Winter had come,a raw and wet winter almost without snow,a foggy and dark everlasting night,without a single fresh gust of wind,all the week long.The gas lamps burned nearly all day in the streets,and still people bumped into one another in the fog.All soundsâthe clang of church bells,the jingles from the cab-horses,the voices of people,the hoofbeatsâall sounded so brittle and clattering in the thick air,which got in the way of everythingand dampened it all down.Week went by after week,and the weather was and remained the same.
And I was still staying down in Vaterland.
I became more and more firmly bound to this establishment,this lodging-house for travellers,where I had been allowed to stay,despite my wretchedness.My money had been used up long ago,and yet I continued to come and go in this place,as if I had a right to itand belonged there.The landlady had said nothing yet;but it tormented me all the samethat I could not pay her.Thus three weeks passed.
I had already resumed my writing several days back,but I no longer succeeded in producing anythingwith which I was satisfied;I had no luck with me at all anymore,though I was very diligentand tried late and early;whatever I turned my hand to,it was of no use,my luck was gone,and my efforts were always in vain.
It was in a room on the second floor,in the best guest room,that I sat making these attempts.I had remained undisturbed up theresince the first evening,when I had money and could settle my account.I also harboured the hope, all this time,that I might finally manage an article on something or other,so I could pay for the roomand whatever else I owed;it was for this reasonI worked so assiduously.In particular, I had a piece I had begun,from which I expected a great deal,an allegory of a fire in a bookstore,a profound thoughtupon which I intended to lavish all my care in its developmentand present to âthe Commanderâ as a repayment.âThe Commanderâ should indeed discoverthat this time he had truly helped a talent;I had no doubtthat he should discover it;it was merely a matter of waiting until the Spirit came over me.And why should the Spirit not come over me?Why should it not come over me very soon, even?There was nothing wrong with me anymore;I got a little food each day from my landlady,some bread and butter morning and evening,and my nervousness had almost vanished.I no longer used rags around my handswhen I wrote,and I could stare down into the street from my windows on the second floorwithout becoming dizzy.I was much better in every way,and it was beginning to frankly surprise methat I had not already finished my allegory.I did not understandhow this could be.
One day, I was finally to get a sense ofhow weak I had actually become,how dully and ineptly my brain was working.For on that day, my landlady came up to me with a bill,which she asked me to look at;there must be something wrong with the bill,she said,it did not match her own book;but she had not been able to find the error.
I sat down to count;my landlady sat directly opposite me,watching me.I counted these twenty items,first once downwards,and found the sum correct,then once upwards,and again arrived at the same result.I looked at the woman;she sat right before me, waiting for my word;at the same time I noticedthat she was with child,it did not escape my attention,and yet I was by no means staring at her inquisitively.
âThe sum is correct,âI said.
âNo,now look at each number,âshe replied;âit cannot be so much;I am sure of it.â
And I began to revise each item:2 loaves at 25,for lamp glass 18,soap 20,butter 32...It required no clever headto go through these columns of figures,this little grocerâs billin which there were no complexities,and I tried honestly to find the errorthe woman spoke of,but did not find it.After I had wrestled with these numbers for a couple of minutes,I felt, unfortunately,that everything was beginning to dance around in my head;I no longer distinguished between debit and credit,I mixed it all up.Finally, I came to a dead stop at the following item:â3 5/16 pounds of Clove Cheese at 16.âMy brain failed me completely;I stared stupidly down at the cheeseand got nowhere.
âThis is damnablyscrawled!âI said in despair.âHere, God help me, it simply says five-sixteenths of cheese.Heh-heh,has anyone heard the like!Here,you can see for yourself!â
âYes,âreplied the madam,âthey usually write it like that.Itâs the Clove cheese.Yes,thatâs correct!Five-sixteenths is thus five lod.â
âYes,I understand that, of course!âI broke in,though in truth I understood nothing anymore.
I tried again to solve this little sum,which a few months ago I could have tallied in a minute;I sweated profusely and thought about these enigmatic numbers with all my might,and I blinked thoughtfully with my eyes,as if I were studying this matter very sharply;but I had to give it up.Those five lod of cheese finished me off completely;it was as if something snapped in my forehead.
In order, however, to give the impressionthat I was still working on my calculations,I moved my lipsand now and then mentioned a number aloud,all the while sliding further and further down the bill,as if I were still progressingand nearing the conclusion.The madam sat and waited.Finally, I said:
âWell,I have now gone through it from beginning to end,and there is really no error,as far as I can see.â
âIs that so?âreplied the woman,âah,is that so?âBut I saw well enoughthat she did not believe me.And suddenly, she seemed to adopt a faint trace of contempt for me in her speech,a slightly indifferent tonethat I had not heard from her before.She saidthat perhaps I was not used to calculating with sixteenths;she also saidthat she would have to turn to someonewho understood such things,to get the bill properly checked.All this she said not in a hurtful manner,to shame me,but thoughtfully and seriously.When she had reached the doorand was about to leave,she said,without looking at me:
âPardon mefor having troubled you!â
She left.
A moment later the door opened again,and my landlady came back in;she could hardly have gone further than the hallwaybefore turning back.
âThatâs right!âshe said.âYou mustnât take it ill;but I believe I have a little something owing from you now?Was it not three weeks yesterday,since you came?Yes,I thoughtso.It is not easy to manage with such a large family,so I cannot let anyone stay on credit,unfortunatelyâŠâ
I stopped her.
âI am working on an article,as I have told you before,âI said,âand as soon as it is finished,you shall have your money.You can rest quite easy.â
âYes,but you will never get that article finished,will you?â
âDo you think so?The Spirit may come over me tomorrow,or perhaps already tonight;it is not at all impossiblethat it will come over me sometime tonight,and then my article will be finished in a quarter of an hour at most.You see,it is not with my workas it is with other peopleâs;I cannot sit downand produce a certain amount per day,I must simply wait for the moment.And no onecan say the day and hourupon which the Spirit will come over one;it must take its course.â
My landlady left.But her trust in me was surely much shaken.
I sprang upand tore at my hair in despairas soon as I was alone.No,there was truly no salvation for me after all,none,no salvation!My brain was bankrupt!Had I then become a complete idiot,since I could no longer calculate the value of a little piece of Clove cheese?But could I also have lost my mind,when I stood and asked myself such questions?Had I not, in the midst of my struggles with the bill, evenmade the crystal-clear observationthat my landlady was with child?I had no reason to know it,no onehad told me anything about it,nor did it simply occur to me at random;I sat and saw it with my own eyes,and I understood it at once,even in a desperate momentwhen I was wrestling with sixteenths.How was I to explain this to myself?
I went to the window and looked out;my window faced Vognmandsgaden.Some children were playing down on the cobblestones,poorly dressed children in the middle of the poor street;they were throwing an empty bottle amongst themselvesand shrieking loudly.A moving wagon rolled slowly past them;it must be a displaced family,changing residence outside of the moving season.This I immediately imagined.On the wagon lay bedding and furniture,moth-eaten beds and chests of drawers,red-painted chairs with three legs,mats,scrap iron,tinware.A little girl,just a child,a truly hideous creature with a runny nose,sat atop the load,holding on with her poor blue handsso as not to tumble off.She sat on a bundle of dreadful,damp mattressesthat children had lain on,and looked down at the little oneswho were throwing the empty bottle amongst themselvesâŠ
All this I stood and watched,and I had no trouble understanding everythingthat was happening.While I stood there by the window observing this,I also heard my landladyâs maid singing in the kitchenright next to my room;I knew the melodyshe sang,and so I listenedto see if she would sing it wrong.And I said to myselfthat all this an idiot could not have done;I was, thank God, as rationalas any man.Suddenly I saw two of the children down in the street start to quarrel,two little boys;I knew one of them,it was my landladyâs.I open the windowto hearwhat they are saying to each other,and at once a flock of children gathers beneath my windowand looks up longingly.What were they waiting for?For something to be thrown out?Dried flowers,meat bones,cigar stubs,some thing or otherthey could gnaw onor amuse themselves with?They looked up towards my window with blue-frozen faces,with infinitely long eyes.Meanwhile, the two little enemies continue to scold each other.Words like large,clammy beasts swarm from these childrenâs mouths,terrible epithets,harlotâs language,sailorâs oaths,which they had perhaps learned down by the docks.And they are both so absorbed in thisthat they do not notice my landlady at all,who runs out to themto hearwhat is afoot.
âWell,âher son explains,âhe grabbed me by the throat;I couldnât get a breath for a long while!âAnd turning to the little miscreant,who stands there sneering maliciously at him,he becomes utterly enragedand shouts:âGo to hell,you Chaldean oaf!Such a lousy cur to grab a man by the throat!Iâll be damned if IâŠâ
And the mother,this pregnant womanwho dominates the whole narrow street with her belly,answers the ten-year-old child,as she seizes him by the armand tries to take him with her:
âShh!Shut your snout!I do believeyouâre swearing too! You use your mouthas if youâd been in a whorehouse for years!Now youâre coming inside!â
âNo,Iâm not!â
âYes,you are!â
âNo,Iâm not!â
I stand up in the windowand seethe motherâs anger rise;this grim scene agitates me violently,I can bear it no longer,I shout down to the boythat he should come up to me for a moment.I shout twice,merely to disturb them,to disrupt this scene;the last time,I shout very loudly,and the mother turns in astonishmentand looks up at me.And at once she regains her composure,looks insolently at me,truly superior she looks at me,and then retreats with a reproachful remark to her son.She speaks loudly,so I can hear it,and says to him:
âFie,you should be ashamed for letting people seehow wicked you are!â
Of all this,which I thus stood and observed,there was nothing,not even a small side-circumstance,that was lost on me.My attention was extremely sharp,I inhaled every little thing sensitively,and I stood and formed my thoughts on these mattersas they transpired.So there could not possibly be anything wrong with my mind.How could there be anything wrong with it now?
Listen,do you know what,I said suddenly;now you have gone on long enough concerning yourself with your mindand making worries in that respect;now there must be an end to these foolish tricks!Is it a sign of madness to notice and perceive all things as preciselyas you do?You almost make me laugh at you,I assure you,it is not without humour,as far as I can judge.In short,it happens to every man to be stuck for once,and precisely in the simplest of questions.It means nothing,it is merely chance.As I said,I am on the verge of having a little laugh at your expense.As for that grocerâs bill,those paltry five-sixteenths of poor manâs cheese,I might as well call itâheh-heh,a cheese with cloves and pepper in it,on my honour a cheesethat, to put it plainly, could get a woman with childâas for this ridiculous cheese,it could have happened to the best of men to be stupefied by it;the very smell of that cheese could do a man inâŠAnd I made the worst mockery of all Clove cheeseâŠNo,put me on to something edible!I said,put me,if you will,on to five-sixteenths of good dairy butter!That is another matter!
I laughed hectically at my own conceitsand found them exceedingly amusing.There was really nothingwrong with me anymore,I was well preserved.I was, so to speak, extremely well preserved even!I was a clear head;there was nothing lacking there,God be praised and thanked!
My cheerfulness roseas I drifted about on the floor,conversing with myself;I laughed aloudand felt violently glad.It was also trulyas if I merely needed this little happy moment,this instant of actual bright rapture,without sorrows in any direction,to get my head into working order.I sat down at the tableand began to busy myself with my allegory.And it went very well,better than it had in a long time;it did not go quickly;but I thoughtthat the littleI producedwas absolutely excellent.I also worked for an hourâs timewithout becoming tired.
So, I am sitting at a very important point in this allegory of a fire in a bookstore;it seemed so important to methat all the restI had writtenwas as nothing compared to this point.I wanted to shape, in a truly profound way, the thoughtthat it was not booksthat were burning,it was brains,human brains,and I wanted to make a veritable St. Bartholomewâs Day Massacre of these burning brains.Then, all at once, my door was opened with great haste,and my landlady came sailing in.She came into the middle of the room,she did not even stop on the threshold.
I gave a little hoarse cry;it was trulyas if I had received a blow.
âWhat?âshe said.âI thoughtyou said something?We have a new traveller,and we must have this room for him;you can sleep downstairs with us tonight;yes,you shall have your own bed there too.âAnd before she had got my answer,she began without further ado to gather my papers on the tableand throw them all into disarray.
My happy mood was blown away;I was angry and desperateand rose at once.I let her clear the tableand said nothing;I did not utter a word.And she gave all the papers into my hand.
There was nothing else for me to do,I had to leave the room.Now this precious moment was ruined as well!I met the new traveller already on the stairs,a young man with large blue anchor tattoos on the backs of his hands;after him followed a docker with a sea chest on his shoulder.The stranger was surely a sailor,thus only a chance traveller for the night;he would probably not occupy my room for any great length of time.Perhaps I could also be lucky tomorrow,when the man had left,and get one of my moments again;I only needed an inspiration of five minutes now,and my work on the fire would be finished.So,I had to resign myself to fateâŠ
I had not been inside the familyâs apartment before,this single roomin which they all stayed day and night,the husband,the wife,the wifeâs father,and four children.The maid lived in the kitchen,where she also slept at night.I approached the door with great reluctanceand knocked;no one answered,yet I heard voices within.
The husband said not a wordwhen I entered,did not even answer my greeting;he merely looked indifferently at me,as if I did not concern him.For the rest, he sat playing cards with a personI had seen down by the docks,a porterwho went by the name of âThe Windowpane.âAn infant lay babbling to itself over in the bed,and the old man,the landladyâs father,sat hunched on a bed-bench,his head bowed over his hands,as if his chest or stomach pained him.He had almost white hairand looked in his hunched position like a stooping creature,sitting and pricking its ears for something.
âI am afraid I must ask for room down here tonight,âI said to the man.
âDid my wife say so?âhe asked.
âYes.A new man came to my room.â
To this the husband made no reply;he busied himself with the cards again.
Thus this man sat day after day,playing cards with whomevercame in to him,playing for nothing,merely to pass the timeand have something to do with his hands.He did nothing else,moved just as much as his lazy limbs were inclined,while his wife trudged up and down the stairs,was about on all sides,and took care to get guests for the house.She had also put herself in touch with dockers and porters,whom she paid a certain fee for each new lodgerthey brought her,and she often gave these dockers shelter for the night.Now it was âThe Windowpaneâwho had just brought the new traveller.
A couple of the children came in,two little girls with thin,freckled girlish faces;they wore truly wretched clothes.A little later the landlady also came in.I asked herwhere she would put me for the night,and she answered curtlythat I could lie in here,with the others,or out in the vestibule on the sofa-bench,just as I saw fit.While she answered me thus,she went about the roombusying herself with various thingsthat she was putting in order,and she did not once look at me.
I shrank at her answer,stood down by the doorand made myself small,even pretended that I was quite content to swap rooms with another for a nightâs sake;I deliberately put on a friendly face,so as not to provoke herand perhaps be chased clean out of the house.I said:âOh,well,a solution will be found!âand fell silent.
She still bustled about the room.
âBesides, I will tell youthat I have no means to keep people in board and lodging on credit,âshe said.âAnd I have told you that before, too.â
âYes,but my dear woman,it is only for these few days,until my article is finished,âI answered,âand then I will gladly give you a five-kroner piece extra,gladly.â
But she clearly had no faith in my article,I could see that.And I could not bring myself to be proudand leave the house,merely for a little slight;I knewwhat awaited meif I went my way.
* * *
A couple of days passed.
I was still staying down with the family,as it was too cold in the vestibule,where there was no stove;I also slept at night on the floor inside the room.The strange sailor still occupied my roomand did not seem to be moving out soon.At noon, the landlady also came inand told methat he had paid her in advance for a whole month;besides, he was to take his mateâs examinationbefore he left;that was whyhe was staying in the city.I stood and listened to thisand understoodthat my room was now lost to me for good.
I went out into the vestibuleand sat down;if I were to be so lucky as to get something written,it would have to be here,in the quiet.It was no longer my allegorythat occupied me;I had got a new idea,a quite excellent plan:I would compose a one-act drama,âThe Sign of the Cross,âwith a theme from the Middle Ages.In particular, I had devised everything concerning the main character,a glorious,fanatical harlotwho had sinned in the temple,not from weaknessand not from desire,but from hatred of Heaven,sinned right at the foot of the altar,with the altar cloth under her head,merely from a magnificent contempt for Heaven.
I became more and more possessed by this figureas the hours went by.She finally stood bright and living before my eyes,and preciselyas I wanted to portray her.Her body was to be flawed and repulsive:tall,very thin,and a little dark,and when she walked,her long legs would shine through her skirts with every stepshe took.She was also to have large,protruding ears.In short,she would be nothing for the eye,scarcely even bearable to look upon.What interested me in herwas her wondrous shamelessness,this desperate pinnacle of premeditated sinwhich she had committed.She truly occupied me far too much;my brain was practically swollen with this strange malformation of a human being.And I wrote for a full two hours straight on my drama.
When I had produced half a score of pages,perhaps twelve pages,often with great difficulty,sometimes with long intervalsin which I wrote in vainand had to tear up my sheets,I had become tired,quite stiff from cold and fatigue,and I roseand went out into the street.For the last half-hour I had also been disturbed by a childâs cries from the familyâs room,so in any case I could not have written more just then.I therefore took a long walk out along Drammensveienand was gone until evening,all the while ponderinghow I would continue my drama.Before I came home that evening,the following had happened to me:
I was standing outside a shoemakerâs shop at the bottom of Karl Johan,almost down by the Railway Square.God knowswhy I had stopped just outside this shoemakerâs shop!I looked in the windowwhere I stood,but was not, for that matter, thinkingthat I lacked shoes just then;my thoughts were far away,in other regions of the world.A swarm of conversing people passed behind my back,and I heard nothing ofwhat was said.Then a voice greets me loudly:
âGood evening!â
It was âThe Virginâwho greeted me.
âGood evening!âI answered absently.I also looked at âThe Virginâ for a short whilebefore I recognised him.
âWell,how goes it?âhe asked.
âOh,just fineâŠas usual!â
âListen,tell me,âhe said,âso you are still with Christie?â
âChristie?â
âI thoughtyou said oncethat you were a bookkeeper for wholesaler Christie?â
âAh!Yes,no,that is over.It was impossible to work with that man;it came to a halt rather quickly of its own accord.â
âWhy was that,then?â
âOh,I happened to make a writing error one day,and soâŠâ
âForgery?â
Forgery?There stood âThe Virginâ and asked me straight outif I had committed forgery.He even asked quickly and with great interest.I looked at him,felt deeply offended,and did not answer.
âWell,well,my God,it can happen to the best of us!âhe said,to console me.He still believedI had committed forgery.
âWhat is itthat, yes,yes, my God, can happen to the best of us?âI asked.âTo commit forgery?Listen,my good man,do you really believe,as you stand there,that I could have committed such a baseness?I?â
âBut,my dear fellow,I thought so clearlythat you saidâŠâ
âNo,I saidthat I had made a writing error once,a year,a trifle,if you must know,a wrong date on a letter,a single wrong pen strokeâthat was the whole of my fault.No,thank God,one can still distinguish right from wrong!How would things fare with me,if on top of everything I went and sullied my honour?It is simply my sense of honourthat keeps me afloat now.But it is also strong enough,I hope;it has at least preserved me to date.â
I tossed my head,turned away from âThe Virgin,âand looked down the street.My eye fell on a red dressthat was approaching us,a woman beside a man.Had I not just had this conversation with âThe Virgin,âhad I not been offended by his coarse suspicion,and had I not made just this toss of the headand turned away a little insulted,then this red dress might have passed mewithout my having noticed it.And what did it concern me, in truth?What was it to me,even if it were the dress of Lady-in-Waiting Nagel?
âThe Virginâ stood talkingand sought to make his mistake good again;I did not listen to him at all,I stood the whole time and stared at this red dress,which was approaching up the street.And a movement ran through my breast,a gliding,fine pang;I whispered in my thought,whispered without moving my mouth:
âYlajali!â
Now âThe Virginâ also turned,noticed the two,the lady and the gentleman,greeted them,and followed them with his eyes.I did not greet them,or perhaps I greeted them unconsciously.The red dress glided up Karl Johanand disappeared.
âWho was thatwho accompanied her?âasked âThe Virgin.â
ââThe Duke,âdid you not see?Called âthe Duke.âDid you know the lady?â
âYes,in a way.Did you not know her?â
âNo,âI answered.
âI thoughtyou bowed so deeply?â
âDid I?â
âHeh,did you perhaps not?âsaid âThe Virgin.ââThat was peculiar!It was also only youshe was looking at the whole time.â
âHow do you know her?âI asked.
He did not really know her.It stemmed from an evening in the autumn.It was late,they had been three merry souls together,had just come from the Grand,met this person walking alone by Cammermeyerand had spoken to her.She had at first answered dismissively;but one of the merry souls,a manwho feared neither fire nor water,had asked her straight to her face for the civilised pleasure of accompanying her home.He would, by God, not harm a hair on her head,as it is written,merely follow her to the gate,to convince himselfthat she got home safely,otherwise he would not get a momentâs peace all night.He talked incessantlyas they walked,invented one thing after another,called himself Waldemar Atterdagand passed himself off as a photographer.In the end, she had had to laugh at this merry soul,who had not let himself be fazed by her coldness,and it ended withhim accompanying her.
âWell,yes,what came of it then?âI asked,and I held my breath for so long.
âCame of it?Oh,donât be like that!She is a lady.â
We both fell silent for a moment,both âThe Virginâ and I.
âNo,damn,was that âthe Dukeâ!Does he look like that!âhe then said thoughtfully.âBut when she is with that man,I will not answer for her.â
I was still silent.Yes,of course âthe Dukeâ would make off with her!Very well!What was it to me?I wished her a good day,along with her charms,a good day I wished her!And I tried to console myself by thinking the worst thoughts of her,took a positive pleasure in dragging her right down into the mire.It only annoyed methat I had taken off my hat to the pair,if I had indeed done so.Why should I take off my hat to such people?I did not care for her any longer,not at all;she was not the least bit beautiful anymore,she had lost her looks,pah,the devil,how she had faded!It might well bethat it was only meshe had looked at;that did not surprise me;perhaps it was regretthat was beginning to strike her.But for that reason I did not need to fall at her feetand greet her like a fool,especially when she had, in fact, become so alarmingly faded of late.âThe Dukeâ could have her for all I cared,much good may it do him!There might come a daywhen I would find it in my mind to walk proudly past her,without looking in the directionwhere she was.It might happenthat I permitted myself to do this,even if she looked intently at meand, on top of that, wore a blood-red dress.It might well happen!Heh-heh,it would be a triumph!If I knew myself aright,I was capable of finishing my drama in the course of the night,and within eight days I should have brought the young lady to her knees.Along with her charms,heh-heh,along with all her charmsâŠ
âFarewell!âI said curtly.
But âThe Virginâ held me back.He asked:
âBut what do you do with yourself these days?â
âDo?I write,of course.What else should I do?It is whatI live on.At the moment I am working on a great drama,âThe Sign of the Cross,âtheme from the Middle Ages.â
âDeath and damnation!âsaid âThe Virginâ sincerely.âWell,if you can pull that off,thenâŠâ
âHave no great worries on that account!âI answered.âIn about eight daysâ time, I thinkyou shall have heard from me, every one of you.â
With that I left.
When I got home,I immediately approached my landladyand asked for a lamp.It was very important for me to get this lamp;I did not want to go to bed tonight,my drama was raging inside my head,and I hoped so certainly to be able to write a good piece more by morning.I presented my request very humbly to the madam,as I noticedthat she made a displeased grimacebecause I had again come into the room.I had, I said, almost finished a remarkable drama;I lacked only a couple of scenes,and I was counting onit being performed at some theatre or otherbefore I knew what was happening.If she would now do me this great service,thenâŠ
But the madam had no lamp.She thought about it,but could not remember at allthat she had a lamp anywhere.If I would wait until after twelve oâclock,I could perhaps have the kitchen lamp.Why could I not buy myself a candle?
I was silent.I did not have ten Ăžre for a candle,and she knew it well enough.Of course, I was to run aground again!Now the maid was sitting down with us,she was simply sitting in the roomand was not in the kitchen at all;the lamp up there was thus not even lit.And I stood and considered this,but said nothing more.
Suddenly the maid says to me:
âI thoughtI saw you coming out of the Palace a little while ago?Have you been to dinner?âAnd she laughed loudly at this jest.
I sat down,took out my papers,and would try to do something here for the time being,herewhere I sat.I held the papers on my kneesand stared uninterruptedly down at the floor,so as not to be distracted by anything;but it was of no use to me,nothing was of any use,I did not get anywhere.The landladyâs two little girls came inand made a noise with a cat,a strange,sick catthat had almost no hair;when they blew in its eyes,water flowed out of themand down its nose.The landlord and a couple of other people sat at the tableplaying cards.The wife alone was industrious as alwaysand sat sewing something.She saw well enoughthat I could not write anything in the middle of this disturbance,but she no longer cared about me;she had even smiledwhen the maid askedif I had been to dinner.The whole house had become hostile towards me;it wasas if I only needed the humiliation of having to surrender my room to anotherto be treated entirely as a stranger.Even this maid,a little brown-eyed street urchin with a fringeand a completely flat chest,made fun of me in the eveningwhen I got my bread and butter.She asked constantlywhere I usually took my dinners,since she had never seen me go and sink my teeth into anything outside the Grand.It was clearthat she knew about my miserable conditionand took pleasure in showing it to me.
I suddenly fall to thinking about all thisand am unable to find a single line for my drama.I try again and again in vain;a strange buzzing begins in my head,and finally I give up.I stick the papers in my pocketand look up.The maid is sitting right in front of me,and I look at her,look at this narrow backand a pair of low shouldersthat were not even fully grown yet.What business had she, now, throwing herself at me?And if I had come out of the Palace,what then?Could it harm her?In the last few days, she had laughed insolently at mewhen I was unfortunate and stumbled on the stairsor got caught on a nail,so I got a tear in my coat.It was no longer ago than yesterdaythat she had gathered up my drafts that I had tossed aside in the vestibule,stolen these discarded fragments of my dramaand read them aloud in the room,made a joke of them for all to hear,just to amuse herself at my expense.I had never troubled herand could not rememberthat I had ever asked her for a service.On the contrary,I made my own bed on the floor of the room in the evening,so as not to cause her any trouble with it.She also made fun of mebecause my hair was falling out.There was hair floating in the washbasin in the morning,and she made herself merry over that.Now my shoes had become somewhat poor,especially the onethat had been run over by the bread wagon,and she made sport of them too.God bless you and your shoes!she said;look at them,they are as big as doghouses!And she was rightthat my shoes were worn out;but I could not, in fact, get any others at the moment.
While I sit and remember all thisand marvel at this open malice in the maid,the little girls had begun to tease the old man over in the bed;they both hopped around himand were fully occupied with this task.They had each found a straw,with which they poked him in the ears.I watched this for a whileand did not interfere.The old man did not lift a fingerto defend himself;he merely looked at his tormentors with furious eyes each timethey poked at him,and shook his headto free himselfwhen the straws were already in his ears.
I became more and more agitated at this sightand could not take my eyes off it.The father looked up from his cardsand laughed at the little ones;he also drew his fellow playersâ attention towhat was going on.Why did he not move,the old man?Why did he not fling the children away with his arm?I took a stepand approached the bed.
âLet them be!Let them be!He is paralysed,âshouted the landlord.
And for fear of being shown the door into the night,simply afraid of arousing the manâs displeasure by intervening in this scene,I silently stepped back to my old placeand remained calm.Why should I risk my lodging and my bread and butter by sticking my nose into the familyâs squabbles?No foolish tricks for the sake of a half-dead old man!And I stood there feeling wonderfully hard as flint.
The little trollops did not stop their torments.They were irritatedthat the old man would not hold his head still,and they also poked at his eyes and nostrils.He stared at them with a hardened gaze,he said nothingand could not move his arms.Suddenly he raised his upper bodyand spat in one of the little girlsâ faces;he raised himself up againand also spat at the other,but missed her.I stood and watchedas the landlord threw his cards down on the tablewhere he satand sprang over to the bed.He was red in the faceand shouted:
âAre you sitting there spitting right in peopleâs eyes,you old boar!â
âBut,for Godâs sake,they gave him no peace!âI shouted, beside myself.But I stood the whole time afraid of being expelled,and I did not shout with any particular force at all;I merely trembled all over my body with agitation.
The landlord turned towards me.
âWell,listen to that!What the hell does it concern you?You just keep your trap shut,you,and do as I say;that will be best for you.â
But now the madamâs voice also sounded,and the whole house was filled with quarrelling.
âI do believe, God help me, you are all mad and possessed!âshe screamed.âIf you want to be in here,youâll both have to be quiet,Iâm telling you!Heh,itâs not enoughthat one has to provide room and board for the creature,one has to have doomsday and commotion and the devilâs own power in the rooms too.But Iâll have no more of that,Iâve decided!Shh!Shut your traps,you brats,and wipe your noses too,if not,Iâll come and do it.I have never seen the like of such people!Here they come in from the street,without an Ăžre for louse ointment even,and begin to hold forth in the middle of the nightand make a scene with the people of the house.I wonât have it,you understand,and you can all go your way,those who donât belong here.I want peace in my own apartment,Iâve decided!â
I said nothing,I did not open my mouth at all,but sat down by the door againand listened to the noise.Everyone shrieked along,even the children and the maid,who wanted to explainhow the whole conflict had begun.If I just kept silent,it would probably blow over eventually;it would certainly not come to the worst,as long as I did not say a word.And what word could I have to say?Was it not perhaps winter outside,and was it not, on top of that, approaching night?Was it then a time to strike the tableand be a man for oneâs hat?Just no foolish tricks!And I sat still and did not leave the house,was not ashamed to remain sitting,was frankly not ashamed of this,though I had almost been given notice.I stared hardened at the wall,where Christ hung in an oleograph,and remained stubbornly silent through all the landladyâs outbursts.
âWell,if itâs meyou want to be rid of,Madam,then there shall be nothing in the way on my account,âsaid one of the card players.
He rose.The other card player also rose.
âNo,I did not mean you.And not you either,âanswered the landlady to the two.âIf it comes to it,Iâll show youwho I mean.If it comes to it.Iâve decided!It shall be seenwho it isâŠâ
She spoke in bursts,giving me these thrusts with small intervalsand drawing it out properly,to make it clearer and clearer to methat it was meshe meant.Quiet!I said to myself.Just quiet!She had not asked me to go,not explicitly,not in plain words.Just no haughtiness from my side,no untimely pride!Ears stiff!âŠIt was, however, a peculiar green hair on that Christ in the oleograph.It resembled not a little green grass,or expressed with exquisite precision:thick meadow-grass.Heh,a quite correct observation,defensibly thick meadow-grassâŠA series of fleeting associations ran through my head in this moment:from the green grass to a passage of scripturethat all life was as grassthat is kindled,from there to doomsday,when all should burn up,then a little detour down to the earthquake in Lisbon,whereupon something about a Spanish brass spittoonand an ebony pen-handle,which I had seen at Ylajaliâs, came to mind.Ah,yes,all was perishable!Just like grassthat is kindled!It came down to four planksand a shroudâshrouds at Miss Andersenâs,to the right in the gatewayâŠ
And all this was tossed about in my head in this desperate moment,when my landlady was in the process of chasing me out the door.
âHe doesnât hear!âshe shouted.âIâm sayingyou shall leave the house,now you know it!I believe, God damn me,that the man is mad,I do!Now you go, on the holy spot,and no more talk about that matter.â
I looked towards the door,not to go,not at all to go;a brazen thought occurred to me:if there had been a key in the door,I would have turned it,locked myself in with the others,to avoid having to go.I had an utterly hysterical dread of getting out on the street again.But there was no key in the door,and I rose up;there was no hope anymore.
Then suddenly my landlordâs voice mixes with his wifeâs.I stood there astonished.The same manwho had recently threatened me,strangely enough takes my part.He says:
âNo,you canât go chasing people out into the night,you know.Thereâs a penalty for that.â
I did not knowif there was a penalty for this,I could not say;but perhaps it was so,and the wife came to her senses quite soon,became calmand spoke to me no more.She even laid out two pieces of bread and butter for me for supper,but I did not accept them,merely out of gratitude to the husband I did not accept them,pretendingthat I had got a little food out in town.
When I finally made my way out to the vestibuleto go to bed,the madam came after me,stopped on the thresholdand said loudly,while her large,pregnant belly jutted out towards me:
âBut this is the last nightyou lie here,so you know.â
âYes,yes!âI answered.
There would perhaps be a solution for shelter tomorrow as well,if I applied myself properly to it.Some hiding place or other I would have to find.For the time being, I was gladthat I did not have to be out in the night.
I slept until five or six in the morning.It was not yet lightwhen I woke,but I got up all the same;I had been lying in my full clothes for the sake of the coldand had nothing more to put on.When I had drunk a little waterand in all silence got the door open,I also went out at once,fearing to meet my landlady again.
A constable here and there,who had kept watch through the night,was the only living thingI saw in the streets;a little later a couple of men also began to extinguish the gas lamps around.I drifted about without aim or purpose,came up into Kirkegadenand took the road down to the fortress.Cold and still sleepy,weak in the knees and back after the long walkand very hungry,I sat down on a benchand dozed for a long time.For three weeks I had lived exclusively on the bread and butterthat my landlady had given me morning and evening;now it was exactly a daysince I had my last meal,it began to gnaw at me badly again,and I had to find a way out very soon.With that thought, I fell asleep again on the benchâŠ
I was awakened bypeople talking in my vicinity,and when I had gathered myself a little,I sawthat it was broad daylight,and that everyone was up and about.I rose and went away.The sun broke over the ridges,the sky was white and fine,and in my joy over the beautiful morning after the many dark weeks,I forgot all my sorrowsand thoughtthat it had often been worse for me.I clapped myself on my chestand sang a little scrap for myself.My voice sounded so poor,truly worn it sounded,and I moved myself to tears by it.This splendid day,the white,light-drenched sky also had too strong an effect on me,and I burst into loud weeping.
âWhat is itthat ails you?âa man asked.
I did not answer,just hurried away,hiding my face from all people.
The sun,the light,the salt breath from the sea,all this bustling and cheerful life braced me upand got my blood to beat with life.All at once it occurred to methat I might be able to do a couple of scenes for my dramawhile I sat here.And I took my pages out of my pocket.
I tried to form a line in a monkâs mouth,a linethat should swell with power and intolerance;but I did not succeed.So I skipped over the monkand would work out a speech,the judgeâs speech to the temple-desecrator,and I wrote half a page of this speech,whereupon I stopped.The right climate would not settle over my words.The bustle around me,the hoisting-songs,the noise of the capstansand the uninterrupted rattling of iron chains suited so little the air of dense,musty Middle Agesthat should stand like a fog in my drama.I packed the papers togetherand rose.
Now I had nevertheless got blessedly on a roll,and I felt clearlythat I could accomplish something now,if all went well.If only I had a place to resort to!I thought about it,stopped right in the streetand thought,but knew not of a single quiet place in the whole citywhere I could settle down for a while.There was no other way,I would have to go back to the lodging-house in Vaterland.I shrank from it,and I said to myself the whole timethat it would not do,but I still slid forwardand steadily approached the forbidden place.It was certainly pitiful,I admitted to myself,yes,it was humiliating,truly humiliating it was;but that could not be helped.I was not the least bit haughty,I dared say so great a word,that I was one of the least conceited beingsin existence to date.And I went.
I stopped at the gateand considered once more.Yes,it would have to be as it would be,I must risk it!What was it really, this trifle,that it was about?In the first place, it was only to last for a few hours,in the second, God forbidthat I should ever later take refuge in that house again.I went into the courtyard.Even while I was crossing these uneven stones in the yard,I was uncertainand had almost turned back at the door.I gritted my teeth.No,no untimely pride!In the worst case, I could excuse myself by sayingthat I had come to say farewell,take proper leave,and make an arrangement concerning my debt to the house.I opened the door to the vestibule.
I stood perfectly still inside.Right in front of me,only two steps away,stood the landlord himself,without hat and without coat,peeking through the keyhole to the familyâs own room.He made a silent gesture with his hand,to get me to be quiet,and peeked again through the keyhole.He stood there and laughed.
âCome here!âhe said, whispering.
I approached on tiptoe.
âLook here!âhe saidand laughed with a quiet,intense laughter.âLook in!Hee-hee!There they are!Look at the old man!Can you see the old man?â
Inside the bed,right under the oleograph of Christand directly opposite me,I saw two figures,the landlady and the strange mate;her legs shone white against the dark duvet.And in the bed by the other wall sat her father,the paralysed old man,and watched,leaning over his hands,hunched as usual,unable to moveâŠ
I turned towards my host.He had the greatest difficulty in refraining from laughing aloud.
âDid you see the old man?âhe whispered.âOh,God,did you see the old man?Heâs sitting and watching!âAnd he put himself back to the keyhole.
I went over to the windowand sat down.This sight had mercilessly brought disorder to all my thoughtsand turned my rich mood upside down.Well,what did it concern me?When the husband himself put up with it,yes,even took his great pleasure in it,then there was no reason for me to take it to heart.And as for the old man,the old man was an old man.He perhaps did not even see it;perhaps he sat and slept;God knowsif he was not even dead;it would not surprise me if he were dead.And I made no matter of conscience of it.
I again took up my papersand would repel all extraneous impressions.I had stopped in the middle of a sentence in the judgeâs speech:âSo bids me God and the law,so bids me the council of my wise men,so bids me also my own conscienceâŠâI looked out of the window,to think aboutwhat his conscience should bid him.A little noise penetrated to me from the room within.Well,it did not concern me,not at all;the old man was besides dead,died perhaps this morning at four oâclock;so the noise was utterly and crushingly indifferent to me;why the hell was I sitting there thinking about it?Calm now!
âSo bids me also my own conscienceâŠâ
But everything had conspired against me.The man was not standing quite still at the keyhole,I heard now and then his suppressed laughterand sawthat he was shaking;out on the street something was also happeningthat distracted me.A little boy sat busying himself in the sun on the other pavement;he sensed peace and no danger,just tied some paper strips togetherand did no harm.Suddenly he springs upand curses;he jerks backwards into the streetand catches sight of a man,a grown man with a red beard,who was leaning out of an open window on the second floorand spitting down on his head.The little one cried with rageand swore impotently up at the window,and the man laughed down in his face;perhaps five minutes passed in this way.I turned away,so as not to see the boyâs tears.
âSo bids me also my own conscience,thatâŠâ
It was impossible for me to get any further.In the end, everything began to ramble for me;I thoughtthat even whatI had already writtenwas unusable,yes,that the whole idea was some dangerous nonsense.One could not speak of conscience at all in the Middle Ages,conscience was first invented by the dancing master Shakespeare,consequently my whole speech was incorrect.Was there then nothing good in these pages?I ran through them againand at once resolved my doubts;I found magnificent places,truly long stretches of great noteworthiness.And again the intoxicating urge to take hold againand get my drama finished shot through my breast.
I roseand went to the door,without heeding the landlordâs furious signs to me to proceed quietly.I went with firm and determined mind out of the vestibule,up the stairs to the second floor,and entered my old room.The mate was not there, of course,and what was then the harm inmy sitting here for a moment?I would not touch any of his things,I would not even use his table at all,but settle down on a chair by the doorand be content.I eagerly unfold the papers on my knees.
Now, for several minutes, it went absolutely splendidly.Line after line arose fully formed in my head,and I wrote without interruption.I fill one page after another,set off at a gallop,whimper softly with delight at my good moodand am almost beside myself.The only soundI hear in this momentis my own happy whimpering.A very fortunate idea with a church bell also occurred to me,which was to clang into ringing at a certain point in my drama.Everything went overwhelmingly well.
Then I hear footsteps on the stairs.I tremble and am almost out of my mind,sitting practically on the verge of flight,shy,alert,full of fear of all thingsand agitated by hunger;I listen nervously,hold the pencil still in my handand listen,I cannot write another word.The door opens;the pair from the room below enters.
Even before I had had time to ask for forgiveness forwhat I had done,the landlady shouts, utterly dumbfounded:
âNo,God comfort and help me,isnât he sitting here again!â
âForgive me!âI said,and I wanted to say more,but got no further.
The landlady threw the door wide openand screamed:
âIf you do not get out now,so God damn me I will not fetch the police!â
I rose.
âI only wanted to say farewell to you,âI mumbled,âand so I had to wait for you.I have not touched a thing,I was sitting here on the chairâŠâ
âWell,it didnât matter,âsaid the mate.âWhat the hell did it matter?Let the man be,!â
When I had got down the stairs,I suddenly became furious with this fat,swollen womanwho followed at my heelsto get me away quickly,and I stood still for a moment,with my mouth full of the worst epithetsthat I wanted to hurl at her.But I thought better of it in timeand was silent,silent merely out of gratitude to the strange manwho walked behind herand would be able to hear it.The landlady still followed meand scolded incessantly,while at the same time my anger increased with every stepI took.
We came down into the courtyard,I walked very slowly,still consideringwhether I should deal with the landlady.I was in this moment quite deranged with rage,and I thought of the worst bloodshed,a blowthat could lay her dead on the spot,a kick in the belly.A messenger passes me in the gateway,he greets me,and I do not answer;he addresses the madam behind me,and I hearthat he asks for me;but I do not turn around.
A few steps outside the gate the messenger catches up with me,greets me again,and stops me.He gives me a letter.Violently and unwillingly I tear it open,a ten-kroner note falls out of the envelope,but no letter,not a word.
I look at the manand ask:
âWhat sort of foolish tricks is this?Who is the letter from?â
âWell,I do not know that,âhe answers,âbut it was a ladywho gave it to me.â
I stood still.The messenger left.Then I stick the banknote back into the envelope,crumple the whole thing up really well,turn aroundand go over to the landlady,who is still keeping a lookout for me from the gate,and throw the note in her face.I said nothing,uttered not a syllable,I merely observedthat she examined the crumpled paperbefore I leftâŠ
Heh,that was what one might call behaving with honour in life!To say nothing,not to address the pack,but quite calmly crumple up a large banknoteand throw it in the eyes of oneâs persecutors.That was what one might call acting with dignity!Thus they should have it,those beasts!âŠ
When I had reached the corner of Tomtegaden and the Railway Square,the street suddenly began to spin before my eyes,there was a hollow rushing in my head,and I fell against the wall of a house.I simply could not walk any further,could not even straighten up from my crooked position;asI had fallen against the wall,so I remained standing,and I feltthat I was beginning to lose consciousness.My frantic anger was only increased by this attack of exhaustion,and I lifted my footand stamped on the pavement.I also did various other thingsto regain my strength,gritted my teeth,furrowed my brow,rolled my eyes in desperation,and it began to help.My thoughts became clear,I understoodthat I was on the verge of perishing.I put my hands forwardand pushed myself back from the wall;the street still danced around with me.I began to hiccup with rage,and I struggled with my inmost soul against my misery,held my ground quite bravelyso as not to collapse;I did not intend to sink down,I would die standing.A work cart rolls slowly past,and I seethat there are potatoes in that cart,but out of rage,out of stubbornness, I decide to saythat they were not potatoes at all,they were cabbages,and I swore horriblythat they were cabbages.I heard clearlywhat I myself said,and I swore consciously again and again to this lie,merely to have the desperate satisfactionof committing brazen perjury.I intoxicated myself in this peerless sin,I raised my three fingers in the airand swore with trembling lips in the name of the Father,the Son, and the Holy Spirit,that they were cabbages.
Time passed.I let myself fall down on a step beside meand wiped the sweat from my brow and neck,drew breathand forced myself to be calm.The sun was setting,it was late in the afternoon.I began again to brood over my situation;the hunger became shameful towards me,and in a few hours it would be night again;it was a matter of finding a solutionwhile there was still time.My thoughts began again to circle around the lodging-house from which I had been driven;I would absolutely not return to it,but could nevertheless not help thinking of it.Actually, the woman had been within her rights to throw me out.How could I expect to stay with anyonewhen I could not pay my way?She had even given me food now and then;even last night,when I had provoked her,she had offered me two pieces of bread and butter,out of kindness she had offered them to mebecause she knewI needed them.So I had nothing to complain about,and I began, as I sat on the steps, to pray and beg her in my silent mind for forgiveness for my behaviour.In particular, I bitterly regrettedthat I had shown myself ungrateful to her at the lastand thrown a ten-kroner note in her faceâŠ
The ten-kroner note!I whistled once with my mouth.The letterthat the messenger brought,where did it come from?Only now in this moment did I think clearly about thisand sensed at oncehow it all hung together.I became sick with pain and shame,I whispered Ylajali a few times with a hoarse voiceand shook my head.Was it not Iwho, even as late as yesterday, had resolved to walk proudly past herwhen I met her,and show her the greatest indifference?And instead of that I had only aroused her pityand elicited from her a charitable shilling.No,no,no,there was never an end to my degradation!Not even towards her had I been able to maintain a decent position;I sank,sank on all sides,wherever I turned,sank to my knees,sank to my waist,submerged myself in dishonourand never came up again,never!It was the pinnacle!To take ten kroner in alms,without being able to hurl them back at the secret giver,to grab at coins with both handswherever they were offered,and keep them,use them for lodging money,despite oneâs own innermost revulsionâŠ
Could I not again procure these ten kroner in some way or other?To go back to the landladyand have the banknote returned by herwould probably be of no use;there must also be another way,if I thought about it,if I just strained myself very muchand thought about it.Here it was, by God, not enough to think merely in the ordinary way,I had to thinkso it tore through my whole human frame,for a way to get these ten kroner.And I set myself to thinking hard.
The clock might be around four,in a couple of hours I could perhaps meet the theatre director,if only I had had my drama finished.I take up the manuscript,there where I sit,and will by force of will produce the last three or four scenes;I think and sweatand read over from the beginning,but get nowhere.No half-measures!I say,no stubbornness here!And I write away at my drama,write down everythingthat comes into my head,merely to be finished quicklyand get away.I wanted to convince myselfthat I was having a new great moment,I lied to myself,deceived myself openlyand wrote away,as if I did not need to search for the words.Thatâs good!that is really a find!I whispered now and then;just write it down!
In the end, however, my last lines begin to seem suspect to me;they contrasted so strongly with the lines in the first scenes,besides, no Middle Ages had settled at all into the monkâs words.I break my pencil between my teeth,spring up,tear my manuscript to pieces,tear every page to pieces,throw my hat on the streetand trample on it.I am lost!I whisper to myself;my ladies and gentlemen,I am lost!And I say nothing other than these words,as long as I stand thereand trample on my hat.
A police officer stands a few steps awayobserving me;he stands in the middle of the streetand notices nothing other than me.As I raise my head,our eyes meet;he had perhaps been standing there for some timeand just looking at me.I pick up my hat,put it onand go over to the man.
âDo you knowwhat time it is?âI say.
He waits a momentbefore he hauls out his watch,and does not take his eyes off me in the meantime.
âAbout four,âhe answers.
âPrecisely!âI say;âabout four,perfectly correct!You know your business,I hear,and I shall remember you.â
With that I left him.He was utterly astonished by me,stood and looked after me with his mouth openand still held the watch in his hand.When I had got outside the Royal,I turnedand looked back:he was still standing in the same positionand following me with his eyes.
Heh-heh,thus one should treat the beasts!With the most exquisite insolence!It impressed the beasts,it struck terror into the beastsâŠI was particularly pleased with myselfand began again to sing a little scrap.Tense with agitation,without feeling any more pain,without even knowing any discomfort of any sort,I walked light as a feather across the whole square,turned up by the Bazaarsand settled on a bench by Our Saviourâs.
Could it not also be rather indifferent,whether I sent the ten-kroner note back or not?When I had got it,it was mine,and there was certainly no need there,where it came from.I must, after all, accept it,when it was expressly sent to me;there was no sense in letting the messenger keep it.Nor would it do to send back a completely different ten-kroner note,than the oneI had received.So there was nothing to be done about it.
I tried to watch the traffic around the square before meand occupy my thoughts with indifferent things;but I did not succeed,and I continued to concern myself with the ten-kroner note.Finally, I clenched my handsand became angry.It would wound her,I said,if I sent it back;why then should I do it?Constantly I was to go about considering myself too good for everything possible,shaking my head haughtilyand saying No Thank You.Now I sawwhere that led;I was again on the bare street.Even when I had the best opportunity,I did not keep my good,warm lodging;I became proud,sprang up at the first wordand was a man for my hat,paid out ten-kroner notes right and leftand went my wayâŠI took myself sharply to taskfor having left my lodgingand again brought myself into difficulty.
Besides, I gave the pale yellow devil to it all!I had not asked for the ten-kroner note,and I had hardly even had it in my hands,but had given it away at once,paid it out to complete strangerswhom I would never see again.That kind of man I was,always paid to the last farthingwhen something was at stake.If I knew Ylajali aright,she did not regret having sent me the money either;what then was I making such a fuss for?It was, in fact, the leastshe could do,to send me a ten-kroner note now and then.The poor girl was in love with me,heh,perhaps mortally in love with me evenâŠAnd I sat and puffed myself up mightily for myself at this thought.There was no doubtthat she was in love with me,the poor girl!âŠ
The clock struck five.I collapsed again after my long nervous agitationand began anew to feel the empty rushing in my head.I stared straight ahead,held my eyes fixed,and looked out before me towards the Elephant Pharmacy.The hunger raged really strongly in me then,and I suffered greatly.As I sit thus and look into the air,a figure gradually clarifies itself before my fixed gaze,which I at last see perfectly clearlyand recognise:it is the cake-woman by the Elephant Pharmacy.
I give a start,straighten up on the benchand begin to think.Yes,it was correct,it was the same woman in front of the same table in the same place!I whistle a couple of timesand snap my fingers,rise from the benchand begin to walk towards the pharmacy.No nonsense!I didnât give a damnwhether it was the wages of sin or good Norwegian grocerâs money of silver from Kongsberg!I would not be ridiculous,one could die of too much prideâŠ
I go up to the corner,take aim at the womanand position myself in front of her.I smile,nod familiarly,and arrange my wordsas if it were a matter of coursethat I would come back one day.
I smile even more,as if it were just her precious jokethat she did not know me,and say:
âDo you not rememberthat I gave you a good many kroner once?I said nothing on that occasion,as far as I remember,I did not;I am not in the habit of doing so.When one has to do with honest people,it is unnecessary to make arrangementsand, so to speak, draw up a contract for every little thing.Heh-heh!Yes,it was Iwho delivered you that money.â
âNo,ah,was it you!Yes,now I do know you too,when I think about itâŠâ
I wanted to preventher from starting to thank me for the money,and so I say quickly,already searching with my eyes around the table for edibles:
âYes,now I am comingto get the cakes.â
She does not understand that.
âThe cakes,âI repeat,ânow I am comingto get them.At least some,the first supply.I do not need everything today.â
âYou are comingto get them?âshe asks.
âI am indeed comingto get them,yes!âI answerand laugh loudly,as if it should have been obvious to her right awaythat I was comingto get them.I also take a cake down on the table,a kind of French bread,which I begin to eat.
When the woman sees this,she raises herself up in the cellar hatch,makes an involuntary movement,as if to protect her wares,and she lets me understandthat she had not expected me backto rob her of them.
Is that so?I say.Ah,is that so?She was truly a precious woman to me!Had she ever experiencedthat someone had given her for safekeeping a sum of kroner,without the person in question having demanded them back?No,you see there!Did she perhaps believethat it was stolen money,since I had flung it to her in that way?Well,she did not believe that, though;that was still good,really good!It was,if I may say so, kind of herthat she still held me for an honest man.Ha-ha!Yes,she was really good!
But why then did I give her the money?The woman became embitteredand shouted loudly about it.
I explainedwhy I had given her the money,explained it in a low and emphatic tone:It was my habit to proceed in that manner,because I trusted all people so well.Whenever anyone offered me a contract,a receipt,I shook my headand said No Thank You.God should knowthat I did!
But the woman still did not understand it.
I resorted to other means,spoke sharplyand forbade nonsense.Had it never happenedthat someone else had paid her in advance in a similar way?I asked.I meant, of course,people who were well off,for example one of the consuls?Never?Well,I could not suffer forit being a manner of dealing foreign to her.It was custom and practice abroad.She had perhaps never been outside the countryâs borders?No,you see there!Then she could not speak at all in this matterâŠAnd I reached for more cakes on the table.
She grumbled angrily,stubbornly refused to hand over anything she had on the table,even snatched a piece of cake out of my handand put it back in its place.I became angry,struck the tableand threatened with the police.I would be merciful to her,I said;if I took allthat was mine,I would ruin her whole business,for it was a dangerous amount of moneyI had delivered to her in its time.But I would not take so much,I would in reality only have half value.And on top of that,I would not come back again.God preserve me from that,since she was of that sort of peopleâŠ
Finally, she laid out a number of cakes at an exorbitant price,four or five pieces,which she valued at the highestshe could think of,and asked me to take themand go my way.I still haggled with her,insistedthat she was cheating me of at least a krone of the moneyand besides was exploiting me with her bloody prices.Do you knowthat there is a penalty for such knavish tricks?I said.God preserve you,you could go to penal servitude for life,old ass!She flung another cake
over to meand asked me, almost with gnashing teeth, to go.
And I left her.
Heh,the like of such an uninformed cake-woman one should never have seen!The whole time,as I walked across the squareand devoured my cakes,I spoke aloud about the woman and her insolence,repeated to myselfwhat we both had said to each other,and thoughtthat I had been far superior to her.I ate the cakes in full view of all peopleand talked about this.
And the cakes disappeared one after another;it was of no avail,however much I ate,I was just as bottomlessly hungry.My dear God,that it would not be enough!I was so greedythat I had even nearly transgressed against the last cake,which right from the beginning I had decided to save,keep for the little one down in Vognmandsgaden,the boywho had played with the paper strips.I still remembered him,could not bring myself to forget his expressionwhen he sprang upand cursed.He had turned towards my windowwhen the man spat down on him,and he had positively looked to seeif I too would laugh at it.God knowsif I would find him now,when I got down there!I strained myself greatlyto get down to Vognmandsgaden quickly,passed the placewhere I had torn up my drama,and where some paper still lay,bypassed the police officerwhom I had recently so astonished with my behaviour,and stood at last by the stepswhere the boy had sat.
He was not there.The street was almost empty.It was beginning to grow dark,and I could not see where the boy was;he had perhaps gone inside.I laid the cake down carefully,stood it on its edge against the door,knocked hardand ran my way at once.Heâll find it for sure!I said to myself;the first thinghe doeswhen he comes out,is find it!And my eyes became wet with joythatthe little one would find the cake.
I came down to the railway pier again.
Now I was no longer hungry,only the sweet foodI had consumedbegan to cause me pain.In my head, too, the wildest thoughts were again making a noise:What if I secretly cut the hawser to one of these ships?What if I suddenly began to shout fire?I go further out on the pier,find myself a crate to sit on,fold my handsand feelthat my head is becoming more and more bewildered.And I do not move,do nothing at allto hold myself up anymore.
âYes,in a little while,âanswers the man.He spoke Swedish.
âHm.You wouldnât be in need of a man?âI was in this moment equally indifferentwhether I got a refusal or not,it was all the same to mewhat answer the man would give me.I stood and waited for him.
âAh,no,âhe answered.âUnless it were a cabin boy.â
A cabin boy!I gave a start,slipped off my spectaclesand stuck them in my pocket,stepped onto the gangwayand strode on board.
âI am not experienced,âI said,âbut I can do it.You set me to it.Where is the voyage to?â
âWe are ballasted for Leeds for coal for Cadiz.â
âGood!âI saidand pressed myself upon the man.âI am indifferentwhere it leads.I shall do my work.â
He stood for a whileand looked at meand thought.
âHave you not sailed before?âhe asked.
âNo.But as I tell you,set me to a task,and I shall do it.I am used to a bit of everything.â
He thought again.I had already set it vividly in my headthat I would go along,and I began to fear being chased ashore again.
âWhat do you think then,Captain?âI asked finally.âI can really dowhatever is needed.What am I saying!I would have to be a poor manif I did not do morethan just whatI was set to.I can take two watches in a row,if need be.It will do me good,and I can endure it.â
âYes,yes,we can try it,âhe said.âIf it does not work,we can part ways in England.â
âOf course!âI answered in my joy.And I repeated once morethat we could part ways in England,if it did not work.
So he set me to workâŠ
Out in the fjord I straightened up once,wet with fever and exhaustion,looked in towards landand said farewell for this time to the city,to Kristiania,where the windows shone so brightly from every home.
FJERDE STYKKE
Vinteren var kommet,en rÄ og vÄd Vinter nÊsten uden Sne,en tÄget og mÞrk evigtvarende Nat,uden et eneste friskt VindstÞd,sÄ lang som Ugen var.Gassen brÊndte nÊsten hele Dagen i Gaderne,og Folk stÞdte alligevel pÄ hinanden i TÄgen.Alle Lyde,Kirkeklokkernes Klang,BjÊlderne fra Droschehestene.Menneskenes Stemmer,Hovslagene,altsammen lÞd sÄ sprukkent og klirrende i den tykke Luft,der lagde sig ivejen for altingog dÊmped alt ned.Uge gik efter Uge,og Vejret var og blev det samme.
Og jeg opholdt mig stadigt nede i Vaterland.
Jeg blev fastere og fastere bunden til denne BevÊrtning,dette Logihus for Rejsende,hvor jeg havde fÄet bo,trods min Forkommenhed.Mine Penge var for lÊnge siden opbrugte,og jeg vedblev alligevel at gÄ og komme pÄ dette Sted,som om jeg havde Ret dertilog hÞrte hjemme der.VÊrtinden havde endnu intet sagt;men det pinte mig alligevel,at jeg ikke kunde betale hende.SÄledes forlÞb tre Uger.
Jeg havde allerede for flere Dage tilbage genoptaget min Skrivning,men det lykkedes mig ikke lÊnger at fÄ til noget,som jeg var tilfreds med;jeg havde slet intet Held med mig mer,om jeg end var meget flittigog forsÞgte sent og tidligt;hvad jeg end tog mig til,nytted det ikke,Lykken var borte,og jeg anstrÊngte mig altid forgÊves.
Det var pÄ et VÊrelse i anden Etage,i det bedste GÊstevÊrelse,jeg sad og gjorde disse ForsÞg.Jeg var forbleven uforstyrret deroppe,siden den fÞrste Aften,da jeg havde Penge og kunde klarere for mig.Jeg havde ogsÄ hele Tiden det HÄb,at jeg endelig kunde fÄ istand en Artikel om et eller andet,sÄ jeg kunde fÄ betalt VÊrelsetog hvad jeg ellers skyldte for;det var derfor,jeg arbejded sÄ ihÊrdigt.IsÊr havde jeg et pÄbegyndt Stykke,som jeg vented mig meget af,en Allegori om en Ildebrand i en Boglade,en dybsindig Tanke,som jeg vilde lÊgge al min Flid pÄ at udarbejdeog bringe »KommandÞren« i Afbetaling.»KommandÞren« skulde dog erfare,at han denne Gang virkelig havde hjulpet et Talent;jeg havde ingen Tvivl om,at han skulde erfare det;det galdt blot at vente til à nden kom over mig.Og hvorfor skulde ikke à nden komme over mig?Hvorfor skulde den ikke komme over mig med det allerfÞrste endog?Der var intet ivejen med mig mer;jeg fik lidt Mad hver Dag af min VÊrtinde,nogle SmÞrogbrÞd Morgen og Aften,og min NervÞsitet var nÊsten forsvunden.Jeg brugte ikke lÊnger Klude om mine HÊnder,nÄr jeg skrev,og jeg kunde stirre ned i Gaden fra mine Vinduer i anden Etage,uden at blive svimmel.Det var bleven meget bedre med mig i alle MÄder,og det begyndte ligefrem at forundre mig,at jeg ikke allerede havde fÄet min Allegori fÊrdig.Jeg forstod ikke,hvordan det hang sammen.
En Dag skulde jeg endelig fÄ en Anelse om,hvor svag jeg egentlig var bleven,hvor slÞvt og udueligt min HjÊrne arbejded.Den Dag kom nemlig min VÊrtinde op til mig med en Regning,som hun bad mig om at se pÄ;der mÄtte vÊre noget galt i den Regning,sagde hun,den stemte ikke med hendes egen Bog;men hun havde ikke kunnet finde Fejlen.
Jeg satte mig til at tÊlle;min VÊrtinde sad lige overfor migog sÄ pÄ mig.Jeg talte disse tyve Poster,fÞrst en Gang nedad,og fandt Summen rigtig,derpÄ en Gang opad,og kom pÄny til samme Resultat.Jeg sÄ pÄ Konen,hun sad lige foran mig og vented pÄ mit Ord;jeg lagde med det samme MÊrke til,at hun var frugtsommelig,det undgik ikke min OpmÊrksomhed,og jeg stirred dog ingenlunde undersÞgende pÄ hende.
»Summen er rigtig,«sagde jeg.
»Nej,se nu efter for hvert Tal,«svared hun;»det kan ikke vÊre sÄ meget;jeg er sikker pÄ det.«
»Det er da ogsÄ forbandet,sÄ vredent dette er skrevet!«sagde jeg fortvivlet.»Her stÄr Gud hjÊlpe mig simpelthen fem Sekstendele Ost.He-he,har man hÞrt Magen!Ja,her kan De se selv!«
»Ja,«svared Madamen,»de plejer at skrive sÄ.Det er NÞgleosten.Jo,det er korrekt!Fem Sekstendele er altsÄ fem Lod«
»Ja,det forstÄr jeg nok!«atbrÞd jeg,skÞnt jeg i Virkeligheden ikke forstod nogen Ting mer.
Jeg forsĂžgte pĂ„ny at klare dette lille Regnestykke,som jeg for nogle MĂ„neder siden kunde have talt op pĂ„ et Minut;jeg sveded stĂŠrkt og tĂŠnkte over disse gĂ„defulde Tal af alle KrĂŠfter,og jeg blinked eftertĂŠnksomt med Ăjnene,som om jeg studered rigtig skarpt pĂ„ denne Sag;men jeg mĂ„tte opgive det.Disse fem Lod Ost gjorde det fuldstĂŠndigt af med mig;det var som om noget knak over i min Pande.
For dog at give Indtryk af,at jeg fremdeles arbejded med mine Beregninger,bevĂŠged jeg LĂŠberneog nĂŠvnte nu og da et Tal hĂžjt,alt imens jeg gled lĂŠnger og lĂŠnger nedad Regningen,som om jeg stadig gik fremadog nĂŠrmed mig Afslutningen.Madamen sad og vented.Endelig sagde jeg:
»Ja,nu har jeg gÄet den igennem fra fÞrst til sidst,og der er virkelig ingen Fejl,sÄvidt jeg kan se.«
»Ikke det?«svared Konen,»jasÄ,ikke det?«Men jeg sÄ godt,at hun ikke troed mig.Og pludselig syntes hun pÄ en Gang at antage et lidet StÊnk af Ringeagt for mig i sin Tale,en lidt ligegyldig Tone,som jeg ikke tidligere havde hÞrt hos hende.Hun sagde,at jeg kanske ikke var vant til at regne med Sekstendele;hun sagde ogsÄ,at hun mÄtte henvende sig til nogen,som forstod sig pÄ det,forat fÄ Regningen ordentlig gennemset.Alt dette sagde hun ikke pÄ nogen sÄrende MÄde,forat gÞre mig tilskamme,men tankefuldt og alvorligt.Da hun var kommet til DÞrenog skulde gÄ,sagde hun,uden at se pÄ mig:
»Undskyld,at jeg har heftet Dem,da!«
Hun gik.
Lidt efter Äbnedes DÞren pÄny,og min VÊrtinde kom atter ind;hun kunde nÊppe have gÄet lÊnger end ud pÄ Gangen,fÞr hun vendte om.
»Det er sandt!«sagde hun.»De mÄ ikke tage det ilde op;men jeg har vel lidt tilgode hos Dem nu?Var det ikke tre Uger igÄr,siden De kom?Ja,jeg mente,det var sÄ.Det er ikke grejt at klare sig med sÄ stor Familje,sÄ jeg kan ikke lade nogen fÄ bo pÄ Kredit,desvÊrre . . . .«
Jeg standsed hende.
»Jeg arbejder pÄ en Artikel,som jeg altsÄ har fortalt Dem om fÞr,«sagde jeg,»og sÄsnart den blir fÊrdig,skal De fÄ Deres Penge.De kan vÊre ganske rolig.«
»Ja,men De fÄr jo aldrig den Artikel fÊrdig,jo?«
Min VĂŠrtinde gik.Men hendes Tillid til mig var vist meget rokket.
Jeg sprang opog sled mig i HĂ„ret at Fortvivlelse,sĂ„snart jeg var bleven alene.Nej,der blev virkelig ingen Redning for mig alligevel,ingen,ingen Redning!Min HjĂŠrne var bankerot!Var jeg da altsĂ„ bleven helt Idiot,siden jeg ikke lĂŠnger kunde regne ud VĂŠrdien af et lidet Stykke NĂžgleost?Men kunde jeg ogsĂ„ have tabt min Forstand,nĂ„r jeg stod og gav mig selv slige SpĂžrgsmĂ„l?Havde jeg ikke ovenikĂžbet midt under mine AnstrĂŠngelser med Regningengjort den soleklare Iagttagelse,at min VĂŠrtinde var frugtsommelig?Jeg havde ikke nogen Grund til at vide det,der var ingen,som havde fortalt mig noget derom,det faldt mig heller ikke vilkĂ„rligt ind,jeg sad og sĂ„ det med mine egne Ăjne,og jeg forstod det straks,til og med i et fortvivlet Ăjeblik,hvori jeg sad og regned med Sekstendele.Hvorledes skulde jeg forklare mig det?
Jeg gik til Vinduet og sÄ ud;mit Vindu vendte ud mod Vognmandsgaden.Der legte nogle BÞrn nede pÄ Brostenene,fattigt klÊdte BÞrn midt i den fattige Gade;de kasted en Tomflaske imellem sigog skrÄled hÞjt.Et FlyttelÊs rulled langsomt forbi dem;det mÄtte vÊre en fordreven Familje,som skifted BopÊl udenfor Flyttetiden.Dette tÊnkte jeg mig Þjeblikkelig.PÄ Vognen lÄ SengeklÊder og MÞbler,mÞlÊdte Senge og Komoder,rÞdmalede Stole med tre Ben,Matter,JÊrnskrab,BliktÞj.En liden Pige,bare et Barn,en rigtig hÊslig Unge med forkÞlet NÊse,sad oppe i LÊssetog holdt sig fast med sine stakkels blÄ HÊnder,for ikke at tumle ned.Hun sad pÄ en Bundt af rÊdsomme,vÄde Madrasser,som BÞrn havde ligget pÄ,og sÄ ned pÄ de smÄ,der kasted Tomflasken imellem sig . . . .
Alt dette stod jeg og sĂ„ pĂ„,og jeg havde ingen MĂžje med at forstĂ„ alt,som foregik.Mens jeg stod der ved Vinduet og iagttog dette,hĂžrte jeg ogsĂ„ min VĂŠrtindes Pige synge inde i KĂžkkenetlige ved Siden af mit VĂŠrelse;jeg kendte den Melodi,hun sang,jeg hĂžrte derfor efter,om hun skulde synge fejl.Og jeg sagde til mig selv,at alt dette kunde ikke en Idiot have gjort;jeg var Gudskelov sĂ„ fornuftig,som noget Menneske.Pludselig sĂ„ jeg to af BĂžrnene nede i Gaden fare op at skĂŠndes,to SmĂ„gutter;jeg kendte den ene,det var min VĂŠrtindes.Jeg Ă„bner Vinduet,forat hĂžre,hvad de siger til hinanden,og straks stimler en Flok BĂžrn sammen nedenunder mit Vinduog ser lĂŠngselsfuldt op.Hvad vented de pĂ„?At noget skulde blive kastet ud?TĂžrrede Blomster,KĂždben,Cigarstumper,en eller anden Ting,som de kunde gnave i sigeller more sig med?De sĂ„ med blĂ„frosne Ansigter,med uendelig lange Ăjne op mod mit Vindu.Imidlertid fortsĂŠtter de to smĂ„ Fjender at skĂŠlde hinanden ud.Ord som store,klamme Udyr myldrer ud af disse Barnemunde,forfĂŠrdelige Ăgenavne,SkĂžgesprog,Matroseder,som de kanske havde lĂŠrt nede ved Bryggerne.Og de er begge to sĂ„ optagne heraf,at de slet ikke lĂŠgger MĂŠrke til min VĂŠrtinde,der lĂžber ud til dem,forat fĂ„ hĂžre,hvad der er pĂ„fĂŠrde.
»Jo,«forklarer hendes SĂžn,»han tog mig i Barken;jeg fik ikke Pusten pĂ„ en lang Stund!«Og vendende sig om mod den lille UgĂŠrningsmand,der stĂ„r og flirer ondskabsfuldt ad ham,blir han aldeles rasendeog rĂ„ber:»Rejs til hede Helvede,dit kaldĂŠiske Naut,du er!En slig Lushorrik skal tage Folk i Struben!Jeg skal Herrân forsyne mig . . . .«
Og Moderen,denne frugtsommelige Kone,der dominerer hele den trange Gade med sin Mave,svarer det tiÄrige Barn,idet hun griber ham i Armenog vil have ham med:
»Sh!Hold Snavelân din!Jeg mener,du bander ogsĂ„l Du bruger KĂŠften,som om du skulde vĂŠret pĂ„ Ludderhus i Ă„rvis!Nu kommer du ind!«
»Nej,jeg gÞr ikke det!«
»Jo,du gÞr det!«
»Nej,jeg gÞr ikke det!«
Jeg stĂ„r oppe i Vinduetog ser,at Moderens Vrede stiger;denne uhyggelige Scene ophidser mig voldsomt,jeg holder det ikke lĂŠnger ud,jeg rĂ„ber ned til Gutten,at han skal komme op til mig et Ăjeblik.Jeg rĂ„ber to Gange,blot forat forstyrre dem,forat fĂ„ forpurret dette Optrin;den sidste Gang,rĂ„ber jeg meget hĂžjt,og Moderen vender sig forblĂžffet omog ser op til mig.Og Ăžjeblikkelig genvinder hun Fatningen,ser frĂŠkt pĂ„ mig,rigtig overlegent ser hun pĂ„ mig,og trĂŠkker sig sĂ„ tilbage med en bebrejdende BemĂŠrkning til sin SĂžn.Hun taler hĂžjt,sĂ„ jeg kan hĂžre det,og siger til ham:
»Fy,du mÄtte skamme dig for at lade Folk se,hvor slem du er!«
Af alt dette,som jeg sÄledes stod og iagttog,var der intet,ikke engang en liden BiomstÊndighed,som gik tabt for mig.Min OpmÊrksomhed var yderst vag,jeg indÄnded ÞmtÄligt hver liden Ting,og jeg stod og gjorde mig mine Tanker om disse Ting,efterhvert som de foregik.SÄ der kunde umuligt vÊre noget ivejen med min Forstand.Hvor kunde der ogsÄ vÊre noget ivejen med den nu?
HĂžr,ved du hvad,sagde jeg pĂ„ en Gang;nu har du lĂŠnge nok gĂ„et og befattet dig med din Forstandog gjort dig Bekymringer i sĂ„ Henseende;nu fĂ„r det vĂŠre Slut med de Narrestreger!Er det Tegn pĂ„ Galskab at mĂŠrke og opfatte alle Ting sĂ„ nĂžjagtigt,som du gĂžr det?Du fĂ„r mig nĂŠsten til at le af dig,forsikkrer dig pĂ„,det er ikke uden Humor,sĂ„vidt jeg skĂžnner.Kort og godt,det hĂŠnder alle Mennesker at stĂ„ fast for en Gangs Skyld,og det just netop i de simpleste SpĂžrgsmĂ„l.Det siger intet,det er bare TilfĂŠldighed.Som sagt,jeg er pĂ„ et hĂŠngende HĂ„r i FĂŠrd med at fĂ„ mig en liden Latter over dig.Hvad den HĂžkerregning angĂ„r,disse lumpne fem Sekstendele Fattigmandsost,kan jeg gĂŠrne kalde det,â he-he,en Ost med Nellik og Pebber i,pĂ„ min Ăre en Ost,som man rent ud sagt kunde fĂ„ Barn af,â hvad denne latterlige Ost angĂ„r,da kunde det have hĂŠndt den bedste at blive fordummet over den;selve Lugten af den Ost kunde gĂžre det af med en Mand . . . .Og jeg gjorde det vĂŠrste Nar af al NĂžgleost . . . .Nej,sĂŠt mig pĂ„ noget spiseligt!sagde jeg,sĂŠt mig,om du vil,pĂ„ fem Sekstendele godt MejerismĂžr!Det er en anden Sag!
Jeg lo hektisk ad mine egne Indfaldog fandt dem sÄre morsomme.Der var virkelig ingenting,som fejled mig mer,jeg var vel bevaret.Jeg var sÄ at sige yderst vel bevaret endog!Jeg var et klart Hoved;der mangled intet pÄ det,Gud ske Lov og Tak!
Min Munterhed steg efterhvert,som jeg drev om der pĂ„ Gulvetog samtalte med mig selv;jeg lo hĂžjtog fĂžlte mig voldsomt glad.Det var virkelig ogsĂ„,som om jeg blot behĂžved denne lille glade Stund,dette Ăjeblik af egentlig lys Henrykkelse,uden Sorger til nogen Kant,forat fĂ„ mit Hoved i arbejdsdygtig Stand.Jeg satte mig ind til Bordetog gav mig til at sysle med min Allegori.Og det gik meget godt,bedre end pĂ„ lange Tider;det gik ikke hurtigt;men jeg syntes,at det lille,jeg fik til,blev aldeles udmĂŠrket.Jeg arbejded ogsĂ„ en Times Tid,uden at blive trĂŠt.
SÄ sidder jeg just pÄ et meget vigtigt Punkt i denne Allegori om en Ildebrand i en Boglade;det forekom mig sÄ vigtigt,at alt det Þvrige,jeg havde skrevet,var for intet at regne mod dette Punkt.Jeg vilde netop forme rigtig dybsindigt den Tanke,at det ikke var BÞger,som brÊndte,det var HjÊrner,MenneskehjÊrner,og jeg vilde lave en ren BartholomÊusnat af disse brÊndende HjÊrner.Da blev med en Gang min DÞr Äbnet med megen Hast,og min VÊrtinde kom sejlende ind.Hun kom midt ind i VÊrelset,hun standsed ikke engang pÄ DÞrstokken.
Jeg gav et lidet hÊst RÄb;det var virkelig,som om jeg havde fÄet et Slag.
»Hvad?«sagde hun.»Jeg syntes.De sagde noget?Vi har fÄet en Rejsende,og vi mÄ have dette VÊrelse til ham;De fÄr ligge nede hos os inat;ja,De skal fÄ egen Seng der ogsÄ.«Og fÞrend hun havde fÄet mit Svar,begyndte hun uden videre at samle sammen mine Papirer pÄ Bordetog bringe Uorden i dem allesammen.
Min glade Stemning var blÊst bort,jeg var vred og fortvivletog rejste mig straks.Jeg lod hende rydde Bordetog sagde ingenting;jeg mÊled ikke et Ord.Og hun gav mig alle Papirerne i min HÄnd.
Der var intet andet for mig at gĂžre,jeg mĂ„tte forlade VĂŠrelset.Nu var ogsĂ„ dette dyrebare Ăjeblik spoleret!Jeg mĂždte den ny Rejsende allerede i Trappen,en ung Mand med store blĂ„ Ankertegninger pĂ„ HĂ„ndbagerne;bagefter ham fulgte en Sjouer med en Skibskiste pĂ„ Skulderen.Den fremmede var vist en SjĂžmand,altsĂ„ blot en tilfĂŠldig Rejsende for Natten;han skulde nok ikke optage mit VĂŠrelse i nogen lĂŠngere Tid.Kanske kunde jeg ogsĂ„ vĂŠre heldig imorgen,nĂ„r Manden var rejst,og fĂ„ et af mine Ăjeblikke igen;der mangled mig blot en Inspiration pĂ„ fem Minutter nu,sĂ„ var mit VĂŠrk om Ildebranden fĂŠrdig.AltsĂ„,jeg fik finde mig i SkĂŠbnen . . . .
Jeg havde ikke tidligere vÊret inde i Familjens Lejlighed,denne eneste Stue,hvori allesammen holdt til Dag og Nat,Manden,Konen,Konens Faderog fire BÞrn.Pigen boed i KÞkkenet,hvor hun ogsÄ sov om Natten.Jeg nÊrmed mig med megen Modvilje DÞrenog banked pÄ;ingen svared,dog hÞrte jeg Stemmer indenfor.
Manden sagde ikke et Ord,da jeg trĂ„dte ind,besvared ikke engang min Hilsen;han sĂ„ blot ligegyldigt pĂ„ mig,som om jeg ikke vedkom ham.Forresten sad han og spilled Kort med en Person,som jeg havde set nede ved Bryggerne,en BĂŠrer,der lĂžd Navnet »Glasruden«.Et SpĂŠdbarn lĂ„ og pludred med sig selv henne i Sengen,og den gamle Mand,VĂŠrtindens Fader,sad sammenkrĂžben pĂ„ en SengebĂŠnkog luded med Hovedet over sine HĂŠnder,som om hans Bryst eller Mave smĂŠrted ham.Han havde nĂŠsten hvidt HĂ„rog sĂ„ ud i sin sammenkrĂžbne Stilling som et duknakket Kryb,der sad og spidsed Ăren efter noget.
»Jeg kommer nok desvÊrre til at bede om Rum hernede inat,«sagde jeg til Manden.
»Har min Kone sagt det?«spurgte han.
»Ja.Der kom en ny Mand pÄ mit VÊrelse.«
Hertil svared ikke Manden noget;han gav sig atter i FĂŠrd med Kortene.
SÄledes sad denne Mand Dag efter Dagog spilled Kort med hvemsomhelst,som kom ind til ham,spilled om ingenting,blot forat fordrive Tidenog have noget mellem HÊnderne imens.Han foretog sig ellers intet,rÞrte sig netop sÄ meget som hans lade Lemmer gad,mens Konen traved op og ned i Trapperne,var om sig pÄ alle Kanterog havde Omsorg for at fÄ GÊster til Huset.Hun havde ogsÄ sat sig i Forbindelse med Bryggesjouere og BÊrere,hvem hun betalte et vist Honorar for hver ny Logerende,de bragte hende,og hun gav ofte disse Sjouere Husly for Natten.Nu var det »Glasruden«,som just havde bragt den ny Rejsende med.
Et Par af BÞrnene kom ind,to SmÄpiger med magre,fregnede TÞseansigter;de havde rigtig usle KlÊder pÄ.Lidt efter kom ogsÄ VÊrtinden ind.Jeg spurgte hende,hvor hun vilde anbringe mig for Natten,og hun svared kort,at jeg kunde ligge herinde,sammen med de andre,eller ude i Forstuen pÄ SofabÊnken,aldeles som jeg selv fandt for godt.Mens hun svared mig dette,gik hun omkring i Stuenog pusled med forskellige Ting,som hun satte i Orden,og hun sÄ ikke en Gang pÄ mig.
Jeg sank sammen ved hendes Svar,stod nede ved DÞrenog gjorde mig liden,lod endog som om jeg var godt tilfreds med at bytte VÊrelse med en anden for en Nats Skyld;jeg satte med Hensigt et venligt Ansigt op,for ikke at opirre hendeog mÄske blive jaget helt ud af Huset.Jeg sagde:»à ,ja,der blir vel en RÄd!«og taug.
Hun vimsed fremdeles omkring i Stuen.
»Forresten vil jeg sige Dem,at jeg slet ikke har Udkomme til at have Folk i Kost og Logi pÄ Kredit,«sagde hun.»Og det har jeg sagt Dem fÞr ogsÄ.«
»Ja,men kÊre,det er jo bare disse Par Dage,til min Artikel er fÊrdig,«svared jeg,»og da skal jeg gÊrne give Dem en Femkrone atpÄ,gÊrne det.«
Men hun havde Äbenbart ingen Tro pÄ min Artikel,det kunde jeg se.Og jeg kunde ikke give mig til at vÊre stoltog forlade Huset,bare af en Smule KrÊnkelse;jeg vidste,hvad der vented mig,hvis jeg gik min Vej.
* * *
Der forlĂžb et Par Dage.
Jeg holdt fremdeles til nede hos Familjen,da det var for koldt i Forstuen,hvor der ingen Ovn var;jeg sov ogsÄ om Natten pÄ Gulvet inde i Stuen.Den fremmede SjÞmand boed stadigt pÄ mit VÊrelseog lod ikke til at ville flytte sÄ snart.Ved Middagstid kom ogsÄ VÊrtinden indog fortalte,at han havde betalt hende i Forskud for en hel MÄned;forresten skulde han tage Styrmandseksamen,inden han rejste;det var derfor,han opholdt sig i Byen.Jeg stod og hÞrte pÄ detteog forstod,at mit VÊrelse nu var tabt for mig for bestandigt.
Jeg blev mer og mer besat af denne Skikkelse,efterhvert som Timerne gik.Hun stod tilsidst lys levende for mit Blik,og netop sĂ„ledes,som jeg vilde have hende frem.Hendes Krop skulde vĂŠre mangelfuld og frastĂždende:hĂžj,meget magerog en Smule mĂžrk,og nĂ„r hun gik,vilde hendes lange Ben komme til at skinne igennem hendes SkĂžrter for hvert Skridt,hun tog.Hun skulde ogsĂ„ have store,udstĂ„ende Ărer.Kortsagt,hun vilde intet blive for Ăjet,knapt nok udholdelig at se pĂ„.Hvad der interessered mig hos hende,var hendes underfulde SkamlĂžshed,dette desperate TopmĂ„l af overlagt Synd,som hun havde begĂ„et.Hun sysselsatte mig virkelig altfor meget;min HjĂŠrne var ligefrem udbulnet af denne sĂŠre Misdannelse af et Menneske.Og jeg skrev i samfulde to Timer i TrĂŠk pĂ„ mit Drama.
Da jeg havde fÄet istand et halvt Snes Sider,mÄske tolv Sider,ofte med stort BesvÊr,undertiden med lange Mellemrum,hvori jeg skrev forgÊvesog mÄtte rive mine Ark itu,var jeg bleven trÊt,ganske stiv af Kulde og TrÊthed,og jeg rejste migog gik ud pÄ Gaden.I den sidste Halvtime var jeg ogsÄ bleven forstyrret af Barneskrig inde fra Familjens Stue,sÄ jeg kunde i ethvert TilfÊlde ikke have skrevet mer netop da.Jeg tog derfor en lang Tur udad Drammensvejenog blev borte helt til Aften,idet jeg stadig gik og grunded pÄ,hvorledes jeg videre vilde fortsÊtte mit Drama.Inden jeg kom hjem om Aftenen den Dag,havde der hÊndt mig fÞlgende:
Jeg stod udenfor en Skomagerbutik nederst i Karl Johan,nÊsten nede ved JÊrnbanetorvet.Gud ved,hvorfor jeg var standset just udenfor denne Skomagerbutik!Jeg sÄ indad Vinduet,hvor jeg stod,men tÊnkte forresten ikke pÄ,at jeg mangled Sko netop da;min Tanke var langt borte,i andre Egne af Verden.En Sverm af samtalende Mennesker gik bag min Ryg,og jeg hÞrte ingenting af,hvad der blev sagt.Da hilser en Stemme hÞjt:
»Godaften!«
Det var »Jomfruen«,som hilste pÄ mig.
»Godaften!«svared jeg fravÊrende.Jeg sÄ ogsÄ pÄ »Jomfruen« en kort Stund,inden jeg kendte ham.
»NÄ,hvordan gÄr det?«spurgte han.
»Jo,bare bra . . . .som sÊdvanligt!«
»HÞr,sig mig,«sagde han,»De er altsÄ hos Christie endda?«
»Christie?«
»Jeg syntes,De sagde engang,at De var Bogholder hos Grosserer Christie?«
»à !Ja,nej,det er forbi.Det var umuligt at arbejde sammen med den Mand;det gik istÄ temmelig snart af sig selv.«
»Hvorfor det,da?«
»à ,jeg kom til at skrive fejl en Dag,og sÄ . . . .«
»Falsk?«
Falsk?Der stod »Jomfruen« og spurgte ligefrem,om jeg havde skrevet falsk.Han spurgte endog hurtigt og meget interesseret.Jeg sÄ pÄ ham,fÞlte mig dybt krÊnketog svared ikke.
»Ja,ja,Herregud,det kan hÊnde den bedste!«sagde han,forat trÞste mig.Han troed fremdeles,at jeg havde skrevet falsk.
»Hvad er det,som ja,ja Herregud kan hÊnde den bedste?«spurgte jeg.»At skrive falsk?HÞr,min gode Mand,tror De virkelig,der De stÄr,at jeg kunde have begÄet en slig NederdrÊgtighed?Jeg?«
»Nej,jeg sagde,at jeg havde skrevet fejl engang,et Ă rstal,en Bagatel,om De vil vide det,en fejl Dato pĂ„ et Brev,et eneste PennestrĂžg galt âdet var hele min BrĂžde.Nej,Gudskelov,man kan da skĂŠlne Ret fra Uret endda!Hvordan skulde det ogsĂ„ bĂŠre afsted med mig,hvis jeg ovenikĂžbet gik hen og pletted min Ăre?Det er simpelthen min ĂresfĂžlelse,jeg flyder pĂ„ nu.Men den er ogsĂ„ stĂŠrkt nok,hĂ„ber jeg;den har ialfald bevaret mig til Dato.«
Jeg kasted pĂ„ Hovedet,vendte mig bort fra »Jomfruen«og sĂ„ nedad Gaden.Mit Ăje faldt pĂ„ en rĂžd Kjole,som nĂŠrmed sig os,en Kvinde ved Siden af en Mand.Havde jeg nu ikke fĂžrt netop denne Samtale med »Jomfruen«,var jeg ikke bleven stĂždt af hans grove Mistanke,og havde jeg ikke gjort just dette Kast med Hovedet,samt vendt mig lidt fornĂŠrmet bort,sĂ„ vilde denne rĂžde Kjole mĂ„ske have passeret mig,uden at jeg havde lagt MĂŠrke til den.Og hvad vedkom den mig i Grunden?Hvad angik den mig,selv om det var HoffrĂžken Nagels Kjole?
»Jomfruen« stod og talteog sÞgte at gÞre sin Fejltagelse god igen;jeg hÞrte slet ikke pÄ ham,jeg stod hele Tiden og stirred pÄ denne rÞde Kjole,der nÊrmed sig opad Gaden.Og en BevÊgelse lÞb mig gennem Brystet,et glidende,fint Stik;jeg hvisked i min Tanke,hvisked uden at rÞre Munden:
»Ylajali!«
Nu vendte ogsĂ„ »Jomfruen« sig om,opdaged de to,Damen og Herren,hilste pĂ„ demog fulgte dem med Ăjnene.Jeg hilste ikke,eller mĂ„ske hilste jeg ubevidst.Den rĂžde Kjole gled opad Karl Johanog forsvandt.
»Hvem var det,som fulgte hende?«spurgte »Jomfruen«.
»Hertugen«,sÄ De ikke det?»Hertugen« kaldet.Kendte De Damen?«
»Ja,sÄvidt.Kendte ikke De hende!«
»Nej,«svared jeg.
»Jeg syntes,De hilste sÄ dybt?«
»Gjorde jeg det?«
»He,gjorde De kanske ikke det?«sagde »Jomfruen«.»Det var da besynderligt!Det var ogsÄ blot Dem,hun sÄ pÄ hele Tiden.«
»Hvor kender De hende fra?«spurgte jeg.
Han kendte hende egentlig ikke.Det skrev sig fra en Aften i HÞst.Det var sent,de havde vÊret tre glade SjÊle sammen,kom just fra Grand,traf dette Menneske gÄende alene ved Cammermeyerog havde talt til hende.Hun havde fÞrst svaret afvisende;men den ene af de glade SjÊle,en Mand,som ikke skyed hverken Ild eller Vand,havde bedt hende lige op i hendes Ansigt om at mÄtte have den Civilisationens Nydelse at fÞlge hende hjem.Han skulde ved Gud ikke krumme et HÄr pÄ hendes Hoved,som skrevet stÄr,blot fÞlge hende til Porten,forat overbevise sig om,at hun kom sikkert hjem,ellers vilde ikke han fÄ Ro hele Natten.Han talte ustandseligt,mens de gik,fandt pÄ den ene Ting efter den anden,kaldte sig Waldemar Atterdagog udgav sig for Fotograf.Tilsidst havde hun mÄttet le ad denne glade SjÊl,som ikke havde ladet sig forblÞffe af hendes Kulde,og det endte med,at han fulgte hende.
»NÄ,ja,hvad blev det sÄ til?«spurgte jeg,og jeg holdt mit à ndedrÊt sÄlÊnge.
»Blev til?à ,kom ikke der!Det er en Dame.«
Vi taug begge et Ăjebik,bĂ„de »Jomfruen« og jeg.
Jeg taug fremdeles.Ja,naturligvis vilde »Hertugen« trÊkke af med hende!Godt og vel!Hvad kom det mig ved?Jeg gav hende en god Dag,med samt hendes Yndigheder,en god Dag gav jeg hende!Og jeg forsÞgte at trÞste mig selv ved at tÊnke de vÊrste Tanker om hende,gjorde mig ligefrem en GlÊde af at rode hende rigtig ned i SÞlen.Det Êrgred mig blot,at jeg havde taget Hatten af for Parret,hvis jeg virkelig havde gjort det.Hvorfor skulde jeg tage Hatten af for sÄdanne Mennesker?Jeg brÞd mig ikke lÊnger om hende,aldeles ikke;hun var ikke det allerringeste vakker mer,hun havde tabt sig,fy,Fan,hvor hun var falmet!Det kunde jo gÊrne vÊre,at det blot var mig,hun havde set pÄ;det forundred mig ikke;det var kanske Angeren,som begyndte at slÄ hende.Men derfor behÞved ikke jeg at falde til Fodeog hilse som en Nar,specielt nÄr hun altsÄ var bleven sÄ betÊnkelig falmet pÄ det sidste.»Hertugen« kunde gÊrne beholde hende,velbekomme!Der kunde komme en Dag,da jeg fik i Sinde at gÄ hende stolt forbi,uden at se til den Kant,hvor hun befandt sig.Det kunde hÊnde,at jeg tillod mig at gÞre dette,selv om hun sÄ stivt pÄ migog ovenikÞbet gik i blodrÞd Kjole.Det kunde godt hÊnde!He-he,det vilde blive en Triumf!Kendte jeg mig selv ret,sÄ var jeg istand til at gÞre mit Drama fÊrdigt i LÞbet af Natten,og inden otte Dage skulde jeg da have bÞjet FrÞkenen i KnÊ.Med samt hendes Yndigheder,he-he,med samt alle hendes Yndigheder . . . .
»Farvel!«sagde jeg kort.
Men »Jomfruen« holdt mig tilbage.Han spurgte:
»Men hvad bestiller De da nu om Dagen?«
»Bestiller?Jeg skriver,naturligvis.Hvad andet skulde jeg bestille?Det er jo det,jeg lever af.For Ăjeblikket arbejder jeg pĂ„ et stort Drama,»Korsets Tegn«,Emne fra Middelalderen.«
»Har ingen store Bekymringer desangÄende!«svared jeg.»Om en otte Dages Tid tÊnker jeg,at De skal have hÞrt fra mig nogen hver.«
Dermed gik jeg.
Da jeg kom hjem,henvendte jeg mig straks til min VÊrtindeog bad om en Lampe.Det var mig meget om at gÞre at fÄ denne Lampe;jeg vilde ikke gÄ tilsengs inat,mit Drama rased inde i mit Hoved,og jeg hÄbed sÄ sikkert at kunne skrive et godt Stykke til om Morgenen.Jeg fremfÞrte min BegÊring meget ydmygt for Madamen,da jeg mÊrked,at hun gjorde en utilfreds Grimase,fordi jeg atter kom ind i Stuen.Jeg havde altsÄ nÊsten fÊrdigt et mÊrkeligt Drama,sagde jeg;der mangled mig bare et Par Scener,og jeg slog pÄ,at det kunde blive opfÞrt pÄ et eller andet Teater,inden jeg selv vidste Ordet af det.Om hun nu vilde gÞre mig denne store Tjeneste,sÄ . . . .
Men Madamen havde ingen Lampe.Hun tÊnkte sig om,men husked slet ikke,at hun havde nogen Lampe nogen Steder.Hvis jeg vilde vente til efter Klokken tolv,sÄ kunde jeg kanske fÄ KÞkkenlampen.Hvorfor kunde jeg ikke kÞbe mig et Lys?
Jeg taug.Jeg havde ikke ti Ăre til et Lys,og det vidste hun nok.Naturligvis skulde jeg strande igen!Nu sad Pigen nede hos os,hun sad simpelthen inde i Stuenog var slet ikke i KĂžkkenet;Lampen der oppe var sĂ„ledes ikke engang tĂŠndt.Og jeg stod og overtĂŠnkte dette,men sagde intet mer.
Pludselig siger Pigen til mig:
»Jeg syntes,De kom ud af Slottet for lidt siden?Har De vÊret i Middag?«Og hun lo hÞjt ad denne Spas.
Jeg satte mig ned,tog mine Papirer fremog vilde forsĂžge at gĂžre noget her sĂ„lĂŠnge,her,hvor jeg sad.Jeg holdt Papirerne pĂ„ mine KnĂŠog stirred uafbrudt ned i Gulvet,for ikke at adspredes af noget;men det nytted mig ikke,ingenting nytted mig,jeg kom ikke af Pletten.VĂŠrtindens to SmĂ„piger kom indog holdt StĂžj med en Kat,en underlig,syg Kat,som nĂŠsten ingen HĂ„r havde;nĂ„r de blĂŠste den ind i Ăjnene,flĂžd der Vand ud af demog nedad dens NĂŠse.VĂŠrten og et Par andre Personer sad ved Bordetog spilled Hundred og En.Konen alene var flittig som altidog sad og syed pĂ„ noget.Hun sĂ„ godt,at jeg ikke kunde skrive noget midt i denne Forstyrrelse,men hun brĂžd sig ikke om mig mer;hun havde endog smilet,da Tjenestepigen spurgte,om jeg havde vĂŠret i Middag.Hele Huset var bleven fjendtlig mod mig;det var,som om jeg blot behĂžved den ForsmĂŠdelse at mĂ„tte overlade mit VĂŠrelse til en anden,forat blive behandlet ganske som en uvedkommende.Endog denne Tjenestepige,en liden brunĂžjet GadetĂžs med PandehĂ„rog aldeles fladt Bryst,gjorde Nar af mig om Aftenen,nĂ„r jeg fik mine SmĂžrogbrĂžd.Hun spurgte idelig,hvor jeg dog plejed at indtage mine Middage,eftersom hun aldrig havde set mig gĂ„ og stikke mine TĂŠnder udenfor Grand.Det var klart,at hun vidste Besked om min elendige Tilstandog gjorde sig en FornĂžjelse af at vise mig det.
Jeg falder pludselig i Tanker om alt detteog er ikke istand til at finde en eneste Replik til mit Drama.Jeg forsĂžger Gang pĂ„ Gang forgĂŠves;det begynder at summe underligt i mit Hoved,og jeg giver mig tilsidst over.Jeg stikker Papirerne i Lommenog ser op.Pigen sidder lige foran mig,og jeg ser pĂ„ hende,ser pĂ„ denne smale Rygog et Par lave Skuldre,som endnu ikke var rigtig voksne engang.Hvad havde nu hun med at kaste sig over mig?Og om jeg var kommet ud af Slottet,hvad sĂ„?Kunde det skade hende?Hun havde i de sidste Dage leet frĂŠkt ad mig,nĂ„r jeg var uheldig og snubled i Trapperneeller hang fast i en Spiger,sĂ„ jeg fik en Rift i min Frakke.Det var heller ikke lĂŠnger siden end igĂ„r,at hun havde samlet op mine Kladder som jeg havde slĂŠngt fra mig i Forstuen,stjĂ„let disse kasserede Brudstykker til mit Dramaog lĂŠst dem op inde i Stuen,holdt LĂžjer med dem i alles PĂ„hĂžr,bare forat more sig over mig.Jeg havde aldrig forulempet hendeog kunde ikke huske,at jeg nogensinde havde bedt hende om en Tjeneste.Tvertimod,jeg gjorde selv min Seng istand om Aftenen inde pĂ„ Stuegulvet,for ikke at skaffe hende noget Bryderi dermed.Hun gjorde ogsĂ„ Nar af mig,fordi mit HĂ„r faldt af.Der lĂ„ HĂ„r og flĂžd i Vaskevandet om Morgenen,og det gjorde hun sig lystig over.Nu var mine Sko blevne noget dĂ„rlige,isĂŠr den ene,som var bleven overkĂžrt af BrĂždvognen,og hun drev ogsĂ„ Spas med dem.Gud velsigne Dem og Deres Sko!sagde hun;se pĂ„ dem,de er store som Hundehus!Og hun havde Ret i,at mine Sko var udtrĂ„dte;men jeg kunde altsĂ„ ikke skaffe mig nogen andre netop for Ăjeblikket.
Mens jeg sidder og husker pĂ„ alt detteog forundrer mig over denne Ă„benlyse Ondskab hos Tjenestepigen,var SmĂ„pigerne begyndt at tirre den gamle Olding henne i Sengen;de hopped begge to omkring hamog var fuldt optagne af dette Arbejde.De havde fundet sig hver sit HalmstrĂ„,som de stak ham i Ărene med.Jeg sĂ„ pĂ„ dette en Stundog blanded mig ikke ind i det.Den gamle rĂžrte ikke en Finger,forat forsvare sig;han sĂ„ blot pĂ„ sine PlageĂ„nder med rasende Ăjne for hver Gang,de stak efter ham,og rysted pĂ„ Hovedet,forat befri sig,nĂ„r StrĂ„ene allerede sad ham i Ărene.
Jeg blev mer og mer ophidset ved dette Synog kunde ikke fĂ„ mine Ăjne bort fra det.Faderen sĂ„ op fra Korteneog lo ad de smĂ„;han gjorde ogsĂ„ sine Medspillere opmĂŠrksom pĂ„,hvad der foregik.Hvorfor rĂžrte han sig ikke,den gamle?Hvorfor slĂŠngte han ikke BĂžrnene vĂŠk med Armen?Jeg tog et Skridtog nĂŠrmed mig Sengen.
»Lad dem vÊre!Lad dem vÊre!Han er lam,«rÄbte VÊrten.
Og af Frygt for at blive vist DÞren imod Natten,simpelthen bange for at vÊkke Mandens Mishag ved at gribe ind i dette Optrin,trÄdte jeg stiltiende tilbage til min gamle Pladsog forholdt mig rolig.Hvorfor skulde jeg resikere mit Logi og mine SmÞrogbrÞd ved at stikke min NÊse ind i Familjens KÊvlerier?Ingen Narrestreger for en halvdÞd Oldings Skyld!Og jeg stod og fÞlte mig dejligt hÄrd som Flint.
De smĂ„ TyvetĂžser holdt ikke op med sine Plagerier.De tirredes af,at Oldingen ikke vilde holde Hovedet stille,og de stak ogsĂ„ efter hans Ăjne og NĂŠsebor.Han stirred pĂ„ dem med et forhĂŠrdet Blik,han sagde intetog kunde ikke rĂžre Armene.Pludselig letted han sig med Overkroppenog spytted den ene af SmĂ„pigerne ind i Ansigtet;han letted sig atter opog spytted ogsĂ„ efter den anden,men traf hende ikke.Jeg stod og sĂ„ pĂ„,at VĂŠrten kasted Kortene ned pĂ„ Bordet,hvor han sad,og sprang hen til Sengen.Han var rĂžd i Ansigtetog rĂ„bte:
»Sidder du og spytter Folk lige i Ăjnene,din gamle RĂ„ne!«
»Men,Herregud,han fik jo ikke Fred for dem!«rÄbte jeg ude af mig selv.Men jeg stod hele Tiden og var bange for at blive udvist,og jeg rÄbte aldeles ikke med synderlig Kraft;jeg skalv blot over hele Legemet af Ophidselse.
VĂŠrten vendte sig om mod mig.
»Nej,hÞr pÄ den!Hvad Fan skiller det Dem?Hold De bare Flabben pÄ Dem ganske igen,De,og gÞr som jeg siger;det vil De have bedst af.«
Men nu lÞd ogsÄ Madamens Stemme,og hele Huset blev fuldt af SkÊnderi.
»Jeg mener Gud hjĂŠlpe mig De er gale og besatte allesammen!«skreg hun.»Vil De vĂŠre herinde,sĂ„ fĂ„r De vĂŠre rolige begge to,det siger jeg Dem!He,det er ikke nok med,at man skal holde Hus og Kost for KrĂŠket,man skal have Dommedag og Kommers og Satansmagt inde i Stuerne ogsĂ„.Men det skal jeg ikke have mer af,har jeg tĂŠnkt!Sh!Hold Tryterne Deres sammen.Unger,og tĂžrk NĂŠserne Deres ogsĂ„,hvis ikke,sĂ„ skal jeg komme og gĂžre det.Jeg har aldrig set pĂ„ Magen til Mennesker!Her kommer de ind fra Gaden,uden en Ăre til Lusesalve engang,og begynder at holde SprĂŠt midt pĂ„ Katters Tideog gĂžre Leven med Husens Folk.Jeg vil ikke vide af det,forstĂ„r De,og De kan gĂ„ Deres Vej alle,som ikke hĂžrer hjemme her.Jeg vil have Fred i min egen Lejlighed,har jeg tĂŠnkt!«
Jeg sagde intet,jeg lukked slet ikke Munden op,men satte mig nede ved DÞren igenog hÞrte pÄ Larmen.Alle skrÄled med,endog BÞrnene og Tjenestepigen,som vilde forklare,hvordan hele Striden var begyndt.NÄr jeg bare var taus,sÄ vilde det nok drive over engang;det vilde ganske vist ikke komme til det yderste,nÄr jeg blot ikke sagde et Ord.Og hvilket Ord kunde jeg have at sige?Var det mÄske ikke Vinter ude,og led det ikke ovenikÞbet mod Natten?Var det da Tid at slÄ i Bordetog vÊre Karl for sin Hat?Bare ingen Narrestreger!Og jeg sad stille og forlod ikke Huset,undsÄ mig ikke for at blive siddende,skammed mig ligefrem ikke herfor,skÞnt jeg nÊsten var bleven sagt op.Jeg stirred forhÊrdet hen pÄ VÊggen,hvor Kristus hang i Oljetryk,og taug hÄrdnakket til alle VÊrtindens Udfald.
»Ja,er det mig.De vil blive af med.Madam,sÄ skal der ikke vÊre noget ivejen for mit vedkommende,«sagde den ene af Kortspillerne.
Han rejste sig.Den anden Kortspiller rejste sig ogsÄ.
»Nej,jeg mente ikke dig.Og ikke dig heller,«svared VÊrtinden de to.»GÊlder det pÄ,sÄ skal jeg nok vise,hvem jeg mener.Hvis det gÊlder pÄ.Har jeg tÊnkt!Det skal vise sig,hvem det er . . . .«
Og alt dette kastedes om i mit Hoved i dette fortvivlede Ăjeblik,da min VĂŠrtinde stod i FĂŠrd med at jage mig pĂ„ DĂžr.
»Han hÞrer ikke!«rÄbte hun.»Jeg siger.De skal forlade Huset,nu ved De det!Jeg tror Gud fordÞmme mig,at Manden er gal,jeg!Nu gÄr De pÄ hellige FlÊk,og sÄ ikke mere Snak om den Sag.«
Jeg sÄ mod DÞren,ikke forat gÄ,aldeles ikke forat gÄ;der faldt mig ind en frÊk Tanke:hvis der havde vÊret en NÞgle i DÞren,vilde jeg have vredet den om,stÊngt miginde sammen med de andre,forat slippe at gÄ.Jeg havde en aldeles hysterisk Gru for at komme ud pÄ Gaden igen.Men der var ingen NÞgle i DÞren,og jeg rejste mig op;der var intet HÄb mer.
Da blander pludselig min VÊrts RÞst sig med Konens.Jeg blev forbauset stÄende.Den samme Mand,som nylig havde truet mig,tager underligt nok mit Parti.Han siger:
»Nej,det gÄr ikke an at jage Folk ud imod Natten,ved du.Der er Straf for det.«
Jeg vidste ikke,om der var Straf herfor,jeg kunde ikke sige det;men det var mÄske sÄ,og Konen besinded sig ganske snart,blev roligog talte ikke til mig mer.Hun lagde endog to SmÞrogbrÞd frem til mig til Aftens,men jeg modtog dem ikke,bare af Taknemmelighed mod Manden modtog jeg dem ikke,idet jeg foregav,at jeg havde fÄet lidt Mad ude i Byen.
Da jeg endelig begav mig ud i Forstuen,forat gÄ tilsengs,kom Madamen efter mig,standsed pÄ DÞrstokkenog sagde hÞjt,mens hendes store,frugtsommelige Mave strutted ud imod mig:
»Men det er sidste Nat,De ligger her,sÄ De ved om det.«
»Ja,ja!«svared jeg.
Der blev vel kanske ogsÄ en RÄd til Husly imorgen,hvis jeg gjorde mig rigtig Flid for det.Et eller andet Skjulested mÄtte jeg dog finde.ForelÞbig glÊded jeg mig over,at jeg ikke behÞved at gÄ ude inat.
* * *
Jeg sov til fem-seks Tiden om Morgenen.Det var endnu ikke lyst,da jeg vÄgned,men jeg stod alligevel op med det samme;jeg havde ligget i fulde KlÊder for Kuldens Skyldog havde intet mer at klÊde mig pÄ.Da jeg havde drukket lidt Vandog i al Stilhed fÄet DÞren Äbnet,gik jeg ogsÄ straks ud,idet jeg frygted for at trÊffe min VÊrtinde pÄny.
En og anden Konstabel,som havde vÄget Natten ud,var det eneste levende,jeg sÄ i Gaderne;lidt efter begyndte ogsÄ et Par MÊnd at slukke Gaslygterne omkring.Jeg drev om uden MÄl og Med,kom op i Kirkegadenog tog Vejen ned til FÊstningen.Kold og endnu sÞvnig,mat i KnÊerne og Ryggen efter den lange Turog meget sulten,satte jeg mig ned pÄ en BÊnkog dÞsed en lang Tid.Jeg havde i tre Uger levet udelukkende af de SmÞrogbrÞd,som min VÊrtinde havde givet mig Morgen og Aften;nu var det netop et DÞgn,siden jeg fik mit sidste MÄltid,det begyndte at gnave mig slemt pÄny,og jeg mÄtte have en Udvej ret snart.Med den Tanke sovned jeg atter ind pÄ BÊnken . . . .
Jeg vÄgned af,at Mennesker talte i min NÊrhed,og da jeg havde summet mig lidt,sÄ jeg,at det var lys Dag,og at alle Folk var kommet pÄ Benene.Jeg rejste mig og gik bort.Solen brÞd op over à serne,Himlen var hvid og fin,og i min GlÊde over den skÞnne Morgen efter de mange mÞrke Ugerglemte jeg alle Sorgerog syntes,at det mangen Gang havde vÊret vÊrre for mig.Jeg klapped mig pÄ mit Brystog sang en liden Stump for mig selv.Min Stemme lÞd sÄ dÄrlig,rigtig medtagen lÞd den,og jeg rÞrte mig selv til TÄrer ved den.Denne pragtfulde Dag,den hvide,lysdrukne Himmel virked ogsÄ altfor stÊrkt pÄ mig,og jeg stak i at grÊde hÞjt.
»Hvad er det,som fejler Dem?«spurgte en Mand.
Jeg svared ikke,hasted blot bort,skjulende mit Ansigt for alle Mennesker.
Solen,Lyset,det salte Pust fra Havet,hele dette travle og lystige Liv stived mig opog fik mit Blod til at banke levende.Med en Gang faldt det mig ind,at jeg mÄske kunde gÞre et Par Scener pÄ mit Drama,mens jeg sad her.Og jeg tog mine Blade op af Lommen.
Jeg forsÞgte at forme en Replik i en Munks Mund,en Replik,der skulde svulme af Kraft og Intolerance;men det lykkedes mig ikke.SÄ sprang jeg over Munkenog vilde udarbejde en Tale,Dommerens Tale til TempelskÊndersken,og jeg skrev en halv Side pÄ denne Tale,hvorpÄ jeg holdt op.Der vilde ikke lÊgge sig det rette Klima over mine Ord.Travlheden omkring mig,Hejsesangene,Gangspillenes StÞjog den uafbrudte Raslen med JÊrnkÊttingerne passed sÄ lidet til den Luft af tÊt,muggen Middelalder,der skulde stÄ som en TÄge i mit Drama.Jeg pakked Papirerne sammenog rejste mig.
Nu var jeg alligevel kommet velsignet pÄ Glid,og jeg fÞlte klart,at jeg kunde udrette noget nu,hvis alt gik godt.Bare jeg havde et Sted at ty hen til!Jeg tÊnkte efter det,standsed ligefrem op i Gadenog tÊnkte efter,men vidste ikke af et eneste stille Sted i hele Byen,hvor jeg kunde slÄ mig ned en Stund.Der blev ingen anden Udvej,jeg fik gÄ tilbage til Logihuset i Vaterland.Jeg krymped mig ved det,og jeg sagde hele Tiden til mig selv,at det gik ikke an,men jeg gled dog fremadog nÊrmed mig stadig det forbudte Sted.Vist var det ynkeligt,indrÞmmed jeg mig selv,ja,det var forsmÊdeligt,rigtig forsmÊdeligt var det;men det fik ikke hjÊlpe.Jeg var ikke det ringeste hovmodig,jeg turde sige sÄ stort et Ord,at jeg var et af de mindst kÊphÞje VÊsener,som Dags Dato var til.Og jeg gik.
Jeg standsed ved Portenog overvejed endnu engang.Jo,det fik gÄ som det vilde,jeg mÄtte vove det!Hvad var det egentlig for en Bagatel,det drejed sig om?For det fÞrste skulde det jo vare blot i nogle Timer,for det andet skulde Gud forbyde,at jeg nogensinde senere tog min Tilflugt til det Hus igen.Jeg gik ind i GÄrden.Endnu mens jeg gik over disse ujÊvne Stene pÄ GÄrdspladsen,var jeg usikkerog havde nÊr vendt om ved DÞren.Jeg bed TÊnderne sammen.Nej,ingen utidig Stolthed!I vÊrste Fald kunde jeg undskylde mig med,at jeg kom for at sige Farvel,tage ordentlig Afskedog gjÞre en Aftale angÄende min GjÊld til Huset.Jeg Äbned DÞren til Forstuen.
Jeg blev stÄende aldeles stille indenfor.Lige foran mig,blot i to Skridts Afstand,stod VÊrten selv,uden Hat og uden Frakke,og kiged ind gennem NÞglehullet til Familjens egen Stue.Han gjorde en tyst BevÊgelse med HÄnden,forat fÄ mig til at vÊre stille,og kiged atter indad NÞglehullet.Han stod og lo.
»Kom hid!«sagde han hviskende.
Jeg nÊrmed mig pÄ TÊerne.
»Se her!«sagde hanog lo med en stille,hidsig Latter.»Kig ind!Hi-hi!Der ligger de!Se pÄ Gammeln!Kan De se Gammeln?«
Inde i Sengen,ret under Kristus i Oljetrykog lige mod mig,sÄ jeg to Skikkelser,VÊrtinden og den fremmede Styrmand;hendes Ben skinned hvide mod den mÞrke Dyne.Og i Sengen ved den anden VÊg sad hendes Fader,den lamme Olding,og sÄ pÄ,ludende over sine HÊnder,sammenkrÞben som sÊdvanligt,uden at kunne rÞre sig . . . .
Jeg vendte mig om mod min VĂŠrt.Han havde den stĂžrste MĂžje med at af holde sig fra at le hĂžjt.
»SÄ De Gammeln?«hvisked han.»à ,Gud,sÄ De Gammeln?Han sidder og ser pÄ!«Og han lagde sig igen ind til NÞglehullet.
Jeg gik hen til Vinduetog satte mig.Dette Syn havde ubarmhjÊrtigen bragt Uorden i alle mine Tankerog vendt op og ned pÄ min rige Stemning.NÄ,hvad vedkom det mig?NÄr Manden selv fandt sig i det,ja,endog havde sin store FornÞjelse af det,sÄ var der ingen Grund for mig til at tage mig det nÊr.Og hvad Oldingen angik,da var Oldingen en Olding.Han sÄ det mÄske ikke engang;kanske sad han og sov;Gud ved,om han ikke endogsÄ var dÞd;det skulde ikke undre mig om han var dÞd.Og jeg gjorde mig ingen Samvittighed af det.
Jeg tog atter mine Papirer opog vilde vise alle uvedkommende Indtryk tilbage.Jeg var standset midt i en SÊtning i Dommerens Tale:»SÄ byder mig Gud og Loven,sÄ byder mig mine vise MÊnds RÄd,sÄ byder mig og min egen Samvittighed . . . .«Jeg sÄ ud af Vinduet,forat tÊnke efter,hvad hans Samvittighed skulde byde ham.En liden StÞj trÊngte ud til mig fra Stuen indenfor.NÄ,det angik ikke mig,aldeles ikke;Oldingen var desuden dÞd,dÞde kanske imorges ved fire Tiden;det var mig altsÄ inderlig knusende ligegyldigt med den StÞj;hvorfor Fan sad jeg da og gjorde mig mine Tanker om den?Rolig nu!
»SÄ byder mig og min egen Samvittighed . . . .«
Men alt havde forsvoret sig imod mig.Manden stod slet ikke ganske rolig henne ved NĂžglehullet,jeg hĂžrte nu og da hans indeklemte Latterog sĂ„,at han rysted;ude pĂ„ Gaden foregik der ogsĂ„ noget,som adspredte mig.En liden Gut sad og pusled for sig selv i Solen over pĂ„ det andet Fortoug;han aned Fred og ingen Fare,knytted blot endel Papirstrimler sammenog gjorde ingen FortrĂŠd.Pludselig springer han opog bander;han rykker baglĂŠnds ud i Gadenog fĂ„r Ăje pĂ„ en Mand,en voksen Mand med rĂždt SkjĂŠg,som lĂ„ udaf et Ă„bent Vindu i anden Etageog spytted ned i hans Hoved.Den lille grĂŠd af Vredeog bandte vanmĂŠgtigt op mod Vinduet,og Manden lo ham ned i Ansigtet;der gik mĂ„ske fem Minutter pĂ„ den MĂ„de.Jeg vendte mig bort,for ikke at se Guttens GrĂ„d.
»SÄ byder mig og min egen Samvittighed,at . . . .«
Jeg reiste migog gik til DĂžren,uden at agte pĂ„ VĂŠrtens rasende Tegn til mig om at fare stille frem.Jeg gik bestemt og fast i Sind ud af Forstuen,opad Trapperne til anden Etageog trĂ„dte ind i mit gamle VĂŠrelse.Styrmanden var der jo ikke,og hvad var der sĂ„ ivejen for,at jeg kunde sidde her et Ăjeblik?Jeg skulde ikke rĂžre nogen af hans Sager,jeg skulde slet ikke bruge hans Bord engang,men slĂ„ mig ned pĂ„ en Stol ved DĂžrenog vĂŠre glad til.Jeg folder heftigt Papirerne ud pĂ„ mine KnĂŠ.
SÄ hÞrer jeg Skridt i Trappen.Jeg skÊlver og er nÊsten fra mig selv,sidder sÄgodtsom pÄ Sprang,sky,vag,fuld af Angst for alle Tingog ophidset af Sult;jeg lytter nervÞst,holder Blyanten stille i HÄndenog lytter,jeg kan ikke skrive et Ord mer.DÞren gÄr op;Parret nede fra Stuen trÊder ind.
Endnu fÞrend jeg havde fÄet Tid til at bede om Undskyldning for,hvad jeg havde gjort,rÄber VÊrtinden aldeles himmelfalden:
»Nej,Gud trÞste og hjÊlpe mig,sidder han ikke her igen!«
»Undskyld!«sagde jeg,og jeg vilde sagt mer,men kom ikke lÊnger.
VÊrtinden slog DÞren op pÄ vid VÊgog skreg:
»GÄr De nu ikke ud,sÄ Gud fordÞmme mig henter jeg ikke Politiet!«
Jeg rejste mig.
»Jeg vilde bare sige Farvel til Dem,«mumled jeg,»og sÄ mÄtte jeg vente pÄ Dem.Jeg har ikke rÞrt nogen Ting,jeg sad her pÄ Stolen . . . .«
»Ja,det gjorde ingenting«sagde Styrmanden.»Hvad Fan gjorde det?Lad Manden vÊre,han!«
Da jeg var kommet ned i Trappen,blev jeg med en Gang rasende pĂ„ denne tykke,opsvulmede Kone,der fulgte mig i HĂŠlene,forat fĂ„ mig hurtigt vĂŠk,og jeg stod et Ăjeblik stille,med Munden fuld af de vĂŠrste Ăgenavne,som jeg vilde slynge mod hende.Men jeg betĂŠnkte mig i Tideog taug,taug blot af Taknemmelighed mod den fremmede Mand,der gik bag hendeog vilde kunne hĂžre det.VĂŠrtinden fulgte stadig efter migog skĂŠldte ustandseligt,mens samtidig min Vrede tiltog for hvert Skridt,jeg gik.
Vi kom ned i GÄrden,jeg gik rigtig langsomt,endnu overvejende,om jeg skulde give mig af med VÊrtinden.Jeg var i denne Stund ganske forstyrret af Raseri,og jeg tÊnkte pÄ den vÊrste Blodsudgydelse,et Tryk,som kunde lÊgge hende dÞd pÄ Stedet,et Spark i Maven.Et Bybud gÄr forbi mig i Porten,han hilser,og jeg svarer ikke;han henvender sig til Madamen bag mig,og jeg hÞrer,at han spÞrger efter mig;men jeg vender mig ikke om.
Et Par Skridt udenfor Porten indhenter Bybudet mig,hilser pÄnyog standser mig.Han giver mig et Brev.Heftigt og uvilligt river jeg det op,en Tikrone falder ud af Konvolutten,men intet Brev,ikke et Ord.
Jeg ser pÄ Mandenog spÞrger:
»Hvad er dette for Slags Narrestreger?Hvem er Brevet ifra?«
»Ja,det ved jeg ikke,«svarer han,»men det var en Dame,som gav mig det.«
Jeg stod stille.Bybudet gik.Da stikker jeg Pengesedlen atter ind i Konvolutten,krÞller det hele rigtig godt sammen,vender omog gÄr hen til VÊrtinden,som endnu holder Udkig efter mig fra Porten,og kaster hende Sedlen i Ansigtet.Jeg sagde ikke noget,yttred ikke en Stavelse,jeg iagttog blot,at hun undersÞgte det sammenkrÞllede Papir,inden jeg gik . . . .
He,det kunde man kalde at opfĂžre sig med Ăre i Livet!Ikke sige noget,ikke tiltale Pakket,men ganske rolig krĂžlle sammen en stor Pengeseddelog kaste den i Ăjnene pĂ„ sine ForfĂžlgere.Det kunde man kalde at optrĂŠde med VĂŠrdighed!SĂ„ledes skulde de have det,de Dyr! . . . .
Da jeg var kommet pĂ„ HjĂžrnet af Tomtegaden og JĂŠrnbanetorvet,begyndte pludselig Gaden at svinge rundt for mine Ăjne,det sused tomt i mit Hoved,og jeg faldt ind mod en HusvĂŠg.Jeg kunde simpelthen ikke gĂ„ lĂŠnger,kunde ikke engang rette mig op fra min skĂŠve Stilling;sĂ„ledes,som jeg var falden ind mod VĂŠggen,sĂ„ledes blev jeg stĂ„ende,og jeg fĂžlte,at jeg begyndte at tabe Besindelsen.Min vanvittige Vrede forhĂžjedes blot ved dette Anfald af Udmattelse,og jeg lĂžfted Fodenog stamped i Fortouget.Jeg gjorde ogsĂ„ forskellige andre Ting,forat komme til KrĂŠfter,bed TĂŠnderne sammen,rynked Panden,rulled fortvivlet med Ăjnene,og det begyndte at hjĂŠlpe.Min Tanke blev klar,jeg forstod,at jeg holdt pĂ„ at forgĂ„.Jeg satte HĂŠnderne fremog stĂždte mig tilbage fra VĂŠggen;Gaden dansed fremdeles rundt med mig.Jeg begyndte at hikke af Raseri,og jeg stred af min inderste SjĂŠl med min Elendighed,holdt rigtig tappert Stand,for ikke at falde om;jeg agted ikke at synke sammen,jeg vilde dĂž stĂ„ende.En ArbejdskĂŠrre ruller langsomt forbi,og jeg ser,at der er Poteter i den KĂŠrre,men af Raseri,af Halsstarrighed finder jeg pĂ„ at sige,at det slet ikke var Poteter,det var KĂ„lhoveder,og jeg bandte grusomt pĂ„,at det var KĂ„lhoveder.Jeg hĂžrte godt,hvad jeg selv sagde,og jeg svor bevidst Gang efter Gang pĂ„ denne LĂžgn,blot forat have den desperate Tilfredsstillelse,at jeg begik stiv Mened.Jeg berused mig i denne magelĂžse Synd,jeg rakte mine tre Fingre ivejretog svor med dirrende LĂŠber i Faderens,SĂžnnens og den HelligĂ„nds Navn,at det var KĂ„lhoveder.
Tiden gik.Jeg lod mig falde ned pÄ et Trappetrin ved Siden af migog tÞrred Sveden af min Pande og Hals,trak Vejret til migog tvang mig til at vÊre rolig.Solen gled ned,det led ud pÄ Eftermiddagen.Jeg begyndte igen at gruble over min Stilling;Sulten blev skammelig mod mig,og om nogle Timer vilde det atter vÊre Nat;det galdt at finde pÄ en RÄd,mens der endnu var Tid.Mine Tanker begyndte igen at kredse om Logihuset som jeg var bleven fordrevet fra;jeg vilde aldeles ikke vende tilbage dertil,men kunde alligevel ikke lade vÊre at tÊnke pÄ det.Egentlig havde Konen vÊret i sin gode Ret til at kaste mig ud.Hvor kunde jeg vente at fÄ bo hos nogen,nÄr jeg ikke kunde betale for mig?Hun havde ovenikÞbet givet mig Mad nu og da;endog igÄraftes,da jeg havde opirret hende,havde hun budt mig to SmÞrogbrÞd,af Godhed havde hun budt mig demfordi hun vidste,at jeg trÊngte til dem.SÄ jeg havde intet at beklage mig over,og jeg begyndte mens jeg sad pÄ Trappen at bede og tigge hende i mit stille Sind om Tilgivelse for min OpfÞrsel.IsÊr angred jeg bitterlig,at jeg havde vist mig utaknemmelig mod hende tilsidstog kastet hende en Tikrone i Ansigtet . . . .
Tikronen!Jeg plystred en Gang med Munden.Brevet,som Budet bragte,hvor kom det fra?FĂžrst nu i dette Ăjeblik tĂŠnkte jeg klart over detteog aned med en Gang,hvordan det hele hang sammen.Jeg blev syg af SmĂŠrte og Skam,jeg hvisked Ylajali nogle Gange med hĂŠs Stemmeog rysted pĂ„ Hovedet.Var det ikke mig,som endog sĂ„ sent som igĂ„r havde bestemt mig til at gĂ„ hende stolt forbi,nĂ„r jeg traf hende,og vise hende den stĂžrste Ligegyldighed?Og istedet derfor havde jeg blot vakt hendes Medlidenhedog aflokket hende en BarmhjĂŠrtighedsskilling.Nej,nej,nej,der blev aldrig Ende pĂ„ min NedvĂŠrdigelse!Ikke engang overfor hende havde jeg kunnet hĂŠvde en skikkelig Stilling;jeg sank,sank pĂ„ alle Kanter,hvor jeg vendte mig hen,sank tilknĂŠs,sank tillivs,dukked mig under i VanĂŠreog kom aldrig op igen,aldrig!Det var Toppunktet!Tage ti Troner i Almisse,uden at kunne slynge dem tilbage mod den hemmelige Giver,gramse Ărer sammen med begge HĂŠnder,hvor de bĂždes frem,og beholde dem,bruge dem til Logipenge,trods sin egen inderste Modbydelighed . . . .
Kunde jeg ikke atter skaffe tilveje disse ti Kroner pÄ en eller anden MÄde?At gÄ tilbage til VÊrtindenog fÄ Pengesedlen tilbageleveret af hende,nytted nok ikke;der mÄtte ogsÄ gives en anden RÄd,nÄr jeg tÊnkte mig om,nÄr jeg bare anstrÊngte mig rigtigt megetog tÊnkte mig om.Her var det ved Gud ikke nok at tÊnke blot pÄ almindelig Vis,jeg fik tÊnke,sÄ det sled mig gennem hele mit MenneskevÊrk,efter en Udvej til disse ti Kroner.Og jeg satte mig til at tÊnke svare.
Klokken kunde vel vĂŠre omkring fire,om et Par Timer kunde jeg kanske trĂŠffe Teaterchefen,hvis jeg blot havde havt mit Drama fĂŠrdigt.Jeg tager Manuskriptet op,der jeg sidder,og vil med Vold og Magt fĂ„ istand de tre fire sidste Scener;jeg tĂŠnker og svederog lĂŠser over fra Begyndelsen,men kommer ingen Vej.Ikke noget PĂŠrevĂŠv!siger jeg,ingen Stivnakkethed her!Og jeg skriver lĂžs pĂ„ mit Drama,skriver ned alt,som falder mig ind,blot forat blive hurtigt fĂŠrdigog komme afsted.Jeg vilde indbilde mig selv,at jeg havde et nyt stort Ăjeblik,jeg lĂžj mig fuld,bedrog mig Ă„benlystog skrev vĂŠk,som om jeg ikke behĂžved at sĂžge efter Ordene.Det er godt!det er virkelig et Fund!hvisked jeg alt imellem;skriv det bare ned!
Tilslut begynder imidlertid mine sidste Repliker at blive mig mistÊnkelige;de stak sÄ stÊrkt af mod Replikerne i de fÞrste Scener,desuden havde der slet ikke lagt sig nogen Middelalder i Munkens Ord.Jeg knÊkker min Blyant over mellem mine TÊnder,springer op,river mit Manuskript itu,river hvert Blad itu,kaster min Hat pÄ Gadenog tramper pÄ den.Jeg er fortabt!hvisker jeg for mig selv;mine Damer og Herrer,jeg er fortabt!Og jeg siger ikke andet end disse Ord,sÄlÊnge jeg stÄr derog tramper pÄ min Hat.
En Politibetjent stĂ„r nogle fĂ„ Skridt borteog iagttager mig;han stĂ„r midt ude i Gadenog lĂŠgger ikke MĂŠrke til noget andet end mig.Idet jeg slĂ„r Hovedet op,mĂždes vore Ăjne;han havde kanske stĂ„et der i lĂŠngere Tidog bare set pĂ„ mig.Jeg tager min Hat op,sĂŠtter den pĂ„og gĂ„r hen til Manden.
»Ved De,hvormange Klokken er?«siger jeg.
Han venter en Stund,inden han haler sit Ur frem,og tager ikke sine Ăjne bort fra mig imens.
»Vel fire,«svarer han.
»Akkurat!«siger jeg;»vel fire,fuldkommen rigtigt!De kan Deres Ting,hÞrer jeg,og jeg skal tÊnke pÄ Dem.«
Dermed forlod jeg ham.Han blev til det yderste forbauset over mig,stod og sĂ„ efter mig med Ă„ben Mundog holdt endnu Uret i HĂ„nden.Da jeg var kommet udenfor Royal,vendte jeg mig omog sĂ„ tilbage:endnu stod han i samme Stillingog fulgte mig med Ăjnene.
He-he,sÄledes skulde man behandle Dyrene!Med den mest udvalgte Uforskammethed!Det imponered Dyrene,det satte SkrÊk i Dyrene . . . .Jeg var sÊrdeles tilfreds med mig selvog gav mig atter til at synge en Stump.AnspÊndt af Ophidselse,uden at fÞle nogen SmÊrte mer,uden endog at kende noget Ubehag af nogen Sort,gik jeg let som en FjÊr henover hele Torvet,drejed op ved Basarerneog slog mig ned pÄ en BÊnk ved Vor Frelsers.
Kunde det ikke ogsÄ vÊre temmelig ligegyldigt,enten jeg sendte den Tikrone tilbage eller ej?NÄr jeg havde fÄet den,sÄ var den min,og der var visselig ikke NÞd der,hvor den kom fra.Jeg mÄtte jo dog tage imod den,nÄr den udtrykkelig blev sendt til mig;der var ingen Mening i at lade Bybudet beholde den.Heller ikke gik det an at sende tilbage en helt anden Tikrone,end den,jeg havde fÄet.SÄ der var intet at gÞre ved det.
Jeg forsÞgte at se pÄ FÊrdselen omkring pÄ Torvet foran migog sysselsÊtte min Tanke med ligegyldige Ting;men det lykkedes mig ikke,og jeg beskÊftiged mig stadig med Tikronen.Tilsidst knytted jeg HÊnderneog blev vred.Det vilde sÄre hende,sagde jeg,hvis jeg sendte den tilbage;hvorfor skulde jeg da gÞre det?Bestandig skulde jeg gÄ og holde mig for god til alt muligt,ryste hovent pÄ Hovedetog sige Nej Tak.Nu sÄ jeg,hvad det fÞrte til;jeg stod atter pÄ bar Gade.Selv nÄr jeg havde den bedste Anledning til det,beholdt jeg ikke mit gode,varme Logi;jeg blev stolt,sprang op ved det fÞrste Ordog var Karl for min Hat,betalte Tikroner tilhÞjre og venstreog gik min Vej . . . .Jeg gik skarpt i Rette med mig selv,fordi jeg havde forladt mit Logiog atter bragt mig i OmstÊndighed.
Forresten gav jeg den lysegule Fan altsammen!Jeg havde ikke bedt om den Tikrone,og jeg havde nÊsten ikke havt den mellem HÊnderne engang,men givet den bort straks,betalt den ud til vild fremmede Mennesker,som jeg aldrig vilde fÄ se igen.Den Slags Mand var jeg,betalte altid til sidste Hvid,nÄr det galdt noget.Kendte jeg Ylajali ret,sÄ angred hun heller ikke pÄ,at hun havde sendt mig de Penge;hvad sad jeg da og hussered for?Det var ligefrem det mindste,hun kunde gÞre,at sende mig en Tikrone nu og da.Den stakkels Pige var jo forelsket i mig,he,kanske dÞdeligt forelsket i mig endogsÄ . . . .Og jeg sad og blÊred mig dygtigt for mig selv ved denne Tanke.Der var ingen Tvivl om,at hun var forelsket i mig,den stakkels Pige! . . . .
Klokken blev fem.Jeg faldt atter sammen efter min lange nervĂžse Ophidselseog begyndte pĂ„ny at fĂžle den tomme Susen i mit Hoved.Jeg stirred ret frem,holdt Ăjnene stiveog sĂ„ ud for mig henimod Elefantapoteket.Sulten rased rigtig stĂŠrkt i mig da,og jeg led meget.Mens jeg sidder sĂ„ledes og ser ind i Luften,klarner der sig lidt efter lidt for mit stive Blik en Skikkelse,som jeg tilslut ser aldeles tydeligtog genkender:det er Kagekonen ved Elefantapoteket.
Jeg rykker til,retter mig op pÄ BÊnkenog begynder at tÊnke mig om.Jo,det havde sin Rigtighed,det var den samme Kone foran det samme Bord pÄ det samme Sted!Jeg plystrer et Par Gangeog knipser i Fingrene,rejser mig op fra BÊnkenog begynder at gÄ henimod Apoteket.Ikke noget Nonsens!Jeg gav Fan,enten det var Syndens Penge eller gode norske HÞkerpenge af SÞlv fra Kongsberg!Jeg vilde ikke vÊre latterlig,man kunde dÞ af formeget Hovmod . . . .
Jeg gÄr frem til HjÞrnet,tager Sigte pÄ Konenog stiller mig op foran hende.Jeg smiler,nikker kendtog indretter mine Ord,som om det var en SelvfÞlge,at jeg vilde komme tilbage engang.
»Goddag!«siger jeg.»De kender mig kanske ikke igen?«
»Nej,«svarer hun langsomtog ser pÄ mig.
Jeg smiler endda mer,som om det var bare hendes kostelige SpĂžg,at hun ikke kendte mig,og siger:
»Husker De ikke,at jeg gav Dem en hel Del Kroner engang?Jeg sagde ikke noget ved den Lejlighed,sÄvidt jeg husker,det gjorde jeg ikke;det plejer jeg ikke at gÞre.NÄr man har med Êrlige Folk at skaffe,sÄ er det unÞdvendigt at aftale nogetog sÄ at sige oprette Kontrakt for hver liden Ting.He-he!Jo,det var mig,som levered Dem de Penge.«
»Nej,jasÄ,var det Dem!Ja,nu kender jeg Dem nok ogsÄ,nÄr jeg tÊnker mig om . . . .«
Jeg vilde forebygge,at hun skulde begynde at takke mig for Pengene,og jeg siger derfor hurtigt,idet jeg allerede sĂžger med mine Ăjne omkring pĂ„ Bordet efter Madvarer:
»Ja,nu kommer jeg,forat fÄ Kagerne.«
Det forstÄr hun ikke.
»Kagerne,«gentager jeg,»nu kommer jeg,forat fÄ dem.Ialfald endel,fÞrste Forsyning.Jeg trÊnger ikke alt idag.«
»Kommer De,forat fÄ dem?«spÞrger hun.
»Jagu kommer jeg,forat fÄ dem,ja!«svarer jegog ler hÞjt,som om det burde have vÊret indlysende for hende allerede straks,at jeg kom,forat fÄ dem.Jeg tager ogsÄ nede pÄ Bordet en Kage,et Slags FranskbrÞd,som jeg begynder at spise pÄ.
Da Konen ser dette,letter hun sig op i KÊlderhullet,gÞr uvilkÄrlig en BevÊgelse,som forat beskytte sine Varer,og hun lader mig forstÄ,at hun ikke havde ventet mig tilbage,forat berÞve hende dem.
Ikke det?siger jeg.JasÄ,ikke det?Hun var mig virkelig en kostelig Kone!Havde hun nogensinde oplevet,at nogen havde givet hende til Forvaring en Slump Kroner,uden at vedkommende havde krÊvet dem tilbage?Nej,ser De der!Troed hun kanske,at det var stjÄlne Penge,siden jeg havde slÊngt dem til hende pÄ den MÄde?NÄ,det troed hun dog ikke;det var endda godt,virkelig godt!Det var om jeg sÄ mÄtte sige snilt af hende,at hun dog holdt mig for en Êrlig Mand.Ha-ha!Jo,hun var virkelig god!
Men hvorfor gav jeg hende da Pengene?Konen blev forbittretog rÄbte hÞjt derom.
Jeg forklared,hvorfor jeg havde givet hende Pengene,forklared det dÊmpet og eftertrykkeligt:Det var min Vane at gÄ frem pÄ den MÄde,fordi jeg troed alle Mennesker sÄ godt.Bestandig nÄr nogen bÞd mig en Kontrakt,et Bevis,sÄ rysted jeg pÄ Hovedetog sagde Nej Tak.Det skulde Gud vide,at jeg gjorde!
Men Konen forstod det fremdeles ikke.
Jeg greb til andre Midler,talte skarptog frabad mig mig VrÞvl.Havde det aldrig hÊndt,at nogen anden havde betalt hende i Forskud pÄ lignende MÄde?spurgte jeg.Jeg mente naturligvis Folk,som havde god RÄd,for Eksempel nogen af Konsulerne?Aldrig?Ja,det kunde ikke jeg undgÊlde for,at det var en hende fremmed OmgangsmÄde.Det var Skik og Brug i Udlandet.Hun havde kanske aldrig vÊret udenfor Landets GrÊndser?Nej,ser De der!Da kunde hun slet ikke tale med i denne Sag . . . .Og jeg tog efter flere Kager pÄ Bordet.
Hun knurred vredt,vÊgred sig hÄrdnakket for at udlevere noget av,hvad hun havde pÄ Bordet,rykked endog et Stykke Kage ud af min HÄndog lagde det tilbage pÄ sin Plads.Jeg blev vred,slog i Bordetog trued med Politiet.Jeg skulde vÊre nÄdig mod hende,sagde jeg;hvis jeg tog alt,hvad mit var,SÄ vilde jeg ruinere hele hendes Butik,for det var en farlig Masse Penge,jeg havde leveret hende i sin Tid.Men jeg vilde ikke tage sÄ meget,jeg vilde i Virkeligheden kun have halv Valutta.Og jeg skulde ovenikÞbet ikke komme igen mer.Det mÄtte Gud bevare mig for,eftersom hun var af den Slags Mennesker . . . .
Endelig lagde hun frem endel Kager til en ublu Pris,fire fem Stykker,som hun taksered til det hÞjeste,hun kunde finde pÄ,og bad mig tage demog gÄ min Vej.Jeg kaevled fremdeles med hende,pÄstod,at hun snÞd mig for mindst en Krone af Pengeneog desuden udsuged mig ved sine blodige Priser.Ved De,at der er Straf for slige KÊltringstreger?sagde jeg.Gud bevare Dem,De kunde komme pÄ Slaveriet for Levetiden,gamle Asen!Hun slÊngte endnu en Kage
hen til migog bad mig nÊsten tÊnderskÊrende om at gÄ.
Og jeg forlod hende.
He,Mage til uefterretlig Kagekone skulde man aldrig have set!Hele Tiden,mens jeg gik hen ad Torvetog Äd pÄ mine Kager,talte jeg hÞjt om Konen og hendes Uforskammethed,gentog for mig selv,hvad vi begge havde sagt til hinanden,og syntes,at jeg havde vÊret hende langt overlegen.Jeg Äd af Kagerne i alle Folks PÄsynog talte om dette.
Og Kagerne forsvandt en efter en;det forslog intet,hvor meget jeg tog tillivs,jeg var lige bundlÞst hungrig.Herregud dog,at det ikke vilde forslÄ!Jeg var sÄ grÄdig,at jeg endog nÊr havde forgrebet mig pÄ den sidste Kage,Som jeg lige fra Begyndelsen havde bestemt mig til at spare,gÊmme til den lille nede i Vognmandsgaden,Gutten,som havde leget med Papirstrimlerne.Jeg husked ham stadigt,kunde ikke fÄ mig til at glemme hans Mine,da han sprang opog bandte.Han havde vendt sig ona mod mit Vindu,da Manden spytted ned pÄ ham,og han havde ligefrem set efter,om ogsÄ jeg skulde le deraf.Gud ved,om jeg nu traf ham,nÄr jeg kom derned!Jeg anstrÊngte mig stÊrkt,forat komme hurtigt ned i Vognmandsgaden,passered det Sted,hvor jeg havde revet mit Drama istykker,og hvor endnu endel Papir lÄ tilbage,omgik Politibetjenten,som jeg nys havde forbauset sÄ ved min OpfÞrsel,og stod tilsidst ved Trappen,hvor Gutten havde siddet.
Han var der ikke.Gaden var nĂŠsten tom.Det tog til at mĂžrkne,og jeg kunde ikke blive Gutten var;han var mĂ„ske gĂ„et ind.Jeg lagde Kagen forsigtigt ned,rejste den pĂ„ Kant mod DĂžren,banked hĂ„rdt pĂ„og sprang min Vej med det samme.Han finder den nok!sagde jeg til mig selv;det fĂžrste,han gĂžr,nĂ„r han kommer ud,det er at finde den!Og mine Ăjne blev vĂ„de af GlĂŠde,over,at den lille vilde finde Kagen.
Jeg kom ned til JĂŠrnbanebryggen igen.
Nu sulted jeg ikke mer,blot den sÞde Mad,jeg havde nydt,begyndte at volde mig ondt.I mit Hoved stÞjed ogsÄ pÄny de vildeste Tanker:Hvad om jeg i Hemmelighed overskar Trossen til et af disse Skibe?Hvad om jeg pludselig gav mig til at rÄbe pÄ Brand?Jeg gÄr lÊnger ud pÄ Bryggen,finder mig en Kasse at sidde pÄ,folder HÊnderneog fÞler,at mit Hoved blir mer og mer fortumlet.Og jeg rÞrer mig ikke,gÞr slet intet,forat holde mig oppe mer.
»Ja,om en liden Stund,«svarer Manden.Han talte Svensk.
»Hm.De skulde ikke mangle en Mand?«Jeg var i dette Ăjeblik lige glad,enten jeg fik et Afslag eller ej,det var mig ligegyldigt,hvilket Svar Manden vilde give mig.Jeg stod og vented sĂ„ pĂ„ ham.
»à ,nej,«svared han.»Det skulde da vÊre en Jungmand.«
En Jungmand!Jeg gjorde et Ryk pÄ mig,sneg mine Briller afog stak dem i Lommen,trÄdte op pÄ Landgangenog skrÊved ombord.
»Jeg er ikke befaren,«sagde jeg,»men jeg kan gÞre det.De sÊtter mig til.Hvor gÄr Turen?«
»Vi er ballastet til Leeds efter Kul for Cadix.«
»Godt!«sagde jegog tvang mig ind pÄ Manden.»Jeg er lige glad,hvor det bÊrer hen.Jeg skal gÞre mit Arbejde.«
Han stod en Stundog sÄ pÄ migog tÊnkte sig om.
»Har du ikke faret fÞr?«spurgte han.
»Nej.Men som jeg siger Dem,sÊt mig til et Arbejde,og jeg skal gÞre det.Jeg er vant til noget af hvert.«
Han tĂŠnkte sig atter om.Jeg havde allerede sat mig levende i Hovedet,at jeg vilde tage med,og jeg begyndte at ĂŠngstes for at blive jaget iland igen.
»Hvad mener De sÄ,Kaptejn?«spurgte jeg endelig.»Jeg kan virkelig gÞre,hvad det skal vÊre.Hvad siger jeg!Jeg mÄtte vÊre en dÄrlig Mand,om jeg ikke gjorde mer,end netop det,jeg var sat til.Jeg kan tage to Vagter i TrÊk,om det gÊlder.Det har jeg godt af,og jeg holder nok ud med det.«
»Ja,ja,vi kan forsÞge det,«sagde han.»GÄr det ikke,sÄ kan vi jo skilles i England.«
»Naturligvis!«svared jeg i min GlÊde.Og jeg gentog endnu engang,at vi kunde skilles i England,hvis det ikke gik.
SĂ„ satte han mig til Arbejde . . . .
Ude i Fjorden retted jeg mig op engang,vÄd af Feber og Mathed,sÄ indad mod Landog sagde Farvel for denne Gang til Byen,til Kristiania,hvor Vinduerne lyste sÄ blankt fra alle Hjem.
Preparing your book... This may take a few seconds for large books