconscient.Et la pensée me traversa soudain l'espritque j'étais devenu fou.Saisi d'effroi, je me précipite hors du lit.Je titube jusqu'à la porte,que j'essaie d'ouvrir,je me jette plusieurs fois contre ellepour la forcer,je me heurte la tête contre le mur,je geins à voix haute,je me mords les doigts,je pleure et je jure...
Tout était calme ;seule ma propre voix était renvoyée par les murs.J'étais tombé sur le sol,incapable de continuer à m'agiter dans la cellule.Alors j'aperçois tout en haut,juste devant mes yeux,un carré grisâtre dans le mur,une nuance de blanc,une lueur—c'était la lumière du jour.Je sentisque c'était la lumière du jour,je le sentis par chaque pore de mon corps.Oh,comme je respirai profondément !Je me jetai à plat ventre sur le solet pleurai de joie devant cette lueur bénie,sanglotant de reconnaissance,envoyant des baisers vers la fenêtreet me comportant comme un fou.Et à cet instant, j'étais conscientde ce que je faisais.Tout abattement avait soudainement disparu,tout désespoir et toute douleur avaient cessé,et à cette heure, je n'avais aucun désir inassouvi,aussi loin que ma pensée pût porter.Je m'assis sur le sol,joignis les mainset attendis patiemment le lever du jour.
Quelle nuit cela avait été !Qu'on n'ait entendu aucun bruit,pensai-je, étonné.Mais j'étais aussi dans le quartier réservé,bien au-dessus de tous les prisonniers.Un conseiller d'État sans logis,si j'ose dire.Toujours de la meilleure humeur,les yeux tournés vers la lucarne de plus en plus claire dans le mur,je m'amusai à jouer au conseiller d'État,m'appelant von Tangenet adoptant un style ministériel dans mes propos.Mes fantaisies n'avaient pas cessé,seulement j'étais beaucoup moins nerveux.Si je n'avais pas commis cette regrettable étourderiede laisser mon portefeuille à la maison !N'aurais-je pas l'honneurde conduire Monsieurle Conseiller au lit ?Et avec le plus grand sérieux,avec beaucoup de cérémonies, je me dirigeai vers le bat-flancet me couchai.
Il faisait maintenant assez clairpour que je puisse à peu près distinguer les contours de la cellule,et peu après, je pus voir la grosse poignée de la porte.Cela me distrayait ;l'obscurité monotone,si irritante et épaissequ'elle m'empêchait de me voir moi-même,était rompue ;mon sang se calma,et bientôt je sentis mes yeux se fermer.
* * *
Je fus réveillé par quelques coups à ma porte.En toute hâte, je sautai du litet m'habillai rapidement ;mes vêtements étaient encore trempés de la veille.
« Vous devez vous présenter en bas, chez l'officier de permanence »,dit le policier.
Il y avait donc encore des formalités à accomplir !pensai-je, inquiet.
J'entrai dans une grande salle en bas,où trente ou quarante personnes étaient assises,toutes sans logis.Et un par un, ils furent appelés d'après le registre,un par un ils reçurent un bon pour un repas.L'officier de permanence disait sans cesse au policier à ses côtés :
« A-t-il eu un bon ?Oui,n'oubliez pas de leur donner des bons.Ils ont l'air d'avoir besoin d'un repas. »
Et j'étais là, à regarder ces bonset à en désirer un.
« Andreas Tangen,journaliste ! »
Je m'avançai et m'inclinai.
« Cher Monsieur,comment avez-vous pu vous retrouver ici ? »
J'expliquai toute l'affaire,racontai la même histoire que la veille,mentant les yeux ouvertset sans ciller,mentant avec sincérité :J'étais sorti un peu tard,malheureusement...dans un café...perdu la clé du portail...
« Oui, »dit-il en souriant,« c'est comme ça !Avez-vous bien dormi, alors ? »
« Comme un conseiller d'État ! »répondis-je.« Comme un conseiller d'État ! »
« J'en suis ravi ! »dit-il en se levant.« Bonjour ! »
Et je partis.
Un bon,un bon pour moi aussi !Je n'ai pas mangé depuis plus de trois longs jours et trois longues nuits.Un morceau de pain !Mais personnene me proposa de bon,et je n'osai pas en demander un.Cela aurait immédiatement éveillé les soupçons.On aurait commencé à fouiller dans mes affaires privéeset à découvrirqui j'étais réellement ;on m'aurait arrêté pour fausse déclaration.—La tête haute,avec une allure de millionnaireet les mains agrippées au revers de mon manteau,je sors de l'Hôtel de Ville.
Le soleil brillait déjà chaudement,il était dix heures,et la circulation sur la place Youngstorvet battait son plein.Où devais-je aller ?Je tâte ma pocheet cherche mon manuscrit ;quand il sera onze heures,j'essaierai de voir le rédacteur en chef.Je reste un moment sur la balustradeet observe la vie en bas ;pendant ce temps, une vapeur commençait à s'élever de mes vêtements.La faim revint,me rongea la poitrine,tiraillait,me donnait de petites piqûres finesqui me faisaient mal.N'avais-je vraiment aucun ami,aucune connaissanceà qui je pourrais m'adresser ?Je cherche dans ma mémoireun homme qui vaille dix øre,et je ne le trouve pas.C'était pourtant une belle journée ;il y avait beaucoup de soleilet beaucoup de lumière autour de moi ;le ciel s'étendait comme une mer délicate sur les montagnes de Lier...
Sans le savoir, j'étais sur le chemin de la maison.
J'avais terriblement faim,et je trouvai dans la rue un copeau de bois à mâcher.Cela aida.Pourquoi n'y avais-je pas pensé plus tôt !
Le portail était ouvert,le garçon d'écurie me salua comme d'habitude d'un bonjour.
« Beau temps ! »dit-il.
« Oui »,répondis-je.C'est tout ceque je trouvai à dire.Pouvais-je lui demander de me prêter une couronne ?Il le ferait sûrement volontiers,s'il le pouvait.De plus, j'avais une fois écrit une lettre pour lui.
Il restait là, pesantses mots.
« Beau temps,oui.Hum.Je devais payer ma logeuse aujourd'hui,vous ne pourriez pas être assez gentil pour me prêter cinq couronnes,n'est-ce pas ?Juste pour quelques jours.Vous m'avez déjà rendu service,vous. »
« Non,je ne peux vraiment pas,Jens Olaj, »répondis-je.« Pas maintenant.Peut-être plus tard,peut-être cet après-midi. »Et je montai en chancelant les escaliers jusqu'à ma chambre.
Là, je me jetai sur mon lit et je ris.Quelle chance de cochonqu'il m'ait devancé !Mon honneur était sauf.Cinq couronnes—que Dieu te garde,mon ami !Tu aurais aussi bien pu me demander cinq actions de la Soupe Populaireou un manoir à Aker.
Et la pensée de ces cinq couronnes me fit rire de plus en plus fort.N'étais-je pas un sacré gaillard,hein ?Cinq couronnes !Oui,voilà l'homme de la situation !Mon hilarité augmenta,et je m'y abandonnai :Fi,diable,quelle odeur de cuisine ici !Une véritable odeur de steak haché frais,depuis le déjeuner,fi donc !Et j'ouvre la fenêtre en grandpour aérer cette odeur abominable.Garçon,un demi-bifteck !Me tournant vers la table,cette table fragileque je devais soutenir avec mes genouxquand j'écrivais,je m'inclinai profondémentet demandai :Oserais-je vous demander,accepteriez-vous un verre de vin ?Non ?Je suis Tangen,le conseiller d'État Tangen.Malheureusement, je suis sorti un peu tard...la clé du portail...
Et sans bride, ma pensée s'élança de nouveau sur des chemins sauvages.J'étais toujours conscientde parler de manière incohérente,et je ne disais pas un motsans l'entendre et le comprendre.Je me disais :Voilà que tu parles de nouveau de manière incohérente !Et pourtant, je ne pouvais pas m'en empêcher.C'était comme être éveilléet parler en dormant.Ma tête était légère,sans douleur et sans pression,et mon esprit était sans nuages.Je voguais,et je n'opposais aucune résistance.
Entrez !Oui,entrez donc !Comme vous le voyez,tout est de rubis.Ylajali,Ylajali !Le divan de soierouge et écumant !Comme elle respire fort !Embrasse-moi,mon amour !encore !encore !Tes bras sont comme de l'ambre blanc,ta bouche est en feu...Garçon,j'ai demandé un bifteck...
Le soleil brillait par ma fenêtre,en bas j'entendais les chevaux mâcher de l'avoine.J'étais assis, mâchonnant mon copeau de bois,exalté,l'esprit joyeux comme un enfant.Constamment, j'avais tâté mon manuscrit ;je n'y pensais pas une seule fois,mais l'instinct me disaitqu'il était là,mon sang me le rappelait.Et je le sortis.
Il était devenu humide,et je l'étalaiet le mis à la lumière du soleil.Puis je me mis à arpenter ma chambre.Comme tout semblait décourageant !Sur le sol, de petits restes de plaques de tôle écrasées ;mais pas une chaise pour s'asseoir,pas même un clou dans les murs nus.Tout avait été porté à la cave de « l'oncle » et dévoré.Quelques feuilles de papier sur la table,couvertes d'une épaisse couche de poussière,étaient tout mon bien ;la vieillecouverture verte sur le lit, Hans Pauli me l'avait prêtéeil y a quelques mois...Hans Pauli !Je claque des doigts.Hans Pauli Pettersen va m'aider !Et je cherche son adresse dans ma mémoire.Comment avais-je pu oublier Hans Pauli !Il serait sûrement très en colèreque je ne me sois pas adressé à lui tout de suite.Rapidement, je mets mon chapeau,ramasse le manuscrit,le glisse dans ma pocheet me précipite dans l'escalier.
« Écoutez,Jens Olaj, »criai-je dans l'écurie,« je crois bienque je pourrai vous aider cet après-midi ! »
Arrivé à l'Hôtel de Ville, je voisqu'il est plus de onze heures,et je décide de passer tout de suite à la rédaction.Devant la porte du bureau, je m'arrêtaipour vérifier si mes papiers étaient dans l'ordre ;je les lissai soigneusement,les remis dans ma pocheet frappai.Mon cœur battait à tout romprelorsque j'entrai.
Le Ciseau est là, comme d'habitude.Je demande timidement après le rédacteur en chef.Aucune réponse.L'homme est assis et fouille les journaux de province à la recherche de brèves.
Je répète ma questionet m'avance un peu plus.
Le rédacteur en chef n'était pas arrivé,dit finalement le Ciseau,sans lever les yeux.
Quand arriverait-il ?
Ne pouvait pas le dire,ne pouvait absolument pas le dire,Monsieur.
Jusqu'à quelle heure le bureau était-il ouvert ?
À cela, je n'obtins aucune réponse,et je dus partir.Le Ciseau n'avait pas jeté un seul regard sur moi pendant tout ce temps ;il avait entendu ma voixet m'avait reconnu à elle.Voilà comme tu es mal vu ici,pensai-je,on ne daigne même pas te répondre.Est-ce un ordre du rédacteur en chef ?Il est vrai aussi que,depuis que mon fameux feuilleton à dix couronnes avait été accepté,je l'avais inondé de travaux,frappant à sa porte presque tous les jours avec des choses inutilisablesqu'il avait dû lireet me rendre.Il voulait peut-être y mettre fin,prendre ses précautions...Je me mis en route pour le quartier de Homansbyen.
Hans Pauli Pettersen était un étudiant de la campagne logeant sous les toits d'un immeuble de cinq étages,donc Hans Pauli Pettersen était un homme pauvre.Mais s'il avait une couronne,il ne l'épargnerait pas.Je l'obtiendrais aussi sûrementque si je la tenais déjà dans ma main.Et je me réjouis de cette couronne tout le cheminet me sentis certain de l'obtenir.Quand j'arrivai à la porte de la rue,elle était fermée,et je dus sonner.
« Je voudrais parler à l'étudiant Pettersen, »dis-je en voulant entrer ;« je connais sa chambre. »
« L'étudiant Pettersen ? »répète la jeune fille.Celui quihabitait sous les toits ?Il avait déménagé.Oui,elle ne savait pas où ;mais il avait demandé à ce que ses lettres soient envoyées chez Hermansendans Toldbodgaden,et la jeune fille mentionna le numéro.
Je descends, plein de foi et d'espoir, jusqu'à Toldbodgaden,pour demander l'adresse de Hans Pauli.C'était ma dernière ressource,et je devais l'utiliser.En chemin, je passai devant une maison nouvellement construite,où quelques menuisiers rabotaient dehors.Je pris dans le tas quelques copeaux brillants,en mis un dans ma boucheet gardai l'autre dans ma poche pour plus tard.Et je poursuivis mon chemin.Je gémissais de faim.Dans une boulangerie, j'avais vu un pain de dix øre étonnamment gros dans la vitrine,le plus gros painque l'on puisse obtenir pour ce prix...
« Je vienspour connaître l'adresse de l'étudiant Pettersen. »
« Bernt Ankers Gade, numéro 10.Sous les toits. »—Si j'allais là-bas ?Alors,peut-être serais-je assez gentil pour emporter quelques lettresqui étaient arrivées ?
Je remonte en ville,par le même cheminque j'étais venu,repasse devant les menuisiers,qui sont maintenant assis avec leurs gamelles entre les genouxet mangent leur bon,dîner chaud de la Soupe Populaire,passe devant la boulangerie,où le pain est toujours à sa place,et j'atteins enfin Bernt Ankers Gade,à moitié mort d'épuisement.La porte était ouverte,et je monte les nombreux et lourds escaliers jusqu'aux combles.Je sors les lettres de ma poche,pour mettre d'un seul coup Hans Pauli de bonne humeuren arrivant.Il ne me refuserait sûrement pas ce coup de mainquand je lui expliquerais la situation,absolument pas.Hans Pauli avait un si grand cœur,je l'avais toujours dit de lui...
Sur la porte, je trouvai sa carte :« H. P. Pettersen,étud.en théol.—rentré au pays ».
Je m'assis sur-le-champ,m'assis sur le sol nu,abattu de fatigue,terrassé par l'épuisement.Je répète machinalement plusieurs fois :Rentré au pays !Rentré au pays !Puis je me tais complètement.Il n'y avait pas une larme dans mes yeux,je n'avais ni penséeni sentiment.Les yeux écarquillés, j'étais assis et je fixais les lettres,sans rien faire.Dix minutes passèrent,peut-être vingt,ou plus,j'étais toujours assis au même endroitet ne bougeais pas un doigt.Cette torpeur stupide était presque un somme.J'entends alors quelqu'un monter l'escalier,je me lève et je dis :
« C'était pour l'étudiant Pettersen—j'ai deux lettres pour lui ».
« Il est rentré au pays »,répond la femme.« Mais il revient après les vacances.Je pourrais prendre les lettres,si vous voulez. »
« Oui,merci,c'est très bien »,dis-je,« comme ça il les auraà son retour.Il pourrait y avoir des choses importantes dedans.Bonjour ! »
Une fois dehors,je m'arrêtai et dis à voix haute en pleine rue,en serrant les poings :Je vais te dire une chose,mon cher Seigneur Dieu :tu es un sacré bon-à-rien !Et je hoche la tête avec fureur,les dents serrées, vers les nuages :Tu es, que le diable m'emporte, un sacré bon-à-rien !
Je fis quelques paspuis m'arrêtai de nouveau.Changeant brusquement d'attitude,je joins les mains,penche la têteet demande d'une voix douceet dévote :T'es-tu aussi adressé à lui,mon enfant ?
Cela ne sonnait pas juste.
Avec un grand L,dis-je,un L comme une cathédrale !Reprenons :L'as-tu aussi imploré,mon enfant ?Et je baisse la têteet rends ma voix plaintiveet réponds :Non !
Cela ne sonnait pas juste non plus.
Tu ne sais pas faire l'hypocrite,espèce d'idiot !Oui,tu dois dire,oui,j'ai imploré mon Dieu le Père !et tu dois donner à tes paroles la mélodie la plus pitoyableque tu aies jamais entendue.Allez,recommence !Oui,c'est mieux.Mais tu dois soupirer,soupirer comme un cheval pris de crampes.Voilà !
Je suis là à m'enseigner l'hypocrisie,frappant le sol d'impatiencequand je n'y arrive pas,et me traitant de tête de bois,tandis que les passants étonnés se retournentet me regardent.
Je mâchais sans cesse mon copeauet titubais aussi viteque je le pouvais,dans les rues.Avant même de m'en rendre compte,j'étais tout en bas, sur la place de la gare.L'horloge de Notre-Sauveur indiquait une heure et demie.Je restai un moment à réfléchir.Une sueur moite perla sur mon visageet coula dans mes yeux.Fais un tour sur le quai !me dis-je.C'est-à-dire,si tu as le temps ?Et je m'inclinai devant moi-mêmeet descendis sur le quai de la gare.
Les navires étaient là-bas,la mer ondulait sous le soleil.Il y avait une grande agitation partout,des sifflets de vapeur stridents,des porteurs avec des caisses sur les épaules,des chants de haleurs joyeux depuis les péniches.Une marchande de gâteaux est assise près de moiet son nez brun penché sur ses marchandises ;la petite table devant elle est coupablement remplie de friandises,et je me détourne avec dégoût.Elle emplit tout le quai de son odeur de nourriture ;fi,ouvrez les fenêtres !Je m'adresse à un monsieurassis à côté de moiet lui expose avec insistance cette incongruité des marchandes de gâteaux iciet des marchandes de gâteaux là...Non ?Oui,mais il devait bien admettreque...Mais le brave homme flaira le dangeret ne me laissa même pas finir de parler,avant de se lever et de partir.Je me levai égalementet le suivis,fermement décidé à convaincre l'homme de son erreur.
« Ne serait-ce que pour des raisons sanitaires »,dis-je en lui tapotant l'épaule...
« Excusez-moi,je suis étranger iciet je ne connais rien aux conditions sanitaires, »dit-il en me fixant avec effroi.
Ah,cela changeait la donne,s'il était étranger...Ne pouvais-je pas lui rendre service ?Lui faire visiter les environs ?Non ?Car ce serait un plaisir pour moi,et cela ne lui coûterait rien...
Mais l'homme voulait absolument se débarrasser de moiet traversa rapidement la rue pour rejoindre l'autre trottoir.
Je retournai de nouveau à mon bancet m'assis.J'étais très agité,et le grand orgue de Barbarie,qui avait commencé à jouer un peu plus loin,ne fit qu'aggraver mon état.Une musique ferme,métallique,un air de Weber,sur lequel une petite fille chante une complainte triste.Le son flûté,douloureux de l'orgue me parcourt le sang,mes nerfs se mettent à vibrercomme s'ils lui faisaient écho,et un instant après, je retombe sur le banc,geignant,fredonnant avec elle.À quoi ne pense-t-on pas,quand on a faim !Je me sens absorbé par ces notes,dissous en musique,je m'écoule,et je perçois si clairementcomment je m'écoule,flottant haut au-dessus des montagnes,dansant par-delà des zones lumineuses...
« Un sou ! »dit la petite joueuse d'orgue en tendant sa sébile en fer-blanc,« juste un sou ! »
« Oui, »réponds-je inconsciemment,et je me lève d'un bond et fouille mes poches.Mais l'enfant croitque je veux juste me moquer d'elleet s'éloigne aussitôt,sans dire un mot.Cette résignation silencieuse était trop pour moi ;si elle m'avait insulté,cela aurait été plus facile à supporter ;la douleur me saisit,et je la rappelai.Je ne possède pas un sou,dis-je,mais je me souviendrai de toi plus tard,peut-être demain.Comment t'appelles-tu ?Oui,c'est un joli nom,je ne l'oublierai pas.Donc, à demain...
Mais je comprenais bienqu'elle ne me croyait pas,bien qu'elle ne dît pas un mot,et je pleurai de désespoir quecette petite fille des rues ne veuille pas me croire.Une fois de plus, je la rappelai,ouvris vivement mon manteauet voulus lui donner mon gilet.Je te dédommagerai,dis-je,attends juste un instant...
Et je n'avais pas de gilet.
Comment pouvais-je même le chercher !Des semaines s'étaient écouléesdepuis qu'il était en ma possession.Qu'est-ce qui me prenait donc ?La fillette étonnée n'attendit pas plus longtemps,mais se retira vivement.Et je dus la laisser partir.Les gens s'attroupèrent autour de moiet rirent aux éclats,un agent de police se fraie un chemin jusqu'à moiet veut savoirce qui se passe.
« Rien, »réponds-je,« absolument rien !Je voulais juste donner mon gilet à la petite fille là-bas...pour son père...Vous n'avez pas besoin de rire de ça.Je n'avais qu'à rentrer chez moiet en mettre un autre. »
« Pas de scandale dans la rue ! »dit le policier.« Allez,en marche ! »Et il me pousse.« Sont-ce là vos papiers ? »me cria-t-il.
Oui,mort et damnation,mon article de journal,de nombreux écrits importants !Comment pouvais-je être si imprudent...
Je récupère mon manuscrit,m'assurequ'il est en ordreet me rends,sans m'arrêter un instant ni regarder autour de moi,au bureau de la rédaction.Il était maintenant quatre heures à l'horloge de Notre-Sauveur.
Le bureau est fermé.Je descends les escaliers sans bruit,effrayé comme un voleur,et m'arrête, perplexe, devant le portail.Que devais-je faire maintenant ?Je m'appuie contre le mur,fixe les pavéset réfléchis.Une épingle brille à mes pieds,et je me baisse pour la ramasser.Et si j'enlevais les boutons de mon manteau,qu'en obtiendrais-je ?Cela ne me servirait peut-être à rien,des boutons n'étaient que des boutons ;mais je les pris, les examinai sous toutes les coutureset les trouvai comme neufs.C'était une bonne idée, finalement,je pouvais les découper avec mon canifet les porter à la cave.L'espoirde pouvoir vendre ces cinq boutonsme ranima aussitôt,et je dis :Vois,vois,ça s'arrange !Ma joie prit le dessus,et je me mis aussitôt à enlever les boutons,un par un.Pendant ce temps, je tins la conversation silencieuse suivante :
Oui,voyez-vous,je suis devenu un peu pauvre,un embarras momentané...Usés,dites-vous ?Ne dites pas de bêtises.J'aimerais bien voir celuiqui use moins de boutonsque moi.Je marche toujours avec mon manteau ouvert,je vous le dis ;c'est devenu une habitude chez moi,une manie...Non,non,si vous ne voulez pas,alors !Mais je veux mes dix øre pour eux,au moins...Non,mon Dieu,qui a ditque vous deviez le faire ?Vous pouvez vous taireet me laisser tranquille...Oui,oui,vous pouvez bien aller chercher la police,n'est-ce pas.J'attendrai icipendant que vous cherchez l'agent.Et je ne vous volerai rien...Bon,bonjour,bonjour !Mon nom est donc Tangen,je suis sorti un peu tard...
Quelqu'un descend alors l'escalier.Je suis immédiatement de retour à la réalité,reconnais le Ciseauet glisse rapidement les boutons dans ma poche.Il veut passer,ne répond même pas à mon salut,a soudain l'air très pressé de regarder ses ongles.Je l'arrêteet lui demande après le rédacteur en chef.
« Absent,Monsieur. »
« Vous mentez ! »dis-je.Et avec une audacequi m'étonna moi-même,je continuai :« Je dois lui parler ;c'est une affaire urgente—une communication de la Résidence du Gouverneur. »
« Eh bien,ne pouvez-vous pas me le dire à moi,alors ? »
« À vous ? »dis-je en toisant un peu le Ciseau.
Cela aida.Il m'accompagna aussitôtet ouvrit la porte.Maintenant, mon cœur était dans ma gorge.Je serrai les dents avec forcepour me donner du courage,frappai,et entrai dans le bureau privé du rédacteur en chef.
S'il m'avait montré la porte,cela aurait été plus bienvenu ;je sentis les larmes monteret dis :
« Je vous demande pardon... »
« Asseyez-vous, »répéta-t-il.
Et je m'assis et expliquaique j'avais de nouveau un articlequ'il m'importait de faire paraître dans son journal.Je m'y étais tant appliqué,il m'avait coûté tant d'efforts.
« Je le lirai, »dit-il en le prenant.« Tout ce quevous écrivez vous coûte sans doute des efforts ;mais vous êtes bien trop véhément.Si seulement vous pouviez être un peu plus mesuré !Il y a trop de fièvre.Quoi qu'il en soit, je le lirai. »Et il se retourna de nouveau vers son bureau.
J'étais assis là.Oserais-je demander une couronne ?Lui expliquerpourquoi il y avait toujours de la fièvre ?Alors il m'aiderait certainement ;ce n'était pas la première fois.
Je me levai.Hum !Mais la dernière foisque j'étais chez lui,il s'était plaint d'argent,avait même envoyé le coursierpour rassembler de quoi me payer.Ce serait peut-être le même cas maintenant.Non,cela n'arriverait pas !Ne voyais-je donc pasqu'il était en train de travailler ?
« Y avait-il autre chose ? »demanda-t-il.
« Non ! »dis-je en affermissant ma voix.« Quand puis-je repasser ? »
« Oh,quand vous passerez par ici, »répondit-il,« dans quelques jours ou quelque chose comme ça. »
Je ne pus formuler ma demande.La gentillesse de cet homme me semblait sans bornes,et je saurais l'apprécier.Plutôt mourir de faim.Et je partis.
Pas même,une fois dehors et en sentant de nouveau les assauts de la faim,je ne regrettai d'avoir quitté le bureausans demander cette couronne.Je sortis l'autre copeau de ma pocheet le mis dans ma bouche.Cela aida de nouveau.Pourquoi ne l'avais-je pas fait plus tôt ?Tu devrais avoir honte !dis-je à voix haute ;pouvais-tu vraiment envisager de demander une couronne à cet hommeet de le mettre à nouveau dans l'embarras ?Et je devins vraiment grossier envers moi-mêmepour l'impudencequi m'avait traversé l'esprit.C'est, par Dieu, la chose la plus vileque j'aie jamais entendue !dis-je ;courir après un homme et presque lui arracher les yeux,juste parce que tu as besoin d'une couronne,misérable chien !Allez,en marche !Plus vite !Plus vite,canaille !Je vais t'apprendre !
Je me mis à courir,pour me punir,parcourant à grandes enjambées une rue après l'autre,me poussant en avant par des exhortations acharnéeset criant silencieusement et furieusement contre moi-mêmequand je voulais m'arrêter.J'étais ainsi monté haut dans Pilestrædet.Quand je m'arrêtai enfin,presque au bord des larmes de colère de ne pouvoir courir plus longtemps,je tremblais de tout mon corps,et me laissai tomber sur des marches.Non,arrête !dis-je.Et pour bien me tourmenter,je me relevaiet me forçai à rester debout,et je ris de moi-mêmeet me délectai de ma propre détresse.Finalement, après plusieurs minutes,je m'accordai d'un signe de tête la permission de m'asseoir ;même alors, je choisis la place la plus inconfortable sur les marches.
Mon Dieu,que c'était bon de se reposer !J'essuyai la sueur de mon visageet inspirai de grandesgoulées d'air frais.Comme j'avais couru !Mais je ne le regrettais pas,c'était bien mérité.Pourquoi avais-je voulu demander cette couronne ?Maintenant, j'en voyais les conséquences !Et je commençai à me parler doucement,à me faire des remontrances,comme une mère aurait pu le faire.Je devins de plus en plus touchant,et, fatigué et sans force, je me mis à pleurer.Un pleur silencieux et profond,un sanglot intérieur sans une larme.
Je restai au même endroit un quart d'heure ou plus.Les gens allaient et venaient,et personne ne me dérangeait.Des petits enfants jouaient ici et là,un petit oiseau chantait dans un arbre de l'autre côté de la rue.
Un agent de police s'approche de moi.
« Pourquoi êtes-vous assis ici ? »dit-il.
« Pourquoi je suis assis ici ? »demandai-je.« Par plaisir. »
« Je vous ai remarqué depuis une demi-heure, »dit-il.« Vous êtes assis ici depuis une demi-heure ? »
« À peu près, »répondis-je.« Y avait-il autre chose ? »Je me levai avec colère et partis.
Arrivé à la place,je m'arrêtai et regardai en bas de la rue.Par plaisir !Était-ce là une réponse ?De fatigue !aurais-tu dû dire,et tu aurais dû rendre ta voix plaintive—tu es une brute,tu n'apprendras jamais l'hypocrisie !—d'épuisement !et tu aurais dû soupirer comme un cheval.
Quand j'arrivai à la caserne des pompiers,je m'arrêtai de nouveau,saisi d'une nouvelle idée.Je claquai des doigts,éclatai d'un grand rirequi étonna les passants,et dis :Non,maintenant tu vas vraiment aller voir le pasteur Levion.Tu vas le faire, mordieu.Oui,juste pour essayer.Qu'as-tu à y perdre ?Il fait si beau, en plus.
J'entrai dans la librairie de Pascha,trouvai dans l'annuaire l'adresse du pasteur Levionet m'y rendis.Maintenant, ça se joue !dis-je,ne fais pas de bêtises !Conscience,dis-tu ?Pas de balivernes ;tu es trop pauvre pour avoir une conscience.Tu as faim,n'est-ce pas,tu viens pour une affaire importante,la première nécessité.Mais tu dois pencher la tête sur l'épauleet mettre de la mélodie dans tes paroles.Tu ne veux pas,hein ?Alors je ne fais pas un pas de plus,que tu le saches.Allez :tu es dans un état de grande affliction,luttant contre les puissances des ténèbreset de grands,monstres silencieux la nuit,c'est une horreur,tu as faim et soif de vin et de laitet tu n'en as pas.Voilà où tu en es.Tu es là et tu n'as même pas de quoi huiler la machine.Mais tu crois en la grâce,Dieu merci,tu n'as pas encore perdu la foi !Et alors, tu dois joindre les mainset avoir l'air d'un vrai diable pour croire en la grâce.Quant à Mammon,tu hais Mammon sous toutes ses formes ;autre chose est un livre de cantiques,un souvenir à deux couronnes...Devant la porte du pasteur, je m'arrêtaiet lus :« Heures de bureau de 12 à 4. »
Toujours pas de balivernes !dis-je ;maintenant, on y va pour de bon !Allez,baisse la tête,encore un peu...et je sonnai à l'appartement familial.
« Je cherche Monsieur le Pasteur, »dis-je à la jeune fille ;mais il m'était impossible d'y ajouter le nom de Dieu.
« Il est sorti, »répondit-elle.
Sorti !Sorti !Cela ruinait tout mon plan,bouleversait complètement tout ceque j'avais prévu de dire.À quoi m'avait servi ce long trajet ?Me voilà planté là.
« C'était pour quelque chose de particulier ? »demanda la jeune fille.
« Absolument pas ! »répondis-je,« pas du tout !C'est juste qu'il faisait un temps magnifique, un temps de Dieu,et je voulais venir lui rendre visite. »
J'étais là et elle était là.Je bombai volontairement le torse,pour attirer son attention sur l'épinglequi tenait mon manteau ;je la suppliai des yeux de voirpourquoi j'étais venu ;mais la pauvre ne comprit rien.
Un temps de Dieu magnifique,oui.Madame n'était pas là non plus ?
Si,mais elle avait des rhumatismes,était allongée sur un canapé,sans pouvoir bouger...Voulais-je peut-être laisser un message ou quelque chose ?
Non,pas du tout.Je faisais juste de telles promenades de temps en temps,pour faire un peu d'exercice.C'était si bon après le dîner.—
Je repris le chemin du retour.À quoi bon discuter plus longtemps ?De plus, je commençais à avoir des vertiges ;pas de doute,j'étais sur le point de m'effondrer pour de bon.Heures de bureau de 12 à 4 ;j'avais frappé une heure trop tard,le temps de la grâce était écoulé !
Sur la Grand-Place, je m'assis sur l'un des bancs près de l'église.Mon Dieu,comme tout commençait à devenir noir pour moi maintenant !Je ne pleurais pas,j'étais trop fatigué ;épuisé à l'extrême, j'étais assis là sans rien faire,assis immobile et affamé.La poitrine était le plus enflammée,ça brûlait de manière tout à fait étrange là-dedans.Il ne servait plus à rien de mâcher des copeaux ;mes mâchoires étaient lasses de ce travail infructueux,et je les laissai reposer.J'abandonnai.De plus, une peau d'orange bruneque j'avais trouvée dans la rueet que je m'étais mis à ronger aussitôt,m'avait donné la nausée.J'étais malade ;l'artère de mes poignets était gonflée et bleue.
Après quoi avais-je donc hésité ?Couru toute la journée après une couronnequi pouvait me maintenir en vie quelques heures de plus.Au fond, était-ce si importantque l'inévitable se produise un jour plus tôt ou un jour plus tard ?Si je m'étais comporté comme un homme raisonnable,je serais rentré chez moi et me serais couché il y a longtemps,en m'abandonnant.Ma pensée était claire à ce moment.Maintenant, j'allais mourir ;c'était le temps de l'automne,et tout était endormi.J'avais essayé tous les moyens,épuisé toutes les ressourcesque je connaissais.Je caressais sentimentalement cette pensée,et chaque foisque j'espérais encore un sauvetage possible,je chuchotais avec dédain :Imbécile,tu as déjà commencé à mourir !Je devrais écrire quelques lettres,tout préparer,me tenir prêt.Je me laverais soigneusementet arrangerais joliment mon lit ;ma tête, je la poserais sur les quelques feuilles de papier à lettres blanc,la chose la plus propre qu'il me restait,et la couverture verte, je pourrais...
La couverture verte !Je fus soudainement tout à fait réveillé,le sang me monta à la tête,et j'eus de fortes palpitations.Je me lève du bancet commence à marcher,la vie s'agite à nouveau dans toutes mes fibres,et je répète maintes et maintes fois les mots décousus :La couverture verte !La couverture verte !Je marche de plus en plus vite,comme s'il s'agissait de rattraper quelque chose,et me retrouve en un court instant de nouveau chez moi, dans mon atelier de ferblantier.
Sans m'arrêter un instant ni hésiter dans ma décision,je vais vers le litet roule la couverture de Hans Pauli.Ce serait étrangesi ma bonne idée ne pouvait pas me sauver !Les stupides scrupulesqui naissaient en moi,des cris intérieurs à moitié formés à propos d'une certaine marque au fer rouge,le premier signe noir sur mon honnêteté,je m'élevai infiniment au-dessus d'eux ;j'envoyai tout promener.Je n'étais pas un saint,pas un idiot de la vertu,j'avais toute ma raison...
Et je pris la couverture sous mon braset descendis au numéro 5 de Stenersgaden.
Je frappai et entrai dans la grande salle inconnue,pour la première fois ;la cloche sur la porte sonna une multitude de coups désespérés au-dessus de ma tête.Un homme entre d'une pièce voisine,mâchant,la bouche pleine,et se place devant le comptoir.
« Oh,prêtez-moi une demi-couronne sur mes lunettes ! »dis-je ;« je les récupérerai dans quelques jours,c'est sûr. »
« Quoi ?Non,ce sont des lunettes en acier ? »
« Oui. »
« Non,je ne peux pas. »
« Oh,non.Vous ne pouvez pas, bien sûr.C'était juste une plaisanterie, en fait.Non,j'ai une couverture avec moi,dont je n'ai plus vraiment l'usage,et il m'est venu à l'espritque vous pourriez vouloir m'en débarrasser. »
« J'ai malheureusement tout un stock de literie, »répondit-il,et quand je l'eus déroulée,il y jeta un seul regardet cria :
« Non,excusez-moi,je n'en ai pas non plus l'usage ! »
« Je voulais vous montrer le plus mauvais côté d'abord, »dis-je ;« c'est bien mieux de l'autre côté. »
« Oui,oui,ça ne sert à rien,je n'en veux pas,et vous n'en obtiendrez pas dix øre nulle part. »
« Non,c'est clairqu'elle ne vaut rien, »dis-je ;« mais je pensaisqu'elle pourrait passer avec une autre vieille couverture à la vente aux enchères. »
« Oui,non,ça ne sert à rien. »
« Vingt-cinq øre ? »dis-je.
« Non,je n'en veux pas du tout,mon ami,je ne veux pas de ça dans ma maison. »
Alors je repris la couverture sous mon braset rentrai chez moi.
Je fis comme si de rien n'était,étendis de nouveau la couverture sur le lit,la lissai bien,comme j'avais l'habitude de le faire,et tentai d'effacer toute trace de ma dernière action.Je ne pouvais pas avoir été en pleine possession de mes moyens au momentoù j'avais pris la décision de commettre cette crapulerie ;plus j'y pensais,plus cela me paraissait insensé.Ce devait être un accès de faiblesse,un certain relâchement intérieurqui m'avait surpris.Je n'étais d'ailleurs pas tombé dans ce piège,je me doutaisque ça commençait à mal tourner,et j'avais expressément essayé avec les lunettes d'abord.Et je me réjouis beaucoupde n'avoir pas eu l'occasion d'accomplir ce crime,qui aurait entaché les dernières heuresde ma vie.
Et de nouveau, j'errai dans la ville.
Je m'installai de nouveau sur un banc près de l'église de Notre-Sauveur,somnolant,la tête sur la poitrine,me remettant de ma dernière agitation,malade et épuisé par la faim.Et le temps passait.
Je pouvais bien rester assis cette heure encore ;il faisait un peu plus clair dehors qu'à l'intérieur ;il me semblait en outreque ça travaillait moins fort dans ma poitrine à l'air libre ;de toute façon, je rentrerais bien assez tôt.
Et je somnolais, pensais et souffrais assez durement.J'avais trouvé une petite pierreque je polissais sur la manche de mon manteauet que je mis dans ma bouche,pour avoir quelque chose à mâcher ;sinon, je ne bougeais paset ne déplaçais même pas les yeux.Les gens allaient et venaient,le bruit des voitures,le martèlement des sabots et les conversations emplissaient l'air.
Mais je pouvais essayer avec les boutons ?Cela ne servirait à rien, bien sûr,et de plus, j'étais assez malade.Mais à bien y réfléchir,je devais de toute façon aller dans la direction de « l'oncle »—mon véritable « oncle »—en rentrant chez moi ?
Finalement, je me levaiet me traînai lentement et furtivement dans les rues.Une brûlure commença au-dessus de mes sourcils,la fièvre montait,et je me hâtai autantque je le pus.Je repassai devant la boulangerie,où se trouvait le pain.Allez,on ne s'arrête pas là !me dis-je avec une fermeté feinte.Mais si j'entraiset demandais un morceau de pain ?C'était une pensée fugace,un éclair ;cela me vint vraiment à l'esprit.Fi !chuchotai-je en secouant la tête.Et je poursuivis mon chemin.
Dans Rebslagergangen, un couple d'amoureuxchuchotait dans un porche ;un peu plus loin, une fille passa la tête par la fenêtre.Je marchais si doucement et pensivement,j'avais l'air de réfléchir à diverses choses—et la fille sortit dans la rue.
« Qu'est-ce qui t'arrive,le vieux ?Quoi,t'es malade ?Non,Dieu me garde, quelle tête ! »Et la fille se retira vivement.
Je m'arrêtai net.Qu'est-ce qui n'allait pas avec mon visage ?Étais-je vraiment en train de mourir ?Je me tâtai les joues :maigre,bien sûr que j'étais maigre ;mes joues étaient comme deux coupes avec le fond rentré ;mais mon Dieu...et je me remis en route.
Mais je m'arrêtai de nouveau.Je devais être incroyablement maigre.Et mes yeux étaient en train de rentrer dans ma tête.De quoi avais-je l'air, au juste ?C'était quand même le diable aussi,de devoir se laisser défigurer vivant par la simple faim !Je sentis la fureur une fois de plus,son dernier flamboiement,une contraction nerveuse.Dieu nous garde, quelle tête,hein ?J'étais là avec une têtecomme il n'en existait pas de pareille dans le pays,avec une paire de poingsqui, que Dieu me pardonne, pouvaient réduire en farine un messager de la ville,et je me laissais défigurer par la faim en plein milieu de Kristiania !Y avait-il un ordre et une mesure là-dedans ?J'avais été atteléet avais trimé nuits et jours,comme une mulequi traîne un prêtre ;j'avais lu jusqu'à en perdre les yeuxet jeûné jusqu'à en perdre la raison—qu'est-ce que j'en avais retiré, bon sang ?Même les chiennes des rues priaient Dieu de les épargner de ma vue.Mais maintenant, ça allait s'arrêter—tu comprends !—ça allait, que le diable m'emporte, s'arrêter !...Avec une fureur toujours croissante,grinçant des dents en sentant ma faiblesse,entre larmes et jurons,je continuai à fulminer,sans prêter attention aux gensqui passaient.Je recommençai à me martyriser,heurtant volontairement mon front contre les lampadaires,enfonçant profondément mes ongles dans le dos de mes mains,mordant de rage ma languequand elle ne parlait pas clairement,et je riais furieusement chaque fois que ça faisait très mal.
Oui,mais que dois-je faire ?me répondis-je finalement.Et je frappe plusieurs fois le sol du piedet répète :Que dois-je faire ?—Un monsieur passe juste à ce moment et remarque en souriant :
« Vous devriez aller vous faire arrêter. »
Je le regardai.C'était l'un de nos gynécologues connus,surnommé « le Duc ».Même lui ne comprenait pas mon état,un hommeque je connaissaiset dont j'avais serré la main.Je devins silencieux.Arrêté ?Oui,j'étais fou ;il avait raison.Je sentais la folie dans mon sang,je sentais sa course à travers mon cerveau.C'est donc là que ça devait finir pour moi !Oui,oui !Et je repris ma marche lente,et triste.C'est donc là que j'allais échouer !
Soudain, je m'arrête de nouveau.Mais pas arrêté !dis-je ;pas ça !Et j'étais presque rauque de peur.Je priai pour moi,suppliant à tort et à travers de ne pas être arrêté.Alors je me retrouverais de nouveau à la préfecture,enfermé dans une cellule sombreoù il n'y avait pas une étincelle de lumière.Pas ça !Il y avait d'autres issues encore,que je n'avais pas essayées.Et je les essaierais ;je serais si ardemment diligent,je prendrais mon temps pour celaet ferais le tour des maisons sans me décourager.Il y avait, par exemple, le marchand de musique Cisler,je n'étais pas du tout allé chez lui.Il y aurait bien une solution...C'est ainsi que je parlais,jusqu'à ce que je me fasse presque pleurer d'émotion.Pourvu que je ne sois pas arrêté !
Cisler ?Était-ce peut-être un signe du destin ?Son nom m'était venu à l'esprit sans raison,et il habitait si loin ;mais je le chercherais quand même,en marchant doucement et en me reposant de temps en temps.Je connaissais l'endroit,j'y étais souvent allé,avais acheté tant de partitions au bon vieux temps.Devais-je demander une demi-couronne ?Cela le gênerait peut-être ;je ferais mieux de demander une couronne entière.
J'entrai dans la boutiqueet demandai le patron ;on me fit entrer dans son bureau.L'homme était là,beau,habillé à la mode,et examinait des factures.
Je balbutiai une excuseet exposai ma requête.Contraint par le besoin de m'adresser à lui...Cela ne durerait pas longtempsavant que je ne le rembourse...Quand je recevrais les honoraires pour mon article de journal...Il me ferait une si grande faveur...
Pendant que je parlais encore,il se tourna vers son pupitreet continua son travail.Quand j'eus fini,il me regarda de biais,secoua sa belle têteet dit :« Non ! »Juste Non.Aucune explication.Pas un mot.
Mes genoux tremblaient violemment,et je m'appuyai contre le petit comptoir poli.Je devais essayer encore une fois.Pourquoi son nom m'était-il venu à l'esprit,alors que j'étais loin, à Vaterland ?Des tiraillements se firent sentir dans mon flanc gauche,et je commençai à transpirer.Hum !J'étais vraiment très mal en point,dis-je,assez malade,malheureusement ;il ne faudrait sûrement pas plus de quelques joursavant que je puisse le rembourser.Voudrait-il être si gentil ?
« Cher homme,pourquoi venez-vous à moi ? »dit-il.« Vous êtes pour moi un X complet,entré de la rue.Allez au journal,où l'on vous connaît. »
« Mais juste pour ce soir ! »dis-je.« La rédaction est déjà fermée,et j'ai très faim maintenant. »
Il secoua la tête avec persistance,continua à la secouer même après que j'eus saisi la poignée.
« Au revoir ! »dis-je.
Ce n'était pas un signe du destin,pensai-je en souriant amèrement ;je pouvais aussi bien faire des signes,quand il le fallait.Je me traînai d'un quartier à l'autre,me reposant de temps en temps un instant sur des marches.Pourvu que je ne sois pas arrêté !La terreur de la cellule me poursuivait tout le temps,ne me laissait aucune paix ;chaque fois que je voyais un policier sur mon chemin,je me faufilais dans une rue latéralepour éviter de le rencontrer.Maintenant, comptons cent pas,dis-je,et tentons notre chance à nouveau !Il y aura bien une solution un jour...
C'était une petite mercerie,un endroitoù je n'avais jamais mis les pieds.Un seul homme derrière le comptoir,un bureau à l'arrière avec une plaque en porcelaine sur la porte,des étagères et des tables remplies sur une longue rangée.J'attendis que la dernière cliente ait quitté la boutique,une jeune femme avec des fossettes.Comme elle avait l'air heureuse !Je n'eus pas le cœur d'essayer de faire impression avec mon épingle dans mon manteau ;je me détournai,et ma poitrine sanglotait.
« Vous désirez ? »demanda l'employé.
« Le patron est-il là ? »dis-je.
« Il est en randonnée dans le Jotunheimen, »répondit-il.« C'était pour quelque chose de particulier,peut-être ? »
« C'était pour quelques sous pour manger, »dis-je en essayant de sourire ;« j'ai faim,et je n'ai pas un sou. »
« Alors vous êtes aussi richeque moi »,dit-il en se mettant à ranger des paquets de fil.
« Oh,ne me renvoyez pas—pas maintenant ! »dis-je,soudainement glacé de tout mon corps.« Je suis vraiment presque mort de faim,cela fait plusieurs joursque je n'ai rien mangé. »
Avec le plus grand sérieux,sans rien dire,il se mit à retourner ses poches,une par une.Ne voulais-je pas le croire sur parole,hein ?
« Juste cinq sous ? »dis-je.« Et je vous en rendrai dix dans quelques jours. »
« Cher homme,voulez-vous que je vole dans le tiroir-caisse ? »demanda-t-il avec impatience.
« Oui, »dis-je,« oui,prenez cinq sous dans le tiroir-caisse. »
« Ce ne sera pas moiqui le ferai, »conclut-il,et il ajouta :« Et laissez-moi vous dire tout de suite,que maintenant, ça suffit. »
Je me retirai,malade de faim et brûlant de honte.Je m'étais fait chien pour l'os le plus misérableet ne l'avais pas eu.Non,maintenant, il fallait que ça cesse !C'en était vraiment trop loin avec moi.Je m'étais tenu droit pendant tant d'années,j'avais tenu bon dans des moments si durs,et maintenant, j'étais soudainement tombé dans la mendicité brutale.Cette seule journée avait corrompu toute ma pensée,éclaboussé mon esprit d'impudence.Je n'avais pas hésité à me rendre pitoyableet à pleurer devant les plus petits commerçants.Et à quoi cela avait-il servi ?N'étais-je pas toujours sans un morceau de pain à me mettre sous la dent.J'avais réussi à me faire dégoûter de moi-même.Oui,oui,maintenant il fallait que ça finisse !En ce moment même, on fermait le portail chez moi,et je devais me dépêchersi je ne voulais pas passer la nuit à la préfecture encore une fois...
Cela me donna des forces ;je ne voulais pas coucher à la préfecture.Le corps courbé en avant,la main appuyée sur mes côtes gauches,pour calmer un peu les pointes,j'avançai péniblement,les yeux fixés sur le trottoir,pour ne pas forcer d'éventuelles connaissances à me saluer,et me hâtai vers la caserne des pompiers.Dieu merci,il n'était que sept heures à l'horloge de Notre-Sauveur,j'avais encore trois heuresavant la fermeture du portail.Comme j'avais eu peur !
Il n'y avait donc plus rien à tenter,j'avais fait tout ceque je pouvais.Que cela n'ait pas réussi une seule fois en une journée entière !pensai-je.Si je le racontais à quelqu'un,personnene le croirait,et si je l'écrivais,on diraitque c'était inventé.Pas à un seul endroit !Oui,oui,il n'y avait rien à faire ;surtout, ne plus être touchant.Fi,c'est dégoûtant,je t'assure,ça me donne la nausée de toi !Quand tout espoir était perdu,il était perdu.Ne pouvais-je pas, d'ailleurs, voler une poignée d'avoine dans l'écurie ?Une lueur d'espoir,un éclair—je savaisque l'écurie était fermée.
Je pris mon tempset rampai à pas de tortue vers la maison.Je sentais la soif,heureusement pour la première fois de la journée,et je cherchai des yeux un endroitoù boire.J'étais trop loin des bazars,et je ne voulais pas entrer dans une maison privée ;je pouvais peut-être aussi attendre d'être rentré ;cela prendrait un quart d'heure.Il n'était pas du tout ditque je pourrais garder une gorgée d'eau non plus ;mon estomac ne tolérait plus rien,je me sentais même nauséeux de la saliveque j'avalais sans cesse.
Mais les boutons ?Je n'avais pas encore essayé avec les boutons ?Alors je m'arrêtai netet me mis à sourire.Peut-être y aurait-il une solution, après tout !Je n'étais pas complètement damné !J'obtiendrais certainement dix øre pour eux,demain j'en obtiendrais dix autres quelque part,et jeudi, je serais payé pour mon article de journal.Je verrais bien,ça s'arrangerait !Que j'aie pu oublier les boutons !Je les sortis de ma pocheet les contemplai,en marchant ;mes yeux s'assombrirent de joie,je ne voyais pas toute la ruesur laquelle je marchais.
Comme je la connaissais bien, cette grande cave,mon refuge des soirs sombres,mon ami sanguinaire !Un par un, mes biens avaient disparu ici,mes petits objets de la maison,mon dernier livre.Le jour de la vente aux enchères, j'y descendais volontiers,pour voir,et je me réjouissais chaque fois que mes livres semblaient tomber entre de bonnes mains.L'acteur Magelsen avait ma montre,et j'en étais presque fier ;un almanachdans lequel j'avais ma première petite tentative poétiqueavait été acheté par une connaissance,et mon pardessus avait fini chez un photographe pour être prêté dans son atelier.Il n'y avait donc rien à redire.
Je tins mes boutons prêts dans ma mainet entrai.« L'oncle » est assis à son pupitre et écrit.
« Je ne suis pas pressé, »dis-je,craignant de le dérangeret de l'impatienter avec ma demande.Ma voix sonnait étrangement creuse,je ne la reconnaissais presque pas moi-même,et mon cœur battait comme un marteau.
Il vint à ma rencontre en souriant,comme il avait l'habitude,posa ses deux mains à plat sur le comptoiret me regarda en face,sans rien dire.
Oui,j'avais quelque chose avec moi,et je voulais lui demanders'il n'en aurait pas l'usage...quelque chosequi ne faisait que m'encombrer à la maison,je vous assure,une véritable nuisance...quelques boutons.
Alors,qu'en était-il,qu'en était-il de ces boutons ?Et il approche ses yeux tout près de ma main.
Ne pouvait-il pas me donner quelques sous pour eux ?...Autantqu'il le jugerait bon...Entièrement à sa discrétion...
Pour ces boutons ?Et « l'oncle » me fixe, étonné.Pour ces boutons ?
Juste pour un cigare,ou ce qu'il voudrait.Je passais justement par là,et je voulais me renseigner.
Alors le vieux prêteur sur gages ritet retourna à son pupitre,sans dire un mot.J'étais là.Je n'avais pas vraiment espéré grand-chose,et pourtant j'avais pensé qu'il serait possible d'être aidé.Ce rire était ma condamnation à mort.Les lunettes ne serviraient sans doute à rien non plus, maintenant ?
Je laisserais bien sûr mes lunettes avec,cela va de soi,dis-je en les enlevant.Juste dix øre,ou,s'il le voulait,cinq øre ?
« Vous savez bienque je ne peux pas prêter sur vos lunettes, »dit « l'oncle » ;« je vous l'ai déjà dit. »
« Mais j'ai besoin d'un timbre, »dis-je d'une voix sourde ;je ne pouvais même pas envoyer les lettresque je devais écrire.« Un timbre de dix ou cinq øre,comme vous le jugerez bon. »
« Que Dieu vous bénisse et allez votre chemin ! »répondit-il en faisant un geste de la main dans ma direction.
Oui,oui,tant pis !me dis-je.Machinalement, je remis mes lunettes,pris les boutons dans ma mainet partis ;je dis bonne nuitet fermai la porte derrière moi comme d'habitude.Voilà,il n'y avait plus rien à faire !Devant l'entrée, je m'arrêtaiet regardai encore une fois les boutons.Qu'il n'en veuille pas du tout !dis-je ;ce sont pourtant des boutons presque neufs ;je ne peux pas comprendre !
Tandis que j'étais là dans ces réflexions,un homme passaet descendit dans la cave.Il m'avait légèrement bousculé en passant ;nous nous excusâmes tous les deux,et je me retournaipour le regarder.
« Non,c'est toi ? »dit-il soudain en bas de l'escalier.Il remonta,et je le reconnus.« Dieu nous garde,regarde-toi ! »dit-il.« Qu'as-tu fait ici ? »
« Oh —des affaires.Tu vas là-dedans,je vois ? »
« Oui.Qu'est-ce que tu y as fait ? »
Mes genoux tremblaient,je m'appuyai contre le muret tendis ma main avec les boutons.
« Mais qu'est-ce que c'est que ça ? »cria-t-il.« Non,maintenant, ça va trop loin ! »
« Bonne nuit ! »dis-je en voulant partir ;je sentais les larmes dans ma poitrine.
« Non,attends un instant ! »dit-il.
Qu'est-ce que je devais attendre ?Il était lui-même en route pour chez « l'oncle »,apportait peut-être sa bague de fiançailles,avait jeûné pendant plusieurs jours,devait de l'argent à sa logeuse.
« Oui, »répondis-je,« si tu fais vite... »
« Bien sûr, »dit-il en me saisissant le bras ;« mais je vais te dire,je ne te crois pas,tu es un idiot ;il vaut mieuxque tu viennes avec moi là-dedans. »
Je comprisce qu'il voulait,sentis soudain de nouveau une petite étincelle d'honneuret répondis :
« Je ne peux pas !J'ai promis d'être dans Bernt Ankers Gade à sept heures et demie,et... »
« Sept heures et demie,c'est ça !Mais il est huit heures maintenant.Je suis là avec ma montre à la main,c'est ceque je viens faire ici.Allez,entre,pécheur affamé !J'aurai au moins cinq couronnes pour toi. »
Et il me poussa à l'intérieur.
ANDET STYKKE
Et Par Uger senere befandt jeg mig ude en Aften.
Jeg havde igen siddet på en af Kirkegårdeneog skrevet på en Artikel for et af Bladene;mens jeg var i Færd hermed,blev Klokken ti,Mørket faldt indog Porten skulde lukkes.Jeg var sulten,meget sulten;de ti Kroner vared desværre så altfor kort;nu var det to,næsten tre Døgn,siden jeg havde spist noget,og jeg følte mig noget mat,lidt anstrængt af at føre Blyanten.Jeg havde en halv Penneknivog et Nøgleknippe i Lommen,men ikke en Øre.
Da Kirkegårdsporten lukkedes,skulde jeg jo have gået lige hjem;men af en instinktsmæssig Sky for mit Værelse,hvor alt var mørkt og tomt,et forladt Blikkenslagerværksted,som jeg endelig havde fået Lov til at holde til i sålænge,sjangled jeg videre,drev på Må og Få forbi Rådstuen,helt ned til Sjøenog hen til en Bænk på Jærnbanebryggenhvor jeg satte mig.
Der faldt mig i Øjeblikket ikke en trist Tanke ind,jeg glemte min Nødog følte mig beroliget ved Synet af Havnen,der lå fredelig og skøn i Halvmørket.Af gammel Vane vilde jeg glæde mig selv medat gennemlæse det Stykke,jeg netop havde skrevet,og som forekom min lidende Hjærne det bedste,jeg havde gjort.Jeg tog mit Manuskript op af Lommen,holdt det tæt ind til Øjnene,forat se,og gennemløb den ene Side efter den anden.Tilsidst blev jeg trætog stak Papirerne i Lommen.Alting var stille;Sjøen lå som et blåt Perlemor henover,og Småfuglene fløj tause forbi migfra Sted til Sted.En Politikonstabel patroullerer et Stykke henne,ellers ses ikke et Menneske,og hele Havnen ligger tyst.
Jeg tæller igen mine Penge:en halv Pennekniv,et Nøgleknippe;men ikke en Øre.Pludselig griber jeg ned i min Lommeog trækker atter Papirerne op.Det var en mekanisk Akt,en ubevidst Nervetrækning.Jeg udsøger mig et hvidt,ubeskravet Blad,og —Gud ved,hvor jeg fik Idéen fra —jeg laved et Kræmmerhus,lukked det varligt til,så det så ud som fuldt,og kasted det langt henad Brostenene ;af Vinden førtes det endnu lidt længer,så blev det liggende.
Nu havde Sulten begyndt at angribe mig.Jeg sad og så på dette hvide Kræmmerhus,der ligesom svulmed af blanke Sølvpenge,og hidsed mig selv til at tro,at det virkelig indeholdt noget.Ganske højt sad jeg og lokked mig til at gætte Summen—hvis jeg gætted rigtigt,var den min!Jeg forestilled mig de små,nydelige Tiøringer i Bundenog de fede,riflede Kroner ovenpå—et helt Kræmmerhus fuldt af Penge!Jeg sad og så på det med opspilede Øjneog hæled mig selv til at gå og stjæle det
Så hører jeg Konstablen hoste—og hvordan kunde jeg dog falde på at gøre netop det samme?Jeg rejser mig op fra Bænken og hoster,og jeg gentager det tre Gange,forat han skal høre det.Hvor vilde han ikke kaste sig over Kræmmerhuset,når han kom!Jeg sad og glæded mig over dette Puds,gned mig henrykt i Hænderneog bandte storslagent hen i Hyt og Vejr.Om han ikke skulde få en lang Næse,den Hund!Om han ikke vilde synke ned i Helvedes hedeste Pøl og Pinefor den Kæltringstreg!Jeg var bleven drukken af Sult,min Hunger havde beruset mig.
Et Par Minutter efter kommer Konstablen,klappende med sine Jærnhæle i Brostenene,spejdende til alle Sider.Han giver sig god Tid,han har hele Natten for sig;han ser ikke Kræmmerhuset—ikke førend han er det ganske nær.Da standser han og betragter det.Det ser så hvidt og værdifuldt ud der det ligger,måske en liden Sum,hvad?en liden Sum Sølvpenge?. . . .Og han tager det op.Hm!det er let,det er meget let.Måske en kostelig Fjær,Hattepynt . . . .Og han åbner det varsomt med sine store Hænderog kiger ind.Jeg lo,lo og banked mig i Knæet,lo som en rasende Mand.Og ikke en Lyd kom mig fra Struben;min Latter var tyst og hektisk,havde en Gråds Inderlighed . . . .
Så klapper det igen i Brostenene,og Konstablen gør et Slag henover Bryggen.Jeg sad der med Tårer i Øjneneog hikked efter Ånde,helt fra mig selv af febersk Lystighed.Jeg begyndte at tale højt,fortalte mig selv om Kræmmerhuset,eftergjorde den stakkels Konstabels Bevægelser,kiged ind i min hule Håndog gentog atter og atter for mig selv:Han hosted,da han kasted det!Han hosted,da han kasted det!Til disse Ord føjed jeg nye,gav dem pirrende Tillæg,omsatte hele Sætningenog spidsed den til:Han hosted én Gang—khøhø!
Jeg udtømte mig i Variationer af disse Ord,og det led langt hen på Aftenen,inden min Lystighed hørte op.En døsig Ro overkom mig så,en behagelig Mathed,som jeg ikke gjorde Modstand mod.Mørket var bleven lidt tykkere,en liden Bris fured i Sjøens Perlemor;Skibene,hvis Master jeg så mod Himlen,så ud med sine sorte Skrog som lydløse Uhyrer,der rejste Børster og lå og vented på mig.Jeg havde ingen Smærte,min Sult havde stumpet den af;i dens Sted følte jeg mig behageligt tom,uberørt af alting omkring migog glad over at være uset af alle.Jeg lagde Benene op på Bænkenog læned mig bagover,således kunde jeg bedst føle Afsondrethedens hele Velvære.Der var ikke en Sky i mit Sind,ikke en Fornemmelse af Ubehag,og jeg havde ikke en Lyst eller Attrå uopfyldt,så vide min Tanke kunde gå.Jeg lå med åbne Øjnei en Tilstand af Fraværenhed fra mig selv,jeg følte mig dejligt borte.
Fremdeles var der ikke en Lyd,som forstyrred mig;det milde Mørke havde skjult Alverden for mine Øjneog begravet mig der i idel Ro—blot Stilhedens øde Lyddulm tier mig monotont i Ørene.Og de dunkle Uhyrer derude vilde suge mig til sig,når Natten kom,og de vilde bringe mig langt over Hav og gennem fremmede Land,hvor ikke Mennesker bo.Og de vilde bringe mig til Prinsesse Ylajalis Slot,der en uanet Herlighed venter mig,større end nogen Menneskers er.Og hun selv vilde sidde i en strålende Sal,hvor alt er af Amatyst,i en Trone af gule Roser,og række Hånden ud mod mig,når jeg stiger ind,hilse og råbe Velkommen,når jeg nærmer mig og knæler:Velkommen,Ridder,til mig og mit Land!Jeg har ventet dig i tyve Somreog kaldet dig i alle lyse Nætter,og når du sørged,har jeg grædt herinde,og når du sov,har jeg åndet dig dejlige Drømme ind! . . . .Og den skønne tager min Hånd og følger mig,leder mig frem gennem lange Gange,hvor store Menneskeskarer råber Hurra,gennem lyse Haver,hvor tre hundrede unge Piger leger og ler,ind i en anden Sal,hvor alt er af lysende Smaragd.Solen skinner herinde,i Gallerier og Gange går hendragende Kor af Musik,Strømme af Duft slår mig imøde.Jeg holder hendes Hånd i min,og jeg føler i mit Blod Forhekselsens vilde Dejlighed fare;jeg lægger min Arm om hende,og hun hvisker:Ikke her,kom længer endnu!Og vi stiger ind i den røde Sal,hvor alt er Rubin,en frådende Herlighed,hvori jeg synker om.Da føler jeg hendes Arme om mig,hun ånder henover mit Ansigt,hvisker:Velkommen,Elskede!Kys mig!Mer . . . .mer . . . .
Jeg ser fra min Bænk Stjærner for mine Øjne,og min Tanke stryger ind i en Orkan af Lys . . . .
Jeg var falden i Søvn,der jeg lå,og blev vækket af Konstablen.Der sad jeg,ubarmhjærtigen kaldt tilbage til Livet og Elendigheden.Min første Følelse var en stupid Forbauselseover at finde mig selv ude under åben Himmel,men snart afløstes denne af et bittert Mismod;jeg var lige ved at græde af Sorgover endnu at være ilive.Det havde regnet,mens jeg sov,mine Kiæder var ganske gennemvåde,og jeg følte en rå Kulde i mine Lemmer.Mørket var bleven end tættere,det var med Nød jeg kunde skimte Konstablens Ansigtstræk foran mig.
»Såh,«sagde han,»stå nu op!«
Jeg rejste mig straks;om han havde befalet mig at lægge mig ned igen,havde jeg også adlydt.Jeg var meget nedstemt og ganske uden Kraft,dertil kom,at jeg næsten øjeblikkelig begyndte at føle Sulten igen.
»Vent lidt!«råbte Konstablen efter mig,»Di går jo fra Demses Hat,Tosken!Såh,gå nu!«
»Jeg syntes nok også,der var noget,jeg ligesom —ligesom havde glemt,«stammed jeg fraværende.»Tak.Godnat.«
Og jeg sjangled afsted.
Den,som nu havde sig lidt Brød at tage til!Et sådant dejligt lidet Rugbrød,som man kunde bide over,mens man gik i Gaderne!Og jeg gik og tænkte mig netop den særlige Sort Rugbrød,som det skulde være så usigeligt godt at få gnave.Jeg sulted bitterlig,ønsked mig død og borte,blev sentimental og græd.Det blev aldrig Ende på min Elendighed!Så med en Gang standsed jeg op på Gaden,stamped i Brosteneneog bandte hojt.Hvad var det,han havde kaldt mig?Tosken?Jeg skal vise den Konstabel,hvad det vil sige at kalde mig Tosken!Dermed vendte jeg omog løb tilbage.Jeg følte mig blussende hed af Vrede.Nede i Gaden snubled jeg og faldt,men jeg ændsed det ikke,sprang op igen og løb.Nede ved Jærnbanetorvet var jeg imidlertid ble ven så træt,at jeg følte mig ikke istand til at fortsætte helt ned til Bryggen;min Vrede havde desuden taget af under Løbet.Endelig standsed jegog trak Vejret.Kunde det ikke også være ganske ligegyldigt,hvad en sådan Konstabel havde sagt?—Ja,men jeg tålte ikke alt!—Rigtignok!afbrød jeg mig selv;men han vidste ikke bedre!—Og denne Undskyldning fandt jeg tilfredsstillende;jeg gentog to Gange for mig selv:Han vidste ikke bedre!Dermed vendte jeg atter om.
Gud,hvad du kan finde på!tænkte jeg harmfuldt;løbe om som en gal i slige dyvåde Gadermørke Natten!Sulten gnaved mig ulideligenog lod mig ikke i Ro.Atter og atter svælged jeg Spyt,for på den Måde at mætte mig lidt,og jeg syntes,det hjalp.Det havde været for småt med Mad for mig i mangfoldige Uger,før dette kom på,og Kræfterne havde taget betydeligt af i det sidste.Når jeg havde været heldig at fået en Femkrone opdrevetved en eller anden Manøvre,vilde ikke gærne disse Penge vare så længe,at jeg blev helt restitueret,før en ny Sultetid brød ind over migog slog mig i Knæ.Det havde faret værst med min Ryg og mine Skuldre;den Smule Gnaven i Brystetkunde jeg også standse et Øjeblik,når jeg hosted rigtig hårdt,eller når jeg gik dygtigt foroverbøjet;men Ryggen og Skuldrene havde jeg ingen Råd for.Hvordan kunde det dog være,at det slet ikke vilde lysne for mig?Var jeg måske ikke lige så berettiget til at levesom hvemsomhelst anden,som Antikvarboghandler Paschaog Dampskibsekspeditør Hennechen?Om jeg kanske ikke havde Skuldre som en Riseog to svære Arme at arbejde med,og om jeg måske ikke havde søgt endog en Vedhuggerplads i Møllergaden,forat tjene mit daglige Brød?Var jeg lad?Havde jeg ikke søgt Pladseog hørt Forelæsningerog skrevet Avisartiklerog læst og arbejdet Nat og Dag,som en gal Mand?Og havde jeg ikke levet som en Gnier,spist Brød og Melk,når jeg havde meget,Brød,når jeg havde lidet,og sultet,når jeg ingenting havde?Boed jeg på Hotel,havde jeg en Suite Værelser i første Etage?På et Udloft boed jeg,i et Blikkenslagerværksted,som Gud og Hvermand havde rømt ud af sidste Vinter,fordi det sneed derind.Så jeg kunde aldeles ikke begribe mig på det hele!
Alt dette gik jeg og tænkte på,og der var ikke så meget som en Gnist af Ondskabeller Misundelighed eller Bitterhed i min Tanke.
Ved en Farvehandel standsed jeg og så indad Vinduet;jeg forsøgte at læse Vignetterne på et Par hermetiske Dåser,men det var altfor mørkt.Ærgerlig på mig selv for dette ny Påfund,og heftig,næsten vred over ikke at kunne finde ud,hvad disse Dåser indeholdt,banked jeg én Gang i Vinduetog gik videre.Oppe i Gaden så jeg en Politibetjent,jeg forstærked min Gang,gik tæt hen til hamog sagde,uden ringeste Foranledning:
»Klokken er ti.«
»Nej,den er to,«svared han forundret.
»Nej,den er ti,«sagde jeg,»Klokken er ti.«Og stønnende af Vrede trådte jeg endnu et Par Skridt frem,knytted min Håndog sagde:»Hør,ved De hvad —Klokken er ti!«
Han stod og overvejed en liden Stund,anskued min Person,stirred forbløffet på mig.Endelig sagde han ganske stille:
»I hvert Fald er det jo på Tiden,at Dere går hjem.Vil Di,atte jej ska’ følle Dere?«
Ved denne Venlighed blev jeg afvæbnet;jeg følte,at jeg fik Tårer i Øjnene,og jeg skyndte mig at svare:
»Nej,Tak!—Jeg har bare været lidt forsent ude . . . .på en Kafé . . . .Jeg takker Dem så meget.«
Han lagde Hånden på Hjælmen,da jeg gik.Hans Venlighed havde ganske overvældet mig,og jeg græd,fordi jeg ikke ejed fem Kroner at give ham.Jeg standsed og så efter ham,idet han langsomt vandred sin Vej,slog mig for Pandenog græd heftigere,efterhvert som han fjærned sig.Jeg skældte mig ud for min Fattigdom,kaldte mig ved Øgenavne,opfandt desperate Benævnelser,kostelige rå Fund af Skældsord,som jeg overdynged mig selv med.Dette fortsatte jeg med,indtil jeg var næsten helt hjemme.Da jeg kom til Porten opdaged jeg,at jeg havde tabt mine Nøgler.
Ja,naturligvis!sagde jeg bittert til mig selv,hvorfor skulde jeg ikke tabe mine Nøgler?Her bor jeg i en Gård,hvor der er en Stald nedenunderog et Blikkenslagerværksted ovenpå;Porten er stængt om Natten,og ingen,ingen kan lukke den op—hvorfor skulde jeg så ikke tabe mine Nøgler?Jeg er våd som en Hund,lidt sulten,ganske bitte lidt sulten,og lidt latterligt træt i Knæerne—hvorfor skulde jeg så ikke tabe dem?Hvorfor kunde ikke egentlig hele Huset være flyttet ud i Aker,når jeg kom og skulde ind? . . . .Og jeg lo ved mig selv,forhærdet af Sult og Forkommenhed.
Jeg hørte Hestene stampe inde i Stalden,og jeg kunde se mit Vindu ovenpå;men Porten kunde jeg ikke åbne,og jeg kunde ikke slippe ind.Træt og bitter i Sindbestemte jeg mig derfor til at gå tilbage til Bryggenog lede efter mine Nøgler.
Det var igen begyndt at regne,og jeg følte allerede Vandet trække igennem på mine Skuldre.Ved Rådstuen fik jeg med en Gang en lys Idé:jeg vilde anmode Politiet om at åbne Porten.Jeg henvendte mig straks til en Konstabelog bad ham indstændigt om at følge med og lukke mig ind,hvis han kunde.
Hja,hvis han kunde,ja!Men han kunde ikke,han havde ingen Nøgle.Politiets Nøgler var ikke her,de var i Detektivafdelingen.
Hvad skulde jeg da gøre.?
Hja,jeg fik gå til et Hotel og lægge mig.
Men jeg kunde virkelig ikke gå til et Hotel og lægge mig;jeg havde ingen Penge.Jeg havde været ude . . . .på en Kafé . . . .han forstod jo nok . . . .
Vi stod der en liden Stund på Rådstuens Trappe.Han overvejed og betænkte sigog anskued min Person.Regnen strømmed ned udenfor os.
»Så får Di gå ind til Vagthavendeog mælle Dere som husvild,«sagde han.
Som husvild?Det havde jeg ikke tænkt på.Ja,Død og Plage,det var en god Idé!Og jeg takked Konstablen på Stedetfor dette fortrinlige Påfund.Om jeg bare simpelthen kunde gå indog sige,at jeg var husvild?
Simpelthen! . . . .
»Navn?«spurgte Vagthavende.
»Tangen —Andreas Tangen.«
Jeg ved ikke,hvorfor jeg løj.Min Tanke flagred opløst omog gav mig flere Indfald,end jeg skøtted om;jeg hitted dette fjærntliggende Navn i Øjeblikketog slynged det ud,uden nogen Beregning.Jeg løj uden Nødvendighed.
»Bestilling?«
Dette var at sætte mig Stolen for Døren.Hm.Bestilling!Hvad var min Bestilling?Jeg tænkte først at gøre mig til Blikkenslager,men voved det ikke;jeg havde givet mig et Navn,som ikke enhver Blikkenslager har,desuden bar jeg Briller på Næsen.Da faldt det mig i Sinde at være dumdristig,jeg trådte et Skridt fremog sagde fast og højtideligt:
»Journalist.«
Vagthavende gjorde et Ryk på sig,før han skrev,og stor som en husvild Statsrådstod jeg foran Skranken.Det vakte ingen Mistanke;Vagthavende kunde nok så godt forstå,at jeg nøled med mit Svar.Hvad ligned det,en Journalist på Rådstuen,uden Tag over Hovedet!
»Ved hvilket Blad—Hr.Tangen?«
»Ved »Morgenbladet«,«sagde jeg.»Desværre har jeg været lidt forsent ude iaften . . .«
»Ja,det taler vi ikke om!«afbrød han,og han lagde til med et Smil:»Når Ungdommen er ude . . . .vi forstår . . . .«Henvendt til en Konstabel sagde han,idet han rejste sig og bukked høfligt for mig:»Vis den Herre op i den reserverede Afdeling.Godnat!«
Jeg følte mig kold nedad Ryggen over min egen Dristighed,og jeg knytted Hænderne,der jeg gik,for at stive mig op.Havde jeg endda ikke blandet »Morgenbladet« ind!Jeg vidste,at Friele kunde skære Tænder,og da Nøglen gnissed i Låsen,mindedes jeg ved Lyden derom.
»Gassen brænder i ti Minutter,«sagde Konstablen endnu i Døren.
»Og så slukkes den?«
»Så slukkes den.«
Jeg satte mig på Sengenog horte,hvor Nøglen blev vreden om.Den lyse Celle så venlig ud;jeg følte mig godt og vel i Husog lytted med Velbehag til Regnen udenfor.Jeg skulde ikke ønske mig noget bedreend en sådan koselig Celle!Min Tilfredshed steg;siddende på Sengen med Hatten i Håndenog med Øjnene heftet på Gasflammen henne i Væggen,gav jeg mig til at eftertænke Momenternei min første Befatning med Politiet.Dette var den første,og hvor havde jeg ikke narret det!Journalist Tangen,hvadbehager?Og så »Morgenbladet«!Hvor havde jeg ikke rammet Manden lige i Hjærtet med »Morgenbladet«!Det taler vi ikke om,hvad?Siddet i Stiftsgården i Galla til Klokken to,glemt Portnøglen og en Lommebog på nogle tusind Kroner hjemme!Vis den Herre op i den reserverede Afdeling . . . .
Så slukner pludseligt Gassen,så forunderlig pludseligt,uden at tage af,uden at svinde ind;jeg sidder i dybt Mørke,jeg kan ikke se min Hånd,ikke de hvide Vægge omkring mig,intet.Der var ikke noget andet at gøre end at gå tilsengs.Og jeg klædte mig af.
Men jeg var ikke søvntrætog kunde ikke sove.Jeg blev liggende en Tid at se ind i Mørket,dette tykke Massemørke,som ingen Bund havde,og som jeg ikke kunde begribe.Min Tanke kunde ikke fatte det.Det var mig uden al Måde mørkt,og jeg følte dets Nærvær trykke mig.Jeg lukked Øjnene,gav mig til at synge halvhøjtog kasted mig frem og tilbage på Briksen,forat adsprede mig;men uden Nytte.Mørket havde besat min Tankeog lod mig ikke et Øjeblik i Fred.Hvad om jeg selv var bleven opløst til Mørke,gjort til ét med det?Jeg rejser mig op i Sengenog slår ud med Armene.
Min nervøse Tilstand havde ganske taget Overhånd,og det hjalp ikke,hvormeget jeg forsøgte at modarbejde den.Der sad jeg,et Bytte for de særeste Fantasier,tyssende på mig selv,nynnende Vuggesange,svedende af Anstrængelse for at bringe mig i Ro.Jeg stirred ud i Mørket,og jeg havde aldrig i mine Levedage set et sådant Mørke.Der var ingen Tvivl om,at jeg her befandt mig foran en egen Sort af Mørke,et desperat Element,som ingen tidligere havde været opmærksom på.De latterligste Tanker sysselsatte mig,og hver Ting gjorde mig bange.Det lille Hul i Væggen ved min Seng beskæftiger mig meget,et Spigerhul,jeg finder,et Mærke i Muren.Jeg føler på det,blæser i detog søger at gætte mig dets Dybde.Det var ikke noget uskyldigt Hul,slet ikke;det var et rigtig intrikat og hemmelighedsfuldt Hul,som jeg måtte vogte mig for.Og besat af Tanken på dette Hul,helt fra mig selv af Nysgærrighed og Frygt,måtte jeg tilsidst stå op af Sengenog finde fat på min halve Pennekniv,forat måle dets Dybdeog forvisse mig om,at det ikke førte helt ind til Sidecellen.
Jeg lagde mig tilbage,forat forsøge at falde i Søvn,men i Virkeligheden for atter at kæmpe med Mørket.Regnen havde ophørt udenfor,og jeg hørte ikke en Lyd.En Tidlang vedblev jeg at lytte efter Fodtrin på Gaden,og jeg gav mig ikke Fred,førend jeg havde hørt en Fodgænger gå forbi,efter Lyden at dømme en Konstabel.Pludselig knipser jeg i Fingrene flere Gangeog ler.Det var da som bare Fan!Ha!—Jeg indbildte mig at have fundet et nyt Ord.Jeg rejser mig op i Sengenog siger:Det findes ikke i Sproget,jeg har opfundet det,Kuboå.Det har Bogstaver som et Ord,ved sødeste Gud,Mand,du har opfundet et Ord . . . .Kuboå . . . .af stor grammatikalsk Betydning . . . .
Jeg sidder med åbne Øjne,forbauset over mit Fund,og ler af Glæde.Så begynder jeg at hviske;man kunde belure mig,og jeg agted at holde min Opfindelse hemmelig.Jeg var kommet ind i Sultens glade Vanvid;jeg var tom og smærtefri,og min Tanke var uden Tøjler.Jeg overlægger i Stilhed med mig selv.Med de mest forunderlige Spring i min Tankegangsøger jeg at udgranske Betydningen af mit ny Ord.Det behøved ikke at betyde hverken Gud eller Tivoli,og hvem havde sagt,at det skulde betyde Dyrskue?Jeg knytter Hånden heftigtog gentager en Gang til:Hvem har sagt,at det skal betyde Dyrskue?Når jeg betænkte mig ret,var det ikke engang absolut nødvendigt,at det betød Hængelås eller Solopgang.Et sådant Ord,som dette,var det ikke vanskeligt at finde Mening til.Jeg vilde vente og se Tiden an.Imidlertid kunde jeg sove på det.
Jeg ligger der på Briksen og småler,men siger ingenting,udtaler mig ikke hverken fra eller til.Der går nogle Minutter,og jeg blir nervøs,det ny Ord plager mig uden Ophør,vender altid tilbage,bemægtiger sig tilsidst al min Tankeog gør mig alvorlig.Jeg havde opgjort mig en Mening om,hvad det ikke skulde betyde,men ikke fattet nogen Bestemmelse om,hvad det skulde betyde.Det er et Bispørgsmål!sagde jeg højt til mig selv,og jeg griber mig i Armen og gentager,at det var et Bispørgsmål.Ordet var Gudskelov fundet,og det var Hovedsagen.Men Tanken plager mig endeløstog hindrer mig fra at falde i Søvn;intet var mig godt nok for dette ualmindeligt sjældne Ord.Endelig rejser jeg mig atter op i Sengen,griber mig med begge Hænder om Hovedetog siger:Nej,det er jo det,som netop er umuligt,at lade det betyde Emigration eller Tobaksfabrik!Havde det kunnet betyde noget sådant som dette,vilde jeg for længe siden have bestemt mig herforog taget Følgerne.Nej,egentlig var Ordet egnet til at betyde noget sjæleligt,en Følelse,en Tilstand—om jeg ikke kunde forstå det?Og jeg husker mig om,forat finde noget sjæleligt.Da forekommer det mig,at nogen taler,blander sig ind i min Passiar,og jeg svarer vredt:Hvadbehager?Nej,din idiotiske Mage findes ikke!Strikkegarn?Å,rejs til Helvede!Nu måtte jeg rigtig le!Om jeg måtte spørge:Hvorfor skulde jeg være forpligtet til at lade det betyde Strikkegarn,når jeg specielt havde imod,at det betød Strikkegarn?Jeg havde selv opfundet Ordet,og jeg var i min gode Ret til at lade det betyde hvadsomhelst for den Skyld.Såvidt jeg vidste,havde jeg ikke endnu udtalt mig . . . .
Men mer og mer kom min Hjærne i Vildrede.Tilsidst sprang jeg ud af Sengen,forat finde Vandledningen.Jeg var ikke tørst,men mit Hoved stod i Feber,og jeg følte en instinktsmæssig Trang til Vand.Da jeg havde drukket,gik jeg igen tilsengsog bestemte mig til med Vold og Magt at ville sove.Jeg lukked Øjneneog tvang mig til at være rolig.Så lå jeg i flere Minutter,uden at gøre en Bevægelse,jeg blev sved,og jeg følte Blodet støde heftigt gennem Årene.Nej,det var dog altfor kosteligt,at han kunde lede efter Penge i det Kræmmerhus!Han hosted også blot én Gang.Mon han går dernede endnu?Sidder på min Bænk? . . . .Det blå Perlemor . . . .Skibene . . . .
Jeg åbned Øjnene.Hvor kunde jeg også holde dem lukket,når jeg ikke kunde sove?Og det samme Mørke ruged omkring mig,samme uudgrundelige sorte Evighed,som min Tanke stejled imod og ikke kunde fatte.Hvad kunde jeg dog ligne det med?Jeg gjorde de mest fortvivlede Anstrængelser,forat finde et Ord,der var sort nok til at betegne mig dette Mørke,et Ord så grusomt sort,at det kunde sværte min Mund,når jeg nævnte det.Herregud,hvor det var mørkt!Og jeg bringes igen til at tænke på Havnen,på Skibene,de sorte Uhyrer,der lå og vented på mig.De vilde suge mig til sigog holde mig fastog sejle med mig over Land og Hav,gennem mørke Riger,som ingen Mennesker har set.Jeg føler mig ombord,trukket tilvands,svævende i Skyerne,dalende,dalende . . . .Jeg giver et hæst Skrig af Angstog hugger mig fast i Sengen;jeg havde gjort sådan farlig Rejse,suset ned gennem Luften som en Byldt.Hvor følte jeg mig ikke frelst,da jeg slog Hånden mod den hårde Briks!Således er det at dø,sagde jeg til mig selv,nu skal du dø!Og jeg lå en liden Stundog tænkte over dette,at nu skulde jeg dø.Da rejser jeg mig op i Sengenog spørger strængt:Hvem sagde,at jeg skulde dø?Har jeg selv fundet Ordet,så er jeg i min gode Ret til selv at bestemme,hvad det skal betyde . . . .Jeg hørte selv,at jeg fantasered,hørte det endnu mens jeg talte.Min Galskab var et Delirium af Svaghed og Udmattelse,men jeg var ikke sandsesløs.Og den Tanke fôr mig med ét gennem Hjærnen,at jeg var bleven vanvittig.Greben af Rædsel farer jeg ud af Sengen.Jeg raver hen til Døren,som jeg prøver at åbne,kaster mig et Par Gange mod den,forat sprænge den,støder mit Hoved mod Væggen,jamrer højt,bider mig i Fingrene,græder og bander . . . .
Alting var roligt;kun min egen Stemme kastedes tilbage fra Murene.Jeg var falden om på Gulvet,ude af Stand til længer at tumle om i Cellen.Da skimter jeg højt oppe,midt for mine Øjne,en grålig Kvadrat i Væggen,en Tone af hvidt,en Anelse—det var Dagslyset.Jeg følte,at det var Dagslyset,følte det med hver Pore i mit Legeme.Å,hvor ånded jeg ikke dejligt ud!Jeg kasted mig flad på Gulvetog græd af Glæde over dette velsignede Skimt af Lys,hulked af Taknemmelighed,kyssed mod Vinduetog bar mig ad som en gal.Og jeg var mig også i dette Øjeblik bevidst,hvad jeg gjorde.Alt Mismod var med engang borte,al Fortvivlelse og Smærte ophørt,og jeg havde i denne Stund ikke et Ønske uopfyldt,så vide min Tanke kunde gå.Jeg satte mig overende på Gulvet,folded Hænderneog vented tålmodig på Dagens Frembrud.
Hvilken Nat havde ikke dette været!At man dog ikke har hørt nogen Larm,tænkte jeg forundret.Men jeg var jo også i den reserverede Afdeling,højt over alle Fanger.En husvild Statsråd,om jeg så måtte sige.Stadigt i den bedste Stemning,med Øjnene vendt mod den lysere og lysere Rude i Muren,mored jeg mig selv med at agere Statsråd,kaldte mig von Tangenog lagde min Tale i Departementsstil.Mine Fantasier havde ikke hørt op,kun var jeg langt mindre nervøs.Om jeg ikke havde begået den beklagelige Tankeløshedat lægge min Lommebog hjemme!Om jeg ikke måtte have den Æreat bringe Hr.Statsråden tilsengs?Og i yderste Alvor,med mange Ceremonier gik jeg hen til Briksenog lagde mig.
Det var nu bleven så lyst,at jeg kunde nogenlunde skimte Cellens Omrids,og lidt efter kunde jeg se det svære Håndtag i Døren.Dette adspreded mig;det ensformige Mørke,så irriterende tykt,at det hindred mig fra at se mig selv,var brudt;mit Blod blev roligere,og snart følte jeg mine Øjne lukkes.
* * *
Jeg vækkedes af et Par Slag i min Dør.I al Hast sprang jeg opog klædte mig skyndsomt på;mine Klæder var endnu gennemvåde fra igåraftes.
»Di vil mælle Dere nede hos Jourhavende,«sagde Konstablen.
Var der altså igen Formaliteter at gennemgå!tænkte jeg bange.
Jeg kom ind i et stort Rum nedenunder,hvor tredive eller firti Mennesker sad,alle husvilde.Og en for en blev de råbt op af Protokollen,en for en fik de en Billet til Mad.Jourhavende sagde stadig væk til Konstablen ved sin Side:
»Fik han en Billet?Ja,glem ikke at give dem Billetter.De ser ud til at trænge et Måltid.«
Og jeg stod og så på disse Billetterog ønsked mig en.
»Andreas Tangen,Journalist!«
Jeg trådte frem og bukked.
»Kære,hvordan kan De være kommen her?«
Jeg forklared den hele Sammenhæng,gav den samme Historie som igåraftes,løj med åbne Øjneog uden at blinke,løj med Oprigtighed:Været lidt forsent ude,desværre . . . .på en Kafé . . . .mistet Portnøglen . . . .
»Ja,«sagde han og smilte,»således er det!Har de sovet godt da?«
»Som en Statsråd!«svaredjeg.»Som en Statsråd!«
»Det glæder mig!«sagde han og rejste sig.»Godmorgen!«
Og jeg gik.
En Billet,en Billet også til mig!Jeg har ikke spist på over tre lange Dage og Nætter.Et Brød!Men der var ingen,som bød mig en Billet,og jeg turde ikke begære en.Det vilde øjeblikkelig vakt Mistanke.Man vilde begynde at grave i mine private Forholdog finde ud,hvem jeg virkelig var;man vilde arrestere mig for falske Foregivender.—Med løftet Hoved,med millionær Holdningog Hænderne heftet i mit Frakkefaldskrider jeg ud af Rådstuen.
Solen skinned allerede varmt,Klokken var ti,og Trafiken på Youngstorvet var i fuld Bevægelse.Hvor skulde jeg tage Vejen?Jeg klapper på Lommenog føler efter mit Manuskript;når Klokken blev elleve,vilde jeg forsøge at træffe Redaktøren.Jeg står en Stund på Ballustradenog iagttager Livet nedenunder mig;imens var det begyndt at dampe af mine Klæder.Hungeren indfandt sig igen,gnaved mig i Brystet,rykked,gav mig små fine Stik,som smærted mig.Havde jeg virkelig ikke en Ven,en Bekendt,jeg kunde henvende mig til?Jeg leder i min Hukommelse,forat finde en Mand på ti Øre,og finder ham ikke.Det var dog en dejlig Dag;der var megen Solog meget Lys omkring mig;Himlen strømmed som et fint Hav henover Lierfjældene . . . .
Jeg var uden at vide det på Vejen hjem.
Jeg sulted svare,og jeg fandt mig på Gaden en Træspån at tygge på.Det hjalp.At jeg dog ikke havde tænkt på det før!
Porten var åben,Staldkarlen hilste som sædvanligt Godmorgen.
»Fint Vejr!«sagde han.
»Ja«svared jeg.Det var alt,jeg fandt at sige.Kunde jeg bede ham om at låne mig en Krone?Han gjorde det vist så gærne,hvis han kunde.Jeg havde desuden engang skrevet et Brev for ham.
Han stod og smagte på noget,han vilde sige.
»Fint Vejr,ja.Hm.Jeg skulde betale Værtinden min idag,Di kunde vel ikke være så snil at låne mig fem Kroner,vel?Bare på no ’en Da’er.Di har gjort mig en Tjeneste før,Di.«
»Nej,det kan jeg virkelig ikke,Jens Olaj,«svared jeg.»Ikke nu.Måske senerehen,måske i Eftermiddag.«Og jeg sjangled opad Trappen til mit Værelse.
Her kasted jeg mig på min Seng og lo.Hvor svineheldigt var det ikke,at han var kommet mig i Forkøbet!Min Ære var reddet.Fem Kroner—Gud bevare dig,Mand!Du kunde lige så gærne spurgt mig om fem Aktier i Dampkøkkeneteller en Herregård ude i Aker.
Og Tanken på disse fem Kroner fik mig til at le højere og højere.Var jeg dog ikke en Pokkers Karl,hvad?Fem Kroner!Jo,her var rette Manden!Min Lystighed steg,og jeg gav mig hen i den:Fy,Fan,for Madlugt her er!Rigtig fersk Karbonadelugt,siden Middagen,fyh!Og jeg støder Vinduet op,forat lufte ud den afskyelige Lugt.Opvarter,en halv Bif!Henvendt til Bordet,dette skrøbelige Bord,som jeg måtte støtte med Knæerne,når jeg skrev,bukked jeg dybtog spurgte:Tør jeg spørge,vil De drikke et Glas Vin?Ikke?Jeg er Tangen,Statsråd Tangen.Desværre har jeg været lidt forsent ude . . . .Portnøglen . . . .
Og uden Tøjler løb min Tanke igen ud på vildsomme Veje.Jeg var mig stadigt bevidst,at jeg talte usammenhængende,og jeg sagde ikke et Ord,uden at jeg hørte og forstod det.Jeg sagde til mig selv:Nu taler du usammenhængende igen!Og jeg kunde dog ikke hjælpe for det.Det var som at ligge vågenog tale i Søvne.Mit Hoved var let,uden Smærte og uden et Tryk,og mit Sind var uden Skyer.Jeg sejled afsted,og jeg gjorde ingen Modstand.
Kom ind!Jo,kom bare ind!Som de ser,alt af Rubin.Ylajali,Ylajali!Den røde,skummende Silkedivan!Hvor heftigt hun ånder!Kys mig,Elskede!mer!mer!Dine Arme er som hvidt Rav,din Mund blusser . . . .Opvarter,jeg bad om en Bif . . . .
Solen skinned indad mit Vindu,nedenunder hørte jeg Hestene tygge Havre.Jeg sad og gumled på min Træspån,oprømt,glad i Sind som et Barn.Stadig væk havde jeg følt efter Manuskriptet;jeg havde det ikke én Gang i Tanken,men Instinktet sagde mig,at det var til,mit Blod minded mig om det.Og jeg trak det frem.
Det var bleven vådt,og jeg bredte det udog lagde det hen i Sollyset.Derpå gav jeg mig til at vandre frem og tilbage i mit Værelse.Hvor alt så nedslående ud!Omkring på Gulvet små nedtrampede Levninger af Blikplader;men ikke en Stol at sidde på,ikke engang en Spiger i de nøgne Vægge.Alt var bragt til »Onkels« Kælder og fortæret.Et Par Ark Papir på Bordet,belagt med tykt Støv,var al min Ejendom;det gamle,grønne Tæppe på Sengen havde Hans Pauli lånt migfor nogle Måneder siden . . . .Hans Pauli!Jeg knipser i Fingrene.Hans Pauli Pettersen skal hjælpe mig!Og jeg husker mig om efter hans Adresse.Hvor kunde jeg dog glemme Hans Pauli!Han vilde sikkert blive meget vred,fordi jeg ikke havde henvendt mig til ham straks.Hurtigt tager jeg min Hat på,samler Manuskriptet op,stikker det i Lommenog haster nedad Trappen.
»Hør,Jens Olaj,«råbte jeg ind i Stalden,»jeg tror ganske sikkert,jeg kan hjælpe dig i Eftermiddag!«
Kommen til Rådstuen ser jeg,at Klokken er over elleve,og jeg bestemmer mig til at gå indom Redaktionen med det samme.Udenfor Kontordøren standsed jeg,forat undersøge om mine Papirer lå efter Pagina;jeg glatted dem omhyggeligt ud,stak dem igjen i Lommenog banked på.Mit Hjærte klapped hørligt,da jeg trådte ind.
Saksen er som sædvanlig tilstede.Jeg spørger frygtsomt efter Redaktøren.Intet Svar.Manden sidder og borer efter Smånyt i Provinsaviserne.
Jeg gentager mit Spørgsmålog stiger længer frem.
Redaktøren var ikke kommet,sagde endelig Saksen,uden at se op.
Om hvornår han kom?
Kunde ikke sige det,kunde aldeles ikke sige det,Di.
Hvorlænge var Kontoret åbent?
Herpå fik jeg intet Svar,og jeg måtte gå.Saksen havde ikke kastet et Blik på mig under det hele;han havde hørt min Stemmeog genkendt mig på den.Så ilde set er du her,tænkte jeg,man gider ikke engang svare dig.Mon det er Ordre fra Redaktøren?Jeg havde rigtignok også,lige siden min berømte Føljeton til ti Kroner blev antagen,oversvømmet ham med Arbejder,rændt på hans Døre næsten hver Dag med ubrugbare Ting,som han havde måttet læse igennemog give mig tilbage.Han vilde kanske have en Ende på det,tage sine Forholdsregler . . . .Jeg begav mig på Vejen ud i Homandsbyen.
Hans Pauli Pettersen var en Bondestudent på Kvisten i en fem Etages Gård,altså var Hans Pauli Pettersen en fattig Mand.Men havde han en Krone,så vilde han ikke spare den.Jeg vilde få den lige så sikkert,som jeg havde den i Hånden.Og jeg gik og glæded mig til denne Krone den hele Vejog følte mig vis på at få den.Da jeg kom til Gadedøren,var den stængt,og jeg måtte ringe på.
»Jeg ønsker at tale med Student Pettersen,«sagde jeg og vilde ind;»jeg ved hans Værelse.«
»Student Pettersen?«gentager Pigen.Om det var ham,som boed på Kvisten?Han var flyttet.Ja,hun vidste ikke hvorhen;men han havde bedt om at få sine Breve sendt ned til Hermanseni Toldbodgaden,og Pigen nævnte Numret.
Jeg går fuld af Tro og Håb helt ned i Toldbodgaden,forat spørge om Hans Paulis Adresse.Dette var min sidste Udvej,og jeg måtte udnytte den.Undervejs kom jeg forbi et nys opført Hus,hvor et Par Snedkere stod og høvled udenfor.Jeg tog i Dyngen et Par blanke Spåner,stak den ene i Mundenog gæmte den anden i Lommen til senere.Og jeg fortsatte min Vej.Jeg stønned af Hunger.Ved en Bagerbutik havde jeg set et forunderlig stort ti Øres Brød i Vinduet,det største Brød,som kunde fåes for den Pris . . . .
»Jeg kommer,forat få vide Student Pettersens Adresse.«
»Bernt Ankers Gade Numer 10.Kvisten.«—Om jeg skulde derud?Nå,så vilde jeg måske være så snil at medtage et Par Breve,som var kommet?
Jeg går atter op i Byen,den samme Vej,jeg var kommet,passerer igen Snedkerne,som nu sad med sine Blikspand mellem Knæerneog spiste sin gode,varme Dampkøkkenmiddag,kommer forbi Bagerbutiken,hvor Brødet endnu ligger på sin Plads,og når endelig Bernt Ankers Gade,halvdød af Udmattelse.Døren var åben,og jeg begiver mig opad de mange tunge Trapper til Kvisten.Jeg tager Brevene op fra Lommen,for med ét Slag at sætte Hans Pauli i Humør,når jeg kom ind.Han vilde vist ikke nægte mig denne Håndsrækning,når jeg forklared ham Omstændighederne,aldeles ikke.Hans Pauli havde så stort Hjærte,det havde jeg al tid sagt om ham . . . .
På Døren fandt jeg hans Kort:»H. P. Pettersen,stud.theol.—rejst hjem«.
Jeg satte mig ned på Stedet,satte mig på det bare Gulv,dump træt,slagen af Forkommenhed.Jeg gentager mekanisk et Par Gange:Rejst hjem!Rejst hjem!Så tier jeg ganske stille.Der var ikke en Tåre i mine Øjne,jeg havde ikke en Tankeog ikke en Følelse.Med opspærrede Øjne sad jeg og stirred på Brevene,uden at foretage mig noget.Der gik ti Minutter,måske tyve,eller mer,jeg sad der stadig på samme Pletog rørte ikke en Finger.Denne dumpe Døs var næsten som en Blund.Så hører jeg nogen komme i Trappen,jeg rejser mig og siger:
»Det var Student Pettersen—jeg har to Breve til ham«.
»Han er hjemrejst«,svarer Konen.»Men han kommer tilbage efter Ferierne.Brevene kunde jo jeg tage,om De vilde.«
»Ja,Tak,det var rigtigt godt«,sagde jeg,»så får han dem,når han kommer.Der kunde være vigtige Ting i dem.Godmorgen!«
Da jeg var kommet udenfor,standsed jeg og sagde højt midt på åben Gade,idet jeg knytted Hænderne:Jeg skal sige dig et,min kære Herre Gud:du er en Noksagt!Og jeg nikker rasende,med sammenbidte Tænder op mod Skyerne:Du er Fan ta mig en Noksagt!
Jeg gik så nogle Skridtog standsed igen.Idet jeg pludselig skifter Holdning,folder jeg Hænderne,lægger mit Hoved påskakkeog spørger med sød,fromladen Stemme:Har du også henvendt dig til ham,mit Barn?
Det lød ikke rigtigt.
Med stor H,siger jeg,med H som en Domkirke!Op igen:Har du også anråbt Ham,mit Barn?Og jeg sænker Hovedetog gør min Stemme begrædeligog svarer:Nej!
Det lød heller ikke rigtigt.
Du kan jo ikke hykle,din Nar!Ja,skal du sige,ja,jeg har anråbt min Gud Fader!og du skal få til den ynkeligste Melodi på dine Ord,som du nogensinde har hørt.Så,op igjen!Ja,det var bedre.Men du må sukke,sukke som en krampesyg Hest.Så!
Der går jeg og underviser mig selv i Hykleri,stamper utålmodig i Gaden,når jeg ikke får det til,og skælder mig ud for et Træhoved,mens de forbausede forbigående vender sig omog betragter mig.
Jeg tygged uafbrudt på min Høvlspånog sjangled så hurtigt,jeg kunde,nedad Gaderne.Førend jeg selv vidste af det,var jeg helt nede ved Jærnbanetorvet.Klokken viste halv to på Vor Frelsers.Jeg stod en Stund og overvejed.En mat Sved trængte frem i mit Ansigtog sived ned i mine Øjne.Følg med en Tur på Bryggen!sagde jeg til mig selv.Det vil sige,hvis du har Tid?Og jeg bukked for mig selvog gik ned til Jærnbanebryggen.
Skibene lå derude,Sjøen vugged i Solskinnet.Der var travl Bevægelse overalt,pibende Dampfløjter,Dragere med Kasser på Skuldrene,muntre Hejsesange fra Prammene.En Kagekone sidder i Nærheden af migog luder med sin brune Næse over sine Varer;det lille Bord foran hende er syndigt fuldt af Lækkerier,og jeg vender mig bort i Uvilje.Hun fylder hele Kajen med sin Madlugt;fyh,op med Vinduerne!Jeg henvender mig til en Herre,der sidder ved min Sideog forestiller ham indtrængende dette Misforhold med Kagekoner herog Kagekoner der . . . .Ikke?Ja,men han måtte dog vel indrømme,at . . . .Men den gode Mand aned Urådog lod mig ikke engang tale tilende,før han rejste sig og gik.Jeg rejste mig ligeledesog fulgte ham,fast bestemt på at overbevise Manden om hans Fejltagelse.
»Endog af Hensyn til de sanitære Forholde«,sagde jeg og klapped ham på Skuldren . . . .
»Undskyld,jeg er fremmed herog kender ikke noget til de sanitære Forholde,«sagde han og stirred på mig i Rædsel.
Nå,det forandred Sagen,når han var fremmed . . . .Om jeg ikke kunde gjøre ham nogen Tjeneste?Vise ham omkring?Ikke?For det skulde være mig en Fornøjelse,og det skulde jo ikke koste ham noget . . . .
Men Manden vilde absolut blive af med migog skråed hurtigt over Gaden til det andet Fortoug.
Jeg gik atter tilbage til min Bænkog satte mig.Jeg var meget urolig,og den store Lire,som havde begyndt at spille lidt længer henne,gjorde mig end værre.En fast,metallisk Musik,en Stump af Weber,hvortil en liden Pige synger en sørgelig Vise.Det fløjteagtige,lidelsesfulde i Liren risler mig gennem Blodet,mine Nerver begynder at dirre,som gav de Genklang,og et Øjeblik efter falder jeg tilbage på Bænken,klynkende,nynnende med.Hvad finder ikke éns Tanker på,når man sulter!Jeg føler mig optagen i disse Toner,opløst til Tone,jeg strømmer ud,og jeg fornemmer så tydeligt,hvorledes jeg strømmer,svævende højt over Bjærge,dansende ind over lyse Zoner . . . .
»En Øre!«siger den lille Lirepige og rækker sin Bliktalærken frem,»bare en Øre!«
»Ja,«svarer jeg ubevidst,og jeg sprang op og ransaged mine Lommer.Men Barnet tror,at jeg blot vil holde Løjer med hendeog fjærner sig straks,uden at sige et Ord.Denne stumme Tålsomhed var mig for stor;havde hun skældt mig ud,vilde det kommet belejligere;Smærten greb mig,og jeg råbte hende tilbage.Jeg ejer ikke en Øre,sagde jeg,men jeg skal huske dig siden,måske imorgen.Hvad hedder du?Ja,det var et pent Navn,jeg skulde ikke glemme det.Altså imorgen . . . .
Men jeg forstod godt,at hun ikke troed mig,uagtet hun ikke sagde et Ord,og jeg græd af Fortvivlelse over,at denne lille Gadetøs ikke vilde tro mig.Endnu engang råbte jeg hende tilbage,rev hurtigt min Frakke opog vilde give hende min Vest.Jeg skal holde dig skadesløs,sagde jeg,vent blot et Øjeblik . . . .
Og jeg havde ingen Vest.
Hvor kunde jeg også lede efter den!Der var gået Uger,siden den var i mit Eje.Hvad gik der også af mig?Den forbausede Pige vented ikke længer,men trak sig skyndsomt tilbage.Og jeg måtte lade hende gå.Folk stimled sammen om migog lo højt,en Politibetjent trænger sig hen til migog vil vide,hvad der er påfærde.
»Ingen Ting,«svarer jeg,»slet ingen Ting!Jeg vilde blot give den lille Pige derhenne min Vest . . . .til hendes Fader . . . .Det behøver De ikke at stå og le ad.Jeg kunde bare gå hjemog tage en anden på.«
»Ingen Opstyr på Gaden!«siger Konstablen.»Såh,marsch!«Og han puffer mig afsted.»Er dette Demses Papirer?«råbte han efter mig.
Ja,Død og Pine,min Avisartikel,mange vigtige Skrifter!Hvor kunde jeg også være så uforsigtig . . . .
Jeg får fat i mit Manuskript,forvisser mig om,at det ligger i Ordenog går,uden at standse et Øjeblik eller se mig omkring,op til Redaktionskontoret.Klokken var nu fire på Vor Frelsers Ur.
Kontoret er stængt.Jeg lister mig lydløst nedad Trapperne,bange som en Tyv,og standser rådvild udenfor Porten.Hvad skulde jeg nu gøre?Jeg læner mig ind til Muren,stirrer ned i Steneneog tænker efter.En Knappenål ligger og skinner foran mine Fødder,og jeg bøjer mig ned og tager den op.Hvad om jeg tog Knapperne udaf min Frakke,hvad vilde jeg få for dem?Det vilde måske ikke nytte mig,Knapper var nu Knapper;men jeg tog og undersøgte dem til alle Kanterog fandt dem så godt som nye.Det var en heldig Idé alligevel,jeg kunde skære dem ud med min Penneknivog bringe dem hen i Kælderen.Håbet om,at jeg kunde sælge disse fem Knapper,oplived mig straks,og jeg sagde:Se,se,det retter sig!Min Glæde tog Overhånd med mig,og jeg gav mig straks til at tage Knapperne ud,en efter en.Herunder holdt jeg følgende tyste Passiar:
Ja,ser De,man er bleven lidt fattig,en øjeblikkelig Forlegenhed . . . .Udslidte,siger De?De må ikke forsnakke Dem.Jeg vil se på den,som slider mindre Knapper,end jeg.Går altid med Frakken åben,skal jeg sige Dem;det er bleven en Vane hos mig,en Egenhed . . . .Nej,nej,når De ikke vil,så!Men jeg skal have mine ti Øre for dem,mindst . . . .Nej,Herregud,hvem har sagt,at de skal gøre det?De kan holde Deres Mundog lade mig være i Fred . . . .Ja,ja,så kan De jo hente Politiet,vel.Jeg skal vente her,mens De er ude efter Konstablen.Og jeg skal ikke stjæle noget fra Dem . . . .Nå,Goddag,Goddag!Mit Navn er altså Tangen,jeg har været lidt forsent ude . . . .
Så kommer der nogen i Trappen.Jeg er øjeblikkelig tilbage i Virkeligheden,genkender Saksenog stikker Knapperne skyndsomt i Lommen.Han vil forbi,besvarer ikke engang min Hilsen,får det pludselig så travlt med at se på sine Negle.Jeg standser hamog spørger efter Redaktøren.
»Ikke tilstede,Di.«
»De lyver!«sagde jeg.Og med en Frækhed,som forundred mig selv,fortsatte jeg:»Jeg må tale med ham;det er et nødvendigt Ærinde—Meddelelser fra Stiftsgården.«
»Ja,kan Di ikke sige det til mig,da?«
»Til Dem?«sagde jeg og målte Saksen lidt med Øjnene.
Det hjalp.Han fulgte straks medog åbned Døren.Nu sad mit Hjærte mig i Halsen.Jeg bed Tænderne heftigt sammen,forat give mig Mod,banked på,og trådte ind i Redaktørens Privatkontor.
»Goddag!Er det Dem?«sagde han venligt.»Sid ned.«
Havde han vist mig Døren,vilde det været kærkomnere;jeg følte Grådenog sagde:
»Jeg beder Dem undskylde . . . .«
»Sæt Dem ned,«gentog han.
Og jeg satte mig og forklared,at jeg igen havde en Artikel,som det var mig magtpåliggende at få ind i hans Blad.Jeg havde gjort mig sådan Flid med den,den havde kostet mig så megen Anstrængelse.
»Jeg skal læse den,«sagde han og tog den.»Anstrængelse koster det Dem vist alt,De skriver;men De er så altfor heftig.Når De bare kunde være lidt besindigere!Der er formegen Feber.Imidlertid skal jeg læse den.«Og han vendte sig igjen ind til Bordet.
Der sad jeg.Turde jeg bede om en Krone?Forklare ham,hvorfor der altid var Feber?Så vilde han ganske sikkert hjælpe mig;det var ikke første Gang.
Jeg rejste mig op.Hm!Men sidst,jeg var hos ham,havde han klaget sig for Penge,endog sendt Regningsbudet ud,forat skrabe sammen til mig.Det vilde måske blive samme Tilfældet nu.Nej,det skulde ikke ske!Så jeg slet ikke,at han sad i Arbejde?
»Var det ellers noget?«spurgte han.
»Nej!«sagde jeg og gjorde min Stemme fast.»Hvornår må jeg få høre ind igen?«
»Å,nårsomhelst De går forbi,«svared han,»om et Par Dage eller så.«
Jeg kunde ikke få min Begæring over Læberne.. Denne Mands Venlighed syntes mig uden Grændser,og jeg skulde vide at påskønne den.Heller sulte tildøde.Og jeg gik.
Ikke engang,da jeg stod udenfor og igen følte Hungerens Anfald,angred jeg at have forladt Kontoretuden at bede om denne Krone.Jeg tog den anden Høvlspån op af Lommenog stak den i Munden.Det hjalp igen.Hvorfor havde jeg ikke gjort det før?Du måtte skamme dig!sagde jeg højt;kunde det virkelig falde dig ind at bede den Mand om en Kroneog sætte ham i Forlegenhed igen?Og jeg blev rigtig grov mod mig selvfor den Uforskammethed,som havde faldt mig ind.Det er ved Gud det sjofleste,jeg endnu har hørt!sagde jeg;rænde på en Mand og næsten klore Øjnene ud på ham,bare fordi du trænger en Krone,din elendige Hund!Så,marsch!Hurtigere!Hurtigere,din Tamp!Jeg skal lære dig!
Jeg begyndte at løbe,forat straffe mig selv,tilbagelagde i Sprang den ene Gade efter den anden,drev mig fremad ved indædte Tilråbog skreg taust og rasende til mig selv,når jeg vilde standse.Herunder var jeg kommet højt op i Pilestrædet.Da jeg endelig stod stille,næsten grædefærdig af Vrede over ikke at kunne løbe længer,dirred jeg over mit hele Legeme,og jeg slængte mig ned på en Trappe.Nej,stop!sagde jeg.Og for rigtigt at plage mig selv,rejste jeg mig atter opog tvang mig til at blive stående,og jeg lo ad mig selvog gotted mig over min egen Forkommenhed.Endelig efter flere Minutters Forløbgav jeg mig ved et Nik Tilladelse til at sætte mig;endog da valgte jeg den ubekvemmeste Plads på Trappen.
Herregud,det var dejligt at hvile!Jeg tørred Sveden af mit Ansigtog drak store,friske Åndedrag ind.Hvor havde jeg ikke løbet!Men jeg angred det ikke,det var vel fortjent.Hvorfor havde jeg også villet begære den Krone?Nu så jeg Følgerne!Og jeg begyndte at tale mildt til mig selv,holde Formaninger,som en Moder kunde gjort.Jeg blev mer og mer rørende,og træt og kraftløs begyndte jeg at græde.En stille og inderlig Gråd,en indvendig Hulken uden en Tåre.
Et Kvarters Tid eller mer sad jeg på samme Sted.Folk kom og gik,og ingen forulemped mig.Småbørn legte her og der omkring,en liden Fugl sang i et Træ på den anden Side af Gaden.
En Politikonstabel kommer henimod mig.
»Hvorfor sitter Di her?«sagde han.
»Hvorfor jeg sidder her?«spurgte jeg.»Af Lyst.«
»Jeg har lagt Mærke til Dere den sidste Hal’time,«sagde han.»Di har sitti her en hal’ Time?«
»Så omtrent,«svared jeg.»Var det ellers noget?«Jeg rejse mig vredt og gik.
Kommen til Torvet,standsed jeg og så ned i Gaden.Af Lyst!Var nu også det et Svar?Af Træthed!skulde du sagt,og du skulde gjort din Stemme begrædelig—du er et Fæ,du lærer aldrig at hykle!—af Udmattelse!og du skulde sukket som en Hest.
Da jeg kom til Brandvagten,standsed jeg igen,greben af et nyt Indfald.Jeg knipsed i Fingrene,slog i en høj Latter,som forbaused de forbigående,og sagde:Nej,nu skal du virkelig gå ud til Præsten Levion.Det skal du bitterdød gøre.Jo,bare forat forsøge.Hvad har du at forsømme med det?Det er også sådant dejligt Vejr.
Jeg gik ind i Paschas Boglade,fandt i Adressekalenderen Pastor Levions Bopælog begav mig derud.Nu gælder det!sagde jeg,far nu ikke med Streger!Samvittighed,siger du?Ikke noget Sludder;du er for fattig til at holde Samvittighed.Du er sulten,er du,kommen i et vigtigt Anliggende,det første fornødne.Men du skal lægge Hovedet på Skuldrenog sætte Melodi på dine Ord.Det vil du ikke,hvad?Så går jeg ikke et Skridt videre,så meget du ved det.Så:du er i en såre anfægtet Tilstand,kæmper med Mørkets Magterog store,lydløse Uhyrer om Nætterne,så det er en Gru,hungrer og tørster efter Vin og Mælkog får det ikke.Så langt er det kommet med dig.Nu står du her og har ikke så godt som Spyt i Lampen.Men du tror på Nåden,Gudskelov,du har ikke tabt Troen endda!Og da skal du slå Hænderne sammenog se ud som en ren Satan til at tro på Nåden.Med Hensyn til Mammon,så hader du Mammon under alle dens Skikkelser;en anden Sag er det med en Salmebog,en Erindring til et Par Kroner . . . .Ved Præstens Dør standsed jegog læste:»Kontortid fra 12 til 4.«
Fremdeles ikke noget Sludder!sagde jeg;nu gør vi Alvor af det!Så,ned med Hovedet,lidt til . . . .og jeg ringte på til Familjelejligheden.
»Jeg søger Pastoren,«sagde jeg til Pigen;men det var mig ikke muligt at få Guds Navn med.
»Han er gået ud,«svared hun.
Gået ud!Gået ud!Det ødelagde hele min Plan,forrykked fuldstændigt alt,jeg havde tænkt at sige.Hvad Nytte havde jeg så af denne lange Tur?Nu stod jeg der.
»Var det noget især?«spurgte Pigen.
»Aldeles ikke!«svared jeg,»slet ikke!Det var bare sådant dejligt Guds Vejr,og så vilde jeg gå herud og hilse på ham.«
Der stod jeg og der stod hun.Jeg satte med Vilje Brystet frem,forat gøre hende opmærksom på Knappenålen,der holdt min Frakke sammen;jeg bad hende med Øjnene om at se,hvad jeg var kommet for;men Staklen forstod ingen Ting.
Et dejligt Guds Vejr,ja.Om ikke Fruen var hjemme heller?
Jo,men hun havde Gigt,lå på en Sofa,uden at kunne røre sig . . . .Vilde jeg måske lægge ned et Bud eller noget?
Nej,slet ikke.Jeg bare tog slige Ture nu og da,fik lidt Motion.Det var så bra efter Middagen.—
Jeg begav mig på Vejen tilbage.Hvad vilde det føre til at passiare længer?Desuden var jeg begyndt at føle Svimmelhed;det fejled ikke,jeg var i Færd med at knække sammen for Alvor.Kontortid fra 12 til 4;jeg havde banket på en Time forsent,Nådens Tid var omme!
På Stortorvet satte jeg mig på en af Bænkene ved Kirken.Herregud,hvor det begyndte at se sort ud for mig nu!Jeg græd ikke,jeg var for træt;udpint til det yderste sad jeg der uden at foretage mig nogen Ting,sad urørlig og sulted.Brystet var mest betændt,det sved aldeles besynderlig slemt derinde.Det vilde heller ikke hjælpe længer at tygge Spån;mine Kæver var trætte af det frugtesløse Arbejde,og jeg lod dem hvile.Jeg gav mig over.Ovenikøbet havde en brun Appelsinskal,som jeg fandt på Gaden,og som jeg straks gav mig til at gnave af,givet mig Kvalme.Jeg var syg;Pulsåren svulmed blå på mine Håndled.
Hvad havde jeg også egentlig nølet efter?Løbet om den hele Dag efter en Krone,som kunde holde Liv i mig i nogle Timer længer.Var det i Grunden ikke ligegyldigt,om det uundgåelige skete en Dag før eller en Dag senere?Havde jeg opført mig som et ordentligt Menneske,var jeg gået hjem og lagt mig til Ro for længe siden,overgivet mig.Min Tanke var i Øjeblikket klar.Nu skulde jeg dø;det var i Høstens Tid,og alt var lagt i Dvale.Jeg havde forsøgt hvert Middel,udnyttet hver Hjælpekilde,som jeg vidste om.Jeg kæled sentimentalt med denne Tanke,og hver Gang,jeg endnu håbed på en mulig Redning,hvisked jeg afvisende:Din Nar,du er jo allerede begyndt at dø!Jeg burde skrive et Par Breve,have alt færdigt,gøre mig parat.Jeg vilde vaske mig omhyggeligtog ordne smukt op i min Seng;mit Hoved vilde jeg lægge på det Par Ark hvidt Skrivepapir,den reneste Ting jeg havde igen,og det grønne Tæppe kunde jeg . . . .
Det grønne Tæppe!Jeg blev med én Gang lys vågen,Blodet steg mig til Hovedet,og jeg fik stærk Hjærteklap.Jeg rejser mig op fra Bænkenog begynder at gå,Livet rører sig påny i alle mine Fibrer,og jeg gentager Gang på Gang de løsrevne Ord:Det grønne Tæppe!Det grønne Tæppe!Jeg går hurtigere og hurtigere,som om det galdt at indhente noget,og står om en kort Stund atter hjemme i mit Blikkenslagerværksted.
Uden at standse et Øjeblik eller vakle i min Beslutning,går jeg bort til Sengenog ruller Hans Paulis Tæppe sammen.Det skulde være underligt,om ikke mit gode Indfald kunde redde mig!De dumme Betænkeligheder,som opstod hos mig,halve indre Råb om et vist Brandmærke,det første sorte Tegn i min Hæderlighed,hæved jeg mig uendeligt over;jeg gav det hele en god Dag.Jeg var ingen Helgen,ingen Dydsidiot,jeg havde min Forstand i Behold . . . .
Og jeg tog Tæppet under Armenog gik ned i Stenersgaden Numer 5.
Jeg banked på og trådte ind i den store fremmede Sal,for første Gang;Bjælden på Døren slog en hel Masse desperate Slag over mit Hoved.En Mand kommer ind fra et Sideværelse,tyggende,med Munden fuld af Mad,og stiller sig foran Disken.
»Å,lån mig en halv Krones Penge på mine Briller!«sagde jeg;»jeg skal løse dem ind om et Par Dage,sikkert.«
»Hvad?Nej,det er jo Stålbriller?«
»Ja.«
»Nej,det kan jeg ikke.«
»Å,nej.De kan vel ikke det.Det var i Grunden bare Spøg også.Nej,jeg har et Tæppe med,som jeg egentlig ikke har noget Brug for længer,og det faldt mig ind,at De kunde ville skille mig af med det.«
»Jeg har desværre et helt Lager af Sengeklæder,«svared han,og da jeg havde fået det oprullet,kasted han et eneste Blik på detog råbte:
»Nej,undskyld,det har heller ikke jeg noget Brug for!«
»Jeg vilde vise Dem den dårligste Side først,«sagde jeg;»det er meget bedre på den anden Side.«
»Ja,ja,det hjælper ikke,jeg vil ikke eje det,og De får ikke ti Øre for det noget Sted.«
»Nej,det er grejt,at det ikke er værd noget,«sagde jeg;»men jeg tænkte,at det kunde gå under ét med et andet gammelt Tæppe på Auktionen.«
»Ja,nej,det nytter ikke.«
»Fem og tyve Øre?«sagde jeg.
»Nej,jeg vil slet ikke have det,Mand,jeg vil ikke have det i Huset.«
Så tog jeg atter Tæppet under Armenog gik hjem.
Jeg lod som intet var hændt,bredte igen Tæppet over Sengen,glatted det godt ud,som jeg plejed,og forsøgte at udslette ethvert Spor af min sidste Handling.Jeg kunde umuligt have været ved min fulde Forstand i det Øjeblik,da jeg fatted Beslutningen om at begå denne Kæltringstreg;jo mer jeg tænkte herpå,des urimeligere forekom det mig.Det måtte være et Anfald af Svaghed,en eller anden Slappelse i mit Indre,som havde overrumplet mig.Jeg var heller ikke falden i denne Snare,det aned mig,at det begyndte at bære galt afsted,og jeg havde udtrykkelig forsøgt med Brillerne først.Og jeg glæded mig meget over,at jeg ikke havde fået Anledning til at fuldbyrde denne Brøde,som vilde have flækket til de sidste Timer,jeg leved.
Og atter vandred jeg ud i Byen.
Jeg slog mig påny ned på en Bænk ved Vor Frelsers Kirke,dused sammen,med Hovedet på Brystet,slap efter den sidste Ophidselse,syg og forkommen af Sult.Og Tiden gik.
Jeg fik sidde også denne Time ud;det var lidt lysere ude end inde i Hus;det forekom mig desuden,at det arbejded ikke fuldt så galt i Brystet ude i fri Luft;jeg kom jo også tidsnok hjem.
Og jeg dused og tænkte og led ganske hårdt.Jeg havde fundet mig en liden Sten,som jeg pudsed af på mit Frakkeærmeog stak i Munden,forat have noget at gumle på;ellers rørte jeg mig ikkeog flytted ikke engang Øjnene.Mennesker kom og gik,Vognrammel,Hovtramp og Passiar fyldte Luften.
Men jeg kunde jo forsøge med Knapperne?Det nytted naturligvis ikke,og desuden var jeg så temmelig syg.Men når jeg ret betænkte mig,så skulde jeg jo egentlig i Retning af »Onkel«—min egentlige »Onkel«—når jeg gik hjem?
Endelig rejste jeg migog drog mig sent og tuslet henefter Gaderne.Det begyndte at brænde over mine Øjenbryn,det trak op til Feber,og jeg skyndte mig alt,jeg kunde.Atter kom jeg forbi Bagerbutiken,hvor Brødet lå.Så,nu standser vi ikke her!sagde jeg med tilgjort Bestemthed.Men om jeg nu gik indog bad om en Bid Brød?Det var en Strejftanke,et Glimt;det faldt mig virkelig ind.Fy!hvisked jeg og rysted på Hovedet.Og jeg gik videre.
I Rebslagergangen stod der et Par elskendeog hvisked inde i en Port;lidt længer henne stak en Pige Hovedet ud af Vinduet.Jeg gik så sagte og betænksomt,jeg så ud til at grunde på noget af hvert—og Pigen kom ud på Gaden.
»Hvordan er det med dig da,Gammeln?Hvad for noget,er du syg?Nej,Gud hjælpe mig for et Ansigt!«Og Pigen trak sig skyndsomt tilbage.
Jeg standsed med en Gang.Hvad var der ivejen med mit Ansigt?Var jeg virkelig begyndt at dø?Jeg følte med Hånden opad Kinderne:mager,naturligvis var jeg mager;Kinderne stod som to Skåler med Bunden ind;men Herregud . . . .og jeg rusled atter ivej.
Men jeg standsed igen.Jeg måtte være ganske ubegribelig mager.Og Øjnene var på Vej ind gennem Hovedet.Hvordan så jeg egentlig ud?Det var nu som hede Fan også,at man måtte lade sig levende vanskabe af bare Sult!Jeg følte Raseriet endnu engang,dets sidste Opblussen,en Senetrækning.Hjælpe os for et Ansigt,hvad?Her gik jeg med et Hoved,som der ikke fandtes Mage til i Landet,med et Par Næver,som Gud forsyne mig kunde male Bybud til Sigtemel,og sulted mig vanskabt midt i Kristiania By!Var der nogen Orden og Måde i det?Jeg havde ligget i Sælenog slidt Nætter og Dage,som en Mær,der slæber en Præst;jeg havde læst mig Øjnene ud af Skoltenog sultet mig Forstanden ud af Hjærnen—hvad Fan havde jeg igen for det?Endog Gadetæverne bad Gud fri sig for Synet af mig.Men nu skulde det være stop—forstår du det!—stop skulde det Djævelen besætte mig være! . . . .Med stadigt tiltagende Raseri,skærende Tænder under Følelsen af min Mathed,under Gråd og Eder,vedblev jeg at buldre løs,uden at ændse Folk,der gik forbi.Jeg begyndte igen at martre mig selv,løb med Vilje min Pande mod Lygtepælene,satte Neglene dybt ind i mine Håndbage,bed i Afsindighed i min Tunge,når den ikke talte tydeligt,og jeg lo rasende hver Gang det gjorde meget ondt.
Ja,men hvad skal jeg gøre?svared jeg tilsidst mig selv.Og jeg stamper i Gaden flere Gangeog gentager:Hvad skal jeg gører—En Herre går just forbi og bemærker smilende:
»De bør gå og begære Dem anholdt.«
Jeg så efter ham.Det var en af vore bekendte Damelæger,»Hertugen« kaldet.Ikke engang han forstod sig på min Tilstand,en Mand,jeg kendte,og hvis Hånd jeg havde trykket.Jeg blev stille.Anholdt?Ja,jeg var gal;han havde Ret.Jeg følte Vanviddet i mit Blod,følte dets Jag gennem Hjærnen.Så dér skulde det ende med mig!Ja,ja!Og jeg begyndte igen min langsomme,sørgelige Gang.Dér skulde jeg altså havne!
Med ét står jeg atter stille.Men ikke anholdt!siger jeg;ikke det!Og jeg var næsten hæs af Angst.Jeg bad for mig,trygled hen i Hyt og Vejr om ikke at blive anholdt.Så vilde jeg komme på Rådstuen igen,blive indestængt i en mørk Celle,hvori der ikke fandtes en Gnist af Lys.Ikke det!Der var andre Udveje åbne endnu,som jeg ikke havde forsøgt.Og jeg vilde forsøge dem;jeg vilde være så inderlig flittig,tage mig god Tid til detog gå ufortrødent omkring fra Hus til Hus.Der var nu for Eksempel Musikhandler Cisler,ham havde jeg slet ikke været hos.Der blev nok en Råd . . . .Således gik jeg og talte,indtil jeg næsten fik mig selv til at gæde af Rørelse.Bare ikke blive anholdt!
Cisler?Var det måske et højere Fingerpeg?Hans Navn havde faldt mig ind uden Grund,og han boed så langt borte;men jeg vilde dog opsøge ham,gå sagte og hvile iblandt.Jeg kendte Stedet,jeg havde været der ofte,købt så mange Noder i de gode Dage.Skulde jeg bede om en halv Krone?Det vilde måske genere ham;jeg fik spørge om en hel.
Jeg kom ind i Butikenog spurgte efter Chefen;man viste mig ind i hans Kontor.Der sad Manden,smuk,klædt efter Moden,og gennemså Regninger.
Jeg stammed en Undskyldningog frembar mit Ærinde.Tvungen af Trang til at henvende mig til ham . . . .Skulde ikke vare ret længe,før jeg skulde betale det tilbage . . . .Når jeg fik Honoraret for min Avisartikel . . . .Han vilde gøre mig så stor en Velgærning . . . .
Endnu mens jeg talte,vendte han sig til Pultenog fortsatte sit Arbejde.Da jeg var færdig,så han påskrå henimod mig,rysted sit smukke Hovedog sagde:»Nej!«Bare Nej.Ingen Forklaring.Ikke et Ord.
Mine Knæ skalv voldsomt,og jeg støtted mig mod den lille polerede Skranke.Jeg fik forsøge en Gang til.Hvorfor skulde netop hans Navn falde mig ind,da jeg stod langt nede i Vaterland?Det sled nogle Gange i min venstre Side,og jeg begyndte at svede.Hm!Jeg var virkelig højst forkommen,sagde jeg,temmelig syg,desværre;det vilde sikkert ikke gå mer end et Par Dage,før jeg kunde betale det tilbage.Om han vilde være så snil?
»Kære Mand,hvorfor kommer De til mig?«sagde han.»De er mig et fuldstændigt X,løben ind fra Gaden.Gå til Bladet,hvor man kender Dem.«
»Men blot for iaften!«sagde jeg.»Redaktionen er allerede stængt,og jeg er meget sulten nu.«
Han rysted vedholdende på Hovedet,vedblev at ryste det endog efterat jeg havde grebet fat i Låsen.
»Farvel!«sagde jeg.
Det var ikke noget højere Fingerpeg,tænkte jeg og smilte bittert;så højt kunde også jeg pege,når det kom an på det.Jeg sled mig frem det ene Kvartal efter det andet,nu og da hvilte jeg et Øjeblik på en Trappe.Når jeg bare ikke blev anholdt!Rædselen for Cellen forfulgte mig hele Tiden,lod mig slet ikke i Fred;hver Gang jeg så en Konstabel i min Vej,tusled jeg ind i en Sidegade,forat undgå at møde ham.Nu tæller vi et hundrede Skridt,sagde jeg,og forsøger vor Lykke igen!Engang blir der vel en Råd . . . .
Det var en mindre Garnhandel,et Sted,jeg aldrig tidligere havde betrådt.En enkelt Mand indenfor Disken,Kontor indenfor med Porcellæns Skildt på Døren,pakkede Hylder og Borde i lang Række.Jeg vented til den sidste Kunde havde forladt Butiken,en ung Dame med Smilehuller.Hvor hun så lykkelig ud!Jeg nænned ikke at prøve at gøre Indtryk med min Knappenål i Frakken;jeg vendte mig bort,og mit Bryst hulked.
»Ønsker De noget?«spurgte Betjenten.
»Er Chefen tilstede?«sagde jeg.
»Han er på Fjældtur i Jotunhejmen,«svared han.»Var det noget særligt,hvad?«
»Det galdt nogle Øre til Mad,«sagde jeg og forsøgte at smile;»jeg er bleven sulten,og jeg har ikke en Øre.«
»Så er De lige så rig,som jeg«,sagde han og gav sig til at ordne Garnpakker.
»Å,vis mig ikke bort—ikke nu!«sagde jeg,på en Gang kold over hele Legemet.»Jeg er virkelig næsten død af Sult,det er mange Dage,siden jeg nød noget.«
I yderste Alvor,uden at sige noget,gav han sig til at vrænge sine Lommer,en efter en.Om jeg ikke vilde tro ham på hans Ord,hvad?
»Bare fem Øre?«sagde jeg.»Så skal De få ti igen om et Par Dage.«
»Kære Mand,vil De have mig til at stjæle af Skuffen?«spurgte han utålmodig.
»Ja,«sagde jeg,»ja,tag fem Øre af Skuffen.«
»Det blir ikke mig,som gør det,«slutted han,og han lagde til:»Og lad mig sige Dem nu med det samme,at nu kan det være nok af dette.«
Jeg drog mig ud,syg af Sult og hed af Skam.Jeg havde gjort mig til Hund for det usleste Benog ikke fået det.Nej,nu fik der blive en Ende på det!Det var virkelig kommet altfor langt med mig.Jeg havde holdt mig oppe i så mange År,stået rank i så hårde Stunder,og nu var jeg på en Gang sunken ned til brutalt Betleri.Denne ene Dag havde forrået min hele Tanke,overstænket mit Sind med Ubluhed.Jeg havde ikke undset mig for at gøre mig bevægeligog stå og græde til de mindste Kræmmere.Og hvad havde det nyttet?Stod jeg måske ikke fremdeles uden en Brødbid at stikke i Munden.Jeg havde opnået at få mig til at væmmes ved mig selv.Ja,ja,nu måtte det komme til en Ende!Retnu stængte man Porten hjemme,og jeg fik skynde mig,hvis jeg ikke vilde ligge på Rådstuen inat igen . . . .
Dette gav mig Kræfter;ligge på Rådstuen vilde jeg ikke.Med foroverbøjet Krop,med Hånden stemt mod venstre Ribben,forat dulme Stingene lidt,kaved jeg fremad,holdt Øjnene fæstet i Fortouget,for ikke at tvinge mulige Bekendte til at hilse,og hasted hen til Brandvagten.Gudskelov,Klokken var blot syv på Vor Frelsers,jeg havde tre Timer endnu,før Porten stængtes.Hvor jeg havde været bange!
Så var der altså ikke en Ting uforsøgt,jeg havde gjort alt,jeg kunde.At det virkelig ikke vilde lykkes én Gang på en hel Dag!tænkte jeg.Om jeg fortalte det til nogen,så var der ingen,som ville tro det,og om jeg skrev det ned,så vilde man sige,at det var lavet.Ikke på et eneste Sted!Ja,ja,der var ingen Råd med det;fremfor alt ikke gå og være rørende mer.Fy,det var ækelt,forsikkrer dig på,det gør mig vammel af dig!Når alt Håb var ude,så var det ude.Kunde jeg ikke forresten stjæle mig en Håndfuld Havre inde i Stalden?En Stribe af Lys,et Strejf—jeg vidste,at Stalden var lukket.
Jeg tog det mageligtog krøb i sen Sneglegang hjemover.Jeg følte Tørst,glædeligvis for første Gang den hele Dag,og jeg gik og så mig om efter et Sted,hvor jeg kunde drikke.Jeg var kommet for langt bort fra Basarerne,og ind i et Privathus vilde jeg ikke gå;jeg kunde måske også vente til jeg kom hjem;det vilde tage et Kvarters Tid.Det var slet ikke sagt,at jeg kunde få beholde en Slurk Vand heller;min Mave tålte ikke længer nogen Ting,jeg følte mig endog kvalm af det Spyt,jeg gik og svælged ned.
Men Knapperne?Jeg havde slet ikke forsøgt med Knapperne endda?Da stod jeg plat stilleog gav mig til at smile.Kanske blev der alligevel en Råd!Jeg var ikke helt fordømt!Jeg vilde ganske sikkert få ti Øre for dem,imorgen fik jeg så andre ti et eller andet Sted,og Torsdag vilde jeg få Betaling for min Avisartikel.Jeg skulde bare se,det retted sig!At jeg virkelig kunde glemme Knapperne!Jeg tog dem op af Lommenog betragted dem,mens jeg atter gik;mine Øjne blev dunkle af Glæde,jeg så ikke hele Gaden,jeg gik på.
Hvor kendte jeg ikke nøje den store Kælder,min Tilflugt i de mørke Aftener,min blodsugende Ven!En for en var mine Ejendele forsvundne hernede,mine Småting hjemmefra,min sidste Bog.På Auktionsdagen gik jeg gærne derned,forat se til,og jeg glæded mig hvergang mine Bøger syntes at komme i gode Hænder.Skuespiller Magelsen havde mit Ur,og det var jeg næsten stolt af;en Årskalender,hvori jeg havde mit første lille poetiske Forsøg,havde en Bekendt købt,og min Yderfrakke havned hos en Fotograf til Udlån i Atelieret.Så der var intet at sige på nogen Ting.
Jeg holdt mine Knapper færdige i Håndenog trådte ind.»Onkel« sidder ved sin Pult og skriver.
»Jeg har ingen Hast,«siger jeg,bange forat forstyrre hamog gøre ham utålmodig med min Henvendelse.Min Stemme lød så forunderlig hul,jeg kendte den næsten ikke selv igen,og mit Hjærte slog som en Hammer.
Han kom mig smilende imøde,som han plejed,lagde begge sine Hænder flade på Diskenog så mig ind i Ansigtet,uden at sige noget.
Ja,jeg havde noget med,som jeg vilde spørge,om han ikke kunde have Brug for . . . .noget,som blot lå mig ivejen hjemme,forsikkrer Dem på,ganske til Plage . . . .nogle Knapper.
Nå,hvad var det så,hvad var det så med de Knapper?Og han lægger sine Øjne helt ned til min Hånd.
Om han ikke kunde give mig nogle Øre for dem? . . . .Så mange,som han selv syntes . . . .Ganske efter hans eget Skøn . . . .
For de Knapper?Og »Onkel« stirrer forundret på mig.For disse Knapper?
Bare til en Cigar,eller hvad han selv vilde.Jeg gik netop forbi,og så vilde jeg høre ind.
Da lo den gamle Pantelånerog vendte tilbage til sin Pult,uden at sige et Ord.Der stod jeg.Jeg havde egentlig ikke håbet så meget,og alligevel havde jeg tænkt mig det muligt at blive hjulpen.Denne Latter var min Dødsdom.Det kunde vel ikke nytte med Brillerne nu heller?
Jeg vilde naturligvis lade mine Briller gå med,det er en Selvfølge,sagde jeg så og tog dem af.Bare ti Øre,eller,om han vilde,fem Øre?
»De ved jo,at jeg ikke kan låne på Deres Briller,«sagde »Onkel«;»jeg har sagt Dem det før.«
»Men jeg trænger et Frimærke,«sagde jeg dump;jeg kunde ikke engang få afsendt de Breve,som jeg skulde skrive.»Et ti eller fem Øres Frimærke,ganske som De selv synes.«
»Gud velsigne Dem og gå Deres Vej!«svared han og kaved imod mig med Hånden.
Ja,ja,så får det være!sagde jeg til mig selv.Mekanisk satte jeg Brillerne igen på,tog Knapperne i Håndenog gik;jeg sagde Godnatog lukked Døren efter mig som sædvanlig.Se så,der var ikke mer at gøre!Udenfor Trappegabet standsed jegog så endnu engang på Knapperne.At han slet ikke vilde have dem!sagde jeg;det er dog næsten nye Knapper;jeg kan ikke forstå det!
Mens jeg stod der i disse Betragtninger,kom en Mand forbiog gik ned i Kælderen.Han havde i Farten givet mig et lidet Stød;vi gjorde begge Undskyldning,og jeg vendte mig omog så efter ham.
»Nej,er det dig?«sagde han pludselig nede i Trappen.Han kom op,og jeg genkendte ham.»Gud bevare os,så du ser ud!«sagde han.»Hvad har du gjort hernede?«
»Å —havt Affærer.Du skal herned,ser jeg?«
»Ja.Hvad har du været der med?«
Mine Knæ skalv,jeg støtted mig mod Væggenog rakte ud min Hånd med Knapperne.
»Hvad Fan?«råbte han.»Nej,nu går det for vidt!«
»Godnat!«sagde jeg og vilde gå;jeg følte Gråden i Brystet.
»Nej,vent et Øjeblik!«sagde han.
Hvad skulde jeg vente efter?Han var jo selv på Vej til »Onkel«,bragte måske sin Forlovelsesring,havde sultet i flere Dage,skyldte sin Værtinde.
»Ja,«svared jeg,»når du vil være snar . . . .«
»Naturligvis,«sagde han og tog Tag i min Arm;»men jeg skal sige dig,jeg tror dig ikke,du er en Idiot;det er bedst,du følger med derned.«
Jeg forstod,hvad han vilde,følte pludselig igen en liden Gnist af Æreog svared:
»Kan ikke!Jeg har lovet at være i Bernt Ankers Gade Klokken halv otte,og . . . .«
»Halv otte,rigtigt ja!Men nu er Klokken otte.Her står jeg med Uret i Hånden,det er det,jeg skal herned med.Så,ind med dig,sultne Synder!Jeg får mindst fem Kroner til Dig.«